Månedsarkiv: juni 2014

Satsede Løkke Venstres valgsejr for at redde sin egen privatøkonomi?

Udgivet den af
1

Som gammel statsminister får Lars Løkke i omegnen af 1,4 millioner kroner om året. En – for langt de fleste danskere – svimlende gage. Men for Lars Løkke er det åbenbart langtfra tilstrækkeligt.

I går skrev Ekstra Bladet nemlig nedenstående artikel: http://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/article2300983.ece

Heri kan man læse, at Lars Løkkes privatøkonomi er så anstrengt, at den tidligere statsministers økonomiske handlefrihed er meget begrænset – og at der er mange kreditorer, der venter på at få deres penge.

I Ekstra Bladets artikel kan man således læse:

“Når kreditorerne reagerer, som de gør, understreger det, at sagen er alvorlig. Handelsbanken har sat sig på alle frie midler, og selv hvis Lars Løkke havde nogle andre økonomiske midler privat, ville banken også beslaglægge dem, forklarer Lars Wismann fra Wismann Property Consult, der blandt andet rådgiver om ejendomme og pantebreve.” Citat slut.

Det er selvfølgelig kun en gisning: Men kunne man forestille sig, at Løkke for en uges tid siden satsede en rimelig sikker valgsejr til Venstre og blå blok ved næste folketingsvalg – blot for at endnu engang selv at få muligheden for at blive statsminister – og dermed redde sin egen privatøkonomi?

Jo, dét kunne man vel i grunden godt forestille sig. Det forudsætter selvfølgelig, at manden – i dette tilfælde Lars Løkke – har en lettere anløben moral. Noget som mange nok vil sætte tjek-tegn ved, at Løkke har.

Løkke, der for en en uges tid siden efter et af de mærkeligste møder i dansk politik – endnu engang – lovede bod og bedring. For NU var der ikke mere at komme efter. Ikke flere rejse- og bilagssager. På (tyndslidt) Venstre-og Løkke-ære.

Om der så er mere eller ej, vides ikke – men mon ikke der higes og søges i gamle (regnskabs-)bøger for at finde noget?!

Om de ivrige detektiver så finder noget, vil tiden vise. Men ligesom at en gepard ikke skifter pletter – så ændrer Løkke sig heller ikke grundlæggende i tiden, der kommer. Det gør mennesker generelt ikke.

Løkkes tur rundt i landet her i løbet af sommeren handler jo heller ikke om mandens eventuelle personlige udvikling i forhold til penge, men om at få charmeret sig tilbage hos partikammerater og vælgere, så han kan få stemmer nok til igen at sætte sig i stolen i statsministeriet – og hæve den gode hyre, som han har så desperat brug for, hvis kreditorerne skal holdes fra døren.

Spørgsmålene er derfor både relevante og brændende: Ønsker danskerne virkelig en mand med Løkkes forhold til offentlige og egne penge som landets statsminister? Ønsker danskerne en mand ved roret, der er klar til at satse sit eget partis valgsejr for at få chancen for at kunne betale sine regninger?

I så fald at svaret er ja, så kan man ihvertfald ikke længere hævde, at en høj personlig moral betyder noget for at blive valgt som politiker i Danmark. Begrebet levebrødspolitiker får også en helt ny mening …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hunde, lort og respekt på stranden

Udgivet den af
3

Der er ikke meget, der som dyr kan få folk op i det røde felt. Senest i debatten om hunde og deres ret til at bade – eller rettere det modsatte. For nu må hundene ikke mere bade i havet, ihvertfald ikke fra de cirka 250 danske strande med blåt flag.

Forbuddet udløste et ramaskrig fra danskerne, der vil have lov til at have deres firbenede ven med i vandet.

Argumentet imod at lade hundene bade er hygiejnen: At hunde skider og tisser i vandet – og at der dermed spredes (for mennesker farlige) E-coli-bakterier. For nu at kalde en lort for en lort.

Modargumentet kom lige med det samme fra hundevennerne: Der er jo så meget andet skidt i vandet, og der er også masser af mennesker, der besørger i havet, hedder det sig.

Her kan jeg så ikke dy mig for at indskyde, at jeg da sørme håber, at de fleste mennesker nøjes med at tisse i havet.

Men alvorligt talt: Det er da oplagt, at mennesker med hunde gerne vil have deres firbenede venner med på stranden. Men det er ligeså oplagt, at andre ikke ønsker at svømme og dykke rundt mellem skidt og lort – hvem det så end kommer fra, hund eller menneske.

Og da man nu ikke kan sige til en hund, at den ikke må besørge, når den skal, så giver det faktisk god mening at lade visse strande være uden hunde.

MEN det du´r omvendt ikke helt at udelukke hundene fra alle gode strande, selvom der på en kystlinie, der her i Danmark er 7000 km lang, nok er andre steder end de blå-flag-markerede strande, hvor Fido kunne bade.

Blå-Flag-strande udgør således kun 3% af alle strande. Se flere fakta her: http://nyhederne.tv2.dk/samfund/2014-06-08-ekspert-sm%C3%A5b%C3%B8rn-kan-ligesom-hunde-forurene-badevandet

Så summa summarum: Det burde ikke være svært at deles om pladsen og sørge for, at hundene får den del af stranden, hvor eventuel strøm sørger for, at efterladenskaberne ryger ud i havet – og ikke ind mod de andre badende.

For som altid drejer det sig også her om gensidig respekt og hensyn, så alle – både to- og firbenede – kan få sig en dukkert uden at få lort i hovedet, både symbolsk og bogstaveligt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Pinsesolen danser sammen med Karnevallet og Distortion

Udgivet den af
1

I morgen er det pinsedag, og dér kan man – ifølge overleveringen – se pinsesolen danse ved solopgang. At det så egentlig er påskesolen, der danser af glæde over, at Jesus er genopstanden, har vi heroppe nordpå valgt at se bort fra.

For her hos os er det pinsesolen, der danser – sammen med Distortion og Karnevallet, hvor sidstnævnte egentlig hører hjemme ved fastelavnstide. Men ligesom ved påsketid er det også i reglen meget koldt til fastelavn, så dansen – både solens glædedans og menneskenes ditto – flyttes i Danmark til pinsetide, hvor Helligånden som bekendt fo´r i disciplene, så de kunne forkynde evangeliet.

Nu er det så som oftest mere noget med procenter, der farer i de unge og yngre mennesker, der primært befolker hovedstadens gader i disse pinsedage og -nætter.

Men på en måde forkynder de festende mennesker alligevel et “glædesbudskab” – især karnevallets dansende og positive mennesker, der har brugt måneder på at lave deres kostumer og øve deres dansetrin – og NU skal det hele vises. Dét er livsglæde på højt niveau.

Det kan man desværre ikke sige om Distortion-gæsterne, der nok selv har en fest undervejs, men som spreder mere affald og larm end egentlig glæde hos alle andre. Og det er synd. For dét vil på den lange bane lukke gadefesten, der kunne være en god begivenhed, hvis deltagerne viste mere hensyn til beboerne og den by, som de også holder af.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Endelig er Danmark og Dronningen med til D-dag

Udgivet den af
1

I dag er det 70 år siden, at den største invasion i verdenshistorien startede, nemlig operation Overlord – bedre kendt som D-dag – på Normandiets kyster, hvor de allierede brød igennem Hitlers forsvarsstyrker og begyndte at tage Europa tilbage.

D-dag, 6. juni, blev en af de allermest afgørende dage i historien, der år efter år højtideligholdes på Normandiets kyster, hvor over 425.000 mennesker døde i de dramatiske junidage i 1944.

Danmark har aldrig tidligere været inviteret til de officielle højtideligheder i forbindelse med D-dag. Men i år er vi med – og repræsenteret på fornemste vis ved H.M. Dronning Margrethe d. 2 og enkelte overlevende danskere, som var med.

Årsagen er, at nu er Danmark endelig – efter 70 år – anerkendt som allieret i kampen mod Nazi-Tyskland under 2. Verdenskrig.

Et imponerende stykke arbejde udført af en gruppe modstandsfolk i samarbejde med repræsentanter fra Kongehuset, den danske ambassade i Paris og NATO´s generalsekretær Anders Fogh Rasmussen.

Den danske samarbejdspolitik med tyskerne de første år af krigen stod i vejen for anerkendelsen. Men nu er den altså kommet – og glæder især de modstandsfolk og danskere i allieret tjeneste, der endnu er i live.

Nogle af dem er de danske søfolk, der sejlede i allieret tjeneste under 2. verdenskrig – og hvoraf mange var med på D-dag. Ialt drejede det sig om cirka 6000 danske søfolk, som var med til at storme Normandiets kyster den juni-dag for 70 år siden.

Til historien hører også, at mere end hver sjette danske sømand – eller helt præcist 1.072 – døde på eller kort efter D-dag. Et tab, der i procent kun overgås af US-Marines tabstal.

Så det er godt, at Danmark nu indtager sin rette plads på linie med de andre allierede. For vi var med. Der blev også udgydt dansk blod på Normandiets kyster 6. juni 1944.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Grundlovsskriv: Dansk Folkeparti ødelægger demokratiet

Udgivet den af
1

Grundlovsdag er en af årets helt store dage, hvor Dannebrog vejrer, og vi hylder demokratiet. Læs også historien bag demokratiets fødsel på Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=4790

Men i år sker fejringen desværre i skyggen af de store, sorte skyer, der samler sig i horisonten.

Alt det skønne i Danmark – fællesskabet, solidariteten og frisindet – bløder nemlig i øjeblikket. Det er som rives Dannebrog fra hinanden. Og det er Dansk Folkeparti og deres vælgeres egocentrerede hænder, der splitter vores elskede land – og det demokrati, som Danmark bygger på.

For et demokrati er kun et demokrati, sålænge der er tale om et reelt folkestyre. Og her er det helt centralt, at de partier, som danskerne stemmer på, også bliver de partier, som tager ansvar for Danmark.

Men det vil Dansk Folkeparti ikke.

Alt tyder ellers på, at Dansk Folkeparti bliver landets største parti ved næste folketingsvalg. Men det vil altså ikke sætte sig spor i ledelsen af Danmark. For Thuelsen Dahl nægter at tage ansvar og gå med i en regering.

Han – og resten af Dansk Folkeparti – vil istedet blive stående på sidelinien, hvor de kan kræve, love, kritisere og kun være med til udvalgte mærkesager.

Men sådan kan et land ikke fungere. Hvis alle partier gjorde som Dansk Folkeparti, ville Danmark ikke hænge sammen.

Skal man lede et land – og det er ligesom hele ideen med folkestyret – så er man nødt til at sætte sig ned ved bordet og forhandle og indgå kompromiser om både mærkesagerne og alt det andet.

Men det vil Dansk Folkeparti ikke. Og sålænge mandaterne stadig var få i antal, betød det ingenting, at partiet blot stod og råbte fra sidelinien. Det gør Liberal Alliance også i øjeblikket.

Men når mandaterne bliver mange, så kommer også forpligtelsen til at være med ved bordet – hele vejen og hele tiden.

Så er dagene som drømmere og dommere forbi – så skal der arbejdes.

Men det vil Dansk Folkeparti ikke. Partiet, der ellers hævder, at de elsker Danmark har i deres magtbegær intet problem med at lade deres egen succes ødelægge demokratiet …  og det danske samfund.

Så meget – eller skulle man snarere sige så lidt – elsker Dansk Folkeparti nemlig Danmark, når det kommer til stykket.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kongemordet, der ikke lykkedes og samarbejdets kunst

Udgivet den af
2

Ingen havde set det komme i går: Men vi blev alle vidner til kongemordet, der ikke lykkedes.

Lars Løkke kæmpede nemlig indædt og i timevis for sit politiske liv – og resultatet blev, at han fortsætter som formand for Venstre … indtil videre ihvertfald.

For hvor meget kan Venstre tolerere? Har vi set den sidste bilagssag om Løkke? Eller ligger der mere og venter på at komme frem i lyset? Og mangler vi ikke stadig at få klarhed over, hvorvidt Løkke har betalt skat eller ej af fx tøjindkøbet til 150.000 kroner?

Balladen i Venstre er nemlig ikke stoppet med beslutningen om at bakke op om Løkke.

De sidste ugers uro og åbenlyse uenighed vil istedet trække dybe spor i lang tid fremover i Venstre – og det bliver spændende at se, hvad det hele betyder for opbakningen til Venstre blandt vælgerne:

Vil partiet, der allerede har blødt meget, begynde at styrtbløde – eller vil blødningen stoppe? Eller blot fortsætte som nu?

Tiden vil vise det …

På en måde betød udfaldet i går også mindre. For uanset hvad vej det gik, ville mødet og forløbet op til efterlade Venstre der, hvor partiet er idag: Splittet i atomer … og med fløje og grupperinger, der nu står uforsonlige og skal til at lære at arbejde sammen igen.

Dét kan lade sig gøre. Det kan partier som Konservative og Socialdemokratiet tale med om … og Venstre selv også, hvis man kigger i historiebøgerne.

Men det er nødvendigt, at de gamle partier lærer samarbejdets kunst – og det for alvor.

For hvis vi i Danmark skal fortsætte som et bare nogenlunde civiliseret land, så skal midterpartierne begynde at tale sammen og at lave politik sammen – også på tværs af fløjene, både internt i partierne og imellem rød og blå blok.

Alternativet er nemlig det skræmmende, at ekstreme og menneskefjendske partier som Dansk Folkeparti og Liberal Alliance får stemmerne og laver Danmark om til et junglesamfund, hvor vi alle sidder som små konger og kun tænker på os selv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Folketingsvalg på vej?

Udgivet den af
1

Dagen i dag er Løkkes skæbnedag.
Bliver han som Venstres formand – eller må han gå?

Intet er afgjort, heller ikke selvom ledende Venstre-folk nu taler helt åbent om Kristian Jensen som Løkkes snarlige efterfølger – uden dog nogen særlig begejstring. For den nuværende næstformand virker langtfra som en mand, der kan samle Venstre – og endnu mindre som en mand, der egner sig som landets statsminister.

Der er altså for at sige det mildt uro i Venstre – og det må derfor være mere end almindeligt fristende for Thorning at trykke på den røde knap og udskrive folketingsvalg.

Men vil det ikke kunne give Thorning tilbageslag at udskrive valg nu? Vil vælgerne ikke kunne føle, at Thorning udnytter situationen, så de netop ikke stemmer på Socialdemokratiet eller Radikale Venstre? Jo, det er bestemt en mulighed, som Thorning også må tænke på.

Ja, man kan faktisk spørge, om de radikale mon overhovedet ønsker at fortsætte i regeringen – eller om Vestager kunne have andre planer sammen med Venstre og Konservative? Og hvad med Thorning og Dyhr? Drømmer de om en S-SF-regering?

Ingen ved det, men svarene på det hele er på vej.

Danmarksbloggen følger spændt situationen og vil her blot konkludere, at de eneste to ting, der pt. er sikre i dansk politik, er at:

1) Danskerne skal til næste folketingsvalg (uanset hvornår det bliver) vælge, om de vil fællesskabet eller egoismen – den røde eller den blå vej.

2) Dansk Folkeparti suger stemmer til sig – men uden at ville tage ansvar for noget som helst andet end at brokke sig, være populistiske og stadig absolut ikke stuerene: http://danmarksbloggen.dk/?p=4744

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 20: Frederik d. 7., Grundlov og Treårskrig

Udgivet den af
Svar

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

FREDERIK D. 7. GRUNDLOV OG TREÅRSKRIG

På torsdag d. 5. juni er det Grundlovsdag. Dagen hvor vi fejrer, at Danmark i 1849 blev et demokrati efter at Monrad, Clausen, Moltke og de andre Grundlovsfædre var færdige med deres arbejde: Nemlig at forfatte den Grundlov, der blev underskrevet af Frederik d. 7.

Men i virkeligheden var arbejdet gået i gang lang tid før.

Allerede i 1830´erne nedsatte den gamle enevældskonge Frederik d. 6. nemlig de stænderforsamlinger, der skulle danne overgangen til det demokrati, som blev født i 1848 og gennemført i 1849. Den gamle konge så nemlig klart, hvad vej det gik og mente, at det var en god ide at lade overgangen komme stille og roligt fremfor hurtigt og brat.

Frederik d. 7.´s far Christian d. 8. var enig og satte yderligere gang i arbejdet kort før sin død i vinteren 1848.

Det var dog ikke alle, der var enige i den langsomme overgang. En af dem var den national-liberale Orla Lehmann, der holdt brændende taler om det folkestyre og de frihedsrettigheder, som hellere skulle komme i dag end i morgen: Menings-, trykke- og ytringsfriheden. Især de unge og yngre var helt enige med ham – og der blev flere steder talt begejstret om det folkestyre, som måtte være på vej.

Der var med andre ord uro og revolution i luften over Europa – og også i Danmark.

Og her især i Sønderjylland og hertugdømmerne, hvor der ellers havde været roligt i flere århundreder. Men i takt med den stigende nationalfølelse i både Danmark og det nu forenede Stor-Tyskland blev det pludselig vigtigt, om man var tysker eller dansker. Det havde det ellers aldrig været før, hvor man i stedet havde opfattet sig selv som slesviger, holstener eller slet og ret som en person fra hertugdømmerne.

Men nu blev det essentielt, om man var det ene eller andet, talte dansk eller tysk. Og at sige at man ikke var nogen af delene, men i stedet var tilhænger af hertugdømmerne og blot opfattede sig selv som hertugdømmer duede ikke.

Det kunne næsten kun ende med konfrontation.

En situation som prinserne fra Augustenborg, der var sønner af Struenses og Caroline Mathildes datter, prøvede at udnytte til egen fordel for derigennem at kunne få magten over hertugdømmerne.

Det hele endte galt. Det endte med Treårskrigen, som varede fra 1848 til 1850, og som Danmark, der i mellemtiden var blevet et spritnyt demokrati, vandt.

Jublen ville ingen ende tage – og ingen tænkte på, at man havde trådt et nyt, samlet og meget stærkt Tyskland over tæerne. Det skulle vi imidlertid få at mærke 14 år senere i 1864. Men det vender vi her i Danmarksbloggens Danmarkshistorie tilbage til efter sommerpausen.

For det store skifte var nu sket. Danmark var blevet et demokrati. Uden revolution, uden ballade – men ikke uden teatralske ord og fagter.

Tilbage i de urolige martsdage i 1848 var en gruppe københavnere – blandt andet Orla Lehmann, der sagde de berømte om ikke at drive nationen til fortvivlelsens selvhjælp – forsamlede på teatret og vintertivoliet Casino og rådhuset til møde. Et møde, der endte med at mændene gik i fakkeltog til Christiansborg og Frederik d. 7.

For NU skulle det være. NU skulle Danmark af med den gamle enevælde, og demokratiet skulle indføres. Men de kunne godt gå hjem igen.

For Frederik d. 7., der nærmest lige var blevet konge, havde nemlig lugtet lunten og ligeså stille tidligere på dagen afskediget det gamle ministerium og dermed afskaffet enevælden.

Så da deputationen – ret ophidsede – nåede frem til slottet, kunne Frederik Folkekær, som han siden blev kaldt, slå ud med hånden og flot sige. Det, som De kommer for at anmode Deres Konge om, det er allerede udført.  

Og så kunne Grundlovsfædrene gå i gang med arbejdet – og kun lidt over et år senere, midt i Treårskrigen – underskrev Frederik d. 7. Grundloven, der var den tids mest demokratiske i hele verden.

Så let, så elegant har meget få andre – om nogen overhovedet – lande gået over til folkestyret.

Det er derfor også helt fortjent, at det netop er ham – Frederik d. 7. – der møder os højt til hest, når vi er på Christiansborg Slotsplads i dag, hvad enten vi så er der for at se Christiansborg, gå ned i ruinerne, besøge folketinget, demonstrere eller måske bare skifte bus.

Frederik d. 7. var i det hele taget kendt for sine rammende replikker, one-liners som de ville hedde i dag, som når han på sine rejser rundt om i landet altid sluttede af med at stille sig op på en stol i forsamlingen, slå ud med armene og landsfaderligt sige: Hils Eders koner og børn.

Danskerne elskede ham for det, og for at han absolut ikke var fejlfri. Ikke alene drak Frederik d. 7. en hel del. Men han havde også været gift ikke mindre end to gange – blandt med selveste Frederik d. 6.´s datter- før han endelig fandt sammen med Louise Rasmussen. En pige af folket med en tjenestepige til mor, en gift og velhavende mand som far – og en avisforlægger, der også blev kongens gode ven, som elsker.

De to – Frederik og Louise – havde lært at kende, dengang han var kronprins, og hun var balletpige på Det Kgl. Teater, hvilket dengang nærmest var niveauet lige over prostitueret. En umulig alliance, som alligevel blev mulig – også selvom hun fik et barn med hendes avis-mand, et barn der blev bortadopteret.

Hoffet og andre med status i samfundet brød sig heller ikke meget om hverken Frederik d. 7. eller Grevinde Danner (som Louise Rasmussen nu hed), som de anså for primitive og simple. Antipatien var gengældt hos Danmarks kongepar, der anså hoffolk og andre med glæde for titler og magt for snobbede og kedelige.

Parret opholdt sig derfor også meget på Frederiksborg Slot og Jægerspris Slot i stedet for i hovedstaden. Her kunne Frederik d. 7. også både fiske og grave efter de oldtidsminder, som han interesserede sig dybt for. Børn fik parret dog aldrig, så igen skulle man til at se sig om for at finde den næste konge i Danmark.

Valget faldt på ham, der kendes som Christian d. 9., Europas svigerfar, hvis sønner og døtre blev konge af Danmark, konge af Grækenland, konge af Norge, dronning af England, zarina i Rusland og de sidste gift ind i tyske og franske adelige og fyrstelige kredse. Han, som er den første af de Glückborgske konger, men dog stadig af den samme kongeslægt som de gamle Oldenborgere, hvilket er enestående i Europa.

Og netop Europas svigerfar, det unge demokrati og det skæbnesvangre år 1864 skal vi høre mere om, når Danmarksbloggens Danmarkshistorie vender tilbage efter sin sommerpause. Det bliver mandag 1. september. Vel mødt.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956
Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke: http://danmarksbloggen.dk/?p=4019
Grevens Fejde og Reformationen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4129
Christian d. 4 og København gøres stor: http://danmarksbloggen.dk/?p=4142
Frederik d. 3, Enevælden, Kvindefejden
og Tabet af Skåne-landene: http://danmarksbloggen.dk/?p=4363
Oplysningstid, Det Florissante Eventyr
og Store Nordiske Krig:http://danmarksbloggen.dk/?p=4457
Christian d. 7., Struense og Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=4512
Frederik d. 6., statsbankerot og tabet af Norge: http://danmarksbloggen.dk/?p=4588
Guldalderen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4653
Nye tanker op mod 1849: http://danmarksbloggen.dk/?p=4717

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

De lange knives weekend for Løkke – og Støjberg og Pind

Udgivet den af
2

Venstres (endnu) leder Lars Løkke kommer næppe til at glemme denne weekend, hvor modstanden imod ham, både internt i Venstre og eksternt i medierne, vokser time for time.

Det er i sandhed de lange knives weekend for Løkke … og spændende bliver det, om han stadig er Venstres formand efter forretningsudvalgsmødet på tirsdag.

Ligeså spændende er det, hvad der sker med Løkkes tro væbnere: Inger Støjberg og Søren Pind, hvis Løkke bliver væltet. Ryger de to så også i svinget og mister indflydelse i Venstre?

Og hvad med Claus Hjort Frederiksen og Troels Lund Poulsen? Gamle Løkke-støtter, som ikke siger noget. Og hvorfor siger Ellen Trane Nørby og Peter Christensen heller ikke noget? Og Carl Holst, som også er Løkkes private ven – og en meget populær Venstre-mand i det jyske?

Arbejder de desperat på de indre linier? Eller ved de, hvad vej det går nu? Og har de forlængst kastet kærligheden på nuværende næstformand Kristian Jensen, der for et par dage siden var ude og prøvekøre formandsstilen, da han bad om ro?

De kommende dage vil give svarene for et parti, der er kastet ud i en krise, som der (når man ser på formandskandidaternes profiler) skal mere end et formandsskifte til at løse.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk