Kategoriarkiv: Danske værdier

Protestanter, katolikker, ortodokse kristne og jøder fordømmer også homoseksuelle …

Udgivet den af
1

I morgen åbner den nye stormoské på Nørrebro – og det har ikke skortet på kritik, blandt andet fordi Dansk Islamisk Råd, der står bag stormoskéen, anser homoseksualitet som en sygdom.

“Homoseksualitet er forkert og at betragte som en sygdom,” siger rådets talsmand, Mohamed al Maimouni, til Jyllandsposten. Og ja, homoseksualitet er en synd i mange muslimske øjne.

Men der findes også muslimer, som mener det modsatte og som synes, at religionen skal følge med tiden. En af dem er kommunikationsansvarlig i Sabaah, en forening for homo-, bi- og transkønnede med anden etnisk baggrund end dansk, Fahad Saeed, som man kan læse om i Jyllandspostens artikel: http://jyllands-posten.dk/indland/ECE6811873/homoseksuel-muslim-religionen-ma-foelge-med-tiden/

Desuden er muslimerne ikke alene om at fordømme homoseksuelle. Langtfra endda – desværre. Kristne gør det også – og også nogle fra Den Danske Folkekirke.

I 2012 udtalte sognepræst Niels Højlund således i et interview på TV2 om loven, der giver homoseksuelle ret til at blive viet i kirken: “Den lyver om Gud, den lyver om, at Gud forandrer sig, og at Gud siger noget nyt fra tiår til tiår. Den lyver om virkeligheden, den lyver om, at forhold mellem mand og mand, og kvinde og kvinde er det samme som forhold mellem mand og kvinde, og det er det ikke.”

Og i 2007 sagde daværende folketingsmedlem for Dansk Folkeparti Søren Krarup i Nyhedsavisen: “Homoseksuelle er handikappede, fordi de ikke kan opfylde betingelserne for et ægteskab og skabe en familie. Derfor kan de heller ikke forlange at blive ligestillet på det område.”

Og de er ikke alene. Mange kristne trossamfund mener som Højlund og Krarup. Den katolske kirke fordømmer således homoseksualitet, omend den nye pave (som den første pave nogensinde) ikke fordømmer den enkelte homoseksuelle i sig selv. Visse frimenigheder, blandt andet Pinsekirken, fordømmer også homoseksualitet. De ortodokse kirker, som blandt andet tæller Den Russiske kirke, anser også homoseksualitet for forkert og naturstridigt.

Jøderne er også delt. De ortodokse jøder, som Dansk Mosaisk Trossamfund tilhører, afviser homoseksualiteten som noget syndigt, mens de reformerte jødiske menigheder derimod accepterer homoseksualitet fuldt ud.

Så nej, visse muslimske grupper er ikke alene om at mene, at homoseksualitet er syndigt.

Desværre. For alt for mange mennesker – uanset tro – har nemlig tilsyneladende meget svært ved at se, at kærlighed ikke drejer sig om køn, men om mennesker.

Alt for mange mennesker forstår ikke, at kærligheden er større end alt andet. Uanset om det er kærlighed mellem en mand og en kvinde, en mand og en mand, en kvinde og en kvinde – eller måske tre eller flere personer.

For verden bliver bare bedst, sjovest og mest farverig, når vi frit kan være her allesammen, hvad enten vi er hetero-, homo-, bi-, trans- eller polyamorøs-seksuelle.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Stormoskéen, muslimerne og integrationen

Udgivet den af
2

På torsdag åbner den nye stormoské på Nørrebro i København. Mange muslimer er meget glade for den. Mens mange ikke-muslimer tilsyneladende ikke er glade for den – og henviser til at stormoskéen til dels er bygget for penge fra ørkenstaten Qatar, hvor hverken kvinder eller homoseksuelle har de mest basale rettigheder.

Store dele af det officielle Danmark, såvel kongehuset som ministre og partier, har således også sagt nej, tak til at komme til åbningen af stormoskéen.

Dét er en markant fejl … hvis altså vi ønsker integration i Danmark sådan for alvor …

For ønsker vi integration (og dét synes Danmarksbloggen, at vi skal gøre), så skal det slås fast med syvtommersøm, at det officielle Danmark bakker op om, at muslimer har ligeså meget ret som alle mulige andre (kristne, jøder, buddhister og hinduister m.fl) til at praktisere deres religion, også i en stormoské – eller endda to.

For det giver ikke mening at forvente, at sunni- og shia-muslimer skal kunne deles om en moské, sådan som Stinne Bosse udtalte det på sin blog sidste efterår http://opinionen.dk/debat/en-rummelig-stormoske-skal-skabe-inklusion-og-sammenhaengskraft

Vi forlanger jo heller ikke, at protestanter og katolikker skal deles om en kirke. Så selvfølgelig skal sunni- og shia-muslimer også kunne have hver deres stormoské. Det siger sig selv.

Men såvel sunni- som shia-muslimer skal også respektere basale frihedsrettigheder samt ønske at være en del af det danske samfund, hvis integrationen skal lykkes.

Det vil derfor klæde de muslimske imamer, hvis de begynder at arbejde aktivt for integrationen af muslimer.

Mange almindelige muslimer ønsker nemlig integration. Men de mangler godkendelse og inspiration fra de muslimske religiøse ledere, som derfor er nødt til åbent at tage stilling, og både til hverdag og på en festdag som på torsdag melde klart ud, at de er muslimer i et åbent, demokratisk samfund. Og at de derfor vil arbejde for en øget integration.

At islam kan fungere i en vestlig kontekst.

For jo, man kan godt være både demokratisk anlagt og muslim, vestlig i sin levevis og være muslim, gå ind for diverse frihedsrettigheder og være muslim.

Desværre er det bare lykkedes fundamentalistiske muslimer og Dansk Folkeparti at overbevise rigtig mange, både muslimer og ikke-muslimer, om det modsatte.

Men der findes masser af vestlige og demokratiske muslimer i Danmark – og det er på tide, at de kommer til orde og kræver deres ret, både i stormoskéen og i samfundet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Valdemarsdag og Dannebrog

Udgivet den af
Svar

Om føje år er det 800 år siden, at Dannebrog faldt ned fra Himlen på denne dag, der derfor også hedder Valdemarsdag, da Valdemar Sejrs tropper netop denne dag sejrede over de hedenske estere.

Læs mere om netop det i Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687

Dannebrog er derfor også et af verdens ældste – ja måske endda det ældste flag – og danskernes forhold til Dannebrog er ligeså tæt og varmt som til familie og venner.

Vi elsker simpelthen vores flag, og bruger det hele tiden: På fødselsdagskagen, på juletræet, til sportskampe og så videre.

Vores flag er som resten af vores skønne land ALLES danskeres – og netop derfor kan og skal ingen tage patent på danskheden, som især Dansk Folkeparti prøver at gøre det.

Men danskheden er heldigvis mere end væren-sig-selv-nok. Danskheden er rummelighed, frisind og venlighed … og derfor er der grund til at kippe med Dannebrog på denne solbeskinnende Valdemarsdag, hvor Danmarksbloggen også skulle have bragt en beretning fra Folkemødet på Bornholm.

Denne beretning må dog vente til i morgen. Men så får vi også det hele med …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Rejser udenfor skoleferierne underminerer respekten for skolen

Udgivet den af
3

Alle danskere er enige om, at vores skoler skal være gode – og helst også bedre end de er idag.

Det drejer sig selvfølgelig om ressourcer, lærere, undervisning og så videre.

Men det drejer sig også om, at forældrene viser respekt for skolen og bakker op om skolens arbejde. Og her er første krav, at man som forælder sørger for, at ens barn kommer i skole. Og at det opfattes som vigtigt at passe sin skole – præcis som man skal passe sit arbejde.

At pjæk med andre ord er totalt og 100% u-acceptabelt.

Det rimer så altsammen rigtigt dårligt med det faktum, at over halvdelen af alle forældre iflg. en undersøgelse lavet af DR synes, at det er helt i orden at tage på ferie udenfor de ordinære skoleferier, som der ret beset er temmelig mange af i løbet af året. Se link til DR-artikel: http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2014/06/11/163105.htm

Formand for foreningen Skole & Forældre Mette With Hagensen siger i artiklen fra DR som forsvar for de ekstra ferier: “Det er også vigtigt for børn at være sammen med deres familie og have gode oplevelser sammen. Det lærer børnene også noget af.”

Og det har hun da helt ret i – men det kan man ligeså godt gøre i de ordinære ferier som ellers. Familiesamværet bliver ikke dårligere af, at det er juli måned eller uge 42.

Men selvfølgelig er alting dyrere i de ordinære ferier – og det er da rigtigt ærgerligt, at man så måske ikke kan rejse derhen, hvor man gerne vil.

Men det er et forkælelsesproblem, der helt får lov til at overskygge den forpligtelse, som forældrene har overfor skolen iforhold til at sende børnene afsted i skole hver eneste skoledag, medmindre selvfølgelig børnene er syge – eller der er andre forhold, som berettiger til at blive væk.

For at charterferien til Tyrkiet er billigere i maj eller flybilletterne billigere til USA i september er ikke en gyldig grund til at blive væk fra skolen. Det er tværtimod at underminere respekten for skolen og skolens arbejde – foruden at det sender det forkerte signal til barnet om, at ens egne egoistiske behov er det vigtigste i hele verden.

Men nej, sådan er det ikke. Det drejer sig om at være sig sit ansvar som en del af fællesskabet bevidst og så ellers bare møde op i skolen.

For nej, et skolebarn kan ikke bare lave lektier, mens vedkommende er væk. Ingen lærer på samme måde og ligeså meget ved at sidde en time ved poolen med et par bøger. For slet ikke at tale om den forstyrrelse og forsinkelse det skaber for de andre i klassen, når feriebarnet kommer hjem og skal opdateres.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Promenadeorkesteret på Plænen i Tivoli

Udgivet den af
2

Det er nu anden sæson, at Tivoli-besøgende må undvære Promenadeorkesterets daglige koncerter samt musikalske medvirken ved Pantomimeteatrets forestillinger – og det eneste, der er større end savnet, er det (måske) naive håb om, at det en dag bliver anderledes.

Men indtil da må man glæde sig over hver eneste gang, at Promenadeorkesteret spiller – og det gør de hver tirsdag på Plænen. Dog som regel kun som musikalsk ledsagelse til en sanger(inde), og det er bare ikke det samme. Faktisk langtfra endda.

Men fire gange i år kan man høre det, som man indtil for et par år siden kunne høre 3-4 gange om dagen: Nemlig de dygtige musikere i Promenadeorkesteret og kun dem. Første gang var i april og anden gang i går – og de to sidste bliver til august.

Danmarksbloggen ilede derfor i Tivoli igår. Og det var en sand fornøjelse at sidde på Plænen og høre Promenadeorkesteret i den varme sommereftermiddag. Fra starten, hvor vi hørte valsetoner af Johann Strauss d. Yngre – og ja, vi kom igang, selvom rådhusklokkerne ikke slog.

Det er ellers et fast signal i Tivoli, men meget symbolsk situationen for Promenadeorkesteret manglede klokkerne igår kl. 17. Præcis som at Liebst, Bendixen og co., heller ikke har forståelse for Tivolis helt specielle ånd, men tværtimod gør hvad de kan for at ødelægge Den Gamle Have.

Nå, ingen grund til at ødelægge humøret, når man endelig igen kunne høre Promenadeorkesteret live, som det hedder på nudansk.

Næste afdeling var Emil Reesen og et uddrag fra operetten Farinelli. Blandt andet “Sangen har vinger”.

Nu blev der så netop ikke sunget i går eftermiddag på Plænen – og det var faktisk det fine ved det hele. For Promenadeorkesteret, deres musik og deres dygtighed kan selv – har også vinger.

Hvordan kan de ellers spille så levende, så smukt, så helt ind i sjælen, at man rives med, nynner, vipper med foden – og i det hele taget bare har det så dejligt i tonernes verden, at man for en times tid hårdnakket vælger at glemme, at det at høre Promenadeorkesteret folde sig ud egentlig også gør savnet værre næste gang man sidder foran Pantomimen og hører båndmusik. Eller går forbi orkesterets gamle spillested og ser kålplanter og lignende dér, hvor der før var skøn musik hver dag sommeren igennem.

For sådan er vilkårene. Promenadeorkesteret sjofles, og Tivolis gæster lever på smalkost, når det drejer sig om dén musik, dén kultur og dét teater, der altid har været Tivolis adelsmærke.

Men igår fik vi et overdådigt måltid, der efter Farinelli bød på både en spansk tango, et uddrag af italienske sange, der fik nogle italienske turister til at bryde ud i spontan jubel – og så selvfølgelig Tivolis huskomponist H. C. Lumbye, hvor vi hørte både Rutschebanegaloppen og den klassiske Champagne-galop, der helt ifølge traditionen afsluttede en magisk dag på Plænen i Tivoli.

En dag, hvor alle bænkesæder – trods stegende hede og stikkende sol – var fyldt, og hvor mange – også unge og yngre – sad på græsset og vuggede med. For nok er det meste af musikken fra Promenadeorkesterets instrumenter gammel set med nutidens øjne, men de gamle viser og valse og melodier er fulde af en livsglæde og et humør, som appellerer til alle aldersgrupper.

Og skulle man være i tvivl, kan man jo bare dukke op til august. Det er tirsdag d. 12 og tirsdag d. 26. august kl. 17 på Plænen.

Danmarksbloggen anbefaler ihvertfald alle at komme. Både for at høre god musik spillet af dygtige musikere, men også for at sende et signal til Tivolis ledelse om, at vi vil have Tivoli-ånden tilbage i Den Gamle Have. Den er stærkt savnet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Grundlovsskriv: Dansk Folkeparti ødelægger demokratiet

Udgivet den af
1

Grundlovsdag er en af årets helt store dage, hvor Dannebrog vejrer, og vi hylder demokratiet. Læs også historien bag demokratiets fødsel på Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=4790

Men i år sker fejringen desværre i skyggen af de store, sorte skyer, der samler sig i horisonten.

Alt det skønne i Danmark – fællesskabet, solidariteten og frisindet – bløder nemlig i øjeblikket. Det er som rives Dannebrog fra hinanden. Og det er Dansk Folkeparti og deres vælgeres egocentrerede hænder, der splitter vores elskede land – og det demokrati, som Danmark bygger på.

For et demokrati er kun et demokrati, sålænge der er tale om et reelt folkestyre. Og her er det helt centralt, at de partier, som danskerne stemmer på, også bliver de partier, som tager ansvar for Danmark.

Men det vil Dansk Folkeparti ikke.

Alt tyder ellers på, at Dansk Folkeparti bliver landets største parti ved næste folketingsvalg. Men det vil altså ikke sætte sig spor i ledelsen af Danmark. For Thuelsen Dahl nægter at tage ansvar og gå med i en regering.

Han – og resten af Dansk Folkeparti – vil istedet blive stående på sidelinien, hvor de kan kræve, love, kritisere og kun være med til udvalgte mærkesager.

Men sådan kan et land ikke fungere. Hvis alle partier gjorde som Dansk Folkeparti, ville Danmark ikke hænge sammen.

Skal man lede et land – og det er ligesom hele ideen med folkestyret – så er man nødt til at sætte sig ned ved bordet og forhandle og indgå kompromiser om både mærkesagerne og alt det andet.

Men det vil Dansk Folkeparti ikke. Og sålænge mandaterne stadig var få i antal, betød det ingenting, at partiet blot stod og råbte fra sidelinien. Det gør Liberal Alliance også i øjeblikket.

Men når mandaterne bliver mange, så kommer også forpligtelsen til at være med ved bordet – hele vejen og hele tiden.

Så er dagene som drømmere og dommere forbi – så skal der arbejdes.

Men det vil Dansk Folkeparti ikke. Partiet, der ellers hævder, at de elsker Danmark har i deres magtbegær intet problem med at lade deres egen succes ødelægge demokratiet …  og det danske samfund.

Så meget – eller skulle man snarere sige så lidt – elsker Dansk Folkeparti nemlig Danmark, når det kommer til stykket.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kongemordet, der ikke lykkedes og samarbejdets kunst

Udgivet den af
2

Ingen havde set det komme i går: Men vi blev alle vidner til kongemordet, der ikke lykkedes.

Lars Løkke kæmpede nemlig indædt og i timevis for sit politiske liv – og resultatet blev, at han fortsætter som formand for Venstre … indtil videre ihvertfald.

For hvor meget kan Venstre tolerere? Har vi set den sidste bilagssag om Løkke? Eller ligger der mere og venter på at komme frem i lyset? Og mangler vi ikke stadig at få klarhed over, hvorvidt Løkke har betalt skat eller ej af fx tøjindkøbet til 150.000 kroner?

Balladen i Venstre er nemlig ikke stoppet med beslutningen om at bakke op om Løkke.

De sidste ugers uro og åbenlyse uenighed vil istedet trække dybe spor i lang tid fremover i Venstre – og det bliver spændende at se, hvad det hele betyder for opbakningen til Venstre blandt vælgerne:

Vil partiet, der allerede har blødt meget, begynde at styrtbløde – eller vil blødningen stoppe? Eller blot fortsætte som nu?

Tiden vil vise det …

På en måde betød udfaldet i går også mindre. For uanset hvad vej det gik, ville mødet og forløbet op til efterlade Venstre der, hvor partiet er idag: Splittet i atomer … og med fløje og grupperinger, der nu står uforsonlige og skal til at lære at arbejde sammen igen.

Dét kan lade sig gøre. Det kan partier som Konservative og Socialdemokratiet tale med om … og Venstre selv også, hvis man kigger i historiebøgerne.

Men det er nødvendigt, at de gamle partier lærer samarbejdets kunst – og det for alvor.

For hvis vi i Danmark skal fortsætte som et bare nogenlunde civiliseret land, så skal midterpartierne begynde at tale sammen og at lave politik sammen – også på tværs af fløjene, både internt i partierne og imellem rød og blå blok.

Alternativet er nemlig det skræmmende, at ekstreme og menneskefjendske partier som Dansk Folkeparti og Liberal Alliance får stemmerne og laver Danmark om til et junglesamfund, hvor vi alle sidder som små konger og kun tænker på os selv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 20: Frederik d. 7., Grundlov og Treårskrig

Udgivet den af
Svar

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

FREDERIK D. 7. GRUNDLOV OG TREÅRSKRIG

På torsdag d. 5. juni er det Grundlovsdag. Dagen hvor vi fejrer, at Danmark i 1849 blev et demokrati efter at Monrad, Clausen, Moltke og de andre Grundlovsfædre var færdige med deres arbejde: Nemlig at forfatte den Grundlov, der blev underskrevet af Frederik d. 7.

Men i virkeligheden var arbejdet gået i gang lang tid før.

Allerede i 1830´erne nedsatte den gamle enevældskonge Frederik d. 6. nemlig de stænderforsamlinger, der skulle danne overgangen til det demokrati, som blev født i 1848 og gennemført i 1849. Den gamle konge så nemlig klart, hvad vej det gik og mente, at det var en god ide at lade overgangen komme stille og roligt fremfor hurtigt og brat.

Frederik d. 7.´s far Christian d. 8. var enig og satte yderligere gang i arbejdet kort før sin død i vinteren 1848.

Det var dog ikke alle, der var enige i den langsomme overgang. En af dem var den national-liberale Orla Lehmann, der holdt brændende taler om det folkestyre og de frihedsrettigheder, som hellere skulle komme i dag end i morgen: Menings-, trykke- og ytringsfriheden. Især de unge og yngre var helt enige med ham – og der blev flere steder talt begejstret om det folkestyre, som måtte være på vej.

Der var med andre ord uro og revolution i luften over Europa – og også i Danmark.

Og her især i Sønderjylland og hertugdømmerne, hvor der ellers havde været roligt i flere århundreder. Men i takt med den stigende nationalfølelse i både Danmark og det nu forenede Stor-Tyskland blev det pludselig vigtigt, om man var tysker eller dansker. Det havde det ellers aldrig været før, hvor man i stedet havde opfattet sig selv som slesviger, holstener eller slet og ret som en person fra hertugdømmerne.

Men nu blev det essentielt, om man var det ene eller andet, talte dansk eller tysk. Og at sige at man ikke var nogen af delene, men i stedet var tilhænger af hertugdømmerne og blot opfattede sig selv som hertugdømmer duede ikke.

Det kunne næsten kun ende med konfrontation.

En situation som prinserne fra Augustenborg, der var sønner af Struenses og Caroline Mathildes datter, prøvede at udnytte til egen fordel for derigennem at kunne få magten over hertugdømmerne.

Det hele endte galt. Det endte med Treårskrigen, som varede fra 1848 til 1850, og som Danmark, der i mellemtiden var blevet et spritnyt demokrati, vandt.

Jublen ville ingen ende tage – og ingen tænkte på, at man havde trådt et nyt, samlet og meget stærkt Tyskland over tæerne. Det skulle vi imidlertid få at mærke 14 år senere i 1864. Men det vender vi her i Danmarksbloggens Danmarkshistorie tilbage til efter sommerpausen.

For det store skifte var nu sket. Danmark var blevet et demokrati. Uden revolution, uden ballade – men ikke uden teatralske ord og fagter.

Tilbage i de urolige martsdage i 1848 var en gruppe københavnere – blandt andet Orla Lehmann, der sagde de berømte om ikke at drive nationen til fortvivlelsens selvhjælp – forsamlede på teatret og vintertivoliet Casino og rådhuset til møde. Et møde, der endte med at mændene gik i fakkeltog til Christiansborg og Frederik d. 7.

For NU skulle det være. NU skulle Danmark af med den gamle enevælde, og demokratiet skulle indføres. Men de kunne godt gå hjem igen.

For Frederik d. 7., der nærmest lige var blevet konge, havde nemlig lugtet lunten og ligeså stille tidligere på dagen afskediget det gamle ministerium og dermed afskaffet enevælden.

Så da deputationen – ret ophidsede – nåede frem til slottet, kunne Frederik Folkekær, som han siden blev kaldt, slå ud med hånden og flot sige. Det, som De kommer for at anmode Deres Konge om, det er allerede udført.  

Og så kunne Grundlovsfædrene gå i gang med arbejdet – og kun lidt over et år senere, midt i Treårskrigen – underskrev Frederik d. 7. Grundloven, der var den tids mest demokratiske i hele verden.

Så let, så elegant har meget få andre – om nogen overhovedet – lande gået over til folkestyret.

Det er derfor også helt fortjent, at det netop er ham – Frederik d. 7. – der møder os højt til hest, når vi er på Christiansborg Slotsplads i dag, hvad enten vi så er der for at se Christiansborg, gå ned i ruinerne, besøge folketinget, demonstrere eller måske bare skifte bus.

Frederik d. 7. var i det hele taget kendt for sine rammende replikker, one-liners som de ville hedde i dag, som når han på sine rejser rundt om i landet altid sluttede af med at stille sig op på en stol i forsamlingen, slå ud med armene og landsfaderligt sige: Hils Eders koner og børn.

Danskerne elskede ham for det, og for at han absolut ikke var fejlfri. Ikke alene drak Frederik d. 7. en hel del. Men han havde også været gift ikke mindre end to gange – blandt med selveste Frederik d. 6.´s datter- før han endelig fandt sammen med Louise Rasmussen. En pige af folket med en tjenestepige til mor, en gift og velhavende mand som far – og en avisforlægger, der også blev kongens gode ven, som elsker.

De to – Frederik og Louise – havde lært at kende, dengang han var kronprins, og hun var balletpige på Det Kgl. Teater, hvilket dengang nærmest var niveauet lige over prostitueret. En umulig alliance, som alligevel blev mulig – også selvom hun fik et barn med hendes avis-mand, et barn der blev bortadopteret.

Hoffet og andre med status i samfundet brød sig heller ikke meget om hverken Frederik d. 7. eller Grevinde Danner (som Louise Rasmussen nu hed), som de anså for primitive og simple. Antipatien var gengældt hos Danmarks kongepar, der anså hoffolk og andre med glæde for titler og magt for snobbede og kedelige.

Parret opholdt sig derfor også meget på Frederiksborg Slot og Jægerspris Slot i stedet for i hovedstaden. Her kunne Frederik d. 7. også både fiske og grave efter de oldtidsminder, som han interesserede sig dybt for. Børn fik parret dog aldrig, så igen skulle man til at se sig om for at finde den næste konge i Danmark.

Valget faldt på ham, der kendes som Christian d. 9., Europas svigerfar, hvis sønner og døtre blev konge af Danmark, konge af Grækenland, konge af Norge, dronning af England, zarina i Rusland og de sidste gift ind i tyske og franske adelige og fyrstelige kredse. Han, som er den første af de Glückborgske konger, men dog stadig af den samme kongeslægt som de gamle Oldenborgere, hvilket er enestående i Europa.

Og netop Europas svigerfar, det unge demokrati og det skæbnesvangre år 1864 skal vi høre mere om, når Danmarksbloggens Danmarkshistorie vender tilbage efter sin sommerpause. Det bliver mandag 1. september. Vel mødt.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956
Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke: http://danmarksbloggen.dk/?p=4019
Grevens Fejde og Reformationen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4129
Christian d. 4 og København gøres stor: http://danmarksbloggen.dk/?p=4142
Frederik d. 3, Enevælden, Kvindefejden
og Tabet af Skåne-landene: http://danmarksbloggen.dk/?p=4363
Oplysningstid, Det Florissante Eventyr
og Store Nordiske Krig:http://danmarksbloggen.dk/?p=4457
Christian d. 7., Struense og Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=4512
Frederik d. 6., statsbankerot og tabet af Norge: http://danmarksbloggen.dk/?p=4588
Guldalderen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4653
Nye tanker op mod 1849: http://danmarksbloggen.dk/?p=4717

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dansk Folkeparti bliver aldrig stuerene

Udgivet den af
2

Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen sagde for lidt over 20 år siden til Dansk Folkeparti: Stuerene, dét bliver I aldrig.

En bemærkning, som mange (også medier) mener ikke længere holder. For nu har Dansk Folkeparti jo fået mere end 25% af stemmerne – og så er partiet blevet stuerene.

Men nej, Nyrups bemærkning holder stadigvæk. Så kan Dansk Folkeparti få nok så mange stemmer. Dét betyder ingenting.

Dansk Folkeparti er stadig et parti, der sætter skel og graver grøfter. Et parti, der deler mennesker op i dem og os – og som mener, at de og deres meningsfæller er bedre end alle andre. Et parti, der mener, at de partout har retten til at håne og tale nedsættende om dem, der mener noget andet og er anderledes end dem selv. Et parti der taler til alt, hvad der er menneskefjendsk.

Dansk Folkeparti er og har altid været et parti, der taler til den indre svinehund. Den hund, som Venstre og Konservative lukkede ind på de bonede gulve, hvor den siden til hver fjerde danskers store fornøjelse har rendt rundt og pisset på uvurderlige skatte som medmenneskelighed og solidaritet og frisind.

Dét er mere end skræmmende. Så lad os få den hund ud i hundehuset, hvor den hører til, og det kan kun gå for langsomt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

EU-valg: Demokratiet trues af ekstremister

Udgivet den af
1

Dansk Folkeparti – og især Morten Messerschmidt – vandt en jordskredssejr i går. Mere end hver fjerde danske vælger stemte på Dansk Folkeparti, som nu får fire af de ialt 13 danske pladser i EU-parlamentet.

Men også Folkebevægelsen mod EU gik frem – tiltrods for at spidskandidaten var både ung og ukendt.

Signalet er ikke til at tage fejl af: Danskerne er trætte af et EU, som de fleste opfatter som en overstatslig institution, der bestemmer alt for meget.

Danskerne er ikke alene om at mene sådan. Billedet er det samme over hele Europa. De nationale partier og bevægelser stormer frem.

Men hvad gør man nede i Bruxelles – og i de enkelte landes regeringer, også Danmarks? Ingenting, absolut ingenting.

Tværtimod fortsætter man som hidtil med at lave endnu mere centraliseret magt i EU-regi – senest med den desværre vedtagne patentdomstol.

EU-toget buldrer altså frem – totalt ligeglad med de befolkninger, der enten gerne vil stå helt af eller overvejer om toget skal køre i en anden retning. En retning med fred, frihed og frihandel, men ikke med fælles økonomi-, forsvars- og velfærdspolitik.

Dét er farligt på den måde at ignorere sin egen befolkning for slet ikke at tale om at det er udemokratisk. For det er i dén grad et demokratisk problem, når magthaverne ikke lytter til befolkningerne. For så får ekstremisterne altfor let spil … også i Danmark, hvor det nu endegyldigt er lykkes Dansk Folkeparti at fremstå som stuerene …

Men det er partiet ikke. Så kan de få nok så mange stemmer. Det ændrer ingenting.  For med DF´s fjendske politik og retorik overfor fx muslimer, men også andre, bliver de aldrig stuerene. Dér havde – og har – daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen helt ret.

Men Dansk Folkeparti taler til den indre frygt for det fremmede i mange mennesker, og det skal tages mere end alvorligt af de andre partier, hvis ikke Dansk Folkeparti skal fortsætte deres sejrsstime også til det kommende folketingsvalg.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk