Forfatterarkiv: admin

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 11: Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke

Udgivet den af
Svar

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

UNIONSTIDEN, CHRISTIERN D. 2 OG DYVEKE

Den sidste store regent i den danske middelalder var Margrethe (d.1.) Valdemarsdatter, som vi hørte om i sidste uge, og som døde i 1412 – 15 år efter at hun havde underskrevet Kalmarunionen, den union, der samlede Danmark, Norge og Sverige under een krone: Den danske.

Middelalderen varede godt 100 år mere, indtil renæssancen overtog. Unionen holdt nogenlunde ligeså længe med meget svingende succes (dog mest nedad mod fiasko) og aldrig noget bare i nærheden af det magtfulde styre, som det havde været under Margrethe.

Allerede under Margrethes efterfølger Erik af Pommern (konge 1412-1439) gik det … af Pommern til. Han indførte Øresundstolden, som på den ene side virkede som en genial idé, da den gav penge i kassen. Men den var også medvirkende til, at mange skibe anløb Helsingør og ikke anløb København, som dermed mistede indtægter (og det var skidt for landets hovedstad). Og så var Øresundstolden den direkte årsag til, at vi ikke fik Skåne, Halland og Blekinge tilbage efter Store Nordiske Krig i 1720. Men lige det kunne Erik af Pommern ikke vide noget om i 1400-tallet, så her skal han ikke skoses for den del. Men Erik af Pommern tabte alligevel det hele, startende med Sønderjylland og til slut hele Unionen. For han blev faktisk fyret af adelsmændene, der hellere ville have hans søstersøn Christoffer af Bayern til konge (konge 1440-1448).

Manden vidste stort set intet om Norden – vokset op som han var det i Sydtyskland. Uro og krig var også resultatet. Det endte dog med, at han blev kronet som konge af de tre riger, men ikke på een gang, men tre gange. Altså en gang pr. land. Unionen var godt i gang med at smuldre.

Christoffer døde som kun 31-årig – og der blev hvisket om giftmord, men ingen ved det. Faktum er, at han og hans meget unge dronning Dorothea ikke nåede at få nogen børn. Hun blev dog til gengæld gift med efterfølgeren Christian d. 1. (konge 1448-1481), der blev konge på et meget tyndt grundlag. Han var en datter-datter-sønne-søns dattersøn af Erik Klipping!!! Men konge blev Christian af Oldenburg, og han var ingen succes. Dels var han altfor hidsig, dels skrev han det usalige brev om, at hertugdømmerne for evigt skulle være udelte (et brev som holstenerne brugte som juridisk dokument i 1848 før Treårskrigen), og dels var Sverige gledet ud af Unionen. En fortjeneste gjorde han dog – han sørgede for, at Danmark fik sit første universitet i 1474: Københavns Universitet. For nu var landets hovedstad endeligt placeret.

Næst på tronen var sønnen Hans (konge 1481-1513), hvis lillebror Frederik var moderens Dorotheas yndling. Både Frederik og moderen mente, at han også skulle have noget af rigerne. Det mente Hans ikke, som var en handlekraftig herre, der fik slået fast, at kongen ikke ejer Danmark, men blot regerer landet. Og så var døren lukket for Frederik – i første omgang. For han blev konge … men det vender vi tilbage til.

Nu var Hans konge, og efter både forhandlinger med de svenske unionstilhængere og diverse militære slag blev Hans kronet i Stockholm i 1497. De tre unionslande havde nu selvstyre under den samme konge – altså lidt et Commonwealth, som man ser det i United Kingdom idag. Her holdt det dog kun i tre år til 1500, hvor Hans tabte et slag i Ditmarsken i Sønderjylland, som nok kunne være vundet i anden omgang. Men nu fløj rygtet til Norge og Sverige, at en flok bønder kunne besejre Kong Hans – og så fik modstanden mod den danske unionskonge næring – og Kong Hans´s dronning Christina måtte efter syv måneders belejring af Stockholms Slott, som dengang hed Tre Kronor, opgive.

Hans døde på en rejse, og så blev hans søn Christiern d. 2. (konge 1513-1523). Og ja, han hedder Christiern og ikke Christian.

Christiern havde haft en lidt usædvanlig opvækst, hvor han blandt andet havde været i huset hos en bogbinder i København. Livet igennem befandt Christiern d. 2. sig også bedre blandt borgere og købmænd end blandt adelen, som han aldrig helt forstod og foragtede, fordi de havde arvet og ikke selv havde skabt sig deres rigdomme og privilegier.

Som andre tronfølgere var Christiern statholder i Norge, mens han var kronprins, og det var her, at han mødte sit livs kærlighed: Dyveke, som sammen med sin mor Sigbritt var kommet til Norge fra Holland for at sælge kager. Begge blev de taget med til København, da han rejste hjem for at blive konge

Der findes ikke meget konkret viden om Christiern d. 2, men det er sikkert, at han havde Holland som idealstat og ønskede at indrette Norden som en stat á la Holland. Pudsigt nok kom også hans dronning derfra. Som konge kunne Christiern jo ikke gifte sig med den ligeledes hollandske Dyveke, der var borgerlig, men det kunne han med den habsburgske Elisabeth. Så det skete – dog med Christiern´s store modvilje, for han elskede Dyveke og nægtede at sende hende væk fra hoffet.

Det var man selvfølgelig meget utilfreds med i Elisabeths bagland, det fine habsburgske kejserhof. Men om det var dem, eller om det var ham, der blev halshugget for udåden, nemlig adelsmandenTorben Oxe, vides ikke. Men i 1517 døde Dyveke af forgiftede kirsebær.

Kongen – vild af sorg – skød derpå alle de adelige fra sig og regerede nu landene sammen med Malmös borgmester og moder Sigbritt. Dét faldt mange for brystet, undtagen måske lige borgere og købmænd, som fik mange frihedsrettigheder i disse år, så handel og udvikling kunne ske mere frit og uden hensyntagen til de ofte mere gammeldags og feudale adelige. Forholdene blev også bedre for bønderne.

Og Christiern d. 2 ville mere. NU skulle Sverige tilbage i Unionen, og Stockholm endte også med at overgive sig – og Christiern d. 2. blev kronet 4. november 1520 – og så skete katastrofen. Den svenske ærkebiskop Gustav Trolle hævdede, at alle hans egne politiske modstandere havde begået synder mod kirken – og at det kunne kongen ikke acceptere.

Alligevel var Christiern d. 2. reaktion ekstrem og frygtelig og kendes under navnet “Det Stockholmske Blodbad”, hvor mere end 84 svenske adelige og gejstlige blev halshugget på Stortorget i Stockholm. Den dag i dag kaldes Christiern d. 2. også for Christiern Tyran i Sverige – undtagen i Skåne, hvor de kalder ham Christiern den Gode. Måske fordi skåningene stadig føler et slægtsskab til og en længsel efter at komme hjem til Danmark?!

Det vides ikke. Men det var begyndelsen til enden for Kalmarunionen og for Christiern d. 2., der efterfølgende tog til Holland, og senere måtte opleve den tort at blive sat i fængsel, først på Sønderborg og siden i Kalundborg. Dog i gode kår, men uden dom og uden rettergang i mere end 27 år.

For i Danmark havde man mistet tålmodigheden med den mærkelige mand, der ikke rigtig kunne bestemme sig til, om han skulle kæmpe for sin krone. Han havde borgere og bønder med sig, men selv kunne han end ikke finde ud af, om han skulle blive i København eller tage til Jylland, da hans farbror, den kommende Frederik d. 1. – altså faderens forkælede lillebror, rejste op igennem Jylland som ny konge af tvillingeriget Danmark-Norge. Sverige var nemlig blevet sig selv igen under Gustav Vasa. Det siges, at Christiern på en dag sejlede mere end 20 gange frem og tilbage over Lillebælt – hver gang fordi nu havde han ændret mening igen!!!

Som en krølle på halen skal også fortælles, at da først Dyveke, den lille due, som Christiern d. 2. kaldte hende, var død, voksede kongens kærlighed til Elisabeth, og deres ægteskab blev kort, men lykkeligt.

Christiern d. 2. ville så meget – især for borgere og bønder, men istedet var hans udgang som konge i Danmark også indgangen til borgerkrigen i Danmark, bedre kendt under navnet Grevens Fejde. Og dén skal vi høre om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fordomme og forskelsbehandling er en farlig glidebane i sundhedssektoren

Udgivet den af
Svar

Hvis man tror på fordommene om, at højtuddannede er intelligente og lavtuddannede ikke er, så lyder det rigtigt, at højtuddannede ikke skal have de samme tilbud som de lavtuddannede i sundhedssektoren, når vi taler om at komme sig efter en blodprop eller har fået konstateret sukkersyge og andre mere alvorlige ting.

Men selvom en del højtuddannede lever længere og lever et bedre liv end lavtuddannede – og at en del højtuddannede i reglen ikke behøver samme mængde rådgivning og genoptræning, da de selv sørger for en del af det, så gælder det langtfra alle.

Og så er det simpelthen så grundlæggende forkert at behandle folk forskelligt. Og nej, det er ikke fordi, at højtuddannede betaler mere i skat, at de skal have de samme tilbud som de lavtuddannede. Det er simpelthen fordi, at vi alle er borgere i Danmark – og at vi derfor skal behandles ens.

For forskelsbehandling er en farlig glidebane, som let tager os som samfund til et sted, hvor der er a- og b-mennesker – og måske endda også c- og d-mennesker. Og derfra er vejen til chikane og overgreb mod “de andre” ikke langt væk. Ja, den vej ligger ligefor.

Så nej, vi skal ikke forskelsbehandle i sundhedssystemet, men læger og sygeplejersker skal lave individuelle handlingsplaner for hver enkelt patient. For selvfølgelig er der forskel på, hvad der er behov for. Men vi skal ikke lade fordomme om sammenhængen mellem uddannelseslængde og evnen til at håndtere en alvorlig sygdom afgøre noget som helst.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Bramfri, fortørnet, hoven, liflig, olm og alle de andre

Udgivet den af
2

Det danske sprog udvikler sig og ændres hele tiden.
Sådan har det altid været, og sådan vil det formentlig fortsætte.
Og det er, som det skal være.

Alligevel kan man godt ærgre sig over, at nogle ord formodes at være på vej ud … gode ord, som der faktisk ikke er en erstatning for, og som derfor vil betyde, at vores sprog bliver fattigere, hvis de en dag forsvinder.

Fem af de ord er: Bramfri, fortørnet, hoven, liflig og olm.

Gode stærke ord, som man næsten kan smage på, når man siger dem.
Men mange – især unge – ved ikke, hvad de betyder.

Danmarksbloggen bringer derfor her en oversættelse:

BRAMFRI: At sige ligeud og uden omsvøb, hvad man mener, og hvad man føler.
FORTØRNET: At være vred over noget, som man mener er uretfærdigt.
HOVEN: At møde andre med en overlegen og nedladende attitude.
LIFLIG: Når noget er dejligt og skønt på en måde, så man føler sig både forfrisket og opløftet, fysiske ting som fx et jordbær eller et glas champagne kan være liflige, men det kan også være lifligt at gå en sommermorgen og mærke duggen og blomsterduftene. Eller måske have en god samtale.
OLM: Gal, rasende – olm som en tyr, siger man.

Danmarksbloggen vil derfor opfordre alle til i flæng og så snart det er muligt at bruge disse herlige fem ord – og alle de andre lidt glemte, men absolut skønne danske ord.
Kom også gerne med nye ord …

Læs evt mere her: http://www.mx.dk/nyheder/danmark/story/14750983

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Børne- og forældrekøb burde forbydes

Udgivet den af
1

I mange år har forældre med penge på kistebunden købt lejligheder i de store byer for at leje boligerne ud til deres børn, når poderne skal studere eller blot flytte hjemmefra.

Nu er det også blevet normalt at købe en lejlighed og udleje den til sine forældre. Se artikel om emnet her:

http://www.dr.dk/Nyheder/Penge/2014/03/18/115018.htm

Men uanset om forældrene lejer den lille lejlighed i Indre By ud til deres børn, eller børnene udlejer lejligheden på havnefronten til forældrene, så er det tordnende forkert. Børne- og forældrekøb burde forbydes, da de presser boligpriserne unødigt i vejret, så stadig flere danskere ikke har råd til at købe en bolig i de store byer.

Det skaber altså en ulighed – med stor ghettoficering tilfølge. Se Danmarksbloggens indlæg om emnet fra tidligere på ugen her:

http://danmarksbloggen.dk/?p=3969

Det burde derfor kun være tilladt hver person i Danmark at eje én bolig, når vi taler om helårsboliger – og samtidig også have bopælspligt i denne bolig.

Så ville boligpriserne falde, og flere grupper ville have mulighed for at komme ind i de attraktive boligområder – og det ville skabe en mere mangfoldig beboersammensætning i hele landet til fordel for ikke kun den enkelte, men også for hele samfundet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Arbejdsgivernes pligt til at bidrage til den danske velfærd

Udgivet den af
2

Et af tidens store emner er den danske velfærd, der pt. anses for at være under pres primært på grund af de mange østeuropæere, der arbejder i Danmark.

Børnecheck, dagpenge og andre ydelser debatteres derfor heftigt, og der arbejdes intenst med at finde løsninger, der begrænser østeuropæeres ret til de danske velfærdsydelser.

Samtidig fokuseres der også meget på arbejdstagernes rolle, på at danske ledige skal være klar til at tage såkaldt lavstatusjob som rengøring, jordbærplukning og så videre. Arbejdstagerne – og især de ledige – har en nærmest hellig pligt til at sige ja, tak til alle job, er holdningen blandt mange danskere.

Men hvad med arbejdsgivernes pligt til at bidrage til den danske velfærd? Hvorfor tales der ikke mindst ligeså meget om den?

Hvorfor accepteres det, at arbejdsgivere ansætter folk til lønninger, der er så lave, at det nærmest er uanstændigt? Og nej, det er ikke overførselsindkomsterne, der er for høje. Det er de lave lønninger, der er for små.

Hvorfor stiller vi som samfund ikke krav til arbejdsgiverne om, at de også skal bidrage til velfærden? Både i form af konkrete jobs – og i form af at acceptere et mindre overskud, fordi nogle flere af pengene skal bruges til lønninger.

Det giver ikke mening – og det giver slet ikke mening, fordi det netop er arbejdsgiverne der reelt kan gøre en forskel og skabe flere jobs – og dermed et større skattegrundlag og mere velfærd. Det kan arbejdstagerne ikke!!!

Derfor er jobskabelse – og dermed mere velfærd – arbejdsgivernes hellige pligt. En pligt de i dén grad har forsømt så alt for længe.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kender eks-udenrigsministeren NATO?

Udgivet den af
2

Den tidligere udenrigsminister og nuværende ordfører i Forsvarsudvalget for Det Konservative Folkeparti Lene Espersen mener, at Danmark skal til at opruste.

I en kronik i Berlingske foreslår hun derfor et styrket dansk forsvar, der er tilpasset de – i hendes verden – nye udenrigspolitiske trusler.

“Problemet er, at vi ikke i vores forsvars- og sikkerhedspolitik tager højde for den nye udvikling, der sker i Europa, ikke mindst med Ruslands meget aggressive adfærd,” siger Lene Espersen i nedenstående artikel fra DR´s hjemmeside med henvisning til udviklingen på Krim, der nu er blevet russisk (igen).

http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2014/03/17/185404.htm

Lene Espersen vil derfor have en oprustning igang i dansk militær, hvis Rusland efter Krim skulle finde på at gå efter de baltiske lande og dermed også Østersø-regionen – og altså måske Danmark.

Efter sådan en udmelding fristes man unægteligt til at spørge om den tidligere udenrigsminister kender NATO?

Danmarksbloggen iler ihvertfald glad og gerne med information om, at Danmark er medlem af NATO, som er en forsvarsorganisation, hvor de enkelte lande har forpligtet sig til at hjælpe hinanden, hvis de angribes af et tredje land.

Lene Espersens egen tidligere chef, Anders Fogh Rasmussen, er endda chef for organisationen, der altså er forpligtet til at hjælpe Danmark, hvis vi angribes. Det bliver vi så nok ikke, da netop NATO er så stærk en militærmagt, at selv en stormagt som Rusland ikke ønsker at prøve …

Det er blandt andet også derfor, at Rusland holder så skarpt øje med og udøver så stor kontrol over de lande, der grænser op til Rusland.

Lene Espersens forslag giver derfor ingen mening, hvilket også er meldingen fra lektor ved Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen. Se artikel fra DR med ham her:

http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2014/03/18/073506.htm

I virkeligheden er situationen nemlig den, at såvel Rusland som Vesten er gensidigt mere end almindeligt afhængige af hinanden. Det er også derfor, at de vestlige sanktioner mod Rusland er så relativt begrænsede og kun af symbolværdi. Ingen ønsker i virkeligheden at få kliniket noget – ikke andre end en forvirret tidligere dansk udenrigsminister.

Måske skulle Lene Espersen istedet for at tale om oprustning af det danske militær tage en tur til Roskilde og se på nogle vikingebåde? Hun kan endda også selv – ihvertfald om sommeren – tage ud og sejle med en vikingebåd på Roskilde Fjord.

Så kan hun jo stå dér i stævnen og lege viking på togt mod Rusland …
Den lille, danske ælling på togt mod den store, russiske bjørn. You go, girl.

Gad vide om russerne overhovedet ville opdage det?!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ghettoficering i Danmark

Udgivet den af
2

Danmark er godt på vej til at blive opdelt i ghettoer.

Rige ghettoer, fattige ghettoer, etniske ghettoer osv.

En undersøgelse lavet af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, som er beskrevet i Politiken (se nedenstående link), viser fx, at antallet af elite-ghettoer i Danmark voksede fra 6 i 1985 til 26 i 2009.

http://politiken.dk/oekonomi/dkoekonomi/ECE2237017/de-stoerste-danske-byer-faar-flere-ghettoer-for-rige-og-fattige/

En af løsningerne ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråds direktør Lars Andersen er at sikre, at nybyggeri bliver blandet. En anden iflg. samme mand er at træffe beslutninger, som de økonomisk stærke vil finde uretfærdige.

Det første er nemmere realisérbart end det andet. For når det drejer sig om upopulære beslutninger for de velstående, så har manden en pointé teoretisk set, men det vil aldrig blive realiseret. For de økonomisk stærke, altså dem i elite-ghettoerne, er også dem, der har flest repræsentanter i den politiske verden, både i Folketing, regioner og kommuner, så de går aldrig med til at droppe deres allerede-erhvervede privilegier.

For mennesket er psykologisk indrettet således, at det som vi én gang har fået, dét betragter vi som vores soleklare ret. Dét vil vi kæmpe indædt for at beholde.

Det giver derfor langt mere mening – også psykologisk – at appellere til vigtigheden af at få de svage områder med op. Ikke kun for de svages områders egen skyld, men også for de stærkes.

For en kæde er aldrig stærkere end det svageste led – og et samfund er i høj grad som en kæde. Derfor er det også direkte dumt med ghettoer i Danmark.

Ghettoer skaber skel mellem mennesker, ghettoer gør, at vi deler hinanden op i “dem” og “os” – og det skader os allesammen.

Alle leddene i dén kæde, der hedder Danmark, skal derfor være stærke og forbudne med hinanden. Og for at de kan blive det, så kræver det, at vi deler med hinanden, hjælper hinanden og er fælles i ordets bedste og mest medmenneskelige betydning.

De velstående skal med andre ord forstå, at når de hjælper de ringere stillet, så hjælper de både dem og sig selv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 10: Margrethe (d.1) Valdemarsdatter

Udgivet den af
Svar

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

MARGRETHE (D.1) VALDEMARSDATTER

Valdemar Atterdag stod for Danmarkshistoriens formentlig største bedrift, da han nærmest ene mand samlede Danmark igen efter landet var pantsat. Og så alligevel overgik datteren måske faderen. Hun samlede nemlig hele Norden.

Men lad os starte med begyndelsen. Der stod ikke skrevet over den lille prinsesse Margrethes vugge, at hun skulle blive den største regent i Norden igennem alle tider. Men det blev hun.

Ret hurtigt stod det dog klart, at Margrethe ville blive dronning af Norge. Kun 10 år gammel blev den unge prinsesse nemlig gift med Norges kong Håkon. Ægteskabet blev dog først fuldbyrdet – som det hedder – flere år senere. 17 år gammel fik Margrethe således sit eneste barn sønnen Oluf.

Da Margrethe var 22 år i 1375, døde hendes far Valdemar Atterdag – og så kom Margrethe rejsende ned fra Norge med Oluf ved hånden og hævdede, at hendes søn i dén grad havde arveret til tronen. Teknisk set var der andre, der måske var tættere på. Og endnu mere teknisk set var Danmark et valgrige.

Men Margrethe stod som altid fast på sit, og stormændene har nok regnet med, at de sagtens kunne magte den unge pige, Margrethe, der i sin 5-6-årige søns navn skulle regere. Så man besluttede, at Oluf skulle være konge, og hans mor regere på hans vegne, indtil han blev myndig.

Stormændene kunne så ikke styre Margrethe. Tværtimod. Margrethe viste sig i den grad at være sin fars – Valdemar Atterdags – datter. Hun ville styre alt, og det lykkedes. For hun var klog, smidig og totalt skruppelløs.

Fx fik hun de skånske borge tilbage fra lybeckerne 10 år før tid ved en kombination af smidig forhandling – og sørøveri, som hun selvfølgelig benægtede ethvert kendskab til.

Margrethe fik også sønnens Oluf´s ret til den svenske trone på dagsordenen. Oluf´s farfar havde trods alt været svensk konge, og hans far norsk konge. Så den norske trone gav jo sig selv, og med farfaderen som gammel svensk konge og dermed en medfødt ret til Sveriges trone var grunden lagt til det, der blev hendes livs mesterstykke: Kalmar-unionen.

Men så skete katastrofen. I 1387 døde Oluf kun 17 år gammel. Og så ville spillet normalt være ude. Kvinder kunne ikke arve tronen – så når Oluf var væk, skulle en ny konge vælges. Og desuden var Margrethe jo ikke blodbeslægtet med hverken Norge eller Sveriges nylige konger, så de lande burde være helt udenfor rækkevidde. Der var også emner i Danmark, som kunne være blevet konge.

Men det skete ikke. I stedet blev Margrethe af landets rigsråder valgt til FRUE OG HUSBOND OG HELE RIGETS MÆGTIGSTE FORMYNDER. En mere mærkelig titel i Danmarkshistorien findes ikke. I praksis betød den, at Margrethe nu ikke mere officielt regerede på sin nu afdøde søns vegne, men på egne.

Kort efter skete det samme i Norge. Margrethe havde dermed officielt magten i både Danmark og Norge, men dronning var hun ikke i Danmark, kun i Norge og dér teknisk set enkedronning.

Rygterne gik, at hun havde ladet Oluf dræbe eller bortføre til Sydeuropa, fordi han var uduelig. Men det er kun rygter. Fakta er derimod, at da Margrethe havde styr på Danmark og Norge, vendte hun for alvor blikket mod Sverige, hvor svenskerne ville af med deres konge, Albrecht af Mecklenburg, og hvor Margrethe altså stadig – selv uden søn – mente, at hun havde noget at gøre.

Og selvfølgelig lykkedes det for hende med masser af forhandlinger, også under hånden med svenske stormænd, og et enkelt slag. Det eneste slag, som Margrethe stod i spidsen for. Hun foretrak ellers at undgå krige og militære slag, da man aldrig kender udfaldet af en krig. Hvorimod man – hvis man var Margrethe – kendte udfaldet, når man selv forhandlede.

Men her måtte der et slag til, og så blev Sverige også hendes, og samtidig adopterede hun en dattersøn af en af hendes søstre, den kun 5-årige Erik af Pommern, der blev valgt til konge og kronet som konge af samtlige tre riger. Og SÅ kunne Margrethe i 1397 (ti år efter Oluf´s død) underskrive Kalmar-unionen.

Norden var nu samlet – før første og eneste gang i historien. Og unionen holdt i mere end 100 år. Dog mest og bedst under Margrethe, da selvfølgelig aldrig slap tøjlerne, mens hun levede. Det gjorde hun indtil 1412, hvor hun kun 59 år gammel døde ombord på et skib på Flensborg fjord, godt i gang med at få Sønderjylland helt hjem til Danmark.

Margrethe, der også var meget religiøs, og som var blevet opdraget af Den Hellige Birgittas datter, blev derpå gravlagt i Sorø Klosterkirke, som hun ønskede det.

Men hendes ven bisp Lodehat fik hendes kiste flyttet til Roskilde Domkirke, hvor hun den dag i dag stadig ligger på den fineste plads bag alteret i kirkens kannikekor. Hendes hvide sarkofag med hende selv på toppen iført lang kjole og krone er kendt af de fleste – og står som et monument over en af de stærkeste og mest bemærkelsesværdige danske regenter gennem alle tider. Måske den stærkeste, den mest bemærkelsesværdige.

Efter Margrethe kom en række konger, der mere eller mindre heldigt kæmpede for at holde sammen på Unionen. I næste uge skal vi høre om dem – og især om ham, som det går galt for på så mange planer: Christiern d. 2.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Er der stemning for en dæmning?

Udgivet den af
1

Er der stemning for en dæmning?
Svaret er desværre ja.

For stadig flere danskere hopper med på dén vogn, der hedder at lukke alt og alle ude, der ikke er leverpostejfarvede og hedder -sen til efternavn. Dansk Folkeparti stormer med andre ord frem – og fremmedhadet (og fremmedangsten) trives som aldrig før.

Men løsningen er ikke, at vi lukker os inde og er os selv nok. Løsningen for Danmark – lille Danmark – er som altid at åbne sig, at rejse ud og at byde andre velkommen hertil.

Vi kan nemlig ikke det hele selv … selvtilstrækkelighed er i øvrigt også så kedeligt og forudsigeligt. Det gode sker, når vi rejser ud eller byder velkommen til Danmark: Så bliver vi nemlig både rigere, bedre og gladere. Så trives og blomstrer de danske farver sammen med alle de andre farver i mangfoldighedens herlige – og hellige – navn.

Så sker der for alvor noget, så får leverpostejen med rødbede selskab af alle de andre herlige retter fra hele kloden, og så bliver frokostbordet et rigtigt dejligt sted at være med noget for enhver smag.

Men mangfoldigheden er sat i skammekrogen pt. – og vi bygger mure og sætter grænser – og der er i dén grad stemning for en dæmning hele vejen rundt om vores skønne lille land.

Det er trist, men inden vi går helt ned, så se det her klip med den uforlignelige Niels Hausgaard. Det handler om netop dét, at der er stemning for en dæmning, både i forhold til klimaforandringerne og i forhold til de såkaldt fremmede, og der bliver sunget også 🙂 i slutningen af klippet.

Klippet er måske lidt langt og lidt gammelt og handler også om andre ting, men det gør ikke noget, når det er Danmarks fornemmeste komiker, der er på banen:

http://www.youtube.com/watch?v=JLN2jgeVZGk

Skulle man have lyst til mere Hausgaard (og hvem har i grunden ikke det – manden er jo genial) og endnu en sang – denne gang af en helt anden kaliber rent holdningsmæssigt, så se dettte klip, sangen er cirka 3:30 inde i klippet:

http://www.youtube.com/watch?v=i5ohsdmiWvw

Og lad os så revet dén dæmning ned, som Dansk Folkeparti er igang med at bygge sammen med de altfor mange danskere, der stemmer på dem.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggen giver de danske partiledere “Michelinstjerner”

Udgivet den af
1

I går uddelte Danmarksbloggen – med et glimt i øjet – stjerner til nogle af de mest markante og betydningsfulde ministre.

http://danmarksbloggen.dk/?p=3906

Idag er det partiledernes tur til – stadig med et stort glimt i øjet – at få stjerner af Danmarksbloggen. Stjerner som gives udfra en samlet bedømmelse af den enkelte partilederes troværdighed og evne til at få sin politik igennem.

1 stjerne er dårligst – og 5 stjerner er bedst.

Socialdemokratiets leder statsminister Helle Thorning-Schmidt: 2 stjerner. Ja, det er næsten en gentagelse af i går, hvor det var hendes evner som statsminister, der blev bedømt. Men også som partileder prøver Thorning ihærdigt at fremstå som en person med styr på tingene, men det lykkes ikke særligt godt. Man skal bare beskæftige sig lidt med politik for at vide, at der er uro og utilfredshed med hende mange steder i både bagland og folketingsgruppe. Ja, noget tyder endda på, at hun nu for alvor er ved at miste magten. Men Thorning får formentlig lov til at løbe linien ud – og så bliver der valgt en ny partileder efter næste valg(nederlag), eller hvis Thorning inden får en EU-post.

De radikales leder økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager: 5 stjerner. Også her en gentagelse af i går. Vestager er pt. en af de mest styrende politikere på Borgen. En eventuel blå V-regering vil godt kunne få sine ting igennem uden de radikale, hvis der samarbejdes med Dansk Folkeparti, men en V-regering vil formentlig ønske at få de radikale med i diverse forlig for at kunne kalde sig en bred regering. Vælgerne er også godt tilfredse med Vestager, der pt. har indflydelse langt udover hvad størrelsen på de radikales folketingsgruppe indikerer.

De Konservatives leder Lars Barfoed: 2 stjerner. Barfoed prøver ihærdigt at gøre de konservative til et parti for borgerlige med høj moral og etik omkring, hvordan vi behandler vore medmennesker. Det har ikke nogen vælgereffekt. De konservatives problem er grundliggende, at der pt. ikke sidder nogen i folketingsgruppen, der kan genrejse det tidligere så toneangivende parti. Den eneste, der måske kan, sidder nede i Bruxelles og er tilsyneladende ikke interesseret i at komme hjem.

Venstres leder Lars Løkke Rasmussen: 2 stjerner. Løkke klarer sig ikke godt. Der er altfor mange dårlige sager, der klæber sig fast til manden, og som stadig huskes: Bilagssagen, GGGI-sagen og så videre. Sager, der lever i årevis og som stadig får nye udløbere. Det er derfor heller ikke overraskende, at uroen ulmer, og der rasles med sablen hos Venstre. Men tør man skifte chefen ud så tæt på et valg? Og hvem skal være kalif efter kaliffen?

Liberal Alliances leder Anders Samuelsen: 1 stjerne. Det er måneder siden, at han sidst var på banen med et politisk budskab eller projekt. Senest har hans udmeldinger handlet om hans slankekur. Liberal Alliance er heller ikke med i noget politisk arbejde, men opholder sig på sidelinien, hvor de sidder og brøler op med deres ultra-liberalistiske budskaber.

SF´s leder Pia Olsen Dyhr: 3 stjerner. Hun er meget ny på posten, og derfor svær at bedømme. Men der er ingen tvivl om, at Olsen Dyhr er langt mere dreven og dermed formentlig også mere driftssikker end Wilhelmsen var det. Spørgsmålet er så blot, om hun kan genrejse SF. Det vil tiden vise.

Enhedslistens leder Johanne Schmidt-Nielsen: 5 stjerner. Schmidt-Nielsen er en politisk superstjerne, der holder den medmenneskelige fane højt. Det har sammen med en vilje til 100% at stå inde for sine holdninger gjort, at Enhedslisten idag er et parti, der suger stemmer fra hele den røde side – og enkelte blå. Der er heller ikke andre alternativer, hvis man vil stemme på et parti, der mener, at alle mennesker fortjener en værdig tilværelse, og at vi alle – solidarisk – bør bidrage til fællesskabet.

Dansk Folkepartis leder Kristian Thuelsen Dahl: 5 stjerner. Der var skepsis, da Thuelsen Dahl overtog Dansk Folkeparti efter Kjærsgaard, men det viste sig at være en bekymring, der i den grad er blevet gjort til skamme. Partiet er sidenhen blot vokset og vokset og kan ende med at blive landets største parti. Om det skyldes det stigende fremmedhad i Danmark, eller om det er fordi, at Thuelsen Dahl har formået at få de rabiate holdninger til at virke stuerene – eller en kombination – er svær at sige. Men missionen er – desværre – lykkes.

Skriv gerne en kommentar om hvilke partiledere, som du ville give stjerner – og hvor mange stjerner han/hun/de skal have.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk