Gamle danske sange: Danmark, nu blunder den lyse nat – den danske sommerdrøm

Danmarksbloggen fortsætter i dag årets første sommerserie. Nemlig den om:

GAMLE DANSKE SANGE

Hver tirsdag i syv uger vil Danmarksbloggen publicere og fortælle om en af de gamle danske sange.

I dag handler det om:

Danmark, nu blunder den lyse nat – den danske sommerdrøm

Sommer og lyse nætter hører sammen i Danmark. Digtere og sangere har gennem alle tider hyldet disse nærmest magiske nætter, hvor mørket aldrig bliver fuldstændigt – men hvor tusmørket ligger fortryllende og besnærende over by og land.

Én sang forbindes dog mere end nogen andre med disse særlige nætter, nemlig Thøger Larsens ”Danmark, nu blunder den lyse nat”, der oprindelig blev skrevet som et lejlighedsdigt til Jeppe Aakjærs sommerfest og trykt første gang i 1914.

Men teksten var så helstøbt, at den hurtigt blev kendt og elsket over hele Danmark – og i dag er den optaget i Kulturkanonen.

Næsten alle synger sangen på Oluf Rings oprindelige melodi fra 1922, men også både Carl Nielsen, Jørgen Bentzon, Otto Mortensen m.fl har skrevet musik til teksten. Ingen af dem har dog formået at slå Oluf Rings version af pinden. Den er simpelthen en fast del af drømmen om den danske sommerlykke.

Læs her hele sangen:

DANMARK, NU BLUNDER DEN LYSE NAT:

Danmark, nu blunder den lyse nat
bag ved din seng, når du sover.
Gøgen kukker i skov og krat.
Vesterhavet og Kattegat
synger, imens det dugger,
sagte som sang ved vugger.

Danmark, du vågner med søer blå
mætte som moderøjne.
Alt, hvad i dine arme lå,
lader du solen skinne på
ser, hvor det yppigt glider,
frem af forgangne tider.

Lærker, som hopped af æg i vår
svinder i himlens stråler.
Tonerne ned med lyset går,
samme sang som i tusind år.
Lykken fra glemte gruber
klinger af unge struber.

Hyldene dufter i stuen ind
ude fra Danmarks haver.
Kornet modnes i sommervind
Hanegal over lyse sind
stiger bag gavl og grene,
hvæsset som kniv mod stene.

Køer og heste og får på græs
hen over brede agre,
åbne lader for fulde læs,
sejl, som stryger om klint og næs,
byger, som går og kommer, –
det er den danske sommer

Pigernes latter og lyse hår
leg, som får aldrig ende,
øjnene blå som vand i vår
mildt om et evigt Danmark spår
sol over grønne sletter
lykke og lyse nætter.

Syng endelig med … i dag og alle andre dage.

Læs tidligere indlæg her:

Midsommervisen: http://danmarksbloggen.dk/?p=6857

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danske bær: Jordbær

Danmarksbloggen starter i dag sin anden sommerserie, som løber i syv uger, og som skal handle om bær. Og hvad er vel mere naturligt end at starte med jordbærret, der også har sin højsæson netop nu?

Jordbær

Intet bær er så elsket i Danmark som det søde, røde jordbær, der for næsten alle danskere er synonymt med sommer, sol og lange, lyse dage. Danmarksbloggen skrev også om det sidste år. Læs mere her: http://danmarksbloggen.dk/?p=1623

I gamle dage – og det er i denne sammenhæng ikke længere end cirka 30 år siden – var det normalt udelukkende at kunne købe jordbær i ganske få uger om året. Men nye sorter, drivhuse osv har betydet, at jordbærsæsonen er forlænget, så den nu starter omkring Grundlovsdag d. 5. juni og ofte løber indtil starten af august – for de danske jordbær vel at mærke.

For udenlandske jordbær kan man få året rundt, men de smager nu ikke ligeså meget af sol og sommer, er de fleste danskere enige om.

Jordbær vokser i planter tæt på jorden og er faktisk en urt med trekoblede blade, hvis frugt, altså bærret, består af en mængde nødder placeret på en saftig blomsterbund.

Jordbær spises selvsagt ad libitum eller sammen med mælk/fløde – men er også anvendt i grød, saft, kager, desserter og meget mere.

Den første dyrkning af de røde bær i Danmark antages at være foregået i slutningen af 1300-tallet, men først i slutningen af 1500-tallet blev jordbærret lidt mere udbredt – i hvert fald i overklassen.

I 1595 skal en last jordbær således være sendt fra Mecklenburg i Nordtyskland til Nykøbing Slot på Falster, og få år senere besluttede Christian d. 4.´s dronning Anna Cathrine, at 173 potter jordbær fra hendes slotshave skulle bruges til at lave jordbærsnaps.

Men der skulle alligevel gå næsten yderligere 150 år, før en egentlig dyrkning og handel med jordbær tog fart i 1730´erne.

På verdensplan findes der i dag i alt cirka 2000 jordbærsorter – og i Danmark cirka 200.

Sorterer man de typiske jordbærsorter i Danmark efter hvornår de kommer i løbet af sæsonen, ser det således ud:

Tidlig: Zefyr, Honeoye og Dybdahl

Middel: Korona, Polka, Elsanta, Kent, Sengana og Kimberly

Sen: Dania og Symphony

Meget sen: Florence og Pandora

Spis, spis, spis …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Døgnfluer og udlændinge

Døgnfluer er i høj kurs for øjeblikket – døgnfluer i form af valgløfter – og holdninger, der ofte drejer sig om udlændinge. Men med meget forskelligt udgangspunkt.

Dansk Folkeparti vil bygge en fæstning om Danmark og lukke absolut ingen ind – medmindre de er hvide og spiser gris.

Venstre er enig, men vil dog gerne tillade, at østeuropæerne kommer hertil. For de arbejder nemlig til en lavere løn end danskerne – hvilket betyder, at mange danskere ikke kan få arbejde, hvis Venstre kommer til magten. De konservative er også med på social dumping af store grupper af danskere. For stik mod hvad de to partier siger, så bekymrer de sig ikke om den almindelige dansker, men kun om dem, der har pengepungen i orden.

Radikale vil have alle ind, der kan besætte et job, som ingen danskere kan. Liberal Alliance er til en vis grad enig.

Socialdemokratiet og SF er derimod enige om, at vi skal undgå social dumping – men at vi også skal tage os af flygtninge, selvom der ikke skal komme for mange udlændinge ind i Danmark. Det mener Kristendemokraterne også – altså den del med flygtningene.

Enhedslisten og Alternativet anlægger derimod det medmenneskelige synspunkt, når de anfører, at det drejer sig om at indrette samfundet, så vi deles om de goder, som der er så mange af i Danmark.

Som Danmarksbloggen ser det, kan politiske løfter omkring udlændinge være døgnfluer. Udlændigedebatten i sig selv er dog ingen døgnflue, men derimod en sejlivet klassiker i dansk politik, som man både kan vinde og tabe et valg på.

Fluen på billedet Danmarksbloggens Facebook-side i dag er i øvrigt en døgnflue, formentlig af arten Ephemera Vulgata, på dansk sø-majflue.

https://www.facebook.com/danmarksbloggen.danmarksbloggen?ref=aymt_homepage_panel

Den kan – trods sit skræmmende udseende – hverken stikke eller bide eller noget andet. Og står derfor på den måde i skarp kontrast til mange politikere – også fordi den er kendt for at bevæge sig med stor ynde, når den sammen med sine artsfæller flyver over vandhuller og fugtige enge.

Danmarksbloggen vil lade det være op til læserne selv at danne indre billeder af partilederne i let dans på grønne sommerenge.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Pinse og nattergalesang

Pinse. Så er det ud i haven – eller i skoven. Til karneval eller måske maraton. Man kan også gå i kirke – endda udendørs. Eller grille. Eller … Der er så mange muligheder.

Man kan også vælge stilheden, som nogen gange høres bedst, når den akkompagneres af nattergalen, der synger ligenu.

Den lille fugl med de fortryllende triller synger i øvrigt døgnet rundt, men høres bedst ved solnedgang eller solopgang, når den som oftest synger i småkrat ved vandhuller ude i naturen.

Men som en person, jeg holder meget af, oplevede det, så synger nattergalen også i en baggård i den bruneste del af det bruneste København – og det er ganske vist.

For ja, sådan er nattergalene. De synger ligeså gerne for fattige fiskere som for magtfulde kejsere, og de bor ligeså gerne i baggårde som ved palæer …

Nattergale minder på den måde lidt om Helligånden, som kommer her ved pinsetide: Ånden, sangen, stemmen og kraften går igennem alt, bryder alle grænser, sprænger alle skel …

Og det er – også – ganske vist.

God pinse.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: 1970´erne

Sidste år var der Danmarksbloggens Danmarkshistorie hver mandag. Se link til sidste del her, hvor der er links til alle de øvrige dele af Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=5899

Og nu er vi så i gang med Kvindernes Danmarkshistorie. For som bekendt er det i år 100 år siden, at kvinderne i Danmark fik stemmeret. Så Danmarksbloggen vil hver mandag frem til Grundlovsdag d. 5. juni beskæftige sig med en eller flere kvinder, der har spillet en markant rolle i Danmarkshistorien.

I dag skal det handle om 1970´erne og nogle af de kvinder, som gjorde sig særligt bemærkede i netop dét årti.

1970´erne: Dronninger

1970´erne er uden sammenligning dét årti, hvor kvinderne har opnået mest. Alt det, som der var blevet arbejdet for i næsten 100 år, nærmest eksploderede i dette årti, der meget passende også indeholdt FN´s Internationale Kvindeår i 1975. Kvinderne kom med andre ord nu til fadet.

Størst og vigtigst var loven om fri abort fra 1973, der – endelig – gav kvinden 100% ret til at bestemme over sin egen krop og sit eget liv. Senere i 1976 kom så loven om lige løn for lige arbejde. Det er så desværre endnu ikke (i 2015!) en realitet, så som altid er kampen ikke slut endnu. I 1978 kom loven om, at mænd og kvinder skal behandles lige på det danske arbejdsmarked. Det er desværre heller ikke på plads endnu.

Men vi er på vej – og det var kvinderne i sandhed også i 1970´erne, hvor de blev kaldt rødstømper, og der var demonstrationer, marcher og kvindelejre overalt i den vestlige verden. Og i Danmark blev det hele endda kronet med, at vi fik en regerende dronning på tronen, men også mange andre slags danske dronninger manifesterede sig i 1970´erne.

Vi starter dog med Margrethe d. 2. af Danmark, der en iskold januar-dag i 1973 blev udråbt som Danmarks dronning fra Christiansborg. Hun var ganske ung, kun 32 år, men hun vidste, hvad der ventede – og lige siden – i mere end 40 år – har hun været danskernes dronning.

Og vi er mange, der ikke har kendt til – eller kan huske – andre regenter end Margrethe d. 2., der især i sine nytårstaler får sagt noget, som mange danskere kan lide at høre, nemlig de kongelige røfler om, at vi skal opføre os bedre overfor dem, der er kommet til Danmark fra andre lande – og som er lidt anderledes end vi har været vant til. Især den fra 1984 om de små dumsmarte bemærkninger, som vi ikke kan være bekendt, vil for altid være knyttet til Margrethe d. 2´s navn sammen med diverse billeder af en farverig kvinde med stor glæde for kultur og kunst, som hun også dyrker og viser frem offentligt.

For Margrethe d. 2. er ligeså meget kunstner som hun er kvinde og dronning.

En anden dronning fra 1970´erne, er Lise Nørgaard, født 1917, forfatter og journalist, der i netop dette årti skrev tv-serien over dem alle: Matador, tv-serien, der har status som både danmarkshistorie, kulturarv og dansk identitet. Ideen til serien og oplægget til mange af personerne fik hun fra sin egen opvækst i Roskilde, men Lise Nørgaard hentede inspiration mange steder fra til det, der skulle vise sig at blive dansk tv´s til dato største succes.

Men hun har også lavet andet, bla var hun med til at skrive manuskripterne til en anden populær tv-serie i 1970´erne, nemlig ”Huset på Christianshavn”. Hun har også skrevet noveller, essays og så erindringsbøgerne ”Kun en pige” og ”De sendte en dame.”

Men også smørrebrødsdronningen Ida Davidsen, født 1937, trådte ind på scenen i 1970´erne, da hun sammen med sin mand åbnede smørrebrødsbutikken i St. Kongensgade.

Der var tale om en videreførelse, da slægten siden 1888 havde leveret smørrebrød til danskerne på forskellige adresser i København. Men i 1974 flyttede man fra Søpavillonen til St. Kongensgade, da Ida Davidsen som nr. fire i lige linje overtog forretningen, der kan tilbyde ikke færre end 177 forskellige slags smørrebrød.

I dag er det dog hendes søn Oscar Davidsen Siesbye, der står for driften – og butikken fik en stor skramme i lakken, da Politikens madanmelder var forbi i efteråret 2014 og kun gav smørrebrødet én enkelt stjerne – og det endda var den eneste 1-stjerne-anmeldelse, som Politiken uddelte sidste år.

Endelig er der også 1970´ernes fjerde dronning, dansk politik´s første dronning Ritt Bjerregaard, født 1941, der havde sin første storhedstid i 1970´erne, hvor hun var både social- og undervisningsminister i Anker Jørgensens regeringer – og en af de socialdemokratiske politikere, som havde mest indflydelse både i regeringen og i partiet. I 1979 oplevede hun dog den tort at blive fyret, da hun under et besøg i Paris havde boet på det fashionable hotel Ritz. Noget, som faldt mange for brystet.

Flere år senere – i 1991 – måtte Ritt Bjerregaard gå af som gruppeformand, da et flertal i partiets folketingsgruppe ikke kunne acceptere, at hun boede i en stor og billig lejlighed på Vesterbro. Ritt Bjerregaard fik dog oprejsning, da hun i 1995 blev valgt som Danmarks EU-kommissær med ansvar for miljøet.

Hjemme igen i 2000 blev Ritt Bjerregaard fødevareminister og indførte i 2001 den smiley-ordning, som nu er kendt og accepteret viden om – men som dengang gav anledning til stor diskussion. Selv var hun i 2004-09 overborgmester i København, inden hun trak sig tilbage.

Havde Ritt Bjerregaard været en mand, var hun uden tvivl blevet statsminister – så der var altså stadig lang vej at gå – også i 1970´erne.

Men litteraturen havde også et par markante kvinder at byde på i 1970´erne.

Den ene af dem var Dea Trier Mørch, 1941-2001, der mest skrev om kvinder, kvinders tanker, følelser og vilkår, men som også beskæftigede sig med de svage og de stille eksistenser, dem der kommer i klemme. Nogle af hendes mest kendte bøger er ”Vinterbørn”, ”Kastaniealleen” og ”Aftenstjernen”.

Dea Trier Mørchs bøger var som regel illustreret af hendes egne grafiske arbejder, som hun for manges vedkommende skabte i det socialistiske kunstnerkollektiv ”Røde Mor”, som hun selv var med til at oprette. Hele livet igennem var hun også overbevist om solidaritetens vigtighed.

Den anden kvindelige forfatter Suzanne Brøgger, født 1944, er derimod optaget af selvet og eksperimentet – og hun har livet igennem skrevet hudløst og åbent. Fra den første essay-samling i 1973 ”Fri os for kærligheden”, hvor hun kritiserer kernefamilien og den vestlige livsstil over opgøret med de snærende bånd og konventioner i ”Kærlighedens veje og vildveje” fra 1975 til den store selvbiografi ”Creme Fraiche” fra 1978.

Mange forbinder Suzanne Brøgger med seksuel frihed og seksuelle eksperimenter, men det er kun en del af en livslang søgen og skribent-virksomhed, der også tager livtag med religion, spiritualitet, livets og menneskets grundvilkår og meget andet, som det viser sig i et forfatterskab, der stadig er sprudlende og i fuld gang. Så sent som sidste år udkom ”SZ. Et livs billeder 1944-2014”. Nævnes skal også ”Jadekatten” fra 1997, der er et hovedværk og handler om en families forlis, svigt og et moder-opgør.

Endelig er der også hende, som kun få danskere kender, men som ikke desto mindre betegnes som en af 10 mest betydningsfulde kvindelige videnskabsfolk i verden nogensinde. Hun hed Inge Lehmann og var seismolog – og i 1936 fandt hun ud af, at Jorden havde en fast, indre kerne, og skrev artiklen P med argumentation herfor.

Og den dag i dag arbejder man stadig med begrebet ”Inge Lehmann-diskontinuiteten”, som refererer til en materialeovergang omkring 220 km nede i Jordens kappe.

Inge Lehmann blev aldrig anerkendt i Danmark for sin opdagelse. Dertil var det naturvidenskabelige miljø i Danmark for mandsdomineret langt op i 1900-tallet og er sine steder det stadig her i 2015 (!) – men i USA fik hun en karriere og blev i 1964 æresdoktor på Columbia University. Samt at hun i 1971 – som den første kvinde nogensinde – modtog den store geofysiske pris ”Bowie-medaljen” – og derfor skal hun med her under 1970´erne.

Alt var således på skinner – eller? Nej, der var stadig problemer, men også plads til de store skulderpuder og megen god musik lavet af kvinder i 1980´erne. Det skal vi høre om i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Thyra Dannebod: http://danmarksbloggen.dk/?p=6275
Dagmar og Bengerd: http://danmarksbloggen.dk/?p=6301
Margrethe Sambiria og
Margrethe Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=6329
Dyveke, Sigbritt og Elisabeth: http://danmarksbloggen.dk/?p=6389
Leonora Christine og Sophie Amalie: http://danmarksbloggen.dk/?p=6392
Marie Grubbe og Anna Sophie Reventlow: http://danmarksbloggen.dk/?p=6462
Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=6478
Guldalderkvinderne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6511
Grevinde Danner og Europas Svigermor: http://danmarksbloggen.dk/?p=6547
Skagenskvinderne – og et selvmord: http://danmarksbloggen.dk/?p=6582
Thit Jensen og Agnes Henningsen: http://danmarksbloggen.dk/?p=6624
1915: http://danmarksbloggen.dk/?p=6638
1920´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6656
1930´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6685
1940´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6716
1950´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6719
1960´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6786

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Min lysegrønne ø – og ikke udkants-Danmark

Jeg er træt af al den snak om udkants-Danmark.

Undskyld mig, men er Danmark ikke så lille, at der ikke findes nogen udkant? Der er steder, der ligger langt væk fra noget andet. Men der er ikke mange steder, hvor du ikke kan komme frem og tilbage samme dag.

Jeg elsker min lysegrønne ø – Møn.

I går gik jeg en tur på 80 minutter, og jeg mødte to biler og en svane. Jeg blev engang angrebet af en svane, så for en sikkerheds skyld greb jeg lige en kæp, inden jeg nærmede mig. En af livets store farer her på landet – her i mit lokalsamfund.

Her er åbne vidder, grønne marker, frisk luft – og vi laver selv vores skilte. Ikke med ”Pas på børnene”. For dem havde vi ikke mange af, da skiltet blev lavet, men ”Advarsel høns”.
I mellemtiden er der heldigvis kommet flere børn til, og nogen er flyttet igen – men skiltet virker.

Det er selvfølgelig så også her, at vores overfladevand fra husholdning og toiletter løber direkte ud i havet – ganske appetitligt at tænke på, når man hopper i vandet til sommer!
Men alligevel: Der er gang i hussalget igen.

Optimismen stiger, og hvis vi tager kampen op, smider tudekiksene ud og putter arbejdshandsken på, så ender det med, at vi ikke være her for ”Kjøwenhavnere”.

Men jeg elsker også København eller Aarhus, Odense og Aalborg. Hver egn og hver by sin charme. Jeg elsker det pulserende liv, at kunne vælge mellem 10 – 20 forskellig slags kaffe på enhver café, sidde i Nyhavn og kigge på mennesker (og drikke en øl), at være anonym, udvalget af teateroplevelser og meget mere – og så tage toget hjem igen – til den lysegrønne ø!

Og mon ikke en byboer tænker det samme, når hun har været her og kører hjem … og det er jo ganske praktisk!

Skrevet af: Lise Lotte Møller, formand for Socialdemokratiet i Vordingborg og medlem af Hovedbestyrelsen

Solformørkelsen blev en skyformørkelse – og det var ikk´ så ringe endda

Solformørkelsen er ved at være forbi.

For de fleste danskere blev dagens store begivenhed mere en skyformørkelse end en solformørkelse, men alligevel var begejstringen stor, også hos de mange der kun nåede at se et glimt af en sol, der langsomt blev spist af månen, inden skyerne overtog scenen.

Danmarksbloggen er ikke overrasket over danskernes glæde. Snarere tværtimod.

For det lægger tilsyneladende dybt i danskernes dna at være tilfredse med lidt. Noget, der har fået udlændinge til at kalde os både dovne, dvaske og enfoldige – uden store mål og visioner – uden format.

Men dette at kunne se lykken i det små, glæden ved detaljen og ved de få dråber, der er tilbage i det engang halvfulde bæger er måske i virkeligheden hemmeligheden ved at være tilfredse med livet.

Så lad blot de andre beholde de langt højere bjerge og de diamantbesatte korona´er. Vi danskere klarer os – tilsyneladende – med en sol, der formørkes mere af skyer end af månen. Ja, vi er er tilmed lykkelige ved synet.

For vi så jo trods alt noget. Det blev også både koldere og mørkere. Så det var ikk´ så ringe endda 🙂

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Solformørkelsen er – desværre – ikke et tegn

I gamle dage mente man, at solformørkelser, kometer og andre specielle naturfænomener var tegn fra guderne. Primært tegn om at enden var nær, og at jorden ville gå under.

Hvem kan fx ikke huske, da Emil og resten af familien fra Katholt skulle til marked i Vimmerby netop selvsamme dag, som en komet skulle komme? Noget, der selvfølgelig skabte vild rædsel i det lille smålandske sogn. Men nej, der skete selvfølgelig ikke andet dén dag end, at Emil igen lavede skarnstreger – samt i øvrigt fik sig en hest.

Og således vil det også være i dag, når solformørkelsen går over landet og kulminerer kl. 10.50.

Solformørkelsen i Danmark er ikke total, men mellem 81 og 85%.

For nej, der vil heller ikke ske noget i det danske samfund i dag, som ikke plejer at ske. Altså udover at vi – hvis solen skinner – vil opleve, hvordan fuglene bliver tavse, og hvordan lyset ændrer sig.

Sådan er det. Danmarksbloggen kunne dog godt drømme om, at solformørkelsen kunne være starten på slutningen af dén medmenneskelige formørkelse, som der efterhånden har været over Danmark og en alt for stor del af danskerne i mange år. Dét ville være helt fantastisk – men desværre også en smule naivt.

Så nej, solformørkelser kan ikke bruges til andet end et øjebliks fascination af naturen, men det er også i orden. Dét giver nemlig energi til at kæmpe videre. Husk i øvrigt solformørkelsesbrillerne.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Beskyt digerne – på marken

Diger er normalt noget, som vi forbinder med kyster og kystsikring.

Men diger er også noget, der findes inde i landet. Ja, over hele Danmark er der ved og på markerne diger, hvoraf nogle har været der siden jernalderen. De fleste dog siden tiden op mod år 1800.

Diger, der er lavet af sten og jord, og som udover at beskytte dyre- og plantelivet, også er omfattet af museumsloven pga deres historiske værdi.

Men landmændene pløjer i stor stil disse diger ned. Ulovligt vel at mærke. De er ikke rentable, lyder forklaringen fra de kapital-bevidste bønder, der traditionen tro ser på pengepungen først og miljøet senere.

Sagen bliver så ekstra grotesk af, at klager over nedpløjningen af digerne bliver syltet i årevis. I Høver, der ligger ved Galten vest for Aarhus, har en mand således oplevet, at der indtil videre er gået FEM år, siden han klagede – og sagen er ikke behandlet endnu.

Men nu sker der noget, lover de ansvarlige. Læs mere om sagen her: http://jyllands-posten.dk/kultur/ECE7530142/Dansk-kulturarv-pl%C3%B8jes-i-stort-omfang-ulovligt-ned/

Danmarksbloggen håber det.

For nok har diger af sten og jord ikke samme nuttetheds-sværdi som sæler eller samme spændings-værdi som ulve – men digerne betyder tusind gange mere for den danske natur og det danske dyreliv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vigtigheden af at kunne svømme

Danmarksbloggen skriver sjældent, ja nærmest aldrig om motion og krop. Det er der også rigeligt med andre medier, der gør. Men ingen regler uden undtagelse – og idag er en af dem.

En undersøgelse viser nemlig, at kun halvdelen af alle danske børn mellem 7 og 14 år kan svømme. Den anden halvdel samt hver tredje voksne dansker kan ikke.

Der druknede også mere end 55 mennesker i Danmark i 2012, og hver femte dansker angiver at have været tæt på at drukne på et eller andet tidspunkt.

Læs mere her: http://www.svoem.org/Aktuelt/Nyheder/Nyhed/?id=5751

Det er skidt. For vi bor i et lille land med en enorm lang kystlinie – foruden alle søerne og hvad der ellers findes af vand – og det er meget.

Det er derfor afgørende at lære at svømme, hvis man bor i Danmark – og vel at mærke ikke blot 50 meter, men som minimum de 200 meter uden hjælpemidler, som er den nordiske definition af at kunne svømme.

Danmarksbloggen kunne så godt ønske sig, at alle danskere kunne svømme minimum 500 meter og samtidig have en selvfølgelig viden om saltvand versus ferskvand, hestehuller og alt det andet, som det er værd at vide om vand.

For nok er det både sjovt og dejligt at bade, svømme og være ved vandet. Men er man det på en sikker måde, er det bare endnu bedre.

Læs mere om badesikkerhed og vandglæde her:

http://www.respektforvand.dk/Ved-vandet/De-fem-baderaad-og-sikkerhed

http://www.dgi.dk/arkiv/2014/08/20/8-raad-skal-oege-sikkerheden-for-svoemmere-i-aabent-vand

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk