Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 12: Grevens Fejde og Reformationen

Udgivet den 31. marts 2014 af admin

Svar

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

GREVENS FEJDE OG REFORMATIONEN

Christiern d. 2. ville så meget. Danmarks skulle ud af middelalderen og ind i den renæssance, som her i starten af 1500-tallet kom buldrende.

Men istedet for fremgang og velstand blev slutningen af hans tid som konge den spæde start på den eneste borgerkrig, som vi nogensinde har haft i Danmark – dog nok bedre kendt under navnet Grevens Fejde.

Christiern d. 2´s farbror bliver konge i 1523, da Christiern d. 2. afsættes og snart efter fængsles i Sønderborg. Tiden er urolig. Nede i Tyskland sidder en bisp ved navn Martin Luther og er godt igang med sit oprør mod den katolske kirke. I virkeligheden ville han vist helst reformere romerkirken indefra, men sådan endte det som bekendt ikke.

Tværtimod er Reformationen den anden store skilsmisse i den kristne tros historie. Den første (Det Store Skisma) fandt sted flere århundreder tidligere og påvirkede kun lidt Danmark, da landet stort set ikke var kristnet endnu. Men altså nu blev vi mere end påvirkede i kampen mellem på den ene side den gamle katolske kirke, der havde og har paven som overhoved og så den nye lutherske, protestantiske kirke, der har fyrsten, altså kongen, som overhoved.

Mens Frederik d. 1. var konge, lykkes det at holde gemytterne i ro. Han spillede lidt på begge heste – og ingen ved præcis, hvad han selv troede på. Og var han ikke død, kunne Reformationen i Danmark måske være gået igennem uden ballade, men sådan skulle det ikke ske.

Nu handlede borgerkrigen – altså Grevens Fejde – også om mere end religion. Den handlede også om kongemagt – og om adel versus borgere og bønder. På den ene side stod borgerne og bønderne, som ville have deres støtte Christiern d. 2. tilbage – og på den anden stod adelen, der ville have Frederik d. 1.´s søn Christian d. 3.

At adelen for en stor dels vedkommende var katolske, mens Christian d. 3. var så ivrig en lutheraner, at han som kronprins var brudt ind i Oslos domkirke, og dér havde hærget og ødelagt mange hellige genstande, kan virke som et paradoks. Det samme at Christiern d. 2. (ihvertfald det meste af tiden – han skiftede nemlig ikke kun mening hele tiden, men også tro) var katolsk ligesom de fleste bønder var det – mens hans anden store fan-skare borgerne var protestantiske.

Men ihvertfald: Der var lagt i kakkelovnen, da Frederik d. 1. døde i 1533.

Og først var Christian d. 3 ikke sikker på, at han ville være konge over et Danmark, som han faktisk ikke forstod, født og opvokset i hertugdømmerne som han var det.

Men så en dag i 1534 gik grev Christoffer af Oldenborg (deraf navnet Grevens Fejde) i land på Sjælland for at erobre landet i Christiern d. 2´s navn. Samtidig med det ledte Skipper Clement fra Aalborg et oprør mod de jyske adelsfolk, hvor den ene nordjyske herregård efter den anden blev angrebet og brændt af. Og så mødtes Christian d. 3 med de jyske og fynske adelsfolk og sagde ja til at blive konge i Danmark.

Borgerkrigen var igang – og den skulle vare indtil juli 1536. Adelsborge blev brændt af, bønder og borgere dræbt i massevis, byer blev plyndret osv. Dét var et stort og meget langvarigt blodbad, der endte med at hele landet – pånær København – tilhørte Christian d. 3.

For landets hovedstad holdt ud, lige indtil alle rotter og alt græs bogstaveligt talt var spist – og Grevefejden endelig slut.

Christian d. 3. red ind i den besejrede hovedstad, og så blev reformationen i Danmark en realitet. Christian d. 3. dømte for evigt de katolske bisper fra embedet i Danmark og knækkede ved en stort anlagt ceremoni midt i byen bispestaven foran de forsamlede københavnere. Derpå blev kirkens store rigdomme konfiskeret, og bisperne fængslet.

Men resten af de gejstlige fik lov til at blive ved deres kirker. Nu skulle de bare prædike den nye lutherske lære – og den blev prædiket på dansk og ikke på latin. Så nu kunne folk faktisk forstå, hvad der blev sagt i kirken. Det var nyt. Der var heller ikke andet at lave end at lytte til præsten.

For hele middelalderens farverige mylder af figurer i kirken – både i troen med helgenerne og historierne, på vægge og lofter med kalkmalerierne og i kirkerummet med alle figurerne af Maria, Jesus og alle de andre forsvandt. Lofterne og væggene blev hvidtet, figurerne smadret eller gemt væk ligesom rosenkransen og alt det andet katolske fiks-fakseri. Nu skulle fokus være på ORDET – og kun ORDET.

Og det store ord havde Christian d. 3., der faktisk blev både meget dansk og en god regent, da først uroen var forbi. Han sørgede også for, at hans fætter, den tidligere konge Christiern d. 2., fik et noget bedre fængsel i Kalundborg, hvor han kunne ride ud og faktisk leve et liv, der materielt var på højde med det, som han havde levet som konge. Ja, de to fætre mødtes endda og havde det dejligt i hinandens selskab.

Christian d. 3. var konge indtil 1559, og da først Grevens Fejde og Reformationen var forbi, satte han skik på embedsværket og sørgede i det hele taget for, at Danmark gled let og elegant ind i renæssancen, der på mange måder er en mere moderne tid end middelalderen.

En tid, hvor individet spiller en større rolle, selvom man stadig var en del af en stand.

Og netop renæssancen, forholdene på land og by, Christian d. 3´s søn og især sønnesøn, en af Danmarkshistoriens mest berømte konger Christian d. 4. skal vi høre om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie.

Læs tidligere afsnit her:

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Løb med et skævt smil om munden … som Kronprinsen sagde

Udgivet den 29. marts 2014 af admin

Mens disse linier skrives, løbes der halvmarathon i de københavnske gader.

Kvinderne startede. Og en lille halv time efter var det mændenes – og de 30.000 motionisters tur til at starte på de lidt mere end 21 km i et fantastisk forårsvejr fuld af sol, blå himmel og en by fuld af blomster og grønne knopper.

Som dansker bliver man – helt ærligt – MEGET STOLT af at se sin hovedstad på den måde: Fyldt af et mylder af mennesker fra alle egne af verden forenet i en fælles interesse, nemlig løb.

Det billede er der så meget glæde, så meget liv, så meget mangfoldighed i. Måske vi lige skulle lade dén tanke stå et øjeblik:

For tænk hvis vi kunne have det sådan hver dag. Tænk hvis vi hver dag – også en kold og grå efterårsdag – åbnede vores by og vores land op for mennesker fra alle dele af verden. Så kunne den mangfoldighed og den righoldighed, som fylder de københavnske gader i dag, være hverdag i Danmark.

Så kunne vi – både som mennesker og som samfund – løbe og komme i mål med et skævt smil om munden, som Kronprinsen sagde det til løberne, da han startede mændene og motionisternes løb for et kvarter siden.

Den gode nyhed er, at vi kan have det sådan. Vi skal bare kaste vores fremmedangst og fremmedhad overbord … og møde resten af verden med tillid, tro og respekt for både os selv og alle andre.

Dét mål er da værd at løbe efter …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Så rapper ællingen … mod den store russiske bjørn

Udgivet den 28. marts 2014 af admin

Danmark sammenlignes tit med en ælling … en lille, sød og ganske harmløs ælling.

Den lille, danske ælling har dog F16-fly til sin rådighed, hvoraf seks nu sendes til Baltikum på anmodning af NATO.

I lyset af situationen på Krim føler de baltiske lande sig nemlig truede af Rusland, og de har derfor anmodet de andre medlemslande i NATO om hjælp.

Så derfor sender Danmark nu de seks F16-fly med mandskab til Estland, Letland og Litauen, hvor de skal afpatruljere luftrummet over de baltiske lande.

Den lille, danske ælling skal altså til at rappe mod den store, russiske bjørn …

Gad vide, om bjørnen overhovedet lægger mærke til det?

Den gør den nok nu, men den havde formentlig ikke gjort det, hvis det kun havde været ællingen, der stod og rappede. Men denne gang er ællingen ikke alene, men sammen med sine venner fra NATO – og det er både den amerikanske ørn, den engelske løve og så videre.

Og dé dyr kender den russiske bjørn så udmærket. De og den russiske bjørn har nemlig gennem hele Den Kolde Krig markeret deres territorier i forhold til hinanden. Dengang var de baltiske lande bare en del af den russiske bjørns jagtmarker, men det er Baltikum ikke mere.

Så det bliver interessant at se, hvad den danske ælling kan bidrage med i dén konflikt. Måske skulle den i stedet for F16-fly arbejde intenst med at skabe rammer for dialog og diplomati.

For når alt kommer til alt, så er en ælling ikke hverken det stærkeste eller det hurtigste dyr i verden – til gengæld kan den rappe MEGET HØJT og MEGET LÆNGE.

Og I H. C. Andersens fædreland ved vi jo godt, at ællingen til sidst forvandles til en flot, hvid svane ikke ulig den, som den russiske komponist Tjajkovskij har skrevet den fantastiske ballet “Svanesøen” om.

Så jo, vi har meget tilfælles – også med russerne, selvom de i øjeblikket opfører sig på måder, både i forhold til Krim, Ukraine og homo-, bi- og transseksuelle, som er helt uacceptable.

Men på bundlinien er vi alle – danskere, russere, baltere og alle andre – mere ens, end vi er forskellige.

Vi er alle mennesker … og det hele kan godt ende lykkeligt.

Så væk med våbnene, både i øst og i vest, og frem med samtalen. Det er det eneste, der du´r. RAP-RAP.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggen efterlyser: Nutidige symboler på den lyse og glade danskhed

Udgivet den 25. marts 2014 af admin

Mørke skyer trækker ind over Danmark … som så ofte før i de sidste 15-20 år.
Det er næsten ikke til at holde ud … men vi må ikke miste hverken modet eller håbet.

For der er lys derude, der er små spirer i den danske muld – det er Danmarksbloggen sikker på.

Men hvor og hvem og hvad?

Danmarksbloggen efterlyser derfor nutidige symboler på den lyse og glade danskhed, der rummer og tolererer og elsker frisind. For vi har brug for dem mere end nogensinde i denne mørke tid, hvad enten de er personer, organisationer eller noget tredje.

Danmarksbloggen selv kan komme i tanke om Kim Larsen og hans fænomenale sange, der mere end nogen andre sange har defineret den lyse danskhed i de fire-fem årtier, hvor de har været soundtracket til danskernes liv og hverdag. Samt selvfølgelig Niels Hausgaard, der med sit nordjyske lune så fint får fortalt så meget om danskerne og vores måde at være på.

Men hvem og hvad tænker du på? Skriv endelig her i kommentar-feltet. TAKKER.

Danmarksbloggen vil så i april køre en artikel-serie om nutidige symboler på den lyse og glade danskhed, som er så berigende for samfundet – og for os allesammen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Bramfri, fortørnet, hoven, liflig, olm og alle de andre

Udgivet den 21. marts 2014 af admin

Det danske sprog udvikler sig og ændres hele tiden.
Sådan har det altid været, og sådan vil det formentlig fortsætte.
Og det er, som det skal være.

Alligevel kan man godt ærgre sig over, at nogle ord formodes at være på vej ud … gode ord, som der faktisk ikke er en erstatning for, og som derfor vil betyde, at vores sprog bliver fattigere, hvis de en dag forsvinder.

Fem af de ord er: Bramfri, fortørnet, hoven, liflig og olm.

Gode stærke ord, som man næsten kan smage på, når man siger dem.
Men mange – især unge – ved ikke, hvad de betyder.

Danmarksbloggen bringer derfor her en oversættelse:

BRAMFRI: At sige ligeud og uden omsvøb, hvad man mener, og hvad man føler.
FORTØRNET: At være vred over noget, som man mener er uretfærdigt.
HOVEN: At møde andre med en overlegen og nedladende attitude.
LIFLIG: Når noget er dejligt og skønt på en måde, så man føler sig både forfrisket og opløftet, fysiske ting som fx et jordbær eller et glas champagne kan være liflige, men det kan også være lifligt at gå en sommermorgen og mærke duggen og blomsterduftene. Eller måske have en god samtale.
OLM: Gal, rasende – olm som en tyr, siger man.

Danmarksbloggen vil derfor opfordre alle til i flæng og så snart det er muligt at bruge disse herlige fem ord – og alle de andre lidt glemte, men absolut skønne danske ord.
Kom også gerne med nye ord …

Læs evt mere her: http://www.mx.dk/nyheder/danmark/story/14750983

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 10: Margrethe (d.1) Valdemarsdatter

Udgivet den 17. marts 2014 af admin

Svar

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

MARGRETHE (D.1) VALDEMARSDATTER

Valdemar Atterdag stod for Danmarkshistoriens formentlig største bedrift, da han nærmest ene mand samlede Danmark igen efter landet var pantsat. Og så alligevel overgik datteren måske faderen. Hun samlede nemlig hele Norden.

Men lad os starte med begyndelsen. Der stod ikke skrevet over den lille prinsesse Margrethes vugge, at hun skulle blive den største regent i Norden igennem alle tider. Men det blev hun.

Ret hurtigt stod det dog klart, at Margrethe ville blive dronning af Norge. Kun 10 år gammel blev den unge prinsesse nemlig gift med Norges kong Håkon. Ægteskabet blev dog først fuldbyrdet – som det hedder – flere år senere. 17 år gammel fik Margrethe således sit eneste barn sønnen Oluf.

Da Margrethe var 22 år i 1375, døde hendes far Valdemar Atterdag – og så kom Margrethe rejsende ned fra Norge med Oluf ved hånden og hævdede, at hendes søn i dén grad havde arveret til tronen. Teknisk set var der andre, der måske var tættere på. Og endnu mere teknisk set var Danmark et valgrige.

Men Margrethe stod som altid fast på sit, og stormændene har nok regnet med, at de sagtens kunne magte den unge pige, Margrethe, der i sin 5-6-årige søns navn skulle regere. Så man besluttede, at Oluf skulle være konge, og hans mor regere på hans vegne, indtil han blev myndig.

Stormændene kunne så ikke styre Margrethe. Tværtimod. Margrethe viste sig i den grad at være sin fars – Valdemar Atterdags – datter. Hun ville styre alt, og det lykkedes. For hun var klog, smidig og totalt skruppelløs.

Fx fik hun de skånske borge tilbage fra lybeckerne 10 år før tid ved en kombination af smidig forhandling – og sørøveri, som hun selvfølgelig benægtede ethvert kendskab til.

Margrethe fik også sønnens Oluf´s ret til den svenske trone på dagsordenen. Oluf´s farfar havde trods alt været svensk konge, og hans far norsk konge. Så den norske trone gav jo sig selv, og med farfaderen som gammel svensk konge og dermed en medfødt ret til Sveriges trone var grunden lagt til det, der blev hendes livs mesterstykke: Kalmar-unionen.

Men så skete katastrofen. I 1387 døde Oluf kun 17 år gammel. Og så ville spillet normalt være ude. Kvinder kunne ikke arve tronen – så når Oluf var væk, skulle en ny konge vælges. Og desuden var Margrethe jo ikke blodbeslægtet med hverken Norge eller Sveriges nylige konger, så de lande burde være helt udenfor rækkevidde. Der var også emner i Danmark, som kunne være blevet konge.

Men det skete ikke. I stedet blev Margrethe af landets rigsråder valgt til FRUE OG HUSBOND OG HELE RIGETS MÆGTIGSTE FORMYNDER. En mere mærkelig titel i Danmarkshistorien findes ikke. I praksis betød den, at Margrethe nu ikke mere officielt regerede på sin nu afdøde søns vegne, men på egne.

Kort efter skete det samme i Norge. Margrethe havde dermed officielt magten i både Danmark og Norge, men dronning var hun ikke i Danmark, kun i Norge og dér teknisk set enkedronning.

Rygterne gik, at hun havde ladet Oluf dræbe eller bortføre til Sydeuropa, fordi han var uduelig. Men det er kun rygter. Fakta er derimod, at da Margrethe havde styr på Danmark og Norge, vendte hun for alvor blikket mod Sverige, hvor svenskerne ville af med deres konge, Albrecht af Mecklenburg, og hvor Margrethe altså stadig – selv uden søn – mente, at hun havde noget at gøre.

Og selvfølgelig lykkedes det for hende med masser af forhandlinger, også under hånden med svenske stormænd, og et enkelt slag. Det eneste slag, som Margrethe stod i spidsen for. Hun foretrak ellers at undgå krige og militære slag, da man aldrig kender udfaldet af en krig. Hvorimod man – hvis man var Margrethe – kendte udfaldet, når man selv forhandlede.

Men her måtte der et slag til, og så blev Sverige også hendes, og samtidig adopterede hun en dattersøn af en af hendes søstre, den kun 5-årige Erik af Pommern, der blev valgt til konge og kronet som konge af samtlige tre riger. Og SÅ kunne Margrethe i 1397 (ti år efter Oluf´s død) underskrive Kalmar-unionen.

Norden var nu samlet – før første og eneste gang i historien. Og unionen holdt i mere end 100 år. Dog mest og bedst under Margrethe, da selvfølgelig aldrig slap tøjlerne, mens hun levede. Det gjorde hun indtil 1412, hvor hun kun 59 år gammel døde ombord på et skib på Flensborg fjord, godt i gang med at få Sønderjylland helt hjem til Danmark.

Margrethe, der også var meget religiøs, og som var blevet opdraget af Den Hellige Birgittas datter, blev derpå gravlagt i Sorø Klosterkirke, som hun ønskede det.

Men hendes ven bisp Lodehat fik hendes kiste flyttet til Roskilde Domkirke, hvor hun den dag i dag stadig ligger på den fineste plads bag alteret i kirkens kannikekor. Hendes hvide sarkofag med hende selv på toppen iført lang kjole og krone er kendt af de fleste – og står som et monument over en af de stærkeste og mest bemærkelsesværdige danske regenter gennem alle tider. Måske den stærkeste, den mest bemærkelsesværdige.

Efter Margrethe kom en række konger, der mere eller mindre heldigt kæmpede for at holde sammen på Unionen. I næste uge skal vi høre om dem – og især om ham, som det går galt for på så mange planer: Christiern d. 2.

Læs tidligere afsnit her:

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Er der stemning for en dæmning?

Udgivet den 15. marts 2014 af admin

Er der stemning for en dæmning?
Svaret er desværre ja.

For stadig flere danskere hopper med på dén vogn, der hedder at lukke alt og alle ude, der ikke er leverpostejfarvede og hedder -sen til efternavn. Dansk Folkeparti stormer med andre ord frem – og fremmedhadet (og fremmedangsten) trives som aldrig før.

Men løsningen er ikke, at vi lukker os inde og er os selv nok. Løsningen for Danmark – lille Danmark – er som altid at åbne sig, at rejse ud og at byde andre velkommen hertil.

Vi kan nemlig ikke det hele selv … selvtilstrækkelighed er i øvrigt også så kedeligt og forudsigeligt. Det gode sker, når vi rejser ud eller byder velkommen til Danmark: Så bliver vi nemlig både rigere, bedre og gladere. Så trives og blomstrer de danske farver sammen med alle de andre farver i mangfoldighedens herlige – og hellige – navn.

Så sker der for alvor noget, så får leverpostejen med rødbede selskab af alle de andre herlige retter fra hele kloden, og så bliver frokostbordet et rigtigt dejligt sted at være med noget for enhver smag.

Men mangfoldigheden er sat i skammekrogen pt. – og vi bygger mure og sætter grænser – og der er i dén grad stemning for en dæmning hele vejen rundt om vores skønne lille land.

Det er trist, men inden vi går helt ned, så se det her klip med den uforlignelige Niels Hausgaard. Det handler om netop dét, at der er stemning for en dæmning, både i forhold til klimaforandringerne og i forhold til de såkaldt fremmede, og der bliver sunget også 🙂 i slutningen af klippet.

Klippet er måske lidt langt og lidt gammelt og handler også om andre ting, men det gør ikke noget, når det er Danmarks fornemmeste komiker, der er på banen:

http://www.youtube.com/watch?v=JLN2jgeVZGk

Skulle man have lyst til mere Hausgaard (og hvem har i grunden ikke det – manden er jo genial) og endnu en sang – denne gang af en helt anden kaliber rent holdningsmæssigt, så se dettte klip, sangen er cirka 3:30 inde i klippet:

http://www.youtube.com/watch?v=i5ohsdmiWvw

Og lad os så revet dén dæmning ned, som Dansk Folkeparti er igang med at bygge sammen med de altfor mange danskere, der stemmer på dem.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kan vi overlade kirkens kunstskat til kirken?

Udgivet den 12. marts 2014 af admin

De danske kirker vurderes at rumme kunst for millioner, ja måske milliarder.

Det er altså den rene kunstskat, som vore kirker ligger inde med. Men passes der godt nok på alle de skønne malerier, statuer, lysestager, alterkalke og så videre?

Noget tyder desværre på, at svaret er nej. Nedenstående artikel fra DR´s hjemmeside viser ihvertfald, at der er stjålet kunst fra de danske kirker for 76 millioner siden 2007:

http://www.dr.dk/Nyheder/Kultur/2014/03/11/180426.htm

I artiklen siger Formand for Landsforeningen af Menighedsråd Inge Lise Pedersen også:

“Vi giver med jævne mellemrum en opsang til menighedsrådene om, at de skal være opmærksomme på tyverier. Når vi hører om, at der er bølger af tyverier mod kirkerne, skriver vi typisk til menighedsrådene og beder dem om at sikre deres kirker. Og det er det, vi kan gøre.”

Citat slut.

Hun har fuldstændig ret. I Danmark er menighedsrådene 100% selvbestemmende over deres sogn og kirke. Spørgsmålet er så, om vi kan overlade kirkens kunstskat til kirken?

Danmarksbloggen mener nej, også selvom det på mange (andre) områder er fint med kirker og menighedsråd, der er selvstyrende og selvbestemmende.

Men her er et område, hvor man ikke kan forvente, at alle kirker og alle menighedsråd i hele Danmark skal besidde kompetancer – såvel faglige som økonomiske – til at forvalte den store kunstskat, som er i vores kirker.

Dén opgave skal istedet lægges i hænderne på professionelle kunstforvaltere – og det haster. For der stjæles som aldrig før i de danske kirker, og det vil både vi og kommende generationer lide under.

For kirkerne rummer store dele af al dansk kunst før 1800-tallet. Og nok virker tiden før år 1800 for mange som meget lang tid siden, men også årene op til år 1800 er en vigtig del af os selv og vores rødder. En del som vi behøver for at forstå, hvem vi er, og hvad Danmark er for et land.

Det er i mere end en forstand arvesølvet, der er i fare her.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 9: Valdemar Atterdag

Udgivet den 10. marts 2014 af admin

Svar

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

VALDEMAR ATTERDAG

Lykkemanden og heltekongen Valdemar Sejr døde i 1241, og det blev startskuddet til 100 år med ufred, brodermord, kongemord og den kongeløse tid.

Valdemar Sejrs søn med danskernes elskede dronning Dagmar var allerede død af et vådeskud, og nu blev alle tre sønner med den forhadte efterfølger dronning Bengerd konge efter tur.

Det var ingen lykke for Danmark. Den første Erik Plovplenning blev myrdet i 1250 på ordre fra sin bror Abel, der blev den næste konge. Han faldt på slagmarken i 1252, og så var det Christoffer d. 1.´s tur. Han døde i 1259 og blev ifølge et rygte forgiftet, men det er dog aldrig blevet bevist.

Næst på tronen kom Christoffers søn Erik Klipping, der kun var 10 år gammel, da hans far døde. Så hans mor regerede i hans sted de første år. Hun hed Margrethe Sambiria og havde altså samme formynderrolle som hende vi idag kalder Margrethe d. 1 – men Margrethe Sprænghest, som hun blev kaldt, var meget upopulær, så hende har man helst ville glemme.

Det ville sønnen også, da han blev voksen. For der var nok at slås med udover en mor, der stadig mente, at hun vidste, hvad der var bedst for Danmark. Kirken var blevet stor og magtfuld, de tidligere stormænd var nu adel og sad på deres jorde og ville helst styre alting selv uden for meget indflydelse fra en konge, søfarten, handlen og landbruget var for nedadgående, og alt og alle blev fattigere.

Danmark var med andre ord i krise – og Erik Klipping indførte den primitive skat, der gav ham hans tilnavn. Han sørgede for, at der blev klippet et stykke af hver sølvmønt. Det brød man sig ikke om, og den stærke danske adel fik i 1282 på det årlige stormøde i Nyborg, det såkaldte Danehof, Erik Klipping til at skrive under på en håndfæstning, dvs en lov der begrænsede kongens ret til at handle og gøre, som han selv ønskede.

Kongen skrev under. Men Erik Klippings dage var alligevel talte. 22. november 1286 skete det berømte kongemord i Finderup Lade, hvor han blev stukket ihjel. Den dag idag ved ingen, hvem der gjorde det. Samtiden gav Marsk Stig og otte andre af rigets førende mænd skylden.

Den næste konge var endnu en drengekonge, Erik Klippings kun 12-årige søn Erik Menved, der var konge helt frem til 1319. Erik Menved havde store drømme om at gøre Danmark rigt og mægtigt igen.

Men næsten alt gik galt. Hansa´en, altså primært købmændene fra Lübeck, sad på det meste af handlen, så pengene gik mod syd, også mange af de enorme summer, der kom fra det store sildefiskeri i Øresund. Danmark var på ingen måde et rigt og blomstrende land, da Erik Klipping døde – og det blev kun fattigere i Erik Menveds regeringstid.

Men det skulle blive endnu værre. Erik Menveds bror Christoffer d. 2 blev den næste konge, og under ham blev Danmark direkte ruineret, pantsat og kom på randen af undergang. Retfærdigvis skal også siges, at han blev svigtet og forrådt af dem, der kunne have hjulpet ham. Men alligevel … da Christoffer d. 2 døde i 1332, blev der ikke valgt nogen ny konge.

Danmark var istedet pantsat til greverne Gert og Johann, der sammen med andre tyske adelige havde pant i hele Danmark, fordi de havde lånt de danske konger penge.

For mange – især østdanskere, der var styret af Johann, har det betydet intet eller meget lidt i deres hverdag, at den øverste magt var en anden. Alligevel ønskede man sig under en dansk konge igen – eller en svensk som i Skåne, der hellere ville være under den svenske konge end under en tysk greve.

Som tiden gik, blev de to grever dog uvenner, og især grev Gert, der bestemte vest for Storebælt, mens grev Johann bestemte øst for Storebælt, begyndte at fare hårdere frem, og man blev mere og mere utilfreds med ham, både fra den jyske adels side – og fra grev Johanns side, der derfor hjælp den sidste danske konge Christoffer d.2´s søn Valdemar frem.

Skillelinien faldt 1. april 1340, hvor Niels Ebbesøn dræbte grev Gert. Den sidste danske konges søn Valdemar Atterdag – for ham var det – var nu konge af Danmark, hvilket i starten ikke var meget. For stort set hele landet var stadig pantsat.

Valdemar Atterdag var på det tidspunkt 20 år gammel, og han gik straks igang med den blanding af politisk snilde, list og hensynsløshed, der er uden sidestykke i Danmarkshistorien og som gjorde, at han på under tre årtier kunne samle Danmark igen til ét rige og genskabe kongemagten som en stærk, samlende kraft.

Han lovede fx som regel alt og alle, hvad de gerne ville høre – og så gjorde han derefter, som det passede ham. Og hvis nogen brokkede sig over, at han svigtede en aftale, så gjorde han dem tavse – som regel blot med ord. Men historien fortæller også om tre jyske stormænd, der ville noget andet, men som døde ved stranden i Middelfart, dræbte af fiskere, som det hed. Valdemar svor, at han intet havde med det at gøre – og så var den sag ikke længere. Andre dele af landet købte Valdemar Atterdag fri bid for bid eller han fik det foræret – eller tog det i kamp. Og sådan gik det år efter år med lige dele forhandling og af og til mere direkte magt.

Valdemar Atterdag havde nemlig en evne for politisk strategi og taktik som ingen andre konger i Danmark – og allermest kunne han den kunst, som det er at vente til eksakt det rette øjeblik – og rette sted. Og kombineret med en 100% fokusering på målet og absolut 0% hensyn til andre og andet end målet, så gav indsatsen pote.

Hans energi skal have været overmenneskelig – og ingen turde gå ham imod, heller ikke adelen, da han i 1346 solgte Estland til Den Tyske Ridderorden. Samme år red han i øvrigt frem og tilbage til Jerusalem, hvor han blev slået til Ridder af Den Hellige Grav. Desværre findes der ingen beskrivelse af den rejse.

Få år efter i 1348 kom pesten, der var et ødelæggende slag for Europa – og for Danmark. Selv blev Valdemar ikke ramt, og som det politiske geni han var, skyndte han sig at tage al den jord, som nu ingen ejere havde og sige, at det var hermed kongens jord.

Adelens mænd blev sure, men det nyttede ingenting. Valdemar Atterdag var 100% ligeglad, og adelen måtte acceptere, at kongemagten igen var blevet stærk, og at de ikke længere kunne gøre, som de selv ville.

Og sådan fortsatte Valdermar Atterdag. Fx da han i 1360 fik Skåne tilbage – efter selvfølgelig at have lovet den svenske konge landsdelen. Men et løfte var som bekendt i Valdemars øjne kun et løfte, sålænge det gav mening for ham selv og hans mål.

I 1361 erobrede han Gotland – og det var en direkte erobring. Gotland havde aldrig været dansk før, men Estland var jo solgt, og Valdemar ville gerne have et sted, der var dansk i den indre Østersø. Så en erobring måtte der til.

Med sådan en fremfærd må man få fjender, og det fik Valdemar Atterdag også. Fra alle sider kom de: Tyskland, Sverige og sågar hans egen svigersøn Kong Håkon af Norge. Men det afskrækkede ikke Valdemar Atterdag, der er kendt for at at have Atter en Dag som sit valgsprog, eller som det hed dengang: Ter Tage, altså Sikke tider – og ikke hverken: Der kommer atter en dag i betydningen Du har altid muligheden for at nå dine mål, eller: Atter dag over Danmark.

Så skete pludselig det uventede: Valdemar Atterdag rejste fra Danmark, og hans højre hånd Henning Podebusk overtog ledelsen. Eller sådan så det ud. For i virkeligheden virkede Valdemar Atterdag stadig bag linierne, hvor det lykkedes ham at splitte de fælles fjender, der ellers var gået i koalition mod Danmark.

Så når historikere hævder, at Valdemar Atterdag ene mand reddede Danmark, er der faktisk meget om sagen.

Som altid for de danske regenter skulle Sønderjylland blive det ømme punkt. Just som Valdemar Atterdag planlagde et felttog derned for en gang for alle at få orden på det sønderjyske spørgsmål, døde han på hans elskede Gurre Slot 24. oktober 1375 uden at efterlade sig sønner.

Men han havde en datter, ligeså klog, ja måske klogere end sin far, den mand der ene mand frelste et helt land. En bedrift, der ikke er overgået. Men det er datterens heller ikke. For hun samlede Norden. Vi kalder hende Margrethe d. 1, men hendes rette titel var frue og husbond og Rigets fuldmægtige formynder. Dronning var hun “kun” af Norge – og Sverige. Og hende skal vi høre om i næste uges Danmarkshistorie.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri og
konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

SUPERT

Udgivet den 7. marts 2014 af admin

Supert er et af tidens store mode-ord – og vi bruger det hele tiden.

Vil du have mælk i kaffen?
Ja, tak. Supert.

Jeg lægger møde-referaterne her.
Supert. Det er perfekt.

Vi skal på weekend til Rom.
Ai, supert. God tur.

Men har vi ikke glemt, hvad ordet egentlig handler om? Er der ikke gået lidt inflation i ordet supert?

For nej, det er ikke supert, når hende bag disken husker at spørge, om man vil have mælk i kaffen – det er service.
Det er heller ikke supert, når kollegaen lægger referaterne 10 cm længere til højre på skrivebordet. Det er hverdag.
Og det er heller ikke for alvor supert, når veninden mener, at det er supert at rejse på weekend til Rom. Flere tusind danskere rejser til Rom hvert år, og så langt er der heller ikke derned.

Supert kræver lidt mere. Ja, faktisk noget mere.

Fx at hende bag disken i cafeen som en anden Pippi Langstrømpe løftede en ko op i luften for at malke mælk direkte fra yver og ned i kaffekoppen. Dét ville være supert.
Eller at kollegaen kunne have referaterne klar, INDEN mødet startede. Det fortjente også et supert.
Samt at det for alvor ville være supert, hvis man var på vej til Rom for at møde paven eller måske deltage i en tidsrejse tilbage til dengang Colesseum var Colesseum for fuld udblæsning med kejsere, løver, gladiatorer og hele pivtøjet.

Det ville alt sammen være rigtig meget supert. Ja, måske endda supert med super på.

Super er i øvrigt latin og betyder over, opad, oppe over, oven, ovenover, ovenpå.
Så super er noget, der er over hverdagen og det velkendte. Noget der er større og mere.

Så ved vi det – og det er vel i grunden supert.

God weekend.
Håber den bliver super.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

DANMARKSBLOGGEN

Bloggen om Danmark, Danskerne og Danskheden

Kategoriarkiv: Kunst & Kultur

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 12: Grevens Fejde og Reformationen

Løb med et skævt smil om munden … som Kronprinsen sagde

Så rapper ællingen … mod den store russiske bjørn

Danmarksbloggen efterlyser: Nutidige symboler på den lyse og glade danskhed

Bramfri, fortørnet, hoven, liflig, olm og alle de andre

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 10: Margrethe (d.1) Valdemarsdatter

Er der stemning for en dæmning?

Kan vi overlade kirkens kunstskat til kirken?

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 9: Valdemar Atterdag

SUPERT