Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 13: Christian d. 4. og København gøres stor

Udgivet den 7. april 2014 af admin

Svar

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

CHRISTIAN D. 4. OG KØBENHAVN GØRES STOR

Christian d. 3. vandt borgerkrigen i Danmark og indførte Reformationen, altsammen i 1536, som derfor også på mange måder kan regnes som en skillelinie mellem middelalderen og renæssancen, omend både hans far og fætter, hhv. Frederik d. 1. og Christiern d. 2., på mange måder også var renæssance-fyrster.

Men fra 1536 og frem var det soleklart. Renæssancen var kommet til Danmark med dens fornyede interesse for videnskab, kultur og historie – og især antikken, som blev anset for en gylden tidsalder. Ordet renæssance kommer også af fransk og betyder født igen, og det henviser ikke til reinkarnation – men til at de gamle ideer om individet kom til ære og værdighed igen efter en middelalder, hvor det handlede om familien, om gruppen, og som på baggrund af dens katolske kirkeliv også blev kaldt både mørk og uoplyst.

At såvel sygepleje som fattigforsorg så havde langt bedre forhold i middelalderen pga. munkenes hellighuse, og at hygienjen var langt bedre i middelalderen pga. de offentlige badstuer, valgte man at glemme i renæssancen.

For nok er renæssancen en gylden tid, når vi taler om kunst og kultur – og især udenfor Danmarks grænser, hvor en Shakespeare, en Eramus af Rotterdam, en Thomas More og flere endnu skrev deres store værker – og hvor de italienske renæssancekunstnere med Michelangelo og da Vinci som de fornemste malede de billeder og lavede de skulpturer, som vi stadig begejstres over.

I Danmark kunne vi ikke rigtig hamle op med noget af det, omend Christian d. 4.´s mest berømte datter Leonora Christine i 1600-tallet skrev hendes selvbiografi “Jammers minde”, der er den første biografi skrevet på dansk, men den vender vi tilbage til i næste uge.

Men renæssancen var også en mørk tid. Det var nemlig i disse år, især i 1600-tallet, at heksebålene flammede i Europa, her de største religionskrige på europæisk jord fandt sted, og her de europæiske lande rejste ud i verden og undertvang sig andre folkeslag som slaver, inden turen gik hjem til Europa med guld, sølv og krydderier om bord. Så renæssancen var altså meget mere end bare ideernes og idealernes tidsalder.

I Danmark mærkede vi en del til det meste, selvom vikingernes æra forlængst var forbi, og Danmark nu blot var et land højt op i nord langt fra de lande, der kæmpede om magten i Europa.

Christian d. 3.´s søn Frederik d. 2., der var konge fra 1559 til 1588, er glemt af de fleste danskere idag, men han gjorde det godt. Så godt, at der blev talt om, at Danmark ikke havde været i bedre stand siden Gamle Kong Valdemar´s dage.

Frederik d.2. overtog også et land, der forlængst var kommet på fode efter borgerkrig og reformation, og hvor faderen havde fået styr på administrationen. Og som en god arvtager i det familiefirma, som den danske kongemagt var blevet det, forstod Frederik d. 2. – især efter 7-årskrigen mod Sverige – at gøre Danmark endnu stærkere.

Handlen – som altid har været det, som Danmark skal leve af – stortrivedes, også fordi der kom gang i søfarten. Videnskaberne blomstrede – der sad fx en Tycho Brahe og kiggede på stjerner ude på Hven. Landbruget gik godt. Der blev bygget over hele landet. Og endelig udgav Anders Sørensen Vedel danske folkeviser samt oversatte Saxo´s Danmarkshistorie til dansk fra det latin, som Saxo selv havde skrevet på.

Så da Frederik d. 2. døde i 1588, var det et på alle måder rigt og blomstrende Danmark, som han kunne give videre til sin søn, den da kun 10-årige kronprins Christian, der i dag kendes af alle som Christian d. 4.

En af kongerækkens mest farverige og facetterede konger, ikke altid lige smart, faktisk dummede han sig gevaldigt af og til, og så drak han altfor meget og kunne ikke finde ud af sit kærlighedsliv, men fik børn med en masse kvinder.

Men det er også ham, der med alle hans byggerier gjorde den lille hovedstad København til en rigtig storby. Ham, der ville så meget, og som på alle måder var meget dansk. En Anders And blandt konger, der troede, at han kunne det hele, men som tabte så meget og ikke skønnede på det, som han gjorde godt: Nemlig at sørge for, at København blev den smukke by, som den stadig er. For dét var en vision, der ville noget..

Og var der noget, som Christian d. 4 havde, så var det drømme og visioner for hans kongerige. Og hans energi for få dem alle ført ud i livet var enorm.

Han kunne sidde og drikke til langt ud på natten, men kl. 6 stod han op og gik igang med at skrive breve og ordne alt fra de største sager til småtingene. For ALT ville han have fingrene i – om det så var hvad for noget tøj, som børnene skulle have. Vi har bevaret mere end 3000 breve fra ham, og udover at han skrev godt, så var han også den første konge, som skrev på dansk … og det kan vi jo godt lide.

Man lad os starte med begyndelsen. Christian d. 4. var en kvik dreng, der også fik en god uddannelse. Som kun 10-årig mistede han dog sin far, så indtil han blev myndig, blev landet regeret af en formynder-regering.

Men så i 1596 tog Christian d. 4. for alvor selv fat. Pga handlen, landbruget og søfarten var der højvande i kassen, så nu skulle der bygges – og han byggede, så det stadig her 400 år efter er hans valg af bygninger, der kendetegner vores hovedstad: København.

Bygninger som Børsen, Holmens Kirke, Rosenborg Slot, Rundetårn, Tøjhuset og flere endnu kan alle tilskrives Christian d. 4., der derudover stod for at grundlægge flere nye bydele, bl.a Nyboder med Kastellet.

For slet ikke at tale om voldene, som først blev sløjfet midt i 1800-tallet. Og selv dér ikke alle steder. Faktisk findes voldene stort set intakte i en anden af hans bydele, nemlig den, der bærer hans navn, Christianshavn. Men også ved Kastellet og andre steder er der rester. Tivolisøen er fx også en rest af Christian d. 4.´s volde.

Christian d. 4.´s forbillede var også den nederlandske renæssance, og København skulle være Nordens Amsterdam med kanaler og handelshuse, og det lykkedes ganske godt på Christianshavn, hvad man kan se endnu, hvis man tager turen over Knippelsbro og derud.

Under Christian d. 4. voksede København simpelthen til dobbelt størrelse.

En hel enorm forøgelse, der passer godt med mandens ide-rigdom og store drømme. Han ville fx også gerne reformere skolevæsenet, så alle kunne lære at læse og skrive, men her var han 200 år for tidligt ude. Tiden forstod ham simpelthen ikke. På samme måde gik det hans drømme om at lave et dansk rigshospital – og det at forbedre forholdene for bønderne. Dét sidste gik adelen ikke med til.

Men et børnehus til de forældreløse børn blev det til. Og han skabte industri som silkespinderierne i København. Og han fik bygget skibe, så den danske flåde blev stor og mægtig.

Det fik Christian d. 4. også brug for. For flere gang i hans regeringstid var Danmark involveret i krige, og endnu var kongen selv med, hvad man også kan se på Marstrands berømte billede fra Slaget på Kolberger Heide, hvor kongen rejser sig efter at have fået skudt øjet i stykker og opfordrer til øget kamp. Heltemodigt, men det vandt ingen krige. Svenskerne var bedst på det tidspunkt.

Flest gange stod kampen nemlig mod Sverige, men også i Trediveårskrigen (den europæiske storkrig mellem katolikker og protestanter), hvor han ikke gjorde nogen god figur, for Christian d. 4. var elendig i krig. Derfor var det også en ekstra ærgrelse for ham at opleve den svenske heltekonge Gustav d. 2. Adolf, som blev kaldt Løven fra Norden, og som var en glimrende feltherre, indtil han faldt i slaget ved Lützen – og som efterlod sig en datter, Christina, der senere hen konverterede til fordel for den tro, som hendes far havde kæmpet imod. En mærkelig manøvre der betød, at hendes fætter Karl d. 10. Gustav kom på troen – til stor skade for Danmark, men nu forgriber vi begivenhedernes gang.

Endnu var Christian d. 4. konge i Danmark – og han havde også travlt med andet end krig og byggeri. Han lavede blandt andet masser af børn. Langt over 20, måske 30 børn fik han, vurderes det. Seks med hans første kone, dronning Anna Cathrine, der døde ung, en del med hans anden kone, Kirsten Munk, der var adelsdatter og som derfor ikke kunne blive dronning (det var noget, som kun fyrstedøtre kunne på det tidspunkt), nogle stykker med hans tredje kone Vibeke Kruse, der var borgerlig – og endelig nogle stykker med diverse elskerinder.

Christian d. 4. elskede alle sine børn højt – og sørgede godt for dem alle sammen, selvom han selvfølgelig havde yndlinge: Først den udvalgte Prins Christian, som skulle have været konge efter ham selv, men som i modsætning til sin far ikke kunne tåle de store mængder rhinskvin, og som derfor døde ung af et for højt alkoholforbrug.

Og dernæst datteren Leonora Christine, som Christian d. 4. havde med Kirsten Munk, som kongen elskede højt, men som han tilsidst forstødte, da hun var ham utro med Rhingreven – endda mens kongen var i krig. Der er også historier om, at hun forsøgte at forgive kongen, og det gør man ikke ustraffet. Kirsten Munk var heldig, at hun kunne nøjes med at blive forvist til Fyn for dén affære. I en del andre lande var hun formentlig blevet halshugget.

Ikke at Christian d. 4. afstod fra vold. For det gjorde han ikke. Et sort kapitel om den konge, der som den første ville statsfinansieret velfærd i Danmark, men var altfor tidligt ude, er det faktum, at han afskyede og forfulgte de såkaldte hekse i en grad, så næsten halvdelen af alle de cirka 1000 mennesker, mest kvinder, der blev brændt på bålet i Danmark, blev brændt i hans regeringstid. Han gik også flere gange egenhændigt ind og sørgede for, at en frifindelsesdom blev lavet om, så den ulykkelige alligevel var skyldig og skulle brændes.

Christian d. 4. var altså på alle måder en mærkelig og mange-facetteret mand, ikke altid sympatisk og så alligevel så levende og spændende. Ikke til at blive træt af, ikke til at blive færdig med.

Tilsidst blev han dog selv træt af det hele og trak sig den sidste tid mere eller mindre tilbage til sit lystslot Rosenborg, der dengang lå på landet lidt udenfor voldene, mens svigersønnerne med yndlingsdatteren Leonora Christines mand Corfitz Ulfeldt i spidsen skaltede og valtede med rigets sager og fik kørt et Danmark på vej ned endnu længere ned, samtidig med at barokken afløste renæssancen.

Og alt det, Leonora Christines fald og hævn, Frederik d. 3., tabet af Skåne og Enevældens indførelse skal vi høre om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie.

Læs tidligere afsnit her:

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ord, som skal ud af det danske sprog

Udgivet den 4. april 2014 af admin

Forrige fredag skrev Danmarksbloggen om gamle danske ord, som var på vej ud – men som fortjener at blive i det danske sprog:

http://danmarksbloggen.dk/?p=3876

I dag skal det handle om de ord, nye som gamle, som bruges altfor meget i Danmark. Ord, som skal UD AF SPROGET, da de udelukkende fodrer de fordomme og skel mellem mennesker, som der i forvejen er så altfor mange af.

Eksempler på ord, som intet godt gør, er:

Tøsefornærmet: Et udtryk, der signalerer, at kvinder (i modsætning til mænd) bliver fornærmet over ingenting, og at det behøver man sådan set ikke tage sig af. Det er jo “bare” en tøse-fornærmelse. Altså en grov nedvurdering af kvinder og deres følelser – og dermed også til kvinders ret til at blive vrede og sure og vise deres følelser.

Bøsserøv: Ordet bruges nedladende om homoseksuelle mænd, som chikaneres ene og alene pga deres seksualitet. Andre tilsvarende nedladende ord for homoseksuelle, både mænd og kvinder, er svans, bøssekarl, lebbe og betonlebbe. Men hvor mange gange skal det siges, at homo-, bi- og transseksuelle har ligeså meget ret til at leve et liv i fred og frihed som heteroseksuelle?!! Ligeså meget ret til at vise deres kærlighed offentligt, ligeså meget ret til alt muligt. For kærlighed og erotik handler ikke om køn, men om mennesker.

Smatso: Endnu et nedladende ord, som nogle mænd synes det er okay at bruge om kvinder. Det er i øvrigt en velkendt metode at kalde dem, som man gerne vil nedgøre, noget med dyr. Men det er bare ikke i orden, hverken over for menneskene eller dyrene.

Rundetrunte: Der var engang, hvor en trunte var en sød, lille pige. Idag er en rundetrunte en ung pige, der har haft mange og hyppigt skiftende sex-partnere. Der er altså tale om en nedvurdering af kvinden og hendes soleklare ret til at have sex med ligeså mange mænd/kvinder, som hun ønsker – uden at det siger noget som helst om hendes evner og egenskaber – og værdi som menneske.

Perker: Udlænding som regel af mellemøstlig herkomst. Ordet et desværre blevet så integreret i det danske sprog, at det også bruges af dem, som der tænkes på, når det siges. Ja, det har tilmed skabt en variant, nemlig plastic-perker, som er en ung som regel mand af etnisk dansk oprindelse, der taler og opfører sig om en dansker af mellemøstlig oprindelse. Men hvad enten vi taler perkere, plastic-perkere eller noget tredje, så laver ordet skel mellem mennesker, der bor og lever sammen i Danmark.

I min optik: Et af mange smarte ord og udtryk, som ivrigt bruges af de grupper, der gerne vil fremstå lidt klogere, lidt smartere end andre. Men man kan ligeså sige efter min mening. Det dækker præcist det samme, og alle forstår det. Og sådan er det med alle lignende ord og vendinger. Det er med garanti en måde, som det samme kan siges på med almindelige danske ord, som alle forstår.

Dovne-Robert og Fattig-Karina: To danskere, som for mange er lig med ALLE på kontanthjælp og andre overførselsindkomster. To danskere, som på uheldig måde i medierne har tegnet billedet af, hvad det vil sige at være nederst i det danske samfund, således så der nu er altfor let spil for dem, der hævder, at der ikke findes nød og fattigdom i Danmark, men kun dovenskab og kræve-mentalitet. Billedet holder selvfølgelig ikke (for der findes stor nød i Danmark), og det bliver kun værre af, når to helt almindelige danskere som du og jeg på den måde udstilles og nedgøres.

Kom gerne med flere ord, som skal ud af det danske sprog.

For fællesskab og sammenhold skabes kun, når vi behandler hinanden med respekt – og dét starter med den måde, som vi taler til hinanden på – og som vi behandler hinanden på.

Se evt. også Danmarksbloggen fra torsdag i sidste uge: http://danmarksbloggen.dk/?p=3978

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 12: Grevens Fejde og Reformationen

Udgivet den 31. marts 2014 af admin

Svar

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

GREVENS FEJDE OG REFORMATIONEN

Christiern d. 2. ville så meget. Danmarks skulle ud af middelalderen og ind i den renæssance, som her i starten af 1500-tallet kom buldrende.

Men istedet for fremgang og velstand blev slutningen af hans tid som konge den spæde start på den eneste borgerkrig, som vi nogensinde har haft i Danmark – dog nok bedre kendt under navnet Grevens Fejde.

Christiern d. 2´s farbror bliver konge i 1523, da Christiern d. 2. afsættes og snart efter fængsles i Sønderborg. Tiden er urolig. Nede i Tyskland sidder en bisp ved navn Martin Luther og er godt igang med sit oprør mod den katolske kirke. I virkeligheden ville han vist helst reformere romerkirken indefra, men sådan endte det som bekendt ikke.

Tværtimod er Reformationen den anden store skilsmisse i den kristne tros historie. Den første (Det Store Skisma) fandt sted flere århundreder tidligere og påvirkede kun lidt Danmark, da landet stort set ikke var kristnet endnu. Men altså nu blev vi mere end påvirkede i kampen mellem på den ene side den gamle katolske kirke, der havde og har paven som overhoved og så den nye lutherske, protestantiske kirke, der har fyrsten, altså kongen, som overhoved.

Mens Frederik d. 1. var konge, lykkes det at holde gemytterne i ro. Han spillede lidt på begge heste – og ingen ved præcis, hvad han selv troede på. Og var han ikke død, kunne Reformationen i Danmark måske være gået igennem uden ballade, men sådan skulle det ikke ske.

Nu handlede borgerkrigen – altså Grevens Fejde – også om mere end religion. Den handlede også om kongemagt – og om adel versus borgere og bønder. På den ene side stod borgerne og bønderne, som ville have deres støtte Christiern d. 2. tilbage – og på den anden stod adelen, der ville have Frederik d. 1.´s søn Christian d. 3.

At adelen for en stor dels vedkommende var katolske, mens Christian d. 3. var så ivrig en lutheraner, at han som kronprins var brudt ind i Oslos domkirke, og dér havde hærget og ødelagt mange hellige genstande, kan virke som et paradoks. Det samme at Christiern d. 2. (ihvertfald det meste af tiden – han skiftede nemlig ikke kun mening hele tiden, men også tro) var katolsk ligesom de fleste bønder var det – mens hans anden store fan-skare borgerne var protestantiske.

Men ihvertfald: Der var lagt i kakkelovnen, da Frederik d. 1. døde i 1533.

Og først var Christian d. 3 ikke sikker på, at han ville være konge over et Danmark, som han faktisk ikke forstod, født og opvokset i hertugdømmerne som han var det.

Men så en dag i 1534 gik grev Christoffer af Oldenborg (deraf navnet Grevens Fejde) i land på Sjælland for at erobre landet i Christiern d. 2´s navn. Samtidig med det ledte Skipper Clement fra Aalborg et oprør mod de jyske adelsfolk, hvor den ene nordjyske herregård efter den anden blev angrebet og brændt af. Og så mødtes Christian d. 3 med de jyske og fynske adelsfolk og sagde ja til at blive konge i Danmark.

Borgerkrigen var igang – og den skulle vare indtil juli 1536. Adelsborge blev brændt af, bønder og borgere dræbt i massevis, byer blev plyndret osv. Dét var et stort og meget langvarigt blodbad, der endte med at hele landet – pånær København – tilhørte Christian d. 3.

For landets hovedstad holdt ud, lige indtil alle rotter og alt græs bogstaveligt talt var spist – og Grevefejden endelig slut.

Christian d. 3. red ind i den besejrede hovedstad, og så blev reformationen i Danmark en realitet. Christian d. 3. dømte for evigt de katolske bisper fra embedet i Danmark og knækkede ved en stort anlagt ceremoni midt i byen bispestaven foran de forsamlede københavnere. Derpå blev kirkens store rigdomme konfiskeret, og bisperne fængslet.

Men resten af de gejstlige fik lov til at blive ved deres kirker. Nu skulle de bare prædike den nye lutherske lære – og den blev prædiket på dansk og ikke på latin. Så nu kunne folk faktisk forstå, hvad der blev sagt i kirken. Det var nyt. Der var heller ikke andet at lave end at lytte til præsten.

For hele middelalderens farverige mylder af figurer i kirken – både i troen med helgenerne og historierne, på vægge og lofter med kalkmalerierne og i kirkerummet med alle figurerne af Maria, Jesus og alle de andre forsvandt. Lofterne og væggene blev hvidtet, figurerne smadret eller gemt væk ligesom rosenkransen og alt det andet katolske fiks-fakseri. Nu skulle fokus være på ORDET – og kun ORDET.

Og det store ord havde Christian d. 3., der faktisk blev både meget dansk og en god regent, da først uroen var forbi. Han sørgede også for, at hans fætter, den tidligere konge Christiern d. 2., fik et noget bedre fængsel i Kalundborg, hvor han kunne ride ud og faktisk leve et liv, der materielt var på højde med det, som han havde levet som konge. Ja, de to fætre mødtes endda og havde det dejligt i hinandens selskab.

Christian d. 3. var konge indtil 1559, og da først Grevens Fejde og Reformationen var forbi, satte han skik på embedsværket og sørgede i det hele taget for, at Danmark gled let og elegant ind i renæssancen, der på mange måder er en mere moderne tid end middelalderen.

En tid, hvor individet spiller en større rolle, selvom man stadig var en del af en stand.

Og netop renæssancen, forholdene på land og by, Christian d. 3´s søn og især sønnesøn, en af Danmarkshistoriens mest berømte konger Christian d. 4. skal vi høre om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie.

Læs tidligere afsnit her:

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dansker udfordrer udenlandske medier på ZOO-sag

Udgivet den 29. marts 2014 af admin

Københavns Zoo må lægge ryg til meget i disse uger. Totalt uretfærdigt mener de fleste danskere, som godt kan skelne mellem mennesker, dyr, fakta og følelser. Danskere, som ikke baserer deres realitetsopfattelse på følelser.

Sent torsdag aften modtog Danmarksbloggen nedenstående skrevet på engelsk selvfølgelig, da det primært var ment til udenlandske reportere. Danmarksbloggen synes imidlertid at det er så godt, at alle læserne skal have mulighed for at læse det.

Så derfor kommer indlægget i dag i oversat form. Indlægget har udløst en del debat på Facebook.

Så mange dårlige kommentarer om Københavns Zoo. Skam jer for alle de negative kommentarer.

Københavns Zoo har altid været og er stadig en meget respekteret zoologisk have i Zoo-verdenen. Blandt andet pga. den åbenhed, som Zoo i København altid har stået for, også i forhold til ”at dræbe dyrene”.

Deres politik omkring ”dyredrab” er faktisk den samme som alle andre zoologiske havers – ihvertfald dem, der ikke gør en hemmelighed ud af det.

Jeg vil derfor gerne udfordre alle udenlandske reportere til at besøge deres lokale zoo og spørge dem, hvad de gør med de dyr, som de ikke kan beholde – men heller ikke sætte ud i naturen igen af hensyn til dyrenes helbred og velfærd. Jeg vil vædde med, at de gør det sammen, som man gør i København.

Forskellen er bare, at Københavns Zoo ikke gør en hemmelighed ud af det, som så mange andre zoologiske haver åbenbart gør det. Jeg håber virkelig, at ”amerikanske” journalister og reportere vil tage udfordringen op og spørge en zoologiske have i USA, hvad de gør. Eller at DR eller TV2 vil sende deres reportere udenfor Danmark til zoologiske haver for at høre om, hvad disse zoologiske haver gør i forhold til dyr, som de ikke kan have længere.

Og så er det en stor skam at se en dansk hotelejer (Hellerup Parkhotel), der uden blusel sælger ud af danske værdier som åbenheden bare for at beholde de amerikanske kunder.

Jeg elsker stadig Københavns Zoo, også fordi de er en del af et internationalt netværk, der sikrer den korrekte behandling af truede dyr i forhold til at bevare sunde dyre-grupper blandt de truede dyrearter.

Dette skrevet af en mand med en kæreste, fire børn, to hunde og en fugl.

Skrevet af: André Fleron, København, Danmark

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 11: Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke

Udgivet den 24. marts 2014 af admin

Svar

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

UNIONSTIDEN, CHRISTIERN D. 2 OG DYVEKE

Den sidste store regent i den danske middelalder var Margrethe (d.1.) Valdemarsdatter, som vi hørte om i sidste uge, og som døde i 1412 – 15 år efter at hun havde underskrevet Kalmarunionen, den union, der samlede Danmark, Norge og Sverige under een krone: Den danske.

Middelalderen varede godt 100 år mere, indtil renæssancen overtog. Unionen holdt nogenlunde ligeså længe med meget svingende succes (dog mest nedad mod fiasko) og aldrig noget bare i nærheden af det magtfulde styre, som det havde været under Margrethe.

Allerede under Margrethes efterfølger Erik af Pommern (konge 1412-1439) gik det … af Pommern til. Han indførte Øresundstolden, som på den ene side virkede som en genial idé, da den gav penge i kassen. Men den var også medvirkende til, at mange skibe anløb Helsingør og ikke anløb København, som dermed mistede indtægter (og det var skidt for landets hovedstad). Og så var Øresundstolden den direkte årsag til, at vi ikke fik Skåne, Halland og Blekinge tilbage efter Store Nordiske Krig i 1720. Men lige det kunne Erik af Pommern ikke vide noget om i 1400-tallet, så her skal han ikke skoses for den del. Men Erik af Pommern tabte alligevel det hele, startende med Sønderjylland og til slut hele Unionen. For han blev faktisk fyret af adelsmændene, der hellere ville have hans søstersøn Christoffer af Bayern til konge (konge 1440-1448).

Manden vidste stort set intet om Norden – vokset op som han var det i Sydtyskland. Uro og krig var også resultatet. Det endte dog med, at han blev kronet som konge af de tre riger, men ikke på een gang, men tre gange. Altså en gang pr. land. Unionen var godt i gang med at smuldre.

Christoffer døde som kun 31-årig – og der blev hvisket om giftmord, men ingen ved det. Faktum er, at han og hans meget unge dronning Dorothea ikke nåede at få nogen børn. Hun blev dog til gengæld gift med efterfølgeren Christian d. 1. (konge 1448-1481), der blev konge på et meget tyndt grundlag. Han var en datter-datter-sønne-søns dattersøn af Erik Klipping!!! Men konge blev Christian af Oldenburg, og han var ingen succes. Dels var han altfor hidsig, dels skrev han det usalige brev om, at hertugdømmerne for evigt skulle være udelte (et brev som holstenerne brugte som juridisk dokument i 1848 før Treårskrigen), og dels var Sverige gledet ud af Unionen. En fortjeneste gjorde han dog – han sørgede for, at Danmark fik sit første universitet i 1474: Københavns Universitet. For nu var landets hovedstad endeligt placeret.

Næst på tronen var sønnen Hans (konge 1481-1513), hvis lillebror Frederik var moderens Dorotheas yndling. Både Frederik og moderen mente, at han også skulle have noget af rigerne. Det mente Hans ikke, som var en handlekraftig herre, der fik slået fast, at kongen ikke ejer Danmark, men blot regerer landet. Og så var døren lukket for Frederik – i første omgang. For han blev konge … men det vender vi tilbage til.

Nu var Hans konge, og efter både forhandlinger med de svenske unionstilhængere og diverse militære slag blev Hans kronet i Stockholm i 1497. De tre unionslande havde nu selvstyre under den samme konge – altså lidt et Commonwealth, som man ser det i United Kingdom idag. Her holdt det dog kun i tre år til 1500, hvor Hans tabte et slag i Ditmarsken i Sønderjylland, som nok kunne være vundet i anden omgang. Men nu fløj rygtet til Norge og Sverige, at en flok bønder kunne besejre Kong Hans – og så fik modstanden mod den danske unionskonge næring – og Kong Hans´s dronning Christina måtte efter syv måneders belejring af Stockholms Slott, som dengang hed Tre Kronor, opgive.

Hans døde på en rejse, og så blev hans søn Christiern d. 2. (konge 1513-1523). Og ja, han hedder Christiern og ikke Christian.

Christiern havde haft en lidt usædvanlig opvækst, hvor han blandt andet havde været i huset hos en bogbinder i København. Livet igennem befandt Christiern d. 2. sig også bedre blandt borgere og købmænd end blandt adelen, som han aldrig helt forstod og foragtede, fordi de havde arvet og ikke selv havde skabt sig deres rigdomme og privilegier.

Som andre tronfølgere var Christiern statholder i Norge, mens han var kronprins, og det var her, at han mødte sit livs kærlighed: Dyveke, som sammen med sin mor Sigbritt var kommet til Norge fra Holland for at sælge kager. Begge blev de taget med til København, da han rejste hjem for at blive konge

Der findes ikke meget konkret viden om Christiern d. 2, men det er sikkert, at han havde Holland som idealstat og ønskede at indrette Norden som en stat á la Holland. Pudsigt nok kom også hans dronning derfra. Som konge kunne Christiern jo ikke gifte sig med den ligeledes hollandske Dyveke, der var borgerlig, men det kunne han med den habsburgske Elisabeth. Så det skete – dog med Christiern´s store modvilje, for han elskede Dyveke og nægtede at sende hende væk fra hoffet.

Det var man selvfølgelig meget utilfreds med i Elisabeths bagland, det fine habsburgske kejserhof. Men om det var dem, eller om det var ham, der blev halshugget for udåden, nemlig adelsmandenTorben Oxe, vides ikke. Men i 1517 døde Dyveke af forgiftede kirsebær.

Kongen – vild af sorg – skød derpå alle de adelige fra sig og regerede nu landene sammen med Malmös borgmester og moder Sigbritt. Dét faldt mange for brystet, undtagen måske lige borgere og købmænd, som fik mange frihedsrettigheder i disse år, så handel og udvikling kunne ske mere frit og uden hensyntagen til de ofte mere gammeldags og feudale adelige. Forholdene blev også bedre for bønderne.

Og Christiern d. 2 ville mere. NU skulle Sverige tilbage i Unionen, og Stockholm endte også med at overgive sig – og Christiern d. 2. blev kronet 4. november 1520 – og så skete katastrofen. Den svenske ærkebiskop Gustav Trolle hævdede, at alle hans egne politiske modstandere havde begået synder mod kirken – og at det kunne kongen ikke acceptere.

Alligevel var Christiern d. 2. reaktion ekstrem og frygtelig og kendes under navnet “Det Stockholmske Blodbad”, hvor mere end 84 svenske adelige og gejstlige blev halshugget på Stortorget i Stockholm. Den dag i dag kaldes Christiern d. 2. også for Christiern Tyran i Sverige – undtagen i Skåne, hvor de kalder ham Christiern den Gode. Måske fordi skåningene stadig føler et slægtsskab til og en længsel efter at komme hjem til Danmark?!

Det vides ikke. Men det var begyndelsen til enden for Kalmarunionen og for Christiern d. 2., der efterfølgende tog til Holland, og senere måtte opleve den tort at blive sat i fængsel, først på Sønderborg og siden i Kalundborg. Dog i gode kår, men uden dom og uden rettergang i mere end 27 år.

For i Danmark havde man mistet tålmodigheden med den mærkelige mand, der ikke rigtig kunne bestemme sig til, om han skulle kæmpe for sin krone. Han havde borgere og bønder med sig, men selv kunne han end ikke finde ud af, om han skulle blive i København eller tage til Jylland, da hans farbror, den kommende Frederik d. 1. – altså faderens forkælede lillebror, rejste op igennem Jylland som ny konge af tvillingeriget Danmark-Norge. Sverige var nemlig blevet sig selv igen under Gustav Vasa. Det siges, at Christiern på en dag sejlede mere end 20 gange frem og tilbage over Lillebælt – hver gang fordi nu havde han ændret mening igen!!!

Som en krølle på halen skal også fortælles, at da først Dyveke, den lille due, som Christiern d. 2. kaldte hende, var død, voksede kongens kærlighed til Elisabeth, og deres ægteskab blev kort, men lykkeligt.

Christiern d. 2. ville så meget – især for borgere og bønder, men istedet var hans udgang som konge i Danmark også indgangen til borgerkrigen i Danmark, bedre kendt under navnet Grevens Fejde. Og dén skal vi høre om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie.

Læs tidligere afsnit her:

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fordomme og forskelsbehandling er en farlig glidebane i sundhedssektoren

Udgivet den 23. marts 2014 af admin

Svar

Hvis man tror på fordommene om, at højtuddannede er intelligente og lavtuddannede ikke er, så lyder det rigtigt, at højtuddannede ikke skal have de samme tilbud som de lavtuddannede i sundhedssektoren, når vi taler om at komme sig efter en blodprop eller har fået konstateret sukkersyge og andre mere alvorlige ting.

Men selvom en del højtuddannede lever længere og lever et bedre liv end lavtuddannede – og at en del højtuddannede i reglen ikke behøver samme mængde rådgivning og genoptræning, da de selv sørger for en del af det, så gælder det langtfra alle.

Og så er det simpelthen så grundlæggende forkert at behandle folk forskelligt. Og nej, det er ikke fordi, at højtuddannede betaler mere i skat, at de skal have de samme tilbud som de lavtuddannede. Det er simpelthen fordi, at vi alle er borgere i Danmark – og at vi derfor skal behandles ens.

For forskelsbehandling er en farlig glidebane, som let tager os som samfund til et sted, hvor der er a- og b-mennesker – og måske endda også c- og d-mennesker. Og derfra er vejen til chikane og overgreb mod “de andre” ikke langt væk. Ja, den vej ligger ligefor.

Så nej, vi skal ikke forskelsbehandle i sundhedssystemet, men læger og sygeplejersker skal lave individuelle handlingsplaner for hver enkelt patient. For selvfølgelig er der forskel på, hvad der er behov for. Men vi skal ikke lade fordomme om sammenhængen mellem uddannelseslængde og evnen til at håndtere en alvorlig sygdom afgøre noget som helst.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Bramfri, fortørnet, hoven, liflig, olm og alle de andre

Udgivet den 21. marts 2014 af admin

Det danske sprog udvikler sig og ændres hele tiden.
Sådan har det altid været, og sådan vil det formentlig fortsætte.
Og det er, som det skal være.

Alligevel kan man godt ærgre sig over, at nogle ord formodes at være på vej ud … gode ord, som der faktisk ikke er en erstatning for, og som derfor vil betyde, at vores sprog bliver fattigere, hvis de en dag forsvinder.

Fem af de ord er: Bramfri, fortørnet, hoven, liflig og olm.

Gode stærke ord, som man næsten kan smage på, når man siger dem.
Men mange – især unge – ved ikke, hvad de betyder.

Danmarksbloggen bringer derfor her en oversættelse:

BRAMFRI: At sige ligeud og uden omsvøb, hvad man mener, og hvad man føler.
FORTØRNET: At være vred over noget, som man mener er uretfærdigt.
HOVEN: At møde andre med en overlegen og nedladende attitude.
LIFLIG: Når noget er dejligt og skønt på en måde, så man føler sig både forfrisket og opløftet, fysiske ting som fx et jordbær eller et glas champagne kan være liflige, men det kan også være lifligt at gå en sommermorgen og mærke duggen og blomsterduftene. Eller måske have en god samtale.
OLM: Gal, rasende – olm som en tyr, siger man.

Danmarksbloggen vil derfor opfordre alle til i flæng og så snart det er muligt at bruge disse herlige fem ord – og alle de andre lidt glemte, men absolut skønne danske ord.
Kom også gerne med nye ord …

Læs evt mere her: http://www.mx.dk/nyheder/danmark/story/14750983

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 10: Margrethe (d.1) Valdemarsdatter

Udgivet den 17. marts 2014 af admin

Svar

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

MARGRETHE (D.1) VALDEMARSDATTER

Valdemar Atterdag stod for Danmarkshistoriens formentlig største bedrift, da han nærmest ene mand samlede Danmark igen efter landet var pantsat. Og så alligevel overgik datteren måske faderen. Hun samlede nemlig hele Norden.

Men lad os starte med begyndelsen. Der stod ikke skrevet over den lille prinsesse Margrethes vugge, at hun skulle blive den største regent i Norden igennem alle tider. Men det blev hun.

Ret hurtigt stod det dog klart, at Margrethe ville blive dronning af Norge. Kun 10 år gammel blev den unge prinsesse nemlig gift med Norges kong Håkon. Ægteskabet blev dog først fuldbyrdet – som det hedder – flere år senere. 17 år gammel fik Margrethe således sit eneste barn sønnen Oluf.

Da Margrethe var 22 år i 1375, døde hendes far Valdemar Atterdag – og så kom Margrethe rejsende ned fra Norge med Oluf ved hånden og hævdede, at hendes søn i dén grad havde arveret til tronen. Teknisk set var der andre, der måske var tættere på. Og endnu mere teknisk set var Danmark et valgrige.

Men Margrethe stod som altid fast på sit, og stormændene har nok regnet med, at de sagtens kunne magte den unge pige, Margrethe, der i sin 5-6-årige søns navn skulle regere. Så man besluttede, at Oluf skulle være konge, og hans mor regere på hans vegne, indtil han blev myndig.

Stormændene kunne så ikke styre Margrethe. Tværtimod. Margrethe viste sig i den grad at være sin fars – Valdemar Atterdags – datter. Hun ville styre alt, og det lykkedes. For hun var klog, smidig og totalt skruppelløs.

Fx fik hun de skånske borge tilbage fra lybeckerne 10 år før tid ved en kombination af smidig forhandling – og sørøveri, som hun selvfølgelig benægtede ethvert kendskab til.

Margrethe fik også sønnens Oluf´s ret til den svenske trone på dagsordenen. Oluf´s farfar havde trods alt været svensk konge, og hans far norsk konge. Så den norske trone gav jo sig selv, og med farfaderen som gammel svensk konge og dermed en medfødt ret til Sveriges trone var grunden lagt til det, der blev hendes livs mesterstykke: Kalmar-unionen.

Men så skete katastrofen. I 1387 døde Oluf kun 17 år gammel. Og så ville spillet normalt være ude. Kvinder kunne ikke arve tronen – så når Oluf var væk, skulle en ny konge vælges. Og desuden var Margrethe jo ikke blodbeslægtet med hverken Norge eller Sveriges nylige konger, så de lande burde være helt udenfor rækkevidde. Der var også emner i Danmark, som kunne være blevet konge.

Men det skete ikke. I stedet blev Margrethe af landets rigsråder valgt til FRUE OG HUSBOND OG HELE RIGETS MÆGTIGSTE FORMYNDER. En mere mærkelig titel i Danmarkshistorien findes ikke. I praksis betød den, at Margrethe nu ikke mere officielt regerede på sin nu afdøde søns vegne, men på egne.

Kort efter skete det samme i Norge. Margrethe havde dermed officielt magten i både Danmark og Norge, men dronning var hun ikke i Danmark, kun i Norge og dér teknisk set enkedronning.

Rygterne gik, at hun havde ladet Oluf dræbe eller bortføre til Sydeuropa, fordi han var uduelig. Men det er kun rygter. Fakta er derimod, at da Margrethe havde styr på Danmark og Norge, vendte hun for alvor blikket mod Sverige, hvor svenskerne ville af med deres konge, Albrecht af Mecklenburg, og hvor Margrethe altså stadig – selv uden søn – mente, at hun havde noget at gøre.

Og selvfølgelig lykkedes det for hende med masser af forhandlinger, også under hånden med svenske stormænd, og et enkelt slag. Det eneste slag, som Margrethe stod i spidsen for. Hun foretrak ellers at undgå krige og militære slag, da man aldrig kender udfaldet af en krig. Hvorimod man – hvis man var Margrethe – kendte udfaldet, når man selv forhandlede.

Men her måtte der et slag til, og så blev Sverige også hendes, og samtidig adopterede hun en dattersøn af en af hendes søstre, den kun 5-årige Erik af Pommern, der blev valgt til konge og kronet som konge af samtlige tre riger. Og SÅ kunne Margrethe i 1397 (ti år efter Oluf´s død) underskrive Kalmar-unionen.

Norden var nu samlet – før første og eneste gang i historien. Og unionen holdt i mere end 100 år. Dog mest og bedst under Margrethe, da selvfølgelig aldrig slap tøjlerne, mens hun levede. Det gjorde hun indtil 1412, hvor hun kun 59 år gammel døde ombord på et skib på Flensborg fjord, godt i gang med at få Sønderjylland helt hjem til Danmark.

Margrethe, der også var meget religiøs, og som var blevet opdraget af Den Hellige Birgittas datter, blev derpå gravlagt i Sorø Klosterkirke, som hun ønskede det.

Men hendes ven bisp Lodehat fik hendes kiste flyttet til Roskilde Domkirke, hvor hun den dag i dag stadig ligger på den fineste plads bag alteret i kirkens kannikekor. Hendes hvide sarkofag med hende selv på toppen iført lang kjole og krone er kendt af de fleste – og står som et monument over en af de stærkeste og mest bemærkelsesværdige danske regenter gennem alle tider. Måske den stærkeste, den mest bemærkelsesværdige.

Efter Margrethe kom en række konger, der mere eller mindre heldigt kæmpede for at holde sammen på Unionen. I næste uge skal vi høre om dem – og især om ham, som det går galt for på så mange planer: Christiern d. 2.

Læs tidligere afsnit her:

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kan vi overlade kirkens kunstskat til kirken?

Udgivet den 12. marts 2014 af admin

De danske kirker vurderes at rumme kunst for millioner, ja måske milliarder.

Det er altså den rene kunstskat, som vore kirker ligger inde med. Men passes der godt nok på alle de skønne malerier, statuer, lysestager, alterkalke og så videre?

Noget tyder desværre på, at svaret er nej. Nedenstående artikel fra DR´s hjemmeside viser ihvertfald, at der er stjålet kunst fra de danske kirker for 76 millioner siden 2007:

http://www.dr.dk/Nyheder/Kultur/2014/03/11/180426.htm

I artiklen siger Formand for Landsforeningen af Menighedsråd Inge Lise Pedersen også:

“Vi giver med jævne mellemrum en opsang til menighedsrådene om, at de skal være opmærksomme på tyverier. Når vi hører om, at der er bølger af tyverier mod kirkerne, skriver vi typisk til menighedsrådene og beder dem om at sikre deres kirker. Og det er det, vi kan gøre.”

Citat slut.

Hun har fuldstændig ret. I Danmark er menighedsrådene 100% selvbestemmende over deres sogn og kirke. Spørgsmålet er så, om vi kan overlade kirkens kunstskat til kirken?

Danmarksbloggen mener nej, også selvom det på mange (andre) områder er fint med kirker og menighedsråd, der er selvstyrende og selvbestemmende.

Men her er et område, hvor man ikke kan forvente, at alle kirker og alle menighedsråd i hele Danmark skal besidde kompetancer – såvel faglige som økonomiske – til at forvalte den store kunstskat, som er i vores kirker.

Dén opgave skal istedet lægges i hænderne på professionelle kunstforvaltere – og det haster. For der stjæles som aldrig før i de danske kirker, og det vil både vi og kommende generationer lide under.

For kirkerne rummer store dele af al dansk kunst før 1800-tallet. Og nok virker tiden før år 1800 for mange som meget lang tid siden, men også årene op til år 1800 er en vigtig del af os selv og vores rødder. En del som vi behøver for at forstå, hvem vi er, og hvad Danmark er for et land.

Det er i mere end en forstand arvesølvet, der er i fare her.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 9: Valdemar Atterdag

Udgivet den 10. marts 2014 af admin

Svar

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

VALDEMAR ATTERDAG

Lykkemanden og heltekongen Valdemar Sejr døde i 1241, og det blev startskuddet til 100 år med ufred, brodermord, kongemord og den kongeløse tid.

Valdemar Sejrs søn med danskernes elskede dronning Dagmar var allerede død af et vådeskud, og nu blev alle tre sønner med den forhadte efterfølger dronning Bengerd konge efter tur.

Det var ingen lykke for Danmark. Den første Erik Plovplenning blev myrdet i 1250 på ordre fra sin bror Abel, der blev den næste konge. Han faldt på slagmarken i 1252, og så var det Christoffer d. 1.´s tur. Han døde i 1259 og blev ifølge et rygte forgiftet, men det er dog aldrig blevet bevist.

Næst på tronen kom Christoffers søn Erik Klipping, der kun var 10 år gammel, da hans far døde. Så hans mor regerede i hans sted de første år. Hun hed Margrethe Sambiria og havde altså samme formynderrolle som hende vi idag kalder Margrethe d. 1 – men Margrethe Sprænghest, som hun blev kaldt, var meget upopulær, så hende har man helst ville glemme.

Det ville sønnen også, da han blev voksen. For der var nok at slås med udover en mor, der stadig mente, at hun vidste, hvad der var bedst for Danmark. Kirken var blevet stor og magtfuld, de tidligere stormænd var nu adel og sad på deres jorde og ville helst styre alting selv uden for meget indflydelse fra en konge, søfarten, handlen og landbruget var for nedadgående, og alt og alle blev fattigere.

Danmark var med andre ord i krise – og Erik Klipping indførte den primitive skat, der gav ham hans tilnavn. Han sørgede for, at der blev klippet et stykke af hver sølvmønt. Det brød man sig ikke om, og den stærke danske adel fik i 1282 på det årlige stormøde i Nyborg, det såkaldte Danehof, Erik Klipping til at skrive under på en håndfæstning, dvs en lov der begrænsede kongens ret til at handle og gøre, som han selv ønskede.

Kongen skrev under. Men Erik Klippings dage var alligevel talte. 22. november 1286 skete det berømte kongemord i Finderup Lade, hvor han blev stukket ihjel. Den dag idag ved ingen, hvem der gjorde det. Samtiden gav Marsk Stig og otte andre af rigets førende mænd skylden.

Den næste konge var endnu en drengekonge, Erik Klippings kun 12-årige søn Erik Menved, der var konge helt frem til 1319. Erik Menved havde store drømme om at gøre Danmark rigt og mægtigt igen.

Men næsten alt gik galt. Hansa´en, altså primært købmændene fra Lübeck, sad på det meste af handlen, så pengene gik mod syd, også mange af de enorme summer, der kom fra det store sildefiskeri i Øresund. Danmark var på ingen måde et rigt og blomstrende land, da Erik Klipping døde – og det blev kun fattigere i Erik Menveds regeringstid.

Men det skulle blive endnu værre. Erik Menveds bror Christoffer d. 2 blev den næste konge, og under ham blev Danmark direkte ruineret, pantsat og kom på randen af undergang. Retfærdigvis skal også siges, at han blev svigtet og forrådt af dem, der kunne have hjulpet ham. Men alligevel … da Christoffer d. 2 døde i 1332, blev der ikke valgt nogen ny konge.

Danmark var istedet pantsat til greverne Gert og Johann, der sammen med andre tyske adelige havde pant i hele Danmark, fordi de havde lånt de danske konger penge.

For mange – især østdanskere, der var styret af Johann, har det betydet intet eller meget lidt i deres hverdag, at den øverste magt var en anden. Alligevel ønskede man sig under en dansk konge igen – eller en svensk som i Skåne, der hellere ville være under den svenske konge end under en tysk greve.

Som tiden gik, blev de to grever dog uvenner, og især grev Gert, der bestemte vest for Storebælt, mens grev Johann bestemte øst for Storebælt, begyndte at fare hårdere frem, og man blev mere og mere utilfreds med ham, både fra den jyske adels side – og fra grev Johanns side, der derfor hjælp den sidste danske konge Christoffer d.2´s søn Valdemar frem.

Skillelinien faldt 1. april 1340, hvor Niels Ebbesøn dræbte grev Gert. Den sidste danske konges søn Valdemar Atterdag – for ham var det – var nu konge af Danmark, hvilket i starten ikke var meget. For stort set hele landet var stadig pantsat.

Valdemar Atterdag var på det tidspunkt 20 år gammel, og han gik straks igang med den blanding af politisk snilde, list og hensynsløshed, der er uden sidestykke i Danmarkshistorien og som gjorde, at han på under tre årtier kunne samle Danmark igen til ét rige og genskabe kongemagten som en stærk, samlende kraft.

Han lovede fx som regel alt og alle, hvad de gerne ville høre – og så gjorde han derefter, som det passede ham. Og hvis nogen brokkede sig over, at han svigtede en aftale, så gjorde han dem tavse – som regel blot med ord. Men historien fortæller også om tre jyske stormænd, der ville noget andet, men som døde ved stranden i Middelfart, dræbte af fiskere, som det hed. Valdemar svor, at han intet havde med det at gøre – og så var den sag ikke længere. Andre dele af landet købte Valdemar Atterdag fri bid for bid eller han fik det foræret – eller tog det i kamp. Og sådan gik det år efter år med lige dele forhandling og af og til mere direkte magt.

Valdemar Atterdag havde nemlig en evne for politisk strategi og taktik som ingen andre konger i Danmark – og allermest kunne han den kunst, som det er at vente til eksakt det rette øjeblik – og rette sted. Og kombineret med en 100% fokusering på målet og absolut 0% hensyn til andre og andet end målet, så gav indsatsen pote.

Hans energi skal have været overmenneskelig – og ingen turde gå ham imod, heller ikke adelen, da han i 1346 solgte Estland til Den Tyske Ridderorden. Samme år red han i øvrigt frem og tilbage til Jerusalem, hvor han blev slået til Ridder af Den Hellige Grav. Desværre findes der ingen beskrivelse af den rejse.

Få år efter i 1348 kom pesten, der var et ødelæggende slag for Europa – og for Danmark. Selv blev Valdemar ikke ramt, og som det politiske geni han var, skyndte han sig at tage al den jord, som nu ingen ejere havde og sige, at det var hermed kongens jord.

Adelens mænd blev sure, men det nyttede ingenting. Valdemar Atterdag var 100% ligeglad, og adelen måtte acceptere, at kongemagten igen var blevet stærk, og at de ikke længere kunne gøre, som de selv ville.

Og sådan fortsatte Valdermar Atterdag. Fx da han i 1360 fik Skåne tilbage – efter selvfølgelig at have lovet den svenske konge landsdelen. Men et løfte var som bekendt i Valdemars øjne kun et løfte, sålænge det gav mening for ham selv og hans mål.

I 1361 erobrede han Gotland – og det var en direkte erobring. Gotland havde aldrig været dansk før, men Estland var jo solgt, og Valdemar ville gerne have et sted, der var dansk i den indre Østersø. Så en erobring måtte der til.

Med sådan en fremfærd må man få fjender, og det fik Valdemar Atterdag også. Fra alle sider kom de: Tyskland, Sverige og sågar hans egen svigersøn Kong Håkon af Norge. Men det afskrækkede ikke Valdemar Atterdag, der er kendt for at at have Atter en Dag som sit valgsprog, eller som det hed dengang: Ter Tage, altså Sikke tider – og ikke hverken: Der kommer atter en dag i betydningen Du har altid muligheden for at nå dine mål, eller: Atter dag over Danmark.

Så skete pludselig det uventede: Valdemar Atterdag rejste fra Danmark, og hans højre hånd Henning Podebusk overtog ledelsen. Eller sådan så det ud. For i virkeligheden virkede Valdemar Atterdag stadig bag linierne, hvor det lykkedes ham at splitte de fælles fjender, der ellers var gået i koalition mod Danmark.

Så når historikere hævder, at Valdemar Atterdag ene mand reddede Danmark, er der faktisk meget om sagen.

Som altid for de danske regenter skulle Sønderjylland blive det ømme punkt. Just som Valdemar Atterdag planlagde et felttog derned for en gang for alle at få orden på det sønderjyske spørgsmål, døde han på hans elskede Gurre Slot 24. oktober 1375 uden at efterlade sig sønner.

Men han havde en datter, ligeså klog, ja måske klogere end sin far, den mand der ene mand frelste et helt land. En bedrift, der ikke er overgået. Men det er datterens heller ikke. For hun samlede Norden. Vi kalder hende Margrethe d. 1, men hendes rette titel var frue og husbond og Rigets fuldmægtige formynder. Dronning var hun “kun” af Norge – og Sverige. Og hende skal vi høre om i næste uges Danmarkshistorie.

Læs tidligere afsnit her:

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

DANMARKSBLOGGEN

Bloggen om Danmark, Danskerne og Danskheden

Kategoriarkiv: Viden & Teknologi

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 13: Christian d. 4. og København gøres stor

Ord, som skal ud af det danske sprog

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 12: Grevens Fejde og Reformationen

Dansker udfordrer udenlandske medier på ZOO-sag

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 11: Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke

Fordomme og forskelsbehandling er en farlig glidebane i sundhedssektoren

Bramfri, fortørnet, hoven, liflig, olm og alle de andre

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 10: Margrethe (d.1) Valdemarsdatter

Kan vi overlade kirkens kunstskat til kirken?

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 9: Valdemar Atterdag