Kategoriarkiv: Danske værdier

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 30: 1990´erne

Udgivet den af
Svar

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

1990´erne

1990´erne startede egentlig i 1989, nemlig d. 9. november 1989, hvor Berlinmuren faldt og en ny verdensorden blev indledt – og årtiet sluttede først d. 11. september 2001, hvor fire fly blev kapret i USA af islamistiske terrorister.

I de små 12 år, der var imellem de to skelsættende verdensbegivenheder, skete der meget i Danmark, især med den danske selvforståelse.

Siden 1864 havde Danmark været præget af småstats-mentaliteten, men nu begyndte vi igen langsomt men sikkert at tro på, at vi kunne spise kirsebær med de store, at vores ord og vores bidrag betød noget på den store verdenspolitiske scene.

Det hele både kulminerede og startede og sluttede i sommeren 1992, hvor vi i løbet af én eneste solrig juni-måned stemte nej til Maastricht-traktaten, der bl.a. ville betyde indførelsen af en ny fælles EU-mønt i Danmark, men vandt EM-mesterskabet i fodbold – og regentparret havde sølvbryllup.

Nationalismen havde kronede dage, og der findes næppe nogen nulevende dansker over 35 år, som ikke kan huske, hvad de lavede i netop de juni-dage.

De fleste kan også huske daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, der med roligan-tørklæde om halsen kom til EU-møde og med sans for den rappe replik til de svære forhandlinger, der ventede pga det danske EU-nej, sagde: If you can´t join them, beat them.

For de danske fodboldfans, de berømte rooligans, der aldrig lavede ballade, men var søde og festlige i deres rød-hvide klaphatte, havde deres absolutte storhedstid i 1992, hvor det var endnu sommer og fællesskab i Danas have.

Men som bekendt bliver sommer til efterår, og året efter d. 18. maj i 1993, da vi stemte ja til de danske EU-forbehold, faldt skuddene på Nørrebro. Demonstranter og kampklædt politi kæmpede med brosten, jernstænger, skjolde og tåregas, da politiet trak våbnene og affyrede 113 skarpe skud direkte ind i folkemængden. Ved et mirakel blev ingen dræbt.

En anden – mere voldsom – virkelighed var blevet en del af Danmark.

Også retorikken blev også grovere – ført an af Dansk Folkeparti, der var udbrudt af og skabt af resterne af Fremskridtspartiet. Et parti med Pia Kjærsgaard i spidsen, der fik bragende succes med at gøre indvandrere og flygtninge til syndebukke for alskens dårligdomme i det danske samfund.

Daværende statsminister fra Socialdemokratiet Poul Nyrup sagde derfor også de berømte ord om partiet: Men stuerene det bliver I aldrig. Det er der så mange danskere, der mener, at partiet er i dag. Ja, det er oven i købet dem, som syntes, at Dansk Folkeparti ikke er muslim-kritiske nok!!!

Men 1990´erne bestod også af andet og mere end blind nationalisme.

Det var også dét årti, hvor computere og anden IT for alvor slog igennem. Hvor vi lærte at bruge internettet og at skrive mails, hvor hele vores kommunikations- og vidensformidling oplevede den største revolution siden Gutenberg opfandt bogtrykkerkunsten.

Det påvirkede selvsagt også erhvervslivet, og især de kreative og vidensbaserede erhverv kom i vælten. Nu skulle der bygges broer mellem erhvervslivet og universiteterne, både vidensbroer og fysiske broer som Storebæltsbroen og Øresundsbroen, der ikke kun afkortede rejsetiden dramatisk, men som også har bevirket, at det for alvor er blevet let at komme rundt overalt i Danmark – og til de gamle danske lande mod øst, der i dag udgør Sydsverige.

Der var hele vejen gennem 1990´erne en klippefast tro på, at viden og kultur ville føre os ind i et bedre samfund med ingen krige og ingen konflikter – i hvert fald ikke i vores del af verden.

Det var så en forkert antagelse. For 1990´erne var en parentes, en periode på 12 år, hvor mange troede, at vi i Danmark levede – og ville fortsætte med at leve – i et harmløst lykkeland uden krige og trusler, hvor folk kunne tumle nydende rundt. De mere militært bevidste var imidlertid på vagt som aldrig før efter Berlinmurens fald. For de vidste, at et kaos og et tomrum ofte er langt mere farligt end en defineret fjende.

En ny fjende skulle også vise sig. En fjende, som selvom det ikke var et direkte angreb på Danmark, også blev en dansk fjende. For i en globaliseret verden som vores hænger alle lande og alle verdensdele mere sammen end nogen siden før.

Det var en fjende, der helt uventet kom fra himlen en solrig septemberdag i New York og Washington D.C. 11. september 2001. En fjende, som vi stadig slås med både på indre og ydre planer.

Og netop 11. september 2001 skal det handle om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956
Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke: http://danmarksbloggen.dk/?p=4019
Grevens Fejde og Reformationen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4129
Christian d. 4 og København gøres stor: http://danmarksbloggen.dk/?p=4142
Frederik d. 3, Enevælden, Kvindefejden
og Tabet af Skåne-landene: http://danmarksbloggen.dk/?p=4363
Oplysningstid, Det Florissante Eventyr
og Store Nordiske Krig:http://danmarksbloggen.dk/?p=4457
Christian d. 7., Struense og Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=4512
Frederik d. 6., statsbankerot og tabet af Norge: http://danmarksbloggen.dk/?p=4588
Guldalderen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4653
Nye tanker op mod 1849: http://danmarksbloggen.dk/?p=4717
Frederik d. 7., Grundlov og Treårskrig: http://danmarksbloggen.dk/?p=4790
Det unge demokrati, 1864 og Europas svigerfar: http://danmarksbloggen.dk/?p=5395
Industrialisering, arbejderbevægelse
og andelsbevægelse: http://danmarksbloggen.dk/?p=5434
Parlamentarisme og kvindernes stemmeret: http://danmarksbloggen.dk/?p=5476
Første Verdenskrig, Genforeningen
og Påskekrisen: http://danmarksbloggen.dk/?p=5518
Brølende 20´ere og kriseramte 30´ere: http://danmarksbloggen.dk/?p=5548
Anden Verdenskrig, besættelse
og befrielse: http://danmarksbloggen.dk/?p=5589
Kold krig og velfærdssamfund: http://danmarksbloggen.dk/?p=5611
Ungdomsoprør, Dronning Margrethe d. 2
og EF: http://danmarksbloggen.dk/?p=5613
1970´erne og 1980´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=5719

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mariager: Heksejagt på lesbisk par – og deres børn

Udgivet den af
3

Danmarksbloggen beskæftiger sig af princip ikke med personsager – men ingen regler uden undtagelse.

For sagen i Mariager med chikanen af det lesbiske par har nu taget en drejning, så det nærmer sig noget, der minder om en ondskabsfuld heksejagt på ikke kun parret, men også parrets børn.

I børnehaven hænger der ved hvert barns skab en seddel med forældrenes navne. Her var Tulle Krøyers navn streget ud og istedet var der tegnet et kors. Læs mere her:
http://www.bt.dk/danmark/nu-rammer-chikanen-barnet-boernefamilie-fandt-uhyggelig-tegning-paa-barnets-skab-i

Den slags er mere end chikane – det er faktisk direkte ondt og burde meldes til politiet. For den skyldige skulle i dén grad findes og stilles til ansvar.

Ja, det skulle alle, der har chikaneret familien i Mariager med anonyme breve, madaffald i haven, lort på vinduerne og de andre overgreb, som nogle har gjort i den lille by, der ellers markedsfører sig som rosernes by.

Men de roser lugter meget grimt …

Det lesbiske par har også valgt at flytte. Se mere her:
http://amtsavisen.dk/mariagerfjord/nu-flytter-de-fra-mariager

Noget som Danmarksbloggen sagtens kan følge på det personlige plan.

For på det overordnede plan er det ærgerligt, at snæversynetheden og den religiøse fundamentalisme – her i dens kristne form vel at mærke – får lov til at sejre.

Men Danmarksbloggen forstår Tulle Krøyer, hendes kone og deres børn. For dem er det deres liv og hverdag, som det drejer sig om – og ingen kan trives med at bo omgivet af så meget had og intolerance, som de har gjort det i Mariager.

Danmarksbloggen ønsker derfor familien held og lykke videre frem – og håber, at de må finde et sted at bo, hvor menneskene lever i 2014 …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Maria og Mohammed”: Når hjerterne i 2014 slår i stumfilms-takt

Udgivet den af
1

Dansk Rakkerpak havde i går, tirsdag d. 28. oktober, premiere på Københavns Musikteater med forestillingen ”Maria og Mohammed”, som de selv præsenterer som en kærlighedshistorie i stumfilmstempo.

Stykket spilles som en kombination af en stumfilm og klassisk scenekunst, dog uden ord – og ledsages hele vejen af Mathias Grove Madsens eminente stumfilmsmusik, der præcis som dengang i stumfilmens storhedstid spilles under hele forestillingen – live af komponisten selv naturligvis.

Og ja, det sjove, spøjse og meget velgennemtænkte stykke handler om kærlighed – men teaterstykket med indlagt stumfilm (eller er det omvendt?) er mere end en klassisk kærlighedsfortælling om to unge –  en gammeldansker og en nydansker – der mødes og overvinder alle forhindringer.

”Maria og Mohammed” er nemlig først og fremmest historien om vor tid og om de udfordringer, som vi alle sammen lever med og i anno 2014.

En 2014-virkelighed, hvor mange tror, at vi er forskellige, bare fordi vi har forskellige hudfarver, kulturer og religioner – en virkelighed med fordomme, racisme, vold og et stort behov for syndebukke, der giver grimme mindelser om tiden, dengang stumfilmen var rigtig stor, nemlig i 1920´erne, der var en optakt til det vanvid, som fandt sted 1940-45.

Forbindelsen mellem 1920´erne og vor tid må også være tilsigtet fra idémand og manuskriptforfatter Niels Grønnes side. For ”Maria og Mohammed” er – heldigvis – helt i tråd med Dansk Rakkerpaks tradition for lige dele komik og livtag med vigtige samfundsemner.

Og det er meget på spil her. For hjerterne er syge i 2014 – og ikke kun hos Marias far, der må ty til diverse stimulanser for at overleve. Der mangler nemlig overalt varme og plads til tolerance, rummelighed og mennesker  – og dem, der kan gøre noget ved det, tænker kun på at rage endnu mere til sig.

Vi er altså overladt til os selv i en opdelt og splittet 2014-verden, hvor mennesker som i en anden stumfilm opfatter hinanden som sort-hvide stereotyper, og derfor oftest møder “de andre” i dybeste mistro – og hvor kun åbenheden og kærligheden har en chance for at forløse og bryde igennem alt det sort-hvide-grå og skabe en verden med farver, tillid, mangfoldighed og glæde.

Det er hårde odds, der så også kommer en forrygende forestilling ud af hos Dansk Rakkerpak – endda med en lille hilsen midt i det hele til stumfilmens mester Charlie Chaplin.

Danmarksbloggen skal ikke røbe handlingen her, blot opfordre alle til at se ”Maria og Mohammed” med Stine Holm Joensen og Josef W. Nielsen i titelrollerne (og enkelte biroller) – og Niels Grønne i adskillige fantastiske biroller, der nærmest er små selvstændige skuespil og sketches i det store stykke, der spilles på scenen og på filmlærredet i et fantastisk samspil, hvor timingen mellem de to medier – og lydeffekterne – sidder lige i skabet hver eneste gang.

Hvor man som tilskuer griner, smiler, men også røres og sidder med en tåre i øjenkrogen til sidst.

For der er jo så meget mere, der samler end skiller os som mennesker, og heldigvis er det ikke altsammen kun fordomme og angst. Vi har også allesammen – uanset hudfarve, tro og kultur – de samme håb og drømme – og den samme kærlighed til vores børn, som man ser det hos både Mohammeds forældre, der ikke ved alt det gode, som de vil gøre for deres søn (uanset om han ønsker det eller ej) og Marias far, der jo har et stort og omsorgsfuldt hjerte inde bagved.

Så jo, vi har mere, der samler end skiller os som mennesker.

Det tror mange så desværre måske ikke længere på – ihvertfald ikke når budskabet formidles med ord.

Men hos Dansk Rakkerpaks ”Maria og Mohammed” vises det med fagter, grimasser og humor – og så står det stærkt. For når vi smiler og griner, så er hjertet tættest på og lettest at nå.

Som en anden dansk kunstner, nemlig humorist og entertainer Victor Borge, der ligesom Dansk Rakkerpak underholdte med musik, grimasser og fagter, sagde det: Smilet er den korteste afstand mellem to mennesker.

Danmarksbloggens med-anmelder på denne forestilling teenageren Anna M.T. Frederiksen valgte i stedet at henvise til Piet Heins berømte gruk om sjov og alvor, der hun skulle opresumere forestillingen: Den der kun tager sjov for sjov og alvor kun alvorligt, han har faktisk fattet begge dele lige dårligt

Præcis – og hvad siger teenageren ellers til forestillingen?

Anna får ordet:

Jeg skulle lige vænne mig til formen med både stumfilm, scene og levende klavermusik.

Men jeg kunne rigtigt godt lide ”Maria og Mohammed”– også fordi der er flere lag. For umiddelbart er det jo sådan en slags falden-på-halen-komik, men der er jo et dybere lag nedenunder.

Et lag, der fortæller, at sådan her ser verden ud i 2014 – ikke kun et sted, men mange, ja måske alle steder. Ellers ville man heller ikke have skrevet et tilfældigt sted, en tilfældigt land i 2014 i begyndelsen af stykket. Så sådan må det være, og det er rigtig skræmmende, men desværre også sandt.

Jeg kunne også godt lide teksterne med nutidssprog og – ord som walla og møgso sat ind i den gamle stumfilmsramme. Så blev det også endnu nemmere at forstå handlingen, selvom jeg var ret overrasket over, hvor let det var at følge med i en handling uden talte ord.

De medvirkende spillede også godt, og det var helt vildt, som de kunne time skiftene mellem scene og stumfilm.

Og uanset om det var scene eller stumfilm, så var stykket lidt som en Looney Tunes-tegnefilm uden ord – bare med levende mennesker i stedet. Noget man især så under jagten og ved start og slut, når Carlo brølede i logoet som en ged.

Det var sjovt, tankevækkende – og en tusinde gange sjovere og bedre måde at få os unge til at blive interesseret i samfundet end de løftede pegefingre om nu at huske at følge med, som vi nogle gange mødes med i skolen og derhjemme.

—-

Der er altså bred enighed hos både teenageren og den voksne:

”Maria og Mohammed” er en forestilling, som er ligeså relevant, som den er morsom – og vi og resten af den tætpakkede teatersal grinte mange gange i løbet af den time, som forestillingen varede.

Så: Fem stumfilmsruller ud af fem mulige – og så lige en ekstra rulle til musikken, alle de fine finesser og skøre påfund.

Stykket spiller fra d. 28. oktober til d. 15. november.

Læs mere på: www.danskrakkerpak.dk

Medvirkende: Stine Holm Joensen, Josef W. Nielsen, Niels Grønne og Mathias Grove Madsen (musiker).
På filmdelen medvirker endvidere: Torkild Lindebjerg, Hamsa Bedeiri, Ali Haider Mohsin m.fl.
Idé og manus: Niels Grønne
Instruktion: Torkild Lindebjerg og Niels Grønne
Komponist: Mathias Grove Madsen
Film og filmteknik: Helle Lyshøj
Lysdesign og programmering: Mik Manley Andersson
Lyddesign og teknisk afvikling: Andreas Darum

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 29: 1970´erne og 1980´erne

Udgivet den af
1

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

1970´erne og 1980´erne

Velstanden ville bare fortsætte og fortsætte nærmest for evigt, troede mange op gennem 1960´erne. En teori, som oliekriserne i 1970´erne dog satte en eftertrykkelig stopper for.

De nye tider var for alvor kommet – og i de kommende årtier blev energiforsyningen et af de helt store politiske emner. Ja, den er den stadigvæk. Men det var i 1970´erne, at det for alvor gik op for politikere og befolkning, at olie- og kul-beholdningerne ikke varer evigt – og at det derfor er en god ide at kigge på vedvarende energi som fx solfangere og vindmøller.

Den vedvarende energi har også den fordel, at den ikke forurener i samme grad som de fossile brændstoffer. Så netop forurening og miljø var også noget, der for alvor begyndte at komme på dagsordenen i 1970´erne.

Store dele af befolkningen var dog stadig mere optagede af deres egne pengepunge og nyindkøbte parcelhuse, og det gav sig blandt andet udslag i det berømte jordskredsvalg til Folketinget i 1973, hvor den gamle orden med få politiske partier blev sprængt, og især Fremskridtspartiet med Mogens Glistrup i spidsen og Centrum-Demokraterne med Erhard Jacobsen som leder markerede sig i det nye politiske landskab.

De første mente, at vi stort set ikke behøvede at betale skat – og de andre appellerede til de nye parcelhusejere og ville have de borgerlige dyder ind og de røde lejesvende, som de kaldte de fleste medier, ud.

Det lykkedes selvfølgelig ikke, men den politiske dagsorden blev en anden. Mere end 44% af vælgerne havde også stemt anderledes end de plejede – og mange på de nye partier, som udover de nævnte også talte abortmodstanderne i Kristeligt Folkeparti m.fl.

Nutidens parlamentariske system med mange partier på Christiansborg tog altså sin begyndelse dér – og det skulle selvfølgelig også præge Danmark op gennem 1970´erne, der var kendetegnet ved krise på krise, billøse søndage og en befolkning, der samledes foran fjernsynet, som endnu kun var én eneste dansk kanal samt et par svenske, hvis man boede i Øst-Danmark, eller nogle få tyske, hvis man boede i Vest- og Syd-Danmark.

Det var monopolets dage, hvor alle tiders bedste danske tv-serie MATADOR havde premiere. Serien er i dag ren Danmarkshistorie og elsket nationalarv, og lagde dengang gaderne øde, når den blev sendt lørdag aften. Alle måtte vide, hvordan det gik personerne i Korsbæk. For husk: Dengang kendte man ikke begivenhedsforløbet i de 24 afsnit. Så det var med spænding, at både store og små sad klistret til skærmen, når Bent Fabricius Bjerres smukke melodi fortalte, at nu startede endnu et afsnit.

Det var også brug for noget at samle sig om. Kriserne fortsatte op gennem 1980´erne, og den nye Firkløverregering under ledelse af den konservative Poul Schlüter gennemførte de såkaldte kartoffelkure, som var økonomiske stramninger inspireret af den amerikanske præsident Ronald Reagans og den britiske premierministers Margaret Thatchers ny-liberalistiske og anti-solidariske stil.

Yuppierne – unge og yngre, som var blevet rige i en ruf på Børsen eller ved at købe og sælge virksomheder – elskede den stil. De gik i Lacoste-tøj og troede kun på sig selv og den næste flaske vodka eller champagne til overpris på de elegante natklubber, som de levede på hver weekend.

Punkerne og BZ´erne derimod hadede den stil – og gik imod den stigende højredrejning i samfundet med farverigt hår, der strittede lige op, hullede t-shirts og lædertøj – og besatte huse, som de udkæmpede adskillige kampe med politiet om op gennem 1980´erne.

Kampe, som blandt andet er beskrevet i Danmarks nationalskjald Kim Larsens film ”Midt om natten”, hvor der blandt andet synges: Strisserne kom midt om natten … og sagde gå nu hjem, men vi spurgte: Hvor er det? Midt om natten!!! Pladen udkom i 1983 og blev årtiets mest solgte og er stadig det mest solgte album i Danmark tæt fulgt af efterfølgeren ”Forklædt som voksen” fra 1986. Kim Larsen kunne – og kan – som ingen anden forny den danske sangskat og bygge bro mellem generationerne og befolkningsgrupperne.

De fleste danskere var dog hverken yuppier eller bz´ere. De gik i stedet i pastelfarvet tøj med skulderpuder eller bekvemme, men grimme joggingsæt og passede deres arbejde eller studie – og mange af dem fulgte ivrigt med i fodboldlandsholdet, der med Sepp Piontek som træner for første gang nogen kvalificerede Danmark til en slutrunde, endda til VM i Mexico i 1986.

Den slutrunde, som skabte dén sang, der stadig synges: Vi er røde, vi er hvide, vi står sammen side om side.

For det gjorde vi stadigvæk dengang i 1980´erne, også selvom Dronning Margrethe d. 2 i nytårstalen i 1984 sagde de berømte ord om danskernes forhold til indvandrere: Det er der også andre, der har måttet føle, nemlig gæstearbejderne og deres familier. Nu er tiderne lidt mindre gunstige, end da mange af dem kom hertil, og det går ofte hårdere ud over dem, der igennem generationer er indlevet i den danske hverdag og derfor har sværere ved at omstille sig. Så kommer vi med vores `danske humor’ og små, dumsmarte bemærkninger. Så møder vi dem med kølighed, og så er der ikke langt til chikane og grovere metoder – det kan vi ikke være bekendt.

Godt, ja næsten profetisk sagt af Dronningen.

For noget var ved at ske både i danskernes holdning til sig selv og til den omkringliggende verden.

Den danske selvforståelse var for første gang siden 1864 ved at svinge fra vi-er-små-men-det-er-ok til vi-kan-godt-spise-kirsebær-med-de-store – på både godt og ondt.

Det skulle der blive meget mere af de kommende år – og især i 1990´ene.

Og netop 1990´erne skal det handle om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956
Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke: http://danmarksbloggen.dk/?p=4019
Grevens Fejde og Reformationen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4129
Christian d. 4 og København gøres stor: http://danmarksbloggen.dk/?p=4142
Frederik d. 3, Enevælden, Kvindefejden
og Tabet af Skåne-landene: http://danmarksbloggen.dk/?p=4363
Oplysningstid, Det Florissante Eventyr
og Store Nordiske Krig:http://danmarksbloggen.dk/?p=4457
Christian d. 7., Struense og Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=4512
Frederik d. 6., statsbankerot og tabet af Norge: http://danmarksbloggen.dk/?p=4588
Guldalderen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4653
Nye tanker op mod 1849: http://danmarksbloggen.dk/?p=4717
Frederik d. 7., Grundlov og Treårskrig: http://danmarksbloggen.dk/?p=4790
Det unge demokrati, 1864 og Europas svigerfar: http://danmarksbloggen.dk/?p=5395
Industrialisering, arbejderbevægelse
og andelsbevægelse: http://danmarksbloggen.dk/?p=5434
Parlamentarisme og kvindernes stemmeret: http://danmarksbloggen.dk/?p=5476
Første Verdenskrig, Genforeningen
og Påskekrisen: http://danmarksbloggen.dk/?p=5518
Brølende 20´ere og kriseramte 30´ere: http://danmarksbloggen.dk/?p=5548
Anden Verdenskrig, besættelse
og befrielse: http://danmarksbloggen.dk/?p=5589
Kold krig og velfærdssamfund: http://danmarksbloggen.dk/?p=5611
Ungdomsoprør, Dronning Margrethe d. 2
og EF: http://danmarksbloggen.dk/?p=5613

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fredagsoplæg: Dan Park og de ni billeder

Udgivet den af
2

Så er det fredag – og dermed tid til Danmarksbloggens serie:

Fredagsoplægget til en værdi-debat med udgangspunkt i aktuelle problemstillinger

Denne fredags værdi-oplæg handler om noget, der i dén grad har oprørt sindene i den senere tid:

Dan Park og de ni billeder, der udstilles i Danmark

Den svenske gadekunstner Dan Park blev idømt seks måneders fængsel i Sverige for racisme. Hans billeder af fx sorte mænd med løkker om halsen virker også voldsomme  og er med kunstnerens egne ord skabt for at provokere og udfordre ytringsfriheden.

Men er Dan Park politisk aktivist eller naiv kunstner? Det spørgsmål er slet ikke ordentlig belyst.

Den oprindelige udstilling i Sverige var på 31 billeder, men det var kun ni af dem, som Dan Park blev dømt for.

Og netop de ni billeder blev i går vist på Christiansborg, hvor Dansk Folkeparti og Trykkefrihedsselskabet var gået sammen om at vise dem for en inviteret skare. Næste uge udstilles billederne et endnu hemmeligt sted på Østerbro.

Billederne skulle oprindelig have været vist på Galleri Hornsleth & Friends i Bredgade i København, men efter hærværk samt at være blevet truet på livet, turde galleriejer Kristian von Hornsleth ikke udstille dem alligevel.

Der er mange aspekter i den her sag.

Ét er dog helt sikkert: Det er 100% forkert at true nogen på livet, som Kristian von Hornsleth er blevet det.

Men resten af sagen er hverken 100% eller 0%. Hverken fugl eller fisk, selvom det handler om menneskeværd, ytringsfrihed og mange af vores andre højt besungne værdier.

For ja, vi har ytringsfrihed i Danmark som i resten af Norden – og det skal vi blive ved med at have. Så Dan Park kan selvfølgelig i den forstand lave lige den kunst, som han vil. Men hvis den kunst overtræder lovgivningen som fx blasfemi- eller racismeparagrafferne, så skal det selvfølgelig få retslige konsekvenser for kunstneren.

Sådan er det i en retsstat.

Det er derfor meget enkelt. For såvel i Sverige som i Danmark har vi et system, der holder, hvis altså vi bruger det – og ikke selv mener, at vi har retten til at re-definere alting hele tiden. For selvfølgelig skal Dan Park ikke tillades hverken mere eller mindre end alle andre.

At være kunstner gør nemlig ikke, at man er hævet over samfundet – men kunstnere bør omvendt også nyde de samme rettigheder og beskyttelse som alle andre.

En krølle på halen er så, at det at Dansk Folkeparti og Trykkefrihedsselskabet kun udstiller de ni billeder, som Dan Park er dømt for i Sverige – og ikke samtlige 31 gør udstillingen til en politisk demonstration – og ikke et spørgsmål om kunst.

Man kan derfor også kun fortsat spørge ind til de dybere motiver om, hvorfor Dan Park så gladeligt lader sig spænde for lige netop dén politiske vogn?

Drejer det hele sig i virkeligheden – også for Dan Park – om andet og mere end blot en demonstration for en blind og grænseløs ytringsfrihed? Er svenskeren politisk aktivist eller naiv kunstner? Danmarksbloggen er ikke sikker.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Gud og hvermand nedvurderes i den nye Bibel-version

Udgivet den af
1

Bibelselskabet er i gang med at udgive Det Gamle Testamente i det Bibelselskabet selv kalder en helt ny og mundret nudansk oversættelse – og man er startet med Første Mosebog og Prædikerens Bog, der i den nye version hedder Begyndelsen og Tænkeren.

Altså helt nye navne.

Det med nye navne til alt er så meget symptomatisk for denne nye version af Det Gamle Testamente – og ofte med et resultat, der nedvurderer Gud som Skaberen og Navngiveren – og læseren som et intelligent menneske, der trods alt har gået minimum ni år i skole.

Fx er Gud i den nye version ikke længere almægtig. Han er gavmild.

Men det giver jo ikke mening. At være almægtig og at være gavmild er to forskellige ting. Der findes masser af gavmilde mennesker, men ingen almægtige. Kun Gud er almægtig – og endda kun for den, der tror på netop Gud som en almægtig Gud.

Et andet eksempel er Noahs Ark, der i den nye version er en båd.

Men en båd er ikke tilnærmelsesvis så stor som en ark. Kunne man i det mindste ikke have kaldt det mega-skib? Eller måske supertanker? For skal vi endelig skrive Biblen i en ny version, så skal det gøres ordentligt og med humor og kunstnerisk frihed – og ikke akademisk ordkløveri og teologisk navlefnuller.

Endelig er englene i den nye version blevet afskaffet. Nu hedder det Guds udsendinge.

Men hov, var formålet ikke at gøre teksterne nemmere og mere forståelige? Det bliver rimeligt svært med Guds udsendinge istedet for engle.

Prøv fx at sige for dig selv: Der gik en Guds udsending gennem stuen versus der gik en engel gennem stuen.

Jeg ved godt, hvad der lyder bedst.

Det virker også forkert at hænge Guds udsendinge på juletræet om et par måneder, hvorimod det emmer af jul at hænge engle på juletræet.

Iflg. Bibelselskabet har man også kæmpet med at finde nutidige ord for ”nåde”, ”synd” og ”velsignelse”.

Danmarksbloggen iler gerne med hjælp. For det er såmænd meget nemt: Det er nemlig nåde, synd og velsignelse. Tre kristne kernebegreber, som bare ikke kan hedde noget andet.

Målet med den nye oversættelse er iflg. Bibelselskabet at få flere til at læse Biblen. Men det gøres ikke ved at genskrive den i en på alle måder dårligere version, der taler ned til både Gud og menneske.

Tværtimod så vil den nye version af Biblen på den lange bane blot ødelægge mere end det vil gavne, da Biblen på den måde ikke adskiller sig fra en krimi, et shoppekatalog eller et dameblad.

Nej, Biblen skal beholde sine smukke ord og begreber og sit flotte sprog. Dét er også med til at gøre os kristne.

Kirken arbejder som bekendt også med evigheden som perspektiv – og det skal afspejles i det sprog, som Biblen bruger. Et sprog, der nok skal kunne nå alle slags mennesker, men som også skal bevare et vist niveau og sin skønhed.

Ja, man kunne få den kætterske tanke, at alle ord, der er specifik kristne og taler om kristne begreber, skal udryddes fra denne nye bibelversion – med det resultat, at teksten bliver ligegyldig i sin farve- og trosløse sekularitet.

Det er beskæmmende – og det er egentlig utroligt, at man har valgt at beholde ordet Gud istedet for at kalde den almægtige Gud for noget helt andet.

Som sognepræst Torben Hangaard, der også tændte et adventslys her på Danmarksbloggen sidste år – læs mere her: http://danmarksbloggen.dk/?p=2672 – sagde det til Berlingske Nyhedsbureau og BT i går:

”Hvis man skal lave nudanske udgaver af Bibelen, så skal man holde sig til ordentlige erstatningsord, og det synes jeg ikke, det, jeg har fået præsenteret, indeholder. Når man eksempelvis gør en ark til en båd giver det en helt forkert association, og man laver om på noget.”

”En ark forbinder man med noget stort. Der var jo et par stykker, der skulle derind. Den kunne ikke kæntre eller vælte. En båd er sådan en lillebitte en, der sejler på Odense å eller i kanalerne i København. Det er to vidt forskellige ting.”

Citat slut.

Læs hele artiklen her: http://www.bt.dk/danmark/sognepraest-derfor-er-det-et-problem-at-lade-noa-sejle-i-en-baad-i-stedet-for-en-a

Danmarksbloggen er helt enig. Det er to forskellige ting.

Præcis som med bibeloversættelserne. På den ene side er de originale bibeloversættelser – de er gode og læs dem endelig. Og så er der på den anden side denne nye bibeloversættelse – den er dårlig og undgå den endelig.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 28: Ungdomsoprør, Dronning Margrethe d. 2 og EF

Udgivet den af
Svar

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

Ungdomsoprør, Dronning Margrethe d. 2. og EF

Verden blev stadig mindre op igennem 1960-tallet, og ungdomsoprøret er da heller ikke opfundet i Danmark.

Det kom fra USA, hvor en kritisk ungdom var træt af de voksne og deres prioriteter – og især det at så mange unge døde i en krig i Vietnam, som de unge intet formål kunne se med. Borgerrettighedsbevægelser, kvindebevægelsen og mange andre forlangte derfor indflydelse på deres eget liv og muligheder.

Danmark var ikke med i Vietnam, men foragten for autoriteterne og ønsket om en ny og bedre verden havde de danske unge i slutningen af 1960´erne tilfælles med deres ligesindede over hele den vestlige verden.

Et oprør, der stadig har konsekvenser i vor tid, var derfor på vej.

Nu skulle de gamle magtstrukturer styrtes, og en ny og bedre verden med frihed og lighed for alle skulle træde i stedet. Det var de unge – og nogle af de ældre – enige om. Hvad det så helt konkret betød, var der ikke altid klarhed over. Men der skete alligevel store forandringer, som gjorde at samfundet blev mindre autoritært.

Og som en konsekvens deraf begyndte vi at tale om, forhandle om og aftale os frem til tingene … på tværs af alle de grænser og skel, som tidligere lå som uovervindelige barrierer mellem de forskellige sociale klasser, generationer og køn.

Sådan har vi det stadigvæk – til dels, for i vor tid bygges barriererne desværre op igen – ivrigt tilskyndet af nogle magt- og mediestrukturer, der tjener egne interesser mere end de tjener folkets.

I Danmark startede ungdomsoprøret med at nogle psykologistuderede i 1968 besatte deres institut, fordi de ville have indflydelse på ledelsen og indholdet af deres studie. Professorvældet skulle styrtes fra deres magtposition.

Det samme skulle mændene, så kvindelejre blev også et hit. En af de mest populære var den på Femø, der stadig afholdes flere uger hver sommer. For nu ville kvinderne være frie og lige – og et afgørende gennembrud her var loven om fri abort fra 1973.

Militæret stod også for skud – og i efteråret 1971 blev Fristaden Christiania etableret, da unge brød igennem plankeværkerne omkring Bådsmandsstræde. Et samfund i samfundet med ultimativt demokrati og frihed blev skabt. En Fristad, som stadig er en torn i øjet på mange danskere – men ikke hos Christianias naboer på Christianshavn, der nu i mere end 40 år har levet i et smukt papirløst forhold med Fristaden.

Og midt i al denne frigørelse skulle vi stemme om dansk optagelse i EF.

Meningerne var meget delte. Landbrug og industri pressede på for et ja. Såvel Konservative, Venstre, Radikale og Socialdemokratiet anbefalede et ja under henvisning til dansk landbrug og eksport til især England, der også var blevet medlemmer. Kun det nye parti – udbryderne fra kommunisterne – SF anbefalede et nej – sammen med Folkebevægelsen mod EF.

Afstemningen fandt sted 2. oktober 1972 – og danskerne stemte ja.

Ingen havde dog forudset, at Danmarks statsminister Jens Otto Krag indleverede sin afskedsbegæring dagen efter afstemningen i direkte forlængelse af hans sidste tale som statsminister ved Folketingets åbning. Men hans parti var splittet i EF-spørgsmålet og han var om noget personificeringen af EF-afstemningen.

Så Jens Otto Krag gav magten videre til Anker Jørgensen, der var børnehjemsdreng og arbejder – og den sidste af sin slags i spidsen for Danmark – om ikke altid, så dog i mange år.

For siden Anker og indtil i dag har det nemlig udelukkende været akademikere, der har været statsministre i Danmark: Fra cand. jur. Poul Schlüter, cand. polit. Poul Nyrup Rasmussen, cand. oecon. Anders Fogh Rasmussen, cand. jur. Lars Løkke Rasmussen og endelig cand. scient. pol. Helle Thorning-Schmidt.

Og så fik Danmark – blot tidligere i 1972 – sin første regerende (også officielt) dronning, nemlig Margrethe d. 2. For nok kaldes hun Margrethe d. 2. Men hende som vi kalder Margrethe d. 1. var aldrig dronning af Danmark, og der var faktisk også en anden Margrete, der regerede på sin søns vegne. Læs mere om det her: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956

Men naturligvis gav det historisk og PR-mæssigt god mening for den kun 32-årige dronning at antage navnet Margrethe d. 2.

Så det gjorde hun, og dagen efter faderens død, en iskold vinterdag i januar 1972 trådte Margrethe d. 2. – sortklædt og fattet – ud på balkonen og modtog folkets hyldest og sympati.

En ny monark og et nyt årti havde for alvor taget sin begyndelse. Det skulle vise sig at blive et noget mere problematisk årti end det foregående.

Og netop 70´ernes kriser – og 80´ernes kartoffelkure – skal det handle om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956
Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke: http://danmarksbloggen.dk/?p=4019
Grevens Fejde og Reformationen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4129
Christian d. 4 og København gøres stor: http://danmarksbloggen.dk/?p=4142
Frederik d. 3, Enevælden, Kvindefejden
og Tabet af Skåne-landene: http://danmarksbloggen.dk/?p=4363
Oplysningstid, Det Florissante Eventyr
og Store Nordiske Krig:http://danmarksbloggen.dk/?p=4457
Christian d. 7., Struense og Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=4512
Frederik d. 6., statsbankerot og tabet af Norge: http://danmarksbloggen.dk/?p=4588
Guldalderen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4653
Nye tanker op mod 1849: http://danmarksbloggen.dk/?p=4717
Frederik d. 7., Grundlov og Treårskrig: http://danmarksbloggen.dk/?p=4790
Det unge demokrati, 1864 og Europas svigerfar: http://danmarksbloggen.dk/?p=5395
Industrialisering, arbejderbevægelse
og andelsbevægelse: http://danmarksbloggen.dk/?p=5434
Parlamentarisme og kvindernes stemmeret: http://danmarksbloggen.dk/?p=5476
Første Verdenskrig, Genforeningen
og Påskekrisen: http://danmarksbloggen.dk/?p=5518
Brølende 20´ere og kriseramte 30´ere: http://danmarksbloggen.dk/?p=5548
Anden Verdenskrig, besættelse
og befrielse: http://danmarksbloggen.dk/?p=5589
Kold krig og velfærdssamfund: http://danmarksbloggen.dk/?p=5611

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fredagsoplæg: Hjemløsedagen

Udgivet den af
1

Så er det fredag – og dermed tid til Danmarksbloggens serie:

Fredagsoplægget til en værdi-debat med udgangspunkt i aktuelle problemstillinger

Denne fredags værdi-oplæg handler om noget, der kalder mere på handling end på debat:

Hjemløsedagen

Idag fredag d. 17. oktober er det nemlig hjemløsedag i Danmark (og international fattigdomsdag).

Man tror, at det er løgn i et så velstillet samfund som det danske. Men desværre er det kolde fakta at:

1) Der findes hjemløse i Danmark

2) Tallet af hjemløse er stigende

3) Det samme er intolerancen i Danmak – især overfor svage grupper som hjemløse, der ikke alene hånes og nedgøres, men også direkte overfaldes. Læs mere her: http://danmarksbloggen.dk/?p=5530

4) Ja, at der også forskelbehandles fra de offentlige myndigheders síde, som vi så det før efterårsferien, hvor en ung hjemløs ventede mere end en time på en ambulance og derfor døde

Det giver på ingen måde mening.

Og der er faktisk kun ét eneste at sige – og gøre: Danmark HAR nemlig de ressourcer, der skal til for at hjælpe de hjemløse, så de kan ikke kun overleve, men også få en bolig og et godt liv. Det er bare med at tage den politiske beslutning og komme igang.

For hjemløshed – og fattigdom, hvoraf hjemløsheden kan være en del eller en konsekvens – er ikke en naturlov, men noget der skabes, når mennesker ikke vil dele med andre.

Se hele programmet for hjemløsedagen i København her: https://www.facebook.com/#!/groups/SANDhjemloese/

Deltag evt. også i flash-mobben på Hovedbanegården i København: https://www.facebook.com/#!/events/689689297778830/?ref_newsfeed_story_type=regular

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: TV-serien 1864

Udgivet den af
2

Så er første afsnit af DR´s nye drama-tv-serie “1864” rullet over skærmen – og Danmarksbloggen er ikke imponeret.

Lad det være sagt med det samme: Kulisser, kostumer og fotografering er formidabelt, ja i absolut topklasse. Skuespillet er også rigtig godt. Ja, sine steder mere end det.

Men handlingen – ihvertfald hovedhandlingen, der foregår i 1864 – rører ikke ved noget inde i sjælen. Den er en blanding af mere – eller oftest mindre – korrekte skildringer af den tid, den tids mennesker og deres liv.

Måske fordi 1864 er så lang tid siden? Måske fordi filmen er lavet af personer, der hellere ville fortælle en historie om nutiden end om datiden?

Danmarksbloggen ved det ikke.

Men Danmarksbloggen bider mærke i, at bi-handlingen (den der foregå i nutiden) holder. Her er alt den nerve og den substans, som mangler i hovedhandlingen.

Og ret beset – i en tid hvor danske soldater og deres familier i høj grad stadig lever med sorgen, savnet og alt det andet efter krigene i Irak og Afghanistan, i en tid hvor vi er i krig mod IS, så giver det også mening, at det er en tv-serie om livet i Danmark anno 2014 – og ikke 1864 – som vi har brug for.

2014 er nu, mens 1864 er noget i en historiebog. Læs evt. om 1864 i Danmarksbloggens Danmarkshistorie her: http://danmarksbloggen.dk/?p=5395

For 1864 er længe siden, og det giver bare mere mening – også i en tv-serie – at skildre livet for de mænd, de kvinder og de børn, der ligenu lever med de nye krige og deres konsekvenser og eftervirkninger.

For det er ikke godsejeren, bonden eller de andre fra 1864, som undertegnede vil vide mere om. Det er den unge pige, hendes familie, hendes pusher, godsejeren skolelæreren og alle de andre fra vor tid.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Umenneskelighed og hykleri

Udgivet den af
2

I går aftes var et par hundrede mennesker forsamlet til fakkeloptog for Daniel, den hjemløse, der døde fordi ambulancen ikke kom, selvom der blev ringet flere gange.

Smukt var det – og stemningsfuldt, og det kaldte på det bedste i mennesket.

MEN Danmarksbloggen vil tillade sig også at kalde det hykleri og følelsesporno.

For en ting er med fakler og tårer at mindes en afdød hjemløs. Det er helt fint.

Men hvad med de hjemløse, der ligenu – mens regnen falder og mørket lægger tungt over landet – er ude på gaderne? Hvor mange hjælper dem? Hvor er deres fakkeloptog? Deres soveposer? Deres læ for natten?

De er levende, de er her, dem kan vi gøre noget for – her og nu. Men nej, det giver ikke same feel-good. Men det giver bævende læbers pris – og det er den fineste pris i hele verden.

Og hvad med de flygtninge, som vi ikke vil modtage?

For nej, flygtninge har vi ikke plads til, siger vi, mens vi bladrer i de julekataloger, der snart kommer ind af døren og tænker på, om vi skal købe den ene slags mobil eller den anden (selvom den mobil, vi har, stadig fungerer helt fint).

En holdning godt støttet af blå blok, der er igang med at lukke Danmark ned i en lille, sort kasse væk fra alt lys og medmenneskelighed.

Det er så umenneskeligt og hyklerisk, at det er lige til at skrige over …

Men vi må ikke give op. Vi må fortsætte kampen for det gode, det lyse og det medmenneskelige. Det er vores eneste chance.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk