Lise Lotte Møllers valgdag

Danmarksbloggen følger som bekendt formand for Socialdemokraterne i Vordingborg Lise Lotte Møller op til kommunalvalget, hvor hun skal bruge omkring 250 personlige stemmer for at være nogenlunde sikker på at få en plads i Vordingborg kommunes kommunalbestyrelse.

Så er det idag, at vi skal stemme til kommunalbestyrelse/byråd/borgerrepræsentation og regionerne. Det er med andre ord en af demokratiets helt store dage.

En dag, hvor det er vigtigt at huske, at et demokrati kun er et demokrati, så længe vi opfører os derefter og deltager i debatter, møder og så videre. Men også og især at demokratiet både starter og slutter med at afgive sin stemme, når der er valg.

Danmarksbloggen opfordrer derfor alle til at stemme – og vender imorgen tilbage med svaret på, om Lise Lotte Møller kom ind i kommunalbestyrelsen i Vordingborg kommune.

Danmarksbloggen har spurgt Lise Lotte Møller om hendes valgdag.

Hvad skal du lave på valgdagen?
“Jeg skal tilbringe dagen på Bogø, hvor jeg er valgformand. Dér må man selvfølgelig ikke agitere. Men jeg har ALTID været tilforordnet, lige siden jeg var 18 år. Pånær altså ét enkelt valg, hvor jeg var i Ecuador. Men da brevstemte jeg på Poul Nyrup Rasmussen. Det var jeg meget stolt af. Hvis jeg havde været hjemme, havde jeg ikke kunne stemme på ham, da han ikke stillede op i min valgkreds. Men det kunne jeg, når jeg stemte fra udlandet.”

Hvad så når stemmelokalerne lukker?
Når valget er slut, og vi har talt op – uha, det bliver spændende – så kører jeg til Vordingborg, hvor alle partier er samlet til fælles valgcafé. Og her er forhandlingerne startet, når jeg kommer. Men selvfølgelig bliver der ikke meget at forhandle om. Vores borgmesterkandidat Martin (Leider Olsen, red.) står som den klare vinder, og vi skal bare fordele de andre poster :-).”

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Dagen før dagen for Lise Lotte Møller – også på Facebook

Danmarksbloggen følger som bekendt formand for Socialdemokraterne i Vordingborg Lise Lotte Møller op til kommunalvalget, hvor hun skal bruge omkring 250 personlige stemmer for at være nogenlunde sikker på at få en plads i Vordingborg kommunes kommunalbestyrelse.

Så er det dagen før dagen for Lise Lotte Møller og alle de andre, der stiller op til kommunalvalget – og spændingen hos kandidaterne er formentlig af samme gigantstørrelse som hos de børn, der allerede nu er igang med at tælle ned til juleaften.

Forskellen er selvfølgelig blot, at hvor børnene kan være nogenlunde sikre på at få en julegave, ved kandidaterne ikke om de får stemmer nok til at komme ind.

Danmarksbloggen spurgte Lise Lotte Møller, hvordan hun vurderer hendes chancer – og hvad hun skal skal lave idag.

“Jeg tror, at jeg har en rigtig god chance for at komme ind. Alle kræfter sættes ihvertfald ind idag, hvor vi fra den helt årle morgen delte snegle ud på Møn-broen, og hvor jeg fortsætter dagen igennem med forskellige ting.”

Allerede nu (ved 8-tiden) kan man se billeder af morgendagens uddeling af snegle på Lise Lotte Møllers Facebook-side:

https://www.facebook.com/#!/liselotte.moller?fref=ts

Her kan man også se, at hun har været særdeles aktiv både fysisk og på den digitale front weekenden igennem. Danmarksbloggen bringer her et udpluk af statusser fra den forgangne weekend:

Fra lørdag d. 16. november:
“I dag er vi i Vordingborg – kom og få en rød pølse og en god rød politisk snak på Stentorvet.”

“Vi maler byen RØD igen – i dag i Vordingborg. Kom og få en god rød snak – hvor vores kandidat til Regionen Peter Madsen vil være til stede, sammen med vores kommende borgmester Martin Leider Olsen .
Vi serverer røde pølser på Stentorvet fra kl. 11.00.”

“Gang i Stentorvet – kom frisk — sammen med Kaare Dybvad.”

“Roser på vej til flere døre her på Bogø.”

Fra søndag d. 17. november:
“Rød til Vordingborg – men intet er sikkert før det sidste kryds er sat.
Så kom til et valgsted nær dig på tirsdag og sæt dit røde kryds :-)”

Samt et opslag om, hvorfor der skal stemmes på Lise Lotte Møller, hvor hun lover at indføre natbusser til de unge, så de ikke skal køre spirituskørsel hjem fra byen, at ældre og handicappede billigt skal kunne komme til Stege og handle, hurtigt internet og god mobildækning, fri parkering i Stege samt en god folkeskole.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Synlighed er alfa og omega for Lise Lotte Møller

Danmarksbloggen følger som bekendt formand for Socialdemokraterne i Vordingborg Lise Lotte Møller op til kommunalvalget, hvor hun skal bruge omkring 250 personlige stemmer for at være nogenlunde sikker på at få en plads i Vordingborg kommunes kommunalbestyrelse.

Valgkampen er gået ind i sin sidste, hektiske fase – også for Lise Lotte Møller, som bruger weekenden på at tale med vælgerne, samtidig med at hun deler roser, pølser og brochurer ud, både alene og sammen med hendes partikammerater, blandt andet socialdemokraternes borgmester-kandidat Martin Leider Olsen.

For det drejer sig om at være synlig, så vælgerne ved, hvem de skal stemme på. Sammen med sin mand har hun derfor også været ude og sætte endnu flere valgplakater op.

Danmarksbloggen har spugt Lise Lotte Møller, hvordan hun vil gribe de sidste valgkamps-dage an – og hvilke emner, som hun vil bruge krudt på.

Hvilke emner vil du sætte fokus på her til sidst i valgkampen?
Befolkningsvækst er et meget vigtigt emne. Vi skal have vækst i Vordingborg kommune, og alle vil gerne have børnefamilierne til kommunen. Men jeg tænker om ikke det istedet er en bedre idé at tiltrække 60-årige med god pension. I modsætning til de travle børnefamilier har mennesker, der er 60+, også tid til at være frivillige – og da vi lever længere idag, varer det mange år, før de ”koster penge”.

Derudover skal vi gøre forholdene bedre for de mange virksomheder, som vi allerede har. Der er således over 2000 mikro-virksomheder i Vordingborg kommune. Så tænk, hvad det kunne betyde for Vordingborg kommune, hvis bare halvdelen af dem forbedrede deres økonomi og ansatte en person i deres lille firma.

Hvor vigtigt er det at være 100% synlig her til sidst i valgkampen?
Jeg tror, at det er meget vigtigt. Det er også derfor, at vi har sat flere plakater op. Der bliver lagt ekstra mærke til de plakater, der bliver sat op nu – fremfor at alle sætter op på samme tid.

Og hvor vil du være synlig henne?
Ude på gader og stræder. Folk har mange spørgsmål nu. De vil gerne vide, hvorfor de skal stemme på lige præcis mig. Så det svarer jeg på efter bedste evne. Jeg bliver især spurgt om cykelstier, vindmøller og internet.

Har du kræfter til en ekstra slutspurt – og gemmer du på en kanin?
Energien er der – helt sikkert. Jeg kører nærmest på Duracell-batterier, føles det somom 🙂 . Og en kanin? Tja, det kunne være dejligt!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Vild med dans – og kommunalvalget: Den lille dansker mod de store

Nu er der kun få dage til kommunalvalget.

På tirsdag d. 19. november løber det af stablen, og så skal der stemmes rundt om i det ganske land.

Der vil dog formentlig være en del danskere, der stemmer allerede i dag: Nemlig på Allan Simonsen i TV2-underholdningsprogrammet “Vild med dans,” der er i gang med sin tiende sæson på TV2 fredag aften.

Programmet har gennem årene haft en trofast seerskare, der fredag efter fredag via  sms har stemt på det par, som de helst så videre i konkurrencen. Meningen er nemlig, at der skal stemmes på det par, som seerne vurderer som de bedste dansere.

Seerne har dog ikke altid været enige med de dansekyndige dommere. Især ikke når en kendt og elsket dansker risikerede at ryge ud.

Men aldrig har det været så tydeligt som i dette efterår, hvor den tidligere og stadig meget populære fodboldspiller Allan Simonsen deltager i programmet, og hvor dommerne mildt sagt ikke er begejstrede for hans talenter på dansegulvet.

Men Allan Simonsen er alligevel en stjerne på et dansegulv. For danskerne kan lide den lille jyde, der engang blev kåret som Europas bedste fodboldspiller.

Og jo mere dommerne kritiserer Allan Simonsen (og de gør de, også udenfor dansegulvet), jo mere holder danskerne af ham – og stemmer på ham. Det er nu blevet så vildt, at Ekstrabladet tilmed har lavet en Allan-alarm-app, så man kan få en sms og stemme, selvom man ikke ser programmet – og en privat har lavet en app til Android. Læs hvordan du får dem her:

http://ekstrabladet.dk/flash/filmogtv/tv/article2146653.ece

Så tiltrods for de dårligste karakterer nogensinde i programmet går Allan Simonsen og hans dansepartner Sofie Kruuse videre uge efter uge – til de fleste danskeres store fryd.

For historien om Allan Simonsen og Vild med dans er blevet historien om den lille mod de store. David mod Goliat, Klods-Hans mod de smarte brødre og hele hoffet, Lille-Claus mod Store-Claus.

Og danskerne holder som altid med den lille.

Dét er dansk kultur og tradition i en nøddeskal.

Danmarksbloggen håber, at den samme indstilling vil brede sig til dansk politik, så vi i højere grad (igen) holder med kontanthjælpsmodtageren, den ældre, den psykisk syge og alle de andre udsatte mod de magtfulde, mod bankerne og erhvervslederne, der sjovt nok aldrig beskyldes for krævementalitet, selvom det er dem, der kræver – og får – langt mest.

Danmarksbloggen håber, at netop det at stå på de smås side mod de store huskes på tirsdag, når vi står i stemmeboksen og skal sætte vores kryds ved den kandidat, som vi helst vil danse den kommunale, politiske dans med.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Lise Lotte Møllers valgkamp i kroner og ører

Danmarksbloggen følger som bekendt formand for Socialdemokraterne i Vordingborg Lise Lotte Møller op til kommunalvalget, hvor hun skal bruge omkring 250 personlige stemmer for at være nogenlunde sikker på at få en plads i Vordingborg kommunes kommunalbestyrelse.

Hele og halve millioner til at føre valgkamp i de store kommuner samt skjult og ulovlig støtte i mange tusind kroners-klassen. De højtprofilerede kandidater jonglerer med rigtig mange penge i valgkampen her op til kommunalvalget.

Men hvordan ser det ud, når man kommer ud i rækkerne? Hvad koster Lise Lotte Møllers valgkamp? Og har hun råd til at have folk til at lave tingene for sig? Eller må hun selv sørge for sagerne?

Danmarksbloggen spurgte Lise Lotte Møller om de økonomiske detaljer og arbejdsmængden. Vi fik dog ikke svar på alt. Læs her:

Hvad koster din personlige valgkamp?
Den slags oplyser vi ikke.

Hvordan får du finansieret din valgkamp?
Det betaler partiet med penge, som partiet har fået gennem almindelig partistøtte.
Men jeg kan fortælle, at vi kun bruger de partipenge, som alle partier får ud fra deres medlemstal. Samt at vores vores kommunalbestyrelsesmedlemmer betaler 2% af deres honorar/løn til partiforeningen. (De nævnte 2% er selvfølgelig 2% fra honoraret/lønnen fra kommunalbestyrelsesarbejdet, red.)

Betaler du så noget selv?

Ikke i princippet. Som kandidat bruger du ikke dine egne penge til valgkamp. Vi har dog selv betalt trykning af navn på jakkerne, men ellers er jakker og trøjer gratis. Vi bruger visitkort og får roser til at dele ud.

Vi har dog lidt private udgifter.Jeg har blandt andet sat et banner op, som kostede 1500 kroner. Men mange kandidater har ingen udgifter. Vi ønsker ikke at føre en valgkamp, som kan blive en økonomisk belastning for vores kandidater.

Hvor mange timer bruger du om dagen på valgkamp?
Pt. alle timer, hvor jeg ikke er på arbejde. Jeg vil skyde på 7– 8 timer hver dag.

Hvor meget laver du selv?
Som mening kandidat laver du det meste selv. Dog er det mig som formand, der i samarbejde med valgaktivitets-formanden arrangerer det meste. Plus at jeg skal holde styr på hjemmeside, facebooksider, presse, pressemeddelelser m.m. Så jeg laver noget mere end de andre kandidater.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Dét skriver Lise Lotte Møller på Facebook

Danmarksbloggen følger som bekendt formand for Socialdemokraterne i Vordingborg Lise Lotte Møller op til kommunalvalget, hvor hun skal bruge omkring 250 personlige stemmer for at være nogenlunde sikker på at få en plads i Vordingborg kommunes kommunalbestyrelse.

Valgkampen foregår også på de sociale medier. Danmarksbloggen har derfor set på, hvor meget og hvad Lise Lotte Møller slår op på Facebook. For hun er i reglen på flere gange om dagen med statusser om både holdninger og aktiviteter.

Her er nogle udpluk fra de seneste dage – og så en dugfrisk fra idag:

13. november: “A8 – klar til dagen :).'”  (A8 er Lise Lotte Møllers placering på stemmesedlen, red.)

12. november:”Dette er IKKE et billede af min stemmeseddel – det må man nemlig ikke!
Dette billede er taget fra altinget.dk og så er der sat et kryds via computeren det sted, hvor jeg håber på, at du sætter dit kryds d. 19. november. Jeg har brug for din stemme.”

11. november: “I øvrigt mener jeg; Det skal være muligt for de unge at komme hjem med natbus fra Vordingborg – fredag og lørdag nat.
Det skal være nemt at komme fra Østmøn og andre ydreområder i kommunen til ungdomsuddannelses-stederne uden at man skal vente i lang tid, når man skifter bus.”

11. november: “Demokratiet og valg er en fest så endnu en festdag har taget sin begyndelse – måske er det derfor jeg begynder at blive lidt træt. Det er længe siden, at jeg har festet så mange dage i træk.
Men glæder mig til denne uge – en lang festuge – vi ses derude!”

10. november: “I øvrigt mener jeg; Vordingborg kommune er en af de smukkeste kommuner med mange attraktioner. Det skal vi blive bedre til at tjene penge på.”

10. november: “Roser uddeles – i regnvejr – håber folk er hjemme :-).”

9. november: “Hyggeligt og positive mennsker. Men hvis jeg bliver valgt – så laver jeg valgtidspunket om, så det ligger i august – tjuhej det var koldt i dag!”

9. november: “I øvrigt mener jeg: Det drejer sig om ansvar og fællesskab for hinanden, og ikke om at enhver bare skal klare sig selv.”

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vælgerne flytter sig over midten

Igen idag må kommunalvalget rykke pladsen for det landspolitiske …

Årsagen er nemlig, at den siddende regering for første gang siden folketingsvalget har flertal i målingerne.

Nu gør en enkelt måling selvfølgelig ingen sejr, og der er næsten to år til næste folketingsvalg. Men det interessante er, at allerede inden balladen med Lars Løkke og hans økonomi var vælgerne begyndt at sive over midten og ikke bare internt i blokkene.

Danmarksbloggen glæder sig derfor til at følge de kommende måneder, der vil give svaret på mange gode spørgsmål?

Hvad vil der ske, hvis – eller måske rettere når – Venstre får ny formand? For at beholde Lars Løkke er mere end risikabelt, hvis Venstre ønsker at opnå magten.

Kan den siddende regering beholde det forspring, som de har ligenu?

Og hvis ikke, vil der så ske et oprør mod Helle Thorning?

Men allermest interessant er: Hvorfor flytter danskerne sig fra blå til rød blok? Drejer det sig om værdier? Om at flere og flere erkender, at kun i fællesskab og med omtanke for hinanden kan vi skabe et samfund, hvor alle kan leve i tryghed og vokse og trives?

Dét håber Danmarksbloggen er tilfældet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Lise Lotte Møller: Rockerne skal ud af Vordingborg

Danmarksbloggen følger som bekendt formand for Socialdemokraterne i Vordingborg Lise Lotte Møller op til kommunalvalget, hvor hun skal bruge omkring 250 personlige stemmer for at være nogenlunde sikker på at få en plads i Vordingborg kommunes kommunalbestyrelse.

I dag handler det om de rockere, der igennem lang tid har været et stort problem i Vordingborg kommune – og som er den direkte årsag til at der i aften er et stort borgermøde om sagen med deltagelse af blandt andet justitsminister Morten Bødskov. Lise Lotte Møller vil selvfølgelig også være tilstede.

“For rockerne er et kæmpeproblem for hele Vordingborg kommune,” siger hun.

Hvad håber du at kunne opnå ved at få landets justitsminister på besøg?
Lise Lotte Møller svarer: “Det bedste ville selvfølgelig være, hvis vi kunne få rockerne helt ud af kommunen. Men det kan godt blive svært, selv med den nye bandelov og reglerne om at foreninger ikke må holde til i centrum af Vordingborg. Men jeg håber, at Morten Bødskov kan fortælle os, at vi – når der igen sker noget à la det skyderi, som der var i vinters ved Vordingborg station – har nogle muligheder, så vi kan få rockerne væk fra den centrale del af byen, hvor de bor nu. Få dem ud et sted, hvor der ikke er ligeså mange mennesker. For dér kan de – trods alt – gøre mindre skade, når der bliver ballade igen. For med deres adfærd er det ikke et spørgsmål om, men om hvornår balladen kommer, ja måske endda krigen, hvis en rivaliserende gruppe på et tidspunkt prøver at komme ind i kommunen.”

Rockerne i Vordingborg kommune, der tilhører gruppen Bandidos, bor midt i Vordingborg i et hus meget tæt på Algade, der er den centrale gade i Vordingborg. Herfra har de nem og hurtig adgang til hele byen – og kommunen.

Hvilke aktiviteter laver rockerne?
“Udover salg af hash, ecstasy og kokain sættes rockerne i Vordingborg kommune også i forbindelse med opkrævning af såkaldte beskyttelsespenge fra dem, som ikke køber deres “fornødenheder” hos netop samme rockere. Derudover skaber rockerne utryghed og angst, især hos de unge mennesker som går i byen, og som møder dem i nattelivet, hvor rockerne er meget synlige,” siger Lise Lotte Møller og fortsætter:

“Det drejer sig for rockerne om at skaffe penge – og om at rekruttere nye medlemmer. Derfor var det også en stor sag, da det viste sig, at en af de frivillige i en karateklub var et Bandidos-medlem. For det er ikke den slags mennesker, som vi ønsker som forbilleder for de unge her i kommunen.”

Hvad vil du gøre for at få rockerne ud af kommunen, hvis du bliver valgt?
“Udover at streses rockerne og få dem til at flytte (ihvertfald ud af byen), tror jeg, at det er vigtigt at satse på uddannelse og oplysning, så de unge ser, at der findes et andet liv end et med hash og angst for rockerne. Derudover har vi allerede nu i kommunen et meget velfungerende SSP-samarbejde. Så det, som jeg kan bidrage med, er at støtte en fortsat linie indenfor det, som allerede gøres – samt prøve at gøre endnu mere. For det er vigtigt, at vi ikke giver op overfor rockerne, men står fast på at vi vil have en fredelig kommune,” slutter Lise Lotte Møller.

Borgermødet om rockerne i Vordingborg finder sted hos 3F, Vingevej 11 kl. 19-20

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Kandidatens weekend: Røde pølser og røde roser

Danmarksbloggen følger formand for Socialdemokraterne i Vordingborg Lise Lotte Møller op til kommunalvalget, hvor hun skal bruge omkring 250 personlige stemmer for at være nogenlunde sikker på at få en plads i Vordingborg kommunes kommunalbestyrelse.

Så hvad har hun lavet i den forløbne uge for at udbrede kendskabet til sig selv? Og hvad står på programmet i weekenden?

Danmarksbloggen har interviewet Lise Lotte Møller.

Hvad har du lavet i den forløbne uge – rent valgmæssigt?
“Mandag var jeg på Christiansborg til ARU-møde (ARU står for arbejdsudvalg i Regionen). Der er jo også valg til regionen 19. november, og som formand for socialdemokraterne i Vordingborg er det min opgave at få vores kandidat Peter Madsen valgt.”

“Tirsdag havde vi valgmøde i Bårse med alle partier, der stiller op. Desværre var der ikke ret mange almindelige vælgere. Det var mest partikammerater og så pressen, som var der. Jeg fik også sendt en pressemeddelelse ud om, at vi skal have borgermøde på mandag d. 11. november, hvor vi får besøg af justitsminister Morten Bødskov. Emnet er: Rockerne ud af Vordingborg.”

“Onsdag havde jeg travlt med både mit almindelige arbejde og med kursus på skolen. Men facebook og hjemmeside fik som altid det daglige tjek.”

“Torsdag blev lidt anderledes end forventet. Først var der LA´s udmelding om fri hash i Vordingborg. Det affødte interview med Danmarksbloggen, en del mails og meget mere. Så skulle jeg have været på et kursus, hvor jeg skulle deltage som kandidat. Men noget må være gået galt. For da jeg kom, var der ikke nogen – og jeg var et sted uden mobildækning, hvilket er et problem, som vi kæmper med mange steder i kommunen. Så jeg kunne ikke få fat på nogen, men kørte i stedet de 45 km hjem igen.”

“Fredag var jeg så i Rødovre og hente flere valgplakater samt forbi blomsterhandleren for at hente mine roser, som jeg skal bruge, når jeg i weekenden skal ud og banke på dørene i Vordingborg kommune.”

Hvad skal du lave i weekenden?
“Ja, der skal hænges valgplakater op og deles roser ud og stemmes dørklokker. Lørdag er vi også på Torvet i Stege kl. 11-13, hvor alle kan komme forbi og få en rød pølse og en snak.”

Hvordan bliver du modtaget, når du ringer på og giver en rose?
“Meget venligt. Folk er så glade og positive. Og hvis alle stemmer, som de siger, så kommer vi ind med 90% af stemmerne.”

Hvad spørger folk om, når du møder dem personligt?
“De spørger om rådhuset og skolerne. Vedr. rådhuset så skal vi have den bedste og billigste løsning, og hvis det er at bygge nyt, så må vi gøre det, er meldingen. Angående skolerne, så er det inklusionen, som der debatteres. Inklusionen er nemlig et problem en del steder, og det skal vi afhjælpe. Der er en seriøs evaluering i gang, og den afventer vi svar på. For ting tager tid, også en implementering af en ny skolestruktur.  Også selvom vi i Vordingborg er så heldige, at vi er over halvvejs i forhold til den nye skolereform.”

Hvilke tilbagemeldinger får du på de sociale medier?
Folk er flittige til at skrive, og langt det meste af responsen er positive svar og meldinger.”

Har socialdemokraterne i Vordingborg i øvrigt en fælles valgstrategi? Eller er det hver kandidat, der kæmper for sig selv?
“Vi kører fælles valgkamp. Hver kandidat har dog muligheden for at sætte banner op på sin bopæl, reklame på bilen m.m. Men i forhold til valgplakater og annoncer kører vi fælles. Det er nemlig et fælles projekt at få Martin Leider Olsen som borgmester, og så kan vi andre gå fra dør til dør, være på gaden, skrive læserbreve eller hvad vi nu finder på.”

Hvordan forholder man sig så til de sociale medier i partiet?
“Jeg selv og næsten alle mine medkandidater bruger Facebook og ikke noget andet – men det er vi så også gode til!”

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Hokus, pokus – Løkke er i fokus

Danmarksbloggen havde ellers besluttet, at de sidste to uger inden kommunalvalget udelukkende skulle handle om samme vigtige valg. For det betyder meget for vores alle sammens hverdag, hvem vi stemmer ind d. 19. november.

Men begivenhederne hos Venstre har betydet, at

HOKUS, POKUS – LØKKE ER (STADIG) I FOKUS

For nok havde Venstre håbet at ende sagen om Lars Løkkes økonomiske mellemværender med pressemødet søndag d. 27. oktober – og nok kunne man regne ud, at oppositionen ikke ville lade sig spise af med det, men istedet se om der var mere at komme efter.

Men at der var så meget i Lars Løkkes gemmer, som der (indtil videre) er kommet frem, havde ingen regnet med. I skrivende stund virker det nærmest somom det ingen ende vil tage med økonomiske forhold, som Lars Løkke burde have bragt i orden. Noget som man må formode Claus Hjort Frederiksen også tænker, siden han i onsdags tog det usædvanlige skridt at bryde ind i et interview med Lars Løkke og sige, at nu skulle jornalisterne ikke genere samme Lars Løkke mere.

Det interessante her er imidlertid ikke Claus Hjort Frederiksens noget malplacerede beskyttelse. Det er heller ikke Lars Løkkes troværdighed. Den har – pånær hos hardcore Venstre-folk – forlængst lidt sit endelige skibbrud. Nej, det interessante er, hvad Venstre gør nu. Altså udover at angribe pressen for at forfølge Lars Løkke.

For hvad kan partiet gøre? Skifte formand? Og i så fald til hvem? Søren Pind? Peter Christensen? Kristian Jensen?

Ingen af dem har samme appel som Løkke (i nogles øjne) havde engang – og ingen af dem er i nærheden af den virkning på vælgerne, som Anders Fogh Rasmussen havde. Han, der kommer tættest på noget, der minder, er ikke medlem af Venstre. Det er nemlig Kristian Thuelsen Dahl, som er formand for Dansk Folkeparti.

Men alt det med ny formand for Venstre er fremtidsmusik. For ligenu er Løkke stadig hokus, pokus, i fokus – på den for Venstres vedkommende meget ufede måde, der formentlig vil koste Venstre både stemmer og borgmesterposter til det kommende kommunalvalg.

Det ved man også godt hos Venstre, og det har man formentlig også affundet sig med, siden man tør sende Lars Løkke ud på valgturné i det ganske land.

Skrækscenariet hos Venstre er, hvis sagen om Lars Løkke spreder sig til at blive en sag, hvor der stilles spørgsmålstegn ved partiets generelle troværdighed. Og det kunne nemt ske, når man tænker på Venstres lukkethed omkring partistøtte m.m.

Og i så fald vil den faldende vælgertilslutning til Venstre fortsætte non-stop indtil næste folketingsvalg.

Danmarksbloggen tvivler derfor på, om Venstre tør fortsætte med Lars Løkke ved roret. For det er i sidste instans – og selvom Dansk Folkeparti napper de fleste flygtende Venstre-vælgere i øjeblikket – et spørgsmål om magten i Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk