Kategoriarkiv: Tro & Højtider

Kristi Himmelfart og kampen mellem Det Gode og Det Onde

Udgivet den af
1

Tilbage i middelalderen opførte man i mange kirker såkaldte kirkespil, når det var Kristi Himmelfart.

Kirkespil, hvor man selvfølgelig lod en figur af Jesus forsvinde op i et hul i kirkeloftet for på den måde at symbolisere himmelfarten.

Men også kirkespil, hvor Det Gode (Jesus) kæmpede mod Det Onde (Satan) – og hvor Det Gode vandt. Typisk var Det Onde symboliseret ved en drage eller en slange, og Det Gode ved en løve.

Se Danmarksbloggens indlæg om emnet fra 2013: http://danmarksbloggen.dk/?tag=kristi-himmelfart

Dét kunne være særdeles fristende at lave et sådant kirkespil i vore dage – og dét i en version, så nutidige samfundsproblematikker blev inddraget.

For vi lever i en tid, der officielt har afskaffet Det Onde og Det Gode til fordel for den ubegrænsede relativisme.

Men relativismen du´r ikke. Når alt erklæres for lige godt, bliver alt også ligegyldigt. Men alt er ikke lige godt.

Tværtimod findes der værdier, som er værd at kæmpe for. Værdier, som sagtens kan identificeres som værende af Det Gode. Og disse værdier er alt det, der samler og bringer lys, glæde og kærlighed mellem mennesker kontra deres modsætning, der skiller og bringer mørke, smerte og had mellem mennesker.

Værdier, der ikke kan leve side om side, men som konstant støder sammen i den evige kamp mellem Det Gode og Det Onde, som mennesker og samfund har kæmpet til alle tider.

Så nej, vi kan ikke bare trække på skulderen og lade verden gå sin skæve gang. Vi må vælge: Vil jeg følge løven eller dragen/slangen, lyset eller mørket?

Valget er vores, både på og efter denne Kristi Himmelfartsdag.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Historien om en moder: Irena Sendler reddede 2500 børn

Udgivet den af
2

Danmarksbloggen bragte også denne historie sidste år på mors dag – og normalt genbruger Danmarksbloggen ikke indlæg.

Bloggens natur og formål er at være aktuel og ny.

Men lige denne historie, historien om en moder, der reddede 2500 børn, er langt mere spændende og inspirerende end nogen blomster og nogen chokoladeæsker nogensinde kan blive det.

Danmarksbloggen har derfor besluttet at fortælle denne historie hver eneste mors dag. For den er vigtig – også i nutiden og i fremtiden.

Historien, som er 100% autentisk, handler om en enkelt kvinde, en enkelt moders utrolige mod, udholdenhed og styrke. En kvinde, som mange ikke kender, og som endnu flere har glemt navnet på. En kvinde, som levede i en tid og under nogle vilkår, som så altfor let kan komme igen, hvis ikke vi husker.

Så her kommer – som sidste år og som til næste år og året efter – historien om Irena Sendler:

Befrielsestiden var mange ting. En af dem var Folke Bernadotte og de hvide busser, der kom hjem med de overlevende fra kz-lejrenes rædsler.

Senere hen hørte en overvældet verden om nogle af de helte, der med fare for eget liv havde arbejdet for og iblandt tyskerne for at redde jøder og andre, som var forfulgte. En af disse helte er Schindler og hans berømte liste, som Steven Spielberg lavede en film om.

Men der er en heltinde, som de fleste ikke kender, men hvis navn burde stå med flammeskrift:

Hendes navn er Irena Sendler

http://www.auschwitz.dk/sendler.htm

Hun døde i 2008.

Irena Sendler var småbørnsmor og kristen. Hun arbejdede i krigens første år som socialarbejder i Warzawas ghetto, hvor mere end 5000 jøder hver måned døde af sult eller/og sygdom. Dén gru og dén nød kunne Irena Sendler ikke bare stå og se på. Hun måtte gøre noget.

Så hver dag kørte hun ind i lejren i sin lille bil, hvor hendes hund altid var passagerer. Irena havde lært hunden at gø højt, når den så en tysk uniform, så hendes bil blev aldrig undersøgt. Der var ingen, der ønskede at komme i nærheden af den gale hund.

Det var smart. For i en sæk i hendes bil kunne der ligge et større barn eller to, mens Irena havde et mindre barn i hendes store, specialbyggede taske, der var lavet, så den passede lige til et lille barn. Så hver gang hun kørte ud, havde hun mindst to børn med sig – skilt fra deres forældre, men på vej ud i friheden og livet.

Og på den måde gik ugerne og månederne. Irena Sendler smuglede barn efter barn ud, men efterhånden fattede tyskerne mistanke til hende. Og i oktober 1943 slog de til og arresterede den unge mor, som blev sat i fængsel.

Her var hun i flere måneder, men til trods for at nazisterne brækkede hendes ben og fødder og lavede andet tortur på hende, sagde hun ikke en lyd. Fortalte ikke med en eneste stavelse, hvad der var sket med børnene. Nazisterne dømte hende derfor også til sidst til døden.

Men i sidste sekund lykkedes det den polske modstandsbevægelse at bestikke en tysk soldat, så Irena Sendler blot kom på listen over henrettede. Mens hun i virkeligeheden kom ud og levede skjult under resten af krigen, hvor hun dog stadig hjalp så mange jøder, som hun kunne.

Så da krigen sluttede, kunne Irena Sendler tage tilbage til naboens have og grave de syltetøjsglas op, som hun under krigen havde gravet ned. Syltetøjsglas med lister i, hvor hun omhyggeligt havde noteret hvert eneste barns jødiske navn og familie sammen med barnets nye kristne navn.

De efterfølgende måneder brugte hun så på at opsøge alle børnene og forene de familier, hvor forældrene stadig var i live. Det var ikke mange, og det smertede hende dybt.

Præcis som det havde været frygteligt at tage børnene fra deres forældre. For som Irena Sendler selv fortalte det: Jeg vil for altid høre skrigene og gråden, når jeg adskilte forældre og børn.

Men for alle børnene sørgede hun for en god opvækst hos kærlige familier eller på tilsvarende kærlige børnehjem og klostre. Jeg oplevede aldrig, at nogen sagde nej til mig, når jeg spurgte, om de kunne tage et barn, fortalte Irena Sendler, da hun som en ældre dame endelig fik verdensomspændende anerkendelse for hendes enesteående bedrift.

For hun var en helt. En af de få. Men selv opfattede Irena Sendler sig ikke som helt:

“Jeg kunne have gjort mere, men jeg gjorde det ikke. Det fortryder jeg, og den fortrydelse vil følge mig til min dødsdag,” sagde kvinden, der reddede 2500 børn fra nazisternes umenneskelige djævelskab.

Kvinden, der udførte en bedrift, der er større end det kan siges med ord. Og så alligevel. For nobelprisvinderen og holocaust-overleveren Elie Wiesel skrev om dén tid og de få modige, der var:

“Dengang var der mørke alle steder. I himlen og på jorden. Alle åbninger ind til medfølelse så ud til at være lukkede. Dræberne dræbte, og jøderne døde – og den omkringliggende verden var enten ligeglade eller medskyldige. Kun få havde modet til at gøre noget.”

En af de få var Irena Sendler. Ære være hendes minde.

Ps. I 2007 var Irena Sendler indstillet til Nobels fredspris, men fik den ikke. Den gik i stedet til Al Gore og hans snak om klimaforandringer. Information, som alle vidste i forvejen contra at redde 2500 børns liv med fare for sit eget liv.

Dén lader vi lige stå et øjeblik!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 15: Oplysningstid, Det Florissante Eventyr og Store Nordiske Krig

Udgivet den af
Svar

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

OPLYSNINGSTID, DET FLORISSANTE EVENTYR OG STORE NORDISKE KRIG

Ved 1700-tallets start var enevælden endnu ung. Kun cirka 40 år var der gået siden Frederik d. 3.´s ublodige statskup, der gjorde ham og hans efterkommere i de næste små 200 år til enevældige konger i Danmark.

Salvingen af de enevældige konger lå dog hurtigt fast. Den fandt sted i Frederiksborg Slotskirke ved Hillerød – langt væk fra folket og var derfor omgærdet af meget mystik og kongerøgelse. Det var også en salving og ikke en kroning, da kongen i enevældens selvforståelse var udvalgt af Gud selv, var Guds stedfortræder på Jorden. Så enevældens konger blev altså salvede ved storslåede ceremonier, hvor kun de mest betydningsfulde personer i Riget var med.

Enevælden var så også lidt et paradoks. For nok bestemte kongen alt i teorien, men i praksis var rigets styre blevet så komplekst, at det ikke længere kunne lade sig gøre, at en mand skulle se alle papirer og forholde sig til alle spørgsmål, som fx Christian d. 4. gjorde det.

Men de store linier og de afgørende beslutninger var dog alene kongens, og det stillede store krav til kongens habitus og evne til at lede og regere. Det var dog noget, som man tog for givet, at kongen magtede. Det skulle så senere vise sig, at det var kongen ikke altid istand til. Regenter er nemlig som andre mennesker forskellige, og har hver deres evner – og sådan var det også i 1700-tallets Danmark.

Men endnu var det ikke noget problem. Kongen hed Frederik d. 4. (konge 1699-1730)  En dygtig konge, der var med til at bygge Danmark op igen efter nedturen midt i 1600-tallet.

Det var også under ham, at Store Nordiske Krig fandt sted. Det var den krig med søheltene Tordenskiold og Niels Juel, der ganske effektivt bankede svenskerne gule og blå i perioden 1709-20. Men desværre fik vi ikke Skåne, Halland og Blekinge tilbage. Det burde vi ellers have haft ifølge normal krigs-logik. Men Europas stormagter ville ikke risikere, at Øresundstolden blev genindført, så Skånelandene forblev svenske.

Kong Frederik d. 4. accepterede og fik også andet at tænke på, da store dele af København brændte i 1728. Mange mente, at det var Guds straf over kongens ugudelige levned. Frederik d. 4. giftede sig nemlig flere gange til venstre hånd med kvinder, som han – i modsætning til sin dronning – forelskede sig i.

Mest opsigt vakte hans ægteskab med adelsdatteren Anna-Sophie Reventlow, som han i 1712 “bortførte” fra Clausholm Slot. Bortførelsen skete nemlig kun mod hendes mors vilje, hvorimod den unge adelsdame var ligeså forelsket i kongen som han i hende. De levede også sammen gift til venstre hånd, indtil dronningen døde i 1721. Allerede dagen efter dronningens død giftede de sig så lovformeligt, og kort tid efter blev Anna-Sophie kronet til dansk dronning.

Det var en skarp cocktail for danskerne, der derfor også så det som Guds retfærdige straf over parret, at ingen af deres syv børn overlevede spædbørnsalderen.

Pietismen, en inderlig, følelsesbaseret, men også streng fortolkning af kristendommen havde meget belejligt også holdt sit indtog i landet, og den greb tilsidst også kong Frederik d. 4. og dronning Anna-Sophie, der efter sin mands død af sin pap-søn, den nye konge, blev sendt tilbage til Clausholm Slot, hvor hun døde kun 50 år gammel.

Den nye konge Christian d. 6. (konge 1730-46) og hans dronning Sophie Magdalene var også i det hele taget meget moralske og religiøse, ja så religiøse, at livet ved hoffet blev et stille og religiøst liv uden baller, maskerader, teateraftner og musikaftner.

Ja, teaterbesøg og tobaksrygning i hele landet blev fra tid til anden forbudt. Til gengæld blev der indført obligatorisk kirkegang hver søndag – og ve den, der faldt i søvn under præstens nogen gange to timer lange prædiken. Vedkommende fik straks en i gokken med de lange stave, som kirketjenerne gik rundt med under gudstjenesten. Men ikke alt var trist livsfornægtelse. Pietismens optagenhed af gode gerninger sig også udslag i fx oprettelsen af det første Kgl. Vajsenhus, der tog sig af forældreløse børn.

Det kan derfor også virke paradoksalt, at det samtidig var dette fromme kongepar, der sørgede for at få bygget det første Christiansborg foruden andre slotte. Men det var dem, ligesom at det også var den grundige og arbejdsomme Christian d. 6., der gjorde meget for videnskaberne og i det hele taget passede godt på firmaet “Danmarks Kongehus”, indtil han døde, og hans søn kunne overtage.

Sønnen, Frederik d. 5 (konge 1746-1766). var af en helt anden støbning: Livlig, vellidt og gift med den engelske prinsesse Louise, som danskerne elskede. At hun så også bragte psykisk sygdom ind i slægten – og gav den videre til hendes søn, den ulykkelige Christian d. 7., vidste man endnu ikke noget om. Danskerne elskede bare deres livlige kongepar, der bragte festen tilbage i Danmark, selvom pietismen med en salmedigter som biskop Brorson fra Ribe i spidsen stadig stod stærkt, men nu ikke længere tegnede det officielle billede.

Enevælden blev det, der hed den oplyste enevælde, og mennesket kom i centrum – som sig selv og ikke som udfører af Guds vilje. Det enkelte menneske og det enkelte menneskes liv og verden – privatsfæren om man vil – begyndte at betyde mere og at fylde mere, både i det politiske liv og i teatrets verden.

Vi var også midt i oplysningstiden – en tid, hvor der var fokus på ord. Men ikke kun de religiøse. Verden blev nu anskuet OGSÅ udfra ikke-religiøse betragtninger, og det bevirkede store ændringer og forbedringer. Fx at de ord, der kom fra videnskaberne og som bragte viden, skabte de forbedrede produktionsforhold, som igen stod for grundlaget for den samfundsudvikling, der lagde grunden for den moderne tid.

Andre ord var de ord, der blev sagt fra scenen – og her var vi midt i den tid, hvor Danmarks mest kendte skuespilsforfatter skrev, nemlig Ludvig Holberg, der stadig spilles hver eneste år på de danske teatre med stykker som “Maskerade”, “Jeppe på Bjerget”, “Den stundesløse” og mange flere.

Folket ville have brød og skuespil – og det fik de.

Danmark blev også mere og mere rigt – primært pga det florissante eventyr, som man kaldte de rigdomme, der blev sejlet hjem fra hele kloden.

Nordpå fra Grønland, som Hans Egede ankom til i 1722, og hvor han udover at etablere handel også missionerede i en grad, så det mildest talt ikke var særlig smart.

Vestpå fra Vestindien, altså de tre caribiske øer, som engang var danske, og hvorfra der kom sukker. Dén historie er så heller ikke et skønmaleri, da handlen foregik på den måde, at skibene sejlede til Guldkysten på Afrikas vestkyst for der at sælge håndvåben og få slaver, som så blev sejlet til Vestindien og solgt – og skibet igen fyldt med sukker, inden turen gik til Danmark.

Denne trekantshandel blev også opfattet som mere og mere umoralsk op igennem 1700-tallet, hvor man i oplysningstidens ånd talte mere og mere om humanitet og menneskeværd – og det udmundede også i et forbud mod slavehandel i 1792. Men altså kun handel, ikke slaveri. Dét blev først forbudt et halvt århundrede senere

Endelig fik vi også varer fra Øst, fra Tranquebar og fra handlen med Kina. Det drejede sig om krydderier, porcelæn, bomuld, silke og te. Ostindiefarerne, som man kaldte dem, der sejlede til Asien – primært via Asiatisk Kompagni, måtte ikke komme ind i selve Kina, kun i et lille transit-område, hvor de skulle betale varerne med sølv (kineserne ville nemlig ikke have vestlige produkter).

Så selvom de næsten intet havde mødt af Kina, blev søfolkene fra skibsdreng til kaptajn alligevel mødt med stor respekt og nysgerrighed, når de kom hjem. Kina var nemlig et meget spændende land, som fordi man vidste så lidt, talte til fantasien, hvad man jo også ser i Tivoli og H. C. Andersens eventyr 100 år senere (det er nu så ganske kinesisk).

Danmark havde heller aldrig i landets historie været rigere, og et nyt borgerskab voksede frem i 1700-tallet. Det borgerskab, som man stadig ser i Holbergs komedier og på Pantomine-teatret i Tivoli.

Der var altså fred og ingen fare i Tvillingerigerne, Danmark og Norge, som nok var to selvstændige lande målt på selvopfattelse, men som i det praktiske havde det ganske godt med arbejdsdelingen. Landbruget lå i Danmark, der praktisk talt var uden skov på det tidspunkt, mens Norge havde træ og vandkraft i massevis.

Og kongen hed som sagt Frederik d. 5., men dronningen hed ikke mere Louise. Danskerne og Frederik d. 5.´s elskede dronning døde ung ifbm en maveoperation. Ny dronning blev Juliane Marie, hende der blev stedmor til Christian d. 7. Og hende kunne danskerne ikke lide, og kongen selv blev også hurtigt træt af hende.

Fx er der historien om dengang han var sammen med nogle venner ude på Eremitageslottet, og Juliane Marie kom kørende med frokost, og han ikke end gad at se hende eller byde hende indenfor. Hun måtte vende kareten og køre hjem igen.

Frederik d. 5. derimod kunne danskerne fortsat godt lide, også selvom han drak rigeligt og ikke passede sine pligter som konge. Til gengæld forstod han at vælge gode mænd til at tage sig af kongeriget, så Danmark blev styret udmærket i Frederik d. 5.´s regeringstid, hvor også handlen blomstrede.

Pengene rullede altså ind i Danmark, men samtidig rumlede det overalt i Europa. En ny tid, hvor det enkelte menneske – qua sin nye selvforståelse som et selvstændigt individ med egne ønsker og behov – ikke længere var tilfreds med at være en del af en fastlåst samfundsorden, var på vej, også i Danmark.

Og netop stavnsbåndets ophævelse, reformerne og affæren med Struense, Caroline Mathilde og Christian d. 7. skal vi høre om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956
Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke: http://danmarksbloggen.dk/?p=4019
Grevens Fejde og Reformationen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4129
Christian d. 4 og København gøres stor: http://danmarksbloggen.dk/?p=4142
Frederik d. 3, Enevælden, Kvindefejden
og Tabet af Skåne-landene: http://danmarksbloggen.dk/?p=4363

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danske Symboler: Den lyse, glade kristendom og Grundtvigs påskeblomst

Udgivet den af
1

Danmarksbloggen lovede i marts en serie om symboler på den lyse, glade og nutidige danskhed: http://danmarksbloggen.dk/?p=4052

Og her tårner den lyse, glade kristendom sig op som en gigant, primært båret af dansk åndslivs kæmpe N.F.S. Grundtvig.

Manden, der gav os så mange skønne salmer, som vi stadig synger med på. Som fx: “I al sin glans nu stråler solen”, “Det kimer nu til julefest”, “Velkommen igen, Guds engle små”, “Vær velkommen, Herrens år” og den ligenu så aktuelle “Påskeblomst, hvad vil du her?”.

Læs den her. http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/236

Påskeblomsten, altså påskeliljen, som på Grundtvigs tid var en ukrudtsblomst, som kun hørte hjemme i en fattig bondehave og ikke blandt de fornemme blomster i borgerskabets fint afstemte haver. Alligevel gjorde Grundtvig lige præcis påskeliljen og ingen anden til den fine påskeblomst, til den der stråler af glæde over og fortæller alverden, at Jesus er genopstanden.

Det er direkte sammenligneligt med, at det var hyrderne, der ved juletid først hørte om Jesus-barnets fødsel. Hyrderne, som af samtiden blev anset for nogle af de laveste i samfundet på niveau med tyveknægte og andre, som man ikke regnede med.

For Grundtvig satte sig selv og påskeblomsten lige dér, hvor Jesus også satte sig selv: Ikke blandt de rige eller mægtige, men blandt de laveste på samfundets rangstige.

Det giver så god mening, også fordi Grundtvig var en mand, der hele sit liv kæmpede en kamp for folkeoplysning og fællesskab.

Grundtvig, som af den mægtige biskop Mynster fik at vide, at hans salme “Den signede dag”, som i dag er den mest sungne salme i Danmark, ikke var passende. Ja, det blev faktisk forbudt at synge den. Men Grundtvig læste alligevel salmen op på prædikestolen i Vor Frelsers Kirke i København pinsedag i 1826 i anledning af Kristendommens 1000-årsjubilæum i Danmark.

Det blev Grundtvig så også fyret for. Men han gav ikke op. Han kæmpede videre, og hans livsgerning fortsatte – blandt andet på Vartorv, der i dag er det, der oftest forbindes med hans navn.

For Grundtvig forstod, at en politisk prædiken eller politisk sang aldrig er god, men at en prædiken eller en salme uden holdning og substans – uden politik og tro – heller ikke du´r. Så han udviklede ideerne om det levende ord, ideer som blev født i de fire år, som han var på Christianshavn.

For det er med ord, at vi bygger. Bygger håb og glæde, som vi sammen i fællesskab og solidaritet kan skabe et godt Danmark på, et Danmark for os allesammen. Ord, der giver lys. Ord, der som små spirer giver liv og tro på et bedre Danmark.

Næste afsnit i serien om den lyse og glade danskhed kommer på tirsdag, hvor det skal handle om Niels Hausgaard og dansk humor og lune.

Senere på måneden kommer indlæg om Kim Larsen og hans sange, Det Frivillige Danmark, Fristaden og Basims Danskhed.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Påskens hvem-hvad-hvornår

Udgivet den af
1

Hvad sker der i påsken? Det har danskerne det med at glemme. Danmarksbloggen bringer her en kort oversigt.

Palmesøndag: Påsken startede i søndags, palmesøndag, hvor Jesus på et æsel rider ind i Jerusalem, mens han modtages som en anden superstar af de begejstrede folkemængder, der vifter med palmegrene.

Skærtorsdag: Dagen, hvor Judas sælger Jesus for 30 sølvpenge, hvor Jesus vasker disciplenes fødder, hvor Jesus spiser det sidste måltid med sine disciple og indstifter nadveren – og hvor han beder så brændende i Getsemane Have, inden han pågribes af de romerske soldater – og fornægtes af Peter.

Langfredag: Dagen, hvor Jesus piskes og dømmes til døden, hvor han vandrer ad Via Dolorosa til Golgata, hvor Jesus korsfæstes, lider og dør – efter at have tvivlet og råbt: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?!. Ja, selv Guds egen søn tvivlede i sit livs mørkeste stund på Guds eksistens.

Påskedag: Dagen, hvor kvinderne efter sabbaten kommer ud til graven og ser, at graven er tom pånær en engel, der siger: Ham, I søger, er ikke her. Han er genopstanden og er gået forud for jer til Galilæa. Kvinderne er lykkelige og skynder sig at fortælle det til nogle af disciplene, som ikke vil tro på det. Men så kommer Jesus selv, den genopstandne Jesus – og så tror alle, selv den vantro Thomas, der dog lige må tjekke først, inden han kan tro.

Anden påskedag: Et par af disciplene er – kede af det – på vej til Emmaus, og en mand slår følge med dem. De kender ham ikke, men det er Jesus, som får dem til at fortælle hele historien om Jesus. Om aftenen spiser de sammen, og da de sidder der og deler brødet – som de sidst gjorde det ved nadveren skærtorsdag – så genkender de Jesus, og glæden er grænseløs og nok til at starte en hel verdensreligion på.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 12: Grevens Fejde og Reformationen

Udgivet den af
Svar

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

GREVENS FEJDE OG REFORMATIONEN

Christiern d. 2. ville så meget. Danmarks skulle ud af middelalderen og ind i den renæssance, som her i starten af 1500-tallet kom buldrende.

Men istedet for fremgang og velstand blev slutningen af hans tid som konge den spæde start på den eneste borgerkrig, som vi nogensinde har haft i Danmark – dog nok bedre kendt under navnet Grevens Fejde.

Christiern d. 2´s farbror bliver konge i 1523, da Christiern d. 2. afsættes og snart efter fængsles i Sønderborg. Tiden er urolig. Nede i Tyskland sidder en bisp ved navn Martin Luther og er godt igang med sit oprør mod den katolske kirke. I virkeligheden ville han vist helst reformere romerkirken indefra, men sådan endte det som bekendt ikke.

Tværtimod er Reformationen den anden store skilsmisse i den kristne tros historie. Den første (Det Store Skisma) fandt sted flere århundreder tidligere og påvirkede kun lidt Danmark, da landet stort set ikke var kristnet endnu. Men altså nu blev vi mere end påvirkede i kampen mellem på den ene side den gamle katolske kirke, der havde og har paven som overhoved og så den nye lutherske, protestantiske kirke, der har fyrsten, altså kongen, som overhoved.

Mens Frederik d. 1. var konge, lykkes det at holde gemytterne i ro. Han spillede lidt på begge heste – og ingen ved præcis, hvad han selv troede på. Og var han ikke død, kunne Reformationen i Danmark måske være gået igennem uden ballade, men sådan skulle det ikke ske.

Nu handlede borgerkrigen – altså Grevens Fejde – også om mere end religion. Den handlede også om kongemagt – og om adel versus borgere og bønder. På den ene side stod borgerne og bønderne, som ville have deres støtte Christiern d. 2. tilbage – og på den anden stod adelen, der ville have Frederik d. 1.´s søn Christian d. 3.

At adelen for en stor dels vedkommende var katolske, mens Christian d. 3. var så ivrig en lutheraner, at han som kronprins var brudt ind i Oslos domkirke, og dér havde hærget og ødelagt mange hellige genstande, kan virke som et paradoks. Det samme at Christiern d. 2. (ihvertfald det meste af tiden – han skiftede nemlig ikke kun mening hele tiden, men også tro) var katolsk ligesom de fleste bønder var det – mens hans anden store fan-skare borgerne var protestantiske.

Men ihvertfald: Der var lagt i kakkelovnen, da Frederik d. 1. døde i 1533.

Og først var Christian d. 3 ikke sikker på, at han ville være konge over et Danmark, som han faktisk ikke forstod, født og opvokset i hertugdømmerne som han var det.

Men så en dag i 1534 gik grev Christoffer af Oldenborg (deraf navnet Grevens Fejde) i land på Sjælland for at erobre landet i Christiern d. 2´s navn. Samtidig med det ledte Skipper Clement fra Aalborg et oprør mod de jyske adelsfolk, hvor den ene nordjyske herregård efter den anden blev angrebet og brændt af. Og så mødtes Christian d. 3 med de jyske og fynske adelsfolk og sagde ja til at blive konge i Danmark.

Borgerkrigen var igang – og den skulle vare indtil juli 1536. Adelsborge blev brændt af, bønder og borgere dræbt i massevis, byer blev plyndret  osv. Dét var et stort og meget langvarigt blodbad, der endte med at hele landet – pånær København – tilhørte Christian d. 3.

For landets hovedstad holdt ud, lige indtil alle rotter og alt græs bogstaveligt talt var spist – og Grevefejden endelig slut.

Christian d. 3. red ind i den besejrede hovedstad, og så blev reformationen i Danmark en realitet. Christian d. 3. dømte for evigt de katolske bisper fra embedet i Danmark og knækkede ved en stort anlagt ceremoni midt i byen bispestaven foran de forsamlede københavnere. Derpå blev kirkens store rigdomme konfiskeret, og bisperne fængslet.

Men resten af de gejstlige fik lov til at blive ved deres kirker. Nu skulle de bare prædike den nye lutherske lære – og den blev prædiket på dansk og ikke på latin. Så nu kunne folk faktisk forstå, hvad der blev sagt i kirken. Det var nyt. Der var heller ikke andet at lave end at lytte til præsten.

For hele middelalderens farverige mylder af figurer i kirken – både i troen med helgenerne og historierne, på vægge og lofter med kalkmalerierne og i kirkerummet med alle figurerne af Maria, Jesus og alle de andre forsvandt. Lofterne og væggene blev hvidtet, figurerne smadret eller gemt væk ligesom rosenkransen og alt det andet katolske fiks-fakseri. Nu skulle fokus være på ORDET – og kun ORDET.

Og det store ord havde Christian d. 3., der faktisk blev både meget dansk og en god regent, da først uroen var forbi. Han sørgede også for, at hans fætter, den tidligere konge Christiern d. 2., fik et noget bedre fængsel i Kalundborg, hvor han kunne ride ud og faktisk leve et liv, der materielt var på højde med det, som han havde levet som konge. Ja, de to fætre mødtes endda og havde det dejligt i hinandens selskab.

Christian d. 3. var konge indtil 1559, og da først Grevens Fejde og Reformationen var forbi, satte han skik på embedsværket og sørgede i det hele taget for, at Danmark gled let og elegant ind i renæssancen, der på mange måder er en mere moderne tid end middelalderen.

En tid, hvor individet spiller en større rolle, selvom man stadig var en del af en stand.

Og netop renæssancen, forholdene på land og by, Christian d. 3´s søn og især sønnesøn, en af Danmarkshistoriens mest berømte konger Christian d. 4. skal vi høre om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956
Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke: http://danmarksbloggen.dk/?p=4019

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kan vi overlade kirkens kunstskat til kirken?

Udgivet den af
2

De danske kirker vurderes at rumme kunst for millioner, ja måske milliarder.

Det er altså den rene kunstskat, som vore kirker ligger inde med. Men passes der godt nok på alle de skønne malerier, statuer, lysestager, alterkalke og så videre?

Noget tyder desværre på, at svaret er nej. Nedenstående artikel fra DR´s hjemmeside viser ihvertfald, at der er stjålet kunst fra de danske kirker for 76 millioner siden 2007:

http://www.dr.dk/Nyheder/Kultur/2014/03/11/180426.htm

I artiklen siger Formand for Landsforeningen af Menighedsråd Inge Lise Pedersen også:

“Vi giver med jævne mellemrum en opsang til menighedsrådene om, at de skal være opmærksomme på tyverier. Når vi hører om, at der er bølger af tyverier mod kirkerne, skriver vi typisk til menighedsrådene og beder dem om at sikre deres kirker. Og det er det, vi kan gøre.”

Citat slut.

Hun har fuldstændig ret. I Danmark er menighedsrådene 100% selvbestemmende over deres sogn og kirke. Spørgsmålet er så, om vi kan overlade kirkens kunstskat til kirken?

Danmarksbloggen mener nej, også selvom det på mange (andre) områder er fint med kirker og menighedsråd, der er selvstyrende og selvbestemmende.

Men her er et område, hvor man ikke kan forvente, at alle kirker og alle menighedsråd i hele Danmark skal besidde kompetancer – såvel faglige som økonomiske – til at forvalte den store kunstskat, som er i vores kirker.

Dén opgave skal istedet lægges i hænderne på professionelle kunstforvaltere – og det haster. For der stjæles som aldrig før i de danske kirker, og det vil både vi og kommende generationer lide under.

For kirkerne rummer store dele af al dansk kunst før 1800-tallet. Og nok virker tiden før år 1800 for mange som meget lang tid siden, men også årene op til år 1800 er en vigtig del af os selv og vores rødder. En del som vi behøver for at forstå, hvem vi er, og hvad Danmark er for et land.

Det er i mere end en forstand arvesølvet, der er i fare her.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 8: Den farverige middelalder

Udgivet den af
2

Det er mandag, og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

DEN FARVERIGE MIDDELALDER

Middelalderen varer i mere end 400 år. Fra vikingetiden slutter omkring 1100 til Reformationen i 1536, og nok er der store forskelle fra de vikingetids-inspirerede middelaldermennesker, der byggede stenkirker og stadig gik med Thorshammer over 1200-tallets middelalder med korstog, Valdemar Sejr og kaos, og 1300-tallets re-etablering af Danmark, sildemarkeder, pest og Kalmar-union til 1400-tallets dominans af Norden, begyndende utilfredshed med det danske styre og omlægningen fra korn- til kvægavl – og endelig til 1500-tallets nye tanker, stærkere kongemagt, borgerkrig og endelige opgør med den katolske kirke.

I sidste uge sluttede vi med Valdemar Sejrs død i 1241. Men inden vi i næste uge går videre med de overordnede politiske linier og de danske middelalder-konger med fokus på Valdemar Atterdag, skal vi bruge lidt tid på at forstå middelalderen som tidsepoke og især dens mennesker og deres livs- og verdenssyn, som var meget anderledes end det, som vi har i dag.

I dag centrerer vores liv sig om os selv. Er jeg lykkelig? Har jeg mon fået realiseret mig selv? Hvad skal der til, før det kan ske,? spørger nutidsmennesket næsten dagligt sig selv og laver gerne om på alt – og det endda flere gange – for at opnå det forjættede perfekte liv, om det så skal koste en skilsmisse, et jobskifte, en flytning eller ændring af andre store livs-vilkår. Det er ligemeget. JEG skal være lykkelig. Dét er min ret, er nutidens mantra sammen med en holdning til forandring som værende en evigt saliggørende udvikling.

Sådan var det ikke i middelalderen. Dengang var livet og verden statisk. Man blev født ind i en klasse, og man blev i dén klasse. Alting skete i cyklusser. Der var både årets cyklus og livets cyklus. Man vidste derfor også præcist, hvordan ens liv ville blive. Det ville nemlig blive en kopi af ens forældres liv stort set, og det var godt nok. Ja, i virkeligheden spillede det ikke nogen rolle, om man var lykkelig. Jeg´et, som vi måler alt udfra idag, fyldte meget lidt. Som menneske var man en del af en slægt istedet for at være et individ. Personlige ønsker og drømme havde ikke den store betydning, da alting var alligevel bestemt, uanset hvor man var i hierarkiet. Uanset om man var bonde, borger, præst eller adel, så havde alle deres faste roller og faste måder at gøre tingene på – og dét kunne ingen lave om på, var holdningen.

Verdenens orden var nemlig guddommelig bestemt – og også i denne anden guddommelige verden var der hierarkier og en fast orden. Det gjaldt også de forskellige steder, hvor man kunne havne efter døden. For middelaldermennesket drejede jordelivet sig nemlig om at gøre sig fortjent til frelsen og det evige livs salighed. Danmark var katolsk på det tidspunkt, og det var en katolicisme, hvor gerningsretfærdigheden fyldte godt.

Det gjaldt derfor om at huske sin rosenkrans, slå korsets tegn, bede mange bønner og gøre gode gerninger, hvis man ville undgå skærsilden, som var sådan et slags mellemtrin, inden man nåede Himlen. Et sted, hvor den sidste synd blev lutret ud af sjælen, så man kunne blive klar til at være sammen med englene, helgenerne, jomfru Maria, Gud og Jesus i Himlen. Alternativet Helvedet var der ikke mange, der så som slutdestinationen. Himlen, eventuelt med en omstigning via Skærsilden, blev anset som det mest sandsynlige mål.

Og var man i tvivl kunne man jo kigge på kirkevægge og -lofter, når man sad i kirken til de ugentlige messer, som foregik på latin. For kirken var blevet stor og mægtig nu, og blev kun større og rigere op igennem middelalderen – og kirkens sprog var latin. Et sprog kun de færreste forstod, men så talte kalkmalerierne af djævle, der med treforke pinte de ulykkelige i Helvedes ild og flammer så meget desto mere til kirkegængerne, der gyste og istedet så håbefuldt op på andre billeder af engle, den altid smilende jomfru Maria og hendes søn Jesusbarnet, der med åbne arme lovede Himlens glæder til både rig og fattig, når bare de huskede at holde sig på dydens smalle sti og ikke lave samfundet om.

Det var en direkte kristendom fuld af farverige billeder og med et persongalleri, hvor det vrimlede med helgener, engle og alle mulige andre væsner samt med Gud, Søn og Helligånd. De sidste tre var de eneste, der overlevede reformationen og levede videre i den protestantiske tradition, der stadig er i Folkekirken.

Billedet med de mange slags væsner i mange slags roller og i mange farver er typisk middelalder. For middelalderen var stik mod sit rygte på ingen måde en mørk tid. Det er noget, som renæssancen fandt på i bedste spindoktor-stil for at miskreditere middelalderen – og det er desværre lykkes altfor godt. Fx tror mange, at man brændte hekse på bålet i middelalderen. Men nej, det var i renæssancen, at de bål flammede – og den mest ivrige heksejæger i Danmark var mange nutidsdanskeres yndlingskonge Christian d. 4, der først blev konge 50 år efter, at middelalderen var forbi.

Men ja, der var overtro i middelalderen. MEGET overtro endda. Naturen var befolket med allehånde væsner som mosekonen, ellepiger, elverkonge og så videre – præcis som Himlen og Helvede myldrede med væsner og historier. Det var en meget farverig tid, hvor der var plads til fantasien.

Der var også plads til alle slags mennesker, som man så på de store middelaldermarkeder, som i vores dage forsøges genskabt ved gamle slotte og klostre af talrige danskere, der organiserer sig i grupper og i dagevis går klædt i middelaldertøj og lever mere eller mindre, som man gjorde dengang. Nogle af de største foregår på henholdsvis Spøttrup og Voergaard Slot i løbet af sommeren.

Klostre, ja. For er der noget, der også hører middelalderen til, er det netop munke og nonner, både dem der levede bag klosterets mure optaget af bøn og arbejde, og dem der arbejdede ude blandt de fattige i samfundet. Et af de mest kendte er Esrum Kloster. Munke og nonner stod også for sygevæsen og fattigpleje i en simpel form, men dog markant bedre end det ingenting, der opstod efter reformationen, hvor klostrene over hele landet blev lukket.

Det samme blev badstuerne … med den begrundelse, at der foregik for meget umoralsk levned i badstuerne, hvor mænd og kvinder var nøgne sammen, når de i timevis opholdt sig i badstuen, hvor der både var varme og kolde bade, dampbade og steder hvor man kunne spise og drikke – og være alene. Så ja, der skete et hel masse, men kirken kunne ikke få badstuerne lukket, hvor meget den end ville. Men så i slutningen af middelalderen omkring år 1500 kom syfilisen fra det nyopdagede Amerika, og det satte en skræk i de fleste, så badstuerne lukkede – og Danmark begyndte at stinke.

For i middelalderen besøgte de fleste badstuerne mindst en gang om ugen, og nok kan et ugentligt bad virke som meget lidt i vore dage, men efter middelalderen startede et par århundreder, hvor bad var noget, som man kun tog et par gange om året!!! Parfume, parykker og den slags klarede sagen, mente man derfor i 1600- og 1700-tallet altså renæssance og oplysningstid.

Men nej, middelalderen skal heller ikke idealiseres. Det var også en hård og brutal tid med stor børnedødelighed, megen sygdom, lav tolerance-tærskel og hårde straffe. Der var fx dødsstraf i Danmark – og man huggede gerne hånden af folk for tyveri og anden berigelseskriminalitet, der ofte blev straffet hårdere end voldskriminalitet.

Men middelalderen var også en farverig tid trods landets op- og nedture.

En af de største opture var i 1200-1300-tallet, der var storhedstiden for de sildemarkeder i Skanør og Falsterbo, der samlede handlede fra hele Nordeuropa, der hver sensommer kom for at købe sild til brug i fastetiden, hvor man jo ikke måtte spise kød. I netop de år kom silden i så store stimer, at man ifølge samtidige kilder nærmest kunne skovle dem op med hænderne fra Øresunds blå vande. Det er dog nok en overdrivelse, men sandt er det, at sildemarkederne i Skanør og Falsterbo, der ligger i Skåne, lavede et grundlag for rigdom i Øresundsregionen – og i København der i disse år voksede fra at være et lille ubetydeligt fiskerleje til at blive landets hovedstad, som snart lå i evig strid med Hansa´en, altså købmændene fra Lübeck, som kom med salt til sildene – og som betragtede sildemarkederne i Skåne som deres hjemmebane.

Den største nedtur var derimod Den Sorte Død, altså pesten, som ramte Danmark i 1348. Mere end en tredjedel af befolkningen døde i løbet af få år – og landet blev markant fattigere, og først flere århundreder senere var der ligeså mange danskere igen som før Den Sorte Død, der lagde hele landsbyer øde – og som betød at i flere generationer måtte ingen være enke eller enkemand. Skulle ens ægtefælle dø, SKULLE man gifte sig igen, så man kunne få flere børn. Landet havde brug for dem.

Andre opture var, at der nu blev skrevet og digtet i Danmark i form af Saxo´s Danmarkshistorie og de smukke ridderviser – og andre nedture var landbrugets problemer og landets økonomiske fallit i 1300-tallet.

Men især det sidste skal vi høre meget mere om i næste uge, hvor det skal handle om kongemord, den kongeløse tid og Danmarkshistoriens måske største politiske geni: Valdemar Atterdag, far til den eneste seriøse med-konkurrent til netop dén titel: Margrethe, der aldrig var Margrethe d. 1., men istedet frue og husbond og Rigets fuldmægtige formynder.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fastelavn er mit navn …

Udgivet den af
1

Fastelavnsboller, hvide tirsdag og fastelavnsris!
Hvad er hvad? Og hvad sker hvornår?

Læs undertegnedes artikel om emnet her: http://www.kristendom.dk/artikel/546717:Indfoering–De-10-vigtigste-ting-at-vide-om-fastelavn

Sikkert er det ihvertfald, at dén fastelavn, der idag er en sød og uskyldig børnefest, engang var en voksenfest, der var en nødvendig ventil i et statisk samfund, hvor alle havde deres faste plads, og hvor ingen turde gå udenfor stregerne.

Undtagen altså til fastelavn, som man også kaldte DEN GALE UGE, hvor bonden kunne dele bord – og sågar seng – med greven. Såvel alkohol i mængder som erotiske udskejelser i den store stil var nemlig en fast del af fastelavnen i Danmark indtil for cirka 150 år siden.

Det er det så stadig i Rio og andre mere eksotiske steder, kan man med god ret hævde …

Man kan også anføre, at vi stadig har brug for en fastelavn for voksne. Blot nogle dage, hvor vi voksne kan gå udenfor vores normale roller og for en tid være en anden … eller måske bare være en anden del af os selv.

Dét ville ihvertfald give de fleste en god og sund mental pause fra det præstationsræs, som mange danskere lever i til hverdag.

Danmarksbloggen er derfor fortaler for at indføre også en voksen fastelavn, en maskerade absolut og 100% uden børn, men med frihed til at folde sig ud blandt andre legende voksne …

Heldigvis tyder meget på, at de unge har fanget ideen og holder fastelavnsfester i netop denne weekend. Nu skal de yngre, middelaldrende og ældre danskere bare også med på vognen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 7: Valdemar Sejr

Udgivet den af
Svar

Det er mandag, og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

VALDEMAR SEJR

Valdemar Sejr var søn af Valdemar den Store, der sammen med Absalon præsterede mesterstykket at få Danmark på fode igen som en stærk, samlet nation efter mange urolige år.

Valdemar den Store døde dog som kun 51-årig i 1182, og efter ham blev hans ældste søn Knud konge under navnet Knud den Sjette. Han var konge i 20 år af navn, men i gavn havde bisp Absalon, faderens gamle ven, stadig et meget stort ord at skulle have sagt, og mange af de ting, som skete i Knuds regeringstid bærer Absalons mærke. Knud fik aldrig børn og døde kun 39 år gammel, og efter ham kom hans bror Valdemar på tronen.

Valdemar – med tilnavnet Sejr – var af statur som sin far: En høj og statelig mand, der indgød respekt, hvor han kom frem. I Danmark blev Valdemar Sejr også betragtet som en lykkemand, som det skabte lykke at røre ved, hvis man var så heldig at komme ham nær. På hans rejser rundt i landet rakte mødrene derfor også deres små børn op til ham, så han kunne røre ved dem og dermed velsigne børnene og deres færd i livet.

I Valdemar Sejrs regeringstid, som varede i næsten 40 år fra 1202 til 1241, var Danmark ofte truet sydfra af tyske fyrster, der mente de havde rettigheder til Danmark og danske områder. I Valdemars første år som konge undlod han fx at blande sig i kejserstriden efter den tyske kejser Henrik den Sjettes død, men sørgede til gengæld via erobringer for at store dele af Nordtyskland blev dansk, blandt andet byerne Hamburg og Lübeck. Valdemar Sejr skabte sig med andre ord masser af fjender i det tyske, som senere hen skulle vide at hævne sig.

Men i første omgang tegnede alt godt for danskernes elskede kong Valdemar Sejr, der i 1205 giftede sig med Dagmar, som de fleste kender fra visen om “Dronning Dagmar ligger udi Ribe syg”, der er baseret på legenden om kongens vilde ridt fra hans hovedby Ringsted til netop Ribe for at nå at sige farvel til hans elskede Dagmar. Og sandt var det også, at den populære dronning døde kun syv år efter brylluppet, og at kongen få år efter giftede sig igen med Bengerd, som aldrig blev nær så populær som Dagmar, men som også døde efter kun syv års ægteskab.

Fremgangen for landets handel og skibsfart fortsatte dog uhindret, og Valdemar Sejr sørgede for at få sin søn med Dagmar Valdemar den Unge hyldet som konge og tronfølger. Landet var ellers stadig et valgkongedømme. Dog havde kirken fået indført, at den skulle kunne acceptere valget af konge.

Men altså alting fungerede i grunden ganske godt. Nu skulle en af de vigtigste sejlruter, den gennem Østersøen, sikres, og det krævede en god base i Estland, som på det tidspunkt blev regeret af de vilde estere, som man kaldte dem, da de stadig var hedninge. Så Valdemar Sejr tog på korstog.

Nede i Europa rejste store skarer af riddere, præster, pilgrimme og andre til Det Hellige Land for at kæmpe mod de såkaldte vantro og sikre Kristi Grav. Det var midt i korstogenes storhedstid, og selvfølgelig var der også danske riddere med dernede. Men det var næppe mange, dels var det en meget lang tur ned igennem Europa, og dels havde danskerne deres egne sager at tage sig af.

Men alligevel ville en middelalderkonge midt i korstogs-tiden gerne på korstog, og nu havde Valdemar Sejr chancen. Esterne var hedninge, så et raskt lille erobringstogt ovre østpå kunne sagtens dækkes ind under at være et korstog. Paven gav også sin velsignelse dertil, og i 1219 tog Valdemar afsted til det, som han troede ville blive en let kamp. Men det blev det langtfra.

Tværtimod kæmpede esterne bravt, men Danmark vandt alligevel tilsidst, fordi vi ifølge legenden fik hjælp fra oven, idet vores flag faldt ned fra Himlen midt under kampens tumult dér d. 15. juni 1219.

Dagen hedder også stadig Valdemarsdag i vores kalendere, fordi det var den dag, hvor vi fik Dannebrog, vores smukke flag, som måske oprindeligt var en pavelig korstogsfane …

Vel hjemme igen gik det galt. En af Valdemar Sejrs vasaller, altså stedfortrædende regenter, i det nordtyske Sorte grev Heinrich von Schwerin var blevet alvorlig vred på Valdemar Sejr på grund af en indviklet sag om arv, hvor han mente sig snydt af netop Valdemar Sejr, hvad greven måske også var.

Dramaet handlede om en søster, et barn udenfor ægteskab, to ejere af samme gods, en korstogsrejse til Det Hellige Land og ville – selv for en nutidig ret – være en meget indviklet arve-sag at finde ud af.

Under alle omstændigheder følte grev Heinrich sig snydt, så i forbindelse med en jagt på den sydfynske ø Lyø kidnappede han Valdemar Sejr og sønnen Valdemar den Unge og førte dem til Nordtyskland. Løsesummen var enorm: 8 tons sølv samt masser af guld og juveler. Men den blev betalt. Alle danskere gav, hvad de kunne – og 2½ år efter tilfangetagelsen kom Valdemar Sejr hjem igen.

Men han var ingen lykkemand mere. Tyskerne havde igen kontrollen med de nordtyske områder, de danske grænser var pånær Estland som før Valdemar Sejr kom på tronen, og få år efter hjemkomsten døde sønnen med Dagmar Valdemar den Unge. Valdemar Sejr delte så riget imellem hans tre sønner med Bengerd: Erik, Abel og Christoffer.

Og det var ingen succes. Tværtimod blev det startskuddet til 100 år med ufred, brodermord, kongemord og den kongeløse tid. Dét skal vi høre mere om næste mandag, hvor det også skal handle om middelalderens hverdagsliv, feudalsamfund, de store sildemarkeder, den katolske tro og Den Sorte Død.

Inden skal dog tilføjes, at Valdemar Sejr få dage før sin død i 1241 færdiggjorde arbejdet med Jyske Lov, der er Nordens Ældste Lovbog givet med kongelig stadfæstelse. Den er den, hvor der står: “Med Lov skal Land bygges”, som stadig er et grundprincip i dansk lovpraksis og juridisk forståelse.

Fortalens første sætning “METH LOGH SCAL LAND BYGGIES” står i øvrigt også skrevet over indgangen til folketingssalen.

Jyske Lov kom i øvrigt først hjem til Danmark igen i 2011 efter i mere end 300 år at have været i svensk besiddelse.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri og
konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk