Enhedslistens Præsidieplads kan udstille manglen på respekt hos de blå

Enhedslisten er nu i Folketingets Præsidium – og i Kontroludvalget.

Det glæder Danmarksbloggen sig rigtig meget over – og tillykke til Enhedslisten og Per Clausen, som nu tager sæde dér.

Danmarksbloggen glæder sig over Enhedslistens Præsidiumsplads og Kontroludvalgsplads af to grunde.

Mest fordi vi i Danmark har et demokrati, der gør, at vi stille og roligt og uden dramatik – men blot ved hjælp af en krukke og et par stykker papir kan afgøre den slags vigtige ting.

Men også fordi nu vil det vise sig, hvor demokratiske store dele af blå blok er.

Markante politikere fra såvel Venstre som Dansk Folkeparti som fx Pia Kjærsgaard og Søren Pind har som bekendt udtrykt bekymring, hvis Enhedslisten vandt lodtrækningen over SF.

En bekymring, som gik på at de ikke mente, at Enhedslisten kunne håndtere den fortrolige viden om rigets sikkerhed, som partiet nu får.

Det er simpelthen så frækt og uforskammet, når politikere som Kjærsgaard og Pind m.fl beskylder andre – demokratisk valgte – parlamentarikere for (MÅSKE) ikke at kunne følge demokratiets spilleregler.

Og det siger absolut INTET om Enhedslisten, men det siger ALT om de blås mangel på respekt for dem, der ikke er ligesom dem selv.

De nærmeste timer og dage vil vise, om de blå mangels på respekt for andre parlamentarikere – og dermed for demokratiet – bliver endnu mere udstillet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Folketingets åbning fejres hånd i hånd

I dag, tirsdag d. 7. oktober, åbner Folketinget officielt med rød løber, den kongelige familie og hele den sædvanlige festivitas på denne demokratiets festdag.

Den største fest er dog den, der skal holdes udenfor murene.

Her planlægges nemlig aktionen ”Omring Christiansborg hånd i hånd”, hvor målet er at lave en lang menneskekæde omkring dette ikke-helt-så-gamle-slot, hvor det danske demokrati til hverdag folder sig ud.

Det starter ved Christiansborg kl. 10.30.

Aktionen ”Omring Christiansborg hånd i hånd” er en skøn tanke, der kan blive til en endnu smukkere kæde, når alle slags mennesker holder hinanden i hånden for på dén måde at vise, at Danmark, demokratiet og velfærden faktisk er noget, som vi vil passe på og bevare.

At vi faktisk mener dét, når vi siger til regnedrengene og managementpigerne, at vi vil et andet samfund end excel-arkenes og umenneskelighedens bundlinefikserede nytte-maskineri.

At vi er mange danskere, der stadig tror på varmen, fællesskabet, tolerancen og solidariteten … og at nogen af os endda står med hinanden i hænderne i dag 7. oktober 2014, når Folketinget åbner.

Læs mere om det her: https://www.facebook.com/events/604558712922200/?fref=ts

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Venstres landsmøde: Leder-dyrkelse og Fire-banden

Når man som partileder er til landsmøde, står man som regel til ansvar overfor de delegerede. Men det gjorde Lars Løkke ikke til Venstres landsmøde.

Tværtimod, så var Venstres medlemmer nærmest castet til ren leder-dyrkelse.  

For dér sad de, de menige Venstre-medlemmer ubekvemt på stole, så de dårligt kunne tage noter og endnu mindre stille kritiske spørgsmål, men i stedet klappe af og hylde deres leder, som stod i midten og lignede en Løkke-version af en blanding af en rockstjerne og en religiøs lederfigur.

Og det var blot rammen om mødet.

Så kom indholdet: Det var gammel vin på nye flasker. Myter om at det skal kunne betale sig at arbejde. Det kan det allerede. Strammere kurs overfor udlændinge. Mere politi. Mere sundhed. Men mindre skatter. Det sædvanlige usammenhængende Venstre-vås.

Løkke ville så heller ikke give nogen løfter. Det er klogt, når man tænker på, hvordan han selv har behandlet den nuværende regering.

Men at bruge myter, der for længst er punkteret, i et forsøg på at blive genvalgt. Det er ikke alene usmageligt. Det er uhæderligt – men selvfølgelig tro mod Løkkes generelle stil.

For leder-stilen var lagt, og til sidst kom hele banden i ordets bogstaveligste forstand også på scenen. Nemlig Løkkes venner i blå blok: Søren Pape, Kristian Thuelsen Dahl og Anders Samuelsen – og Løkke selv.

Fire-banden, som man passende kunne kalde dem. En bande, som Danmarksbloggen frygter mere end samtlige rocker- og indvandrerbander tilsammen.

For Fire-banden er en bande, der kan – og vil – smadre hele det danske samfund.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tesfaye versus Tvede – på Society Zoo

Stedet var Comedy Zoo i Knabrostræde i det indre af København, til lejligheden omdøbt til Society Zoo – og der var fuldt hus til arrangementet i går fredag d. 3. oktober, hvor det relativt nye digitale medie Mediehuset DenOffentlige havde inviteret til diskussion om: ”Velfærd i krise – Tesfaye og Tvede i samtale om udfordringer og muligheder.”.

I det blå ringhjørne var altså liberalist og iværksætter Lars Tvede, og i det røde var murer og folketingskandidat for Socialdemokratiet Matthias Tesfaye.

Og lad det være sagt med det samme: Det blev et par meget interessante – og fornøjelige – timer i selskab med de to drevne debattører, der hele vejen igennem holdt en god, ja ligefrem venskabelig tone overfor hinanden.

Noget Danmarksbloggen godt kunne tænke sig spredt til resten af samfundet. For skal demokratiet have en chance, så skal vi kunne grine, hygge os og diskutere, også med dem, der er anderledes end os selv og mener noget andet.

På flere centrale punkter var de to debattører dog rørende enige. De kredsede således meget om, at faglighed, håndværkere og håndværk ikke længere havde den betydning, som det kunne – og burde have.

For en stærk faglighed sammen med iværksætteri, stolthed over egen kunnen, hårdt arbejde og god ledelse er vejen frem for både den enkelte og samfundet, var meldingen fra d´herrer Tesfaye og Tvede.

Det er vigtigere at kunne noget end at være nogen.

Danmarksbloggen er helt enig. Men vil dog tilføje, at hvor fint det end er med håndværk og faglig kunnen, så er det både godt og vigtigt, at nogen er teoretiske – og at alle er kildekritiske. For ligesom at der er mange måder at lære på, er der også mange måder at uddanne sig på – og jo, nogle læser faktisk manualen først!!!

Danmarksbloggen kunne derfor også godt tænke sig, at man ved fremtidige arrangementer gik de to debattører mere på klingen – og udfordrede dem på deres præmisser.

Som når fx Lars Tvede hævdede, at den vestlige kultur har frembragt stort set alt kreativt. Kan det nu passe? Hverken papiret, krudtet eller porcelænet er opfundet af Vesten, men af kineserne. Vores talsystem kommer fra araberne, der faktisk til dels fik det af inderne. Osv.

Men ja, i nyere tid er mange opfindelser kommet fra de vestlige lande. Men det hænger med ret stor sandsynlighed ikke sammen med vestlig kultur, men skyldes, at det samtidig også er de vestlige lande, der forbruger de fleste af verdens ressourcer – og som en konsekvens deraf også frembringer flest opfindelser og mest kreativitet.

For Lars Tvedes argumentation er lidt som at sige, at den hvide mand er klogere end den sorte mand. For det kan man jo måle på antallet af Nobelpristagere, der er henholdsvis hvide eller sorte. Men sådan hænger verden jo ikke sammen. Stort set alle hvide går i skole, mens mange sorte aldrig får muligheden. Der kan således sagtens gå en mand rundt i Afrika, som ikke kan læse – men som hvis han havde fået muligheden for at lære at læse og uddanne sig, så kunne have løst kræftens gåde. Vi ved det ikke.

Men vi ved, at forskellige mennesker og forskellige lande har forskellige forudsætninger – og at det derfor kun giver mening at sammenligne dem, som har de samme forudsætninger.

Ellers bliver det lidt som at sige: Hvad er højest? Rundetårn eller et tordenskrald? Og det giver som bekendt ikke mening.

Så det ville gøre et godt arrangement endnu bedre med mere fokus på præmisserne og på modsætningerne imellem de to duellanter – og en endnu stærkere insisteren på spørgsmål, svar og løsningsmodeller. Og meget gerne også med netop Tesfaye og Tvede i endnu et møde.

Danmarksbloggen vil i hvert fald gerne spørge d´herrer Tesfaye og Tvede om flere ting:

Fx Tvede: Hvis nu den frie konkurrence på alt andet end minimalstaten (domstole, hær og politi) er så god, hvorfor er den sociale skævhed så stor i USA, England og mange andre lande? Enig, det er ikke sådan i Schweiz, men Schweiz er på mange måder en markant undtagelse, da andelen af rige mennesker i Schweiz er meget høj, og man derfor ikke behøver nogen særlig høj skatteprocent for at få den nødvendige mængde penge ind. Der skal jo som bekendt noget mere til at få det samme beløb ind, når også lavt- og mellemlønnede skal spæde til. Det så man også i Danmark, hvor man efter Mærsk McKinney Møllers død talte om, at kommuneskatten i Gentofte skulle op, ene og alene fordi nu manglede man hr. Møllers millioner.

Og et andet spørgsmål til Tvede: Hvordan vil du forklare, at de lande, der har den største kreativitet, er lande, der samtidig har en høj grad af lighed, et stærkt socialt sikkerhedsnet, en veluddannet befolkning og et fleksibelt arbejdsmarked – som netop de skandinaviske lande? Det hænger slet ikke sammen med den liberale konkurrence-filosofi, som du ellers hylder.

Og til Tesfaye: Du siger, at det at få et arbejde kan løse 8 ud af 10 problemer for den enkelte arbejdsløse. Danmarksbloggen er grundlæggende enig. Men hvem er det, der skal skabe de arbejdspladser? Og hvad er politikernes rolle deri? Hvad kan/skal en socialdemokratisk regering gøre udover det, som Corydon og Frederiksen prøver i øjeblikket?

Og til begge: En helt grundlæggende diskussion om den enkelte i forhold til fællesskabet: Hvilken rolle har den enkelte, og hvilken har fællesskabet? For samfundet består af små individer – og den offentlige og den private sektor kan på mange parametre ikke sammenlignes. Skal de fx overhovedet producere lige meget, når man tænker på, at den offentlige sektors rolle er reproduktion, mens den private er produktion?

Så jo, tak – lad endelig Society Zoo fortsætte i Mediehuset DenOffentliges regi. Danmarksbloggen kommer også gerne igen. Debatten er ikke kun spændende – dén er nødvendig for demokratiet i Danmark.

For hos Society Zoo er der tid til at diskutere og komme i dybden, så store og vigtige politiske emner ikke reduceres til one-liners eller 60 sekunders svar i nyhederne. Hos Society Zoo er der plads til at komme hele rundt om emnet.

Og dét, mine damer og herrer, er demokratiet, når det er allerbedst.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Velfærd – hos ”Folket åbner Tinget” og DI

Dagen i dag byder på to spændende konferencer.

Den ene bliver holdt af Dansk Industri og handler om behovet for specialiseret og veluddannet arbejdskraft. Noget som Dansk Industris direktør Karsten Dybvad på DR i morges udtalte kræver en øget import af netop specialiseret udenlandsk arbejdskraft, hvis vi skal beholde det nuværende velfærdsniveau.

Den anden ”Folket åbner Tinget” foregår på Nørrebro og er en konference, hvor foreninger, bevægelser og almindelige mennesker kan komme til orde. Læs programmet for det her: http://www.folketaabnertinget.dk/program

Et af hovedpunkterne i ”Folket åbner Tinget” er tesen om, at der er råd til velfærd – og at det drejer sig om fordeling af goderne.

Økonomi-historikeren Daniel Ankarloo har skrevet rapporten ”VELFÆRDSMYTER. Selvfølgelig er der råd til velfærd”, hvor han blandt andet påviser, at det private forbrug er steget markant mere i de sidste årtier end det offentlige, når man måler i kroner og ører …

Det private forbrug i Danmark i 2012 var således på 777 mia , mens det offentlige var på  434 mia.

Danmarksbloggen synes derfor flg. spørgsmål er essentielle:

Når vi nu ved, at økonomisk lighed er vigtig for sammenhængskraften og stabiliteten i samfundet, burde vi så ikke fordele goderne noget bedre?

De rige er i de senere år blevet markant rigere og de fattige markant fattigere – og dét gavner ingen. Vi må alle yde – også dem, der har de store økonomiske muskler som fx især de danske virksomheder, der hellere vil importere udenlandsk arbejdskraft og dermed få et større overskud end de vil bidrage til det danske samfunds udvikling.

For hvorfor stiller ingen spørgsmålstegn ved virksomhedernes pligt til at bidrage til samfundet ved at være med til at betale for uddannelse og sundhed via skatterne?

Virksomhederne vil jo gerne have sunde og veluddannede medarbejdere, men helst uden det skal koste for meget.

Men det duer ikke. I et civiliseret samfund er vi forpligtede på hinanden og fællesskabet – og det skal vi alle forstå, hvis Danmark skal have en chance.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fredagsoplæg: Kompetente politiske ledere søges

Så er det fredag – og dermed tid til Danmarksbloggens serie:

Fredagsoplægget til en værdi-debat med udgangspunkt i aktuelle problemstillinger

Denne fredags værdi-oplæg handler om problemet med kompetent politisk ledelse. For:

Kompetente politiske ledere søges

At være leder af et politisk parti – at være minister – ja måske endda statsminister – burde være noget af det fineste, som man kan blive, både som politiker og som menneske.

Men sådan hænger det desværre ikke sammen i nutidens Danmark, hvor de mest kompetente potentielle ledere siger nej til posten som leder af deres parti – mens de noget mindre kompetente ikke alene siger ja til at være partileder, ja i visse tilfælde som fx hos Venstre så klamrer den knap-så-kompetente leder sig til magten.

For prøv at tage et kig over det politiske landskab:

Venstre har som sagt Lars Løkke, men tænk hvad det ville betyde, hvis det var Søren Gade.

Konservative har Søren Pape, men tænk hvis det var Connie Hedegaard.

De radikale har Morten Østergaard, men tænk hvis det var Christian Friis Bach.

Helle Thorning har heller ikke den store fokus på danskerne og medmenneskeligheden. Her er det dog ikke så nemt at udpege den oplagte efterfølger. Der er flere kandidater.

Og sådan kunne man blive ved. Der er meget langt mellem de kompetente politiske ledere. En markant undtagelse er Johanne Schmidt-Nielsen fra Enhedslisten.

Men hun er lidt en enlig svale, også selvom vi medregner Kristian Thuelsen Dahl. For nok er han populær blandt DF´s vælgere, men han er ikke på nogen måde inkluderende ifht. den danske befolkning.

For desværre er politik i dag kun sjældent et ærefuldt erhverv, der appellerer til mennesker med store visioner, hæderlighed og en dybfølt ønske om at gøre noget for Danmark og alle danskere.

Politik anno 2014 er i stedet alt for ofte en smudsig affære, der appellerer til mennesker med magtbegær og et dybfølt ønske om at gøre noget for sig selv og egen karriere.

Problemet er blot, at Danmark lider under de knap-så-kompetentes skalten og valten med vores skønne land og dets mennesker.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 24: Første Verdenskrig, Genforeningen og Påskekrisen

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie.I dag handler det om:

Første Verdenskrig, Genforeningen og Påskekrisen

Nederlaget i 1864 sad stadig dybt i danskerne, da skuddene faldt i Sarajevo og Første Verdenskrig begyndte i sommeren 1914. Såvel den danske befolkning som den danske regering var derfor også fast besluttet på at holde Danmark ude af krigen, og det lykkedes.

Så mens unge mænd – fra på den ene side Tyskland og Østrig-Ungarn og på den anden Frankrig, England, Rusland og senere også Italien og USA – døde i millionantal i skyttegravene overalt i Europa, så skete der intet i Danmark udover at de såkaldte gullasch-baroner tjente tykt på krigen.

For hærene skulle jo have mad, og der var en del foretagsomme danskere, der blev rige på at sælge mere – eller ofte mindre – god mad til de krigsførende landes hære.

Det var tit folk, der ikke havde hverken penge eller uddannelse – og mange af dem kunne ikke finde ud af at begå sig i en tid, hvor de fleste danskere havde meget lidt. De smed om sig med penge og opførte sig på en måde, så udtrykket gullash-baroner blev opfundet og udtrykte det rusk-om-snusk-mad, som de var blevet rige på – og at de optrådte som adelige af den værste slags.

Når skidt kommer til ære, ved det ikke, hvordan det skal være, som man sagde – og til dels stadig siger.

Indtægtsmulighederne for gullasch-baronerne blev imidlertid drastisk mindre, da krigen sluttede i 1918 med Tysklands absolutte nederlag, der blev understreget kraftigt ved fredsslutningen på Versailles-slottet udenfor Paris, hvor Tyskland blev så jordet, at man reelt lagde i kakkelovnen til det mareridt, der startede 21 år senere.

Men det vidste man ikke i Versailles-dagene i 1918. Her var man blot glad for, at Tyskland havde tabt.

Også i Danmark var man glad. For nu blev der åbnet op for, at vi kunne få en del af det tabte land fra 1864 tilbage. Man besluttede nemlig at opdele de tidligere hertugdømmer i tre områder, der så skulle stemme, om de ville være tyske eller danske.

Det var således første gang nogensinde i verdenshistorien, at folkene selv fik lov til at bestemme – og den dag i dag, hvor vi nærmer os 100-året for Genforeningen, er det tydeligt, at ideen var rigtig god.

For ser man bort fra 1940-45, så har grænsen mellem Tyskland og Danmark været en af de mest klare og uden konflikter. Der er mindretal på begge sider, javist. Men i hverdagen lever og arbejder og handler man på kryds og tværs af hinanden i noget, der generelt er fredelig og god sameksistens.

Selve Genforeningen, der fandt sted d. 10. juli 1920, var selvfølgelig en følelsesladet affære med den danske Kong Christian d. 10, der red over grænsen på en hvid hest med Dannebrog vejrende alle steder fra.

Christian d. 10. var selvsagt også en af Danmarks populæreste mænd dén dag – i hvert fald i dét Sønderjylland, der nu var blevet dansk igen.

For i resten af Danmark havde det et par måneder forinden været lige ved, at Danmark var blevet et monarki fattigere.

Kongens rolle som monark var jo netop ikke at blande sig politisk. Men det havde Christian d. 10 gjort alligevel, da han ved påsketide i 1920 afskedigede Zahle-ministeriet.

I et demokrati med parlamentarisme, altså flertalsstyre, kan en monark ikke tillade sig at gøre det, som Christian d. 10. gjorde.

Reaktionen kom også prompte. Arbejderne demonstrerede øjeblikkeligt på Amalienborg Slotsplads med krav om, at Danmark skulle være en republik samt og at det nye – meget højreorienterede og kongevenlige ministerium, som Kongen selv havde sat ind, skulle væk.

Situationen var ladet – og gnisterne fra den kommunistiske revolution i Rusland var ved at nå Danmark.

Men så kom socialdemokraternes leder Thorvald Stauning, der sad i Københavns Borgerrepræsentation, til Amalienborg – og resultatet blev et nyt forretningsministerium, som kunne godkendes af alle, inden der kom et nyvalg.

Det blev altså en arbejder, der reddede monarkiet kun godt 70 år efter Grundlovens indførelse …

Påskekrisen 1920 var løst – og siden har ingen monark i Danmark blandet sig i det politiske liv, om end monarken stadig deltager i statsråd, underskriver love og er med, når regeringer og ministre skal udnævnes og skal gå af.

Men betydningen i dag er noget mere formel end dengang i 1920, hvor endnu en ny tid var på vej.

Og netop de brølende 20´ere, børskrakket og de kriseramte 30´ere skal det handle om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956
Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke: http://danmarksbloggen.dk/?p=4019
Grevens Fejde og Reformationen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4129
Christian d. 4 og København gøres stor: http://danmarksbloggen.dk/?p=4142
Frederik d. 3, Enevælden, Kvindefejden
og Tabet af Skåne-landene: http://danmarksbloggen.dk/?p=4363
Oplysningstid, Det Florissante Eventyr
og Store Nordiske Krig:http://danmarksbloggen.dk/?p=4457
Christian d. 7., Struense og Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=4512 Frederik d. 6., statsbankerot og tabet af Norge: http://danmarksbloggen.dk/?p=4588
Guldalderen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4653
Nye tanker op mod 1849: http://danmarksbloggen.dk/?p=4717
Frederik d. 7., Grundlov og Treårskrig: http://danmarksbloggen.dk/?p=4790
Det unge demokrati, 1864 og Europas svigerfar: http://danmarksbloggen.dk/?p=5395
Industrialisering, arbejderbevægelse
og andelsbevægelse: http://danmarksbloggen.dk/?p=5434
Parlamentarisme og kvindernes stemmeret: http://danmarksbloggen.dk/?p=5476

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fredagsoplæg: Fattigdommen i Danmark

Så er det fredag – og dermed tid til Danmarksbloggens nye serie:

Fredagsoplægget til en værdi-debat med udgangspunkt i aktuelle problemstillinger

Denne fredags værdi-oplæg handler om noget, der er vigtigt på så mange planer:

Fattigdommen i Danmark

Sidste år slog en rapport fast, at jo der er fattigdom i Danmark. Læs indlæg om det her: http://danmarksbloggen.dk/?p=1160

Så diskussionen om, hvorvidt vi har fattigdom eller ej, må definitivt betragtes som værende lukket og slukket.

Vi kan derfor gå videre til det mere relevante arbejde: Nemlig hvordan vi får fattigdommen afskaffet

For som sagt før (men det skal åbenbart gentages igen og igen for især de ører – og de hjerter – der har så svært ved at åbne sig for andre): Så er fattigdom ingen naturlov, men noget menneskeskabt, som vi derfor også kan afskaffe.

Helt enkelt drejer det sig jo om at deles om goderne …

Om at stoppe den Sheriffen-af-Nottingham-politik, der har været ført i Danmark i snart to årtier

For siden hvornår har det gavnet nogen eller noget at tage fra de fattige og give til de rige? Ikke de rige vinder ved det på den lange bane.

For fattigdom skaber ulighed og dermed uro og ustabilitet og mennesker som lever i angst, enten for at miste det som de har – eller for ikke at have noget i morgen.

Men øget ulighed er ikke desto mindre, hvad blå blok fremmede under Fogh og Løkke – og hvad de blå vil gøre igen med deres varslede skattelettelser og stramninger på de offentlige budgetter.

Det er så også – dog i mindre målestok, men alligevel – hvad den såkaldte røde regering under Thorning-Vestager (nu Thorning-Østergaard) har gjort.

Kun få politikere har således i både ord og handling vist, at de støtter de fattige og udsatte i samfundet. Kun få politikere har været medmenneskelige.

Så det er på den ene side let at sige med Mother Teresa: VENT IKKE PÅ JERES LEDERE – GØR DET MENNESKE TIL MENNESKE.

Men på den anden side vil Danmarksbloggen trods alt fastholde, at vi er nødt til at forlange af vores ledere – vores politikere – at de tager sig af alle landets medborgere, og ikke kun de velstillede eller den store brede middelklasse, hvorfra de henter deres vælgere og stemmer.

For det er politikernes opgave også og måske især at tage sig af de små, de fattige, de udsatte, børnene og de gamle. Alle dem, der ikke kan kæmpe selv, fordi de er for unge, gamle, syge, svage eller blot mangler overskuddet. Det er dem, der især skal tænkes på og kæmpes for.

For et samfund kan kendes på, hvordan det tager sig af sine svageste medborgere – og der ser Danmark sig ikke ret godt ud pt. Desværre.

Den idylliske andedam med det blanke vand og de viftende siv er gennem de sidste par årtier blevet til et beskidt vandhul fuld af brudte løfter og manglende solidaritet.

Den gode nyhed er – heldigvis – at det kan laves om. Fattigdommen kan afskaffes den dag, hvor vi for alvor deles om goderne. Lad os se at komme i gang

En start er fattigdomskonferencen i Svendborg på søndag. Læs mere her: https://www.facebook.com/#!/events/1576151685945730/

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Thorning, pas på med at lade tingene skvulpe …

Vi har af og til en robust samtale om indvandring i dette land, sagde Helle Thorning for lidt siden i et DR-interview med Ask Rostrup på DR1, hvor emnet ellers var Islamisk Stat, danske Syrienskrigere og kampen mod terror.

En kamp, hvor Helle Thorning stod helt fast på, at Danmark ikke vil hverken bøje nakken eller undskylde noget som helst – men at vi konsekvent vil kæmpe imod Islamisk Stat og dén ondskab, som de repræsenterer. Og at netop denne stålsatte vilje fra vores side er en god ting.

Dén del er Danmarksbloggen helt enig i …

Danmarksbloggen er også enig i, at det ikke er hverken Danmarks eller resten af den vestlige verdens ansvar, hvad der sker i Syrien og i Irak i øjeblikket.

Men så var det, at det alligevel skvulpede for statsministeren, der pludselig – måske med henvisning til Sverige – sagde: Vi har af og til en robust samtale om indvandring i dette land.

For med dén ene sætning siger Thorning også, at indvandring er lig med en øget terrortrussel i Danmark, underforstået indvandring af muslimer. Hun skærer derfor alle muslimer over én kam – og glemmer helt at skelne mellem det at være indvandrer, det at være muslim og det at være terrorist.

For det at være indvandrer, muslim og terrorist er og bliver tre forskellige ting, som statsministeren her lader skvulpe over i hinanden.

For ja, man kan godt være indvandrer uden at være muslim – eller terrorist.
Og ja, man kan godt være muslim uden at være terrorist.

Og endelig ja, man kan også godt være terrorist uden at være muslim – eller indvandrer for den sags skyld.

Som med alt andet er der INGEN religion, race, køn eller andet, der dikterer noget som helst. Vi er alle mennesker først, indimellem og sidst.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

10 citater om fattigdom

Her tre dage før den store fattigdomskonference i Svendborg vil Danmarksbloggen ile med 10 citater fra verdenskendte mennesker om netop fattigdommen, dens betydning og ødelæggende konsekvens.

10 citater der viser, at fattigdom ikke er en naturlov, men noget menneskeskabt  – der derfor også kan afskaffes, hvis vi er mange nok, der vil dele med de andre.

10 citater, der viser, at fattigdom er så meget mere end manglen på penge – at det er en følelse af at være udenfor – at det er de små daglige ydmygelser og savn, fordi man ikke kan være med og ikke har de ting, som alle andre har.

Og nej, vi taler ikke om store biler og lækre sommerhuse, men muligheden for at kunne sende sine børn i svømmehallen eller købe en lampe, når den gamle går i stykker.

Men nu vil Danmarksbloggen overlade ordet til de 10 verdenskendte personer:

Confucius: In a country well governed, poverty is something to be ashamed of. In a country badly governed, wealth is something to be ashamed of.

Mahatma Ghandi: Poverty is the worst form of violence.

Præsident John F. Kennedy: The world is very different now. For man holds in his mortal hands the pover to abolish all forms of human poverty, and all forms of human life.

Forfatter J.K. Rowling: Poverty entails fear and stress and sometimes depression. It meets a thousand petty humiliations and hardships. Climbing out of poverty by your own efforts that is something on which to pride yourself but poverty itself is romanticized by fools.

Rapper Jay-Z: The burden of poverty isn´t just that you don´t always have the things you need, it´s the feeling of being embarrassed every day of your life, and you´d do anything to lift that burden.

Forfatter James A. Baldwin: Anyone who has ever struggled with poverty knows how extremely expensive it is to be poor.

Filminstruktør Woody Allen: Money is better than poverty, if only for financial reasons.

Forfatter Isabel Allende: In times of conflict, war, poverty or religious fundamentalism, women and children are the first and most numerous victims. Women need all their courage today.

Modeskaber og designer Vivienne Westwood: The main message of Climate Revolution is that climate change is caused by the rotten financial system we´ve got, designed to create poverty and rip off any profits for a small amount of rich people. Meanwhile, it destroys the earth.

Økonom Muhammad Yunus: Poverty is the absence of human rights. The frustration, hostility and anger generated by abject poverty cannot substain peace in any society.

Så er det sagt: Fattigdom er fraværet af menneskerettigheder …

Dén lader vi lige stå et øjeblik … vel mødt på søndag i Svendborg.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk