Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 17: Frederik d. 6., statsbankerot og tabet af Norge

Udgivet den 12. maj 2014 af admin

Svar

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

FREDERIK D. 6., STATSBANKEROT OG TABET AF NORGE

Frederik d. 6. blev først officielt Danmarks og Norges konge i 1808, men i realiteten havde han været regent siden 1784, hvor han snedigt og dristigt foretog dén paladsrevolution, der skaffede Danmark af med enkedronning Juliane Marie, Arveprinsen og Guldberg – og istedet satte ham selv og hans kreds af gode mænd i spidsen for Danmark.

Der var også nok at lave, og i det meste af hans regeringstid en del færre økonomiske midler at gøre godt med sammenlignet med 1700-tallets gode indtjening. Men heldigvis var Frederik d. 6. af såvel natur som vane både nøjsom og arbejdsom.

Få år efter Frederik d. 6. havde overtaget magten fra sin endnu levende far, kong Christian d. 7., udbrød den franske revolution i 1789. En begivenhed, der også satte sine spor i Danmark, hvor man var bange for, at noget lignende skulle ske, selvom danskerne som bekendt aldrig laver revolution i regnvejr.

Der skete heller ikke andet end at cirka 10 år efter blodbadet i Frankrig, blev Johan Ludvig Heibergs far dømt til eksil for sit digt: Ordner hænger man på idioter. Dybt beskæmmet rejste Heiberg senior til Paris, hvor han var resten af livet.

Til historien hører dog, at han bare skulle have sagt undskyld, så havde han været tilgivet. Men Heiberg senior ville hellere være martyr for ytrings- og meningsfriheden end bo i Danmark hos sin kone og sin søn, Johan Ludvig Heiberg, der senere skrev vores nationalskuespil “Elverhøi”.

Danskerne glemte hurtigt Heiberg senior. Men desværre betød ikke Heibergs digt, men de blodige begivenheder i Frankrig, at mange reformer blev stoppet i Danmark. Man var simpelthen bange for, hvad der ville ske, hvis almenheden fik for meget magt.

Danmark og Frederik d. 6. fik snart også andet at tænke på. Danmark holdt med Napoleon, der som enevældig kejser styrede Frankrig efter reformationen havde ædt sig selv og sine egne børn.

Det skulle vi komme til at fortryde. I 1801 kom englænderne nemlig, og Slaget på Rheden var en realitet. Vi kunne have undgået det hele, hvis vi havde ladet vores handelsflåde blive hjemme istedet for frækt at sejle rundt mellem de krigende lande i Europa og på de lange ruter ud i verden – bare for at vi kunne tjene kassen.

Flåden var nemlig på det tidspunkt verdens andenstørste flåde, kun overgået af netop den britiske – og nu blev flåden med bombardementet af København i 1807 til dels smadret og til dels taget af englænderne.

Konsekvensen var klar: Tvillingerigerne Danmark-Norge, som på mange måder var to selvstændige lande, blot med den samme konge gik fra at tjene styrtende med penge til ikke at tjene noget nævneværdigt. Få år efter i 1813 gik Danmark statsbankerot – og i 1814 mistede vi som en direkte konsekvens deraf og pga forhandlingerne i Kiel også Norge.

400 års parløb med Norge var slut.

Det at miste Norge var en stor og personlig sorg for Frederik d. 6., som i sit hus havde en ung mand gående. En mand, der senere blev konge under navnet Christian d. 9., en mand der stadig var i live i 1905, da Norge sendte bud til Danmark om det nyligt selvstændige land måtte få en af Christian d. 9.´s mange sønner som norsk konge.

Svaret var ja, og i tilgift sagde den gamle konge med tårer i øjnene: Om De havde kendt Frederik d. 6. som jeg, der var en søn i hans hus, og havde kendt den sorg, som han følte over at have mistet Norge, så ville De forstå, hvad jeg gamle mand føler i dag, da Norge vender tilbage til sin gamle kongeslægt.

Tænk engang at kunne sige det i 1905!!!

Dét kunne selv romantikkerne ikke have skrevet bedre. For i det nu så lille land skete der noget efter 1813 og 1814. Danmark samledes om kong Frederik d. 6., der ifølge myten også havde nøglerne til byportene liggende på sit natbord. Så kunne han – og alle københavnerne – nemlig sove trygt.

Han blev landsfaderen, der gik i Frederiksberg have med dronningen og de to døtre, men som også havde en elskerinde. En elskerinde som ved hans død i 1839 mødtes med dronningen for at snakke om den mand, som de begge havde elsket gennem et langt liv – og som elskede dem begge to.

Frederik d. 6. var også konge, da danskerne omkring 1819 begyndte at forfølge jøderne. Men modsat mange af sine europæiske kollegaer så sørgede Frederik d. 6. for, at de forfølgelser blev stoppet.

Han var en hæderlig og retlinet mand, og at kalde ham bagstræberisk, fordi han – i en tid hvor reformerne begyndte at spire – holdt fast på enevælden, er ikke fair. Han oplevede trods alt at miste sin mor som kun 4-årig, fordi hun blev sendt væk – og at faderen var styret af andre (som også ville have Frederik d. 6. af banen), indtil han selv kunne tage over ved kuppet som 16-årig.

Og han ville ikke andet end godt for sit folk – hele folket i en tid, hvor vi var blevet et lille og fattigt land og ikke den rige og blomstrende stormagt, som vi trods alt var det i 1700-tallet.

Så det er faktisk psykologisk set godt klaret, at Frederik d. 6. blev, som han blev – og dét vidste guldalder-tidens store sønner også godt.

For Frederik d. 6.´s tid var guldalderen – den del af 1800-tallet, hvor romantikken blomstrede i den lille Tornerose-søvnige hovedstad København. Hvor Danmark var beriget med folk som H. C. Andersen, Grundtvig, Kierkegaard, Ingemann, Oehlenschläger, Thorvaldsen, Købke og alle de andre, der stadig spiller en stor rolle for Danmark og danskernes selvforståelse.

Og netop guldalderen og alle dens skønånder skal vi høre om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956
Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke: http://danmarksbloggen.dk/?p=4019
Grevens Fejde og Reformationen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4129
Christian d. 4 og København gøres stor: http://danmarksbloggen.dk/?p=4142
Frederik d. 3, Enevælden, Kvindefejden
og Tabet af Skåne-landene: http://danmarksbloggen.dk/?p=4363
Oplysningstid, Det Florissante Eventyr
og Store Nordiske Krig:http://danmarksbloggen.dk/?p=4457
Christian d. 7., Struense
og Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=4512

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Regnbuerne lyser over København

Udgivet den 8. maj 2014 af admin

Aldrig har der været så mange regnbuer over København som i denne uge …

Nede på jorden er de, de flotte farverige regnbuer, både på Eurovicious Pride Square og når alskens mennesker fra nær og fjern, af hver sit køn eller af samme køn, overalt i byen siger ja til at dele livet med hinanden.

For størst af alt er kærligheden …

Men også på himlen lyser regnbuerne … den ene efter den anden … det er helt vildt og aldrig set på dén måde før i København.

Det er som et tegn fra oven, fra de guder, der holder af alle, der holder af regnbuer.

For livet, verden og alting bliver bare både bedre og sjovere, når der er plads til os alle sammen, alle farver, alle køn, alle seksualiteter, alle religioner – når vi mødes i fælles glæde og hyldest til mangfoldigheden.

Dét er Danmarksbloggen sikker på – og det er alverdens mangfoldige guder åbenbart også, siden de sætter den ene regnbue på himlen efter den anden i netop denne Eurovision-uge, hvor der netop OGSÅ er lavet ekstra god plads til alle, uanset køn, seksualitet og så videre. DET ER SÅ GODT.

Danmarksbloggen sender derfor også en stor hilsen til Putin´s Rusland og andre med samme intolerante holdninger til dem af jeres medmennesker, der er anderledes end jer selv.

Gid regnbuerne må oplyse jeres sind, så I kan komme ud af jeres små, mørke huler og danse med os andre i det festfyrværkeri af farver, som altid er at finde i mangfoldighedens skønne regnbuer.

Dér er også meget sjovere at være end inde i jeres små, angste sind. For livet er bare bedst, når det er en fest med farver og glimmer … med regnbuer på jorden og på himlen.

Tilføjelse kl. 23.22: De regnbuer varslede godt for Østrigs Conchita i MGP-semifinalen dag … og de varsler endnu bedre for finalen på lørdag.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 16: Christian d. 7., Struense og Caroline Mathilde

Udgivet den 5. maj 2014 af admin

Svar

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

CHRISTIAN D. 7., STRUENSE OG CAROLINE MATHILDE

Da Frederik d. 5. døde i 1766, var Danmark stadig midt i oplysningstiden, selvom det af og til kunne være svært at forstå i det på mange måder lille land – og den endnu mindre hovedstad, der endnu i næsten et århundrede skulle leve bag de volde, som Christian d. 4. havde lavet i 1600-tallet. Men det gjorde man – endda i flere generationer endnu …

Også inde i folks hoveder var der bygget volde og skel – og netop derfor var Struenses mission dømt til at mislykkes. Men nu forgriber vi begivenhedernes gang …

Da Frederik d. 5. døde, blev hans søn i enevældens ånd og efter enevældens ceremonier salvet i Frederiksborg Slotskirke. De nærmeste må have vidst, at det her kunne ende helt galt. For den unge mand var ikke blot i nærheden af de egenskaber, som man kunne forvente, at en enevældig konge skulle være i besiddelse af: Klog, analytisk, med overblik og indlevelse for både nødvendigheder og sit folk.

Snarere tværtimod var den unge konge Christian d. 7. umoden og barnlig, men han var også begavet. Senere tiders dom over ham som den sindssyge konge er langtfra hele billedet, selvom der VAR noget. Men havde Christian d. 7. været omgivet af kærlige og gode mennesker istedet for hårde lærere, en far der drak og en stedmor, der åbenlyst foretrak sin egen søn Arveprinsen, så kunne det hele måske være gået anderledes.

I hans voksne liv gik det ikke bedre. Stort set alle – fra hans nærmeste medarbejdere til tjenestepigerne – gjorde grin med ham og behandlede ham som et lille, uartigt barn, som man kunne beordre til både det ene og andet. Der var derfor ikke noget at sige til, at Christian d. 7. på en udenlandsrejse – hvor han iøvrigt gjorde en god figur som både vittig og begavet ved flere hoffer, hvor man også i modsætning til i Danmark behandlede ham med respekt – fattede sympati for den unge læge Struense, der behandlede ham ordentligt.

Affæren med Struense er en af de mest kendte i Danmarkshistorien. Den unge læge, der ville så meget, indførte så mange (også for mange) reformer, og som i dén grad var en oplysningstidens mand, steg hurtigt i graderne og blev i realiteten nærmest Danmarks regent i et par år.

En af de reformer, som Struense lavede, var afskaffelsen af 11 ud af 22 helligdage som fx 3. juledag, 3. påskedag og Vor Frue Dag. Dage, som nu skulle bruges til arbejde.

Struense fattede så også sympati for Christian d. 7.´s dronning Caroline Mathilde, som på det tidspunkt ikke havde noget nævneværdigt samliv længere med kongen. Og hun forelskede sig også i den unge læge.

At det til at begynde med var gået så galt med samlivet for det unge kongepar, der var blevet gift som kun 15- og 17-årig, skyldtes for en stor del Caroline Mathildes snerpede hofdame fru von Plessen, der havde kvalt den nysgerrighed og den sympati, som de to unge rent faktisk havde for hinanden, da Caroline Mathilde kom til Danmark fra England.

Så igen var det ydre omstændigheder, der ødelagde det for Christian d. 7. – og for Caroline Mathilde. De nåede dog at få et barn sammen – den senere Frederik d. 6. Dronningen fik så også en pige, men det var af gavn med Struense, af navn var den lille pige dog kongens.

Lykken for nogen af dem varede ikke længe.

Det lykkedes nemlig for enkedronning Juliane Marie og hendes højre hånd Guldberg i 1772 at få kongen til at tro på, at Struense og dronningen var i ledtog imod ham – og ville dræbe ham. Christian d. 7. skrev derfor under på det papir, der fængslede Struense og hans ven og højre hånd Brandt – og de to blev senere henrettet ved at blive lagt på hjul og stejle. Så slemt gik det ikke for Caroline Mathilde, der blev sendt til Celle i Tyskland, hvor hun døde få år efter.

I de næste 12 år regerede enkedronningen og Guldberg – bistået af arveprinsen. Men så skete der noget. Så handlede den purunge kronprins.

Året var 1784, og han skulle have sæde i statsrådet. På det første møde læste kronprins Frederik et dokument op, der afskedigede det gamle ministerium med enkedronningen, arveprinsen og Guldberg – og i stedet tiltrådte et nyt med kronprinsen selv og hans betroede mænd med Bernstorff i spidsen.

Kong Christian d. 7. skrev under – ganske kvikt og velvidende, hvad han gjorde – og kronprinsen tog dokumentet og løb ud med det, inden arveprinsen kunne nå at snuppe det, hvad denne ellers prøvede på.

Det var også enten-eller i de sekunder, og heldigvis blev det den senere Frederik d. 6. og hans mænd, der løb af med sejren. Og så var vejen banet for bla de landbo-reformer, der afskaffede stavnsbåndet, men også bondelandsbyen og trevangs-bruget. Nu flyttede bonden istedet ud på sin egen mark, og der bor han endnu i vore dage, omend antallet af landbrug er faldet støt og mængden af jord tilhørende det enkelte landbrug steget.

En ny tid var på vej – også i Danmark. Kongen hed stadig Christian d. 7., men i realiteten regerede sønnen.

Og netop sønnen Frederik d. 6., de sidste 15 år i 1700-tallet, slaget på Rheden, skovens genindførelse i Danmark, statsbankeroten og tabet af Norge skal vi høre om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie.

Læs tidligere afsnit her:

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Islandske sagaer versus Se & Hør

Udgivet den 2. maj 2014 af admin

Nogenlunde samtidig med at skandalen på Se & Hør begyndte at rulle, blev de islandske sagaer udgivet i en nyoversættelse, hvor det er første gang, at samtlige sagaer er oversat – her til dansk, svensk og norsk.

Læs mere om det her: http://island.um.dk/da/om-os/nyheder/newsdisplaypage/?newsID=4F5A97EA-9B3A-4F90-BFFF-B544A66C1DAB

De islandske sagaer blev til i en tid uden overvågning, en tid hvor mellemværender blev afgjort hurtigt og i reglen meget konsekvent. Man kunne godt forestille sig, at nogle af de kendte kunne drømme sig tilbage til den tid, når de tænker på Se & Hør.

Det kunne Danmarksbloggen også – men ikke pga muligheden for blodhævn og andre brutale og primitive metoder, men pga det æreskodeks, som saga-tiden også – ihvertfald i nutiden – er et udtryk for.

Et æreskodeks, hvor man behandler mennesker ordentligt og med respekt.

For den kynisme, hvormed Se & Hør har behandlet mennesker, er bare ikke i orden. En ting er, at den er ulovlig – og det må retsinstanserne tage sig af. Men den er også uetisk og forkert og er med til at skubbe samfundet i en forkert og mere rå og umenneskelig retning.

Se & Hør er så ikke alene om at trække på den hammel, hvor fællesskabet og solidariteten latterliggøres. Den indre svinehund har desværre gode betingelser i disse år, hvor den bliver fodret af både medierne (også andre end Se & Hør) og visse politikere.

Men det er ikke vejen frem for nogen af os – eller for Danmark. Vejen frem er snarere det mod og den styrke, som man også kan læse om i de islandske sagaer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Valborgaften: Livet pulserer i mig

Udgivet den 30. april 2014 af admin

Livet pulserer i mig, siger drankeren og døgenigten hr. Nilsson i Astrid Lindgrens bøger om Grynet, en på alle måder sød pige på 7-8 år, der vokser op i en lille svensk provinsby, og som så gerne vil gøre en masse godt, men som ofte kommer galt afsted – og som en anden Emil også så let kommer til at lave unoder.

Hr. Nilsson bor i nabohuset sammen med fru Nilsson og sønnen Anders, der er 14-15 år, og som Grynet er gode venner med. Hr. Nilsson er rigtig god til at være på kroen og mindre god til at hjælpe konen og sønnen med at bage og sælge de sukkerkringler, som familien lever af.

Der er heller ikke særligt pænt inde hos Nilssons, synes Grynet, som selv kommer fra det velstillede borgerskab med en far, der er redaktør på byens avis og en mor, der går hjemme sammen med Grynet, lillesøsteren Lisbeth og husets unge pige Alva.

Der er altså tale om to meget forskellige miljøer, der ligger dér side og side nede ved den lille bys å. Men stik mod hvad mange gør idag, så færdes Grynet hjemmevant begge steder. Moderen er ikke altid glad for det, men faderen siger, at Grynet har godt af at se, hvordan andre folk lever.

Selv tænker Grynet ikke så meget over det – og slet ikke når hun er inde hos Nilssons, hvor hun nok synes, at der ikke er så pænt som inde hos hende selv, men hvor der alligevel er rigtigt hyggeligt, når hun sidder og snakker med Anders, der står og bager sukkerkringler, mens fru Nilsson læser avisen højt for dem, og hr. Nielsson lægger på sin slagbænk og spekulerer over livet – og fortæller de andre om hans tanker. Dét er han nemlig også rigtig god til.

Men lige når kalenderen viser 30. april, og det er Valborgaften i Sverige, så føler han som regel livet pulsere i sig, så føler han sig fuld af virketrang og lyst til at ændre sig og gøre en forskel for ikke kun sig selv. Men også for hans kone og søn, som han faktisk holder rigtig meget af og kun ønsker det bedste for. Hvis jeg havde nogen kontanter, så skulle I sørme få både det ene og det andet, som han siger. Og det er jo altsammen så såre menneskeligt.

Vi kender vist alle til at drømme og fantasere – og til at blive grebet af den der pulseren og lyst til at gøre noget ved tingene!!! En følelse der måske kommer allermest, når vi er i stemning, og det bliver men let en 30. april i Sverige, hvor man stadig fejrer Valborgaften.

Valborgaften er nemlig den gamle nordiske bålaften, hvor man ærer foråret med store bål á la de nutidige danske Skt. Hans-bål, som i Danmark forlængst har fortrængt Valborgs-bålene. Men i Sverige blusser de endnu i den ofte lidt kølige forårsaften, som de også gjorde det for lidt over 100 år siden, hvor historierne om Grynet foregår.

Forskellene i samfundet findes også endnu, men idag blander vi os desværre ikke længere i hinandens liv. Vi er end ikke en del af hinandens liv. Nej, vi lever i ghettoer, hvad Danmarksbloggen tidligere på foråret også skrev om:

http://danmarksbloggen.dk/?p=3969

Den gode nyhed er heldigvis, at der kan gøres noget ved det. Så lad os lytte til Grynets kloge far, der selv kæmper en brav kamp på flere planer bøgerne igennem for at gøre noget ved den sociale ulighed.

For vi skal som Grynet se, hvordan andre folk lever. De er sundt for os.

For det vi ser, har vi lettere ved at forholde os til. Sådan er det, og det er også såre menneskeligt. Og har man først set nok og oplevet nok, så kan man også finde på at gøre noget ved det.

Så kan man ikke længere nøjes med at føle livet pulsere i sig, så må man ud at gøre noget.

Danmarksbloggen vil opfordre til at læse bøgerne og til bagefter at gå ud i foråret, livet og samfundet og gøre noget ved det.

Så føler man – for alvor – livet pulsere i sig

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Prinsesse Benedikte og bomberne i H.C. Ørstedsparken

Udgivet den 29. april 2014 af admin

Prinsesse Benedikte fylder 70 år idag.

Hun er altså født 29. april 1944 – eller midt i besættelsens hårdeste tid, hvor der hverken var dansk politi eller dansk militær. Kongesaluten, som lyder ved kongelige børns fødsel, kunne derfor heller ikke afskydes.

Det vil sige: Det blev den så bare alligevel. For modstandsgruppen Holger Danske bestemte sig til at affyre de 27 skud. De havde så ikke kanoner, men bomber. Men de kunne også bruges, mente de unge mennesker i Holger Danske, der oprindeligt havde udset sig Sct. Jørgens Sø i København som lokaliteten. Men der lå en fødeklinik, så istedet valgte de H.C. Ørstedsparken.

De kunne så ikke gennemføre på dagen, da det vrimlede med tyskere og tyske vogne i København d. 29. april 1944 – men dagen efter d. 30. april var kysten klar, og de placerede sig i H. C. Ørstedsparken. Dog var antallet af bomber svundnet ind til 21, da en gruppe med fem bomber var blevet taget – og endelig var den sjette ikke-tilstedeværende bombe blevet konfiskeret af provsten på Regensen, hvor en af de unge modstandsfolk boede.

Men altså der lå de unge mennesker med bomber. Det var dejligt vejr, og folk var ude, men det lykkedes at få dem ud af parken. Og så sprang bomberne, og det viste sig at være noget mere voldsomt, end modstandsfolkene havde regnet med. Glasskårene regnede ned fra husene. Der var ikke mange huse ud mod H.C. Ørstedsparken og de nærliggende gader, der ikke fik knust en rude eller flere.

Det gjorde dog ingenting. Det illegale blad “Danske Tidende” skrev begejstret – og til danskernes store fryd:

“Kongesaluten har lydt. Kredsen omkring Danske Tidende forener sig i dag med alle danske om hjertelig hyldest og lykønskning til det danske kronprinspar. Vor gode ønsker og forhåbninger gælder også vort land. Lad dagens glædelige begivenhed blive et tegn for os – et forårstegn om lysere tider, om frihed for land og folk, om arbejde og fred for alle. Større forhåbninger er aldrig stillet ved et lille barns vugge. De danske kanoner kunne ikke idag, som det ellers ville være sket, melde nyheden med kongesalutens 27 skud. Men fra det underjordiske Danmark lød saluten, så snart den glædelige nyhed kunne forkyndes. De skud, der hørtes over København og bragte bud om fødslen på Amalienborg, var en hilsen fra dem, der i disse år fører den skjulte kamp mod undertrykkerne. Kongesaluten har lydt trods undertrykkelse og gangstervælde.”

For visse dele af modstandsbevægelsen (BOPA og andre med kommunistiske sympatier) virkede det omsonst at bruge krudt på en kongesalut. Men det gav god mening. En del danskere troede nemlig, at alle modstandsfolk var en slags kommunistiske fortropper, der ville revolution i Danmark. Det fik happeningen i H.C. Ørstedsparken også lavet om på.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

NOMA – verdens bedste restuarant

Udgivet den 28. april 2014 af admin

NOMA er igen blevet verdens bedste restaurant …

Efter et år som verdens anden-bedste restaurant blev NOMA for få minutter siden kåret som verdens restaurant nummer eet i 2014.

Dét er flot, og det er imponerende – og bliv endelig ved med at være nummer et. Dét er godt for NOMA, godt for mad-industrien og godt for Danmark at have en organisation, der på den måde giver middelmådigheden og den danske jantelov én lige i smasken.

Men det er endnu bedre, når chefkok René Redezepi i sin takketale siger, at målet endnu ikke er nået, at der stadig er visioner og horisonter derude.

Og bedst var da, da han sagde: “Når folk spørger mig, hvordan jeg gør det, så svarer jeg altid: Det er ikke mig. Det er os. Der er tale om en fælles indsats. En hold-indsats.”

For sådan er det. Vi når mest, når vi løfter i flok – når vi arbejder i fællesskab mod samme mål – og det gælder både hos NOMA og i samfundet.

NOMA er (igen) verdens bedste restaurant – pga en holdindsats.
Danmark var engang verdens bedste samfund – pga en holdindsats.

Det med holdindsatsen og fællesskabet har vi så desværre smidt over bord i samfundet. Men det kan og skal vi finde frem igen. For så kan vi – også som samfund – igen blive verdens bedste.

Tillykke til NOMA fra Danmarksbloggen – og god arbejdslyst til NOMA og Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 15: Oplysningstid, Det Florissante Eventyr og Store Nordiske Krig

Udgivet den 28. april 2014 af admin

Svar

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

OPLYSNINGSTID, DET FLORISSANTE EVENTYR OG STORE NORDISKE KRIG

Ved 1700-tallets start var enevælden endnu ung. Kun cirka 40 år var der gået siden Frederik d. 3.´s ublodige statskup, der gjorde ham og hans efterkommere i de næste små 200 år til enevældige konger i Danmark.

Salvingen af de enevældige konger lå dog hurtigt fast. Den fandt sted i Frederiksborg Slotskirke ved Hillerød – langt væk fra folket og var derfor omgærdet af meget mystik og kongerøgelse. Det var også en salving og ikke en kroning, da kongen i enevældens selvforståelse var udvalgt af Gud selv, var Guds stedfortræder på Jorden. Så enevældens konger blev altså salvede ved storslåede ceremonier, hvor kun de mest betydningsfulde personer i Riget var med.

Enevælden var så også lidt et paradoks. For nok bestemte kongen alt i teorien, men i praksis var rigets styre blevet så komplekst, at det ikke længere kunne lade sig gøre, at en mand skulle se alle papirer og forholde sig til alle spørgsmål, som fx Christian d. 4. gjorde det.

Men de store linier og de afgørende beslutninger var dog alene kongens, og det stillede store krav til kongens habitus og evne til at lede og regere. Det var dog noget, som man tog for givet, at kongen magtede. Det skulle så senere vise sig, at det var kongen ikke altid istand til. Regenter er nemlig som andre mennesker forskellige, og har hver deres evner – og sådan var det også i 1700-tallets Danmark.

Men endnu var det ikke noget problem. Kongen hed Frederik d. 4. (konge 1699-1730) En dygtig konge, der var med til at bygge Danmark op igen efter nedturen midt i 1600-tallet.

Det var også under ham, at Store Nordiske Krig fandt sted. Det var den krig med søheltene Tordenskiold og Niels Juel, der ganske effektivt bankede svenskerne gule og blå i perioden 1709-20. Men desværre fik vi ikke Skåne, Halland og Blekinge tilbage. Det burde vi ellers have haft ifølge normal krigs-logik. Men Europas stormagter ville ikke risikere, at Øresundstolden blev genindført, så Skånelandene forblev svenske.

Kong Frederik d. 4. accepterede og fik også andet at tænke på, da store dele af København brændte i 1728. Mange mente, at det var Guds straf over kongens ugudelige levned. Frederik d. 4. giftede sig nemlig flere gange til venstre hånd med kvinder, som han – i modsætning til sin dronning – forelskede sig i.

Mest opsigt vakte hans ægteskab med adelsdatteren Anna-Sophie Reventlow, som han i 1712 “bortførte” fra Clausholm Slot. Bortførelsen skete nemlig kun mod hendes mors vilje, hvorimod den unge adelsdame var ligeså forelsket i kongen som han i hende. De levede også sammen gift til venstre hånd, indtil dronningen døde i 1721. Allerede dagen efter dronningens død giftede de sig så lovformeligt, og kort tid efter blev Anna-Sophie kronet til dansk dronning.

Det var en skarp cocktail for danskerne, der derfor også så det som Guds retfærdige straf over parret, at ingen af deres syv børn overlevede spædbørnsalderen.

Pietismen, en inderlig, følelsesbaseret, men også streng fortolkning af kristendommen havde meget belejligt også holdt sit indtog i landet, og den greb tilsidst også kong Frederik d. 4. og dronning Anna-Sophie, der efter sin mands død af sin pap-søn, den nye konge, blev sendt tilbage til Clausholm Slot, hvor hun døde kun 50 år gammel.

Den nye konge Christian d. 6. (konge 1730-46) og hans dronning Sophie Magdalene var også i det hele taget meget moralske og religiøse, ja så religiøse, at livet ved hoffet blev et stille og religiøst liv uden baller, maskerader, teateraftner og musikaftner.

Ja, teaterbesøg og tobaksrygning i hele landet blev fra tid til anden forbudt. Til gengæld blev der indført obligatorisk kirkegang hver søndag – og ve den, der faldt i søvn under præstens nogen gange to timer lange prædiken. Vedkommende fik straks en i gokken med de lange stave, som kirketjenerne gik rundt med under gudstjenesten. Men ikke alt var trist livsfornægtelse. Pietismens optagenhed af gode gerninger sig også udslag i fx oprettelsen af det første Kgl. Vajsenhus, der tog sig af forældreløse børn.

Det kan derfor også virke paradoksalt, at det samtidig var dette fromme kongepar, der sørgede for at få bygget det første Christiansborg foruden andre slotte. Men det var dem, ligesom at det også var den grundige og arbejdsomme Christian d. 6., der gjorde meget for videnskaberne og i det hele taget passede godt på firmaet “Danmarks Kongehus”, indtil han døde, og hans søn kunne overtage.

Sønnen, Frederik d. 5 (konge 1746-1766). var af en helt anden støbning: Livlig, vellidt og gift med den engelske prinsesse Louise, som danskerne elskede. At hun så også bragte psykisk sygdom ind i slægten – og gav den videre til hendes søn, den ulykkelige Christian d. 7., vidste man endnu ikke noget om. Danskerne elskede bare deres livlige kongepar, der bragte festen tilbage i Danmark, selvom pietismen med en salmedigter som biskop Brorson fra Ribe i spidsen stadig stod stærkt, men nu ikke længere tegnede det officielle billede.

Enevælden blev det, der hed den oplyste enevælde, og mennesket kom i centrum – som sig selv og ikke som udfører af Guds vilje. Det enkelte menneske og det enkelte menneskes liv og verden – privatsfæren om man vil – begyndte at betyde mere og at fylde mere, både i det politiske liv og i teatrets verden.

Vi var også midt i oplysningstiden – en tid, hvor der var fokus på ord. Men ikke kun de religiøse. Verden blev nu anskuet OGSÅ udfra ikke-religiøse betragtninger, og det bevirkede store ændringer og forbedringer. Fx at de ord, der kom fra videnskaberne og som bragte viden, skabte de forbedrede produktionsforhold, som igen stod for grundlaget for den samfundsudvikling, der lagde grunden for den moderne tid.

Andre ord var de ord, der blev sagt fra scenen – og her var vi midt i den tid, hvor Danmarks mest kendte skuespilsforfatter skrev, nemlig Ludvig Holberg, der stadig spilles hver eneste år på de danske teatre med stykker som “Maskerade”, “Jeppe på Bjerget”, “Den stundesløse” og mange flere.

Folket ville have brød og skuespil – og det fik de.

Danmark blev også mere og mere rigt – primært pga det florissante eventyr, som man kaldte de rigdomme, der blev sejlet hjem fra hele kloden.

Nordpå fra Grønland, som Hans Egede ankom til i 1722, og hvor han udover at etablere handel også missionerede i en grad, så det mildest talt ikke var særlig smart.

Vestpå fra Vestindien, altså de tre caribiske øer, som engang var danske, og hvorfra der kom sukker. Dén historie er så heller ikke et skønmaleri, da handlen foregik på den måde, at skibene sejlede til Guldkysten på Afrikas vestkyst for der at sælge håndvåben og få slaver, som så blev sejlet til Vestindien og solgt – og skibet igen fyldt med sukker, inden turen gik til Danmark.

Denne trekantshandel blev også opfattet som mere og mere umoralsk op igennem 1700-tallet, hvor man i oplysningstidens ånd talte mere og mere om humanitet og menneskeværd – og det udmundede også i et forbud mod slavehandel i 1792. Men altså kun handel, ikke slaveri. Dét blev først forbudt et halvt århundrede senere

Endelig fik vi også varer fra Øst, fra Tranquebar og fra handlen med Kina. Det drejede sig om krydderier, porcelæn, bomuld, silke og te. Ostindiefarerne, som man kaldte dem, der sejlede til Asien – primært via Asiatisk Kompagni, måtte ikke komme ind i selve Kina, kun i et lille transit-område, hvor de skulle betale varerne med sølv (kineserne ville nemlig ikke have vestlige produkter).

Så selvom de næsten intet havde mødt af Kina, blev søfolkene fra skibsdreng til kaptajn alligevel mødt med stor respekt og nysgerrighed, når de kom hjem. Kina var nemlig et meget spændende land, som fordi man vidste så lidt, talte til fantasien, hvad man jo også ser i Tivoli og H. C. Andersens eventyr 100 år senere (det er nu så ganske kinesisk).

Danmark havde heller aldrig i landets historie været rigere, og et nyt borgerskab voksede frem i 1700-tallet. Det borgerskab, som man stadig ser i Holbergs komedier og på Pantomine-teatret i Tivoli.

Der var altså fred og ingen fare i Tvillingerigerne, Danmark og Norge, som nok var to selvstændige lande målt på selvopfattelse, men som i det praktiske havde det ganske godt med arbejdsdelingen. Landbruget lå i Danmark, der praktisk talt var uden skov på det tidspunkt, mens Norge havde træ og vandkraft i massevis.

Og kongen hed som sagt Frederik d. 5., men dronningen hed ikke mere Louise. Danskerne og Frederik d. 5.´s elskede dronning døde ung ifbm en maveoperation. Ny dronning blev Juliane Marie, hende der blev stedmor til Christian d. 7. Og hende kunne danskerne ikke lide, og kongen selv blev også hurtigt træt af hende.

Fx er der historien om dengang han var sammen med nogle venner ude på Eremitageslottet, og Juliane Marie kom kørende med frokost, og han ikke end gad at se hende eller byde hende indenfor. Hun måtte vende kareten og køre hjem igen.

Frederik d. 5. derimod kunne danskerne fortsat godt lide, også selvom han drak rigeligt og ikke passede sine pligter som konge. Til gengæld forstod han at vælge gode mænd til at tage sig af kongeriget, så Danmark blev styret udmærket i Frederik d. 5.´s regeringstid, hvor også handlen blomstrede.

Pengene rullede altså ind i Danmark, men samtidig rumlede det overalt i Europa. En ny tid, hvor det enkelte menneske – qua sin nye selvforståelse som et selvstændigt individ med egne ønsker og behov – ikke længere var tilfreds med at være en del af en fastlåst samfundsorden, var på vej, også i Danmark.

Og netop stavnsbåndets ophævelse, reformerne og affæren med Struense, Caroline Mathilde og Christian d. 7. skal vi høre om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie.

Læs tidligere afsnit her:

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 14: Frederik d. 3., Enevælden, Kvindefejden og Tabet af Skåne-landene

Udgivet den 14. april 2014 af admin

Svar

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

FREDERIK D. 3, ENEVÆLDEN, KVINDEFEJDEN OG TABET AF SKÅNE-LANDENE

Allerede i Christian d. 4.´s sidste tid var meget af magten gledet den aldrende konge af hænde og istedet over til svigersønnerne, vel at mærke de svigersønner, der var gift med Christian d. 4.´s forstødte hustru Kirsten Munks døtre, den samme Kirsten Munk, som havde prøvet at forgive kongen.

Nogle af døtrene holdt med moderen, men ikke Leonora Christine, der var faderens yndlingsdatter. Prinsesse var Leonora Christine derimod ikke, for hendes mor havde ikke været dronning, da Kirsten Munk “kun” var adelig af fødsel. Så Leonora Christine var af navn kongedatter, men af gavn (og mangel på en dronning) Rigets Førstedame, også fordi hendes mand Corftiz Ulfeldt var rigshovmester, en titel nogenlunde svarende til at være statsminister.

Parret var altså den absolutte top i Danmark, og de kunne lide både magten, berømmelsen og pengene i en grad, så de fik mange fjender, der prøvede at få skovlen under dem og håbede, at det ville gå skidt for parret.

Man indtil videre prellede alt af på datidens powerpar. Leonora Christine var i øvrigt også både begavet og kvik og forstod at begå sig ved hoffet.

Derfor var det også mere end almindeligt ærgerligt for hende, da den kommende Frederik d. 3. og hans hustru Sophie Amalie ankom til København. Sophie Amalie, der med tiden ville blive dansk dronning, kom fra et lille tysk fyrstehof, og hun var både yngre, mindre begavet og mindre vant til at begå sig end Leonora Christine, der istedet for at tage godt imod den unge prinsesse ikke lod en chance for at jorde hende gå fra sig.

Dét glemte Sophie Amalie ikke, og fjendskabet mellem de to kvinder blev bittert og varede livet ud. Allerværst da Sophie Amalie efter Christian d. 4.´s død skulle krones i Vor Frue Kirke dagen efter hendes mand, Frederik d. 3. var blevet kronet. Om natten havde Leonora Christines og Corfitz Ulfeldts folk nemlig ødelagt æresportene, der stod rundt om i byen. Så det var en skamferet by, som den unge dronning måtte køre igennem for at blive kronet med en billig og ikke særlig pæn erstatningskrone. Den flotte dronningekrone kunne nemlig ikke bruges. Den havde Leonora Christine ved “et uheld” få dage før kroningen tabt, så den var gået i stykker. Det tilgav Sophie Amalie aldrig, og hun hævnede sig grusomt ved at sørge for, at Leonora Christine kom til at sidde 22 år i Blåtårn, som var et fængsel inde i slotsgården på det daværende Københavns Slot.

Leonora Christine tog dog sidste stik, da hun i Blåtårn skrev Danmarks første selvbiografi “Jammers Minde” om sin ulykkelige skæbne. Den er ikke dokumentarisk, selvom den blev læst sådan, da den midt i 1800-tallet blev fundet på et loft af nogle af hendes efterkommere. Danmark havde lige været igennem nederlaget i 1864, så en historie om en dansk kongedatter, der så skammeligt blev fængslet pga en tysk prinsesse var lige, hvad danskerne gerne ville læse dengang. Men det holder ikke vand. Der var store fejl på begge sider i dén historie. Alligevel er “Jammers Minde” et fantastisk værk om en skæbne og en tid – og det er godt skrevet. For Leonora Christine var på mange punkter hendes fars datter, og Christian d. 4. skrev godt.

Om hans søn, den næste konge Frederik d. 3. skrev godt, kan man formode. Manden var ihvertfald ligesom sin far intelligent, myreflittig og også berejst, men ellers havde han ikke arvet det mindste af sin fars munterhed, store armbevægelser og visioner. Tværtimod var Frederik d. 3. en stille og belæst type, der gik stille med dørene. Tiden krævede det også.

Danmark var nemlig i krise, da Frederik d. 3. blev konge i 1648. Sammenstødene med Sverige havde været hyppige i flere år, og det trak op til det, der blev en af de mest skæbnesvangre begivenheder i Danmarkshistorien, nemlig tabet af Skånelandene: Skåne, Halland og Blekinge, som fra 1658 blev og stadig er svenske, tiltrods for at en del især i Skåne stadig den dag i dag snakker om at komme hjem til Danmark.

At det kunne lykkes svenskerne skyldes til dels god krigskunst udført af generalerne og kongen Carl d. 10 Gustav, der havde overtaget tronen efter sin kusine Christina, der havde abdiceret, fordi hun ville være katolik. Men også den kolde vinter, der tillod svenskerne at krydse Lillebælt og Storebælt TIL FODS, fordi så tyk var isen, gjorde sit.

Danskerne – med gøngerne, eller snaphanerne som de også kaldes, i spidsen – kæmpede indædt, men kampen var forgæves. Afståelsen af Skåne-landene blev underskrevet i Roskilde i 1658 – med Leonora Christines mand Corfitz Ulfeldt som svensk forhandler. En handling, der endeligt stemplede svensker-sympatisøren Ulfeldt som landsforræder foruden at han havde taget enorme summer fra statskassen – og som på den lange bane betød, at Sophie Amalie havde den bedste grund af alle til at sætte sin livsfjende Leonora Christine i Blåtårn, hvor hun sad i 22 år – eller sålænge Sophie Amalie levede. Først da kom Christian d. 4.´s datter nemlig ud – med manér, som hun sagde det, da hun nægtede at blive lempet ud i ly af mørket. Nej, det skulle ske i fuldt dagslys.

Det var så en helt anden virkelighed, som hun kom ud i. Manden var død for mange år siden i en båd på Rhinen, og kongen var Christian d. 5., den første konge der var “født” Enevældskonge. En gennemreel mand, men ikke særlig bemærkelsesværdig, omend han dog sørgede for at få lavet Danske og Norske Lov. Foruden at han – uden held – prøvede at få Skåne-landene hjem igen.

Det var også under ham, at Griffenfeld virkede – en af de bedste politiske begavelser, som Danmark har haft, men som lod sig beruse for meget af magtens sødme, og som ligesom Struense 100 år senere begyndte at bestemme for meget udenom Kongen – og især de andre ved hoffet og administrationen. For nu var Danmark et enevældigt land ligesom Frankrig, hvor Solkongen glimtede på det prægtige Versailles Slot udenfor Paris.

Men hvor kom enevælden i Danmark fra? Ja, den kom fra Frederik d. 3., der ovenpå forsvaret af København mod svenskerne, hvor han sammen med Sophie Amalie red rundt på voldene, i efteråret 1660 samlede alle stænder til møde, deriblandt også adelen. Og så lavede han statskuppet.

Stille og roligt lod Frederik d. 3. nemlig sine soldater omringe København, og så fortalte han de forsamlede foran Børsen, at nu syntes han, at de skulle overveje at skrive under på et dokument, der gjorde ham til enevældig hersker i Danmark.

Alle skrev under, og hermed var adelens rolle som magthaver i Danmark udspillet. Det samme var kongens rolle paradoksalt nok, som den der blandede sig i alt. For nok blev han nu enevældig, men ledelsen af landet blev samtidig på kompleks, at der nu blev oprettet ministerier. For nu begynder historien om Danmarks administration, den administration, som er rødderne og baggrunden for vor tids ministerier.

En ny tid var på vej – en tid, hvor 1600-tallets svulstige barok skulle afløses af den lettere rokoko, men også en tid, hvor magten formelt set Europa rundt blev centreret på nogle få fyrster, men reelt spillede embedsmændene en stadig større rolle. Videnskab og logik var også på vej frem, selvom religionen stadig spillede en stor rolle i folks liv.

For den almindelige dansker har 1600-tallet derimod ikke betydet ret meget andet end slid og slæb, masser af krige og dermed været et spørgsmål om simpel overlevelse i en hård tid med ingen social mobilitet eller sikkerhed. Handlen har også – tiltrods for etableringen af kolonier som Tranquebar og Guldkysten – lidt under de konstante krige, så der er med andre ord plads til forbedring i 1700-tallet.

Næste mandag d. 21. april er det 2. påskedag, så Danmarksbloggen vender først tilbage med næste afsnit i Danmarksbloggens Danmarkshistorie om to uger, mandag d. 28. april, hvor det skal handle om mere enevælde, imponerende kroninger, oplysningstid, Store Nordiske Krig, det florissante eventyr, pietisme og Holberg. Vel mødt.

Læs tidligere afsnit her:

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ikea: Ud med svinepølsen og ind med halalpølsen

Udgivet den 8. april 2014 af admin

Ikea i Taastrup er igang med at lave om på menuen.

Fremover vil møbelhusets billige pølse være lavet af halal-versionen af kalkun- og kyllingkød istedet for af svinekød. Ikea i Taastrup gør det for at imødekomme efterspørgslen fra de mange muslimer, som handler i dén Ikea. Man vil dog fortsat kunne købe en pølse lavet af svinekød. Den vil være stegt og koste det dobbelte.

Læs hele artiklen her:
http://www.mx.dk/nyheder/danmark/story/24326841

Danmarksbloggen synes, at det er helt fint OGSÅ at tilbyde en halalpølse. Men det er lodret forkert at sløjfe den originale, billige svinepølse, bare fordi den ikke falder i nogle (muslimske) kunders smag.

Og dét gavner ihvertfald slet ikke integrationen at droppe den danske svinepølse, fordi områdets muslimer ikke spiser den. Snarere tværtimod, så graver Ikea´s forskelsbehandling grøften mellem muslimer og alle andre endnu større.

I artiklen bliver Ikea også spurgt: Men er det ikke unfair at folk, som gerne vil have svinekødspølser til en femmer ikke kan få det længere, fordi andre af religiøse årsager ikke vil have svinekødspølsen?

Dertil svarer Ikeas talskvinde Tina Lindhart iflg. artiklen: “Jeg vil ikke gå ind i en debat om religion. For os er det vigtigt, at der er et alternativ til folk, der spiser svinekød, og folk, der ikke spiser det.”

Men dét svar er ikke et svar, som kan bruges til andet end at konkludere, at Ikea åbenbart er villig til at gå på kompromis med alle værdier bare for at tjene penge. Det vil i så fald ikke være første gang. Ikeas grundlægger Ivar Kamprad er kendt for at have gode forbindelser til nazisterne, ja for selv at være en meget aktiv nazist, endda også i mange år efter 2. verdenskrigs ophør.

I skrivende stund vides det ikke, om andre Ikea-varehuse påtænker samme udskiftning af deres pølsemenu.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

DANMARKSBLOGGEN

Bloggen om Danmark, Danskerne og Danskheden

Kategoriarkiv: Viden & Teknologi

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 17: Frederik d. 6., statsbankerot og tabet af Norge

Regnbuerne lyser over København

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 16: Christian d. 7., Struense og Caroline Mathilde

Islandske sagaer versus Se & Hør

Valborgaften: Livet pulserer i mig

Prinsesse Benedikte og bomberne i H.C. Ørstedsparken

NOMA – verdens bedste restuarant

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 15: Oplysningstid, Det Florissante Eventyr og Store Nordiske Krig

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 14: Frederik d. 3., Enevælden, Kvindefejden og Tabet af Skåne-landene

Ikea: Ud med svinepølsen og ind med halalpølsen