Russiske ubåde i Storebælt

I går sejlede to russiske u-både helt åbenlyst – på vandoverfladen – gennem Storebælt.

Det foregik efter reglerne. Der er tale om internationalt farvand, og de to u-både blev eskorteret, som de skal det iflg. Forsvaret.

Læs evt. mere her: http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2015/05/13/160353.htm

Hvad der til gengæld ikke meldes noget om er, hvor de to russiske ubåde skulle hen – og hvor de kom fra?

To spørgsmål, som Danmarksbloggen godt kunne tænke sig besvaret – især set i lyset af den spændte situation mellem Vesten og Rusland.

Danmarksbloggen er heller ikke sikker på, at russiske – og andre – ubåde altid melder deres ankomst til Danmark. Tværtimod tyder meget på, at den undersøiske aktivitet under radaren er taget til i Østersø-området – jvf. jagten på ukendte ubåde i den stockholmske skærgård i efteråret.

I Danmark vil vi endda næppe opdage, at der overhovedet ER ubåde tilstede i vore farvande, medmindre de selv giver sig at kende. Vi kan heller ikke sende en ubåd ned og tjekke. For vi har simpelthen ikke længere ubåde i Danmark – til trods for at vi er omgivet af vand til alle sider – og at vi har et meget stort land, som ikke er medlem af NATO, liggende mod øst.

Et mærkeligt forhold, som Danmarksbloggen skrev om allerede for over et halvt år siden. Læs evt. mere her: http://danmarksbloggen.dk/?p=5671

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Så rapper ællingen … mod den store russiske bjørn

Danmark sammenlignes tit med en ælling … en lille, sød og ganske harmløs ælling.

Den lille, danske ælling har dog F16-fly til sin rådighed, hvoraf seks nu sendes til Baltikum på anmodning af NATO.

I lyset af situationen på Krim føler de baltiske lande sig nemlig truede af Rusland, og de har derfor anmodet de andre medlemslande i NATO om hjælp.

Så derfor sender Danmark nu de seks F16-fly med mandskab til Estland, Letland og Litauen, hvor de skal afpatruljere luftrummet over de baltiske lande.

Den lille, danske ælling skal altså til at rappe mod den store, russiske bjørn …

Gad vide, om bjørnen overhovedet lægger mærke til det?

Den gør den nok nu, men den havde formentlig ikke gjort det, hvis det kun havde været ællingen, der stod og rappede. Men denne gang er ællingen ikke alene, men sammen med sine venner fra NATO – og det er både den amerikanske ørn, den engelske løve og så videre.

Og dé dyr kender den russiske bjørn så udmærket. De og den russiske bjørn har nemlig gennem hele Den Kolde Krig markeret deres territorier i forhold til hinanden. Dengang var de baltiske lande bare en del af den russiske bjørns jagtmarker, men det er Baltikum ikke mere.

Så det bliver interessant at se, hvad den danske ælling kan bidrage med i dén konflikt. Måske skulle den i stedet for F16-fly arbejde intenst med at skabe rammer for dialog og diplomati.

For når alt kommer til alt, så er en ælling ikke hverken det stærkeste eller det hurtigste dyr i verden – til gengæld kan den rappe MEGET HØJT og MEGET LÆNGE.

Og I H. C. Andersens fædreland ved vi jo godt, at ællingen til sidst forvandles til en flot, hvid svane ikke ulig den, som den russiske komponist Tjajkovskij har skrevet den fantastiske ballet “Svanesøen” om.

Så jo, vi har meget tilfælles – også med russerne, selvom de i øjeblikket opfører sig på måder, både i forhold til Krim, Ukraine og homo-, bi- og transseksuelle, som er helt uacceptable.

Men på bundlinien er vi alle – danskere, russere, baltere og alle andre – mere ens, end vi er forskellige.

Vi er alle mennesker … og det hele kan godt ende lykkeligt.

Så væk med våbnene, både i øst og i vest, og frem med samtalen. Det er det eneste, der du´r. RAP-RAP.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk