Månedsarkiv: april 2014

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 13: Christian d. 4. og København gøres stor

Udgivet den af
Svar

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

CHRISTIAN D. 4. OG KØBENHAVN GØRES STOR

Christian d. 3. vandt borgerkrigen i Danmark og indførte Reformationen, altsammen i 1536, som derfor også på mange måder kan regnes som en skillelinie mellem middelalderen og renæssancen, omend både hans far og fætter, hhv. Frederik d. 1. og Christiern d. 2., på mange måder også var renæssance-fyrster.

Men fra 1536 og frem var det soleklart. Renæssancen var kommet til Danmark med dens fornyede interesse for videnskab, kultur og historie – og især antikken, som blev anset for en gylden tidsalder. Ordet renæssance kommer også af fransk og betyder født igen, og det henviser ikke til reinkarnation – men til at de gamle ideer om individet kom til ære og værdighed igen efter en middelalder, hvor det handlede om familien, om gruppen, og som på baggrund af dens katolske kirkeliv også blev kaldt både mørk og uoplyst.

At såvel sygepleje som fattigforsorg så havde langt bedre forhold i middelalderen pga. munkenes hellighuse, og at hygienjen var langt bedre i middelalderen pga. de offentlige badstuer, valgte man at glemme i renæssancen.

For nok er renæssancen en gylden tid, når vi taler om kunst og kultur – og især udenfor Danmarks grænser, hvor en Shakespeare, en Eramus af Rotterdam, en Thomas More og flere endnu skrev deres store værker – og hvor de italienske renæssancekunstnere med Michelangelo og da Vinci som de fornemste malede de billeder og lavede de skulpturer, som vi stadig begejstres over.

I Danmark kunne vi ikke rigtig hamle op med noget af det, omend Christian d. 4.´s mest berømte datter Leonora Christine i 1600-tallet skrev hendes selvbiografi “Jammers minde”, der er den første biografi skrevet på dansk, men den vender vi tilbage til i næste uge.

Men renæssancen var også en mørk tid. Det var nemlig i disse år, især i 1600-tallet, at heksebålene flammede i Europa, her de største religionskrige på europæisk jord fandt sted, og her de europæiske lande rejste ud i verden og undertvang sig andre folkeslag som slaver, inden turen gik hjem til Europa med guld, sølv og krydderier om bord. Så renæssancen var altså meget mere end bare ideernes og idealernes tidsalder.

I Danmark mærkede vi en del til det meste, selvom vikingernes æra forlængst var forbi, og Danmark nu blot var et land højt op i nord langt fra de lande, der kæmpede om magten i Europa.

Christian d. 3.´s søn Frederik d. 2., der var konge fra 1559 til 1588, er glemt af de fleste danskere idag, men han gjorde det godt. Så godt, at der blev talt om, at Danmark ikke havde været i bedre stand siden Gamle Kong Valdemar´s dage.

Frederik d.2. overtog også et land, der forlængst var kommet på fode efter borgerkrig og reformation, og hvor faderen havde fået styr på administrationen. Og som en god arvtager i det familiefirma, som den danske kongemagt var blevet det, forstod Frederik d. 2.  – især efter 7-årskrigen mod Sverige – at gøre Danmark endnu stærkere.

Handlen – som altid har været det, som Danmark skal leve af – stortrivedes, også fordi der kom gang i søfarten. Videnskaberne blomstrede – der sad fx en Tycho Brahe og kiggede på stjerner ude på Hven. Landbruget gik godt. Der blev bygget over hele landet. Og endelig udgav Anders Sørensen Vedel danske folkeviser samt oversatte Saxo´s Danmarkshistorie til dansk fra det latin, som Saxo selv havde skrevet på.

Så da Frederik d. 2. døde i 1588, var det et på alle måder rigt og blomstrende Danmark, som han kunne give videre til sin søn, den da kun 10-årige kronprins Christian, der i dag kendes af alle som Christian d. 4.

En af kongerækkens mest farverige og facetterede konger, ikke altid lige smart, faktisk dummede han sig gevaldigt af og til, og så drak han altfor meget og kunne ikke finde ud af sit kærlighedsliv, men fik børn med en masse kvinder.

Men det er også ham, der med alle hans byggerier gjorde den lille hovedstad København til en rigtig storby. Ham, der ville så meget, og som på alle måder var meget dansk. En Anders And blandt konger, der troede, at han kunne det hele, men som tabte så meget og ikke skønnede på det, som han gjorde godt: Nemlig at sørge for, at København blev den smukke by, som den stadig er. For dét var en vision, der ville noget..

Og var der noget, som Christian d. 4 havde, så var det drømme og visioner for hans kongerige. Og hans energi for få dem alle ført ud i livet var enorm.

Han kunne sidde og drikke til langt ud på natten, men kl. 6 stod han op og gik igang med at skrive breve og ordne alt fra de største sager til småtingene. For ALT ville han have fingrene i – om det så var hvad for noget tøj, som børnene skulle have. Vi har bevaret mere end 3000 breve fra ham, og udover at han skrev godt, så var han også den første konge, som skrev på dansk … og det kan vi jo godt lide.

Man lad os starte med begyndelsen. Christian d. 4. var en kvik dreng, der også fik en god uddannelse. Som kun 10-årig mistede han dog sin far, så indtil han blev myndig, blev landet regeret af en formynder-regering.

Men så i 1596 tog Christian d. 4. for alvor selv fat. Pga handlen, landbruget og søfarten var der højvande i kassen, så nu skulle der bygges – og han byggede, så det stadig her 400 år efter er hans valg af bygninger, der kendetegner vores hovedstad: København.

Bygninger som Børsen, Holmens Kirke, Rosenborg Slot, Rundetårn, Tøjhuset og flere endnu kan alle tilskrives Christian d. 4., der derudover stod for at grundlægge flere nye bydele, bl.a Nyboder med Kastellet.

For slet ikke at tale om voldene, som først blev sløjfet midt i 1800-tallet. Og selv dér ikke alle steder. Faktisk findes voldene stort set intakte i en anden af hans bydele, nemlig den, der bærer hans navn, Christianshavn. Men også ved Kastellet og andre steder er der rester. Tivolisøen er fx også en rest af Christian d. 4.´s volde.

Christian d. 4.´s forbillede var også den nederlandske renæssance, og København skulle være Nordens Amsterdam med kanaler og handelshuse, og det lykkedes ganske godt på Christianshavn, hvad man kan se endnu, hvis man tager turen over Knippelsbro og derud.

Under Christian d. 4. voksede København simpelthen til dobbelt størrelse.

En hel enorm forøgelse, der passer godt med mandens ide-rigdom og store drømme. Han ville fx også gerne reformere skolevæsenet, så alle kunne lære at læse og skrive, men her var han 200 år for tidligt ude. Tiden forstod ham simpelthen ikke. På samme måde gik det hans drømme om at lave et dansk rigshospital  – og det at forbedre forholdene for bønderne. Dét sidste gik adelen ikke med til.

Men et børnehus til de forældreløse børn blev det til. Og han skabte industri som silkespinderierne i København. Og han fik bygget skibe, så den danske flåde blev stor og mægtig.

Det fik Christian d. 4. også brug for. For flere gang i hans regeringstid var Danmark involveret i krige, og endnu var kongen selv med, hvad man også kan se på Marstrands berømte billede fra Slaget på Kolberger Heide, hvor kongen rejser sig efter at have fået skudt øjet i stykker og opfordrer til øget kamp. Heltemodigt, men det vandt ingen krige. Svenskerne var bedst på det tidspunkt.

Flest gange stod kampen nemlig mod Sverige, men også i Trediveårskrigen (den europæiske storkrig mellem katolikker og protestanter), hvor han ikke gjorde nogen god figur, for Christian d. 4. var elendig i krig. Derfor var det også en ekstra ærgrelse for ham at opleve den svenske heltekonge Gustav d. 2. Adolf, som blev kaldt Løven fra Norden, og som var en glimrende feltherre, indtil han faldt i slaget ved Lützen – og som efterlod sig en datter, Christina, der senere hen konverterede til fordel for den tro, som hendes far havde kæmpet imod. En mærkelig manøvre der betød, at hendes fætter Karl d. 10. Gustav kom på troen – til stor skade for Danmark, men nu forgriber vi begivenhedernes gang.

Endnu var Christian d. 4. konge i Danmark – og han havde også travlt med andet end krig og byggeri. Han lavede blandt andet masser af børn. Langt over 20, måske 30 børn fik han, vurderes det. Seks med hans første kone, dronning Anna Cathrine, der døde ung, en del med hans anden kone, Kirsten Munk, der var adelsdatter og som derfor ikke kunne blive dronning (det var noget, som kun fyrstedøtre kunne på det tidspunkt), nogle stykker med hans tredje kone Vibeke Kruse, der var borgerlig – og endelig nogle stykker med diverse elskerinder.

Christian d. 4. elskede alle sine børn højt – og sørgede godt for dem alle sammen, selvom han selvfølgelig havde yndlinge: Først den udvalgte Prins Christian, som skulle have været konge efter ham selv, men som i modsætning til sin far ikke kunne tåle de store mængder rhinskvin, og som derfor døde ung af et for højt alkoholforbrug.

Og dernæst datteren Leonora Christine, som Christian d. 4. havde med Kirsten Munk, som kongen elskede højt, men som han tilsidst forstødte, da hun var ham utro med Rhingreven – endda mens kongen var i krig. Der er også historier om, at hun forsøgte at forgive kongen, og det gør man ikke ustraffet. Kirsten Munk var heldig, at hun kunne nøjes med at blive forvist til Fyn for dén affære. I en del andre lande var hun formentlig blevet halshugget.

Ikke at Christian d. 4. afstod fra vold. For det gjorde han ikke. Et sort kapitel om den konge, der som den første ville statsfinansieret velfærd i Danmark, men var altfor tidligt ude, er det faktum, at han afskyede og forfulgte de såkaldte hekse i en grad, så næsten halvdelen af alle de cirka 1000 mennesker, mest kvinder, der blev brændt på bålet i Danmark, blev brændt i hans regeringstid. Han gik også flere gange egenhændigt ind og sørgede for, at en frifindelsesdom blev lavet om, så den ulykkelige alligevel var skyldig og skulle brændes.

Christian d. 4. var altså på alle måder en mærkelig og mange-facetteret mand, ikke altid sympatisk og så alligevel så levende og spændende. Ikke til at blive træt af, ikke til at blive færdig med.

Tilsidst blev han dog selv træt af det hele og trak sig den sidste tid mere eller mindre tilbage til sit lystslot Rosenborg, der dengang lå på landet lidt udenfor voldene, mens svigersønnerne med yndlingsdatteren Leonora Christines mand Corfitz Ulfeldt i spidsen skaltede og valtede med rigets sager og fik kørt et Danmark på vej ned endnu længere ned, samtidig med at barokken afløste renæssancen.

Og alt det, Leonora Christines fald og hævn, Frederik d. 3., tabet af Skåne og Enevældens indførelse skal vi høre om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956
Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke: http://danmarksbloggen.dk/?p=4019
Grevens Fejde og Reformationen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4129

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Øget ulighed er som Messi på et dansk fodboldhold

Udgivet den af
1

“Øget ulighed er et sundhedstegn,” hævder Liberal Alliance …

“Øget ulighed skaber dynamik og vækst i samfundet, der kommer de svageste til gavn, fordi alle bliver løftet op,” lyder logikken fra partiet, der er rigtig gode til at ikke at lade småting som kendsgerninger ødelægge deres teorier.

Men lad os bare lege med tanken et øjeblik.

For HVIS nu det var sandt, at ulighed var så godt, ja, så ville USA være et fantastisk samfund, hvor alle stortrives. Men hvordan er det nu lige, at det i virkeligheden er i USA? Enorme forskelle mellem rig og fattig, og en fattigdom der bare vokser og vokser, folk der ikke har råd til hverken mad eller en sygeforsikring.

HVIS det var sandt, så ville Danmark som samfund være rigere i dag end for 20 år siden, hvor forskellene var mindre mellem rig og fattig. Men hvordan er det nu lige, at det er i Danmark anno 2014? Fattigdommen er voksende.

For det er kendsgerningerne. Øget ulighed skaber blot endnu mere ulighed. Øget ulighed gør blot de rige rigere og de fattige fattigere. For nej, det drypper ikke på degnen, når det regner på præsten. Det er en myte større end Den Afskyelige Snemand, at man ved at give de rige flere penge samtidig hjælper de fattige.

Og er man i tvivl, kan man jo bare se på Danmark for få år siden. Op gennem nullerne steg mange danskeres forbrug således eksplosivt i takt med at friværdien af ejerboligerne steg – og man kunne optage billige flexlån. Penge, som udelukkende blev brugt på øget forbrug. Og det var et forbrug, der ikke gavnede een eneste kontanthjælpsmodtager eller andre af dette samfunds svageste grupper. Det gavnede kun dem med friværdien og flexlånet.

Dét er kendsgerningerne. Men dem kommer man som sædvanlig ikke langt med i forhold til Liberal Alliance, der heller ikke kan forklare, hvordan det at nogle få tjener kassen, vil løfte hele landet.

Thyra Frank prøvede med at placere Messi på et dansk fodboldhold, hvor hun hævdede, at med Messi på holdet ville holdet samlet set være stærkere.

Sammenligningen er interessant, fordi den netop viser alle Liberal Alliances teoris fejl og mangler. Ja, målt hver især og summet op vil næsten ethvert fodboldhold blive stærkere af at få en Messi på holdet. Men hvad kan selv en Messi stille op, hvis ikke de andre spillere også er dygtige? Ikke ret meget.

En mand alene kan nemlig ikke redde eller opretholde hverken et fodboldhold eller et land. Det kræver en holdindsats, hvor alle spillerne skal være stærke og i form – eller med andre ord så lige som muligt. Man vinder ingen kampe ved at udelukke en del af spillerne fra træningen eller give dem dårligere udstyr end de andre.

Nej, skal man vinde kampe – også som samfund – så skal fællesskabet og det at være der for hinanden, hjælpe og støtte hinanden være i centrum, og det kræver ikke en millimeter-retfærdighed, men en noget større lighed end den, som vi har idag – og en meget større lighed end den, som Liberal Alliance taler om.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Socialdemokratiets reelle problem er manglende vælgertilslutning

Udgivet den af
1

Medierne har i de seneste dage prøvet at gøre problemerne for Socialdemokratiet til et spørgsmål om ledelse – og helt konkret til et spørgsmål om Helle Thorning-Schmidts evne til at være formand.

Det lykkedes ikke. Snarere tværtimod så viser weekendens hovedbestyrelsesmøde med kredsformændene i Svendborg, at opbakningen til formanden er massiv fra alle dele af partiet.

Se indlæg fra Danmarksbloggen her: http://danmarksbloggen.dk/?p=4212

MEN, for der er et men. Socialdemokratiet har et problem. Den engang suverænt største parti i Danmark er i dag kun det tredjestørste … og det kan man ikke på nogen måde være tilfreds med.

Så noget skal der gøres og gerne noget nyt. For bliver man ved med at gøre det samme, så fører det bare til det samme – og det er der, at man er i øjeblikket hos socialdemokraterne. Man gør det samme, som man har gjort i årevis – og resultatet er det samme: En konstant faldende vælgertilslutning.

For det skel, som medierne prøvede at lave internt i Socialdemokratiet, findes ikke, men det gør det imellem socialdemokraterne og den meget store gruppe af eks-vælgere.

Så hvis socialdemokraterne vil tilbage som landets største parti, så skal man tage det faktum seriøst. For Socialdemokratiets storhed kommer ikke af at være blå og liberalistiske – det klarer de blå meget bedre selv.

En kommende storhedstid for det gamle arbejderparti kræver, at partiet vender tilbage til sine røde rødder og filosofierne om “de brede skuldre, der bærer de tungeste læs” og “når få har for meget og færre for lidt.”

Og dér er der noget at komme efter. For Socialdemokratiets reelle problem er den manglende vælgertilskutning, hvor man har gået fra små 25% af stemmerne til folketingsvalget i 2011 til knap 20% af stemmerne, hvis der havde været valg 14. marts. 2014.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kredsformand udtaler: “Derfor vil vi beholde Thorning som formand.”

Udgivet den af
2

95% af alle lokale S-formænd vil beholde Thorning.

Mød her en af dem: Formand for Socialdemokraterne i Vordingborg Lise Lotte Møller, der både er lokal-, kommune- og kredsformand.

For et par dage siden skrev DR på deres hjemmeside, at en række socialdemokratiske lokalformænd ville af med Helle Thorning-Schmidt som formand for Socialdemokratiet. Se artiklen her: http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2014/04/02/133301.htm

DR havde fundet 13 lokalformænd, som var af den holdning, mens stort set alle andre var af modsat holdning. Så som Danmarksbloggen konkluderede i går, så er det interessante her ikke, hvorfor 5% af de lokale S-formænd vil af med Thorning. Læs indlæg her: http://danmarksbloggen.dk/?p=4203

Nej, det spændende er, hvorfor 95% af alle S-lokalformænd vil beholde deres i medierne så kritiserede formand, der tilmed er leder af partiet i en tid, hvor tilslutningen til Socialdemokratiet er historisk lav.

Danmarksbloggen har derfor spurgt lokal-, kommune- og kredsformand for Socialdemokraterne i Vordingborg Lise Lotte Møller om netop det, og hun svarer:

”Vi vil gerne beholde Thorning, fordi vi faktisk mener, at hun gør det godt. Hun overtog Danmark på et historisk svært tidspunkt. VK-regeringen havde kørt Danmark i sænk, og oveni var finanskrisen kommet. Det er nu 2½ år siden, og vi er kommet langt med oprydningen og genetableringen af Danmark. Netop takket være at Helle Thorning-Schmidt turde tage – og udføre – upopulære politiske beslutninger uden at skele til, hvad det betød i forhold til vælgertilslutning. Og det er også sådan, at en politiker – og partileder – skal være. Så alene af den grund er vi mange lokalformænd, der gerne vil beholde hende. En anden grund er, at hun faktisk lytter til baglandet, og hvad vi kommer med af problemstillinger.”

Men hvad så med de lokalformænd – og de borgmestre, der gerne vil have en ny partiformand? Er de helt ude af trit med virkeligheden – eller har de en pointé?

Lise Lotte Møller siger: ”Der er altid folk, der vil noget andet – og vil nogle andre ledere. Sådan skal det også være. Et parti består af mange mennesker – og mange meninger. Og kritik kan bestemt bruges til at blive bedre, således også den kritik som kommer fra de nævnte.”

Men hvad så? Tror du, Lise Lotte Møller, at Helle Thorning-Schmidt er leder af socialdemokraterne, når Folketinget åbner til oktober?

”Helt klart. Hun løber ikke af pladsen. Det er jeg sikker på. Og så vil jeg i øvrigt gerne tilføje, at det her med lokalformændenes manglende opbakning til Thorning er en historie skabt af medierne, som ikke har noget på sig. Medierne kan heller ikke rigtig få nogen socialdemokrater til at sige, at historien med den manglende opbakning til Helle Thorning-Schmidt er korrekt. Og så er mødet i Svendborg her i dag og i morgen i øvrigt ikke – som jeg har hørt det omtalt – et hastigt indkaldt krisemøde, men et i flere måneder planlagt hovedbestyrelsesmøde med kredsformændene. Det er i øvrigt heller ikke som hævdet kredsformændene, men 5% af alle lokale partiforeningers formænd, som er kommet med kritikken af Helle Thorning-Schmidt.”

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ord, som skal ud af det danske sprog

Udgivet den af
5

Forrige fredag skrev Danmarksbloggen om gamle danske ord, som var på vej ud – men som fortjener at blive i det danske sprog:

http://danmarksbloggen.dk/?p=3876

I dag skal det handle om de ord, nye som gamle, som bruges altfor meget i Danmark. Ord, som skal UD AF SPROGET, da de udelukkende fodrer de fordomme og skel mellem mennesker, som der i forvejen er så altfor mange af.

Eksempler på ord, som intet godt gør, er:

Tøsefornærmet: Et udtryk, der signalerer, at kvinder (i modsætning til mænd) bliver fornærmet over ingenting, og at det behøver man sådan set ikke tage sig af. Det er jo “bare” en tøse-fornærmelse. Altså en grov nedvurdering af kvinder og deres følelser – og dermed også til kvinders ret til at blive vrede og sure og vise deres følelser.

Bøsserøv: Ordet bruges nedladende om homoseksuelle mænd, som chikaneres ene og alene pga deres seksualitet. Andre tilsvarende nedladende ord for homoseksuelle, både mænd og kvinder, er svans, bøssekarl, lebbe og betonlebbe. Men hvor mange gange skal det siges, at homo-, bi- og transseksuelle har ligeså meget ret til at leve et liv i fred og frihed som heteroseksuelle?!! Ligeså meget ret til at vise deres kærlighed offentligt, ligeså meget ret til alt muligt. For kærlighed og erotik handler ikke om køn, men om mennesker.

Smatso: Endnu et nedladende ord, som nogle mænd synes det er okay at bruge om kvinder. Det er i øvrigt en velkendt metode at kalde dem, som man gerne vil nedgøre, noget med dyr. Men det er bare ikke i orden, hverken over for menneskene eller dyrene.

Rundetrunte: Der var engang, hvor en trunte var en sød, lille pige. Idag er en rundetrunte en ung pige, der har haft mange og hyppigt skiftende sex-partnere. Der er altså tale om en nedvurdering af kvinden og hendes soleklare ret til at have sex med ligeså mange mænd/kvinder, som hun ønsker – uden at det siger noget som helst om hendes evner og egenskaber – og værdi som menneske.

Perker: Udlænding som regel af mellemøstlig herkomst. Ordet et desværre blevet så integreret i det danske sprog, at det også bruges af dem, som der tænkes på, når det siges. Ja, det har tilmed skabt en variant, nemlig plastic-perker, som er en ung som regel mand af etnisk dansk oprindelse, der taler og opfører sig om en dansker af mellemøstlig oprindelse. Men hvad enten vi taler perkere, plastic-perkere eller noget tredje, så laver ordet skel mellem mennesker, der bor og lever sammen i Danmark.

I min optik: Et af mange smarte ord og udtryk, som ivrigt bruges af de grupper, der gerne vil fremstå lidt klogere, lidt smartere end andre. Men man kan ligeså sige efter min mening. Det dækker præcist det samme, og alle forstår det. Og sådan er det med alle lignende ord og vendinger. Det er med garanti en måde, som det samme kan siges på med almindelige danske ord, som alle forstår.

Dovne-Robert og Fattig-Karina: To danskere, som for mange er lig med ALLE på kontanthjælp og andre overførselsindkomster. To danskere, som på uheldig måde i medierne har tegnet billedet af, hvad det vil sige at være nederst i det danske samfund, således så der nu er altfor let spil for dem, der hævder, at der ikke findes nød og fattigdom i Danmark, men kun dovenskab og kræve-mentalitet. Billedet holder selvfølgelig ikke (for der findes stor nød i Danmark), og det bliver kun værre af, når to helt almindelige danskere som du og jeg på den måde udstilles og nedgøres.

Kom gerne med flere ord, som skal ud af det danske sprog.

For fællesskab og sammenhold skabes kun, når vi behandler hinanden med respekt – og dét starter med den måde, som vi taler til hinanden på – og som vi behandler hinanden på.

Se evt. også Danmarksbloggen fra torsdag i sidste uge: http://danmarksbloggen.dk/?p=3978

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ja visst gör det ont

Udgivet den af
1

Dette indlæg er – mest – på svensk, og det kan jo godt virke lidt besynderligt på en blog, der hedder Danmarksbloggen. 

Men på denne skønne forårsdag vil Danmarksbloggen gerne bringe den svenske forfatter og lyriker Karin Boyes fantastiske digt “Ja visst gör det ont”, der handler om hvordan vi ligesom digtets dråbe på træet skal slippe det trygge og velkendte. Slippe og tage afsted på vores færd her i livet – hvilende i den tillid, der skaber verdenen.

Det er et meget smukt digt, som der selvfølgelig findes danske oversættelser af – men så altfor meget går tabt. Så derfor bringes digtet på originalsproget svensk. Nederst er en lille ordliste over de svenske ord, som vurderes at kunne volde kvaler.

Gad vide om Kim Larsen og resten af Gasolin kendte digtet, da de skrev den berømte:
Som et strejf af en dråbe, fik vi lov til at håbe, om de ting som skal komme, førend livet er omme. Man kunne næsten godt tro det …

Ja visst gör det ont

Ja visst gör det ont när knoppar brister.
Varför skulle annars våren tveka?
Varför skulle all vår heta längtan
bindas i det frusna bitterbleka?
Höljet var ju knoppen hela vintern.
Vad är det för nytt, som tär och spränger?
Ja visst gör det ont när knoppar brister,
ont för det som växer
och det som stänger.

Ja nog är det svårt när droppar faller.
Skälvande av ängslan tungt de hänger,
klamrar sig vid kvisten, sväller, glider  –
tyngden drar dem neråt, hur de klänger.
Svårt att vara oviss, rädd och delad,
svårt att känna djupet dra och kalla,
ändå sitta kvar och bara darra  –
svårt att vilja stanna
och vilja falla.

Då, när det är värst och inget hjälper,
Brister som i jubel trädets knoppar.
Då, när ingen rädsla längre håller,
faller i ett glitter kvistens droppar
glömmer att de skrämdes av det nya
glömmer att de ängslades för färden –
känner en sekund sin största trygghet,
vilar i den tillit
som skapar världen.

Digtet skrevet af Karin Boye

Ordliste:
annars: ellers
tveka: tvivle
längtan: længsel
höljet: skjult, gemt
växer: vokser, vokser frem
stänger: lukker, lukker ned, stagnerer
sväller: gynger
rädd: bange
sitta kvar: sidde der endnu, sidde tilbage
stanna: blive, at ville blive 
känner: føler 

De fleste socialdemokatiske lokalformænd vil beholde Thorning

Udgivet den af
1

DR skriver i nedenstående artikel, at en del socialdemokratiske lokalformænd vil af med statsminister Helle Thorning-Schmidt som formand for Socialdemokratiet, hvilket også er overskriften og det gennemgående tema i artiklen.

http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2014/04/02/133301.htm

MEN – for der er et men. I en indskudt sætning står der nemlig:  … Og selvom de fleste stadig bakker op om Helle Thorning-Schmidt ….

Aha, der er altså stadig flere socialdemokratiske lokalformænd, der vil beholde Thorning end det modsatte …

Hvor mange siger artiklen ikke noget om, kun at der er ringet til en række socialdemokratiske lokalformænd, hvoraf de 13 gerne vil af med den nuværende formand. Der er ialt 250 socialdemokratiske lokalformænd i Danmark, og da de har været fem journalister om at lave artiklen, må man formode, at de har ringet til en pæn del af de 250.

Det interessante her er derfor, hvorfor lokalformændene vil beholde Thorning. Og dét kunne det være spændende at få svar på istedet for at rode rundt i, at 13 socialdemokratiske lokalformænd ud af 250 gerne vil af med hende.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Lige ret for Helle og for Anders

Udgivet den af
1

For snart fire år siden fik daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen jobbet som NATO´s generalsekretær, og danskerne var – uanset politisk ståsted – stolte over, at en dansker var blevet valgt til den høje post.

Nu er vi dér – måske – igen, denne gang med Helle Thorning og en stor EU-post i hovedrollen. Men denne gang hagler det ned med kritik og nedladende kommentarer om Thorning, der bl.a. beskyldes for at have været mere EU-venlig end normalt her i den senere tid, for på den måde at have en større chance for at få et af de EU-topjob, der er i spil.

Dét er forskelsbehandling, så det batter.

Anders Fogh Rasmussen var – såvidt Danmarksbloggen husker – mindst ligeså NATO-positiv fx i forhold til at sende danske styrker til diverse brændpunkter som Helle Thorning nu er EU-positiv i forhold til fx børnechecken.

Så hvis der er nogen rimelighed til, så skal vi i Danmark være mindst ligeså stolte over Thorning, hvis hun får en stor EU-post, som vi i sin tid var det over Fogh Rasmussen.

Lige ret for Helle og for Anders.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Bilderberg: Skyggemagt eller børnehave?

Udgivet den af
1

Sig navnet Bilderberg – og folk deler sig som regel i to grupper:

Dem, der ikke ved, hvad der tales om – og så dem, som mener, at vi her har at gøre med en slags organisation, der er en skyggemagt, der styrer regeringer og ledere over hele verden, og som kan bestemme verdens gang og fx udløse finanskriser o. lign.

Og nu skal denne mærkelige og meget hemmelige klub holde årsmøde et sted i Danmark – præcist hvor og hvornår vides ikke, omend en Facebook-side hævder, at det sker på hotel Marriott i København fra d. 29. maj til d. 1. juni. For møde i Bilderberg i Danmark i 2014 skal der være.

Danmarksbloggen finder det tåbeligt, at Bilderberg holder informationerne så hemmelige.

Det er faktisk fuldstændig ligesom en flok børn i børnehaven, hvor nogle børn siger til nogle andre børn:

Æh – bæ – bu. I må bare ikke være med i vores klub, vi har hemmelige regler nemlig. Ja, I må ikke engang vide, hvor vi mødes – eller hvornår. Æh – bæ – bu. Men hvis I er rigtig søde ved os, kan det godt være, at I en dag må være med. MÅSKE!!!!

Barnligt, ikke? Men ikke desto mindre præcis hvad Bilderberg gør. Bilderberg, som af dem, der har været med til et møde eller to, omtales som et uformelt mødested for verdens ledere og andre af “en vis betydning”, der under konference-lignende forhold i de 2½ dage mødet varer kan netværke og samtale på en helt anden måde end normalt.

Men det er dog det værste vås.

For en ting er at mødes udenfor referater og dagsordner og snakke frit og åbent om sagerne. Det har alle brug for, også verdens ledere. Men hemmelighedskræmmeriet om HVEM der er med, HVORNÅR de mødes og HVOR de mødes er i bedste fald direkte barnligt. I værste fald ødelæggende for demokratiet.

Men det er altså det psykologiske niveau, som deltagerne til Bilderberg-møderne åbenbart er på. De samme deltagere, som for en dels vedkommende er verdens ledere, og dér ligger det rigtige problem.

For nej, der er ingen beviser på, at Bilderberg er en skyggemagt, der vælter regeringer, skaber finanskriser eller tilsvarende. Alt det er formentligt blot fantasi og konspirationsteori, når den er bedst (eller værst).

Men faktum er, at Bilderberg – i bedste fald – er en organisation, der med sit hemmelighedskræmmeri og sin lukkethed, virker som en klub for små børnehave-børn, der har brug for at få demonstreret, at de er de udvalgte. Og dét er fjollet, umodent og totalt latterligt.

Men det er desværre mere end det. Det er også et endog meget stort problem, at vi i den såkaldte frie og demokratiske del af verden har en sådan organisation, der er udenfor enhver demokratisk kontrol, og hvorfra der ikke må skrives eller på anden måde kommunikeres noget ud.

På den lange bane undergraver en organisation som Bilderberg derfor demokratiet og troen på demokratiet. Det er mere end skadeligt for det frie folkestyre, når lederne i de demokratiske lande tilsyneladende har brug for at mødes på denne måde.

Og så er det sådan set ligegyldigt, om de diskuterer verdensøkonomien eller deres egne livretter. Det er lukketheden, der er problemet.

Så derfor: Hvis Bilderberg er den diskussions- og konference-klub, som det hævdes, så sig det. Fortæl om behovet for blot et par dage at snakke frit og udenfor referat. Det kan godt gøres uden at bryde nogens fortrolighed.

Noget af det tætteste, som man i dansk presse har været på at høre, om hvad der sker i Bilderberg, er tidligere DONG-direktør Anders Eldrup, der til Videnskab.dk i 2012 medvirkede i nedenstående artikel:

http://videnskab.dk/kultur-samfund/anders-eldrup-sadan-er-bilderberg-i-dag

En spændende artikel, der desværre ikke giver nogen entydige svar. Så endnu har vi ikke svaret på, om Bilderberg er skyggemagt eller børnehave.

Danmarksbloggen tror mest det sidste, men det er desværre utilpassede og opmærksomhedssøgende “børn” med altfor meget magt.

Læg dertil at disse “børnehave-børn” helt åbent vedstår, at de netværker med hinanden i de 2½ dage, som et Bilderberg-møde varer.

Så gad vide, hvor mange private job-tilbud det kaster af sig til kommende eks-statsledere? Og store ordrer fra staterne til de erhvervsledere, der deltager? Og mere af samme skuffe. Ja, det er der ingen, der ved. For der kommer jo ikke nogen information ud fra Bilderberg-møderne. Og netop dén slags aftaler er langt mere sandsynlige end mystiske teorier om skygge-regeringer og lignende.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

DONG og Nets sponserer Dronningens gravmæle

Udgivet den af
Svar

Når den tid kommer, skal Dronning Margrethe og Prinsgemalen Henrik hvile i Roskilde Domkirke under et sarkofag lavet af Bjørn Nørgaard, som også var manden bag gobelinerne på Christiansborg, som Dronningen fik i anledning af hendes 50 års-fødselsdag.

Men inden skal selve gravstedet gøres klart, så man har nu i flere måneder gravet ud til regentparrets sidste hvilested i Skt. Birgittes Kapel i Roskilde Domkirke. Foran kapellet kan man derfor også se en lille model af det store sarkofag, der kommer til at bestå af en glaskasse med guld på, der hviler på tre søjler af bornholmsk granit, færøsk basalt og grønlandsk marmor. Mellem søjlerne og glaskassen står tre elefanthoveder støbte i sølv.

Se billedserie her: http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/516443:Danmark–Billedserie–Her-skal-dronning-Margrethe-begraves

Den samlede pris for gravsted, sarkofag og restaurering af kapellet vurderes til at blive over 29 millioner kroner. Det er dyrt – og også for dyrt i disse tider.

Men som en gestus mod det land, der så billigt solgte dele af arvesølvet, har de nye ejere af henholdsvis DONG ENERGY og Nets besluttet at deles om udgifterne til regentparrets fornemme sarkofag – endda uden at forlange så meget som et lille logo, firmanavn eller andet på siden af sarkofaget.

Det synes Danmarksbloggen er god stil – især her en 1. april 🙂

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk