Månedsarkiv: oktober 2014

Ugens mesterkok laver ikke smørrebrød til de ældre

Udgivet den af
Svar

Madprogrammer er populære som aldrig før: Den store bagedyst, MasterChef og cirka 117 andre programmer, hvor mere eller mindre kendte personer jonglerer med hummere, marcipan og andre – ofte ret dyre – madvarer.

I mellemtiden spiser vi vores ældre af med ugegammelt smørrebrød og frosne middagsretter – og vores børn med pastaskruer og tomatsovs eller de hjemlige madpakker.

Socialt udsatte og folk på overførselsindkomster har også svært ved at købe de gode råvarer, som mesterkokkene ellers roser til skysovsen og ihvertfald er det eneste, som de vil sætte tænderne i.

Det giver bare ikke mening.

Ja, faktisk så er det så himmelråbende skævt, at Danmarksbloggen for en gangs skyld har det, som sidder der et hold-kæft-bolsje i munden (og tasterne), så intet andet kan skrives end dette:

Det må konkluderes, at ugens mesterkok ikke laver smørrebrød til de ældre.

Nok snarere tværtimod. Desværre.

Men det du´r ikke. Vi skal have vitaminerne tilbage i samfundet og i alle samfundets medlemmer – i bogstaveligste forstand.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

25% (spild)tid inden valget

Udgivet den af
1

Så NU er der snart folketingsvalg, lyder det triumferende fra en sensationshungrende presse – og fra de politikere, der løber bagefter i det evigt-snurrende politiske hamsterhjul.

Gårsdagens Folketingsåbning var da også den sidste inden næste folketingsvalg, som skal finde sted senest midt i september 2015.

Der er altså næsten et helt år tilbage af valgperioden, hvis den får lov til at løbe samtlige fire år. Omregnet til procenter bliver det til næsten 25% af den tid, som en valgperiode ialt varer.

25%, som medier og en del politikere bruger til valg og valgkampagne istedet for at gøre noget ved Danmarks sager nu, hvor de sidder på Tinge.

Oversat til arbejdsmarkedet (som politikerne ellers elsker at sammenligne alt med) svarer denne praksis til, at man stopper med at arbejde henad torsdag eftermiddag. For nu er det jo snart weekend, og man skal også lade op til på mandag.

Jeg tror ikke, at mange arbejdspladser – såvel offentlige som private – ville acceptere en sådan praksis hos medarbejderne uge efter uge. Men i det politiske liv går det forrygende med at bruge den sidste fjerdedel af en valgperiode på at puste sig selv op og snakke om fx nøgler, som Løkke gjorde det igår.

Dét er skræmmende – især fordi vi taler om praksis hos de mænd og kvinder, der styrer Danmark. Det mindste vi burde kunne forvente var, at de arbejdede med Danmarks sager – og ikke deres eget gen- eller nyvalg – 100% af de fire år, som en valgperiode varer.

For idag er mindst 25% ren spildtid.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Enhedslistens Præsidieplads kan udstille manglen på respekt hos de blå

Udgivet den af
2

Enhedslisten er nu i Folketingets Præsidium – og i Kontroludvalget.

Det glæder Danmarksbloggen sig rigtig meget over – og tillykke til Enhedslisten og Per Clausen, som nu tager sæde dér.

Danmarksbloggen glæder sig over Enhedslistens Præsidiumsplads og Kontroludvalgsplads af to grunde.

Mest fordi vi i Danmark har et demokrati, der gør, at vi stille og roligt og uden dramatik – men blot ved hjælp af en krukke og et par stykker papir kan afgøre den slags vigtige ting.

Men også fordi nu vil det vise sig, hvor demokratiske store dele af blå blok er.

Markante politikere fra såvel Venstre som Dansk Folkeparti som fx Pia Kjærsgaard og Søren Pind har som bekendt udtrykt bekymring, hvis Enhedslisten vandt lodtrækningen over SF.

En bekymring, som gik på at de ikke mente, at Enhedslisten kunne håndtere den fortrolige viden om rigets sikkerhed, som partiet nu får.

Det er simpelthen så frækt og uforskammet, når politikere som Kjærsgaard og Pind m.fl beskylder andre – demokratisk valgte – parlamentarikere for (MÅSKE) ikke at kunne følge demokratiets spilleregler.

Og det siger absolut INTET om Enhedslisten, men det siger ALT om de blås mangel på respekt for dem, der ikke er ligesom dem selv.

De nærmeste timer og dage vil vise, om de blå mangels på respekt for andre parlamentarikere – og dermed for demokratiet – bliver endnu mere udstillet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Folketingets åbning fejres hånd i hånd

Udgivet den af
Svar

I dag, tirsdag d. 7. oktober, åbner Folketinget officielt med rød løber, den kongelige familie og hele den sædvanlige festivitas på denne demokratiets festdag.

Den største fest er dog den, der skal holdes udenfor murene.

Her planlægges nemlig aktionen ”Omring Christiansborg hånd i hånd”, hvor målet er at lave en lang menneskekæde omkring dette ikke-helt-så-gamle-slot, hvor det danske demokrati til hverdag folder sig ud.

Det starter ved Christiansborg kl. 10.30.

Aktionen ”Omring Christiansborg hånd i hånd” er en skøn tanke, der kan blive til en endnu smukkere kæde, når alle slags mennesker holder hinanden i hånden for på dén måde at vise, at Danmark, demokratiet og velfærden faktisk er noget, som vi vil passe på og bevare.

At vi faktisk mener dét, når vi siger til regnedrengene og managementpigerne, at vi vil et andet samfund end excel-arkenes og umenneskelighedens bundlinefikserede nytte-maskineri.

At vi er mange danskere, der stadig tror på varmen, fællesskabet, tolerancen og solidariteten … og at nogen af os endda står med hinanden i hænderne i dag 7. oktober 2014, når Folketinget åbner.

Læs mere om det her: https://www.facebook.com/events/604558712922200/?fref=ts

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Eventyrbogen. 25 klassiske folkeeventyr. Tegnet og fortalt af Peter Madsen.”

Udgivet den af
1

En rigtig eventyrbog skal være stor, glitrende og give alle – både dem der kan læse, og dem der ikke kan – lyst til at blive suget ind i historierne. Og lige præcis sådan en eventyrbog er Peters Madsens ”Eventyrbogen. 25 klassiske folkeeventyr”, der med sine gyldne bogstaver på forsiden lover, at her er en del af det guld, som findes i krukken for enden af regnbuen.

En forside, der også er en hyldest til eventyrgenren i betydningen eventyret som den klassiske fortælling om at være på vej fra en tilstand til en anden – med alt det der sker undervejs og alle de væsner, som man møder.

Når man sidder med Peter Madsens store eventyrbog i hænderne, får man også lyst til at læse ALLE eventyrerne på én gang.

Det kan man så heldigvis ikke.

For som i alle gode historier må man tage herlighederne ét eventyr af gangen, således også bogens 25 kendte og ukendte folkeeventyr, der er hentet fra Perraults franske sletter, Brdr. Grimms tyske skove, Asbjørnsen og Moes norske fjelde – samt selvfølgelig vor egen danske andedam.

Folkeeventyr, som gennem århundrederne er blevet fortalt overalt i Europa i adskillige versioner, dog altid udfra de samme problemstillinger og med den samme morale.

Så hvad enten det drejer sig om Askepot, Soria Moria slot, Drengen der ville lære frygten at kende, Pandekagen, Hans og Grethe eller nogen af de andre, så har folkeeventyrerne altid – og stadigvæk – bundet europæerne sammen etisk og moralsk.

Som Peter Madsen selv skriver det i bogens efterord: Folkeeventyrerne er vores fælles kulturarv.

Men eventyr er ikke kun ord. De er også billeder – både indre og ydre. Og en eventyrbog af illustratoren Peter Madsen må selvfølgelig være en eventyrbog, hvor billeddelen fylder godt, således også her, hvor der er ikke færre end 175 tegninger på de 200 sider.

Tegninger, der på en tid og samme tid er både realistiske og fantasifulde, men altid detaljerede og fulde af finurligheder, såvel de dramatiske, de rørende og de humoristiske.

Tegninger, der med deres konsekvente brug af farver, af mørke og lys, klart og tydeligt fortæller, hvem der er gode og hvem der er onde, hvornår det er farligt, og hvornår det er rolig lykke.  Fortæller at eventyret – og livet for den sags skyld – drejer sig om kampen mellem det gode og det onde, og at vi må vælge, hvilken side vi vil være på.

Tegninger, der skærer personerne og fortællingen ud i billeder, som børnene vil kunne bruge megen tid på at snakke om.

Så husk at sætte tid af til også at snakke om billederne. For denne bog er både en læse-højt-bog og en snakke-om-tegningerne-bog.  

Det interessante er også, at vi enkelte steder får lov til at se situationen fra det mørkes side. Det plejer man ellers ikke i eventyrbøger. Men skal vi forstå det mørke, der er omkring os og indeni os, skal vi tale om det, skrive om det – og tegne det. Og det gør Peter Madsen så mesterligt.

For i mørket ligger nøglen til lyset, til glæden og til at forstå helheden og dualiteten – og måske er det  netop derfor, at mange af eventyrerens skurke er afbildet med nøgler?

Undertegnede ved det ikke, men finder det interessant.

En anden iagttagelse er, at de yndige prinsesser for engangs skyld er tegnet som mere almindelige piger og kvinder – og ikke overjordiske, smukke væsner. Der er også nok photoshoppede kvinder (og mænd) i andre bøger og blade i vor ungdoms- og skønhedsfokuserede tid.

Derfor er det også pragtfuldt, at Peter Madsens eventyrbog – som livet selv – i stedet vrimler med uhyrer, dyr, børn, gamle mænd og koner og ikke mindst trolde.

Nu er Peter Madsen selvfølgelig meget glad for trolde. Og derfor får de herlige væsner også lov til at fylde godt – og tro mod sin egen fantasi tegner han ikke to trolde, der ligner hinanden. Hver eneste trold har sin egen personlighed og sin egen karaktér.

Det er lidt ligesom os mennesker.

Vi er også mere trolde end vi er prinser og prinsesser – og det ved og tegner Peter Madsen. Undertegnede, der elsker Åbent Vand-svømning, fandt i hvert fald sig selv som trold på side 166.

Og mon ikke vi alle fandt os selv i de fodspor, som en sød, lille trold med armbånd og ørenring sætter allerførst i bogen? For vi mennesker vil jo gerne sætte vores mærke her i verden – og leve lykkeligt til vores dages ende.

For når enden er god, er alting godt – og i Peter Madsens ”Eventyrbogen” ender det med et lille eventyr: ”Den gyldne nøgle.”

En nøgle, der måske kan betyde, at NU – efter gennemlæsningen af 25 folkeeventyr – har man fået nøglen til sit eget liv, til forståelsen af at livet drejer sig om at vælge mellem lyset og mørket, det gode og det onde. Man først og fremmest om at turde favne det hele og være tro mod alle de farver, som man selv og livet indeholder.

Den tolkning kan Danmarksbloggen godt være med på.

Undertegnede kunne så også godt drømme om, at den gyldne nøgle en dag kunne åbne en ny eventyrbog fra Peter Madsens hånd, en bog med H.C. Andersens eventyr i Peter Madsens streg og leg med farver, lys og skygge.

Danmarksbloggen giver ikke stjerner.

Men Danmarksbloggen vil gerne give Peter Madsens ”Eventyrbogen. 25 klassiske folkeeventyr” hele syv glade trolde – og som alle ved, så er syv et rigtigt eventyr-tal.

”Eventyrbogen. 25 klassiske folkeeventyr. Tegnet og fortalt af Peter Madsen.”
 Udkommer 7. oktober hos forlaget Alvilda.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 26: Anden Verdenskrig, besættelse og befrielse

Udgivet den af
Svar

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

Anden Verdenskrig, besættelse og befrielse

Historien om Danmark under Anden Verdenskrig er historien om et lille land, der slap ualmindeligt nådigt gennem den værste krig i menneskehedens historie. En verdenskrig, hvis vanvittige og umenneskelige galskab blev sluppet løs lige syd for den danske grænse af vores gamle modstander fra 1800-tallet, men også igennem århundrederne åndelige inspirator Tyskland.

For såvel forfattere som kunstnere og erhvervsfolk og mange andre så op til og blev inspireret af tyskerne og tyske tekster, malerier og praksis – altså indtil 1930´erne, hvor Hitler og hans nazister kom til magten og ret hurtigt viste deres sande – grumme – ansigt.

En del danskere troede dog stadig, at man kunne leve i fred med Det Tredje Rige.

Det kunne man ikke. Polen blev invaderet i 1939, og 9. april 1940 kom turen til Danmark.

Tyske fly, skibe og mandskabsvogne kom over de danske grænser i den tidlige forårsmorgen, og modstanden var lille.

Diskussionen efterfølgende har været massiv. Nogle mener, at vi skulle have gjort modstand – som Norge gjorde det. Andre at det var lige meget mod en så stor overmagt, som Hitler-Tyskland var det.

Summa summarum var i hvert fald, at Danmark var blevet besat.

I starten betød det mindre for de fleste og deres hverdag. Danmark blev Tysklands spisekammer – til stor ærgrelse for dem, der mente, at vi skulle droppe samarbejdspolitikken med Tyskland og i stedet gå aktivt til modstand. Men dem, der mente det, var i undertal.

Flertallet var langt mere optaget af rationeringsmærkerne på smør og andre varer – og af hvordan erstatningskaffen smagte, end de tænkte på at gøre en forskel. Det skal dog ikke forstås således, at danskerne elskede tyskerne. For det gjorde kun få. Man sang danske sange til alsangs-stævner, gik med kongemærke og strikket hue i de britiske farver rød-hvid-blå, og man sluttede op om kong Christian d. 10., når han red sin daglige tur gennem Københavns gader.

Men modstandskampen var endnu i sin vorden. Den tog dog især fart fra 1943, hvor også samarbejdspolitikken endelig brød sammen med Folkestrejken 29. august, hvor også hæren blev opløst, og flåden enten sænkede sine skibe eller sejlede dem til England til brug i allieret krigstjeneste.

Ude i verden var det også begyndt at gå dårligt for Hitler og hans allierede, så alle vidste nu, hvad vej vinden blæste.

Alligevel betød det noget, at stemningen var vendt i Danmark. Af reelle modstandsfolk var der kun få. Nogle tal siger 5000, andre helt op til 20.000. Men for hver modstandsmand eller modstandskvinde var der en masse danskere, der mere eller mindre indirekte hjalp dem til at leve deres farlige – og ofte hemmelige – liv.

Som fx undertegnedes morfar, der lod modstandsbevægelsen på hans egn bruge hans skure til både hemmelige møder og opbevaring af de fra England nedkastede våben. Heldigvis var der ikke nogen våben i skurene den dag det hemmelige tyske politi Gestapo kom på besøg, men min morfar blev taget med til forhør alligevel. Han kom heldigvis hjem dagen efter til stor lettelse for min mormor, der i mellemtiden var så bange, som min mor aldrig så hende hverken før eller siden.

Så heldige var det ikke alle, der var. Mange danske modstandsfolk betalte den dyreste pris, nemlig livet. Navnene huskes endnu: Flammen, Citronen, Kim Malthe Bruun og mange flere.

Mange af de døde lægger i dag i Mindelunden i Ryvangen i Hellerup, der dengang under besættelsen blev brugt til henrettelsesplads – men som idag er en smuk minde- og begravelsesplads for nogle af Danmarks sande helte, hvad enten de var involveret i jernbanesabotage, fabrikssabotage, likvidering af tyskere og stikkere – og hvad enten de tilhørte BOPA, Holger Danske eller nogen af de andre modstandsgrupper.

Under alle omstændigheder: Mange var modstandsfolkene ikke, men de var modige – og det er i høj grad takket være dem, at Danmark efter krigen kunne regne sig på de allieredes side.

En anden bedrift, som vi kan være stolte af her i Danmark, er den måde, hvorpå vi hjalp jøderne i oktober 1943. Som dansk jøde havde man ellers kunne være i fred, men nu kom ordren: Alle danske jøder skulle interneres og sendes til kz-lejre.

Tyskerne fik heldigvis kun fat på meget få jøder. Dels fordi tyske kilder havde ladet det sive, og dels fordi danskerne kollektivt hjalp jøderne med at komme i sikkerhed i Sverige. Enkelte dog for en absurd overpris, men langt de fleste gratis eller for en lille sum penge.

Og dét er som sagt noget, som vi med rette kan være stolte over.

Vi kan til gengæld ikke være stolte over alt, hvad der skete ifbm befrielsen. Danske piger, der havde forelsket sig i tyske soldater, blev klippet skaldet og jaget nøgne gennem byerne, værnemagere og andre der havde samarbejdet med tyskerne blev ydmyget og nedgjort osv.

Ophavsmændene til disse overgreb var sjældent modstandsfolk, men den almindelige dansker, der fejt havde hyttet sig selv, mens det gjaldt – men som nu hvor det var overstået, kunne kanøfle dem, der havde været på den forkerte side.

Der var også mange, som blev modstandsfolk – eller sagde de var det – i de allersidste dage omkring befrielsen 4. maj 1945.

Det var ikke kønt.

Det må det til gengæld havde været at sidde og lytte til BBC dén forårsaften 4. maj 1945 og så høre de i dag så berømte ord:

I dette Øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske Tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig. Her er London. Vi gentager: Montgomery har i dette Øjeblik meddelt, at de tyske Tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig

Danmark eksploderede i jubel. De sorte mørklægningsgardiner blev revet ned og smidt ud på gaden. Der blev sat levende lys i vinduerne – en skik som stadig holdes i hævd. Folk strømmede ud på gaderne og faldt jublende hinanden i armene.

Og jublen og euforien fortsatte hele natten og dagen efter d. 5. maj 1945, som er den officielle befrielsesdag … og i dagene bagefter. Dog ikke på Bornholm, som blev besat af russerne – og som først blev frie igen i 1946.

Men resten af Danmark blev iklædt rødt og hvidt i de mindeværdige maj-dage, der stadig huskes så levende af alle, der oplevede dem. Det er efterhånden kun den ældste generation, så det gælder om at få de ældste i familien til at fortælle, mens tid er.

Hverdagen vendte på nogle måder dog hurtigt tilbage.

Allerede d. 9. maj 1945 åbnede en svækket kong Christian d. 10 Rigsdagen med Grundtvigs ord: “Guds fred med vore døde i Danmarks rosengård! Guds fred med dem, som bløde af dybe hjertesår.”

Mere indfølt, dæmpet og respektfuldt kunne de fem forbandede år og deres konsekvenser ikke udtrykkes.

Efterspillet på den tyske besættelse blev også kort og ikke altid kønt med en masse love med tilbagevirkende kraft. Men det skete hurtigt, og der var en enighed om – både hos de gamle politikere og i Frihedsraadet – at samle op og komme videre.

Men selvom krigshandlingerne verden over sluttede i august 1945, da amerikanerne kastede de to atombomber over Japan, så var krigen på en måde langtfra slut.

En kold krig mellem de to nye stormagter, USA og Sovjetunionen, var en realitet – og våbenkapløbet blev skudt i gang over hovedet på et Europa, der nu måtte lære ikke længere at være det toneangivende kontinent.

Og netop kold krig og velfærdssamfund skal det handle om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956
Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke: http://danmarksbloggen.dk/?p=4019
Grevens Fejde og Reformationen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4129
Christian d. 4 og København gøres stor: http://danmarksbloggen.dk/?p=4142
Frederik d. 3, Enevælden, Kvindefejden
og Tabet af Skåne-landene: http://danmarksbloggen.dk/?p=4363
Oplysningstid, Det Florissante Eventyr
og Store Nordiske Krig:http://danmarksbloggen.dk/?p=4457
Christian d. 7., Struense og Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=4512
Frederik d. 6., statsbankerot og tabet af Norge: http://danmarksbloggen.dk/?p=4588
Guldalderen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4653
Nye tanker op mod 1849: http://danmarksbloggen.dk/?p=4717
Frederik d. 7., Grundlov og Treårskrig: http://danmarksbloggen.dk/?p=4790
Det unge demokrati, 1864 og Europas svigerfar: http://danmarksbloggen.dk/?p=5395
Industrialisering, arbejderbevægelse
og andelsbevægelse: http://danmarksbloggen.dk/?p=5434
Parlamentarisme og kvindernes stemmeret: http://danmarksbloggen.dk/?p=5476
Første Verdenskrig, Genforeningen
og Påskekrisen: http://danmarksbloggen.dk/?p=5518
Brølende 20´ere og kriseramte 30´ere: http://danmarksbloggen.dk/?p=5548

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Venstres landsmøde: Leder-dyrkelse og Fire-banden

Udgivet den af
1

Når man som partileder er til landsmøde, står man som regel til ansvar overfor de delegerede. Men det gjorde Lars Løkke ikke til Venstres landsmøde.

Tværtimod, så var Venstres medlemmer nærmest castet til ren leder-dyrkelse.  

For dér sad de, de menige Venstre-medlemmer ubekvemt på stole, så de dårligt kunne tage noter og endnu mindre stille kritiske spørgsmål, men i stedet klappe af og hylde deres leder, som stod i midten og lignede en Løkke-version af en blanding af en rockstjerne og en religiøs lederfigur.

Og det var blot rammen om mødet.

Så kom indholdet: Det var gammel vin på nye flasker. Myter om at det skal kunne betale sig at arbejde. Det kan det allerede. Strammere kurs overfor udlændinge. Mere politi. Mere sundhed. Men mindre skatter. Det sædvanlige usammenhængende Venstre-vås.

Løkke ville så heller ikke give nogen løfter. Det er klogt, når man tænker på, hvordan han selv har behandlet den nuværende regering.

Men at bruge myter, der for længst er punkteret, i et forsøg på at blive genvalgt. Det er ikke alene usmageligt. Det er uhæderligt – men selvfølgelig tro mod Løkkes generelle stil.

For leder-stilen var lagt, og til sidst kom hele banden i ordets bogstaveligste forstand også på scenen. Nemlig Løkkes venner i blå blok: Søren Pape, Kristian Thuelsen Dahl og Anders Samuelsen – og Løkke selv.

Fire-banden, som man passende kunne kalde dem. En bande, som Danmarksbloggen frygter mere end samtlige rocker- og indvandrerbander tilsammen.

For Fire-banden er en bande, der kan – og vil – smadre hele det danske samfund.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tesfaye versus Tvede – på Society Zoo

Udgivet den af
3

Stedet var Comedy Zoo i Knabrostræde i det indre af København, til lejligheden omdøbt til Society Zoo – og der var fuldt hus til arrangementet i går fredag d. 3. oktober, hvor det relativt nye digitale medie Mediehuset DenOffentlige havde inviteret til diskussion om: ”Velfærd i krise – Tesfaye og Tvede i samtale om udfordringer og muligheder.”.

I det blå ringhjørne var altså liberalist og iværksætter Lars Tvede, og i det røde var murer og folketingskandidat for Socialdemokratiet Matthias Tesfaye.

Og lad det være sagt med det samme: Det blev et par meget interessante – og fornøjelige – timer i selskab med de to drevne debattører, der hele vejen igennem holdt en god, ja ligefrem venskabelig tone overfor hinanden.

Noget Danmarksbloggen godt kunne tænke sig spredt til resten af samfundet. For skal demokratiet have en chance, så skal vi kunne grine, hygge os og diskutere, også med dem, der er anderledes end os selv og mener noget andet.

På flere centrale punkter var de to debattører dog rørende enige. De kredsede således meget om, at faglighed, håndværkere og håndværk ikke længere havde den betydning, som det kunne – og burde have.

For en stærk faglighed sammen med iværksætteri, stolthed over egen kunnen, hårdt arbejde og god ledelse er vejen frem for både den enkelte og samfundet, var meldingen fra d´herrer Tesfaye og Tvede.

Det er vigtigere at kunne noget end at være nogen.

Danmarksbloggen er helt enig. Men vil dog tilføje, at hvor fint det end er med håndværk og faglig kunnen, så er det både godt og vigtigt, at nogen er teoretiske – og at alle er kildekritiske. For ligesom at der er mange måder at lære på, er der også mange måder at uddanne sig på – og jo, nogle læser faktisk manualen først!!!

Danmarksbloggen kunne derfor også godt tænke sig, at man ved fremtidige arrangementer gik de to debattører mere på klingen – og udfordrede dem på deres præmisser.

Som når fx Lars Tvede hævdede, at den vestlige kultur har frembragt stort set alt kreativt. Kan det nu passe? Hverken papiret, krudtet eller porcelænet er opfundet af Vesten, men af kineserne. Vores talsystem kommer fra araberne, der faktisk til dels fik det af inderne. Osv.

Men ja, i nyere tid er mange opfindelser kommet fra de vestlige lande. Men det hænger med ret stor sandsynlighed ikke sammen med vestlig kultur, men skyldes, at det samtidig også er de vestlige lande, der forbruger de fleste af verdens ressourcer – og som en konsekvens deraf også frembringer flest opfindelser og mest kreativitet.

For Lars Tvedes argumentation er lidt som at sige, at den hvide mand er klogere end den sorte mand. For det kan man jo måle på antallet af Nobelpristagere, der er henholdsvis hvide eller sorte. Men sådan hænger verden jo ikke sammen. Stort set alle hvide går i skole, mens mange sorte aldrig får muligheden. Der kan således sagtens gå en mand rundt i Afrika, som ikke kan læse – men som hvis han havde fået muligheden for at lære at læse og uddanne sig, så kunne have løst kræftens gåde. Vi ved det ikke.

Men vi ved, at forskellige mennesker og forskellige lande har forskellige forudsætninger – og at det derfor kun giver mening at sammenligne dem, som har de samme forudsætninger.

Ellers bliver det lidt som at sige: Hvad er højest? Rundetårn eller et tordenskrald? Og det giver som bekendt ikke mening.

Så det ville gøre et godt arrangement endnu bedre med mere fokus på præmisserne og på modsætningerne imellem de to duellanter – og en endnu stærkere insisteren på spørgsmål, svar og løsningsmodeller. Og meget gerne også med netop Tesfaye og Tvede i endnu et møde.

Danmarksbloggen vil i hvert fald gerne spørge d´herrer Tesfaye og Tvede om flere ting:

Fx Tvede: Hvis nu den frie konkurrence på alt andet end minimalstaten (domstole, hær og politi) er så god, hvorfor er den sociale skævhed så stor i USA, England og mange andre lande? Enig, det er ikke sådan i Schweiz, men Schweiz er på mange måder en markant undtagelse, da andelen af rige mennesker i Schweiz er meget høj, og man derfor ikke behøver nogen særlig høj skatteprocent for at få den nødvendige mængde penge ind. Der skal jo som bekendt noget mere til at få det samme beløb ind, når også lavt- og mellemlønnede skal spæde til. Det så man også i Danmark, hvor man efter Mærsk McKinney Møllers død talte om, at kommuneskatten i Gentofte skulle op, ene og alene fordi nu manglede man hr. Møllers millioner.

Og et andet spørgsmål til Tvede: Hvordan vil du forklare, at de lande, der har den største kreativitet, er lande, der samtidig har en høj grad af lighed, et stærkt socialt sikkerhedsnet, en veluddannet befolkning og et fleksibelt arbejdsmarked – som netop de skandinaviske lande? Det hænger slet ikke sammen med den liberale konkurrence-filosofi, som du ellers hylder.

Og til Tesfaye: Du siger, at det at få et arbejde kan løse 8 ud af 10 problemer for den enkelte arbejdsløse. Danmarksbloggen er grundlæggende enig. Men hvem er det, der skal skabe de arbejdspladser? Og hvad er politikernes rolle deri? Hvad kan/skal en socialdemokratisk regering gøre udover det, som Corydon og Frederiksen prøver i øjeblikket?

Og til begge: En helt grundlæggende diskussion om den enkelte i forhold til fællesskabet: Hvilken rolle har den enkelte, og hvilken har fællesskabet? For samfundet består af små individer – og den offentlige og den private sektor kan på mange parametre ikke sammenlignes. Skal de fx overhovedet producere lige meget, når man tænker på, at den offentlige sektors rolle er reproduktion, mens den private er produktion?

Så jo, tak – lad endelig Society Zoo fortsætte i Mediehuset DenOffentliges regi. Danmarksbloggen kommer også gerne igen. Debatten er ikke kun spændende – dén er nødvendig for demokratiet i Danmark.

For hos Society Zoo er der tid til at diskutere og komme i dybden, så store og vigtige politiske emner ikke reduceres til one-liners eller 60 sekunders svar i nyhederne. Hos Society Zoo er der plads til at komme hele rundt om emnet.

Og dét, mine damer og herrer, er demokratiet, når det er allerbedst.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fredagsoplæg: Forpligtelsen til at hjælpe og Dansk Røde Kors

Udgivet den af
1

Så er det fredag – og dermed tid til Danmarksbloggens serie:

Fredagsoplægget til en værdi-debat med udgangspunkt i aktuelle problemstillinger

Denne fredags værdi-oplæg handler om:

Forpligtelsen til at hjælpe – også udenfor landets grænser

At Danmark er et af verdens rigeste lande er en sandhed så gammel og slidt, at de fleste nærmest har glemt, hvad det egentlig vil sige at være et af verdens rigeste lande.

Så derfor en lille reminder: At være et rigt land betyder, at man har rigeligt af mad, medicin og andre livsfornødenheder – plus masser af alt det andet, som gør livet dejligt, men som ikke er nødvendigt.

Og ja, der er problemer – endog store problemer – med at fordele goderne i Danmark, så få har for meget og færre for lidt, som et gammelt slogan engang sagde dét så rammende.

Men derfor har vi alligevel en forpligtelse til at hjælpe ude i verden, hvor nøden er så stor, at det er de helt basale ting som mad og vand, der mangles. At mennesker dør af sult eller lever på et eksistensminimum og absolut INTET har.

På søndag samler Dansk Røde Kors ind som altid første søndag i oktober – og Danmarksbloggen vil på det kraftigste opfordre alle til at give en skærv, når der ringes på døren – eller hvis man har tid og mulighed selv gå en runde med indsamlingsbøssen.

Der findes nemlig ikke noget bedre her i verden end at hjælpe andre … både dem der bor tæt på og dem der bor langt væk. De – vi – er alle hinandens næste …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmark i krig – og tredelingen af magten

Udgivet den af
Svar

Så er Danmark i krig igen. De danske F16-fly er på vej mod Irak for at kæmpe med i alliancen mod IS.

En alliance, der består af både kristne og muslimske lande. For nej, denne krig er ikke en krig mellem kristendom og islam. Dette er en krig mod IS´s umenneskelige vanvid, som skal og må nedkæmpes.

Men i den lille danske andegård snakkes der ikke om det epokegørende i en fælles alliance mellem kristne og muslimske lande – eller om krigen og dens konsekvenser i det hele taget.

Nej, de borgerlige har gjort hele sagen til en diskussion om hvorvidt de Syrienskrigere, der kæmper på IS´s side, skal dømmes som terrorister eller som landsforrædere. En diskussion, der har udskudt udsendelsen af F16-flyene.

Hvad nu med at lade dét være op til domstolene? Vi har som bekendt en tredeling af magten her til lands i en lovgivende (folketing og regering), en dømmende (domstolene) og en udøvende (politiet) magt – og sådan skal det også være.

Tingene skal ikke skvulpe over i hinanden – slet ikke i en krigssituation, hvor krigen godtnok foregår langt væk, men hvor danskere også frygter for eventuelle hævnaktioner i form af fx terror her i Danmark.

En frygt, som Danmarksbloggen desværre vurderer som værende begrundet, når man tænker på, at Danmark har haft minimum 100 Syrienskrigere, hvoraf en del er vendt tilbage til Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk