Kategoriarkiv: Danske værdier

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 21: Det unge demokrati, 1864 og Europas svigerfar

Udgivet den af
Svar

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

DET UNGE DEMOKRATI, 1864 OG EUROPAS SVIGERFAR

Da vi vandt Treårskrigen i 1850, ville jublen ingen ende tage. De danske soldater gik triumferende sejrsmarcher, og der blev sunget højt om den tapre landssoldat. Ingen – eller i hvert fald meget få – var i stand til at se gennem sejrsrusen og få øje på den store trussel, som lå fra vores store nabo mod syd: Et forenet Tyskland under jernkansleren Bismarck – og et Tyskland, hvor alle nu mente, at Danmark undertrykte alle tyskere i hertugdømmerne.

Det spritnye danske demokrati (Grundloven er som bekendt fra 1849) var nemlig i dén grad overbevist om sin egen fantastiske styrke, selvom vi i tiden mellem Treårskrigen og 1864 havde ikke færre end elleve forskellige regeringer. Demokratiet var nyt og spinkelt, og alt skulle afprøves samtidig med at landet gennemgik store forvandlinger.

I København forsvandt voldene efter den store kolera-epidemi – og byen kunne begynde sin udvikling mod at blive den moderne storby, som København er i dag.

Industrialisering, urbanisering og meget andet, der blev betragtet som et stort fremskridt tog fart. Jernbane, dampskibe og en generel øget trafik var både midlet og billedet på den nye tid. Og Danmark var – til trods for tabet at Norge i 1813 og statsbankeroten i 1814 – igen på vej frem.

Men så ramte ulykken. Den danske grundlov gjaldt ikke nede i hertugdømmerne Slesvig-Holstein. Men nu lavede politikerne en fællesforfatning, der gjaldt for Danmark og Sønderjylland, men ikke for Holsten. Forfatningen var i dén grad i strid med de gamle regler, der stillede hele området frit. Men man håbede, at såvel Sverige-Norge, England og Rusland ville komme Danmark til hjælp, hvis det endte med krig.

Det gjorde dét – men ingen kom Danmark til undsætning.

Tyskerne havde derimod ikke glemt Treårskrigen og det de mente var dansk undertrykkelse af alt tysk, og da Tyskland samtidig havde brug for en prøveklud, inden det store angreb mod Frankrig, så var det ligefor med en krig. Valget faldt på Danmark, der så uklogt fægtede med den nye forfatning, som kongen Frederik d. 7. ikke engang havde nået at underskrive, inden han pludselig døde 15. november 1863.

Den nye konge – Christian d. 9. – ville først ikke skrive novemberforfatningen under, da han vidste, at den betød krig. Men d. 18. november 1863 gjorde han det – stærkt presset – alligevel. Den gjaldt fra 1. januar 1864.

Angrebet fra Tyskland måtte komme – og det kom midt i januar 1864 mod et Danmark, som ikke havde holdt hæren og forsvarsværkerne ved lige, men hvor soldaterne stadig var udrustede med de gammeldags forladede geværer, mens tyskerne var professionelle soldater med moderne våben, bla bagladede geværer.

Krigen blev kort, men ubarmhjertig og hård. I den kolde vinter og det tidlige forår mødtes de to hære: Den danske på cirka 40.000 mænd, de fleste ganske uerfarne, og den tysk-østrigske på 57.000 mænd med tre års militæruddannelse bag sig.

Det måtte gå galt, og det gjorde det også. Vi vandt dog – pga tågen og tysk fejlvurdering – slaget ved Mysunde 2. februar, men så kom nederlagene ved Dannevirke og Sankelmark. D. 6. februar var krigen reelt afgjort og kunne være sluttet med et tilbud om forhandlinger under international mægling.

Men nej, det danske folk blev grebet af panik og nationalfølelse – og de nye politikere fulgte folkestemningen. Så krigen varede 2½ meningsløse måneder mere – helt indtil det sidste slag 18. april ved Dybbøl Mølle.

Så var det hele afgjort – og ved de efterfølgende fredsforhandlinger bed Tyskland sig fast. Grænsen kom til at ligge ved Kongeåen – og mere end 200.000 danskere var nu tyske og skulle være så i små 60 år

Hvad udad tabes, må indad vindes, blev der sagt – og Danmark har lige siden det skæbnesvangre år 1864 opfattet sig selv som et lille stat og ikke som en stormagt. Ja, selvopfattelsen som lille og ubetydelig i kombination med andedamsmentaliteten om at have nok i os selv er først nu 150 år ved at vende, bla pga den danske deltagelse i både Irak og Afghanistan – men også via den rolle, som Danmark prøver at spile i EU – trods de danske forbehold – og i FN.

I kongehuset har man dog hele tiden set udad, netop på dén tid, hvor Danmark blev lille, fik man placeret sønner og døtre overalt på tronen i Europa. Frederik d. 7. døde i 1863 – og dermed uddøde også den oprindelige gren af den danske kongeslægt, den oldenborgske. Men en anden gren – den glückborgske – tog over med Christian d. 9. og hans dronning Louise.

Og deres børn blev næsten alle kronede hoveder: Den ældste søn, Frederik d. 8, blev selvsagt konge af Danmark, datteren Alexandra blev dronning af England, datteren Dagmar blev zarina i Rusland, og sønnen Vilhelm blev konge af Grækenland under navnet Georg d. 1. Derudover blev datteren Thyra hertuginde af Cumberland, og sønnen Valdemar blev valgt som konge af Bulgarien, men valgte dog at takke nej og blive i Danmark.

Christian d. 9. har derfor også siden været kendt som Europas svigerfar, og hver sommer mødtes den store familie på slottet Fredensborg i Nordsjælland, hvor de holdt sommerferie og talte sammen – noget som kansleren nede i Tyskland ikke brød sig om. Han mente, at de smedede rænker mod ham, og måske er der også blevet snakket politik.

Men somrene på Fredensborg var først og fremmest en familiesammenkomst, hvor travle kongelige fra mange lande, der ofte ikke sås ellers i løbet af året, kunne være sammen et par uger og holde ferie og nyde livet

For nu var det at holde ferie og slappe af blevet moderne hos de kongelige og en lille privilegeret overklasse.

For langt de fleste danskere drejede livet sig dog ikke om, hvorvidt man skulle spille kroket eller i stedet spadsere en tur i en blomstrende park. Nej, de fleste danskere kæmpede simpelthen for at overleve i et samfund, hvor skellene mellem rig og fattig var enorme, og hvor livet året rundt var et slid for det daglige brød.

Og netop forskellen mellem rig og fattig, industrialisering, vandring fra land til by og urbanisering skal det handle om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956
Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke: http://danmarksbloggen.dk/?p=4019
Grevens Fejde og Reformationen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4129
Christian d. 4 og København gøres stor: http://danmarksbloggen.dk/?p=4142
Frederik d. 3, Enevælden, Kvindefejden
og Tabet af Skåne-landene: http://danmarksbloggen.dk/?p=4363
Oplysningstid, Det Florissante Eventyr
og Store Nordiske Krig:http://danmarksbloggen.dk/?p=4457
Christian d. 7., Struense og Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=4512
Frederik d. 6., statsbankerot og tabet af Norge: http://danmarksbloggen.dk/?p=4588
Guldalderen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4653
Nye tanker op mod 1849: http://danmarksbloggen.dk/?p=4717
Frederik d. 7., Grundlov og Treårskrig: http://danmarksbloggen.dk/?p=4790

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Efteråret på Danmarksbloggen: Danmarkshistorie og værdi-oplæg

Udgivet den af
Svar

Det går mod lange, mørke aftner, løv der falmer og kolde dage. Efteråret er på vej, også på Danmarksbloggen, der på mandag vender tilbage med Danmarksbloggens Danmarkshistorie.

Da vi sluttede før sommerferien, var det med Grundlovens indførelse i 1849. Så fra nu af og indtil advent skal det handle om den moderne tid fra cirka 1850 og op til vore dage.

Læs evt. sidste afsnit fra før sommerferien her. I slutningen er der link til alle tidligere afsnit af Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=4790

For vores historie er vigtig. Kend din fortid for at forstå din nutid, så du kan påvirke fremtiden, hedder det som bekendt.

Men vi kan ikke nøjes med at se tilbage. Vi må også se frem, hvis vi sammen skal skabe et bedre samfund.

Danmarksbloggen vil derfor – i første omgang indtil jul – hver fredag komme med et oplæg til en værdi-debat med udgangspunkt i aktuelle problemstillinger.

Så altså:

Velkommen til efteråret på Danmarksbloggen, hvor der udover diverse indlæg over ugen vil være Danmarkshistorie hver mandag og værdi-oplæg hver fredag.

Vel mødt til et spændende efterår.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Regnbuetid igen

Udgivet den af
Svar

Så er det ved at være regnbuetid igen.

I denne uge løber Copenhagen Pride nemlig af stablen: Det starter i morgen  – og som sædvanlig vil der være en stor parade på lørdag d. 30. august, der traditionen tro slutter på Pride Square på Rådhuspladsen.

Danmarksbloggen bakker 150 procent op om Priden, som LGBT-formand Lars Henriksen i nedenstående tv-indslag kalder en menneskerettighedsfestival.

http://out-and-about.dk/visnyhed.asp?id=5306#.U_HdvfmqmoF

En god beskrivelse.

For Copenhagen Pride handler nemlig om noget så grundlæggende som retten til at være lige dén, som man er inderst inde – og så vise det på dén måde, som man har lyst til.

Derfor handler Copenhagen Pride også om at være på barrikaderne.

For desværre findes der mennesker verden over – men også i Danmark – som mener, at nogle seksualiteter og nogle måder at udtrykke sig selv på er forkerte. Det er mennesker, som mangler rummelighed og forståelse, men som til gengæld desværre  ofte er både brutale og voldelige.

Dén slags mennesker skal bekæmpes, ikke med vold, men med ord, livsglæde og en konstant insisteren på frisindet og tolerancen.

Nogle i LGBT-miljøet, som altid har været på barrikaderne og slagmarkerne og taget kampene, er iflg. Lars Henriksen drag-gueens´ene.

Derfor giver det også mening, at netop de hyldes med et 2½ times langt show på Pride Square fredag aften d. 29. august, hvor man altså kan møde drag-queens fra mange lande, både England, Sverige, USA – og Østrig.

Østrig??? Så ringer en lille klokke. For kunne man håbe, at en vis Conchita, som også var i København i maj, ligger vejen forbi?

Der vil utvivlsomt være mange, der gerne vil se eller gense Conchita Wurst, som da han/hun vandt MGP´et i maj sagde de berømte ord: We are unstoppable.

For sådan er det: Alle os, der kæmper kampen for frisind og tolerance – vi er ustoppelige!!!

Så kom og vær med, når det bliver regnbuetid igen her i denne uge.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

De udsatte er Danmarks virkelige Iron-men m/k

Udgivet den af
1

I går svømmede, cyklede og løb flere tusinde mennesker rundt i Nordsjælland og København. De gennemførte en såkaldt Iron-man, der består af 3,8 km havsvømning, 180 km cykling og 42 km løb.

Men hvor imponerende det end er, at mange mænd og kvinder i alle aldre tilsyneladende kan træne sig op til en sådan kraftpræstation, så sidder undertegnede alligevel med dén tanke, at de rigtige jern-mænd og rigtige jern-damer ikke er dem, der fik medaljer på ved Christiansborg i går, da de udmattede kom over målstregen.

Nej, Danmarks virkelige Iron-men m/k er dem, der dag ud og dag ind får enderne til at mødes og stumperne til at hænge sammen.

Det er de enlige mødre der trods små midler gør alt, hvad de kan for at give deres børn en god opvækst, selvom pengene ikke rækker til en tur i svømmehallen – og endnu mindre til en våddragt, en racercykel og et par gode løbesko.

Det er de hjemløse, der ikke har et ur, så de kan se, om de nu svømmede, cyklede eller løb 2,3 sekunder hurtigere end sidste gang – men som er glade, hvis de finder et sted at sove, hvor de kan holde sig tørre og varme for natten.

De er de arbejdsløse, der sender ansøgning efter ansøgning afsted – og for hvem det ikke drejer sig om at nå en målstreg inden kl. 23, men om at få et job, inden dagpengeretten så altfor hurtigt løber ud.

Det er alle de udsatte grupper, som i disse år udsættes for en så stærk mistænkeliggørelse omkring hvem de er og om deres motiver, at det faktisk er chikane og mobning.

For nej, de udsatte grupper i Danmark, de fattige, de gamle, de syge, de arbejdsløse, de hjemløse osv, er ikke hverken dovne eller ude på at snyde systemet.

De vil bare så gerne være med i samfundet … og de prøver ihærdigt hver dag at få det til at lykkes med en indsats, der er mange-mange gange større end den, som de sportsklædte lagde for dagen i dag.

For det er de udsatte danskere, der er de virkelige Iron-men m/k – og de fortjener at blive mødt med ikke en medalje, men med noget langt mere vigtigt: Anstændige levevilkår.

Det danske samfund er nemlig så rigt og har så mange goder, at det er direkte uanstændigt, at vi ikke deles om de enorme ressourcer, som vi har i vores land.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

IS udfordrer frihedsrettighederne

Udgivet den af
2

Ytringsfrihed, meningsfrihed, foreningsfrihed …

Alle tre gode frihedsrettigheder, som ligenu udfordres af de mennesker i Danmark, der støtter IS – eller ISIS, som terrororganisationen blev kaldt indtil for kort tid siden.

Både ham der sælger støttte-armbånd til IS, og dem samler sig i IS´ navn og som iflg. Ekstrabladet har dannet en fraktion i Danmark med det formål at hverve folk til IS i Irak og Syrien.

http://ekstrabladet.dk/nyheder/krigogkatastrofer/article4975248.ece

For at et frit og demokratisk land som Danmark per definition må være imod – og også bekæmpe terrororganisationer som IS, siger sig selv.

IS er nemlig ikke kun en trussel i Syrien og Irak, hvor de myrder løs, og i går henrettede en amerikansk journalist – nej, IS er også en trussel mod den vestlige verden, især hvis det lykkes IS-medlemmer eller sympatisører at lave terror her.

Men spørgsmålet, som vi skal stille os selv, er alligevel, om vi så skal forbyde IS og IS-støtter at ytre og samle sig?

For hvis vi gør det, svigter vi så netop ikke vores eget værdigrundlag? Omvendt skal vi selvfølgelig heller ikke lade terrorister udnytte gode frihedsrettigheder til at kunne ramme os.

For det er som at balancere på en meget tynd demokratisk tråd, når organisationer som IS udfordrer – og bruger – vores frihedsrettigheder i deres bestræbelser på at skabe et samfund, der er stik imod vores frihedsværdier.

Er løsningen at tillade max overvågning af IS-medlemmer og IS-sympatisører, så man kan nå at gribe ind, inden de evt. foretager et terrorangreb? Og så ellers bare lade dem ytre sig, som de ønsker? Men selvfølgelig med fuld skrue af masser af ord og fakta gå imod deres rabiate holdninger.

Eller er det naivt at tro, at man kommer nogen vegne med ord og debat? Skal vi forbyde IS?

Men vil et forbud kunne forhindre IS i at være i Danmark? Vil det ikke snarere få IS til at gå i skjul under jorden – og dermed være meget sværere at holde øje med?

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tørklæder har (næsten) altid været et must for danske kvinder

Udgivet den af
9

Så raser tørklæde-debatten igen – og som altid er en af bannerførerne imod muslimske kvinders ret til at gå med tørklæde Pia Kjærsgaard, der i en artikel i Kristeligt Dagblad i går onsdag d. 20. august siger:

Det, at muslimske kvinder bærer tørklæder, burka, eller niqab er en klar afstandtagen til det danske samfund. At gå tildækket er fuldstændig i strid med det danske samfunds traditioner og symboliserer en ufrihed, som jeg slet ikke kan acceptere på nogen måde.

Citat slut.

Læs hele artiklen her: http://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/2014-08-20/%E2%80%9D-b%C3%A6re-t%C3%B8rkl%C3%A6de-er-en-politisk-manifestation%E2%80%9D

I artiklen kan man også læse, hvordan Pia Kjærsgaard mener, at tørklædet er en politisk manifestation, der slet ikke har noget med religion at gøre.

Pia Kjærsgaards udmeldinger har så heller ikke noget med fakta at gøre. Tørklæder var derimod et must for danske kvinder i mange århundreder.

For hvis Pia Kjærsgaard kendte sin Danmarkshistorie, ville hun vide, at lige siden ihvertfald middelalderen og måske også længere tilbage – og helt op til sidst i 1800-tallet og nogle steder langt op i 1900-tallet var det normen, at også danske, kristne kvinder tog noget over håret, når de var ude i det offentlige rum.

At det at gå med noget over håret viste, at kvinden var en ærbar og gift kvinde. Det udslåede (altså løse) hår var nemlig kun noget, som små piger, meget unge, ugifte jomfruer – og prostituerede gik med.

Så når kvinden nåede en vis alder og modenhed – og ihvertfald når hun var gift – var det kun hendes mand, der måtte nyde godt af synet af hendes lange, udslåede hår. Og her taler vi altså Danmark og kristne, danske kvinder for kun omkring 100 år siden. Ja, nogle steder i landet for endnu færre år siden.

Ja, faktisk var et af de helt store bryllupsritualer, når de gifte koner midt under bryllupsfesten tog brudekronen af den nygifte brud og gav hende konehuen på. Konehuen, der skjulte hendes hår og viste, at nu var hun ikke længere et emne at gifte sig med. (En skik vi stadig har en rest af, når brudens slør klippes i stykker efter brudevalsen).

Til hverdag brugte de fleste kvinder dog et tørklæde – men funktionen var den samme: Håret måtte ikke ses.

Så nej, det med tørklæder er ikke noget nyt her til lands. Tørklæder har derimod i mange århundreder og mange versioner været et must for danske, kristne kvinder.

Dét er så ikke sådan længere for danske, kristne kvinder – det er rigtigt. Men det at gå barhovedet er immervæk kun noget, som danskerne – både mænd og kvinder – for alvor har gjort siden 1960´erne.

Men selvfølgelig skal ingen muslimsk kvinde føle sig presset til at tage tørklæde på, hvis hun ikke har lyst. Hun skal kunne gå med håret udslået ligeså meget, som hun har lyst.

Men hun skal heller ikke – som Pia Kjærsgaard vil have det – føle sig presset til at tage tørklædet af, hvis hun helst vil have det på.

For tørklæde eller ej, kors eller ej, kalot eller ej – dét er 100% den enkeltes egen sag. Men alle skal have friheden til at vælge – og til at være sig selv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Kalotter og Davidsstjerner SKAL kunne være i fred på Nørrebro

Udgivet den af
3

En reporter fra radio24syv tog en jødisk kalot på og gik en tur på Nørrebro.

Det indkasserede han i løbet af ingen tid en del trusler på, samt at han blev forfulgt af nogle unge mænd, der fik ham til at love at give de penge, som han ikke havde fået for at tage kalotten på, til Hamas og Quassam (Hamas´ militære fløj, red.).

Læs historien her: http://www.bt.dk/danmark/mand-med-kalot-truet-og-forfulgt-paa-noerrebro-troede-jeg-ville-faa-bank

Det er på alle planer 100% forkert!!!

For alle – også jøder – skal kunne gå i fred på de danske gader og stræder, også iført kalot og Davidsstjerne.

Og ingen – heller ikke Hamas-støtter – skal have lov til at true andre og udøve selvjustits, som de unge mænd gjorde det på Nørrebro forleden dag.

Den slags adfærd er direkte i modstrid med dansk lov og demokratisk tankegang – og vi må have såvel politi som domstole og sociale myndigheder på banen til at håndhæve, at reglerne overholdes af alle, som bor i Danmark.

For nej, Nørrebro er ikke kun for muslimer, selvom der bor mange muslimer i bydelen. Nørrebro er – ligesom resten af Danmark – for alle, der bor og lever i dette land. Punktum, og det skal alle simpelthen lære at acceptere, punktum igen.

For netop den enkeltes sikkerhed og frihed til at ytre og manifestere sig, også religiøst, er en af grundhjørnestenene i det danske demokrati.

Danmarksbloggen kunne derfor også godt ønske sig, at de mange muslimer, der ikke deler de unge mænds synspunkter, men som blot vil leve i fred og ro med deres familie, turde komme på banen med deres kritik af de muslimer, der ikke forstår, hvad det vil sige at leve i et demokratisk og frit land.

For Danmarksbloggen er overbevist om, at rigtig mange muslimer blot ønsker at leve et helt almindeligt liv med arbejde, familie og hygge i fritiden – og at det er nogle få, fundamentalistiske og særdeles aggressive, som ødelægger det samlede billede.

Alle etniske danskere er jo heller ikke som Pia Kjærsgaard, vel? Selvom fundamentalismen desværre er stigende i alle lejre.

Tilføjelse kl. 10.02: Danmarksbloggen erfarer, at der arrangeres en protestmarch på netop Nørrebro på torsdag d. 14. august – desværre ikke af muslimske organisationer, men af den konservative Rasmus Jarlov. Der er også brug for det: Det Jødiske Samfund i Danmark har iflg. Berlingske registreret ikke færre end 29 fysiske, verbale og virtuelle overgreb på jøder siden konflikten i Gaza blussede op for en god måned siden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Første skoledag i vores allesammens folkeskole

Udgivet den af
1

Det er idag første skoledag under den nye folkeskole-ordning, som er meget udskældt fra mange sider.

Emner som inklusionen og dens konsekvenser, lærernes arbejdsforhold og elevernes indlæring har alle været diskuteret op af stolper og ned af vægge.

Alle – både forældre, lærere og alle mulige andre – har nemlig en mening om folkeskolen og dens måde at køre på – og især om hvordan det kunne og skulle være i folkeskolen, hvis det skulle foregå optimalt.

For sådan er det nemlig med de institutioner, som vi opfatter som vores allesammens: Sygehusene, børneinstitutionerne, plejehjemmene, folkeskolen og nogle stykker endnu.

De er vores, som vi via skatten betaler til – og som vi kender og bruger i løbet af vores liv, og som vi derfor føler os knyttet til – og derfor også har en holdning til.

Og det, mine damer og herrer, er i virkeligheden et stærkt sundhedstegn i vores demokratiske velfærdssamfund.

For så længe vi føler ejerskab og har en holdning til vores allesammens institutioner, så har de også en chance for at overleve som hjørnestenene i vores fælles velfærdssamfund. Et samfund, hvor vi tager os af hinanden og ikke blot tænker på os selv.

Så lad endelig debatten om folkeskolen i dens nye form flyde frit og langt: Dét er mere end sundt for folkeskolen, demokratiet og velfærdsstaten.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Sommerferien er forbi – og nu skal Danmark på rette vej

Udgivet den af
1

Hedebølgen er tilsyneladende definitivt ovre – og det samme er mange danskeres sommerferie … eller også så synger ferien på allersidste vers.

Hverdagen er med andre ord startet – eller skal til at begynde igen lige om lidt. Det er derfor nu – mens sindet er fuld af dejlige sommerminder, og sjælen er frisk og genopladet – at det giver mest mening at spørge sig selv: Har jeg den hverdag, som jeg ønsker mig – eller kunne jeg tænke mig noget anderledes? Og hvis ja, så finde ud af, hvad der skal ændres, og hvordan det ønskede kan opnås.

Det samme gælder Danmark. Det er også nu, at det giver mest mening at spørge, hvor Danmark er på vej hen – og er det mon den rette vej, vi som samfund er slået ind på?

De politiske partier lader også op til diverse sommermøder med tilhørende politiske budskaber og vælgerflæsk. Men Danmarks fremtid er for vigtig til at lade politikerne – og andre magthavere – råde uden at vi allesammen er aktivt med.

Vi skal nemlig alle sammen tage et ansvar og ikke kun for os selv og vores egen hverdag, men også for alle de andre og for Danmark, som land og som samfund. Og vi skal sigte højt og ønske os det gode samfund.

Men hvad er det gode samfund? Ikke de liberales junglesamfund eller de angstes sikrede fort, hvor der kun er plads til én slags mennesker – og slet ikke Venstres forskelssamfund.

Nej, det gode samfund er et samfund, hvor vi kerer os om hinanden og hjælper hinanden, hvor vi giver plads og rum til forskellighed – og hvor vi er 100% bevidst om, at kun sammen kan vi nå alle de gyldne mål.

Et samfund, hvor solidaritet er et adelsmærke.

Danmarksbloggen vil i hvert fald fortsætte med at bidrage til netop sådan ét samfund, hvor fællesskab, næstekærlighed, rummelighed og tolerance er i højsædet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Den lille mariehøne skal flyve igen

Udgivet den af
1

Husker I Ib Schønbergs skønne vise: Se, der er en mariehøne …

Det er den, hvor man synger. Se, her er en mariehøne, husker De den gamle skrøne, den er kendt af hver en lille dreng og lille pige, denne lille kære bille kan skønt den er bittelille, skabe underværker, blot du smiler og vil sige: Flyv op imod himlen og be om dejligt vejr, flyv op gennem skyerne, imens jeg venter her, flyv op efter alt det vi ønsker hver især, flyv op imod himlen og be om dejligt vejr.

Men nej, visen handler ikke blot om dejligt sommervejr, selvom det altid er noget, som vi ønsker her til lands om sommeren (og har fået i år). Den handler også om et Danmark i 1950´erne, der var godt og grundigt klemt mellem de to stormagter USA og det daværende USSR, som man kan høre det senere: Tordenskyer går frem fra øst og vest, åh smut forbi …

Det var håbet om at slippe for den kolde krigs atomtrussel. Det var at føle – og være – det lille land, der ikke kunne gøre ret meget, når stormagterne på hver side rustede op. For sådan var det under den kolde krig, der først endte med Berlinmurens fald for snart 25 år siden d. 9. november 1989.

Siden hen har Danmark været med i diverse FN-aktioner samt krigene i Irak og Afghanistan.

Vi føler os altså ikke længere specielt små og magtesløse i Danmark. Faktisk føler vi os store og mægtige igen, som dengang vi var vikinger. Og især i årene efter årtusindsskiftet har denne følelse spredt sig i samfundet.

Og på nogen måder er det godt, men på andre skidt. For samtidig med at vi igen begyndte at tro på, at vi kan spille en rolle på den store verdensscene, smed vi også tilliden til alle andre end os selv overbord.

Troen på og tilliden til at vi kan få godt vejr, til at en lille mariehøne kan bede selveste Vorherre om fred i verden, er væk.

Og ja, det er en lidt naiv tillid til verden, til livet. Det er en barnlig og uskyldsren tillid. Men også og især en tillid, som vi mangler nu i et Danmark, der er blevet så koldt og hårdt, at ingen idag sender små mariehøner til vejrs med gode ønsker.

Heller ikke selvom der er desperat brug for det i et Danmark, der igen trues af sorte tordenskyer, nu blot skabt af vores eget fremmedhad og manglede rummelighed overfor samfundets svageste …

Tordenskyer går frem fra øst og vest, åh smut forbi …

Så send en mariehøne til vejrs. Tro på det. For Gud lytter, også til små mariehøner.

Ja, Han lytter især til små mariehøner. For den mindste iblandt jer …, som også Nyt Testamente skriver det om de små.

For det gør ikke noget at være lille.Tværtimod, så kan de små mariehøns flyve over mure og skel og mellem tordenskyerne og lige op til Vorherre med bud fra os.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk