Kategoriarkiv: Kunst & Kultur

Gud og hvermand nedvurderes i den nye Bibel-version

Udgivet den af
1

Bibelselskabet er i gang med at udgive Det Gamle Testamente i det Bibelselskabet selv kalder en helt ny og mundret nudansk oversættelse – og man er startet med Første Mosebog og Prædikerens Bog, der i den nye version hedder Begyndelsen og Tænkeren.

Altså helt nye navne.

Det med nye navne til alt er så meget symptomatisk for denne nye version af Det Gamle Testamente – og ofte med et resultat, der nedvurderer Gud som Skaberen og Navngiveren – og læseren som et intelligent menneske, der trods alt har gået minimum ni år i skole.

Fx er Gud i den nye version ikke længere almægtig. Han er gavmild.

Men det giver jo ikke mening. At være almægtig og at være gavmild er to forskellige ting. Der findes masser af gavmilde mennesker, men ingen almægtige. Kun Gud er almægtig – og endda kun for den, der tror på netop Gud som en almægtig Gud.

Et andet eksempel er Noahs Ark, der i den nye version er en båd.

Men en båd er ikke tilnærmelsesvis så stor som en ark. Kunne man i det mindste ikke have kaldt det mega-skib? Eller måske supertanker? For skal vi endelig skrive Biblen i en ny version, så skal det gøres ordentligt og med humor og kunstnerisk frihed – og ikke akademisk ordkløveri og teologisk navlefnuller.

Endelig er englene i den nye version blevet afskaffet. Nu hedder det Guds udsendinge.

Men hov, var formålet ikke at gøre teksterne nemmere og mere forståelige? Det bliver rimeligt svært med Guds udsendinge istedet for engle.

Prøv fx at sige for dig selv: Der gik en Guds udsending gennem stuen versus der gik en engel gennem stuen.

Jeg ved godt, hvad der lyder bedst.

Det virker også forkert at hænge Guds udsendinge på juletræet om et par måneder, hvorimod det emmer af jul at hænge engle på juletræet.

Iflg. Bibelselskabet har man også kæmpet med at finde nutidige ord for ”nåde”, ”synd” og ”velsignelse”.

Danmarksbloggen iler gerne med hjælp. For det er såmænd meget nemt: Det er nemlig nåde, synd og velsignelse. Tre kristne kernebegreber, som bare ikke kan hedde noget andet.

Målet med den nye oversættelse er iflg. Bibelselskabet at få flere til at læse Biblen. Men det gøres ikke ved at genskrive den i en på alle måder dårligere version, der taler ned til både Gud og menneske.

Tværtimod så vil den nye version af Biblen på den lange bane blot ødelægge mere end det vil gavne, da Biblen på den måde ikke adskiller sig fra en krimi, et shoppekatalog eller et dameblad.

Nej, Biblen skal beholde sine smukke ord og begreber og sit flotte sprog. Dét er også med til at gøre os kristne.

Kirken arbejder som bekendt også med evigheden som perspektiv – og det skal afspejles i det sprog, som Biblen bruger. Et sprog, der nok skal kunne nå alle slags mennesker, men som også skal bevare et vist niveau og sin skønhed.

Ja, man kunne få den kætterske tanke, at alle ord, der er specifik kristne og taler om kristne begreber, skal udryddes fra denne nye bibelversion – med det resultat, at teksten bliver ligegyldig i sin farve- og trosløse sekularitet.

Det er beskæmmende – og det er egentlig utroligt, at man har valgt at beholde ordet Gud istedet for at kalde den almægtige Gud for noget helt andet.

Som sognepræst Torben Hangaard, der også tændte et adventslys her på Danmarksbloggen sidste år – læs mere her: http://danmarksbloggen.dk/?p=2672 – sagde det til Berlingske Nyhedsbureau og BT i går:

”Hvis man skal lave nudanske udgaver af Bibelen, så skal man holde sig til ordentlige erstatningsord, og det synes jeg ikke, det, jeg har fået præsenteret, indeholder. Når man eksempelvis gør en ark til en båd giver det en helt forkert association, og man laver om på noget.”

”En ark forbinder man med noget stort. Der var jo et par stykker, der skulle derind. Den kunne ikke kæntre eller vælte. En båd er sådan en lillebitte en, der sejler på Odense å eller i kanalerne i København. Det er to vidt forskellige ting.”

Citat slut.

Læs hele artiklen her: http://www.bt.dk/danmark/sognepraest-derfor-er-det-et-problem-at-lade-noa-sejle-i-en-baad-i-stedet-for-en-a

Danmarksbloggen er helt enig. Det er to forskellige ting.

Præcis som med bibeloversættelserne. På den ene side er de originale bibeloversættelser – de er gode og læs dem endelig. Og så er der på den anden side denne nye bibeloversættelse – den er dårlig og undgå den endelig.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: TV-serien 1864

Udgivet den af
2

Så er første afsnit af DR´s nye drama-tv-serie “1864” rullet over skærmen – og Danmarksbloggen er ikke imponeret.

Lad det være sagt med det samme: Kulisser, kostumer og fotografering er formidabelt, ja i absolut topklasse. Skuespillet er også rigtig godt. Ja, sine steder mere end det.

Men handlingen – ihvertfald hovedhandlingen, der foregår i 1864 – rører ikke ved noget inde i sjælen. Den er en blanding af mere – eller oftest mindre – korrekte skildringer af den tid, den tids mennesker og deres liv.

Måske fordi 1864 er så lang tid siden? Måske fordi filmen er lavet af personer, der hellere ville fortælle en historie om nutiden end om datiden?

Danmarksbloggen ved det ikke.

Men Danmarksbloggen bider mærke i, at bi-handlingen (den der foregå i nutiden) holder. Her er alt den nerve og den substans, som mangler i hovedhandlingen.

Og ret beset – i en tid hvor danske soldater og deres familier i høj grad stadig lever med sorgen, savnet og alt det andet efter krigene i Irak og Afghanistan, i en tid hvor vi er i krig mod IS, så giver det også mening, at det er en tv-serie om livet i Danmark anno 2014 – og ikke 1864 – som vi har brug for.

2014 er nu, mens 1864 er noget i en historiebog. Læs evt. om 1864 i Danmarksbloggens Danmarkshistorie her: http://danmarksbloggen.dk/?p=5395

For 1864 er længe siden, og det giver bare mere mening – også i en tv-serie – at skildre livet for de mænd, de kvinder og de børn, der ligenu lever med de nye krige og deres konsekvenser og eftervirkninger.

For det er ikke godsejeren, bonden eller de andre fra 1864, som undertegnede vil vide mere om. Det er den unge pige, hendes familie, hendes pusher, godsejeren skolelæreren og alle de andre fra vor tid.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Oplev fortidens kartoffelferie

Udgivet den af
Svar

Efterårsferien er en gammel skole-opfindelse, hvis oprindelige navn er kartoffelferie. Ferien handlede nemlig ikke om at give børnene et pusterum, men om at børnene var nødt til at blive hjemme og hjælpe med at tage kartoflerne op, så der var noget at leve af, når det blev vinter.

Det er længe siden. Men på diverse museer kan man heldigvis stadig opleve, hvordan livet var om efteråret i gamle dage.

Danmarksbloggen bringer her en liste over tre gode steder, hvor vores fælles fortid kommer til live igen her i efterårsferien.

Først skal nævnes Den Fynske Landsby ved Odense, hvor man udover at være med til at tage kartofler op også kan opleve en gris blive slagtet. Derudover kan man være med til at støbe lys, lave kardemommekager, skære roelygter og meget andet.

Læs mere her: http://museum.odense.dk/museer/den-fynske-landsby/kalender/efteraarsferie-kartoffelferie-(2)

Skulle lysten i stedet gå på at opleve et marked anno de sidste årtier i 1800-tallet, skal turen gå til Frilandsmuseet i Kgs. Lyngby ved København, hvor der er historisk marked med både gøglere, luftgynger og spillemænd.

Læs mere her: http://natmus.dk/frilandsmuseet/aktiviteter/efteraarsferie/

Man kan også tage til Den Gamle By i Aarhus, hvor man kan prøve at være barn i gamle dage. Man kan fx lave bolsjer eller skære roelygter. Man kan også besøge 70´erne – årtiet, hvor danskerne begyndte at spise meget mere ris og pasta på bekostning af kartoflerne.

Læs mere her: http://www.dengamleby.dk/efteraarsferie/

Endelig kan man også bare blive hjemme og lave sund og nærende mad – fx med kartofler, mens efterårsmørket sænker sig over land.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ugens mesterkok laver ikke smørrebrød til de ældre

Udgivet den af
Svar

Madprogrammer er populære som aldrig før: Den store bagedyst, MasterChef og cirka 117 andre programmer, hvor mere eller mindre kendte personer jonglerer med hummere, marcipan og andre – ofte ret dyre – madvarer.

I mellemtiden spiser vi vores ældre af med ugegammelt smørrebrød og frosne middagsretter – og vores børn med pastaskruer og tomatsovs eller de hjemlige madpakker.

Socialt udsatte og folk på overførselsindkomster har også svært ved at købe de gode råvarer, som mesterkokkene ellers roser til skysovsen og ihvertfald er det eneste, som de vil sætte tænderne i.

Det giver bare ikke mening.

Ja, faktisk så er det så himmelråbende skævt, at Danmarksbloggen for en gangs skyld har det, som sidder der et hold-kæft-bolsje i munden (og tasterne), så intet andet kan skrives end dette:

Det må konkluderes, at ugens mesterkok ikke laver smørrebrød til de ældre.

Nok snarere tværtimod. Desværre.

Men det du´r ikke. Vi skal have vitaminerne tilbage i samfundet og i alle samfundets medlemmer – i bogstaveligste forstand.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Eventyrbogen. 25 klassiske folkeeventyr. Tegnet og fortalt af Peter Madsen.”

Udgivet den af
1

En rigtig eventyrbog skal være stor, glitrende og give alle – både dem der kan læse, og dem der ikke kan – lyst til at blive suget ind i historierne. Og lige præcis sådan en eventyrbog er Peters Madsens ”Eventyrbogen. 25 klassiske folkeeventyr”, der med sine gyldne bogstaver på forsiden lover, at her er en del af det guld, som findes i krukken for enden af regnbuen.

En forside, der også er en hyldest til eventyrgenren i betydningen eventyret som den klassiske fortælling om at være på vej fra en tilstand til en anden – med alt det der sker undervejs og alle de væsner, som man møder.

Når man sidder med Peter Madsens store eventyrbog i hænderne, får man også lyst til at læse ALLE eventyrerne på én gang.

Det kan man så heldigvis ikke.

For som i alle gode historier må man tage herlighederne ét eventyr af gangen, således også bogens 25 kendte og ukendte folkeeventyr, der er hentet fra Perraults franske sletter, Brdr. Grimms tyske skove, Asbjørnsen og Moes norske fjelde – samt selvfølgelig vor egen danske andedam.

Folkeeventyr, som gennem århundrederne er blevet fortalt overalt i Europa i adskillige versioner, dog altid udfra de samme problemstillinger og med den samme morale.

Så hvad enten det drejer sig om Askepot, Soria Moria slot, Drengen der ville lære frygten at kende, Pandekagen, Hans og Grethe eller nogen af de andre, så har folkeeventyrerne altid – og stadigvæk – bundet europæerne sammen etisk og moralsk.

Som Peter Madsen selv skriver det i bogens efterord: Folkeeventyrerne er vores fælles kulturarv.

Men eventyr er ikke kun ord. De er også billeder – både indre og ydre. Og en eventyrbog af illustratoren Peter Madsen må selvfølgelig være en eventyrbog, hvor billeddelen fylder godt, således også her, hvor der er ikke færre end 175 tegninger på de 200 sider.

Tegninger, der på en tid og samme tid er både realistiske og fantasifulde, men altid detaljerede og fulde af finurligheder, såvel de dramatiske, de rørende og de humoristiske.

Tegninger, der med deres konsekvente brug af farver, af mørke og lys, klart og tydeligt fortæller, hvem der er gode og hvem der er onde, hvornår det er farligt, og hvornår det er rolig lykke.  Fortæller at eventyret – og livet for den sags skyld – drejer sig om kampen mellem det gode og det onde, og at vi må vælge, hvilken side vi vil være på.

Tegninger, der skærer personerne og fortællingen ud i billeder, som børnene vil kunne bruge megen tid på at snakke om.

Så husk at sætte tid af til også at snakke om billederne. For denne bog er både en læse-højt-bog og en snakke-om-tegningerne-bog.  

Det interessante er også, at vi enkelte steder får lov til at se situationen fra det mørkes side. Det plejer man ellers ikke i eventyrbøger. Men skal vi forstå det mørke, der er omkring os og indeni os, skal vi tale om det, skrive om det – og tegne det. Og det gør Peter Madsen så mesterligt.

For i mørket ligger nøglen til lyset, til glæden og til at forstå helheden og dualiteten – og måske er det  netop derfor, at mange af eventyrerens skurke er afbildet med nøgler?

Undertegnede ved det ikke, men finder det interessant.

En anden iagttagelse er, at de yndige prinsesser for engangs skyld er tegnet som mere almindelige piger og kvinder – og ikke overjordiske, smukke væsner. Der er også nok photoshoppede kvinder (og mænd) i andre bøger og blade i vor ungdoms- og skønhedsfokuserede tid.

Derfor er det også pragtfuldt, at Peter Madsens eventyrbog – som livet selv – i stedet vrimler med uhyrer, dyr, børn, gamle mænd og koner og ikke mindst trolde.

Nu er Peter Madsen selvfølgelig meget glad for trolde. Og derfor får de herlige væsner også lov til at fylde godt – og tro mod sin egen fantasi tegner han ikke to trolde, der ligner hinanden. Hver eneste trold har sin egen personlighed og sin egen karaktér.

Det er lidt ligesom os mennesker.

Vi er også mere trolde end vi er prinser og prinsesser – og det ved og tegner Peter Madsen. Undertegnede, der elsker Åbent Vand-svømning, fandt i hvert fald sig selv som trold på side 166.

Og mon ikke vi alle fandt os selv i de fodspor, som en sød, lille trold med armbånd og ørenring sætter allerførst i bogen? For vi mennesker vil jo gerne sætte vores mærke her i verden – og leve lykkeligt til vores dages ende.

For når enden er god, er alting godt – og i Peter Madsens ”Eventyrbogen” ender det med et lille eventyr: ”Den gyldne nøgle.”

En nøgle, der måske kan betyde, at NU – efter gennemlæsningen af 25 folkeeventyr – har man fået nøglen til sit eget liv, til forståelsen af at livet drejer sig om at vælge mellem lyset og mørket, det gode og det onde. Man først og fremmest om at turde favne det hele og være tro mod alle de farver, som man selv og livet indeholder.

Den tolkning kan Danmarksbloggen godt være med på.

Undertegnede kunne så også godt drømme om, at den gyldne nøgle en dag kunne åbne en ny eventyrbog fra Peter Madsens hånd, en bog med H.C. Andersens eventyr i Peter Madsens streg og leg med farver, lys og skygge.

Danmarksbloggen giver ikke stjerner.

Men Danmarksbloggen vil gerne give Peter Madsens ”Eventyrbogen. 25 klassiske folkeeventyr” hele syv glade trolde – og som alle ved, så er syv et rigtigt eventyr-tal.

”Eventyrbogen. 25 klassiske folkeeventyr. Tegnet og fortalt af Peter Madsen.”
 Udkommer 7. oktober hos forlaget Alvilda.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 26: Anden Verdenskrig, besættelse og befrielse

Udgivet den af
Svar

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

Anden Verdenskrig, besættelse og befrielse

Historien om Danmark under Anden Verdenskrig er historien om et lille land, der slap ualmindeligt nådigt gennem den værste krig i menneskehedens historie. En verdenskrig, hvis vanvittige og umenneskelige galskab blev sluppet løs lige syd for den danske grænse af vores gamle modstander fra 1800-tallet, men også igennem århundrederne åndelige inspirator Tyskland.

For såvel forfattere som kunstnere og erhvervsfolk og mange andre så op til og blev inspireret af tyskerne og tyske tekster, malerier og praksis – altså indtil 1930´erne, hvor Hitler og hans nazister kom til magten og ret hurtigt viste deres sande – grumme – ansigt.

En del danskere troede dog stadig, at man kunne leve i fred med Det Tredje Rige.

Det kunne man ikke. Polen blev invaderet i 1939, og 9. april 1940 kom turen til Danmark.

Tyske fly, skibe og mandskabsvogne kom over de danske grænser i den tidlige forårsmorgen, og modstanden var lille.

Diskussionen efterfølgende har været massiv. Nogle mener, at vi skulle have gjort modstand – som Norge gjorde det. Andre at det var lige meget mod en så stor overmagt, som Hitler-Tyskland var det.

Summa summarum var i hvert fald, at Danmark var blevet besat.

I starten betød det mindre for de fleste og deres hverdag. Danmark blev Tysklands spisekammer – til stor ærgrelse for dem, der mente, at vi skulle droppe samarbejdspolitikken med Tyskland og i stedet gå aktivt til modstand. Men dem, der mente det, var i undertal.

Flertallet var langt mere optaget af rationeringsmærkerne på smør og andre varer – og af hvordan erstatningskaffen smagte, end de tænkte på at gøre en forskel. Det skal dog ikke forstås således, at danskerne elskede tyskerne. For det gjorde kun få. Man sang danske sange til alsangs-stævner, gik med kongemærke og strikket hue i de britiske farver rød-hvid-blå, og man sluttede op om kong Christian d. 10., når han red sin daglige tur gennem Københavns gader.

Men modstandskampen var endnu i sin vorden. Den tog dog især fart fra 1943, hvor også samarbejdspolitikken endelig brød sammen med Folkestrejken 29. august, hvor også hæren blev opløst, og flåden enten sænkede sine skibe eller sejlede dem til England til brug i allieret krigstjeneste.

Ude i verden var det også begyndt at gå dårligt for Hitler og hans allierede, så alle vidste nu, hvad vej vinden blæste.

Alligevel betød det noget, at stemningen var vendt i Danmark. Af reelle modstandsfolk var der kun få. Nogle tal siger 5000, andre helt op til 20.000. Men for hver modstandsmand eller modstandskvinde var der en masse danskere, der mere eller mindre indirekte hjalp dem til at leve deres farlige – og ofte hemmelige – liv.

Som fx undertegnedes morfar, der lod modstandsbevægelsen på hans egn bruge hans skure til både hemmelige møder og opbevaring af de fra England nedkastede våben. Heldigvis var der ikke nogen våben i skurene den dag det hemmelige tyske politi Gestapo kom på besøg, men min morfar blev taget med til forhør alligevel. Han kom heldigvis hjem dagen efter til stor lettelse for min mormor, der i mellemtiden var så bange, som min mor aldrig så hende hverken før eller siden.

Så heldige var det ikke alle, der var. Mange danske modstandsfolk betalte den dyreste pris, nemlig livet. Navnene huskes endnu: Flammen, Citronen, Kim Malthe Bruun og mange flere.

Mange af de døde lægger i dag i Mindelunden i Ryvangen i Hellerup, der dengang under besættelsen blev brugt til henrettelsesplads – men som idag er en smuk minde- og begravelsesplads for nogle af Danmarks sande helte, hvad enten de var involveret i jernbanesabotage, fabrikssabotage, likvidering af tyskere og stikkere – og hvad enten de tilhørte BOPA, Holger Danske eller nogen af de andre modstandsgrupper.

Under alle omstændigheder: Mange var modstandsfolkene ikke, men de var modige – og det er i høj grad takket være dem, at Danmark efter krigen kunne regne sig på de allieredes side.

En anden bedrift, som vi kan være stolte af her i Danmark, er den måde, hvorpå vi hjalp jøderne i oktober 1943. Som dansk jøde havde man ellers kunne være i fred, men nu kom ordren: Alle danske jøder skulle interneres og sendes til kz-lejre.

Tyskerne fik heldigvis kun fat på meget få jøder. Dels fordi tyske kilder havde ladet det sive, og dels fordi danskerne kollektivt hjalp jøderne med at komme i sikkerhed i Sverige. Enkelte dog for en absurd overpris, men langt de fleste gratis eller for en lille sum penge.

Og dét er som sagt noget, som vi med rette kan være stolte over.

Vi kan til gengæld ikke være stolte over alt, hvad der skete ifbm befrielsen. Danske piger, der havde forelsket sig i tyske soldater, blev klippet skaldet og jaget nøgne gennem byerne, værnemagere og andre der havde samarbejdet med tyskerne blev ydmyget og nedgjort osv.

Ophavsmændene til disse overgreb var sjældent modstandsfolk, men den almindelige dansker, der fejt havde hyttet sig selv, mens det gjaldt – men som nu hvor det var overstået, kunne kanøfle dem, der havde været på den forkerte side.

Der var også mange, som blev modstandsfolk – eller sagde de var det – i de allersidste dage omkring befrielsen 4. maj 1945.

Det var ikke kønt.

Det må det til gengæld havde været at sidde og lytte til BBC dén forårsaften 4. maj 1945 og så høre de i dag så berømte ord:

I dette Øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske Tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig. Her er London. Vi gentager: Montgomery har i dette Øjeblik meddelt, at de tyske Tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig

Danmark eksploderede i jubel. De sorte mørklægningsgardiner blev revet ned og smidt ud på gaden. Der blev sat levende lys i vinduerne – en skik som stadig holdes i hævd. Folk strømmede ud på gaderne og faldt jublende hinanden i armene.

Og jublen og euforien fortsatte hele natten og dagen efter d. 5. maj 1945, som er den officielle befrielsesdag … og i dagene bagefter. Dog ikke på Bornholm, som blev besat af russerne – og som først blev frie igen i 1946.

Men resten af Danmark blev iklædt rødt og hvidt i de mindeværdige maj-dage, der stadig huskes så levende af alle, der oplevede dem. Det er efterhånden kun den ældste generation, så det gælder om at få de ældste i familien til at fortælle, mens tid er.

Hverdagen vendte på nogle måder dog hurtigt tilbage.

Allerede d. 9. maj 1945 åbnede en svækket kong Christian d. 10 Rigsdagen med Grundtvigs ord: “Guds fred med vore døde i Danmarks rosengård! Guds fred med dem, som bløde af dybe hjertesår.”

Mere indfølt, dæmpet og respektfuldt kunne de fem forbandede år og deres konsekvenser ikke udtrykkes.

Efterspillet på den tyske besættelse blev også kort og ikke altid kønt med en masse love med tilbagevirkende kraft. Men det skete hurtigt, og der var en enighed om – både hos de gamle politikere og i Frihedsraadet – at samle op og komme videre.

Men selvom krigshandlingerne verden over sluttede i august 1945, da amerikanerne kastede de to atombomber over Japan, så var krigen på en måde langtfra slut.

En kold krig mellem de to nye stormagter, USA og Sovjetunionen, var en realitet – og våbenkapløbet blev skudt i gang over hovedet på et Europa, der nu måtte lære ikke længere at være det toneangivende kontinent.

Og netop kold krig og velfærdssamfund skal det handle om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956
Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke: http://danmarksbloggen.dk/?p=4019
Grevens Fejde og Reformationen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4129
Christian d. 4 og København gøres stor: http://danmarksbloggen.dk/?p=4142
Frederik d. 3, Enevælden, Kvindefejden
og Tabet af Skåne-landene: http://danmarksbloggen.dk/?p=4363
Oplysningstid, Det Florissante Eventyr
og Store Nordiske Krig:http://danmarksbloggen.dk/?p=4457
Christian d. 7., Struense og Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=4512
Frederik d. 6., statsbankerot og tabet af Norge: http://danmarksbloggen.dk/?p=4588
Guldalderen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4653
Nye tanker op mod 1849: http://danmarksbloggen.dk/?p=4717
Frederik d. 7., Grundlov og Treårskrig: http://danmarksbloggen.dk/?p=4790
Det unge demokrati, 1864 og Europas svigerfar: http://danmarksbloggen.dk/?p=5395
Industrialisering, arbejderbevægelse
og andelsbevægelse: http://danmarksbloggen.dk/?p=5434
Parlamentarisme og kvindernes stemmeret: http://danmarksbloggen.dk/?p=5476
Første Verdenskrig, Genforeningen
og Påskekrisen: http://danmarksbloggen.dk/?p=5518
Brølende 20´ere og kriseramte 30´ere: http://danmarksbloggen.dk/?p=5548

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Politisk korrekthed ødelægger tolerancen i samfundet

Udgivet den af
1

I vores broderland Sverige spiller den politiske korrekthed en stor rolle. Således har man nu omredigeret en tv-version af den klassiske historie om Pippi Langstrømpe, så hun ikke mere leger kineser med sammenknebne øjne. Alt om negere er også væk – selv det faktum, at hendes far er negerkonge.

Tidligere for en lille måned siden pillede man også et gardin ned i Astrid Lindgrens Värld i Vimmerby, fordi der på gardinet var et billede med to negerbørn, der vifter med palmer for at holde Pippi kølig i heden på den sydhavsø, hvor hendes far er negerkonge.

Det kan danskerne godt ryste på hovedet af. Svenskerne er bare alt for meget i deres politiske korrekthed, lyder kritikken enstemmigt fra dansk side.

Men er vi i grunden bedre selv?  

Danmarksbloggen er ikke sikker. Tværtimod så mener Danmarksbloggen, at den politiske korrekthed i dag sidder alt for dybt i danskerne, der er hurtigere end nogensinde til at føle sig fornærmet og trådt på.

Det hedder fx ikke tyk, men overvægtig.

Det hedder heller ikke bøsse, men homoseksuel.

Man taler heller ikke længere om de handicappede, men om mennesker med handicap.

Og hedder det dværg – eller vertikalt udfordret?

Og så er det i øvrigt ikke kun Sverige, der laver om på landets kulturskat.

I ”Elefantens vuggevise” synges der ikke længere i Danmark om at få en negerdreng som rangle, men en kokosnød.

Det giver ingen mening!!!

Hvis vi skal have en chance som et mangfoldigt samfund med plads til forskellighed og tolerance, så skal vi droppe den politiske korrekthed og begynde at kalde en spade for en spade.

Pippis far er negerkonge. Punktum. Og vejer man for meget, er man tyk. Punktum. Og er man en mand, der tændes seksuelt af andre mænd, er man bøsse. Punktum. Og er man handicappet, er man handicappet. Punktum. Og er man en dværg, er man en dværg. Punktum. Og jo, elefantungen loves en negerdreng i rangle. Punktum.

Sådan er det – og det er helt i orden.

Historierne om Pippi og visen om elefantungen er også bedst i deres originale versioner.

Og hvad angår tykke, tynde, hetero-, homo-, bi- og transseksuelle, dværge, smukke, grimme, handicappede, sorte, røde, gule, hvide, rødhårede, bebrillede, tatoverede og alle andre, der kan blive ramt af fornærmelsessygen, så er det vigtigt at huske på, at vi alle er lige meget værd som mennesker.

At der altid er mere, der samler end skiller os. Og at det, der skiller os, blot gør verdenen rigere og mere mangfoldig.

Så er det faktisk 100% lige meget, om man er tyk, tynd, hetero-, homo-, bi- og transseksuel, dværg, smuk, grim, handicappet, sort, rød, gul, hvid, rødhåret, går med briller, er tatoveret eller noget helt andet.

Man er et menneske – og det er alt nok!!! Resten er detaljer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 25: Brølende 20´ere og kriseramte 30´ere

Udgivet den af
Svar

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

Brølende 20´ere og kriseramte 30´ere

Første Verdenskrig var forbi, Sønderjylland var hentet hjem, og kongens rolle som politisk figur var udspillet. Et nyt årti var i gang: 1920´erne.

Verden var også blevet ekstremt meget mindre qua de forbedrede transport- og kommunikationsmidler. Det, der skete ude i verden, påvirkede Danmark langt mere og langt hurtigere end nogensinde før.

Og nu kom de moderne tider væltende: Kvinderne klippede håret kort og gik i bukser, der blev danset charleston og andre ”vovede” danse til den nye musik jazzen, forfatterne skrev om individet og individets ret til at søge lykken. De brølende 20´ere var en realitet – i hvert fald for den ret lille overklasse, der havde råd til at gå på natklub og drikke champagne af hinandens sko.

Moderne tider, kaldte samtiden sig selv. Den gamle verden, der havde ført til krig blev forkastet – og nu skulle en ny og bedre bygges op fra grunden. Ikke kun for de privilegerede, men også for alle andre.

Det skulle vise sig at blive ganske problematisk.

Det startede dog meget godt efter påskekrisen i 1920. Demokratiet var nu endelig 100% rodfæstet i Danmark, og i 1924 fik Danmark sin første socialdemokratiske regering med Thorvald Stauning i spidsen.

Men kriserne kom også – og arbejdsløsheden steg. Og i 1929 kom de sorte oktoberdage på Børsen i New York, hvor aktierne på kun fem dage faldt med en tredjedel. Noget der betød, at hele verden blev kastet ud i et økonomisk uvejr ulige noget tidligere set.

Den efterfølgende krise var derfor også vor tids finanskrise gange 100 eller måske 1000. I forvejen havde store befolkningsgrupper meget lidt at leve for, men nu fik de markant mindre.

Arbejdsløsheden steg eksplosivt blandt arbejderne, og også ude på landet stod det slemt til. Landbruget kørte med store tab og tvangsauktionerne stod i kø.

Noget måtte gøres, og det resulterede i det kendte Kanslergade-forlig i 1933, hvor kronen blev devalueret. Det betød bedre vilkår for landbrugseksporten. Landbruget fik også en række ordninger, der gjorde, at produktionen kunne betale sig. Noget, som absolut ikke huede rød side.

Omvendt måtte de blå æde Steinckes socialreform, der reelt var startskuddet til den moderne velfærdsstat, idet økonomisk hjælp nu blev en ret, der i modsætning til den gamle fattighjælp, ikke betød hverken tab af stemmeret eller følelsen af at gå tiggergang. Omend hjælpen var meget lille målt i kroner og ører, idet den kun var en tredjedel af en normal dagløn.

Men den var dér – og Danmark var på vej frem.

På vej frem var også en mand ved navn Hitler og hans brunskjortede nazister, som en del danskere allerede dengang gennemskuede, men ikke alle. Nogle beundrede også den orden, som de mente, at der var kommet i Tyskland efter Hitlers magtovertagelse. Ham skulle vi desværre komme til at høre meget mere til senere.

I Danmark havde vi i denne periode, der også skabte den såkaldte funkisstil, PH – Poul Henningsen, der opfandt sin berømte lampe, men som også leverede en reel omgang samfundskritik mod en selvtilfreds magtelite – og som i sine viser, primært fortolket af Liva Weel, gjorde sit navn udødeligt.

Allermest måske i ”Man binder os på mund og hånd”, som dog hører til senere under besættelsen. Men også hos ”I dit korte liv” og ”Nå” fik lysmageren, som PH blev kaldt, fortalt, at det drejer sig om humanisme, om at leve, at være tro mod sig selv og det, man står for. Noget, der for alvor blev aktuelt under den besættelse, der kom efter 1930´ernes krise.

Og netop 2. verdenskrig, besættelse og befrielse skal det handle om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956
Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke: http://danmarksbloggen.dk/?p=4019
Grevens Fejde og Reformationen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4129
Christian d. 4 og København gøres stor: http://danmarksbloggen.dk/?p=4142
Frederik d. 3, Enevælden, Kvindefejden
og Tabet af Skåne-landene: http://danmarksbloggen.dk/?p=4363
Oplysningstid, Det Florissante Eventyr
og Store Nordiske Krig:http://danmarksbloggen.dk/?p=4457
Christian d. 7., Struense og Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=4512
Frederik d. 6., statsbankerot og tabet af Norge: http://danmarksbloggen.dk/?p=4588
Guldalderen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4653
Nye tanker op mod 1849: http://danmarksbloggen.dk/?p=4717
Frederik d. 7., Grundlov og Treårskrig: http://danmarksbloggen.dk/?p=4790
Det unge demokrati, 1864 og Europas svigerfar: http://danmarksbloggen.dk/?p=5395
Industrialisering, arbejderbevægelse
og andelsbevægelse: http://danmarksbloggen.dk/?p=5434
Parlamentarisme og kvindernes stemmeret: http://danmarksbloggen.dk/?p=5476
Første Verdenskrig, Genforeningen
og Påskekrisen: http://danmarksbloggen.dk/?p=5518

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 23: Parlamentarismen og kvindernes stemmeret

Udgivet den af
Svar

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

Parlamentarismen og kvindernes stemmeret

Danmark havde udviklet sig enormt gennem 1800-tallet. Ja, det var nærmest et helt nyt land, som stod på tærsklen til det nye århundrede.

Men Danmark var stadig et land, hvor der var store skel mellem mennesker og store problemer, hvad også litteraturforskeren og kritikeren Georg Brandes så helt tydeligt og beskrev både på Københavns Universitet og i dagbladet Politiken, som broderen Evald Brandes grundlagde sammen med den radikale Viggo Hørup.

1900-tallet skulle så vise sig at blive endnu mere hektisk end 1800-tallet. Men det vidste man ikke ved århundredets start. Man var derimod helt klar over, at det politiske system i Danmark trængte til en opdatering. I sidste instans kunne det være et spørgsmål om demokratiets overlevelse.

Ændringerne kom så også med parlamentarismens indførsel i 1901, hvor magten skiftede fra nogle få hundrede godsejere til mere end 60.000 bønder – eller sagt kort: Danmarks første Venstre-regering.

Der var også noget at gå i gang med for den nye regering. Beskatningen, som stadig hvilede på de gamle jordskatter, blev ændret til indkomstskat, og folk fik deres første selvangivelse. Straffeloven blev mere human. Og der skete en demokratisering af både amts-, sogne- og byråd, således så ingen – som fx godsejere – længere automatisk var medlemmer.

Venstre opfattede dog ikke længe godsejerpartiet Højre som hovedmodstander. Og i dag har de to partier endda ofte siddet i regering sammen. Højre blev nemlig til Det Konservative Folkeparti.

Nej, hovedmodstanderen for Venstre var – og er stadig – Socialdemokratiet, der i starten af 1900-tallet stormede frem – og som hurtigt fik magten i København sammen med de radikale, som har deres rødder hos husmænd, lærere, intellektuelle og kunstnere.

For dengang stemte man – i reglen – efter hvilken klasse, som man tilhøret i samfundet.

Danmark i starten af 1900-tallet var nemlig et Danmark med store sociale forskelle, hvor en lille overklasse levede et dejligt liv med gode, store boliger, masser af nærende mad og mulighed for at udfordre og realisere sig selv, mens langt de fleste danskere arbejdede hårdt året rundt, levede i elendige boliger – men hverken havde tid eller penge til at nyde livet – eller blot holde sig sund og rask.

For nu kom der fokus på sundhed – også selvom Venstre ikke ville bruge penge på det. Dengang som nu mente de, at pengene lå bedst i folks egen lomme. Men med tiden kom der flere penge til sundhed, både den helbredende og den forebyggende.

Idrætten begyndte at vokse frem, også for arbejderklassen, hvis medlemmer begyndte at gå til fodbold og andre holdsportsgrene, der i modsætning til overklassens sportsgrene som fx ridning var billige at dyrke. Man begyndte også at bade fra stranden.

At samfundet har et ansvar overfor sin befolkning var ved at blive en udbredt antagelse i et Danmark, der begyndte at ligne det samfund, som vi har idag.

En ting manglede dog for alvor: Nemlig kvindernes stemmeret og deltagelse i det politiske liv.

Kvinderne selv havde op gennem 1800-tallet protesteret og krævet ret til at være med i samfundet på lige fod med mændene. Og også mandlige politikere fra både Venstre og Socialdemokratiet havde siden 1886 forsøgt at give kvinderne stemmeret. Men hver gang blev forslaget afvist af det Højre-dominerende Landsting.

Men nu kunne det ikke længere holdes tilbage. I 1908 fik kvinderne stemmeret og blev valgbare til de kommunale råd, og pr. d. 5. juni 1915 fik kvinderne ret til at stemme og opstille til Rigsdagen.

De moderne tider var for alvor begyndt, og alt kunne således have været godt og lyst, men ude i verden var der sket ting og sager: Året forinden var 1. verdenskrig startet i 1914.

Og netop 1. Verdenskrig, Genforeningen og Påskekrisen skal det handle om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956
Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke: http://danmarksbloggen.dk/?p=4019
Grevens Fejde og Reformationen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4129
Christian d. 4 og København gøres stor: http://danmarksbloggen.dk/?p=4142
Frederik d. 3, Enevælden, Kvindefejden
og Tabet af Skåne-landene: http://danmarksbloggen.dk/?p=4363
Oplysningstid, Det Florissante Eventyr
og Store Nordiske Krig:http://danmarksbloggen.dk/?p=4457
Christian d. 7., Struense og Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=4512
Frederik d. 6., statsbankerot og tabet af Norge: http://danmarksbloggen.dk/?p=4588
Guldalderen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4653
Nye tanker op mod 1849: http://danmarksbloggen.dk/?p=4717
Frederik d. 7., Grundlov og Treårskrig: http://danmarksbloggen.dk/?p=4790
Det unge demokrati, 1864 og Europas svigerfar: http://danmarksbloggen.dk/?p=5395
Industrialisering, arbejderbevægelse
og andelsbevægelse: http://danmarksbloggen.dk/?p=5434

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Anemoneteatrets ”Adam og Eva og den forunderlige slange”

Udgivet den af
2

Vand er livgivende – og det samme er godt teater.

Og godt teater er, hvad Anemoneteatret igen præsterer med deres nye forestilling ”Adam og Eva og den forunderlige slange”, der havde premiere i går lørdag d. 13. september 2014 – en dag hvor regnen silede og plaskede ned udenfor.

Men ikke inde på teatret. Her startede vi tværtimod ude i ørkenen sammen med kæresteparret Adam og Eva, der ikke har nogen penge, men hinanden og så meget kærlighed, at de tilbyder hverandre den sidste dråbe livgivende vand, inden de må drage af sted videre i verden for at finde et sted, hvor de kan bygge og bo.

Og naturligvis havner de i et Tivoli drevet benhårdt af tivoli-direktøren Diablo, der med lige dele kynisme, grådighed og absolut ingen menneskelige hensyn styrer sit Tivoli.

Det drejer sig om bundlinien – og kun om bundlinien, som bare vokser og vokser under ledelse af denne Diablo, der meget apropos sit navn har både en slangestav og en kurv fuld af giftslanger.

Diablos modsætning (og modstander) er Gabriella, som er den eneste, han ikke kontrollerer i Tivoli´et – og som han selvfølgelig også advarer Adam og Eva om, da han ansætter dem.

Diablo, som betyder djævel – og Gabriella, hvis navn minder så meget om ærkeenglen Gabriel …

Så er valget trukket op:

På den ene side den rige og mægtige Diablo, der kun tænker på sig selv og sit eget, men som lokker med lækker mad, penge, spil, popularitet og alverdens fristelser – og på den anden den søde Gabriella, der umiddelbart ikke har andet end sit dukketeater, de gode historier fra Biblen samt en tro på kærligheden og en vilje til at hjælpe sine medmennesker.

Men måske er det også nok?

Det er i hvert fald ægte 3D-teater, hvor publikum – fra de små i gummistøvler og prinsesseskørter til de store med mobiler og ansvar – midt i skabelsesberetningen drages ind i dukketeatret, der igen er et teaterstykke i et teaterstykke.

For der er jo hele tre scener i spil i Anemoneteatrets ”Adam og Eva og den forunderlige slange”:

Diablos Tivoli, Gabriella´s dukke-teater og så os der er publikum i Anemoneteatret. Tre scener, alle under den samme himmel – og alle med det samme valg:

Vil vi følge Gabriella og kærlighedens vej – eller vi vil vælge Diablos vej, der nok er strøet med penge og popularitet, men også er den mest ensomme vandring på jord?

For vi kan vælge – og vi skal vælge. Det er i valget, at vi bliver til som mennesker.

Og uanset hvad, så vil slangen altid til sidst indhente os og bide os i hælen, som den også bider Eva til sidst i stykket.

Og når det sker, så er vi definitivt nødt til at vælge mellem på den ene side at sænke blikket og dø, om ikke fysisk, så dog menneskeligt, når vi lader grådighed og egoisme overtage sjælen. Eller på den anden side, om vi tør løfte blikket, se slangen i øjnene – og se hvordan vi dermed vinder over den, se hvordan lyset kommer ind i mørket. Se at mørket ikke kan kontrollere lyset, ikke kan slukke det.

For således skabte Gud verden.

Og når vi vælger lyset, vælger vi også Guds kærlighed, verdens lys, og så kan ingen slange længere nå os. Så er vi – som Adam og Eva – syngende en salme (og ikke en tom popsang) på vej mod Edens Have, version 2. Dén under regnbuen, den med plads til mangfoldighed.

For ja, der synges også en salme i Anemonetreatet – og det er såre godt.

Ikke kun fordi kristendommen er vores kulturhistoriske arv her til lands, men fordi kristendommen har et næstekærlighedens budskab, som vi i høj grad har brug for i dag. Og her gælder som bekendt for Guds rige, at dét skal man tage imod som et lille barn.

Og børnene i Anemoneteatret? Hvordan tager de imod det? Hvad siger de til både bibelhistorie og salme? Ja, de sad – i den lille time som forestillingen varede – dybt opslugte og helt stille.

Mange siger elles, at små børn ikke kan rumme store emner, og at man skal passe på med at fortælle dem for meget om verden. Dem, der siger det, tager fejl.

For små børn kan ikke blot rumme de helt store emner som liv og død og meningen med livet. Små børn vil har faktisk brug for at vide noget om det, høre om det, se det – sanse det.

Og når det så gøres så fint som her i ”Adam og Eva og den forunderlige slange”, hvor der er tale om nærvær og mening – og hvor børnene bliver taget alvorligt, ja, så er de på 100% hele tiden, også de 5-årige.

For Anemoneteaterets ”Adam og Eva og den forunderlige slange” handler om den største kamp overhovedet i livet: Den om menneskets sjæl, kampen mellem det gode og det onde. Og det er en kamp, som alle kan forstå – også de små …

Som voksen interesserer man sig også meget for bi-personen Capello.

Han er Diablos højre hånd, der udfører direktørens ordrer, og som selv lokker med den alkohol, som Capello selv bruger for at holde livet i det tomme Tivoli ud. Men Capello er samtidig også en rar person, der hjælper Adam og Eva.

Så hvad bliver der af ham? Er han for evigt fortabt? Eller får han også en dag modet til at forlade Djævlens endeløse trædemølle? Og er det i virkeligheden Capello, der hverken er rigtig god eller rigtig ond, som de fleste af os minder mest om? Selvom vi jo hellere vil være stærke og modige og følge Adam og Eva ud på deres grønne enge for enden af regnbuen.

Dét tænkte undertegnede meget over på vej hjem i regnvejret.

Danmarksbloggen kan på det varmeste anbefale ”Adam og Eva og den forunderlige slange” på Anemonetratret. Aldersgrænsen er 5 år.

Medvirkende er: Christine Gaski, Asbjørn Agger, Jens Tolsgaard og Lisbeth Lipschitz. Manuskriptet står Albert Nielsen og Lisbeth Lipschitz for. Endelig har Albert Nielsen også instrueret. Forestillingen spiller tirsdag-søndag frem til og med d. 19. oktober  2014.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk