Månedsarkiv: marts 2014

Bramfri, fortørnet, hoven, liflig, olm og alle de andre

Udgivet den af
2

Det danske sprog udvikler sig og ændres hele tiden.
Sådan har det altid været, og sådan vil det formentlig fortsætte.
Og det er, som det skal være.

Alligevel kan man godt ærgre sig over, at nogle ord formodes at være på vej ud … gode ord, som der faktisk ikke er en erstatning for, og som derfor vil betyde, at vores sprog bliver fattigere, hvis de en dag forsvinder.

Fem af de ord er: Bramfri, fortørnet, hoven, liflig og olm.

Gode stærke ord, som man næsten kan smage på, når man siger dem.
Men mange – især unge – ved ikke, hvad de betyder.

Danmarksbloggen bringer derfor her en oversættelse:

BRAMFRI: At sige ligeud og uden omsvøb, hvad man mener, og hvad man føler.
FORTØRNET: At være vred over noget, som man mener er uretfærdigt.
HOVEN: At møde andre med en overlegen og nedladende attitude.
LIFLIG: Når noget er dejligt og skønt på en måde, så man føler sig både forfrisket og opløftet, fysiske ting som fx et jordbær eller et glas champagne kan være liflige, men det kan også være lifligt at gå en sommermorgen og mærke duggen og blomsterduftene. Eller måske have en god samtale.
OLM: Gal, rasende – olm som en tyr, siger man.

Danmarksbloggen vil derfor opfordre alle til i flæng og så snart det er muligt at bruge disse herlige fem ord – og alle de andre lidt glemte, men absolut skønne danske ord.
Kom også gerne med nye ord …

Læs evt mere her: http://www.mx.dk/nyheder/danmark/story/14750983

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Børne- og forældrekøb burde forbydes

Udgivet den af
1

I mange år har forældre med penge på kistebunden købt lejligheder i de store byer for at leje boligerne ud til deres børn, når poderne skal studere eller blot flytte hjemmefra.

Nu er det også blevet normalt at købe en lejlighed og udleje den til sine forældre. Se artikel om emnet her:

http://www.dr.dk/Nyheder/Penge/2014/03/18/115018.htm

Men uanset om forældrene lejer den lille lejlighed i Indre By ud til deres børn, eller børnene udlejer lejligheden på havnefronten til forældrene, så er det tordnende forkert. Børne- og forældrekøb burde forbydes, da de presser boligpriserne unødigt i vejret, så stadig flere danskere ikke har råd til at købe en bolig i de store byer.

Det skaber altså en ulighed – med stor ghettoficering tilfølge. Se Danmarksbloggens indlæg om emnet fra tidligere på ugen her:

http://danmarksbloggen.dk/?p=3969

Det burde derfor kun være tilladt hver person i Danmark at eje én bolig, når vi taler om helårsboliger – og samtidig også have bopælspligt i denne bolig.

Så ville boligpriserne falde, og flere grupper ville have mulighed for at komme ind i de attraktive boligområder – og det ville skabe en mere mangfoldig beboersammensætning i hele landet til fordel for ikke kun den enkelte, men også for hele samfundet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Arbejdsgivernes pligt til at bidrage til den danske velfærd

Udgivet den af
2

Et af tidens store emner er den danske velfærd, der pt. anses for at være under pres primært på grund af de mange østeuropæere, der arbejder i Danmark.

Børnecheck, dagpenge og andre ydelser debatteres derfor heftigt, og der arbejdes intenst med at finde løsninger, der begrænser østeuropæeres ret til de danske velfærdsydelser.

Samtidig fokuseres der også meget på arbejdstagernes rolle, på at danske ledige skal være klar til at tage såkaldt lavstatusjob som rengøring, jordbærplukning og så videre. Arbejdstagerne – og især de ledige – har en nærmest hellig pligt til at sige ja, tak til alle job, er holdningen blandt mange danskere.

Men hvad med arbejdsgivernes pligt til at bidrage til den danske velfærd? Hvorfor tales der ikke mindst ligeså meget om den?

Hvorfor accepteres det, at arbejdsgivere ansætter folk til lønninger, der er så lave, at det nærmest er uanstændigt? Og nej, det er ikke overførselsindkomsterne, der er for høje. Det er de lave lønninger, der er for små.

Hvorfor stiller vi som samfund ikke krav til arbejdsgiverne om, at de også skal bidrage til velfærden? Både i form af konkrete jobs – og i form af at acceptere et mindre overskud, fordi nogle flere af pengene skal bruges til lønninger.

Det giver ikke mening – og det giver slet ikke mening, fordi det netop er arbejdsgiverne der reelt kan gøre en forskel og skabe flere jobs – og dermed et større skattegrundlag og mere velfærd. Det kan arbejdstagerne ikke!!!

Derfor er jobskabelse – og dermed mere velfærd – arbejdsgivernes hellige pligt. En pligt de i dén grad har forsømt så alt for længe.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kender eks-udenrigsministeren NATO?

Udgivet den af
2

Den tidligere udenrigsminister og nuværende ordfører i Forsvarsudvalget for Det Konservative Folkeparti Lene Espersen mener, at Danmark skal til at opruste.

I en kronik i Berlingske foreslår hun derfor et styrket dansk forsvar, der er tilpasset de – i hendes verden – nye udenrigspolitiske trusler.

“Problemet er, at vi ikke i vores forsvars- og sikkerhedspolitik tager højde for den nye udvikling, der sker i Europa, ikke mindst med Ruslands meget aggressive adfærd,” siger Lene Espersen i nedenstående artikel fra DR´s hjemmeside med henvisning til udviklingen på Krim, der nu er blevet russisk (igen).

http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2014/03/17/185404.htm

Lene Espersen vil derfor have en oprustning igang i dansk militær, hvis Rusland efter Krim skulle finde på at gå efter de baltiske lande og dermed også Østersø-regionen – og altså måske Danmark.

Efter sådan en udmelding fristes man unægteligt til at spørge om den tidligere udenrigsminister kender NATO?

Danmarksbloggen iler ihvertfald glad og gerne med information om, at Danmark er medlem af NATO, som er en forsvarsorganisation, hvor de enkelte lande har forpligtet sig til at hjælpe hinanden, hvis de angribes af et tredje land.

Lene Espersens egen tidligere chef, Anders Fogh Rasmussen, er endda chef for organisationen, der altså er forpligtet til at hjælpe Danmark, hvis vi angribes. Det bliver vi så nok ikke, da netop NATO er så stærk en militærmagt, at selv en stormagt som Rusland ikke ønsker at prøve …

Det er blandt andet også derfor, at Rusland holder så skarpt øje med og udøver så stor kontrol over de lande, der grænser op til Rusland.

Lene Espersens forslag giver derfor ingen mening, hvilket også er meldingen fra lektor ved Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen. Se artikel fra DR med ham her:

http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2014/03/18/073506.htm

I virkeligheden er situationen nemlig den, at såvel Rusland som Vesten er gensidigt mere end almindeligt afhængige af hinanden. Det er også derfor, at de vestlige sanktioner mod Rusland er så relativt begrænsede og kun af symbolværdi. Ingen ønsker i virkeligheden at få kliniket noget – ikke andre end en forvirret tidligere dansk udenrigsminister.

Måske skulle Lene Espersen istedet for at tale om oprustning af det danske militær tage en tur til Roskilde og se på nogle vikingebåde? Hun kan endda også selv – ihvertfald om sommeren – tage ud og sejle med en vikingebåd på Roskilde Fjord.

Så kan hun jo stå dér i stævnen og lege viking på togt mod Rusland …
Den lille, danske ælling på togt mod den store, russiske bjørn. You go, girl.

Gad vide om russerne overhovedet ville opdage det?!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ghettoficering i Danmark

Udgivet den af
2

Danmark er godt på vej til at blive opdelt i ghettoer.

Rige ghettoer, fattige ghettoer, etniske ghettoer osv.

En undersøgelse lavet af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, som er beskrevet i Politiken (se nedenstående link), viser fx, at antallet af elite-ghettoer i Danmark voksede fra 6 i 1985 til 26 i 2009.

http://politiken.dk/oekonomi/dkoekonomi/ECE2237017/de-stoerste-danske-byer-faar-flere-ghettoer-for-rige-og-fattige/

En af løsningerne ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråds direktør Lars Andersen er at sikre, at nybyggeri bliver blandet. En anden iflg. samme mand er at træffe beslutninger, som de økonomisk stærke vil finde uretfærdige.

Det første er nemmere realisérbart end det andet. For når det drejer sig om upopulære beslutninger for de velstående, så har manden en pointé teoretisk set, men det vil aldrig blive realiseret. For de økonomisk stærke, altså dem i elite-ghettoerne, er også dem, der har flest repræsentanter i den politiske verden, både i Folketing, regioner og kommuner, så de går aldrig med til at droppe deres allerede-erhvervede privilegier.

For mennesket er psykologisk indrettet således, at det som vi én gang har fået, dét betragter vi som vores soleklare ret. Dét vil vi kæmpe indædt for at beholde.

Det giver derfor langt mere mening – også psykologisk – at appellere til vigtigheden af at få de svage områder med op. Ikke kun for de svages områders egen skyld, men også for de stærkes.

For en kæde er aldrig stærkere end det svageste led – og et samfund er i høj grad som en kæde. Derfor er det også direkte dumt med ghettoer i Danmark.

Ghettoer skaber skel mellem mennesker, ghettoer gør, at vi deler hinanden op i “dem” og “os” – og det skader os allesammen.

Alle leddene i dén kæde, der hedder Danmark, skal derfor være stærke og forbudne med hinanden. Og for at de kan blive det, så kræver det, at vi deler med hinanden, hjælper hinanden og er fælles i ordets bedste og mest medmenneskelige betydning.

De velstående skal med andre ord forstå, at når de hjælper de ringere stillet, så hjælper de både dem og sig selv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 10: Margrethe (d.1) Valdemarsdatter

Udgivet den af
Svar

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

MARGRETHE (D.1) VALDEMARSDATTER

Valdemar Atterdag stod for Danmarkshistoriens formentlig største bedrift, da han nærmest ene mand samlede Danmark igen efter landet var pantsat. Og så alligevel overgik datteren måske faderen. Hun samlede nemlig hele Norden.

Men lad os starte med begyndelsen. Der stod ikke skrevet over den lille prinsesse Margrethes vugge, at hun skulle blive den største regent i Norden igennem alle tider. Men det blev hun.

Ret hurtigt stod det dog klart, at Margrethe ville blive dronning af Norge. Kun 10 år gammel blev den unge prinsesse nemlig gift med Norges kong Håkon. Ægteskabet blev dog først fuldbyrdet – som det hedder – flere år senere. 17 år gammel fik Margrethe således sit eneste barn sønnen Oluf.

Da Margrethe var 22 år i 1375, døde hendes far Valdemar Atterdag – og så kom Margrethe rejsende ned fra Norge med Oluf ved hånden og hævdede, at hendes søn i dén grad havde arveret til tronen. Teknisk set var der andre, der måske var tættere på. Og endnu mere teknisk set var Danmark et valgrige.

Men Margrethe stod som altid fast på sit, og stormændene har nok regnet med, at de sagtens kunne magte den unge pige, Margrethe, der i sin 5-6-årige søns navn skulle regere. Så man besluttede, at Oluf skulle være konge, og hans mor regere på hans vegne, indtil han blev myndig.

Stormændene kunne så ikke styre Margrethe. Tværtimod. Margrethe viste sig i den grad at være sin fars – Valdemar Atterdags – datter. Hun ville styre alt, og det lykkedes. For hun var klog, smidig og totalt skruppelløs.

Fx fik hun de skånske borge tilbage fra lybeckerne 10 år før tid ved en kombination af smidig forhandling – og sørøveri, som hun selvfølgelig benægtede ethvert kendskab til.

Margrethe fik også sønnens Oluf´s ret til den svenske trone på dagsordenen. Oluf´s farfar havde trods alt været svensk konge, og hans far norsk konge. Så den norske trone gav jo sig selv, og med farfaderen som gammel svensk konge og dermed en medfødt ret til Sveriges trone var grunden lagt til det, der blev hendes livs mesterstykke: Kalmar-unionen.

Men så skete katastrofen. I 1387 døde Oluf kun 17 år gammel. Og så ville spillet normalt være ude. Kvinder kunne ikke arve tronen – så når Oluf var væk, skulle en ny konge vælges. Og desuden var Margrethe jo ikke blodbeslægtet med hverken Norge eller Sveriges nylige konger, så de lande burde være helt udenfor rækkevidde. Der var også emner i Danmark, som kunne være blevet konge.

Men det skete ikke. I stedet blev Margrethe af landets rigsråder valgt til FRUE OG HUSBOND OG HELE RIGETS MÆGTIGSTE FORMYNDER. En mere mærkelig titel i Danmarkshistorien findes ikke. I praksis betød den, at Margrethe nu ikke mere officielt regerede på sin nu afdøde søns vegne, men på egne.

Kort efter skete det samme i Norge. Margrethe havde dermed officielt magten i både Danmark og Norge, men dronning var hun ikke i Danmark, kun i Norge og dér teknisk set enkedronning.

Rygterne gik, at hun havde ladet Oluf dræbe eller bortføre til Sydeuropa, fordi han var uduelig. Men det er kun rygter. Fakta er derimod, at da Margrethe havde styr på Danmark og Norge, vendte hun for alvor blikket mod Sverige, hvor svenskerne ville af med deres konge, Albrecht af Mecklenburg, og hvor Margrethe altså stadig – selv uden søn – mente, at hun havde noget at gøre.

Og selvfølgelig lykkedes det for hende med masser af forhandlinger, også under hånden med svenske stormænd, og et enkelt slag. Det eneste slag, som Margrethe stod i spidsen for. Hun foretrak ellers at undgå krige og militære slag, da man aldrig kender udfaldet af en krig. Hvorimod man – hvis man var Margrethe – kendte udfaldet, når man selv forhandlede.

Men her måtte der et slag til, og så blev Sverige også hendes, og samtidig adopterede hun en dattersøn af en af hendes søstre, den kun 5-årige Erik af Pommern, der blev valgt til konge og kronet som konge af samtlige tre riger. Og SÅ kunne Margrethe i 1397 (ti år efter Oluf´s død) underskrive Kalmar-unionen.

Norden var nu samlet – før første og eneste gang i historien. Og unionen holdt i mere end 100 år. Dog mest og bedst under Margrethe, da selvfølgelig aldrig slap tøjlerne, mens hun levede. Det gjorde hun indtil 1412, hvor hun kun 59 år gammel døde ombord på et skib på Flensborg fjord, godt i gang med at få Sønderjylland helt hjem til Danmark.

Margrethe, der også var meget religiøs, og som var blevet opdraget af Den Hellige Birgittas datter, blev derpå gravlagt i Sorø Klosterkirke, som hun ønskede det.

Men hendes ven bisp Lodehat fik hendes kiste flyttet til Roskilde Domkirke, hvor hun den dag i dag stadig ligger på den fineste plads bag alteret i kirkens kannikekor. Hendes hvide sarkofag med hende selv på toppen iført lang kjole og krone er kendt af de fleste – og står som et monument over en af de stærkeste og mest bemærkelsesværdige danske regenter gennem alle tider. Måske den stærkeste, den mest bemærkelsesværdige.

Efter Margrethe kom en række konger, der mere eller mindre heldigt kæmpede for at holde sammen på Unionen. I næste uge skal vi høre om dem – og især om ham, som det går galt for på så mange planer: Christiern d. 2.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Er der stemning for en dæmning?

Udgivet den af
1

Er der stemning for en dæmning?
Svaret er desværre ja.

For stadig flere danskere hopper med på dén vogn, der hedder at lukke alt og alle ude, der ikke er leverpostejfarvede og hedder -sen til efternavn. Dansk Folkeparti stormer med andre ord frem – og fremmedhadet (og fremmedangsten) trives som aldrig før.

Men løsningen er ikke, at vi lukker os inde og er os selv nok. Løsningen for Danmark – lille Danmark – er som altid at åbne sig, at rejse ud og at byde andre velkommen hertil.

Vi kan nemlig ikke det hele selv … selvtilstrækkelighed er i øvrigt også så kedeligt og forudsigeligt. Det gode sker, når vi rejser ud eller byder velkommen til Danmark: Så bliver vi nemlig både rigere, bedre og gladere. Så trives og blomstrer de danske farver sammen med alle de andre farver i mangfoldighedens herlige – og hellige – navn.

Så sker der for alvor noget, så får leverpostejen med rødbede selskab af alle de andre herlige retter fra hele kloden, og så bliver frokostbordet et rigtigt dejligt sted at være med noget for enhver smag.

Men mangfoldigheden er sat i skammekrogen pt. – og vi bygger mure og sætter grænser – og der er i dén grad stemning for en dæmning hele vejen rundt om vores skønne lille land.

Det er trist, men inden vi går helt ned, så se det her klip med den uforlignelige Niels Hausgaard. Det handler om netop dét, at der er stemning for en dæmning, både i forhold til klimaforandringerne og i forhold til de såkaldt fremmede, og der bliver sunget også 🙂 i slutningen af klippet.

Klippet er måske lidt langt og lidt gammelt og handler også om andre ting, men det gør ikke noget, når det er Danmarks fornemmeste komiker, der er på banen:

http://www.youtube.com/watch?v=JLN2jgeVZGk

Skulle man have lyst til mere Hausgaard (og hvem har i grunden ikke det – manden er jo genial) og endnu en sang – denne gang af en helt anden kaliber rent holdningsmæssigt, så se dettte klip, sangen er cirka 3:30 inde i klippet:

http://www.youtube.com/watch?v=i5ohsdmiWvw

Og lad os så revet dén dæmning ned, som Dansk Folkeparti er igang med at bygge sammen med de altfor mange danskere, der stemmer på dem.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggen giver de danske partiledere “Michelinstjerner”

Udgivet den af
1

I går uddelte Danmarksbloggen – med et glimt i øjet – stjerner til nogle af de mest markante og betydningsfulde ministre.

http://danmarksbloggen.dk/?p=3906

Idag er det partiledernes tur til – stadig med et stort glimt i øjet – at få stjerner af Danmarksbloggen. Stjerner som gives udfra en samlet bedømmelse af den enkelte partilederes troværdighed og evne til at få sin politik igennem.

1 stjerne er dårligst – og 5 stjerner er bedst.

Socialdemokratiets leder statsminister Helle Thorning-Schmidt: 2 stjerner. Ja, det er næsten en gentagelse af i går, hvor det var hendes evner som statsminister, der blev bedømt. Men også som partileder prøver Thorning ihærdigt at fremstå som en person med styr på tingene, men det lykkes ikke særligt godt. Man skal bare beskæftige sig lidt med politik for at vide, at der er uro og utilfredshed med hende mange steder i både bagland og folketingsgruppe. Ja, noget tyder endda på, at hun nu for alvor er ved at miste magten. Men Thorning får formentlig lov til at løbe linien ud – og så bliver der valgt en ny partileder efter næste valg(nederlag), eller hvis Thorning inden får en EU-post.

De radikales leder økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager: 5 stjerner. Også her en gentagelse af i går. Vestager er pt. en af de mest styrende politikere på Borgen. En eventuel blå V-regering vil godt kunne få sine ting igennem uden de radikale, hvis der samarbejdes med Dansk Folkeparti, men en V-regering vil formentlig ønske at få de radikale med i diverse forlig for at kunne kalde sig en bred regering. Vælgerne er også godt tilfredse med Vestager, der pt. har indflydelse langt udover hvad størrelsen på de radikales folketingsgruppe indikerer.

De Konservatives leder Lars Barfoed: 2 stjerner. Barfoed prøver ihærdigt at gøre de konservative til et parti for borgerlige med høj moral og etik omkring, hvordan vi behandler vore medmennesker. Det har ikke nogen vælgereffekt. De konservatives problem er grundliggende, at der pt. ikke sidder nogen i folketingsgruppen, der kan genrejse det tidligere så toneangivende parti. Den eneste, der måske kan, sidder nede i Bruxelles og er tilsyneladende ikke interesseret i at komme hjem.

Venstres leder Lars Løkke Rasmussen: 2 stjerner. Løkke klarer sig ikke godt. Der er altfor mange dårlige sager, der klæber sig fast til manden, og som stadig huskes: Bilagssagen, GGGI-sagen og så videre. Sager, der lever i årevis og som stadig får nye udløbere. Det er derfor heller ikke overraskende, at uroen ulmer, og der rasles med sablen hos Venstre. Men tør man skifte chefen ud så tæt på et valg? Og hvem skal være kalif efter kaliffen?

Liberal Alliances leder Anders Samuelsen: 1 stjerne. Det er måneder siden, at han sidst var på banen med et politisk budskab eller projekt. Senest har hans udmeldinger handlet om hans slankekur. Liberal Alliance er heller ikke med i noget politisk arbejde, men opholder sig på sidelinien, hvor de sidder og brøler op med deres ultra-liberalistiske budskaber.

SF´s leder Pia Olsen Dyhr: 3 stjerner. Hun er meget ny på posten, og derfor svær at bedømme. Men der er ingen tvivl om, at Olsen Dyhr er langt mere dreven og dermed formentlig også mere driftssikker end Wilhelmsen var det. Spørgsmålet er så blot, om hun kan genrejse SF. Det vil tiden vise.

Enhedslistens leder Johanne Schmidt-Nielsen: 5 stjerner. Schmidt-Nielsen er en politisk superstjerne, der holder den medmenneskelige fane højt. Det har sammen med en vilje til 100% at stå inde for sine holdninger gjort, at Enhedslisten idag er et parti, der suger stemmer fra hele den røde side – og enkelte blå. Der er heller ikke andre alternativer, hvis man vil stemme på et parti, der mener, at alle mennesker fortjener en værdig tilværelse, og at vi alle – solidarisk – bør bidrage til fællesskabet.

Dansk Folkepartis leder Kristian Thuelsen Dahl: 5 stjerner. Der var skepsis, da Thuelsen Dahl overtog Dansk Folkeparti efter Kjærsgaard, men det viste sig at være en bekymring, der i den grad er blevet gjort til skamme. Partiet er sidenhen blot vokset og vokset og kan ende med at blive landets største parti. Om det skyldes det stigende fremmedhad i Danmark, eller om det er fordi, at Thuelsen Dahl har formået at få de rabiate holdninger til at virke stuerene – eller en kombination – er svær at sige. Men missionen er – desværre – lykkes.

Skriv gerne en kommentar om hvilke partiledere, som du ville give stjerner – og hvor mange stjerner han/hun/de skal have.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggen giver udvalgte ministre “Michelin-stjerner”

Udgivet den af
3

I går blev der med rund hånd delt Michelin-stjerner ud til danske restauranter.

I dag er det Danmarksbloggens tur til – med et glimt i øjet – at give nogle af de mest markante og betydningsfulde ministre stjerner. Stjerner som gives udfra en samlet bedømmelse af ministerens troværdighed og evne til at få sin politik igennem.

1 stjerne er dårligst – og 5 stjerner er bedst.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S): 2 stjerner. Thorning prøver ihærdigt at fremstå som en statsminister med styr på tingene, men det lykkes ikke særligt godt. Mange af hendes ihvertfald på overfladen politiske hjertesager har hun også måttet gå på kompromis med – eller helt droppe. Selvom det på en del områder er unfair, vil hun også altid forbindes med ordet løftebrud.

Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R): 5 stjerner. Dronning Margrethe, som hun kaldes på Borgen, har i den grad formået at sætte sin politik igennem i regeringen i en grad, så den blå tone, der i øjeblikket er herskende hos de radikale, også er den, der tegner regeringen. Det er ganske enkelt politisk håndværk, når det er bedst. Også fordi at vælgerne faktisk belønner hende for indsatsen.

Finansminister Bjarne Corydon (S): 3 stjerner. Corydons tre stjerner er et mix. For skal han måles på troværdigheden alene, får han kun en enkelt stjerne. Den danske befolkning og mange af hans egne partikammerater er trætte af Don Corydon, som han kaldes. Skal Corydon derimod måles på evnen til at få sine sager igennem – og få det som han vil, så ligger han på 4 eller 5 stjerner. Deraf den samlede score på 3 stjerner.

Udenrigsminister Martin Lidegaard (R): 4 stjerner. Manden har endnu til gode for alvor at vise, hvad han kan som udenrigsminister, men hans håndtering af situationen på Krim tegner godt.

Justitsminister Karen Hækkerup (S): 4 stjerner. Hækkerup er ny på posten, men særdeles driftsikker, og så kommer hun faktisk igennem med rigtig mange af sine politiske sager. At det dog kun bliver til 4 og ikke til 5 stjerner, skyldes Karen Hækkerups manglende evne til at kommunikere resultaterne ud til offentligheden.

Skatteminister Morten Østergaard (R): 2 stjerner. Østergaard er ny på posten som skatteminister, der ofte er en uriaspost. Og pt. bøvler han med både børnecheck og ejendomsvurderinger – indtil videre uden politisk gennemslagskraft.

Beskæftigelsesmininster Mette Frederiksen (S): 3 stjerner. Dengang under VK-regeringen var Frederiksen en af dem, der snakkede mest om at ville afskaffe fattigdommen og den sociale ulighed. Den direkte vej til det er at sørge for et godt forsørgelsesgrundlag for alle borgere, uanset om de har et arbejde eller ej. Og dér har Mette Frederiksen valgt at træde i de gamle blå fodspor istedet for at lave sine egne nye – og langt mere røde og solidariske. Alligevel mener Danmarksbloggen, at der et sted banker et rødt hjerte hos Mette Frederiksen, som kan komme frem en dag. Derfor tre håbefulde stjerner.

Udover de nævnte 7 ministre er der 13 andre ministre i Danmark i øjeblikket.
Se listen her – og skriv gerne en kommentar om, hvilke ministre du ville give stjerner – og hvor mange stjerner han/hun/de skal have: http://www.stm.dk/_a_1616.html

Læs også med i morgen, hvor Danmarksbloggen giver partilederne stjerner.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kan vi overlade kirkens kunstskat til kirken?

Udgivet den af
2

De danske kirker vurderes at rumme kunst for millioner, ja måske milliarder.

Det er altså den rene kunstskat, som vore kirker ligger inde med. Men passes der godt nok på alle de skønne malerier, statuer, lysestager, alterkalke og så videre?

Noget tyder desværre på, at svaret er nej. Nedenstående artikel fra DR´s hjemmeside viser ihvertfald, at der er stjålet kunst fra de danske kirker for 76 millioner siden 2007:

http://www.dr.dk/Nyheder/Kultur/2014/03/11/180426.htm

I artiklen siger Formand for Landsforeningen af Menighedsråd Inge Lise Pedersen også:

“Vi giver med jævne mellemrum en opsang til menighedsrådene om, at de skal være opmærksomme på tyverier. Når vi hører om, at der er bølger af tyverier mod kirkerne, skriver vi typisk til menighedsrådene og beder dem om at sikre deres kirker. Og det er det, vi kan gøre.”

Citat slut.

Hun har fuldstændig ret. I Danmark er menighedsrådene 100% selvbestemmende over deres sogn og kirke. Spørgsmålet er så, om vi kan overlade kirkens kunstskat til kirken?

Danmarksbloggen mener nej, også selvom det på mange (andre) områder er fint med kirker og menighedsråd, der er selvstyrende og selvbestemmende.

Men her er et område, hvor man ikke kan forvente, at alle kirker og alle menighedsråd i hele Danmark skal besidde kompetancer – såvel faglige som økonomiske – til at forvalte den store kunstskat, som er i vores kirker.

Dén opgave skal istedet lægges i hænderne på professionelle kunstforvaltere – og det haster. For der stjæles som aldrig før i de danske kirker, og det vil både vi og kommende generationer lide under.

For kirkerne rummer store dele af al dansk kunst før 1800-tallet. Og nok virker tiden før år 1800 for mange som meget lang tid siden, men også årene op til år 1800 er en vigtig del af os selv og vores rødder. En del som vi behøver for at forstå, hvem vi er, og hvad Danmark er for et land.

Det er i mere end en forstand arvesølvet, der er i fare her.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk