At bede en bøn for flygtningene

En bøn spreder vandene i det kirkelige Danmark.

Biskop i Ribe Stift Elof Westergaard har forfattet en bøn, som flere præster gerne vil bede – men som enkelte ikke vil under henvisning til at bønnen efter deres mening er selvgod og politisk.

I bønnen kan man blandt andet læse:

Dæmp vore fordomme, både mod de fremmede og mod dem, vi er uenige med. Lad dit ansigt lyse over os, så vi får øje til at se disse flygtninge som søstre og brødre.

Læs mere – og læs også hele bønnen her: http://www.fyens.dk/indland/Kvalmegraensen-naaet-Praest-vil-ikke-sige-boen-for-flygtninge/artikel/2788355

Danmarksbloggen noterer sig i denne sammenhæng, at: 

1) Religion og bøn spiller en stigende rolle i Danmark.

2) At det er positivt, at folkekirken engagerer sig. For en kirke, der holder sig væk fra hverdagen og nutiden, bliver hurtig en museums-kirke – og så er der ingen grund til at have en kirke. Ved at engagere sig viser folkekirken derimod sin berettigelse i nutidens danske samfund som statskirke og som samlende faktor i det danske samfund.

3) At kristendommen handler om at hjælpe de svageste og tale kærlighedens sag – det var og er Jesus liv det stærkeste vidnesbyrd om – og det kan aldrig være selvgodt. Tværtimod er kristendommen det modsatte af selvgodhed og egoisme …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Guds fred med vore døde i Danmarks rosengård

I dag flager Danmark på halv. To af landets sønner er døde. De kommer ikke til at opleve foråret, når det om kort tid kommer til landet.

Deres liv blev taget fra dem af en tredje mand, der fejt skød dem, fordi de ikke var som ham, mente som ham, tænkte som ham og troede som ham.

Den første, Finn Nørgaard, var filmmand og troede på ytringsfrihed og integration.
Den anden, Dan Uzan, var jøde og passede på 80 andre jøder til en fest i synagogen.

De to mænd var ikke farlige. Det var deres morder derimod. Men ikke fordi han var muslim.

For der findes ingen tro, ingen religion, ingen ideologi, der er farlig. Det er mennesker, der er farlige – og især når mennesker mangler evnen til at se udover sig selv og får et våben i hænderne bliver de dødens farlige.

I dag sørger vi, i dag mindes vi med Grundtvigs ord:  

Guds fred med vore døde i Danmarks rosengård!
Guds fred med dem, som bløde af dybe hjertesår.

Ære være Finn Nørgaards og Dan Uzans minde.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Søren Espersen tager Anders And som gidsel

Søren Espersen fra Dansk Folkeparti er ude og sige, at man bør bekæmpe ekstremismen blandt fundamentalistiske muslimer ved at lade dem læse bla. Anders And & Co.

Danmarksbloggen vil derimod anbefale Søren Espersen at læse Anders And og Co. For Dansk Folkeparti´s udenrigspolitiske ordfører kender helt tydeligt ikke Andeby.

Hvis han gjorde, ville han vide, at:

1)    der ingen religion er i Andeby, men

2)    at ænderne accepterer hvad som helst, når de møder det – også selvom de per definition ikke tror på det. Fx når Anders, Joachim og ungerne er på skattejagt i en fjern jungle og mangler regn, og så møder en medicinmand, der siger, at han kan danse en regndans. Så kan han selvfølgelig også det – og ænderne ser også selv regnen plaske ned, så de kan få fat på guldet. Men det er glemt igen i næste historie.

3)    Endelig er ænderne – især Anders And – tit bange for det overnaturlige, som han altså ikke tror på, heller ikke når han skræmmes fra vid og sans af hekse og spøgelser.

Så det er en ommer, Søren Espersen. Ænderne er så ikke-religiøse, som nogen kan være – og at pådutte ænderne en missionerende rolle i forhold til islam er det samme som at give dem religions-nella.

Og det ville da være synd og skam, hvis denne slemme sygdom skulle slippes løs i Andeby.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danske politikere er som de tre aber: Ser, hører og siger intet

I Sverige er både de borgerlige, socialdemokraterne og venstrefløjen enige om, at Sverigesdemokraterne og meningsfæller ikke skal til fadet på nogen måde.

Og i Tyskland taler kansler Angela Merkel stærkt imod de kræfter, der er imod muslimer som fx den anti-islamiske bevægelse Pegida, der i går (som hver mandag) arrangerede demonstrationer overalt i Tyskland mod islamiseringen. Demonstrationer, der blev mødt af moddemonstrationer som den stille protest i Köln, hvor lyset blev slukket på byens store katedral. Læs mere her: http://www.dr.dk/Nyheder/Udland/2015/01/05/0105194610.htm

Også i Danmark var der en sådan anti-muslimsk demonstration, nemlig i Haderslev, der er første stop på vejen i en anti-islam turné, der hver anden mandag vil betyde demonstration mod islamisering ét sted i Danmark.

Men hvor er de danske politikere i alt det her? De er totalt fraværende. De er som de tre aber: Ser intet, hører intet og siger intet.

Det er rystende, og hvad værre er: De danske politikere svigter deres demokratiske ansvar, når de ikke taler mod denne dæmonisering af en bestemt befolkningsgruppe, nemlig muslimerne, der i virkeligheden er ligeså forskellige som alle mulige andre.

Men de folkevalgte i Danmark skal stoppe med at hytte og putte sig. De skal istedet tage kampen op og tale medmenneskelighedens sag – og sige, at i Danmark drejer det sig om at være menneske – ikke om hvilken religion du har.

Men nej, det sker ikke. Tværtimod så lefler samtlige danske politiske partier (pånær SF og Enhedslisten) istedet for den indre svinehund – og dens tro væbnere i Dansk Folkeparti. Dét er beskæmmende.

I vores nabolande kan politikerne godt finde ud af at kæmpe på mangfoldighedens og medmenneskelighedens side. Det skal de sørme også kunne her i Danmark.

De politiske aber må til at tage hænderne væk fra øjne, ører og mund.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 33: 2010´erne

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag – som også er sidste gang – handler det om:

2010´erne

At skrive Danmarkshistorie om det årti, som endnu er i gang, er på flere måder en umulig opgave. I sagens natur bliver det derfor også mere betragtninger end historie, for vi lever i høj grad stadig med og i de problemstillinger, som denne del indeholder.

Danmarksbloggen vil derfor også gøre dette sidste afsnit meget kort.

For hvad er det, som 2010´erne handler om?

Ja, spørgsmålet om terror er stadig aktuelt – og med fremkomsten af Islamisk Stat er endnu en krig mod terror i gang. For mange er det også et spørgsmål om religion, da islam mødes mere og mere fjendtligt i Europa – og også selv radikaliseres indefra. En religionskrig mellem islam på den ene side og kristendommen i dens vestlige og sekulære demokratiserings-form på den anden er desværre tættere på i dag, end den nogensinde var det i de terror-højspændte nullere.

Skellet mellem rig og fattig vokser også stadigvæk – og det anses for helt legalt at beskylde arbejdsløse for at være dovne, at mistænkeliggøre sygemeldte, offentligt hævde at østeuropæere er dummere end vesteuropæere og idet hele taget trampe på dem, der allerede lægger ned – mens de rigeste uantastet kan tjene mere end dobbelt så meget mere end en arbejder.

For langt de fleste danskere i 2010´ere drejer det sig dog hverken i første omgang om storpolitik eller fordelingspolitik, men om at få eget liv og familie til at hænge sammen. For der skal mere til end nogensinde før. Ikke kun fordi mennesker presses til hele tiden at skulle yde mere, men også fordi alting er blevet et projekt – og kodeordet er selvfølgelig succes og atter succes, som kan vises med statusser og fotos på Facebook og Instagram.

En vigtig ting her er den flotte og sunde krop – og danskerne løber da også maraton, deltager i Triathloner osv som aldrig før – og ofte i en grad, så der ikke er plads til familie og venner.

Selv kronprins Frederik gør det – og endda ofte. Noget som vækker kritik, da en del danskere mener, at den nu 46-årige kronprins går for meget op i sport og ferie – og stadig mangler både tyngde og substans. Både i sig selv og i forhold til hans mor, Dronning Margrethe, der i skrivende stund har siddet på tronen over 40 år – og som stadig er en populær regent trods stigende kritik af det kongehus, der har været en rød tråd gennem hele den del af Danmarkshistorien, hvor vi kender konkrete personer og begivenheder.

En historie, hvis vej Danmarksbloggen nu har fulgt siden januar. Danmarksbloggens Danmarkshistorie er hermed også ved vejs ende – og takker alle sine læsere for en fantastisk rejse gennem vores turbulente, frygtelige og fantastiske historie.

Den overordnede konklusion må i øvrigt være: Det har været spændende – og det vil blive ved med at være spændende at være dansker. Dét er Danmarksbloggen sikker på.

Danmarksbloggen vil også vende tilbage med mere Danmarkshistorie i 2015. Bare på en anden måde. Vel mødt.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956
Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke: http://danmarksbloggen.dk/?p=4019
Grevens Fejde og Reformationen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4129
Christian d. 4 og København gøres stor: http://danmarksbloggen.dk/?p=4142
Frederik d. 3, Enevælden, Kvindefejden
og Tabet af Skåne-landene: http://danmarksbloggen.dk/?p=4363
Oplysningstid, Det Florissante Eventyr
og Store Nordiske Krig:http://danmarksbloggen.dk/?p=4457
Christian d. 7., Struense og Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=4512
Frederik d. 6., statsbankerot og tabet af Norge: http://danmarksbloggen.dk/?p=4588
Guldalderen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4653
Nye tanker op mod 1849: http://danmarksbloggen.dk/?p=4717
Frederik d. 7., Grundlov og Treårskrig: http://danmarksbloggen.dk/?p=4790
Det unge demokrati, 1864 og Europas svigerfar: http://danmarksbloggen.dk/?p=5395
Industrialisering, arbejderbevægelse
og andelsbevægelse: http://danmarksbloggen.dk/?p=5434
Parlamentarisme og kvindernes stemmeret: http://danmarksbloggen.dk/?p=5476
Første Verdenskrig, Genforeningen
og Påskekrisen: http://danmarksbloggen.dk/?p=5518
Brølende 20´ere og kriseramte 30´ere: http://danmarksbloggen.dk/?p=5548
Anden Verdenskrig, besættelse
og befrielse: http://danmarksbloggen.dk/?p=5589
Kold krig og velfærdssamfund: http://danmarksbloggen.dk/?p=5611
Ungdomsoprør, Dronning Margrethe d. 2
og EF: http://danmarksbloggen.dk/?p=5613
1970´erne og 1980´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=5719
1990´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=5753
11. september 2001: http://danmarksbloggen.dk/?p=5810
Nullerne: http://danmarksbloggen.dk/?p=5846

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tørklæder har (næsten) altid været et must for danske kvinder

Så raser tørklæde-debatten igen – og som altid er en af bannerførerne imod muslimske kvinders ret til at gå med tørklæde Pia Kjærsgaard, der i en artikel i Kristeligt Dagblad i går onsdag d. 20. august siger:

Det, at muslimske kvinder bærer tørklæder, burka, eller niqab er en klar afstandtagen til det danske samfund. At gå tildækket er fuldstændig i strid med det danske samfunds traditioner og symboliserer en ufrihed, som jeg slet ikke kan acceptere på nogen måde.

Citat slut.

Læs hele artiklen her: http://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/2014-08-20/%E2%80%9D-b%C3%A6re-t%C3%B8rkl%C3%A6de-er-en-politisk-manifestation%E2%80%9D

I artiklen kan man også læse, hvordan Pia Kjærsgaard mener, at tørklædet er en politisk manifestation, der slet ikke har noget med religion at gøre.

Pia Kjærsgaards udmeldinger har så heller ikke noget med fakta at gøre. Tørklæder var derimod et must for danske kvinder i mange århundreder.

For hvis Pia Kjærsgaard kendte sin Danmarkshistorie, ville hun vide, at lige siden ihvertfald middelalderen og måske også længere tilbage – og helt op til sidst i 1800-tallet og nogle steder langt op i 1900-tallet var det normen, at også danske, kristne kvinder tog noget over håret, når de var ude i det offentlige rum.

At det at gå med noget over håret viste, at kvinden var en ærbar og gift kvinde. Det udslåede (altså løse) hår var nemlig kun noget, som små piger, meget unge, ugifte jomfruer – og prostituerede gik med.

Så når kvinden nåede en vis alder og modenhed – og ihvertfald når hun var gift – var det kun hendes mand, der måtte nyde godt af synet af hendes lange, udslåede hår. Og her taler vi altså Danmark og kristne, danske kvinder for kun omkring 100 år siden. Ja, nogle steder i landet for endnu færre år siden.

Ja, faktisk var et af de helt store bryllupsritualer, når de gifte koner midt under bryllupsfesten tog brudekronen af den nygifte brud og gav hende konehuen på. Konehuen, der skjulte hendes hår og viste, at nu var hun ikke længere et emne at gifte sig med. (En skik vi stadig har en rest af, når brudens slør klippes i stykker efter brudevalsen).

Til hverdag brugte de fleste kvinder dog et tørklæde – men funktionen var den samme: Håret måtte ikke ses.

Så nej, det med tørklæder er ikke noget nyt her til lands. Tørklæder har derimod i mange århundreder og mange versioner været et must for danske, kristne kvinder.

Dét er så ikke sådan længere for danske, kristne kvinder – det er rigtigt. Men det at gå barhovedet er immervæk kun noget, som danskerne – både mænd og kvinder – for alvor har gjort siden 1960´erne.

Men selvfølgelig skal ingen muslimsk kvinde føle sig presset til at tage tørklæde på, hvis hun ikke har lyst. Hun skal kunne gå med håret udslået ligeså meget, som hun har lyst.

Men hun skal heller ikke – som Pia Kjærsgaard vil have det – føle sig presset til at tage tørklædet af, hvis hun helst vil have det på.

For tørklæde eller ej, kors eller ej, kalot eller ej – dét er 100% den enkeltes egen sag. Men alle skal have friheden til at vælge – og til at være sig selv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Respekt og tolerance over hele linien, tak

Muslimerne har det svært i Danmark – og det bliver ikke lettere i øjeblikket, snarere tværtimod. Men i modsætning til dengang, hvor det var jøderne, der var syndebukke, så er muslimerne ikke kun forfulgte uskyldigheder.

Et eksempel er Akkari-sagen, hvor imanerne talte med to tunger under Muhammed-krisen og dermed forværrede den. Og ja, det er også et problem, når en muslimsk beboergruppe som den i Kokkedal ikke vil bruge penge på den kristne julefest og et juletræ, men gerne på den muslimske Eid-fest. Æresdrab, tvangsægteskaber og andet er også et problem i et åbent, demokratisk land som Danmark.

MEN alle uhyrlighederne er ikke hele sandheden om muslimerne. Muslimerne er ligeså forskellige som alle mulige andre grupper, og der findes fundamentalister i alle lejre.

Det vigtigste er derfor, at vi stiller de samme krav til alle i Danmark – og giver alle i Danmark de samme rettigheder.

I praksis betyder det, at her i Danmark er de to køn lige – samt at alle religioner, alle politiske overbevisninger og såvel hetero- som homo-, bi- og transseksualitet er accepterede – og skal respekteres og tolereres. PUNKTUM.

Længere og mere besværligt er det ikke.

Så med andre ord:
1) Visse etnisk-danskere skal lære at tolerere muslimer
2) Visse muslimer skal lære at tolerere såvel kristne som måske især jøder
3) Visse både etnisk-danskere og muslimer skal lære at tolerere homo-, bi- og transseksuelle
4) Visse højrefløjs-danskere skal lære at tolere venstrefløjs-danskere – og omvendt
5) Visse mænd, både kristne, muslimske, jødiske, ateistiske osv, skal begynde at behandle kvinder – og især deres egen kone – med respekt
6) Og så de grupper, som ikke er nævnt, men som fortjener ligeså meget respekt som alle andre

Ingen skal nemlig kritiseres, forfølges eller blot være bange for at vise sin identitet og sine holdninger i Danmark. Vi skal være her allesammen – og dét i respekt for hinanden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Onsdagsinspiration nr. 4: Varme og ansvarlighed

Danmarksbloggens sommerserie fortsætter idag med den fjerde af ialt fem inspirations-artikler til de danske politikere og andre med indflydelse på samfundsudviklingen.

http://danmarksbloggen.dk/?p=344

Denne gang handler det om, hvad der skaber et godt samfund.

Nemlig varme og ansvarlighed … og så bekæmpelsen af grådigheden.

Den grådighed, der får virksomheder til at lægge arbejdspladser i for eksempel Indien, så de kan spare penge … penge, som de bruger på sig selv og deres aktionærer og ikke på det samfund, der stiller infrastrukur, sundhedssystem og uddannelse til rådighed.

Det er den samme grådighed, der får offentlige myndigheder til at få løst deres opgaver, så det (i hvertfald i første omgang) bliver billigst for kommunen, men uden at det skaber arbejdspladser for kommunens egne borgere.

Og så du´r det ikke at tale om CSR, Corperate Social Responsibility. For det betyder som regel blot at give lidt håndører til den lokale spejderklub eller nye møbler til børnehaven.

Men social ansvarlighed er ikke at give disse symbolske pengebeløb til den lokale fodboldklub eller støtte et krisecenter. Social ansvarlighed for danske virksomheder og offentlige myndigheder er at skabe arbejdspladser i Danmark, også selvom det betyder et mindre overskud.

For i et rigt samfund som vores skal rigdommene deles af os alle sammen. Det med at dele er i øvrigt en kristen tanke, en kristen grundsten, der har skabt velfærd til os alle sammen. En filosofi, hvor grådighed er en dødssynd, og hvor varme og ansvarlighed er selvfølgeligheder, når man deler ud af sin overflod til de svageste i samfundet..

Til sammenligning kan nævnes rigdommene i den arabiske, muslimske verden, som bliver hos dem, der skraber pengene til sig, både familiemæssigt og nationelt.  Det samme gør sig gældende i den asiatiske verden, hvor enhver også har nok i sig selv. Begge steder lever små overklasser (og i Kina en stor middelklasse) derfor i ufattelig overflod, mens de brede lag har det langt mere pauvert.

Og i Danmark er vi i disse år godt på vej til noget tilsvarende, til et samfund, hvor flertallet får mere og mere, mens et stort mindretal får mindre og mindre – og idag har så lidt, at det rige velfærdsland Danmark igen er blevet et land med fattige, endog en pæn del fattige og andelen er stigende.

Så der skal gøres noget. For det kan hænde, at religionen er på vej ud af det danske samfund, men kristendommens forpligtelse til at dele, til at give af sin overflod – dén skal vi beholde.

Ja, ikke blot beholde, men genindføre og udvide. Dér er brug for det..

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk