Kategoriarkiv: Demokrati & Debat

Blå blok kan lære MEGET af svenskerne

Udgivet den af
Svar

Sverige har været til valg, og efter otte år med en borgerlig regering er det tid til et skifte til en rød-grøn regering under ledelse af socialdemokraten Stefan Löfven.

At det er sådan skyldes ENE OG ALENE, at blå blok i Sverige IKKE VIL SAMARBEJDE med Sverigesdemokraterne – altså Dansk Folkeparti´s svenske søsterparti.

Samtlige svenske partier er nemlig helt enige om, at Sverige er en humanitær stormagt – og at sådan skal det fortsætte. Så kan Sverigesdemokraterne gå nok så meget frem – og det gør de. Sverigesdemokraterne er nu Sveriges tredjestørste parti med 13% af vælgerne bag sig.

Men det er man ligeglade med hos blå blok i Sverige.

For her vil den gamle statsminister fra Moderaterne Fredrik Reinfeldt ikke gøre som først Fogh og siden Løkke i Danmark og basere sin magt på et nationalistisk parti med en umenneskelig holdning til sine medmennesker – i Sverige altså et samarbejde med Sverigesdemokraterne, hvis politik en anden borgerlig partileder i Sverige Annie Lööf har kaldt for et brunt luftslot.

For ville blå blok i Sverige samarbejde med Sverigesdemokraterne, så kunne de mageligt blive siddende ved magten.

Men nej, hellere miste magten end at basere den på et parti, der er så menneskefjendtligt som Sverigesdemokraterne …

Det er imponerende, og dér kunne Venstre og Konservative i Danmark godt nok lære meget af deres svenske kollegaer!!!

For blå blok i Sverige holder medmenneskelighedens og anstændighedens fane helt op i luften, hvor den nu står og vejrer over Riksdagen i Stockholm.

Samme fane i Danmark bliver desværre brugt som tæppe for den svinehund, som for længst er lukket ind i Christiansborgs inderste magtcirkler – og som Løkke og Pape regner med skal bruges som parlamentarisk grundlag om et års tid, når der er valg i Danmark.

Dét er skræmmende, men desværre forventeligt, når man ser på Løkkes og Papes (manglende) moralske habitus. De når således ikke deres svenske kollegaer til kanten af de sko, der formentlig ikke har kostet 2000 kroner.

Men tænk, hvad der kunne ske i dansk politik, hvis blå blok var kloge nok til at lære af deres svenske kollegaer?!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Islams store chance er idag

Udgivet den af
1

To muslimske debattører Tarek Ziad Hussein og Zubair Butt Hussein, der ikke vil slås i hartkorn med IS (Islamisk Stat), har i dag arrangeret demonstration i København mod IS og den forvrængede og brutale version af islam, som IS står for.

Titlen på demonstrationen er: At dræbe et menneske er som at dræbe hele menneskeheden

Dét er simpelthen så godt et initiativ, der også følges op af en lignende demonstration i Aarhus. Begge demonstrationer giver dermed alle muslimer (og alle andre) muligheden for at vise, hvor de står – og hvad de mener.

Alle ikke-muslimer, også dem, som er meget muslimsk-fjendtlige, får hermed også muligheden for at forstå, at islam er mere end vold, kvindeforagt og hvad islam ellers så ofte beskyldes for.

Man kan så desværre godt tvivle på, at der vil gå op for nogen i fx Dansk Folkeparti, som kalder de to initiativtagere for ”dårligt selskab”. DF´s Peter Skaarup siger fx i nedenstående artikel om de to initiavtagere: ”Selv om de ikke går ind for halshugninger, så kæmper de begge for, at yderligtgående holdninger skal vinde frem i Danmark”.

http://www.b.dk/nationalt/hizb-ut-tahrir-og-df-vil-boykotte-protest-mod-is

Men sådan én attitude overfor Hussein og Hussein, der med dagens demonstration bruger de demokratiske spilleregler og blot søger dialogen og den fredelige sameksistens, er vejen til forståelse lang.

Men vi skal nå til dén forståelse, hvis vi skal have en chance som mennesker og som samfund.

For islam er – præcis som de andre store verdensreligioner – en religion, der prædiker fred mellem mennesker, et tæt forhold til Gud og religionsfrihed. Der står således intet i Koranen om hellig krig – ligesom at der heller ikke står noget om det i hverken Biblen eller Toraen.

Når ondskaben bruges i religionens navn, kommer den aldrig fra en bog.

Ondskaben i verden kommer altid fra et menneskehjerte uden plads til andre og andet end vedkommende selv.  

Og her er både kristne og muslimer såvel forfølgere som forfulgte.

Men nu må hadet og ondskaben stoppe – og kærligheden og forståelsen indtage pladsen. Det kræver mod, især af de muslimer, der er bange for, at radikale muslimske grupper vil overvåge hvem, der går med i demonstrationen.

For de yderligtgående muslimske organisationer holder sig også væk ligesom DF.

Elias Lamrabet fra Hizb-ut-Tahrir siger fx i ovennævnte artikel: ”Demonstrationens fjendebillede af Islamisk Stat (IS) er nemlig forfejlet og ude af trit med virkeligheden.”

Dén er så langt ude, at ingen hopper på den – medmindre de selvfølgelig er enige med IS. Noget, som Naser Khader i ovenstående artikel frygter, at mange muslimer er.

Danmarksbloggen håber, at Khader tager fejl  – og at mange af det store flertal af helt almindelige muslimer, der ikke ønsker andet end at leve et godt liv med familie, arbejde og fritid, alligevel tør gå med.

For demonstrationen i dag er ISLAMS STORE CHANCE I DANMARK for at vise, at muslimer og kristne og ateister og alle andre har langt mere, der samler os end der skiller os.

Læs mere her: https://www.facebook.com/events/703692856352350/?ref=4

Danmarksbloggen bakker 100% op. For Danmarksbloggen ved, at vi alle først og fremmest er mennesker – rundet af og medlem af den samme menneskehed.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Venstre toner rent – og umenneskeligt – flag

Udgivet den af
1

Lavere skatter, men samtidig flere penge til sundhed!!!!

Ja, det lyder jo som det rene fata morgana – og det er også lige, hvad Venstres udspil til finansloven er.

Læs det her: http://www.venstre.dk/nyheder/enkeltvisning/et-sundt-danmark/

Dét er så også en billig omgang, da Venstre udmærket ved, at regeringen formentlig laver finanslov med SF og Enhedslisten.

Men samtidig kan udspillet give Venstre bonus, da partiet har brug for at markere sig, både som sig selv og i forhold til Dansk Folkeparti, som seriøst truer Venstre som det førende parti i blå blok – og som i sand overbudsstil har meddelt, at de vil bruge mange flere penge på ældre, syge og arbejdsløse.

Altsammen noget der har været medvirkende til at Venstre vil spare 2,6 mia på udviklingsbistanden.

For uanset hvad: Så toner Venstre rent flag:

Danmark og danskerne skal iflg. Venstre være os selv nok, både i forhold til resten af verden og i forhold til hinanden her i Danmark.

Jungleloven – den stærkestes lov – skal være den til alle tider og alle steder gældende, og så er det bare rigtigt ærgerligt for dem, der ikke har et job eller en formue. De kunne jo bare tage sig sammen, bliver meldingen på dén måde fra Løkke og co.

Det er mere end usmageligt – det er direkte umenneskeligt!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

De muslimske ledere svigter deres ansvar

Udgivet den af
1

Terror-truslen mod Danmark er øget qua Danmarks store engagement ifht bekæmpelsen af IS (Islamisk Stat) – og det kan let skabe frygt.

Men sådan er det nødt til at være. For en organisation så rabiat og uhyrlig som IS, der halshugger tilfangetagne vesterlændinge, nedskyder andre muslimer og begraver kvinder og børn levende, skal bekæmpes – lige indtil der ikke er en eneste IS-tilhænger tilbage.

Dét er stort set samtlige politikere og meningsdannere også enige om …

Men der mangler et par markante stemmer i fordømmelsen af IS og i tilslutningen til kampen imod den rabiate terror-organisation:

Nemlig de muslimske ledere som fx imamerne.

De muslimske ledere burde gå ud og sige højt og klart, at de tager afstand fra IS – og at de vil fraråde ALLE muslimer at tage til Irak og Syrien for at blive såkaldt “hellige krigere”.

Men det gør de muslimske ledere ikke. Tværtimod så ønsker de, at medierne ikke blander sig i det her – og at der ikke bliver snakket om det.

Beklager, men nej. Der skal netop snakkes om det. Der skal råbes og slås fast, at det er absolut forkert at have noget med IS at gøre.

Og i dét arbejde har de muslimske ledere et stort ansvar, som de i øjeblikket totalt svigter. Og det er ikke ok – hverken overfor alle de muslimer, som de på den måde svigter, eller overfor samfundet, som på den måde udsættes for en større terror-risiko.

Så muslimske ledere, grib muligheden og sig fra overfor den umenneskelighed, som IS præsenterer – og vis at I også vil frihed, fred og forskellighed i det danske samfund.

For den anden mulighed: At der ties, fordi (nogle af) de muslimske ledere er enige med IS – dét er en grim tanke, som Danmarksbloggen ikke håber er sand.

Men er det sådan, at det er, så er der noget at gå igang med. For så er der noget omkring respekten for andre og for forskellighed, som skal læres.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fredagsoplæg: Danmarks deltagelse i krige og konflikter

Udgivet den af
Svar

Så er det fredag – og dermed tid til Danmarksbloggens nye serie:

Fredagsoplægget til en værdi-debat med udgangspunkt i aktuelle problemstillinger

Idag – på dagen for Danmarks udsendte – skal det derfor handle om Danmarks deltagelse i diverse krige og konflikter.

Når man siger Danmark og krige og konflikter, kan man ikke undgå at tale om det knusende nederlag i 1864, der gjorde en hel landsdel tysk i flere årtier, inden 2 ud af 3 områder stemte sig hjem til Danmark i 1920.

For 1864 var et skelsættende år. Indtil 1864 var Danmark nemlig 100% overbevist om egen storhed – også i krig, og også selvom vi mistede Skåne, Halland og Blekinge i 1658 og Norge i 1813.

Men det ændrede sig i 1864, hvor nederlaget i Sønderjylland betød, at småstats-tanken og andedamsmentaliteten for alvor vandt frem – og de har præget Danmark lige siden.

Under begge verdenskrige dukkede vi således nakken og deltog så lidt som muligt. I Første Verdenskrig var vi endda helt udenfor som neutrale – og det prøvede vi også i tiden op til Anden Verdenskrig. Men her blev vi besatte af Tyskland, som det officielle Danmark i øvrigt arbejdede sammen med – mens en håndfuld modige frihedskæmpere, sejlere og andre danskere i den frie verden reddede Danmarks ære.

Efter 1945 deltog vi så i diverse humanitære aktioner. Fx blev hospitalsskibet Jutlandia sendt til Korea-krigen – og der var danske FN-soldater på Cypern, i Ex-Jugoslavien og mange andre steder.

Men så, da Fogh overtog magten, ændrede dagsordenen sig – og Danmark blev et krigsførende land igen. Der kom danske soldater til Irak og Afghanistan i krigen mod terror, som daværende præsident Bush kaldte det.

Og nu handler det om terrororganisationen, den ekstreme muslimske bevægelse IS og dens hærgen i Syrien og Irak. Danmark er også med her. Og om Ukranie, hvor situationen mildest talt er usikker – og de cirka 300 danske soldater, der skal til de baltiske lande og Polen.

Men hvad er det rigtige at gøre for Danmark – både nu ifht IS, ifht Ukraine, ifht at sikre NATO`s grænser i Polen og Baltikum – og generelt?

Skal vi fortsætte den gode stil, som har kendetegnet os i årtier som et af verdens humanitære lande, der hjælper mennesker, dér hvor vi kan?

Eller skal vi – som Fogh gjorde det – vende tilbage til en dagsorden med Danmark som et krigsførende land med alt, hvad det indebærer?

For der er ingen tvivl om, at det koster – både i menneskeliv, på pengepungen og ifht terror-risici – at vælge krigsvejen. Men spørgsmålet er også, om vi ikke som et af verdens frie og rige lande er forpligtede til at yde netop disse ofre? Og kan vi overhovedet være bekendte, at det altid er de store lande som England, USA og Frankrig, der skal ofre deres unge mænd og kvinder?

Eller skal vi hellere bruge pengene på at hjælpe mennesker i nød? Er det i virkeligheden dér, at vi – med vores årelange tradition for humanitært arbejde – kan gøre den store forskel?

Danmarksbloggen har ikke svaret, men mener, at det er relevant at tænke over på en dag som idag, hvor fokus er på Danmarks udsendte.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Løkke kaster med (skatte)sten, selvom han selv bor i et glashus

Udgivet den af
1

Venstres statsministerkandidat Lars Løkke udtalte i går, at den nye skatteminister Benny Engelbrecht ikke egnede sig som skatteminister.

“Nu kommer der så endnu en ny minister. Så må vi håbe, at han hanker op. Indtil videre har han ikke markeret sig her på Christiansborg som en, der er nævneværdigt interesseret i skattepolitik endsige retssikkerhed, men jeg håber da, jeg bliver overrasket til den gode side,” sagde Venstres formand til TV2, mens glasruderne klirrede ned omkring ham.

For prøv at udskifte det, som Løkke sagde omkring skattepolitik og retssikkerhed med at være interesseret i folkestyret, deltage aktivt i det – og i det hele taget markere sig som oppositionsleder. Så er det nemlig ikke Engelbrecht, men Løkke selv, som Løkkes eget citat kunne handle om.

Den del er selvfølgelig ikke tilsigtet fra Løkkes side, men det er ikke desto mindre sådan det er. Løkke kaster nemlig i dén grad med (skatte)sten, selvom han selv bor i et glashus – samtidig med at han lurerpasser og ligger lavt – og siger ingenting.

For Løkke har opdaget, at i forhold til stemmer, så er tale sølv, men tavshed er guld, som Danmarksbloggen skrev om det for et par uger siden. Læs her: http://danmarksbloggen.dk/?p=5296

Men det er ikke i orden.

Løkke er leder af Venstre og statsministerkandidat – og man burde kunne forvente, at han ville deltage aktivt i folkestyret, være på folketingets talerstol i tide og utide, skrive læserbreve, mødes med potentielle vælgere, komme med politiske udmeldinger og holdninger – og ikke blot personlige angreb.

Men det magter Løkke altså ikke.

Danmarksbloggen vil derfor vove den påstand, at Løkke er ganske uegnet til at være statsminister. Hans evne til at forstå, hvad folkestyret og det at være statsminister reelt indebærer af pligter, er meget lille. Han ser kun gevinsterne (måske især de økonomiske) derved.

Løkke er alt det, som han beskylder den nye skatteminister for at være.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sammenhængen mellem den nye skattteminister og Øko-ugen

Udgivet den af
1

Dét er økologisk uge her i uge 36.

Formålet med den økologiske uge er selvsagt at øge opmærksomheden på vigtigheden af at spise sundt og at have et bæredygtigt landbrug – og her spiller økologien en afgørende rolle.

Derom ingen tvivl. Det er der desværre heller ikke om, at økologiske varer for mange danskere er altfor dyre. Ja, at selv ikke-økologisk frugt, grønt og kød ofte koster for meget for de mange danskere, der spises af med en overførselsindkomst, der er altfor lille til at noget menneske kan leve et værdigt liv

Det skal der laves om på – og det er derfor essentielt, at momsen bliver sænket på de sunde fødevarer – hvis ikke den ligefrem skal helt væk.

Dét kunne så passende være en god første opgave for den nye skatteminister Benny Engelbrecht (S), der i 2011 sammen med parti-kammeraten og det nuværende EU-parlamentsmedlem Christel Schaldemose skrev bogen “Foodfight.eu – din kost bestemmer, hvem du er – men hvem bestemmer, hvad du spiser?”.

I bogen kan man læse, at kampen for den gode mad og det gode liv er en del af venstrefløjens værdikamp.

Bogen hævder videre, at samfundet har givet fødevareindustrien alt for frie tøjler. Men at dén uskik heldigvis kan – og skal – stoppes politisk.

Danmarksbloggen er enig og vil anbefale at starte med at sætte momsen på sunde fødevarer ned. Resultatet bliver sparede sundhedsudgifter, mere sunde og glade danskere – og en fødevareindustri, der bliver nødt til at tage ansvar for andet end bundlinien.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 21: Det unge demokrati, 1864 og Europas svigerfar

Udgivet den af
Svar

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

DET UNGE DEMOKRATI, 1864 OG EUROPAS SVIGERFAR

Da vi vandt Treårskrigen i 1850, ville jublen ingen ende tage. De danske soldater gik triumferende sejrsmarcher, og der blev sunget højt om den tapre landssoldat. Ingen – eller i hvert fald meget få – var i stand til at se gennem sejrsrusen og få øje på den store trussel, som lå fra vores store nabo mod syd: Et forenet Tyskland under jernkansleren Bismarck – og et Tyskland, hvor alle nu mente, at Danmark undertrykte alle tyskere i hertugdømmerne.

Det spritnye danske demokrati (Grundloven er som bekendt fra 1849) var nemlig i dén grad overbevist om sin egen fantastiske styrke, selvom vi i tiden mellem Treårskrigen og 1864 havde ikke færre end elleve forskellige regeringer. Demokratiet var nyt og spinkelt, og alt skulle afprøves samtidig med at landet gennemgik store forvandlinger.

I København forsvandt voldene efter den store kolera-epidemi – og byen kunne begynde sin udvikling mod at blive den moderne storby, som København er i dag.

Industrialisering, urbanisering og meget andet, der blev betragtet som et stort fremskridt tog fart. Jernbane, dampskibe og en generel øget trafik var både midlet og billedet på den nye tid. Og Danmark var – til trods for tabet at Norge i 1813 og statsbankeroten i 1814 – igen på vej frem.

Men så ramte ulykken. Den danske grundlov gjaldt ikke nede i hertugdømmerne Slesvig-Holstein. Men nu lavede politikerne en fællesforfatning, der gjaldt for Danmark og Sønderjylland, men ikke for Holsten. Forfatningen var i dén grad i strid med de gamle regler, der stillede hele området frit. Men man håbede, at såvel Sverige-Norge, England og Rusland ville komme Danmark til hjælp, hvis det endte med krig.

Det gjorde dét – men ingen kom Danmark til undsætning.

Tyskerne havde derimod ikke glemt Treårskrigen og det de mente var dansk undertrykkelse af alt tysk, og da Tyskland samtidig havde brug for en prøveklud, inden det store angreb mod Frankrig, så var det ligefor med en krig. Valget faldt på Danmark, der så uklogt fægtede med den nye forfatning, som kongen Frederik d. 7. ikke engang havde nået at underskrive, inden han pludselig døde 15. november 1863.

Den nye konge – Christian d. 9. – ville først ikke skrive novemberforfatningen under, da han vidste, at den betød krig. Men d. 18. november 1863 gjorde han det – stærkt presset – alligevel. Den gjaldt fra 1. januar 1864.

Angrebet fra Tyskland måtte komme – og det kom midt i januar 1864 mod et Danmark, som ikke havde holdt hæren og forsvarsværkerne ved lige, men hvor soldaterne stadig var udrustede med de gammeldags forladede geværer, mens tyskerne var professionelle soldater med moderne våben, bla bagladede geværer.

Krigen blev kort, men ubarmhjertig og hård. I den kolde vinter og det tidlige forår mødtes de to hære: Den danske på cirka 40.000 mænd, de fleste ganske uerfarne, og den tysk-østrigske på 57.000 mænd med tre års militæruddannelse bag sig.

Det måtte gå galt, og det gjorde det også. Vi vandt dog – pga tågen og tysk fejlvurdering – slaget ved Mysunde 2. februar, men så kom nederlagene ved Dannevirke og Sankelmark. D. 6. februar var krigen reelt afgjort og kunne være sluttet med et tilbud om forhandlinger under international mægling.

Men nej, det danske folk blev grebet af panik og nationalfølelse – og de nye politikere fulgte folkestemningen. Så krigen varede 2½ meningsløse måneder mere – helt indtil det sidste slag 18. april ved Dybbøl Mølle.

Så var det hele afgjort – og ved de efterfølgende fredsforhandlinger bed Tyskland sig fast. Grænsen kom til at ligge ved Kongeåen – og mere end 200.000 danskere var nu tyske og skulle være så i små 60 år

Hvad udad tabes, må indad vindes, blev der sagt – og Danmark har lige siden det skæbnesvangre år 1864 opfattet sig selv som et lille stat og ikke som en stormagt. Ja, selvopfattelsen som lille og ubetydelig i kombination med andedamsmentaliteten om at have nok i os selv er først nu 150 år ved at vende, bla pga den danske deltagelse i både Irak og Afghanistan – men også via den rolle, som Danmark prøver at spile i EU – trods de danske forbehold – og i FN.

I kongehuset har man dog hele tiden set udad, netop på dén tid, hvor Danmark blev lille, fik man placeret sønner og døtre overalt på tronen i Europa. Frederik d. 7. døde i 1863 – og dermed uddøde også den oprindelige gren af den danske kongeslægt, den oldenborgske. Men en anden gren – den glückborgske – tog over med Christian d. 9. og hans dronning Louise.

Og deres børn blev næsten alle kronede hoveder: Den ældste søn, Frederik d. 8, blev selvsagt konge af Danmark, datteren Alexandra blev dronning af England, datteren Dagmar blev zarina i Rusland, og sønnen Vilhelm blev konge af Grækenland under navnet Georg d. 1. Derudover blev datteren Thyra hertuginde af Cumberland, og sønnen Valdemar blev valgt som konge af Bulgarien, men valgte dog at takke nej og blive i Danmark.

Christian d. 9. har derfor også siden været kendt som Europas svigerfar, og hver sommer mødtes den store familie på slottet Fredensborg i Nordsjælland, hvor de holdt sommerferie og talte sammen – noget som kansleren nede i Tyskland ikke brød sig om. Han mente, at de smedede rænker mod ham, og måske er der også blevet snakket politik.

Men somrene på Fredensborg var først og fremmest en familiesammenkomst, hvor travle kongelige fra mange lande, der ofte ikke sås ellers i løbet af året, kunne være sammen et par uger og holde ferie og nyde livet

For nu var det at holde ferie og slappe af blevet moderne hos de kongelige og en lille privilegeret overklasse.

For langt de fleste danskere drejede livet sig dog ikke om, hvorvidt man skulle spille kroket eller i stedet spadsere en tur i en blomstrende park. Nej, de fleste danskere kæmpede simpelthen for at overleve i et samfund, hvor skellene mellem rig og fattig var enorme, og hvor livet året rundt var et slid for det daglige brød.

Og netop forskellen mellem rig og fattig, industrialisering, vandring fra land til by og urbanisering skal det handle om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956
Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke: http://danmarksbloggen.dk/?p=4019
Grevens Fejde og Reformationen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4129
Christian d. 4 og København gøres stor: http://danmarksbloggen.dk/?p=4142
Frederik d. 3, Enevælden, Kvindefejden
og Tabet af Skåne-landene: http://danmarksbloggen.dk/?p=4363
Oplysningstid, Det Florissante Eventyr
og Store Nordiske Krig:http://danmarksbloggen.dk/?p=4457
Christian d. 7., Struense og Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=4512
Frederik d. 6., statsbankerot og tabet af Norge: http://danmarksbloggen.dk/?p=4588
Guldalderen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4653
Nye tanker op mod 1849: http://danmarksbloggen.dk/?p=4717
Frederik d. 7., Grundlov og Treårskrig: http://danmarksbloggen.dk/?p=4790

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vestagers EU-exit er Thornings chance

Udgivet den af
1

De radikales leder Margrethe Vestager skal være Danmarks nye EU-kommisær. Noget, som Danmarksbloggen forudså allerede for  et par uger siden. Læs her: http://danmarksbloggen.dk/?p=5300

Og som skrevet dengang er Vestagers exit til EU en gylden chance for Thorning for at – også reelt – overtage regeringsmagten for alvor.

For nok har Thorning på papiret været leder og statsminister i snart tre år, men i realiteternes verden har hun meget begrænset af og styret af netop Vestager, der ikke uden grund er blevet kaldt for dronning Margrethe internt på Borgen.

Vestagers formodede efterfølger skatteminister Morten Østergaard har nemlig slet ikke samme styrke eller samme pondus som Vestager, hverken internt i regeringen eller i forhold til vælgerne.

Så nu lysner det for Thorning og socialdemokraterne, der har et år tilbage inden næste valg til (for første gang i de fire år) at føre socialdemokratisk politik.

Vestagers EU-exit er simpelthen Thornings – måske eneste – chance for at  skabe grundlaget for at kunne blive genvalgt som statsminister i Danmark.

Men det kan lade sig gøre. For et år er lang tid – og der kan ske meget på 52 uger, især i dansk politik.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Folkemøde – nu også på Møn

Udgivet den af
Svar

Folkemøde – det er da noget, der foregår på Bornholm op mod sommerferien, ikke?

Ikke kun. For nu vil Møn også være med i legen – og inviterer derfor til folkemøde i morgen lørdag d. 23. august kl. 11-16.

Læs mere her: https://www.facebook.com/folkemodemon

Og det er lykkedes øboerne i Vandkants-Danmark – som de ynder at kalde sig selv – at få prominente navne som fx folketingets formand Mogens Lykketoft og den konservative Brian Mikkelsen til at komme til øen, der ellers er mest kendt for sin klint, den store, imponerende Møns Klint, som dog ikke har noget med folkemødet at gøre.

Det har derimod HB-medlem i Socialdemokratiet Lise Lotte Møller, der også er formand for Socialdemokraterne i Vordingborg kommune, hvor Møn lægger.

Hun siger: Vi er meget glade for at kunne invitere til politisk festival her på Møn. Vi tror nemlig på, at det er vigtigt for demokratiet og Danmarks udvikling, at politikere, meningsdannere og danskere møder hinanden og får snakket sammen – også udenfor de almindelige kanaler.

Hun fortsætter: Folkemødet her på Møn er derfor heller ikke en konkurrent til folkemødet på Bornholm. Nej, vi trækker i stedet begge på samme hammel og er begge med til at vedligeholde og styrke demokratiet i Danmark.

Danmarksbloggen ønsker Folkemødet på Møn en god dag med mange besøgende og nogle spændende debatter.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk