Kategoriarkiv: Kunst & Kultur

Danske perler: Mors, Fur og moleret

Udgivet den af
1

Danmarksbloggen vil her i sommerferien anbefale fem – ikke så berømte som de har fortjent det – steder i Danmark. Alle kender jo til Skagens, Bornholms og Københavns lyksaligheder. Møns Klint og Vesterhavet er også på listen over velbesøgte steder i Danmark.

Men Danmark består af flere perler, som tit overses. Perler, som Danmarksbloggen i denne sommerserie vil sætte på det mentale Danmarkskort igen.

Læs derfor med hver tirsdag i juli måned startende i dag, hvor det skal handle om:

MORS, FUR OG MOLERET

Mange danskere kender ikke moleret, som udtales mo-ler, altså mo og ler med tryk på begge dele, men mest på mo.

Moler har dog ikke noget med ler at gøre. Moler er rester af skaller fra nogle små dyr, der levede i havet for ca 54 millioner år siden. Det var dengang, hvor Europa og Nordamerika skiltes og drev hver sin vej. Og ude i det dengang nye Atlanterhav stod vulkanerne på række og geled og havde udbrud så jævnligt, at det ville nedlægge fly-trafikken totalt, hvis noget lignende skete i dag.

Men dengang var vi mennesker der ikke, så ingen tog sig af det. Heller ikke de små dyr diatomeerne, der når de døde faldt ned på havbunden, hvor deres kiselholdige skaller gennem århundrederne hobede sig op sammen med lagene af aske fra vulkanudbruddene samt skeletterne af de andre dyr, der døde i havet.

Så gik år-millionerne – og havbunden og dermed bunkerne af skaller og skeletter steg og blev bakket landjord, og isen kom og skubbede til det hele. Og resultatet blev det, som i dag findes på Mors og Fur og kaldes moleret: Store klinte-agtige vægge på op til 60 meter i gule, hvide og brunlige nuancer afløst af de sorte og grå askestriber, der snor sig som slyngede bånd på moler-væggene.

Det er så smukt og mægtigt, at det skal opleves – og så er det i øvrigt enestående.

I hele verden er der nemlig kun to steder, hvor der er moler – og det er på Mors og Fur i den danske Limfjord. Det kan vi danskere godt være stolte af.

Meget stolte.

Det undrer derfor også Danmarksbloggen meget, at moleret IKKE kom med på UNESCO´s liste over verdens naturarv. For moleret er mere særligt end både fiskeleret på Stevns og Vadehavet. Fiskeler findes der nemlig mange steder i verden, blot ofte ikke så tydeligt som på Stevns. Og Vadehavet er nok det største område af sin art, men der findes også andre tilsvarende områder.

Moleret derimod findes KUN på Mors og Fur i hele verden.

Danmarksbloggen vil derfor anbefale alle at tage dertil og se moleret. Både ude på lokaliteter som Ejerslev, Feggesund og Hanklit – og på Molermuseet, hvor man også kan se mange af de forsteninger af dyr og planter, som der er fundet i moleret. Blandt andet en stor, flot havskildpadde, der har fået navnet Luffe.

På molermuseet kan man også låne en rigtig geologhammer, så man selv kan prøve at finde noget i moleret, der er så rigt på fossiler. Men husk: Ikke noget med at hakke løs på molervæggene. Man må kun slå på de molerstykker, der allerede er faldet ned.

Som regel må man beholde det, som man finder. Men er fundet stort eller specielt, så tilhører det den danske stat. For så er det danekræ – analogt til danefæ for de guld- og sølvskatte, som der findes andre steder i den danske muld.

Det enestående moler anvendes i øvrigt som isoleringsmateriale og kattegrus, da det er meget let og suger godt. Det kan man så tænke lidt over i en tid, hvor vi taler om at drive rovdrift på jordens ressourcer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Venlighed med på UNESCO´s lister?

Udgivet den af
1

Der var engang, hvor Danmark var kendt for sin venlighed. Hvor vi viden om var berømte for det danske smil og det danske frisind.

Det er længe siden, meget længe siden.

For hvis der idag blev lavet lister over venlighed, smil og frisind, som der gør over verdens kultur- og naturarv, ville nutidens Danmark ikke have mange chancer.

Så det er måske meget godt, at det istedet blev fiskeleret på Stevns Klint og tidevandssystemet i Vadehavet, som løb med UNESCO´s opmærksomhed, da de to her for nylig kom med på UNESCO´s liste over verdens naturarv.

Kulturelt er vi også med, da både Kronborg, Roskilde Domkirke og Jellingstenene er på UNESCO´s liste over verdens kulturarv.

Vi klarer os altså bedre på ler, tidevand, kirker, slotte og gamle sten, end vi gør det på venlighed, smil og frisind.

Det kan virke deprimerende. Men heldigvis så holder hverken mennesker eller trends ligeså længe som ler, tidevand, kirker, slotte og gamle sten …

Menneskenes verden og værdier er det mest omskiftelige på denne jord.

Så der er håb om, at det igen kan blive anderledes. At vi igen kan blive garanter for – og kendte for – den venlighed, det smil og det frisind, som vi engang var så stolte af at besidde her til lands.

Ja, den gode nyhed er, at vi faktisk ikke behøver at vente med – igen – at være venlige, smilende og frisindede. Vi kan starte idag.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skt. Hans og hovederne på et fad

Udgivet den af
1

I dag er det Skt. Hans-aften – og det betyder i vor tid bål, heks og midsommervise.

Oprindelig fejrede vi Skt. Hans her til lands med at valfarte ud til de hellige kilder for dér at drikke af deres vand, som blev anset for at være helbredende – og især når det var midsommer.

Lang tid efter reformationen gik både præster og menighed derfor også i katolsk-lignende optog ud til de hellige kilder som fx ved Ørslev på Sjælland, hvor man medbragte et fad med et træhoved på, der symboliserede Johannes Døberen – samt nogle virkelige menneskeknogler, som man kaldte Johannes Døberens Bene, altså Skt. Hans´ bene. For Hans er en fordanskning af Johannes.

Det spændende hoved og knoglerne kan nu ses på Nationalmuseet i København. Læs evt. også undertegnedes artikel om hovedet og knoglerne her: http://www.kristendom.dk/kristendom.dk/2014-06-14/skt.-hans%C2%B4-hoved-p%C3%A5-et-fad-0

Idag er det dog ikke Johannes Døberens hoved, som de fleste vil se på et fad, men snarere politikernes eller andre fremstående mennesker.

Og heksejagten indgås både hurtigt og nemt, når pressen eller de politiske modstandere lugter blod. Og af og til har det helt klart sin berettigelse, når magthaverne begår ulovligheder eller laver magtmisbrug. Men ikke når de bare er almindelige mennesker med de fejl og mangler, som vi alle har.

Danmarksbloggen vil ihvertfald nødig have, at det kun er de (på overfladen) fejlfri mennesker, der skal stå i spidsen for vores land. Den slags mennesker er nemlig mere farlige end nogen hekse nogensinde har været dét.

For de “fejlfri og perfekte” er så gode til at skjule deres fejl, manipulere og få deres vilje, at de som regel samtidig med det er uden den empati og medmenneskelighed, som er det, der holder hjulene igang – og får os til at rumme hinandens fejl og mangler og stadig holde af hinanden … have varme hjerter simpelthen.

Så nej, tak til fejlfrihed og hovederne på et fad – og ja, tak til fejl, mangler, varme hjerter og fællesskab, både det om Skt. Hans-bålet i aften og alle de andre i det kommende år.

For ordene i Drachmann´s midsommervise gælder stadig:

Vi vil fred her til lands, Sankte Hans, Sankte Hans
Den kan vindes, hvor hjerterne aldrig bli´r tvivlende kolde

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Valdemarsdag og Dannebrog

Udgivet den af
Svar

Om føje år er det 800 år siden, at Dannebrog faldt ned fra Himlen på denne dag, der derfor også hedder Valdemarsdag, da Valdemar Sejrs tropper netop denne dag sejrede over de hedenske estere.

Læs mere om netop det i Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687

Dannebrog er derfor også et af verdens ældste – ja måske endda det ældste flag – og danskernes forhold til Dannebrog er ligeså tæt og varmt som til familie og venner.

Vi elsker simpelthen vores flag, og bruger det hele tiden: På fødselsdagskagen, på juletræet, til sportskampe og så videre.

Vores flag er som resten af vores skønne land ALLES danskeres – og netop derfor kan og skal ingen tage patent på danskheden, som især Dansk Folkeparti prøver at gøre det.

Men danskheden er heldigvis mere end væren-sig-selv-nok. Danskheden er rummelighed, frisind og venlighed … og derfor er der grund til at kippe med Dannebrog på denne solbeskinnende Valdemarsdag, hvor Danmarksbloggen også skulle have bragt en beretning fra Folkemødet på Bornholm.

Denne beretning må dog vente til i morgen. Men så får vi også det hele med …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Promenadeorkesteret på Plænen i Tivoli

Udgivet den af
2

Det er nu anden sæson, at Tivoli-besøgende må undvære Promenadeorkesterets daglige koncerter samt musikalske medvirken ved Pantomimeteatrets forestillinger – og det eneste, der er større end savnet, er det (måske) naive håb om, at det en dag bliver anderledes.

Men indtil da må man glæde sig over hver eneste gang, at Promenadeorkesteret spiller – og det gør de hver tirsdag på Plænen. Dog som regel kun som musikalsk ledsagelse til en sanger(inde), og det er bare ikke det samme. Faktisk langtfra endda.

Men fire gange i år kan man høre det, som man indtil for et par år siden kunne høre 3-4 gange om dagen: Nemlig de dygtige musikere i Promenadeorkesteret og kun dem. Første gang var i april og anden gang i går – og de to sidste bliver til august.

Danmarksbloggen ilede derfor i Tivoli igår. Og det var en sand fornøjelse at sidde på Plænen og høre Promenadeorkesteret i den varme sommereftermiddag. Fra starten, hvor vi hørte valsetoner af Johann Strauss d. Yngre – og ja, vi kom igang, selvom rådhusklokkerne ikke slog.

Det er ellers et fast signal i Tivoli, men meget symbolsk situationen for Promenadeorkesteret manglede klokkerne igår kl. 17. Præcis som at Liebst, Bendixen og co., heller ikke har forståelse for Tivolis helt specielle ånd, men tværtimod gør hvad de kan for at ødelægge Den Gamle Have.

Nå, ingen grund til at ødelægge humøret, når man endelig igen kunne høre Promenadeorkesteret live, som det hedder på nudansk.

Næste afdeling var Emil Reesen og et uddrag fra operetten Farinelli. Blandt andet “Sangen har vinger”.

Nu blev der så netop ikke sunget i går eftermiddag på Plænen – og det var faktisk det fine ved det hele. For Promenadeorkesteret, deres musik og deres dygtighed kan selv – har også vinger.

Hvordan kan de ellers spille så levende, så smukt, så helt ind i sjælen, at man rives med, nynner, vipper med foden – og i det hele taget bare har det så dejligt i tonernes verden, at man for en times tid hårdnakket vælger at glemme, at det at høre Promenadeorkesteret folde sig ud egentlig også gør savnet værre næste gang man sidder foran Pantomimen og hører båndmusik. Eller går forbi orkesterets gamle spillested og ser kålplanter og lignende dér, hvor der før var skøn musik hver dag sommeren igennem.

For sådan er vilkårene. Promenadeorkesteret sjofles, og Tivolis gæster lever på smalkost, når det drejer sig om dén musik, dén kultur og dét teater, der altid har været Tivolis adelsmærke.

Men igår fik vi et overdådigt måltid, der efter Farinelli bød på både en spansk tango, et uddrag af italienske sange, der fik nogle italienske turister til at bryde ud i spontan jubel – og så selvfølgelig Tivolis huskomponist H. C. Lumbye, hvor vi hørte både Rutschebanegaloppen og den klassiske Champagne-galop, der helt ifølge traditionen afsluttede en magisk dag på Plænen i Tivoli.

En dag, hvor alle bænkesæder – trods stegende hede og stikkende sol – var fyldt, og hvor mange – også unge og yngre – sad på græsset og vuggede med. For nok er det meste af musikken fra Promenadeorkesterets instrumenter gammel set med nutidens øjne, men de gamle viser og valse og melodier er fulde af en livsglæde og et humør, som appellerer til alle aldersgrupper.

Og skulle man være i tvivl, kan man jo bare dukke op til august. Det er tirsdag d. 12 og tirsdag d. 26. august kl. 17 på Plænen.

Danmarksbloggen anbefaler ihvertfald alle at komme. Både for at høre god musik spillet af dygtige musikere, men også for at sende et signal til Tivolis ledelse om, at vi vil have Tivoli-ånden tilbage i Den Gamle Have. Den er stærkt savnet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Pinsesolen danser sammen med Karnevallet og Distortion

Udgivet den af
1

I morgen er det pinsedag, og dér kan man – ifølge overleveringen – se pinsesolen danse ved solopgang. At det så egentlig er påskesolen, der danser af glæde over, at Jesus er genopstanden, har vi heroppe nordpå valgt at se bort fra.

For her hos os er det pinsesolen, der danser – sammen med Distortion og Karnevallet, hvor sidstnævnte egentlig hører hjemme ved fastelavnstide. Men ligesom ved påsketid er det også i reglen meget koldt til fastelavn, så dansen – både solens glædedans og menneskenes ditto – flyttes i Danmark til pinsetide, hvor Helligånden som bekendt fo´r i disciplene, så de kunne forkynde evangeliet.

Nu er det så som oftest mere noget med procenter, der farer i de unge og yngre mennesker, der primært befolker hovedstadens gader i disse pinsedage og -nætter.

Men på en måde forkynder de festende mennesker alligevel et “glædesbudskab” – især karnevallets dansende og positive mennesker, der har brugt måneder på at lave deres kostumer og øve deres dansetrin – og NU skal det hele vises. Dét er livsglæde på højt niveau.

Det kan man desværre ikke sige om Distortion-gæsterne, der nok selv har en fest undervejs, men som spreder mere affald og larm end egentlig glæde hos alle andre. Og det er synd. For dét vil på den lange bane lukke gadefesten, der kunne være en god begivenhed, hvis deltagerne viste mere hensyn til beboerne og den by, som de også holder af.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 20: Frederik d. 7., Grundlov og Treårskrig

Udgivet den af
Svar

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

FREDERIK D. 7. GRUNDLOV OG TREÅRSKRIG

På torsdag d. 5. juni er det Grundlovsdag. Dagen hvor vi fejrer, at Danmark i 1849 blev et demokrati efter at Monrad, Clausen, Moltke og de andre Grundlovsfædre var færdige med deres arbejde: Nemlig at forfatte den Grundlov, der blev underskrevet af Frederik d. 7.

Men i virkeligheden var arbejdet gået i gang lang tid før.

Allerede i 1830´erne nedsatte den gamle enevældskonge Frederik d. 6. nemlig de stænderforsamlinger, der skulle danne overgangen til det demokrati, som blev født i 1848 og gennemført i 1849. Den gamle konge så nemlig klart, hvad vej det gik og mente, at det var en god ide at lade overgangen komme stille og roligt fremfor hurtigt og brat.

Frederik d. 7.´s far Christian d. 8. var enig og satte yderligere gang i arbejdet kort før sin død i vinteren 1848.

Det var dog ikke alle, der var enige i den langsomme overgang. En af dem var den national-liberale Orla Lehmann, der holdt brændende taler om det folkestyre og de frihedsrettigheder, som hellere skulle komme i dag end i morgen: Menings-, trykke- og ytringsfriheden. Især de unge og yngre var helt enige med ham – og der blev flere steder talt begejstret om det folkestyre, som måtte være på vej.

Der var med andre ord uro og revolution i luften over Europa – og også i Danmark.

Og her især i Sønderjylland og hertugdømmerne, hvor der ellers havde været roligt i flere århundreder. Men i takt med den stigende nationalfølelse i både Danmark og det nu forenede Stor-Tyskland blev det pludselig vigtigt, om man var tysker eller dansker. Det havde det ellers aldrig været før, hvor man i stedet havde opfattet sig selv som slesviger, holstener eller slet og ret som en person fra hertugdømmerne.

Men nu blev det essentielt, om man var det ene eller andet, talte dansk eller tysk. Og at sige at man ikke var nogen af delene, men i stedet var tilhænger af hertugdømmerne og blot opfattede sig selv som hertugdømmer duede ikke.

Det kunne næsten kun ende med konfrontation.

En situation som prinserne fra Augustenborg, der var sønner af Struenses og Caroline Mathildes datter, prøvede at udnytte til egen fordel for derigennem at kunne få magten over hertugdømmerne.

Det hele endte galt. Det endte med Treårskrigen, som varede fra 1848 til 1850, og som Danmark, der i mellemtiden var blevet et spritnyt demokrati, vandt.

Jublen ville ingen ende tage – og ingen tænkte på, at man havde trådt et nyt, samlet og meget stærkt Tyskland over tæerne. Det skulle vi imidlertid få at mærke 14 år senere i 1864. Men det vender vi her i Danmarksbloggens Danmarkshistorie tilbage til efter sommerpausen.

For det store skifte var nu sket. Danmark var blevet et demokrati. Uden revolution, uden ballade – men ikke uden teatralske ord og fagter.

Tilbage i de urolige martsdage i 1848 var en gruppe københavnere – blandt andet Orla Lehmann, der sagde de berømte om ikke at drive nationen til fortvivlelsens selvhjælp – forsamlede på teatret og vintertivoliet Casino og rådhuset til møde. Et møde, der endte med at mændene gik i fakkeltog til Christiansborg og Frederik d. 7.

For NU skulle det være. NU skulle Danmark af med den gamle enevælde, og demokratiet skulle indføres. Men de kunne godt gå hjem igen.

For Frederik d. 7., der nærmest lige var blevet konge, havde nemlig lugtet lunten og ligeså stille tidligere på dagen afskediget det gamle ministerium og dermed afskaffet enevælden.

Så da deputationen – ret ophidsede – nåede frem til slottet, kunne Frederik Folkekær, som han siden blev kaldt, slå ud med hånden og flot sige. Det, som De kommer for at anmode Deres Konge om, det er allerede udført.  

Og så kunne Grundlovsfædrene gå i gang med arbejdet – og kun lidt over et år senere, midt i Treårskrigen – underskrev Frederik d. 7. Grundloven, der var den tids mest demokratiske i hele verden.

Så let, så elegant har meget få andre – om nogen overhovedet – lande gået over til folkestyret.

Det er derfor også helt fortjent, at det netop er ham – Frederik d. 7. – der møder os højt til hest, når vi er på Christiansborg Slotsplads i dag, hvad enten vi så er der for at se Christiansborg, gå ned i ruinerne, besøge folketinget, demonstrere eller måske bare skifte bus.

Frederik d. 7. var i det hele taget kendt for sine rammende replikker, one-liners som de ville hedde i dag, som når han på sine rejser rundt om i landet altid sluttede af med at stille sig op på en stol i forsamlingen, slå ud med armene og landsfaderligt sige: Hils Eders koner og børn.

Danskerne elskede ham for det, og for at han absolut ikke var fejlfri. Ikke alene drak Frederik d. 7. en hel del. Men han havde også været gift ikke mindre end to gange – blandt med selveste Frederik d. 6.´s datter- før han endelig fandt sammen med Louise Rasmussen. En pige af folket med en tjenestepige til mor, en gift og velhavende mand som far – og en avisforlægger, der også blev kongens gode ven, som elsker.

De to – Frederik og Louise – havde lært at kende, dengang han var kronprins, og hun var balletpige på Det Kgl. Teater, hvilket dengang nærmest var niveauet lige over prostitueret. En umulig alliance, som alligevel blev mulig – også selvom hun fik et barn med hendes avis-mand, et barn der blev bortadopteret.

Hoffet og andre med status i samfundet brød sig heller ikke meget om hverken Frederik d. 7. eller Grevinde Danner (som Louise Rasmussen nu hed), som de anså for primitive og simple. Antipatien var gengældt hos Danmarks kongepar, der anså hoffolk og andre med glæde for titler og magt for snobbede og kedelige.

Parret opholdt sig derfor også meget på Frederiksborg Slot og Jægerspris Slot i stedet for i hovedstaden. Her kunne Frederik d. 7. også både fiske og grave efter de oldtidsminder, som han interesserede sig dybt for. Børn fik parret dog aldrig, så igen skulle man til at se sig om for at finde den næste konge i Danmark.

Valget faldt på ham, der kendes som Christian d. 9., Europas svigerfar, hvis sønner og døtre blev konge af Danmark, konge af Grækenland, konge af Norge, dronning af England, zarina i Rusland og de sidste gift ind i tyske og franske adelige og fyrstelige kredse. Han, som er den første af de Glückborgske konger, men dog stadig af den samme kongeslægt som de gamle Oldenborgere, hvilket er enestående i Europa.

Og netop Europas svigerfar, det unge demokrati og det skæbnesvangre år 1864 skal vi høre mere om, når Danmarksbloggens Danmarkshistorie vender tilbage efter sin sommerpause. Det bliver mandag 1. september. Vel mødt.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956
Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke: http://danmarksbloggen.dk/?p=4019
Grevens Fejde og Reformationen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4129
Christian d. 4 og København gøres stor: http://danmarksbloggen.dk/?p=4142
Frederik d. 3, Enevælden, Kvindefejden
og Tabet af Skåne-landene: http://danmarksbloggen.dk/?p=4363
Oplysningstid, Det Florissante Eventyr
og Store Nordiske Krig:http://danmarksbloggen.dk/?p=4457
Christian d. 7., Struense og Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=4512
Frederik d. 6., statsbankerot og tabet af Norge: http://danmarksbloggen.dk/?p=4588
Guldalderen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4653
Nye tanker op mod 1849: http://danmarksbloggen.dk/?p=4717

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kristi Himmelfart og kampen mellem Det Gode og Det Onde

Udgivet den af
1

Tilbage i middelalderen opførte man i mange kirker såkaldte kirkespil, når det var Kristi Himmelfart.

Kirkespil, hvor man selvfølgelig lod en figur af Jesus forsvinde op i et hul i kirkeloftet for på den måde at symbolisere himmelfarten.

Men også kirkespil, hvor Det Gode (Jesus) kæmpede mod Det Onde (Satan) – og hvor Det Gode vandt. Typisk var Det Onde symboliseret ved en drage eller en slange, og Det Gode ved en løve.

Se Danmarksbloggens indlæg om emnet fra 2013: http://danmarksbloggen.dk/?tag=kristi-himmelfart

Dét kunne være særdeles fristende at lave et sådant kirkespil i vore dage – og dét i en version, så nutidige samfundsproblematikker blev inddraget.

For vi lever i en tid, der officielt har afskaffet Det Onde og Det Gode til fordel for den ubegrænsede relativisme.

Men relativismen du´r ikke. Når alt erklæres for lige godt, bliver alt også ligegyldigt. Men alt er ikke lige godt.

Tværtimod findes der værdier, som er værd at kæmpe for. Værdier, som sagtens kan identificeres som værende af Det Gode. Og disse værdier er alt det, der samler og bringer lys, glæde og kærlighed mellem mennesker kontra deres modsætning, der skiller og bringer mørke, smerte og had mellem mennesker.

Værdier, der ikke kan leve side om side, men som konstant støder sammen i den evige kamp mellem Det Gode og Det Onde, som mennesker og samfund har kæmpet til alle tider.

Så nej, vi kan ikke bare trække på skulderen og lade verden gå sin skæve gang. Vi må vælge: Vil jeg følge løven eller dragen/slangen, lyset eller mørket?

Valget er vores, både på og efter denne Kristi Himmelfartsdag.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 19: Nye tanker op mod 1849

Udgivet den af
Svar

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

NYE TANKER OP MOD 1849

I 1839 døde Frederik d. 6. – den konge, der om nogen kan knyttes sammen med guldalderen. Guldalderen fortsatte dog mere end et årti endnu – og mange af tidens store personligheder endnu længere.

Men tiden blev en anden. Den blev mere politisk og var vel egentlig også mere i tråd med den oplysningstid, der lå forud for guldalderen, da denne holdt sit indtog omkring 1800-tallet. Men nu var det altså slut med følelser, harmoni og skønhed.

For nu kom der igen fokus på den enkelte og den enkeltes vilkår og muligheder i et samfund, der trods store teknologiske landvindinger som fx jernbanen stadig var præget af kolo-enorme forskelle mellem de forskellige klasser og mellem by og land.

Noget som nogle af guldaldertidens store ånder selvfølgelig også greb og brugte som fx dansk åndslivs kæmpe Grundtvig, der ikke kun lavede de skønneste salmer, men også er stifteren af dén danske folkehøjskole, der om noget handler om viden og oplysning og derfor er en af de helt centrale byggestene i det folkestyre, som der nu blev talt mere og mere åbent om.

En anden var ytrings-, menings- og trykkefrihed. Frihedsrettigheder, der blev et mere og mere hedt emne op igennem 1800-tallet, hvor diverse satire-blade ikke var bange for at udstille magten og dens uduelighed. Som årene gik, ventede man også bare på, at de nye tanker kunne blive til politisk virkelighed, når Frederik d. 6.´s fætter skulle overtage tronen.

Frederik d. 6. havde nemlig ikke sønner i ægteskabet med dronningen, så kronen måtte gives videre til fætteren.

Men altså: Der var meget store forhåbninger til den nye konge Christian d. 8., der som ung kronprins og inden Danmark måtte overgive Norge, i 1814 havde givet nordmændene deres første grundlov ved Eidsvoll.

Men de håb blev skuffede. For kongen var blevet en ældre og med årene mere forsigtig mand. Og nu turde han ikke længere følge sine engang så romantiske, men nu i virkeligheden realistiske drømme om frihed og folkestyre.

For tiden var til dem. Det rumlede overalt i Europa, og især nede i Slesvig-Holsten, hvor man efter flere århundreder med nogenlunde ro igen var begyndt at rasle med sablerne, og hvor stærke kræfter hellere ville have områderne til Tyskland end blive i Danmark.

Den aldrende Christian d. 8. så det hele, men han havde mildest talt ikke lyst til at give sig i kast med de opgaver, der ventede: Slesvig-Holsten, enevælden hvis tid var ved at rinde ud, de nye tanker om trykke-, menings- og ytringsfrihed – og så sønnen, den kommende Frederik d. 7., der absolut ikke gebærdede sig, som man kunne forvente sig det af en kommende konge, enevældig eller ej.

Og netop Frederik d. 7., Treårskrigen, Grundloven og demokratiet skal vi høre om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie, der også bliver den sidste inden sommerpausen.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956
Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke: http://danmarksbloggen.dk/?p=4019
Grevens Fejde og Reformationen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4129
Christian d. 4 og København gøres stor: http://danmarksbloggen.dk/?p=4142
Frederik d. 3, Enevælden, Kvindefejden
og Tabet af Skåne-landene: http://danmarksbloggen.dk/?p=4363
Oplysningstid, Det Florissante Eventyr
og Store Nordiske Krig:http://danmarksbloggen.dk/?p=4457
Christian d. 7., Struense og Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=4512
Frederik d. 6., statsbankerot og tabet af Norge: http://danmarksbloggen.dk/?p=4588
Guldalderen:http://danmarksbloggen.dk/?p=4653

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 18: Guldalderen

Udgivet den af
Svar

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

GULDALDEREN

Guldalderen er en betegnelse, som bruges om de første cirka fem årtier i 1800-tallet. Og nok var både Christian d. 8. og Frederik d. 7. også konger i denne periode, men alligevel er det Frederik d. 6., som der tænkes på, når der tales om guldaldertidens konge.

Som beskrevet i sidste uge var Frederik d. 6. også Danmarks reelle regent i næsten seks årtier fra paladsrevolutionen i 1784 til han døde i 1839. Og historierne om den samvittighedsfulde og arbejdsomme monark, der passede så godt på sit folk og rige, at nøglerne til byens porte lå på hans natbord, var også lige til højrebenet for den danske guldalder, der byggede på romantikken som kunstperiode og inspiration.

I Danmark blev romantikken derfor også stort set uden det voldsomme drama og den dødslængsel, som fx den tyske romantik havde. Den danske romantik blev langt mere en inderlig og følelsesladet nationalromantik, der fokuserede på naturen, det ægte i mennesket og kunsten.

En romantik, hvor man i lyset af statsbankerotten i 1813 og tabet af Norge i 1814, solede sig i tidligere tiders store bedrifter af konger og andet godtfolk. Hvor man dyrkede det specielt danske – der vel egentlig ret beset aldrig rigtig var blevet dyrket før, hvor den enkelte snarere opfattede sig selv som kommende fra en stand eller et laug, fra en by eller en egn. Men nu – også i lyset af den nationalisme, der kom fra den franske revolution – blev vi alle meget danske.

Og forfattere og malere og andre kunstnere stod i kø for at gribe de nye tanker – og der var mange af dem, og de var gode. Aldrig, hverken før eller siden, har der været så stor en talentmasse indenfor de kreative fag i Danmark som netop i guldalderen. Nutidens store globale succes indenfor dansk film og tv er vand ved siden af.

Mest kendt er selvfølgelig H. C. Andersen, vores store eventyrdigter, der er kendt og elsket over hele verden, og som årligt er årsag til at flere vælger at lære dansk, blot for at kunne læse H. C. Andersen på nationalsproget. Der er også noget at læse. Udover eventyrene skrev han romaner, rejseberetninger, dagbøger, breve og meget andet.

Kun én mere kan H. C. Andersen kunststykket med at få folk til at lære dansk efter – og det er selvfølgelig filosoffen Søren Kierkegaard, der med sine skrifter skabte en helt ny retning: Eksistentialismen, der stadig inspirerer, foruroliger og gør, at der tænkes nye tanker.

Et andet stort internationalt navn er Bertel Thorvaldsen, som i mange år boede i Rom, hvor han lavede de fleste af hans skulpturer – og hvor han samlede hans nordiske kunstnervenner, når de på deres kultur- og dannelsesrejser kom til Italien for i månedsvis at bo, skrive, male og inspireres af og i Den Evige Stad.

Hjemme i København var Bakkehuset samlingsstedet. Det lå udenfor voldene på landet ved Søndermarken, hvor man stadig kan se det – nu blot som en del af den pulserende storby København med Frederiksberg som en lille enklave.

I Bakkehuset boede forfatter Knud Lyhne og hans kone Kamma Rahbek. Og det var dertil, at de alle kom: Knud Lyhnes ven P. A. Heiberg, inden han blev landsforvist, digteren Adam Oehlenschläger (det er ham med de higer og søger om guldhornene), salmedigteren og forfatteren af historiske romaner B. S. Ingemann og mange flere.

Der blev talt og diskuteret og læst op og snakket – og bølgerne kunne gå så højt, at de implicerede gik i indbyrdes fejder, som kunne køre i diverse dagblade og aviser i månedsvis.

Andre guldalder-forfattere og -digtere var: Christian Winther, Henrik Steffens, Steen Steensen Blicher, Emil Aarestrup og Schack von Staffeldt for bare at nævne nogle få.

Og så er der selvfølgelig dansk åndslivs kæmpe: N.F.S. Grundtvig, præst, salmedigter, forfatter og grundlægger af højskolebevægelsen. Hans betydning for dansk selvopfattelse og kristendom som en glad, lys og personlig kristendom kan simpelthen ikke overvurderes. Selv i 2014 betyder hans tanker meget for os og vores måde at tænke og tale om os selv på – også selvom vi ikke altid selv ved, at det kommer fra Grundtvig.

Men også på Det Kgl. Teater i København foregik der en masse i dansk guldalder. Det var her, at den franske balletmester Bournonville skabte den danske ballet, der stadig i dag er verdensberømt. Mest vigtigt på skuespilsscenen var en af vores største skuespillerinder Johanne Luise Heiberg, der var gift med Johan Ludvig Heiberg, der skrev nationalskuespillet Elverhøi til Frederik d. 6´s datters bryllup med den senere Frederik d. 7.

Endelig er der malerkunsten med navne som Lundbye, Skovgård, Købke, Eckersberg og andre, der maler romantiske landskaber, mennesker og andet, som fortæller historien om et Danmark, der er blevet småt og fattigt, men som stadig er smukt. Og musikken med navne som Weyse, Kuhlau, Gade, Lumbye og Hartmann.

Og der er mange flere endnu. En sand vrimmel af mænd – og få kvinder, der også fik eller tog sig lov som forfatterne Thomasine Gyllembourg og Mathilde Fibiger – og så de allerede nævnte kunstneren Kamma Rahbek og skuespillerinden Johanne Luise Heiberg.

Alle guldaldertidens skønånder kunne dog ikke skjule den store nød og elendighed, som der var i Danmark – og enevælden var ejheller længere oplyst og nytænkende. Tingene kørte på rutinen. Noget nyt skulle til – og gerne noget med demokrati og muligheden for social mobilitet, også selvom det ulmede sydpå i Tyskland.

Og netop Treårskrigen og de nye tanker op mod 1849 skal vi høre om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956
Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke: http://danmarksbloggen.dk/?p=4019
Grevens Fejde og Reformationen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4129
Christian d. 4 og København gøres stor: http://danmarksbloggen.dk/?p=4142
Frederik d. 3, Enevælden, Kvindefejden
og Tabet af Skåne-landene: http://danmarksbloggen.dk/?p=4363
Oplysningstid, Det Florissante Eventyr
og Store Nordiske Krig:http://danmarksbloggen.dk/?p=4457
Christian d. 7., Struense og Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=4512
Frederik d. 6., statsbankerot og tabet af Norge: http://danmarksbloggen.dk/?p=4588

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk