Berlinmuren opfordrer til oprør i 2014

I dag er det 25 år siden, at en hel verden forundret så til, mens Berlinmuren blev væltet, og jublende folkemængder trængtes over grænsestederne, over Berlinmuren og i Berlins gader. Det, som ingen havde troet ville ske i deres livstid, blev nu en realitet: De to tyske lande blev igen forenet til et samlet Tyskland.

Men i vore dage lever vi endnu med konsekvenserne af den bevægende novemberaften og –nat for 25 år siden:

Europa er stadig delt i en rig vestlig del og en fattigere østlig del, og de eneste, der for alvor har vundet på den kolde krigs ophør, er kapitalen, der nu kan flytte endnu mere rundt med virksomheder, investeringer og arbejdspladser – og derfor maksimere sin indtjening, mens de europæiske landes regeringer, både indbyrdes i EU og også hjemme i de enkelte lande, må slås om krummerne fra kapitalens bord.

Krummer, der langtfra er nok til at dække udgifterne til sygehuse, skoler, veje og alt den anden velfærd, som er så meget vigtigere end nogle få rige menneskers ufattelige luksus.

Det er ikke okay – og det er på tide at gøre, som østtyskerne gjorde det i Leipzigs Nikolaikirche op til Berlinmurens fald: Nemlig at samles hver mandag til fælles bøn og stearinlys under ledelse af initiativtageren præst Christian Führer.

For folket kan gøre en forskel – folket kan vælte mure … i 1989 og i 2014

I starten i maj 1989 var der ikke så mange, som kom til kirken i Leipzig. Men så begyndte folk at komme – og så startede det østtyske hemmelige sikkerhedspoliti Stasi med at lægge dem hindringer i vejen, både fysisk og psykisk.

Men de kom alligevel, unge og gamle, fra nær og fjern. Kom til et af de eneste steder i DDR, hvor de kunne udtrykke sig frit og være mennesker. Og Christian Führer blev også ved med at tale om menneskeværd og ikke-vold.

Og en måned inden Berlinmurens fald var der 70.000 mennesker i og omkring kirken, der med tændte lys råbte: Wir sind das Volk. Vi er folket.

Eller som Occupy siger det i dag: Vi er de 99%.

Og til sidst – lige inden Berlinmurens fald – var der svimlende 320.000 mennesker, som samlede sig i og omkring Leipzigs Nikolaikirche under ledelse af præst Christian Führer.

Han døde desværre i sommers af sygdom, men læs hele historien her, skrevet af undertegnede: http://www.kristendom.dk/pr%C3%A6ster-og-politik/2014-11-05/pr%C3%A6sten-der-v%C3%A6ltede-berlinmuren

Og overvej om ikke en tilsvarende protest var på tide?

For vi er folket. Wir sind das Volk.
Og mure kan væltes – og magten kan skifte.

Dét er læren fra Berlinmurens fald.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Venstres humanisme-kløft og den hellige gris

Venstre ved du, hvor du har, siger Venstres logo.

Dét holder så ikke længere. Dét kommer nemlig meget an på, om vi taler om ældre eller yngre Venstre-medlemmer.

Ældre Venstre-medlemmer taler således (stadig) meget om menneskets ret til frihed, og om vigtigheden af at behandle alle mennesker lige og med respekt – samt at sikre alle en vis levestandard.

Dé tanker og holdninger er imidlertid helt væk hos yngre Venstre-medlemmer som fx Inger Støjberg, Lars Løkke, Søren Pind, Carl Holst og Peter Christensen m.fl.

Her er man tværtimod ved at falde over fødderne på Dansk Folkeparti, når det drejer sig om, hvem der kan være mest fremmedfjendsk – og Liberal Alliance, når det drejer sig om, hvem der kan skabe mest social ulighed i Danmark.

Der er altså tale om en endog meget stor humanisme-kløft i Venstre, hvor de ældre må græmme sig, når de ser de yngres totale mangel på respekt for det enkelte individ og det enkelte individs muligheder.

En frihed og individualisme, som ellers engang var en mærkesag for Venstre – men nu er alt det med individet væk hos Venstres ledende medlemmer, der istedet danser om kapitalens og fremmedhadets hellige gris, mens de skriger højt om frihed …

Frihed for hvem?, spørger Danmarksbloggen.

I hvert fald ikke for de svage og de udsatte – og heller ikke for dem selv. Men det har de yngre Venstre-medlemmer nok ikke opdaget endnu.

Dansen om den hellige gris optager dem helt og fuldt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Jan Johansen – i den sorte eller den røde bog?

Socialdemokraternes boligordfører Jan Johansen stemte i går for Enhedslistens forslag om at halvere genoptjeningsperioden for dagpenge fra 12 til seks måneder.

Han gik dermed imod hans eget parti og regeringen, men var som han selv sagde det “forpligtet over for sine vælgere og sin samvittighed.”

Politiske kommentatorer var også efterfølgende hurtigt ude og tale om, at nu var Jan Johansen skrevet op i statsministerens sorte bog.

Det kan sagtens være. MEN han blev også skrevet op i vælgernes og potentielles vælgeres røde bog … og på listen hos de politiske kollegaer, der mener det samme som han.

For det er ikke alle – heller ikke på Christiansborg og heller ikke blandt socialdemokraterne – der er enige i den lyseblå version af socialdemokratisk politik, som føres i øjeblikket.

Og skulle der ske det, at regeringsmagten skifter ved næste valg, kunne Danmarksbloggen godt forestille sig – og håbe, at en mere rød og medmenneskelig version af socialdemokrater kunne komme til magten i Socialdemokratiet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

USA i dag – Danmark i morgen …

Amerikanerne har været til midtvejsvalg i en tid, hvor de sociale skel i USA bliver stadig større og større – og dét i en grad, så ikke kun USA, men også blandt andet England er kraftigt på vej tilbage til det skarpt opdelte klassesamfund, som Charles Dickens skrev om tilbage i 1800-tallet.

Et samfund, hvor få har det hele og de fleste har ingenting.

Dét er en grum virkelighed, der også kan blive én dansk virkelighed, hvis vi fortsætter af den vej, som vi for alvor slog ind på, da Fogh-regeringen kom til for små 15 år siden.

For sidenhen er Danmark i dén grad blevet tilbageudviklet.

Skævheden i det danske samfund er nemlig blot øget og øget, hvad der også beskrives i bogen “Klassekamp fra oven”, som Danmarksbloggen anmeldte i går. Læs anmeldelsen her:http://danmarksbloggen.dk/?p=5759

Den gode nyhed er så, at vi kan gøre noget ved det. For social ulighed er ikke en naturlov, men et politisk valg – og vi kan vælge at fordele goderne bedre.

Vælge som østtyskerne gjorde det for 25 år siden at mødes og samlet sige til magthaverne: Wir sind das Volk. Vi er folket.

Eller som Occupy-bevægelsen siger det idag: Vi er de 99%.

Vi er også nødt til at vælge fællesskabet og solidariteten, hvis velfærden og demokratiet skal have en chance. For fortsætter vi som nu, med at de rige bliver rigere, de fattige fattigere, og alle kun tænker på sig selv, så betyder det social uro på den korte bane og revolution/anarki/diktatur på den lange.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”OPI – Debat og perspektiv.”

Mediehuset DenOffentlige har udgivet deres første bog ”OPI – Debat og perspektiv. En blogstafet fra DenOffentlige”.

Det er DenOffentliges redaktør Nick Allentoft, der sammen med projektleder på Syddansk Sundhedsinnovation, Region Syddanmark Susan Dalum står for bogen.

Bogen, der består af både nye indlæg og indlæg allerede publiceret på DenOffentlige, er et absolut ”must” at læse for enhver, der er interesseret i velfærd – og måske især i hvordan vi i Danmark bevarer og videreudvikler vores velfærd.

For det er et af de få – ja, måske endda det eneste – samfundsmål, som alle politiske partier og alle danskere er enige om: At vi vil beholde vores velfærdssamfund.

Så kan vi diskutere, hvordan velfærdssamfundet skal opbygges, finansieres og så videre – men at velfærden skal sikres, er alle danskere enige om – også i ”OPI – Debat og perspektiv.”

Inden man går i gang med læsningen af de 15 indlæg fra blogstafetternes deltagere (side 17 til side 88), kan det dog anbefales at læse indledningen, første kapitel samt de to sidste kapitler. Her får man nemlig en grundig indføring i, hvad OPI er, det tre-årige OPI-Lab, og hvordan OPI i skrivende stund folder sig ud i Danmark, både generelt og i konkrete eksempler.

Men kort fortalt drejer OPI sig om, hvad det offentlige og det private sammen kan skabe af nye initiativer, forbedrede arbejdsgange, teknologiske landvindinger og andet i bestræbelserne på at udvikle en bedre og mere lønsom velfærd – deraf også navnet: OPI, der står for Offentlig, Privat og Innovation.

Blogstafetternes deltagere er som nævnt 15 videns- og indflydelsesrige personer fra hele Danmark. Nogle af dem er kendte som fx EU´s konkurrencekommisær og tidligere økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager, finansminister Bjarne Corydon, Dansk Folkepartis leder Kristian Thuelsen Dahl, FOA´s formand Dennis Kristensen og formand for FTF Bente Sorgenfrey. Mens andre er mere ukendte for den brede offentlighed som fx KL´s relativt nye formand Martin Damm, regionalpolitisk direktør for Danske Regioner Gitte Bengtsson og direktør for Højteknologifonden Carsten Orth Gaarn-Larsen. Erhvervslivet er også repræsenteret ved fx administrerende direktør i Dansk Industri Karsten Dybvad og direktør for Philips Healthcare Danmark Ulrik Rokkedal Therkildsen.

Det er altså en bred vifte af interesser og organisationer, der kommer til orde i ”OPI – Debat og perspektiv”. Der er derfor også mange forskellige emner – og meninger – oppe at vende i løbet af blogstafetten.

Og det kan have sine fordele, da det giver et fint overblik over mange af de relevante problemstillinger. Men det kan også have sine ulemper, da man som læser godt kunne tænke sig, at der blev gået mere i dybden med nogle emner.

Følgende emner baseret på de 15 blog-indlæg kunne det derfor – efter Danmarksbloggens mening – være både spændende og relevant at få yderligere belyst:

1)    Kan man overhovedet – og i så fald hvordan – få de private aktører interesseret i at være med til at videreudvikle velfærden uden at det nødvendigvis kan aflæses på deres bundlinie – ihvertfald indenfor en overskuelig tid?

2)    Og hvor langt ind i det offentlige maskinrum skal de private virksomheder have adgang? Og hvilke beføjelser skal de private virksomheder evt. have dér?

3)    Og tilsvarende: Hvor langt ind i de private virksomheders maskinrum skal de offentlige institutioner have adgang? Og hvilke beføjelser skal de offentlige institutioner evt. have dér? Bemærk: Her tales ikke om skat og andre myndigheder, men om offentlige institutioner, der arbejder med velfærdsydelser.

4)    Kan OPI skabe jobs i eksisterende virksomheder – og institutioner? Hvordan?

5)    Kan OPI skabe nye virksomheder eller/og offentlige arbejdsplader? Hvordan?

6)    Hvordan sikrer vi, at relevante OPI-erfaringer dokumenteres og lagres, så andre også kan få glæde af dem – og den dybe tallerken ikke skal opfindes to eller måske ti gange? Er de allerede etablerede samarbejder gode nok til at løfte dén opgave? Og hvad er i den forbindelse status for det samlede kompetence-center, som DI`s adm. direktør John Klarskov foreslår i blogstafetten?

7)    Velfærd som eksport: Kan Danmark tjene penge på OPI? Hvordan?

8)    Hvordan ser fremtiden ud for OPI, nu hvor de første tre års finansiering er forbi?

9)    Og endelig: Hvad handler velfærdsteknologi i bund og grund om? Vasketoiletter og spisearme alene gør det jo ikke. Ejheller ledelse, proces og kommunikation. Velfærd handler stadig først og sidst om varme hænder – om mennesker af kød og blod. Handler om dig og mig og alle andre, når vi er børn, gamle, syge eller i øvrigt har brug for hjælp i livet.

Derudover kunne det give god mening med en principiel diskussion af den strukturelle forskel, som der er på en offentlig institution, der selvfølgelig skal leve op til diverse krav om effektivitet og value-for-money, men som ikke skal generere et økonomisk overskud som en privat virksomhed er nødt til, hvis den private virksomhed skal overleve og gerne også vækste.

For netop dén forskel, som der er på økonomisk incitament hos de to aktører, spiller en afgørende rolle for, hvordan den enkelte virksomhed og den enkelte institution kan agere, både i forhold til ydelser, kunder, brugere, ansatte, innovation, kommunikation og ledelse.

Det er derfor også en forskel, som det efter Danmarksbloggens mening kunne give god mening – og mere velfærd – at undersøge nærmere. For kun ved at få forskellen mellem en privat virksomhed og en offentlig institution kortlagt og beskrevet, kan der for alvor bygges bro – og skabes mere og bedre OPI – mellem to på mange måder meget forskellige aktører: De offentlige myndigheder og de private virksomheder.

Eller sagt ligeud: At definere og beskrive de forskelle og en mulig bro imellem dem kunne være en opgave, der efter Danmarksbloggens mening lægger lige til højrebenet for Mediehuset DenOffentlige, som med deres nye bog ”OPI – Debat og perspektiv” er med til at højne vidensniveauet og give samfundsdebatten i Danmark et vægtigt indspark.

Måske det endda kunne blive til en ny debat-blog-bog med dét emne?

Det kunne være spændende. Danmarksbloggen bidrager gerne og glæder sig til fortsat at følge og skrive om Mediehuset DenOffentlige og deres arbejde. Der er noget at tage fat på i fremtidige artikler og bøger.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fredagsoplæg: Dan Park og de ni billeder

Så er det fredag – og dermed tid til Danmarksbloggens serie:

Fredagsoplægget til en værdi-debat med udgangspunkt i aktuelle problemstillinger

Denne fredags værdi-oplæg handler om noget, der i dén grad har oprørt sindene i den senere tid:

Dan Park og de ni billeder, der udstilles i Danmark

Den svenske gadekunstner Dan Park blev idømt seks måneders fængsel i Sverige for racisme. Hans billeder af fx sorte mænd med løkker om halsen virker også voldsomme  og er med kunstnerens egne ord skabt for at provokere og udfordre ytringsfriheden.

Men er Dan Park politisk aktivist eller naiv kunstner? Det spørgsmål er slet ikke ordentlig belyst.

Den oprindelige udstilling i Sverige var på 31 billeder, men det var kun ni af dem, som Dan Park blev dømt for.

Og netop de ni billeder blev i går vist på Christiansborg, hvor Dansk Folkeparti og Trykkefrihedsselskabet var gået sammen om at vise dem for en inviteret skare. Næste uge udstilles billederne et endnu hemmeligt sted på Østerbro.

Billederne skulle oprindelig have været vist på Galleri Hornsleth & Friends i Bredgade i København, men efter hærværk samt at være blevet truet på livet, turde galleriejer Kristian von Hornsleth ikke udstille dem alligevel.

Der er mange aspekter i den her sag.

Ét er dog helt sikkert: Det er 100% forkert at true nogen på livet, som Kristian von Hornsleth er blevet det.

Men resten af sagen er hverken 100% eller 0%. Hverken fugl eller fisk, selvom det handler om menneskeværd, ytringsfrihed og mange af vores andre højt besungne værdier.

For ja, vi har ytringsfrihed i Danmark som i resten af Norden – og det skal vi blive ved med at have. Så Dan Park kan selvfølgelig i den forstand lave lige den kunst, som han vil. Men hvis den kunst overtræder lovgivningen som fx blasfemi- eller racismeparagrafferne, så skal det selvfølgelig få retslige konsekvenser for kunstneren.

Sådan er det i en retsstat.

Det er derfor meget enkelt. For såvel i Sverige som i Danmark har vi et system, der holder, hvis altså vi bruger det – og ikke selv mener, at vi har retten til at re-definere alting hele tiden. For selvfølgelig skal Dan Park ikke tillades hverken mere eller mindre end alle andre.

At være kunstner gør nemlig ikke, at man er hævet over samfundet – men kunstnere bør omvendt også nyde de samme rettigheder og beskyttelse som alle andre.

En krølle på halen er så, at det at Dansk Folkeparti og Trykkefrihedsselskabet kun udstiller de ni billeder, som Dan Park er dømt for i Sverige – og ikke samtlige 31 gør udstillingen til en politisk demonstration – og ikke et spørgsmål om kunst.

Man kan derfor også kun fortsat spørge ind til de dybere motiver om, hvorfor Dan Park så gladeligt lader sig spænde for lige netop dén politiske vogn?

Drejer det hele sig i virkeligheden – også for Dan Park – om andet og mere end blot en demonstration for en blind og grænseløs ytringsfrihed? Er svenskeren politisk aktivist eller naiv kunstner? Danmarksbloggen er ikke sikker.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Arbejder-comeback i Socialdemokratiet

Er arbejderne ved at gøre comeback i Socialdemokratiet?

Det hele startede med, at Benny Engelbrecht først i september blev skatteminister. En opgave, som han i øvrigt må formodes at løse godt, siden hverken de blå medier eller de borgerlige politikere har været ude og sige noget om ”endnu en skatteminister” og ”hvad skal vi med en på posten, som ikke er specialuddannet?”

Men altså den ikke-uddannede Benny Engelbrecht sidder som skatteminister.

Og nu er det så havnearbejderen Leif Lahn Jensen, der bliver socialdemokraternes nye gruppeformand. Altså endnu en ikke-akademiker på en væsentlig post.

Ude i kulissen står også Matthias Tesfaye og venter på at komme ind på Christiansborg igen, hvor han må forventes at nå vidt – også han er ikke-akademiker, men murer.

Og så har skatteminister Benny Engelbrecht gjort Danmarksbloggen opmærksom på, at også beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen, der oprindelig arbejdede som postbud, hører til på listen. Danmarksbloggen takker Benny Engelbreht for reminderen og skynder sig at skrive Henrik Dam Kristensen på.

Altså: Fire fremtrædende socialdemokrater, der ikke er akademikere, men arbejdere og håndværkere. Dét er meget bemærkelsesværdigt og noget, som det gamle arbejderparti trænger til for at genrejse sig som et folkets parti.

Nu mangler så blot, at der til listen også føjes en arbejdsløs, gerne en der har mistet sine dagpenge og som må klare sig på kontanthjælp. Eller rettere med de nuværende regler: Vand og almisser.

I så fald en sådan mand/kvinde kan findes og overtales til at stille op, så vil arbejderne og de svage ikke blot være fine ord i en socialdemokratisk valgkamp, nej de vil alle sidde med ved bordet.

For skal man ændre noget for alvor i Danmark, så foregår det ved det store bord på Christiansborg.

Derfor giver det også så god mening at få alle grupper repræsenteret ved dét bord – og ikke kun de velstillede og veluddannede, uanset hvad politiske holdning, som man end måtte have.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 28: Ungdomsoprør, Dronning Margrethe d. 2 og EF

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

Ungdomsoprør, Dronning Margrethe d. 2. og EF

Verden blev stadig mindre op igennem 1960-tallet, og ungdomsoprøret er da heller ikke opfundet i Danmark.

Det kom fra USA, hvor en kritisk ungdom var træt af de voksne og deres prioriteter – og især det at så mange unge døde i en krig i Vietnam, som de unge intet formål kunne se med. Borgerrettighedsbevægelser, kvindebevægelsen og mange andre forlangte derfor indflydelse på deres eget liv og muligheder.

Danmark var ikke med i Vietnam, men foragten for autoriteterne og ønsket om en ny og bedre verden havde de danske unge i slutningen af 1960´erne tilfælles med deres ligesindede over hele den vestlige verden.

Et oprør, der stadig har konsekvenser i vor tid, var derfor på vej.

Nu skulle de gamle magtstrukturer styrtes, og en ny og bedre verden med frihed og lighed for alle skulle træde i stedet. Det var de unge – og nogle af de ældre – enige om. Hvad det så helt konkret betød, var der ikke altid klarhed over. Men der skete alligevel store forandringer, som gjorde at samfundet blev mindre autoritært.

Og som en konsekvens deraf begyndte vi at tale om, forhandle om og aftale os frem til tingene … på tværs af alle de grænser og skel, som tidligere lå som uovervindelige barrierer mellem de forskellige sociale klasser, generationer og køn.

Sådan har vi det stadigvæk – til dels, for i vor tid bygges barriererne desværre op igen – ivrigt tilskyndet af nogle magt- og mediestrukturer, der tjener egne interesser mere end de tjener folkets.

I Danmark startede ungdomsoprøret med at nogle psykologistuderede i 1968 besatte deres institut, fordi de ville have indflydelse på ledelsen og indholdet af deres studie. Professorvældet skulle styrtes fra deres magtposition.

Det samme skulle mændene, så kvindelejre blev også et hit. En af de mest populære var den på Femø, der stadig afholdes flere uger hver sommer. For nu ville kvinderne være frie og lige – og et afgørende gennembrud her var loven om fri abort fra 1973.

Militæret stod også for skud – og i efteråret 1971 blev Fristaden Christiania etableret, da unge brød igennem plankeværkerne omkring Bådsmandsstræde. Et samfund i samfundet med ultimativt demokrati og frihed blev skabt. En Fristad, som stadig er en torn i øjet på mange danskere – men ikke hos Christianias naboer på Christianshavn, der nu i mere end 40 år har levet i et smukt papirløst forhold med Fristaden.

Og midt i al denne frigørelse skulle vi stemme om dansk optagelse i EF.

Meningerne var meget delte. Landbrug og industri pressede på for et ja. Såvel Konservative, Venstre, Radikale og Socialdemokratiet anbefalede et ja under henvisning til dansk landbrug og eksport til især England, der også var blevet medlemmer. Kun det nye parti – udbryderne fra kommunisterne – SF anbefalede et nej – sammen med Folkebevægelsen mod EF.

Afstemningen fandt sted 2. oktober 1972 – og danskerne stemte ja.

Ingen havde dog forudset, at Danmarks statsminister Jens Otto Krag indleverede sin afskedsbegæring dagen efter afstemningen i direkte forlængelse af hans sidste tale som statsminister ved Folketingets åbning. Men hans parti var splittet i EF-spørgsmålet og han var om noget personificeringen af EF-afstemningen.

Så Jens Otto Krag gav magten videre til Anker Jørgensen, der var børnehjemsdreng og arbejder – og den sidste af sin slags i spidsen for Danmark – om ikke altid, så dog i mange år.

For siden Anker og indtil i dag har det nemlig udelukkende været akademikere, der har været statsministre i Danmark: Fra cand. jur. Poul Schlüter, cand. polit. Poul Nyrup Rasmussen, cand. oecon. Anders Fogh Rasmussen, cand. jur. Lars Løkke Rasmussen og endelig cand. scient. pol. Helle Thorning-Schmidt.

Og så fik Danmark – blot tidligere i 1972 – sin første regerende (også officielt) dronning, nemlig Margrethe d. 2. For nok kaldes hun Margrethe d. 2. Men hende som vi kalder Margrethe d. 1. var aldrig dronning af Danmark, og der var faktisk også en anden Margrete, der regerede på sin søns vegne. Læs mere om det her: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956

Men naturligvis gav det historisk og PR-mæssigt god mening for den kun 32-årige dronning at antage navnet Margrethe d. 2.

Så det gjorde hun, og dagen efter faderens død, en iskold vinterdag i januar 1972 trådte Margrethe d. 2. – sortklædt og fattet – ud på balkonen og modtog folkets hyldest og sympati.

En ny monark og et nyt årti havde for alvor taget sin begyndelse. Det skulle vise sig at blive et noget mere problematisk årti end det foregående.

Og netop 70´ernes kriser – og 80´ernes kartoffelkure – skal det handle om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956
Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke: http://danmarksbloggen.dk/?p=4019
Grevens Fejde og Reformationen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4129
Christian d. 4 og København gøres stor: http://danmarksbloggen.dk/?p=4142
Frederik d. 3, Enevælden, Kvindefejden
og Tabet af Skåne-landene: http://danmarksbloggen.dk/?p=4363
Oplysningstid, Det Florissante Eventyr
og Store Nordiske Krig:http://danmarksbloggen.dk/?p=4457
Christian d. 7., Struense og Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=4512
Frederik d. 6., statsbankerot og tabet af Norge: http://danmarksbloggen.dk/?p=4588
Guldalderen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4653
Nye tanker op mod 1849: http://danmarksbloggen.dk/?p=4717
Frederik d. 7., Grundlov og Treårskrig: http://danmarksbloggen.dk/?p=4790
Det unge demokrati, 1864 og Europas svigerfar: http://danmarksbloggen.dk/?p=5395
Industrialisering, arbejderbevægelse
og andelsbevægelse: http://danmarksbloggen.dk/?p=5434
Parlamentarisme og kvindernes stemmeret: http://danmarksbloggen.dk/?p=5476
Første Verdenskrig, Genforeningen
og Påskekrisen: http://danmarksbloggen.dk/?p=5518
Brølende 20´ere og kriseramte 30´ere: http://danmarksbloggen.dk/?p=5548
Anden Verdenskrig, besættelse
og befrielse: http://danmarksbloggen.dk/?p=5589
Kold krig og velfærdssamfund: http://danmarksbloggen.dk/?p=5611

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fredagsoplæg: Egen karriere versus at være folkevalgt

Så er det fredag – og dermed tid til Danmarksbloggens serie:

Fredagsoplægget til en værdi-debat med udgangspunkt i aktuelle problemstillinger

Denne fredags værdi-oplæg handler om noget aktuelt:

Egen karriere versus at være folkevalgt

Danmark vågnede op til noget af en overraskelse her til morgen: Karen Hækkerup stopper som justitsminister for at blive ny direktør (efter Søren Gade) i Landbrug & Fødevarer.

Hækkerup begrunder det med, at hun altid har villet noget andet efter at have været minister.

Og det kan jo lyde fint nok, måske især hvis hun havde meldt ud omkring det i forvejen.

For det ville – alt andet lige – også klæde Hækkerup at vente til efter valget.

På den måde her kommer det nemlig let til at se ud, som om hun bare har brugt minister-taburetten som springbræt for sin egen karriere.

Dagens spørgsmål er derfor: Hvad er vigtigst for en minister? At sørge for egen karriere – eller at være tro mod det regeringsprojekt, som man er en del af?

Og hvad med forpligtelsen overfor ens valgkreds?

Og er – når det kommer til stykket –  disse individuelle valg blot et naturligt udtryk for vor tids store egoisme?

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

25% (spild)tid inden valget

Så NU er der snart folketingsvalg, lyder det triumferende fra en sensationshungrende presse – og fra de politikere, der løber bagefter i det evigt-snurrende politiske hamsterhjul.

Gårsdagens Folketingsåbning var da også den sidste inden næste folketingsvalg, som skal finde sted senest midt i september 2015.

Der er altså næsten et helt år tilbage af valgperioden, hvis den får lov til at løbe samtlige fire år. Omregnet til procenter bliver det til næsten 25% af den tid, som en valgperiode ialt varer.

25%, som medier og en del politikere bruger til valg og valgkampagne istedet for at gøre noget ved Danmarks sager nu, hvor de sidder på Tinge.

Oversat til arbejdsmarkedet (som politikerne ellers elsker at sammenligne alt med) svarer denne praksis til, at man stopper med at arbejde henad torsdag eftermiddag. For nu er det jo snart weekend, og man skal også lade op til på mandag.

Jeg tror ikke, at mange arbejdspladser – såvel offentlige som private – ville acceptere en sådan praksis hos medarbejderne uge efter uge. Men i det politiske liv går det forrygende med at bruge den sidste fjerdedel af en valgperiode på at puste sig selv op og snakke om fx nøgler, som Løkke gjorde det igår.

Dét er skræmmende – især fordi vi taler om praksis hos de mænd og kvinder, der styrer Danmark. Det mindste vi burde kunne forvente var, at de arbejdede med Danmarks sager – og ikke deres eget gen- eller nyvalg – 100% af de fire år, som en valgperiode varer.

For idag er mindst 25% ren spildtid.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk