Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 27: Kold krig og velfærdssamfund

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

Kold krig og velfærdssamfund

Tiden efter Anden Verdenskrig var langtfra en dans på roser.

Europa var – bogstaveligt talt – udbombet, og Danmark var økonomisk sat tilbage til tiden omkring 1930. Rationeringerne fortsatte også i flere år endnu, og opsvinget lod vente på sig. Heldigvis iværksatte amerikanerne Marshalls-hjælpen, der satte gang i produktionen i et Europa, hvor man var enig om parolen ALDRIG MERE KRIG.

En parole, der udmøntede sig dels i Kål-og-Stål-unionen, der senere blev til EF – og nutidens EU – og dels i Atlanthavspagten, også kaldet NATO.

For nok var krigen mod Hitler-Tyskland og hans allierede slut, men en ny, kold krig var begyndt. En krig mellem på den ene side Sovjetunionen og de andre østlande, der mere eller mindre frivilligt nu var en del af den kommunistiske blok – og på den anden side USA og deres allierede i vest.

I de næste årtier skulle der blive brugt milliarder på atomvåben, der så blev stillet op på hver sin side af det jerntæppe, der var gået ned igennem Europa – og som gjorde, at en hel verdensdel var delt i mere end fire årtier.

Terrorbalancen kaldte man det også, og blandt den almindelige europæer – også danskerne – var der stor angst for, at nogen en dag skulle få trykket på en forkert knap. For der var atomvåben nok til at slå alle ihjel – endda mange-mange gange.

Men angsten blev dog holdt i skak for de fleste af hverdagen. En hverdag, hvor også middelklassens kvinder kom ud på arbejdsmarkedet. For hvordan skulle man ellers kunne skaffe arbejdskraft nok til det velfærdssamfund, der rejste sig under Hedtofts, Hansens, Kampmanns og Krags ledelse?!

Et samfund, hvor USA – og England – blev in i en grad, så man spiste burgere, drak coca-cola, så amerikanske film, dansede jitterbug, hørte engelsk musik som fx ”The Beatles” og i det hele taget havde det så godt materielt, at man begyndte at fokusere på andre ting end overlevelse.

Folk, der var voksne i 1960´erne, taler stadig om, hvordan de år for år kunne mærke, at de fik flere penge og en forøget levestand. Goder som eget hus, fjernsyn, udlandsrejser og biler blev alles eje i en grad, så LO´s formand Thomas Nielsen senere udtalte: Vi har sejret ad helvede til.

For samtidig med at de materielle goder røg ind hos den enkelte dansker, røg solidariteten og bevidstheden om at være en del af arbejderklassen også ud. For hvad skal man bruge de gamle historier til, når man kan sidde i ny sofa og se Panduro-lystspil i fjernsynet med en kold øl i hånden? Eller tage på charterrejse til Spanien?

Eller gå i biffen og se en af de mange danske film, som vi stadig ser og kalder for en god, gammel dansk film fuld af solskin og nostalgi  – og naturligvis total urealistisk, også dengang. Film som “Sommer i Tyrol”, “Baronessen på Benzintanken”, “Far til Fire”, “Poeten og Lillemor”, “De røde heste” og “Mød mig på Cassiopia” og mange-mange flere endnu.

De unge, som i løbet af 50´erne og 60´erne fik deres egen identitet og værdi som unge, rystede på hovederne af deres forældre og deres valg. De unge ville en anden verden – en med love, peace and harmony.

Og netop ungdomsoprør, Dronning Margrethe d. 2. og EF skal det handle om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956
Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke: http://danmarksbloggen.dk/?p=4019
Grevens Fejde og Reformationen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4129
Christian d. 4 og København gøres stor: http://danmarksbloggen.dk/?p=4142
Frederik d. 3, Enevælden, Kvindefejden
og Tabet af Skåne-landene: http://danmarksbloggen.dk/?p=4363
Oplysningstid, Det Florissante Eventyr
og Store Nordiske Krig:http://danmarksbloggen.dk/?p=4457
Christian d. 7., Struense og Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=4512
Frederik d. 6., statsbankerot og tabet af Norge: http://danmarksbloggen.dk/?p=4588
Guldalderen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4653
Nye tanker op mod 1849: http://danmarksbloggen.dk/?p=4717
Frederik d. 7., Grundlov og Treårskrig: http://danmarksbloggen.dk/?p=4790
Det unge demokrati, 1864 og Europas svigerfar: http://danmarksbloggen.dk/?p=5395
Industrialisering, arbejderbevægelse
og andelsbevægelse: http://danmarksbloggen.dk/?p=5434
Parlamentarisme og kvindernes stemmeret: http://danmarksbloggen.dk/?p=5476
Første Verdenskrig, Genforeningen
og Påskekrisen: http://danmarksbloggen.dk/?p=5518
Brølende 20´ere og kriseramte 30´ere: http://danmarksbloggen.dk/?p=5548
Anden Verdenskrig, besættelse
og befrielse: http://danmarksbloggen.dk/?p=5589

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Europas Solkonge og Vestager, der blev konkurrencekommissær, men tabte konkurrencen

For nylig præsenterede EU-kommissionens formand Jean-Claude Juncker sin nye kommission, som han har valgt at kalde Juncker-kommissionen med vanlig sans for at sætte sig selv og sin egen magt i centrum.

For når man hørte på Junckers fremlæggelse, stod det helt klart, at her var en mand, der mener, at EU – og især EU-kommissionen med ham selv i spidsen – skal bestemme alle de store linier i Europa, når det drejer sig om økonomi, strategi og andre geopolitiske emner.

Så kan de lokale myndigheder – som Juncker kaldte de nationale parlamenter – bestemme detaljerne.

Dét er mere end skræmmende med sådan en mand i spidsen for EU.

Juncker ser tilsyneladende sig selv om en EU-Solkonge, der står for alle de overordnede beslutninger i Europa.

Og det er så i denne magtens hvepserede, at Vestager bliver konkurrencekommissær. En post, der nok er tung, men så er den heller ikke tungere. Hun er heller ikke engang blevet en af de syv nye næstformænd. Så konklusionen står klart:

Vestager blev konkurrencekommissær, men hun tabte konkurrencen om magten i Bruxelles.

Ærgerligt for Vestager på den personlige bane, men ligegyldigt for Europa – og for Danmark. EU-kommissærerne arbejder nemlig ikke på at fremme nationale interesser.

For os i Danmark – og i Europa – er det et langt større problem, at EU har taget yderligere en skarp drejning væk fra det, som Europas befolkninger vil og tilkendegav ved parlamentsvalget for få måneder siden: Nemlig mindre EU og mere national selvbestemmelse, selvom vi selvfølgelig stadig skal handle sammen og stadig være forpligtede på hinanden.

Så det var ikke kun Vestager, men også og især demokratiet, der tabte i dag …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sammenhængen mellem den nye skattteminister og Øko-ugen

Dét er økologisk uge her i uge 36.

Formålet med den økologiske uge er selvsagt at øge opmærksomheden på vigtigheden af at spise sundt og at have et bæredygtigt landbrug – og her spiller økologien en afgørende rolle.

Derom ingen tvivl. Det er der desværre heller ikke om, at økologiske varer for mange danskere er altfor dyre. Ja, at selv ikke-økologisk frugt, grønt og kød ofte koster for meget for de mange danskere, der spises af med en overførselsindkomst, der er altfor lille til at noget menneske kan leve et værdigt liv

Det skal der laves om på – og det er derfor essentielt, at momsen bliver sænket på de sunde fødevarer – hvis ikke den ligefrem skal helt væk.

Dét kunne så passende være en god første opgave for den nye skatteminister Benny Engelbrecht (S), der i 2011 sammen med parti-kammeraten og det nuværende EU-parlamentsmedlem Christel Schaldemose skrev bogen “Foodfight.eu – din kost bestemmer, hvem du er – men hvem bestemmer, hvad du spiser?”.

I bogen kan man læse, at kampen for den gode mad og det gode liv er en del af venstrefløjens værdikamp.

Bogen hævder videre, at samfundet har givet fødevareindustrien alt for frie tøjler. Men at dén uskik heldigvis kan – og skal – stoppes politisk.

Danmarksbloggen er enig og vil anbefale at starte med at sætte momsen på sunde fødevarer ned. Resultatet bliver sparede sundhedsudgifter, mere sunde og glade danskere – og en fødevareindustri, der bliver nødt til at tage ansvar for andet end bundlinien.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vestagers EU-exit er Thornings chance

De radikales leder Margrethe Vestager skal være Danmarks nye EU-kommisær. Noget, som Danmarksbloggen forudså allerede for  et par uger siden. Læs her: http://danmarksbloggen.dk/?p=5300

Og som skrevet dengang er Vestagers exit til EU en gylden chance for Thorning for at – også reelt – overtage regeringsmagten for alvor.

For nok har Thorning på papiret været leder og statsminister i snart tre år, men i realiteternes verden har hun meget begrænset af og styret af netop Vestager, der ikke uden grund er blevet kaldt for dronning Margrethe internt på Borgen.

Vestagers formodede efterfølger skatteminister Morten Østergaard har nemlig slet ikke samme styrke eller samme pondus som Vestager, hverken internt i regeringen eller i forhold til vælgerne.

Så nu lysner det for Thorning og socialdemokraterne, der har et år tilbage inden næste valg til (for første gang i de fire år) at føre socialdemokratisk politik.

Vestagers EU-exit er simpelthen Thornings – måske eneste – chance for at  skabe grundlaget for at kunne blive genvalgt som statsminister i Danmark.

Men det kan lade sig gøre. For et år er lang tid – og der kan ske meget på 52 uger, især i dansk politik.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Helt ude at svømme – i EU

Op mod 3000 svømmere deltog i dag i svømmestævnet ”Christiansborg Rundt”, hvor der svømmes 2 km rundt om Christiansborg på Slotsholmen.

Men svømmerne i København var ikke alene om at være ude at svømme rundt om noget politisk denne sidste lørdag i august.

Det samme gjorde EU-landenes regeringschefer til topmødet i Bruxelles, hvor de to vigtige poster som EU-præsident og EU-udenrigschef skulle fordeles.

Forskellen er blot, at hvor svømningen i de københavnske kanaler gav god mening, så virker de politiske svømmeture i Bruxelles mildest talt kaotiske.

For hvordan kan man som EU-præsident vælge Polens premierminister Donald Tusk? En mand, som ikke kan tale hverken engelsk eller fransk – men hvis vigtigste opgave bliver at føre – især uformelle – samtaler med 28 landes regeringschefer for derpå at fremlægge forslag, som alle kan enes om.

Og hvordan kan man vælge en EU-udenrigschef som Italiens Federica Mogherini, der for nu at sige det pænt er Putin-venlig i en tid, hvor EU som helhed stiller sig mere og mere afvisende overfor Putin, og har brug for at kunne markere sig overfor Rusland?

Det er i dén grad ulogisk.

Men omvendt er det måske, hvad man kunne forvente, når man tænker på, at super-europæeren Jean-Claude Juncker tidligere på sommeren blev valgt som EU-kommisionsformand – kun kort tid efter at EU-parlamentsvalget gav fremgang til alle EU-kritiske partier.

Det er som om EU per definition spænder ben for sig selv, per definition vælger at gå imod det, som befolkningerne ønsker:

Europas befolkninger ønsker mindre EU – ja, men så vælger vi da super-europæeren Juncker som EU-kommisionsformand.

Det er vigtigt med en EU-præsident, der kan tale med alle og høre græsset gro – ja, men så vælger vi da én, der kun taler POLSK.

Og det er vigtigt med en EU-udenrigschef, der kan stå stærkt og forsvare EU´s interesser mod andre magter – ja, men så vælger vi da en, der er bon-kammerat med Putin.

Den slags valg giver kun mening i de højere magtcirkler i Bruxelles – og ikke i de europæiske befolkninger.

Dagens runde-svømning i Bruxelles er derfor også mere end farlig for demokratiet på den lange bane – og vi risikerer at ende så langt ude i vandet, at der er meget langt at svømme ind til bredden, måske også for langt for de fleste i Europa – og i Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Vestager rygtes til EU og forventningens glæde

Den radikale leder og vicestatsminister Margrethe Vestager rygtes til EU som kommende dansk EU-kommisær.

Se artikel: http://www.bt.dk/politik/hvis-vestager-smutter-han-skal-overtage-de-radikale

Hvis rygtet taler sandt – og også bliver til virkelighed – kan Vestager og Thorning ende med igen at blive kollegaer. Denne gang bare i Bruxelles, hvis Helle Thorning vel at mærke får en af de tilbageblevne EU-topposter til mødet her om små to uger.

Helle Thorning kan selvfølgelig også mene det, som hun har sagt hele tiden: Nemlig at hun vil blive som statsminister i Danmark – en gerning, der også bliver noget lettere, hvis Vestager sendes til Bruxelles.

For iflg. artiklen fra DR, så er Vestagers afløser nemlig skatteminister Morten Østergaard – og han vil være noget lettere at danse med for Helle Thorning.

At Morten Østergaard som radikal leder så vil få svært ved at samle ligeså mange stemmer som Vestager er en anden sag, der formentlig også sætter den socialdemokratiske regeringspartner i en tilstand af nærmest Drachmann´sk forventning.

Digteren Holger Drachmann (det er ham med midsommervisen) sagde nemlig engang til en pige, som han havde brændt af aftenen forinden, og som nu var vred på digteren: Ja, men kæreste pigelil – så havde du forventningens glæde – og det er tit den største.

Pigen var ikke begejstret for de ord, og det vil man næppe heller være hos socialdemokraterne, hvis Vestager bliver til næste valg – eller Østergaard viser sig at kunne trække stemmer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Intet nyt fra Bruxelles kan være godt for demokratiet

Så blev det heller ikke nu, at der kom en afklaring på, hvem der skulle være EU´s præsident eller have nogen af de andre poster undtagen selvfølgelig EU-kommisionsformandens, som er på plads – og som i næste periode tilhører super-europæeren Jean-Claude Juncker.

Det bliver heller ikke i morgen – eller om en uge, at der sættes de famøse navne på. Næste – og må man formode afgørende – møde er derimod først lørdag d. 30. august. Samme dag som der i øvrigt er Pride Parade i København – uden nogen yderligere sammenligning i øvrigt desværre. For europæisk politik kunne godt bruge lidt flere regnbuer i stedet for de evindelige gule stjerner på den altfor blå bund.

Men altså, først når sommeren er på vej over i efteråret, vil vi vide, om statsministeren i Danmark fortsat hedder Thorning – eller om hun skal hedde noget andet.

Men hvad betyder det i grunden for Danmark, om navnene besluttes nu eller om 1½ måned? Ikke noget. De næste 2-3 uger kører sommerferien for fulde gardiner, og så starter hverdagen igen for danskerne med arbejde, skole og så videre – og vupti, inden nogen får set sig om, er det lørdag d. 30. august.

De eneste, som for alvor mærker ventetiden, er medierne –  og de politiske partier, som nu må satse på, hvordan og hvad de skal melde ud til de politiske sommermøder til august.

For uanset om man er tilhænger eller modstander af den nuværende regering, så er det vigtigt at positionere sig i forhold til statsministeren, og her betyder det noget, om hun hedder Thorning, Frederiksen eller noget helt tredje.

Men uvisheden kan blive til en fordel for både de enkelte partier og for demokratiet.

For det betyder, at alle i de næste uger er nødt til at tale værdier og politik – og ikke personer. Så nu kan det faktisk blive rigtig spændende og interessant at følge med i dansk politik, hvis altså politikerne kan holde sig fra at smide med mudder, røgslør og letkøbt-heder.

Så det manglende nyt fra Bruxelles her midt i juli kan betyde, at det bliver en rigtig god og spændende sommer for demokratiet i Danmark – og så er der for første gang længe kommet noget godt nede fra EU.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kan Thorning lave en Friis Bach?

Vi er midt i uge 29 – danskernes store ferieuge, hvor samfundet nærmest står stille, hvis altså man ser bort fra campingpladser, strande, forlystelsesparker, restauranter og alle de andre steder, som danskere og turister strømmer til i disse sollyse dage.

Minimum én dansker holder dog ikke ferie: Nemlig landets statsminister Helle Thorning-Schmidt, som pt. er i Bruxelles for – må man formode – at kæmpe den afgørende kamp for at blive EU´s næste præsident.

Om det lykkedes vil de næste timer – måske dage – vise.

Uanset resultatet har en dansker dog kapret en international post i sommer, nemlig de radikales Christian Friis Bach, der i sidste uge blev udpeget til leder af FN´s Økonomiske Kommission for Europa (UNECE).

Det er mere end flot, men også et stort tab for dansk politik at denne dygtige og hæderlige mand nu skal arbejde for FN.

For vi har brug for folk af hans støbning i dansk politik fremfor de mere anløbne typer som Lars Løkke, som udlandet selvfølgelig ikke har bud efter – og som derfor bliver herhjemme i andedammen.

Thorning har hverken Friis Bach´s strålende kvaliteter eller Løkkes mangel på samme. Hun er som de fleste politikere en mellemvare, men også en af de danske politikere, der har et godt ry på den europæiske scene.

Så det bliver mere end spændende, om Thorning kan lave en Friis Bach og hente endnu en international post hjem til Danmark.

Danmarksbloggen vil følge intenst med.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Cameron – en europæisk helt

Englands premierminister David Cameron talte som den eneste af de store europæiske landes ledere imod valget af EU-kommissionens kommende formand Jean-Claude Juncker fra Luxembourg.

Det er nærmest paradoksalt. Storbritannien er måske på vej ud af EU – og samtidig er Cameron den store europæiske helt, ihvertfald hos befolkningerne … hvis altså europæerne fulgte med i, hvad der sker i Bruxelles.

Det er det så de færreste, der magter. For det er altsammen meget fjernt og uoverskueligt … også selvom alle godt ved, at det betyder noget for deres hverdag.

Men som det nyligt afholdne valg til EU-parlamentet viste, så bliver flere og flere europæere mere og mere EU-skeptiske. Alligevel vælger EU-landenes ledere at pege på en Juncker, der om nogen er en supereuropæer, for hvem det ikke kan gå stærkt nok med at skabe Europas forenede Stater.

Dét er noget nær det dummeste og mest udemokratiske, som man kan gøre fra EU´s side – og det viser netop skellet mellem de politiske magthavere og de europæiske befolkninger.

Og det var netop det, som Cameron talte imod … det, som gør ham og England til tidens europæiske helte. Fordi Cameron på den måde er mest i tråd med det, som Europas befolkninger mener i 2014: Stop nu Europas-forenede-Stater-toget og gå tilbage til Europa som et frihandelsområde bestående af selvstændige stater.

Og Helle Thorning – hvad gjorde hun? Ja, skal man tro rygterne, så plejede hun sine egne muligheder for at få en europæisk top-post. Men ellers så var hun på samme altfor pro-europæiske side som Merkel og de andre, der stod imod Cameron.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mere magt til Folketinget og mindre til EU

Nu er der kun en uge til, at EU´s topposter skal fordeles, og endnu er intet afgjort. Heller ikke hvem der skal bestride den vigtigste post som EU-kommisionens formand.

En post, som Tysklands kansler Angela Merkel mener skal gå til Jean-Claude Juncker fra Luxembourg. Det synes Englands premierminister David Cameron så ikke. Han vil have en, der kan stå for de nødvendige reformer i Europa, som han sagde det i Sverige for en uges tid siden – hvad han så end mener med dén udmelding.

Måske mindre EU, når man tænker på folkestemningen hjemme i England – og mange andre steder i Europa?! Det ville ihvertfald være en udvikling, som ville glæde mange europæere.

For skellet mellem på den ene side politikere og embedsmænd i EU-systemet og befolkningerne på den anden bliver større og større – til stor skade for demokratiet og vores liv.

For det betyder faktisk noget for vores allesammens hverdag, hvem der sidder i EU – og hvad de beslutter – og hvem der er formand for kommissionen.

Men det er svært at overskue for den enkelte, der så ofte vælger at skubbe det hele fra sig og være ligeglad. En psykologisk helt naturlig reaktion.

I Danmark fokuserer vi derfor også på, om statsminister Helle Thorning måske skal have et af top-jobbene, måske endda det som selveste kommissionsformanden. For skulle det ske, så skal en anden være statsminister – og det er jo vældig spændende og vigtigt – og noget, som vi kan forholde os til.

Summa summarum: Tilbage står at EU er en stor kolos på lerfødder, som vi ikke kan relatere os til – end ikke selvom vi godt ved, at der bestemmes rigtig meget nede i Bruxelles, som også har betydning for os. Dansk politik på Christiansborg kan vi derimod sagtens forholde os til, både i de store linier og de små detaljer.

Det burde derfor være nok til at få politikerne til at forstå, at EU skal bestemme mindre – og Folketinget og de andre nationale forsamlinger mere. For kun sådan har Europa en chance for at blive sammen i dét EU, der forhindrer os i at gå i krig mod hinanden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk