Kategoriarkiv: Tro & Højtider

Juleteater – del 2: “Et juleeventyr”

Udgivet den af
Svar

Danmarksbloggen fortsætter sin adventsserie om teater og juletid med en af de mest elskede julefortællinger fra ikke kun Danmark, men hele verden:

Nemlig Charles Dickens ”Et juleeventyr”.

Historien handler om den pengegriske Scrooge, der i et på alle måder iskoldt London i 1800-tallets skarpt opdelte klassesamfund i løbet af éen eneste julenat møder først forretningspartnerens genfærd og derpå de tre ånder: Fortidens, nutidens og fremtidens juleånd.

Tre ånder – og tre møder, der afgørende ændrer på Scrooge, og forvandler ham til en gavmild og god mand, der bruger resten af sit liv på at hjælpe sine medmennesker – og selvfølgelig især ved juletid.

“Et juleeventyr” spiller i en fordansket version i år på Frilandsmuseet ved Lyngby. Læs undertegnedes anmeldelse her: http://www.kristendom.dk/kristendom.dk/2014-11-20/et-juleeventyr-hjerter-genf%C3%A6rd-og-skygger-i-intenst-samspil-p%C3%A5

I Frilandsmuseets version fremstilles Scrooge – eller Festisen som han hedder her – derfor også som en klon af rettidig omhu og Liberal Alliance med et stænk af Venstre. Og det er noget, der kun er med til at gøre skikkelsen endnu mere uhyggelig.

For hvor skræmmende end ånder og genfærd og fremtiden kan være, så er det dog for de fleste svage, fattige og udsatte i Danmark den nuværende jul og det nuværende liv, der er den største forhindring, den største skræk.

Og her spiller de borgerlige partier en meget stor rolle i deres arbejde på at få Danmark kørt i sænk og tilbage til de onde, gamle dage med fattigkasse, fattighjælp og mange, der har så alt for lidt – mens overklassen har så alt for meget.

Og ja, vi er desværre godt på vej dertil i nutidens samfund – og i denne ellers så søde juletid, der for stadig flere danskere ikke længere er den glade forventning om hyggelige juledage.

For mange – både store og små – er julen anno 2014 noget, der giver ondt i maven.

Den voksne fattige mor eller far kan tænke sig søvnløs over, hvorfra pengene skal komme til børnenes julegave. Barnet, der vokser op i en hjem med alkoholmisbrug, kan være bange for, hvor fulde forældrene bliver juleaften. Og så videre og så videre.

Listen er desværre ligeså lang som den kæde, som Scrooge ved historiens start er igang med at lave for sig selv, fordi han tænker mere på penge end på mennesker.

Og ja, det er dejligt med julehjælp og alle gode menneskers intentioner. Men det, der virker for alvor, er kun, hvis vi laver strukturerne om i samfundet, således at vi fordeler goderne bedre. Alt andet er kun plastre på såret, hvor godt det end er for den enkelte udsatte. For selvfølgelig gør julehjælpen en forskel for den enkelte familie.

Men skal det batte noget, er det velfærd og en fair fordeling af goderne, der skal til. Og i øjeblikket går det den helt gale vej.

Derfor er historien om Scrooge også mere aktuel, end den har været længe. For vi er i rasende fart på vej tilbage til den virkelighed, som ”Et Juleeventyr” blev skrevet udfra i England i 1843.

Og dét er mere uhygeligt end alle genfærd og spøgelser tilsammen!

Læs de tidligere afsnit her:
Juleteater – del 1: “Når du ser et stjerneskud”: http://danmarksbloggen.dk/?p=5854

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Juleteater – del 1: “Når du ser et stjerneskud”

Udgivet den af
Svar

I år vil Danmarksbloggen hver søndag i advent sætte fokus på dansk teater og juletiden.

For juletid er også teatertid  – og som med alt andet ved juletid elsker vi gentagelser og traditioner, også når det kommer til teater.

Derfor vil Danmarksbloggen også i sin adventsserie i år beskæftige sig med fire teaterforestillinger, der på forskellig måde er en integreret del af den danske jul.

Vi starter med Anemoneteatrets ”Når du ser et stjerneskud”.

Historien er en slags moderne version af juleevangeliet med den gnavne og pengegriske husejer, den nisse-og-engle-fornægtende forfatter – samt den gravide og hjertensgode unge kvinde, der flytter ind i baggården – velvidende at der ikke må bo børn i huset.

For de larmer og er til besvær, mener såvel husejeren som forfatteren. Nissen og katten, som uset og illegalt også bor dér, er selvsagt af en anden mening.

Historien kan derpå tage fart med spas, humor og dybde – og til sidst fødes så barnet – og som altid så ændrer et barns fødsel afgørende på alle omkring sig, som det ændrede på alt i hele verden, da det lille Jesus-barn blev født. Præcis hvordan og hvad der sker i ”Når du ser et stjerneskud” skal dog ikke røbes her.

Se den selv – men skynd dig. For forestillingen, der i to årtier har været en fast juletradition på Anemoneteatret, spilles i år for allersidste gang.

Læs også anmeldelsen af forestillingen, som blev lavet af undertegnede for en del år siden – men hvert ord gælder endnu: http://www.kristendom.dk/anmeldelser/stjerneskuddene-flyver-p%C3%A5-anemoneteatret

Idag, d. 30. november, kan Anemoneteateret i øvrigt fejre 30 års fødselsdag.

30 år er mange år, kan man mene. Men se på Det Kgl. Teater og se på den danske jul – og så forstår man, at 30 år blot er et lille stjerneskud.

Danmarksbloggen ønsker Anemoneteatret tillykke og håber, at stjerneskuddene vil flyve på og fra teatret i mange år endnu. De er skønne i sig selv, og så er dér brug for deres varme og lys i vor på så mange måder mørke tid.

God 1. søndag i advent.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Tivoli´s “Nøddeknækkeren”

Udgivet den af
1

I torsdags havde Tivoli repremiere på ”Nøddeknækkeren” i en speciel Tivoli-version.

Allerede på vejen gennem Tivoli, der glitrer og glimter af tusinder af julelys, fornemmer man eventyret: Store nøddeknækkere er opstillet. Det samme er juletræer, boder og sågar tre store svaner. Urets visere nede på Plænens Alpehus suser også rundt i rasende fart, og fortæller, at vi her i Den Gamle Have befinder os et sted mellem virkelighed og drøm.

En stemning, der forstærkes, når tæppet går, og man ser Dronning Margrethes og Tivolis balletmesters Peter Bo Bendixens “Nøddeknækker” folde sig ud i en farverig buket af danse og dansere, af danske juleskikke i borgerhjemmet og en aften i et illumineret sommer-Tivoli med indlagt rutsjebane, Tivoligarde og Tivoli-betjente.

For det er en sand jule-godtepose, som der serveres: En godtepose, hvor både juledrømmen og Claras drøm om kærlighed rystes sammen med virkelighedens Tivoli, der som bekendt altid er som aldrig før. Blandes, rystes og danses – og drysser ud på publikum som glitrende julesne så let som den candyfloss, der sælges lige omme på den anden side af Koncertsalen.

Clara – og vi andre – hvirvles således igennem en forestilling, der er en fejende, flot dans mellem papirsklip, snefnug og et bredt persongalleri, der også omfatter H. C. Andersen i en Drosselmeyer-rolle, hvor han med drømme og saks klipper eventyr som hans egen ”Fyrtøjet”. Her dog med heksen som en slags Musekonge med lang hale, der nedkæmpes af ikke Nøddeknækkeren – men Clara, der tro mod nutiden er en ganske handlekraftig ung dame.

Senere i 1. akt møder vi også H.C.Andersens ”Snedronningen” – og havde det ikke (igen) været for Clara´s mod og Pjerrot´s lamper, så var det ikke endt så godt. Men heldigvis kan alle – med Pjerrots hjælp – tage plads i Tivoliballonen og stige til vejrs.

Pjerrot leder så løjerne gennem hele 2. akt – præcis som han gør det på Pantomimen om sommeren. Der er også i de dansede blomsterpiger, kosakkerne og alle de andre dansere i 2. akt henvisninger til netop Pantomimen og især til Dronning Margrethes H.C. Andersen-forestillinger samme sted som fx ”Tommelise” og ”Den standhaftige Tinsoldat”.

Samt at alle de dansende hænger på juletræet hjemme hos Clara, der selvfølgelig tro mod Tivoli-temaet leger med en Harlekin- og en Columbine-dukke.

Smukke er også det nærmest royale par i de gyldne dragter – og apropos det royale, så er det som sagt Danmarks Dronning Margrethe d. 2., der har stået for både kostumer og scenografi, som begge er skabt i netop de klare og levende farver og former, som er så karakteristiske for Dronning Margrethe, der med sin streg og sit farvevalg er så eminent til at få personernes karakteristika udtrykt også i det visuelle.

Man mærker også Peter Bo Bendixens store passion for balletten. Tivolis “Nøddeknækkeren” handler nemlig ikke kun om jul og drømme. Den handler også om ballet, om glæden ved de smukke trin og pas-de-deuxer.

Men til dans hører også musik – og eneste minus i forestillingen er musikken, der nok kommer fra et glimrende anlæg. Men der mangler alligevel noget, som det siges i et andet H. C. Andersen-eventyr, nemlig ”Nattergalen”, hvor forskellen på den levende og den kunstige nattergals musik er en af krumtapperne i eventyret – og således også i Koncertsalen.

Levende musik er nemlig fuld af nu´ets sjæl og tone, som selv den bedste indspilning og elektronik ikke kan måle sig med – og en så hvirvlende opsætning som denne – baseret på en så helt igennem fantastisk musik som dette et af Tjajkovskijs mesterværker – fortjener den levende musik. Den musik, der giver drømmene – både dem om julen og dem om kærligheden – luft og vinger, så de kan blive til virkelighed – og virkeligheden til et eventyr – også i Tivoli.

Tivoli´s 2014-version af ”Nøddeknækkeren” er en godtepose fuld af farver, dans og eventyr. Danmarksbloggen giver fire nøddeknækkere ud af fem mulige.

Forestillingen spiller til og med d. 28. december 2014.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Berlinmuren opfordrer til oprør i 2014

Udgivet den af
1

I dag er det 25 år siden, at en hel verden forundret så til, mens Berlinmuren blev væltet, og jublende folkemængder trængtes over grænsestederne, over Berlinmuren og i Berlins gader. Det, som ingen havde troet ville ske i deres livstid, blev nu en realitet: De to tyske lande blev igen forenet til et samlet Tyskland.

Men i vore dage lever vi endnu med konsekvenserne af den bevægende novemberaften og –nat for 25 år siden:

Europa er stadig delt i en rig vestlig del og en fattigere østlig del, og de eneste, der for alvor har vundet på den kolde krigs ophør, er kapitalen, der nu kan flytte endnu mere rundt med virksomheder, investeringer og arbejdspladser – og derfor maksimere sin indtjening, mens de europæiske landes regeringer, både indbyrdes i EU og også hjemme i de enkelte lande, må slås om krummerne fra kapitalens bord.

Krummer, der langtfra er nok til at dække udgifterne til sygehuse, skoler, veje og alt den anden velfærd, som er så meget vigtigere end nogle få rige menneskers ufattelige luksus.

Det er ikke okay – og det er på tide at gøre, som østtyskerne gjorde det i Leipzigs Nikolaikirche op til Berlinmurens fald: Nemlig at samles hver mandag til fælles bøn og stearinlys under ledelse af initiativtageren præst Christian Führer.

For folket kan gøre en forskel – folket kan vælte mure … i 1989 og i 2014

I starten i maj 1989 var der ikke så mange, som kom til kirken i Leipzig. Men så begyndte folk at komme – og så startede det østtyske hemmelige sikkerhedspoliti Stasi med at lægge dem hindringer i vejen, både fysisk og psykisk.

Men de kom alligevel, unge og gamle, fra nær og fjern. Kom til et af de eneste steder i DDR, hvor de kunne udtrykke sig frit og være mennesker. Og Christian Führer blev også ved med at tale om menneskeværd og ikke-vold.

Og en måned inden Berlinmurens fald var der 70.000 mennesker i og omkring kirken, der med tændte lys råbte: Wir sind das Volk. Vi er folket.

Eller som Occupy siger det i dag: Vi er de 99%.

Og til sidst – lige inden Berlinmurens fald – var der svimlende 320.000 mennesker, som samlede sig i og omkring Leipzigs Nikolaikirche under ledelse af præst Christian Führer.

Han døde desværre i sommers af sygdom, men læs hele historien her, skrevet af undertegnede: http://www.kristendom.dk/pr%C3%A6ster-og-politik/2014-11-05/pr%C3%A6sten-der-v%C3%A6ltede-berlinmuren

Og overvej om ikke en tilsvarende protest var på tide?

For vi er folket. Wir sind das Volk.
Og mure kan væltes – og magten kan skifte.

Dét er læren fra Berlinmurens fald.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Halal-slik: Dét er psykologien, der tæller

Udgivet den af
1

Sidste gang, der var ballade om halal-producerede fødevarer, handlede det om svinepølser i Ikea, som også Danmarksbloggen skrev om.
Læs indlæg her: http://danmarksbloggen.dk/?p=4269

Og nu er turen så kommet til halal-slikket, der er slik uden gelantine, og som derfor henvender sig til muslimer og jøder. Gelatine laves jo som bekendt blandt andet af svin – og derfor kan slik med gelantine ikke spises af muslimer eller jøder, da ingen af de to grupper spiser svin af religiøse årsager.

Men nu er slikgiganten Cloetta igang med en større halal-produktion af slik.

Meddelelsen om halal-slikkets vej ind på de danske slikhylder udløste nærmest øjeblikkelig en storm af protester fra mange gammeldanskere, der skrev ting som boykot halal-slikket og som mente, at der med indførelsen af halal-slikket er tale om endnu et knæfald for den muslimske tro.

Danmarksbloggen tænker, at halal-slikket i sig selv ikke er særligt interessant. Det er blot endnu en produktgruppe – ligesom at der også er økologisk slik, slik uden farvestoffer osv.

Det spændende er derimod de mekanismer, der gør, at halal-slikket bliver til så stort et emne.

For det viser, at der hos mange – og også en stigende andel – danskere er en dyb mistro og mistillid til muslimer – og de bliver kun større, når en ting som halal-slik indføres.

Er det så det samme som at sige, at der ikke skal indføres halal-slik? Selvfølgelig ikke.

Men det er vigtigt, at psykologien bag den stigende stigmatisering af muslimer undersøges – og især at der stilles klare forventninger fra samfundets side til både gammel- og nydanskere om, hvad det kræver af den enkelte at leve i et demokratisk og frit samfund, hvor vi ALLE tager hensyn til hinanden – uanset om vi kyler vingummibamserne direkte ned i gabet – eller om de skal halalslagtes først 🙂

For der skal være plads til frihed – og humor og forskellighed, både når det handler om slik, om ytringer og om tegninger …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 30: 1990´erne

Udgivet den af
Svar

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

1990´erne

1990´erne startede egentlig i 1989, nemlig d. 9. november 1989, hvor Berlinmuren faldt og en ny verdensorden blev indledt – og årtiet sluttede først d. 11. september 2001, hvor fire fly blev kapret i USA af islamistiske terrorister.

I de små 12 år, der var imellem de to skelsættende verdensbegivenheder, skete der meget i Danmark, især med den danske selvforståelse.

Siden 1864 havde Danmark været præget af småstats-mentaliteten, men nu begyndte vi igen langsomt men sikkert at tro på, at vi kunne spise kirsebær med de store, at vores ord og vores bidrag betød noget på den store verdenspolitiske scene.

Det hele både kulminerede og startede og sluttede i sommeren 1992, hvor vi i løbet af én eneste solrig juni-måned stemte nej til Maastricht-traktaten, der bl.a. ville betyde indførelsen af en ny fælles EU-mønt i Danmark, men vandt EM-mesterskabet i fodbold – og regentparret havde sølvbryllup.

Nationalismen havde kronede dage, og der findes næppe nogen nulevende dansker over 35 år, som ikke kan huske, hvad de lavede i netop de juni-dage.

De fleste kan også huske daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, der med roligan-tørklæde om halsen kom til EU-møde og med sans for den rappe replik til de svære forhandlinger, der ventede pga det danske EU-nej, sagde: If you can´t join them, beat them.

For de danske fodboldfans, de berømte rooligans, der aldrig lavede ballade, men var søde og festlige i deres rød-hvide klaphatte, havde deres absolutte storhedstid i 1992, hvor det var endnu sommer og fællesskab i Danas have.

Men som bekendt bliver sommer til efterår, og året efter d. 18. maj i 1993, da vi stemte ja til de danske EU-forbehold, faldt skuddene på Nørrebro. Demonstranter og kampklædt politi kæmpede med brosten, jernstænger, skjolde og tåregas, da politiet trak våbnene og affyrede 113 skarpe skud direkte ind i folkemængden. Ved et mirakel blev ingen dræbt.

En anden – mere voldsom – virkelighed var blevet en del af Danmark.

Også retorikken blev også grovere – ført an af Dansk Folkeparti, der var udbrudt af og skabt af resterne af Fremskridtspartiet. Et parti med Pia Kjærsgaard i spidsen, der fik bragende succes med at gøre indvandrere og flygtninge til syndebukke for alskens dårligdomme i det danske samfund.

Daværende statsminister fra Socialdemokratiet Poul Nyrup sagde derfor også de berømte ord om partiet: Men stuerene det bliver I aldrig. Det er der så mange danskere, der mener, at partiet er i dag. Ja, det er oven i købet dem, som syntes, at Dansk Folkeparti ikke er muslim-kritiske nok!!!

Men 1990´erne bestod også af andet og mere end blind nationalisme.

Det var også dét årti, hvor computere og anden IT for alvor slog igennem. Hvor vi lærte at bruge internettet og at skrive mails, hvor hele vores kommunikations- og vidensformidling oplevede den største revolution siden Gutenberg opfandt bogtrykkerkunsten.

Det påvirkede selvsagt også erhvervslivet, og især de kreative og vidensbaserede erhverv kom i vælten. Nu skulle der bygges broer mellem erhvervslivet og universiteterne, både vidensbroer og fysiske broer som Storebæltsbroen og Øresundsbroen, der ikke kun afkortede rejsetiden dramatisk, men som også har bevirket, at det for alvor er blevet let at komme rundt overalt i Danmark – og til de gamle danske lande mod øst, der i dag udgør Sydsverige.

Der var hele vejen gennem 1990´erne en klippefast tro på, at viden og kultur ville føre os ind i et bedre samfund med ingen krige og ingen konflikter – i hvert fald ikke i vores del af verden.

Det var så en forkert antagelse. For 1990´erne var en parentes, en periode på 12 år, hvor mange troede, at vi i Danmark levede – og ville fortsætte med at leve – i et harmløst lykkeland uden krige og trusler, hvor folk kunne tumle nydende rundt. De mere militært bevidste var imidlertid på vagt som aldrig før efter Berlinmurens fald. For de vidste, at et kaos og et tomrum ofte er langt mere farligt end en defineret fjende.

En ny fjende skulle også vise sig. En fjende, som selvom det ikke var et direkte angreb på Danmark, også blev en dansk fjende. For i en globaliseret verden som vores hænger alle lande og alle verdensdele mere sammen end nogen siden før.

Det var en fjende, der helt uventet kom fra himlen en solrig septemberdag i New York og Washington D.C. 11. september 2001. En fjende, som vi stadig slås med både på indre og ydre planer.

Og netop 11. september 2001 skal det handle om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956
Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke: http://danmarksbloggen.dk/?p=4019
Grevens Fejde og Reformationen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4129
Christian d. 4 og København gøres stor: http://danmarksbloggen.dk/?p=4142
Frederik d. 3, Enevælden, Kvindefejden
og Tabet af Skåne-landene: http://danmarksbloggen.dk/?p=4363
Oplysningstid, Det Florissante Eventyr
og Store Nordiske Krig:http://danmarksbloggen.dk/?p=4457
Christian d. 7., Struense og Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=4512
Frederik d. 6., statsbankerot og tabet af Norge: http://danmarksbloggen.dk/?p=4588
Guldalderen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4653
Nye tanker op mod 1849: http://danmarksbloggen.dk/?p=4717
Frederik d. 7., Grundlov og Treårskrig: http://danmarksbloggen.dk/?p=4790
Det unge demokrati, 1864 og Europas svigerfar: http://danmarksbloggen.dk/?p=5395
Industrialisering, arbejderbevægelse
og andelsbevægelse: http://danmarksbloggen.dk/?p=5434
Parlamentarisme og kvindernes stemmeret: http://danmarksbloggen.dk/?p=5476
Første Verdenskrig, Genforeningen
og Påskekrisen: http://danmarksbloggen.dk/?p=5518
Brølende 20´ere og kriseramte 30´ere: http://danmarksbloggen.dk/?p=5548
Anden Verdenskrig, besættelse
og befrielse: http://danmarksbloggen.dk/?p=5589
Kold krig og velfærdssamfund: http://danmarksbloggen.dk/?p=5611
Ungdomsoprør, Dronning Margrethe d. 2
og EF: http://danmarksbloggen.dk/?p=5613
1970´erne og 1980´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=5719

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mariager: Heksejagt på lesbisk par – og deres børn

Udgivet den af
3

Danmarksbloggen beskæftiger sig af princip ikke med personsager – men ingen regler uden undtagelse.

For sagen i Mariager med chikanen af det lesbiske par har nu taget en drejning, så det nærmer sig noget, der minder om en ondskabsfuld heksejagt på ikke kun parret, men også parrets børn.

I børnehaven hænger der ved hvert barns skab en seddel med forældrenes navne. Her var Tulle Krøyers navn streget ud og istedet var der tegnet et kors. Læs mere her:
http://www.bt.dk/danmark/nu-rammer-chikanen-barnet-boernefamilie-fandt-uhyggelig-tegning-paa-barnets-skab-i

Den slags er mere end chikane – det er faktisk direkte ondt og burde meldes til politiet. For den skyldige skulle i dén grad findes og stilles til ansvar.

Ja, det skulle alle, der har chikaneret familien i Mariager med anonyme breve, madaffald i haven, lort på vinduerne og de andre overgreb, som nogle har gjort i den lille by, der ellers markedsfører sig som rosernes by.

Men de roser lugter meget grimt …

Det lesbiske par har også valgt at flytte. Se mere her:
http://amtsavisen.dk/mariagerfjord/nu-flytter-de-fra-mariager

Noget som Danmarksbloggen sagtens kan følge på det personlige plan.

For på det overordnede plan er det ærgerligt, at snæversynetheden og den religiøse fundamentalisme – her i dens kristne form vel at mærke – får lov til at sejre.

Men Danmarksbloggen forstår Tulle Krøyer, hendes kone og deres børn. For dem er det deres liv og hverdag, som det drejer sig om – og ingen kan trives med at bo omgivet af så meget had og intolerance, som de har gjort det i Mariager.

Danmarksbloggen ønsker derfor familien held og lykke videre frem – og håber, at de må finde et sted at bo, hvor menneskene lever i 2014 …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Gud og hvermand nedvurderes i den nye Bibel-version

Udgivet den af
1

Bibelselskabet er i gang med at udgive Det Gamle Testamente i det Bibelselskabet selv kalder en helt ny og mundret nudansk oversættelse – og man er startet med Første Mosebog og Prædikerens Bog, der i den nye version hedder Begyndelsen og Tænkeren.

Altså helt nye navne.

Det med nye navne til alt er så meget symptomatisk for denne nye version af Det Gamle Testamente – og ofte med et resultat, der nedvurderer Gud som Skaberen og Navngiveren – og læseren som et intelligent menneske, der trods alt har gået minimum ni år i skole.

Fx er Gud i den nye version ikke længere almægtig. Han er gavmild.

Men det giver jo ikke mening. At være almægtig og at være gavmild er to forskellige ting. Der findes masser af gavmilde mennesker, men ingen almægtige. Kun Gud er almægtig – og endda kun for den, der tror på netop Gud som en almægtig Gud.

Et andet eksempel er Noahs Ark, der i den nye version er en båd.

Men en båd er ikke tilnærmelsesvis så stor som en ark. Kunne man i det mindste ikke have kaldt det mega-skib? Eller måske supertanker? For skal vi endelig skrive Biblen i en ny version, så skal det gøres ordentligt og med humor og kunstnerisk frihed – og ikke akademisk ordkløveri og teologisk navlefnuller.

Endelig er englene i den nye version blevet afskaffet. Nu hedder det Guds udsendinge.

Men hov, var formålet ikke at gøre teksterne nemmere og mere forståelige? Det bliver rimeligt svært med Guds udsendinge istedet for engle.

Prøv fx at sige for dig selv: Der gik en Guds udsending gennem stuen versus der gik en engel gennem stuen.

Jeg ved godt, hvad der lyder bedst.

Det virker også forkert at hænge Guds udsendinge på juletræet om et par måneder, hvorimod det emmer af jul at hænge engle på juletræet.

Iflg. Bibelselskabet har man også kæmpet med at finde nutidige ord for ”nåde”, ”synd” og ”velsignelse”.

Danmarksbloggen iler gerne med hjælp. For det er såmænd meget nemt: Det er nemlig nåde, synd og velsignelse. Tre kristne kernebegreber, som bare ikke kan hedde noget andet.

Målet med den nye oversættelse er iflg. Bibelselskabet at få flere til at læse Biblen. Men det gøres ikke ved at genskrive den i en på alle måder dårligere version, der taler ned til både Gud og menneske.

Tværtimod så vil den nye version af Biblen på den lange bane blot ødelægge mere end det vil gavne, da Biblen på den måde ikke adskiller sig fra en krimi, et shoppekatalog eller et dameblad.

Nej, Biblen skal beholde sine smukke ord og begreber og sit flotte sprog. Dét er også med til at gøre os kristne.

Kirken arbejder som bekendt også med evigheden som perspektiv – og det skal afspejles i det sprog, som Biblen bruger. Et sprog, der nok skal kunne nå alle slags mennesker, men som også skal bevare et vist niveau og sin skønhed.

Ja, man kunne få den kætterske tanke, at alle ord, der er specifik kristne og taler om kristne begreber, skal udryddes fra denne nye bibelversion – med det resultat, at teksten bliver ligegyldig i sin farve- og trosløse sekularitet.

Det er beskæmmende – og det er egentlig utroligt, at man har valgt at beholde ordet Gud istedet for at kalde den almægtige Gud for noget helt andet.

Som sognepræst Torben Hangaard, der også tændte et adventslys her på Danmarksbloggen sidste år – læs mere her: http://danmarksbloggen.dk/?p=2672 – sagde det til Berlingske Nyhedsbureau og BT i går:

”Hvis man skal lave nudanske udgaver af Bibelen, så skal man holde sig til ordentlige erstatningsord, og det synes jeg ikke, det, jeg har fået præsenteret, indeholder. Når man eksempelvis gør en ark til en båd giver det en helt forkert association, og man laver om på noget.”

”En ark forbinder man med noget stort. Der var jo et par stykker, der skulle derind. Den kunne ikke kæntre eller vælte. En båd er sådan en lillebitte en, der sejler på Odense å eller i kanalerne i København. Det er to vidt forskellige ting.”

Citat slut.

Læs hele artiklen her: http://www.bt.dk/danmark/sognepraest-derfor-er-det-et-problem-at-lade-noa-sejle-i-en-baad-i-stedet-for-en-a

Danmarksbloggen er helt enig. Det er to forskellige ting.

Præcis som med bibeloversættelserne. På den ene side er de originale bibeloversættelser – de er gode og læs dem endelig. Og så er der på den anden side denne nye bibeloversættelse – den er dårlig og undgå den endelig.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Anemoneteatrets ”Adam og Eva og den forunderlige slange”

Udgivet den af
2

Vand er livgivende – og det samme er godt teater.

Og godt teater er, hvad Anemoneteatret igen præsterer med deres nye forestilling ”Adam og Eva og den forunderlige slange”, der havde premiere i går lørdag d. 13. september 2014 – en dag hvor regnen silede og plaskede ned udenfor.

Men ikke inde på teatret. Her startede vi tværtimod ude i ørkenen sammen med kæresteparret Adam og Eva, der ikke har nogen penge, men hinanden og så meget kærlighed, at de tilbyder hverandre den sidste dråbe livgivende vand, inden de må drage af sted videre i verden for at finde et sted, hvor de kan bygge og bo.

Og naturligvis havner de i et Tivoli drevet benhårdt af tivoli-direktøren Diablo, der med lige dele kynisme, grådighed og absolut ingen menneskelige hensyn styrer sit Tivoli.

Det drejer sig om bundlinien – og kun om bundlinien, som bare vokser og vokser under ledelse af denne Diablo, der meget apropos sit navn har både en slangestav og en kurv fuld af giftslanger.

Diablos modsætning (og modstander) er Gabriella, som er den eneste, han ikke kontrollerer i Tivoli´et – og som han selvfølgelig også advarer Adam og Eva om, da han ansætter dem.

Diablo, som betyder djævel – og Gabriella, hvis navn minder så meget om ærkeenglen Gabriel …

Så er valget trukket op:

På den ene side den rige og mægtige Diablo, der kun tænker på sig selv og sit eget, men som lokker med lækker mad, penge, spil, popularitet og alverdens fristelser – og på den anden den søde Gabriella, der umiddelbart ikke har andet end sit dukketeater, de gode historier fra Biblen samt en tro på kærligheden og en vilje til at hjælpe sine medmennesker.

Men måske er det også nok?

Det er i hvert fald ægte 3D-teater, hvor publikum – fra de små i gummistøvler og prinsesseskørter til de store med mobiler og ansvar – midt i skabelsesberetningen drages ind i dukketeatret, der igen er et teaterstykke i et teaterstykke.

For der er jo hele tre scener i spil i Anemoneteatrets ”Adam og Eva og den forunderlige slange”:

Diablos Tivoli, Gabriella´s dukke-teater og så os der er publikum i Anemoneteatret. Tre scener, alle under den samme himmel – og alle med det samme valg:

Vil vi følge Gabriella og kærlighedens vej – eller vi vil vælge Diablos vej, der nok er strøet med penge og popularitet, men også er den mest ensomme vandring på jord?

For vi kan vælge – og vi skal vælge. Det er i valget, at vi bliver til som mennesker.

Og uanset hvad, så vil slangen altid til sidst indhente os og bide os i hælen, som den også bider Eva til sidst i stykket.

Og når det sker, så er vi definitivt nødt til at vælge mellem på den ene side at sænke blikket og dø, om ikke fysisk, så dog menneskeligt, når vi lader grådighed og egoisme overtage sjælen. Eller på den anden side, om vi tør løfte blikket, se slangen i øjnene – og se hvordan vi dermed vinder over den, se hvordan lyset kommer ind i mørket. Se at mørket ikke kan kontrollere lyset, ikke kan slukke det.

For således skabte Gud verden.

Og når vi vælger lyset, vælger vi også Guds kærlighed, verdens lys, og så kan ingen slange længere nå os. Så er vi – som Adam og Eva – syngende en salme (og ikke en tom popsang) på vej mod Edens Have, version 2. Dén under regnbuen, den med plads til mangfoldighed.

For ja, der synges også en salme i Anemonetreatet – og det er såre godt.

Ikke kun fordi kristendommen er vores kulturhistoriske arv her til lands, men fordi kristendommen har et næstekærlighedens budskab, som vi i høj grad har brug for i dag. Og her gælder som bekendt for Guds rige, at dét skal man tage imod som et lille barn.

Og børnene i Anemoneteatret? Hvordan tager de imod det? Hvad siger de til både bibelhistorie og salme? Ja, de sad – i den lille time som forestillingen varede – dybt opslugte og helt stille.

Mange siger elles, at små børn ikke kan rumme store emner, og at man skal passe på med at fortælle dem for meget om verden. Dem, der siger det, tager fejl.

For små børn kan ikke blot rumme de helt store emner som liv og død og meningen med livet. Små børn vil har faktisk brug for at vide noget om det, høre om det, se det – sanse det.

Og når det så gøres så fint som her i ”Adam og Eva og den forunderlige slange”, hvor der er tale om nærvær og mening – og hvor børnene bliver taget alvorligt, ja, så er de på 100% hele tiden, også de 5-årige.

For Anemoneteaterets ”Adam og Eva og den forunderlige slange” handler om den største kamp overhovedet i livet: Den om menneskets sjæl, kampen mellem det gode og det onde. Og det er en kamp, som alle kan forstå – også de små …

Som voksen interesserer man sig også meget for bi-personen Capello.

Han er Diablos højre hånd, der udfører direktørens ordrer, og som selv lokker med den alkohol, som Capello selv bruger for at holde livet i det tomme Tivoli ud. Men Capello er samtidig også en rar person, der hjælper Adam og Eva.

Så hvad bliver der af ham? Er han for evigt fortabt? Eller får han også en dag modet til at forlade Djævlens endeløse trædemølle? Og er det i virkeligheden Capello, der hverken er rigtig god eller rigtig ond, som de fleste af os minder mest om? Selvom vi jo hellere vil være stærke og modige og følge Adam og Eva ud på deres grønne enge for enden af regnbuen.

Dét tænkte undertegnede meget over på vej hjem i regnvejret.

Danmarksbloggen kan på det varmeste anbefale ”Adam og Eva og den forunderlige slange” på Anemonetratret. Aldersgrænsen er 5 år.

Medvirkende er: Christine Gaski, Asbjørn Agger, Jens Tolsgaard og Lisbeth Lipschitz. Manuskriptet står Albert Nielsen og Lisbeth Lipschitz for. Endelig har Albert Nielsen også instrueret. Forestillingen spiller tirsdag-søndag frem til og med d. 19. oktober  2014.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Islams store chance er idag

Udgivet den af
1

To muslimske debattører Tarek Ziad Hussein og Zubair Butt Hussein, der ikke vil slås i hartkorn med IS (Islamisk Stat), har i dag arrangeret demonstration i København mod IS og den forvrængede og brutale version af islam, som IS står for.

Titlen på demonstrationen er: At dræbe et menneske er som at dræbe hele menneskeheden

Dét er simpelthen så godt et initiativ, der også følges op af en lignende demonstration i Aarhus. Begge demonstrationer giver dermed alle muslimer (og alle andre) muligheden for at vise, hvor de står – og hvad de mener.

Alle ikke-muslimer, også dem, som er meget muslimsk-fjendtlige, får hermed også muligheden for at forstå, at islam er mere end vold, kvindeforagt og hvad islam ellers så ofte beskyldes for.

Man kan så desværre godt tvivle på, at der vil gå op for nogen i fx Dansk Folkeparti, som kalder de to initiativtagere for ”dårligt selskab”. DF´s Peter Skaarup siger fx i nedenstående artikel om de to initiavtagere: ”Selv om de ikke går ind for halshugninger, så kæmper de begge for, at yderligtgående holdninger skal vinde frem i Danmark”.

http://www.b.dk/nationalt/hizb-ut-tahrir-og-df-vil-boykotte-protest-mod-is

Men sådan én attitude overfor Hussein og Hussein, der med dagens demonstration bruger de demokratiske spilleregler og blot søger dialogen og den fredelige sameksistens, er vejen til forståelse lang.

Men vi skal nå til dén forståelse, hvis vi skal have en chance som mennesker og som samfund.

For islam er – præcis som de andre store verdensreligioner – en religion, der prædiker fred mellem mennesker, et tæt forhold til Gud og religionsfrihed. Der står således intet i Koranen om hellig krig – ligesom at der heller ikke står noget om det i hverken Biblen eller Toraen.

Når ondskaben bruges i religionens navn, kommer den aldrig fra en bog.

Ondskaben i verden kommer altid fra et menneskehjerte uden plads til andre og andet end vedkommende selv.  

Og her er både kristne og muslimer såvel forfølgere som forfulgte.

Men nu må hadet og ondskaben stoppe – og kærligheden og forståelsen indtage pladsen. Det kræver mod, især af de muslimer, der er bange for, at radikale muslimske grupper vil overvåge hvem, der går med i demonstrationen.

For de yderligtgående muslimske organisationer holder sig også væk ligesom DF.

Elias Lamrabet fra Hizb-ut-Tahrir siger fx i ovennævnte artikel: ”Demonstrationens fjendebillede af Islamisk Stat (IS) er nemlig forfejlet og ude af trit med virkeligheden.”

Dén er så langt ude, at ingen hopper på den – medmindre de selvfølgelig er enige med IS. Noget, som Naser Khader i ovenstående artikel frygter, at mange muslimer er.

Danmarksbloggen håber, at Khader tager fejl  – og at mange af det store flertal af helt almindelige muslimer, der ikke ønsker andet end at leve et godt liv med familie, arbejde og fritid, alligevel tør gå med.

For demonstrationen i dag er ISLAMS STORE CHANCE I DANMARK for at vise, at muslimer og kristne og ateister og alle andre har langt mere, der samler os end der skiller os.

Læs mere her: https://www.facebook.com/events/703692856352350/?ref=4

Danmarksbloggen bakker 100% op. For Danmarksbloggen ved, at vi alle først og fremmest er mennesker – rundet af og medlem af den samme menneskehed.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk