Aldrig mere en 9. april

Udgivet den 9. april 2015 af admin

Svar

I dag for 75 år siden blev Danmark besat – og siden har mantraet lydt: Aldrig mere en 9. april.

I Frihedssangen synger man oven i løbet om en sidste niende april.

Og nok er 75 år lang tid. Men der findes stadig danskere, der kan huske, hvordan det var at få ens land besat. Og der findes endnu flere danskere, der kan huse Befrielsen for snart 70 år siden. Den lyse majaften og majdag, hvor vi fik et land i gave, som historikeren Palle Lauring har sagt det.

Han oplevede det også. Det gjorde undertegnede ikke. Jeg er født i 1969. Men min mor gjorde. Hun var lige startet i skole kort inden befrielsen, og hun har fortalt, hvordan min mormor, som ellers var meget øm over sine potteplanter, d. 5. maj 1945 plyndrede dem for deres røde og hvide blomster, så min mor og hendes søstre kunne få rød-hvide blomster i håret, da de skulle ud i byen og sammen med alle andre danskere fejre, at DANAMRK VAR FRIT IGEN.

Det er en lille ting sammenlignet med mange af de andre ting, der skete i de dage – men det er en ting, der fortæller noget om glæden og stoltheden ved at være dansk og ved at få sit eget land igen.

Dét land skal vi passe godt på – og endnu mere nu end nogensinde, hvor mørket igen truer med at besætte Danmark og danskere.

Denne gang er det blot et endnu farligere mørke, der lurer og endda nogen steder har fået overtaget – nemlig mørket inde i vores eget sind. Et mørke skabt af egoisme og en overbevisning om, at det er ok kun at tænke på sig selv.

Men det er det ikke. Skal Danmark være det friske, grønne land, som der blev også blev sunget om i Frihedssangen, så skal Danmark være et land baseret på ikke kun frihed, men også fællesskab og solidaritet mellem danskerne.

Så skal blomsterne (igen) gro i vindueskarmen og udenfor i Danas have, så kræver det mere end kildevand, så kræver det også kærlighed mellem danskerne. Alla danskerne – uanset om vi er rige og fattige, gamle eller unge, bor midt i byen eller ude på landet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: 1915

Udgivet den 6. april 2015 af admin

Svar

Sidste år var der Danmarksbloggens Danmarkshistorie hver mandag. Se link til sidste del her, hvor der er links til alle de øvrige dele af Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=5899

Og nu er vi så i gang med Kvindernes Danmarkshistorie. For som bekendt er det i år 100 år siden, at kvinderne i Danmark fik stemmeret. Så Danmarksbloggen vil hver mandag frem til Grundlovsdag d. 5. juni beskæftige sig med en eller flere kvinder, der har spillet en markant rolle i Danmarkshistorien.

I dag skal det handle om 1915 og kampen for den kvindelige stemmeret.

1915

Selvfølgelig startede kampen for kvindelig valg- og stemmeret ikke i 1915. Den begyndte langt tidligere. På organisatorisk plan helt tilbage i 1871, hvor ”Dansk Kvindesamfund” blev stiftet som den første danske kvindesagsbevægelse. Der skulle dog gå yderligere 13 før – i 1884 – kravet om stemmeret for kvinder blev en del af foreningens formålsparagraf. Alle forbehold og alle meninger skulle høres. ”Dansk Kvindesamfund” definerede også sig selv som en bred og tværpolitisk organisation, hvilket var et problem for nogle.

Derfor blev ”Kvindelig Fremskridtsforening” også oprettet i 1886. Målet var det samme som hos ”Dansk Kvindesamfund”, nemlig kvindelig valgret og stemmeret til både Folketing og Landsting. Men en del kvinder – deriblandt Mathilde Bajer og Johanne Meyer – mente, at ”Dansk Kvindesamfund” var for moderate og kompromissøgende, og at der skulle mere kant på. ”Kvindelig Fremskridtsforening” optog også kun kvinder som medlemmer.

Så fulgte nogle år, hvor fx Mathilde Bajers mand, der var venstrepolitiker, stillede forslag om kommunal valgret til kvinder. Endnu uden et politisk resultat. I første omgang blev det mest til underskrifter, artikler, møder og andre manifestationer som fx ”Kvindernes Folkefest” i Dyrehaven i juni 1891, hvor cirka 10.000 deltog.

Men noget var alligevel på vej trods modstanden. Folketinget havde allerede set lyset og gentagne gange i perioden 1890 til 1908 vedtaget det nu meget berømte lovforslag om kvindelig kommunal valgret, men det blev hver gang nedstemt i det Højre-dominerede (dvs. Konservative) Landsting, og så var man lige vidt.

Det var altså hårdt at kæmpe kvindernes kamp i de år, og såvel ”Kvindelig Fremskridtsforening” som to andre kvindeforeninger ”Kvindevalgretsforeningen” og ”De samlede Kvindeforeninger” klarede ikke presset og blev opløst.

”Dansk Kvindesamfund” var dermed en tid den eneste kvindesagsforening. Der var dog det problem, at man her ikke entydigt gik ind for den politiske valgret til kvinder. Så i 1898 blev en ny forening – ”Valgretsforbundet” – stiftet. En forening, der havde kvinders valgret som eneste formål.

Fra 1904 stiftedes lignende foreninger over hele Danmark. Alle sluttede de sig i 1907 sammen i paraplyorganisationen ”Landsforbundet for Kvinders Valgret”, der hurtigt omfattede 160 lokalforeninger med over 12.000 medlemmer.

Og så endelig i 1908 – efter at have været fremsat 11 gange gennem i alt 22 år – blev forslaget om den kommunale valgret for kvinder vedtaget.

Kvinder kunne dog stadig ikke stemme til hverken Folketing eller Landsting, så arbejdet fortsatte – og fra 1913 fik kvinderne hjælp fra ”Foreningen af Mænd for Kvinders Valgret”.

Og så endelig i 1915 – d. 5. juni – blev en ny Grundlov underskrevet. En Grundlov, der gav fuld valgret til kvinder. Kvinderne gik også i optog til Kongen for at vise deres påskønnelse. En historisk march, som i år skal gentages af blandt andet en gruppe kvinder, der nu i måneder har arbejdet ihærdigt på at kunne ligne medsøstrene fra for 100 år siden.

En vigtig pointe i forbindelse med optoget dengang er, at kvinderne tilbage i 1915 ikke brugte ordene tak og taknemmelighed. For den valgret, som blev os kvinder til del for nu snart 100 år siden, var kun en naturlighed, som vi i virkeligheden hele tiden havde haft ret til.

En ret, som vi heldigvis lige siden har gjort flittigt brug af – og fortsat skal gøre brug af. For rettigheder kan kun bibeholdes, hvis de bliver brugt.

Vi er dermed også nået til nutiden. Så herfra og indtil 5. juni vil vi hver mandag høre om et bestemt årti – og udvalgte kvinder, som gjorde sig bemærkede netop i dét tidsrum. Vi starter med 1920´erne i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: Skagenskvinderne – og et selvmord

Udgivet den 23. marts 2015 af admin

Svar

I dag skal det handle om tre kvinder, der kunstnerisk – men uden at være særligt politiske eller kvindefrigørende – markerede sig ved 1900-tallets start:

Anna Ancher, Marie Krøyer og Ingeborg Stuckenberg

Når man siger Skagensmalerne, siger de fleste automatisk Ancher og Krøyer. Mange tænker også først – og måske endda kun – på Michael Ancher og P.S. Krøyer. Og nok er de to herrer nogle af Danmarks bedste malere nogensinde, men især Anna Ancher, Michaels hustru, malede på et niveau, der var fuldt sammenligneligt med de to mænd.

Ja, på nogle måder overgik Anna Ancher de to mænd. Hun var således den mest moderne af alle Skagensmalerne på grund af hendes optagenhed af lyset og farverne fremfor fortællingen i billedet. Hendes mand anerkendte det også – og var stolt af sin dygtige hustru, som han også sparrede flittigt med. Sammen tog parret også på flere studierejser til udlandet.

Anna Ancher (1859-1935) var født i Skagen og var datter af parret Brøndum, der havde både byens købmandshandel og gæstgiveri – det som i dag er det velkendte Brøndums hotel, hvor også Ancher, Drachmann, Krøyer og alle de andre slog sig ned, da de kom til byen.

Anna Ancher, der var en både kvik og sød ung pige, begyndte derpå også selv at male og tegne – og havde et stort talent.

Faktisk så meget at det lykkedes hende at blive optaget på Vilhelm Kyhns malerskole for kvinder i København i en tid, hvor det ikke var almindeligt, at kvinder fik en kunstnerisk uddannelse. Ja, hvor kvinder slet ikke havde adgang til Kunstakademiet.

Men på Kyhns malerskole for kvinder måtte de godt komme, så her gik Anna i tre vintre, og hun blev ved med at male, også selvom Vilhelm Kyhn mente, at hun burde søsætte sin malerkasse, da hun blev først gift og siden mor.

Men det gjorde Anna Ancher altså heldigvis ikke. Hun fortsatte med at male og udstillede mange gange i sit liv. Hun modtog også adskillige priser for hendes malerier, der i valg af motiv var ”typisk kvindelige”, idet hun primært malede hjemmet, kvinders og børns verden.

Det var der heller ikke rigtig nogen, der havde gjort før – og det er til dels takket være hendes stadig så levende malerier, at vi let kan sætte os ind i, hvordan det var at være kvinde for lidt over 100 år siden.

Anna Ancher var en ener, både i hendes stærke og koloristiske malestil, men også fordi hun som en af de få kvindelige kunstnere i hendes generation fik anerkendelse og respekt – både i ind- og udland, både fra mænd og kvinder.

P.S. Krøyer skal således have sagt, at Anna Ancher var den første i Danmark, som det lykkedes at male solskinnet. Han var dog ikke ligeså rummelig overfor hans egen hustru.

Marie Krøyer (1867-1940), født Triepcke, blev derfor på mange måder Anna Anchers modsætning, selvom udgangspunktet var det samme: To unge piger med kunstneriske evner, der modtog undervisning i at male og tegne.

Men hvor Anna Ancher fik et lykkeligt liv fuld af kunst – også den som hun selv udøvede – sammen med en mand, der elskede hende, blev Marie Krøyers liv langt mere dramatisk og ulykkeligt.

Marie besøgte Skagen første gang i 1887, men det var først i vinteren 1988-89, at hun blev en del af den skandinaviske kunstnerkreds. Det skete under et ophold i Paris, hvor blandt andet Anna Ancher også var – og en vis P.S. Krøyer, der nok var genial som maler, men som menneske særdeles psykisk ustabil.

P.S. og Marie forelskede sig alligevel – og blev også gift få år efter, og så stoppede Maries malerier stort set. Hun tegnede og malede lidt, men ikke meget – og slet ikke som veninden Anna Ancher. Krøyer, som nok kunne rose Anna Ancher, brød sig nemlig ikke om, at hans egen kone malede. Hun skulle være hustru og mor.

Så i stedet kastede Marie sig over indretning og design af hjemmet – noget som hun fik megen anerkendelse for indenfor kredsen, men aldrig udenfor, selvom hendes stil og kreationer stod mål med det bedste, som der blev udstillet.

Ægteskabet med P.S. Krøyer var som sagt fuld af op- og måske især nedture, også fordi han ofte var indlagt pga psykiske problemer. Og det var under en af disse indlæggelser, at Marie i 1902 tog til Italien på egen hånd. Her mødte hun den svenske komponist Hugo Alfvén, og de to startede et romantisk forhold.

P.S. Krøyer ville dog ikke lade sig skille – ikke før i 1905, hvor Marie var blevet gravid med Hugos barn. På Krøyers berømte Skt. Hans-aften maleri med Drachmann i midten kan man også se Marie og Hugo stå væk fra de andre, i skyggen ovre ved båden. Det var den bedragne eks-mands måde at hævne sig på.

Under alle omstændigheder, så flyttede Marie med Hugo til Sverige, hvor hun boede resten af sit liv, også selvom hun og Hugo Alfvén blev skilt få år, før hun døde.

For nok var Maries ægteskab med Hugo Alfvén lykkeligere end det, som hun havde med P.S. Krøyer – men det var ikke lykkeligt. Hugo var sammen med andre kvinder på stribe – og til sidst ville han skilles og giftes med en anden.

Så Marie døde ensom og syg i Stockholm kort efter Anden Verdenskrigs udbrud.

Langt senere – i 1980´erne og igen i 2002 – har offentligheden fået kendskab til flere af hendes værker samt tegninger og skitser. Fine sager, der viser, at nok var Marie ikke på niveau med Anna Ancher, men hun var rigtig god – også sammenlignet med de fleste andre Skagensmalere. Og var hun fortsat med at male og tegne, må man formode, at hun nok også havde udviklet sig.

Ingeborg Stuckenberg (1866-1904) fik et meget kort liv. Hun kom fra et velhavende hjem og blev i 1887 gift med digteren Viggo Stuckenberg. Deres hjem blev nærmest et nyt Bakkehus, hvor 1890´ernes kunstnere og forfattere som fx Sophus Claussen samledes og diskuterede deres værker og ideer.

Selv skrev Ingeborg Stuckenberg også, men kun en enkelt novelle (Badegæster fra 1889) blev trykt. Det er dog en kendt sag, at hun fx også har skrevet store dele af Viggo Stuckenbergs roman ”Fagre ord” fra 1895.

Ingeborgs ægteskab med Viggo var mere end stormfuldt. Ægtefællerne elskede hinanden, men deres heftige temperamenter skabte store problemer, som man også kan læse det i Viggo Stuckenbergs måske mest rørende digt, tilegnet netop Ingeborg:

Nu brister i alle de Kløfter,
som fured´ og sprængte mit Sind,
alverdens fagreste Blomster,
for Sommerens sagte Vind

Thi to, som elsker hinanden,
kan volde hinanden mer´ ondt,
end alle de argeste Fjender,
som hævner sig Jorden rundt

Og to, som elsker hinanden,
kan læge de ondeste Saar,
blot ved at se paa hinanden
og glatte hinandens Haar

Desværre kunne Ingeborg og Viggo ikke nøjes med at se på hinanden og glatte hinandens hår, selvom de elskede hinanden inderligt.

I stedet gik ægteskabet i stykker, og Ingeborg tog nærmest i desperation til New Zealand sammen med sin nye elsker, en gartner. Dét fortrød hun bitterligt, da hun kort efter ankomsten sad derude en halv jordklode væk. Gartneren var smuttet. Hun var helt alene og uden penge eller anden mulighed for at komme hjem til Danmark. For Ingeborg må det have føltes som om alt hørte op. Hendes liv endte også på den mest tragiske måde med hendes selvmord.

Ingeborgs sidste ord gjaldt – selvfølgelig – Viggo Stuckenberg. Inden hun skød sig, skrev hun nemlig med adresse til sin tidligere mand: ”Hvor har jeg elsket dig med al mit Livs forspildte Varme.”

Mere hjerteskærende bliver det ikke – og bedst sammenfattes hele hendes liv og væren med vennens Sophus Claussens ord: ”Der bliver så fortvivlende lidt af saa meget: Kun Aandemusik.”

Nutiden og det skelsættende år 1915 nærmer sig. Men inden skal vi høre om to meget markante danske kvindelige forfattere, der virkede i tiden op til og efter med en både politisk og frigørende dagsorden.

Disse markante kvinder skal vi høre mere om i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Solformørkelsen blev en skyformørkelse – og det var ikk´ så ringe endda

Udgivet den 20. marts 2015 af admin

Solformørkelsen er ved at være forbi.

For de fleste danskere blev dagens store begivenhed mere en skyformørkelse end en solformørkelse, men alligevel var begejstringen stor, også hos de mange der kun nåede at se et glimt af en sol, der langsomt blev spist af månen, inden skyerne overtog scenen.

Danmarksbloggen er ikke overrasket over danskernes glæde. Snarere tværtimod.

For det lægger tilsyneladende dybt i danskernes dna at være tilfredse med lidt. Noget, der har fået udlændinge til at kalde os både dovne, dvaske og enfoldige – uden store mål og visioner – uden format.

Men dette at kunne se lykken i det små, glæden ved detaljen og ved de få dråber, der er tilbage i det engang halvfulde bæger er måske i virkeligheden hemmeligheden ved at være tilfredse med livet.

Så lad blot de andre beholde de langt højere bjerge og de diamantbesatte korona´er. Vi danskere klarer os – tilsyneladende – med en sol, der formørkes mere af skyer end af månen. Ja, vi er er tilmed lykkelige ved synet.

For vi så jo trods alt noget. Det blev også både koldere og mørkere. Så det var ikk´ så ringe endda 🙂

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Solformørkelsen er – desværre – ikke et tegn

Udgivet den 20. marts 2015 af admin

Svar

I gamle dage mente man, at solformørkelser, kometer og andre specielle naturfænomener var tegn fra guderne. Primært tegn om at enden var nær, og at jorden ville gå under.

Hvem kan fx ikke huske, da Emil og resten af familien fra Katholt skulle til marked i Vimmerby netop selvsamme dag, som en komet skulle komme? Noget, der selvfølgelig skabte vild rædsel i det lille smålandske sogn. Men nej, der skete selvfølgelig ikke andet dén dag end, at Emil igen lavede skarnstreger – samt i øvrigt fik sig en hest.

Og således vil det også være i dag, når solformørkelsen går over landet og kulminerer kl. 10.50.

Solformørkelsen i Danmark er ikke total, men mellem 81 og 85%.

For nej, der vil heller ikke ske noget i det danske samfund i dag, som ikke plejer at ske. Altså udover at vi – hvis solen skinner – vil opleve, hvordan fuglene bliver tavse, og hvordan lyset ændrer sig.

Sådan er det. Danmarksbloggen kunne dog godt drømme om, at solformørkelsen kunne være starten på slutningen af dén medmenneskelige formørkelse, som der efterhånden har været over Danmark og en alt for stor del af danskerne i mange år. Dét ville være helt fantastisk – men desværre også en smule naivt.

Så nej, solformørkelser kan ikke bruges til andet end et øjebliks fascination af naturen, men det er også i orden. Dét giver nemlig energi til at kæmpe videre. Husk i øvrigt solformørkelsesbrillerne.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: Grevinde Danner og Europas Svigermor

Udgivet den 16. marts 2015 af admin

Svar

I dag skal det handle om to royale markante kvinder i sidste del af 1800-tallet, to kvinder hvor den mest spændende, mest markante og hende der gjorde mest godt ikke havde en dråbe blåt blod i årerne. Nemlig:

Grevinde Danner og Europas Svigermor

I alle andre lande end Danmark har det op igennem historien været tradition at forskellige slægter har siddet på landets trone. Men ikke hos os. Fra Gorm d. Gamle til Frederik d. 7. – eller gennem næsten 1000 år – præsterede kongeslægten det utrolige: Hele tiden at producere en arving.

Men nu stoppede det. Frederik d. 7. fik ikke – officielt – arvinger. Til gengæld var han gift tre gange, de to første gange i arrangerede og fyrstelige ægteskaber, der gik i vasken næsten ligeså hurtigt, som de var blevet indgået.

Men tredje gang i 1850 giftede Frederik d. 7, som i øvrigt var ham, der gav danskerne Grundloven, sig af kærlighed med den borgerlige Louise Rasmussen (1815-1874), datter af en tjenestepige og dennes gifte arbejdsgiver. Det var et ægteskab til venstre hånd, så Louise blev ikke dronning.

Alligevel kunne dét næsten ikke være værre set med datidens moralske øjne: Danmarks konge gift med et uægte barn, som børn født udenfor ægteskabet hed dengang. Og så tilmed en borgerlig – og en tidligere balletpige.

For Louise Rasmussen, der senere blev det, som man kalder en frodig dame, der kun med besvær bevægede sig rundt, startede med at være slank som et siv og meget graciøs, når hun dansede på Det Kgl. Teater. Dét var der ikke prestige i. Datidens balletpiger blev opfattet som noget nær prostituerede.

Så nej, kredsene omkring kongehuset brød sig ikke om Frederik d. 7´s valg af kone. Befolkningen, som generelt elskede Frederik d. 7. for hans folkelige stil, brød sig heller ikke meget om kvinden, der først havde været balletpige og siden haft en modebutik på Strøget. Adskillige smædeviser handlede om hende, der steg fra ”Dybet”.

Frederik d. 7. var til gengæld ligeglad. Han kunne lide Louise – og hun ham, også selvom hun i årevis havde en romantisk affære kørende med Frederik d. 7.´s bedste ven, avismanden Berling, med hvem Louise også fik et barn, som dog voksede op andetsteds. Så hun kunne godt få børn. Det var Frederik, der ikke kunne, selvom den nyeste forskning tyder på, at han måske alligevel havde et barn et sted i Jylland.

Men altså Louise, der blev adlet og derfor fik navnet grevinde Danner, og Frederik havde det dejligt sammen – og især når de var væk fra København og hoffet, der ligesom alle andre behandlede grevinde Danner skidt.

Deres favoritslotte var Frederiksborg og Jægerspris slotte i Nordsjælland, hvor de kunne have de gæster, som de ønskede, læse og tale sammen, hvis ikke han fiskede eller gravede efter oldtidsfund.

Det var et dejligt ægteskab, der kun blev skæmmet af kongens alt for store alkoholforbrug, som grevinde Danner i øvrigt var den eneste, der kunne dæmpe – bare lidt.

Frederik d. 7. døde i 1863, og straks var grevinde Danner forvist fra det såkaldte gode selskab. Det har hun formentlig set komme, og hun gik da også i gang med at sikre, at hendes store formue gik til velgørenhed.

I 1873 (to år før hendes død) oprettedes derfor ”Kong Frederik den Syvendes Stiftelse for ubemidlede og trængende Fruentimmer af Arbejderklassen” i Gyldenløvesgade i København og ”Kong Frederik den Syvendes Stiftelse” (et børnehjem for unge piger) på Jægerspris slot.

I dag er Danner-huset i Nansensgade krisecenter og asyl for voldsramte kvinder. Noget som blev muligt pga den store Grevinde Danner-indsamling i 1979.

Men tilbage til 1800-tallet og den næste på tronen, Christian d. 9. – og nej, han var netop ikke en oldenborger som forgængerne, men dog alligevel af samme slægt, nu blot den glückburgske gren, der siden har siddet på Danmarks trone.

Christian d. 9. er også kendt som Europas svigerfar, da han og hans dronning Louises børn i høj grad satte sig på Europas troner:

Den ældste søn blev selvfølgelig konge af Danmark under navnet Frederik d. 8. Han blev dermed også oldefar til den nuværende Dronning Margrethe d. 2. af Danmark.

Den næstældste søn Wilhelm blev under navnet Georg d. 1. konge af Grækenland – og er dermed også stamfar til den græske eks-konge Konstantin, som er gift med Dronning Margrethes søster eks-dronning Anne-Marie.

Den yngste søn Valdemar fik tilbudt Bulgariens trone, men sagde nej, tak. Han risikerede at skulle gå i krig med sin egen bror, kongen af Grækenland. I stedet blev han i Danmark og blev gift med franske Marie, der var efterkommer af den franske konge.

Den ældste datter Alexandra blev gift med den engelske konge Edward d. 7. og blev dronning af England – og er dermed oldemor til den nuværende dronning Elizabeth d.2. af England.

Den næstældste datter Dagmar blev gift med den russiske zar og blev dermed zarina af Rusland og mor til zar Nicolai, der senere blev henrettet sammen med sin kone og børn. Selv overlevede hun revolutionen og boede til sin død igen i Danmark.

Den yngste datter Thyra blev gift med hertugen af Cumberland, den tidligere kronprins af Hannover.

Endelig skal også nævnes barnebarnet Carl, der under navnet Haakon d. 7. blev konge af det igen frie Norge i 1905.

Så når Christian d. 9 er Europas svigerfar, er dronning Louise også Europas svigermor – og det er en overset faktor, at især somrene på Fredensborg slot, hvor hele den store familie fra Europa samledes i årene op til og lige efter år 1900, har været styret af hendes evne til at få alle til at føle sig godt tilpas. For sammenkomsterne på Fredensborg handlede – stik imod hvad den tyske kejser troede – om hygge og ikke om politik.

Nutiden og det skelsættende år 1915 nærmer sig. Men inden skal vi høre om de kvindelige kunstnere, malere og forfattere, der markerede sig omkring 1900-tallets start.

Disse markante kvinder skal vi høre mere om i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Venstre og Radikale Venstre gambler med trafikanters liv

Udgivet den 13. marts 2015 af admin

Svar

Et nyt forslag fra det nye makkerpar i dansk politik Venstre og Radikale Venstre går ud på at hæve fartgrænsen på landevejene fra 80 til 90 km i timen. Der er tale om den rene gambling med andres menneskers liv og førlighed.

Som argument bruger de to partier at 1) man kommer hurtigere på arbejde (!) og 2) det øger trafiksikkerheden – fordi bilerne er i kortere tid på vejen (!).

Læs mere her: http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2015/03/11/185100.htm

Det er jo det rene galimatias. Farten dræber stadigvæk – også selvom man beslutter, at det er godt at kunne køre hurtigere, så man kan komme hurtigere på arbejde!!!!

Ifølge Rådet for Sikker Trafik er fakta nemlig, at

1) Jo højere fart, jo flere dødsulykker
2) Den høje fart kan være den direkte årsag til at ulykken sker
3) De fleste dødsulykker sker på landeveje

Læs mere her: http://www.sikkertrafik.dk/fart

Hos samme kilde kan man også læse, at hvis farten stiger fra 80 km/timen til 90 km/timen, så øges risikoen for at havne i en dødsulykke med 60%.

Så jo, farten dræber – stadigvæk.

Drop derfor det tåbelige forslag, der i øvrigt kun er sat i verden for at skaffe stemmer til Venstre og Radikale Venstre – samt sørge for at nogle af især Venstres kernevælgere ikke risikerer en bøde, når de suser afsted i livsfarligt højt tempo på landevejene.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Beskyt digerne – på marken

Udgivet den 11. marts 2015 af admin

Svar

Diger er normalt noget, som vi forbinder med kyster og kystsikring.

Men diger er også noget, der findes inde i landet. Ja, over hele Danmark er der ved og på markerne diger, hvoraf nogle har været der siden jernalderen. De fleste dog siden tiden op mod år 1800.

Diger, der er lavet af sten og jord, og som udover at beskytte dyre- og plantelivet, også er omfattet af museumsloven pga deres historiske værdi.

Men landmændene pløjer i stor stil disse diger ned. Ulovligt vel at mærke. De er ikke rentable, lyder forklaringen fra de kapital-bevidste bønder, der traditionen tro ser på pengepungen først og miljøet senere.

Sagen bliver så ekstra grotesk af, at klager over nedpløjningen af digerne bliver syltet i årevis. I Høver, der ligger ved Galten vest for Aarhus, har en mand således oplevet, at der indtil videre er gået FEM år, siden han klagede – og sagen er ikke behandlet endnu.

Men nu sker der noget, lover de ansvarlige. Læs mere om sagen her: http://jyllands-posten.dk/kultur/ECE7530142/Dansk-kulturarv-pl%C3%B8jes-i-stort-omfang-ulovligt-ned/

Danmarksbloggen håber det.

For nok har diger af sten og jord ikke samme nuttetheds-sværdi som sæler eller samme spændings-værdi som ulve – men digerne betyder tusind gange mere for den danske natur og det danske dyreliv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vigtigheden af at kunne svømme

Udgivet den 10. marts 2015 af admin

Svar

Danmarksbloggen skriver sjældent, ja nærmest aldrig om motion og krop. Det er der også rigeligt med andre medier, der gør. Men ingen regler uden undtagelse – og idag er en af dem.

En undersøgelse viser nemlig, at kun halvdelen af alle danske børn mellem 7 og 14 år kan svømme. Den anden halvdel samt hver tredje voksne dansker kan ikke.

Der druknede også mere end 55 mennesker i Danmark i 2012, og hver femte dansker angiver at have været tæt på at drukne på et eller andet tidspunkt.

Læs mere her: http://www.svoem.org/Aktuelt/Nyheder/Nyhed/?id=5751

Det er skidt. For vi bor i et lille land med en enorm lang kystlinie – foruden alle søerne og hvad der ellers findes af vand – og det er meget.

Det er derfor afgørende at lære at svømme, hvis man bor i Danmark – og vel at mærke ikke blot 50 meter, men som minimum de 200 meter uden hjælpemidler, som er den nordiske definition af at kunne svømme.

Danmarksbloggen kunne så godt ønske sig, at alle danskere kunne svømme minimum 500 meter og samtidig have en selvfølgelig viden om saltvand versus ferskvand, hestehuller og alt det andet, som det er værd at vide om vand.

For nok er det både sjovt og dejligt at bade, svømme og være ved vandet. Men er man det på en sikker måde, er det bare endnu bedre.

Læs mere om badesikkerhed og vandglæde her:

http://www.respektforvand.dk/Ved-vandet/De-fem-baderaad-og-sikkerhed

http://www.dgi.dk/arkiv/2014/08/20/8-raad-skal-oege-sikkerheden-for-svoemmere-i-aabent-vand

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: Guldalderkvinderne

Udgivet den 9. marts 2015 af admin

Svar

I dag skal det handle om de første almindelige kvinder, der blev berømte for deres kunnen, især på det kunstneriske område:

Guldalderkvinderne

Den danske guldalder er en samlet betegnelse for de årtier i 1800-tallet, hvor Danmark i højere grad end nogensinde før – og senere – var beriget med store ånder. Nogle af dem var kvinder, selvom de ofte levede i skyggen af deres berømte mænd.

Ude i Danmark skete der også noget. Skoleloven kom i 1814, og den betød, at alle – også pigerne – skulle i skole. I løbet af århundredet blev det også muligt for kvinder selv at eje fx en butik eller en beværtning.

Men det hele startede i 1784 – 12 år efter Struenses henrettelse og Caroline Mathildes forvisning til Celle i Tyskland.

Hendes søn med Christian d. 7 var efterhånden blevet 16 år og er en kvik ung mand, der ønskede reformer og fremgang i Danmark, som blev styret benhårdt og reaktionært af stedmoderen Juliane Marie, hendes søn og Guldberg . På papiret var faderen – Christian d. 7. – stadig konge, men kun på papiret.

Men nu skulle det ændres – og den kommende Frederik d. 6. handlede lynhurtigt. Foran sin far – kongen – lagde han et papir, der afskedigede den gamle regering, altså stedmoderen og de andre, og i stedet gjorde ham og hans værger til en ny regering. Kuppet lykkedes på et hængende hår – og hermed var vejen banet for Frederik d. 6., der først blev konge af navn flere år senere. Men som af gavn var konge meget tidligt og med en stor ansvarsfølelse, der aldrig forlod ham, og som gjorde, at man sagde, at kongen sov med nøglerne til byens volde på sit natbord.

Det har han selvfølgelig ikke gjort. Men Frederik d. 6 var en arbejdsom mand, der ville sit folk det godt. Og i dette lilleput-København, stadig omgivet og defineret af Christian d. 4´s gamle volde, levede og virkede så de fleste af den danske guldalders store ånder, hvoraf mange var mænd.

Men der var i høj grad også kvinder.

En af de mest lysende guldalderkvinder er Kamma Rahbek, der egentlig hed Karen Margrethe, men som aldrig blev kaldt andet end Kamma. Hun levede fra 1775 til 1829 og var det måske største centrum i den danske guldalder.

Hun var levende, interesseret i det meste og havde altid en både kvik og tankevækkende bemærkning til det emne, som der blev diskuteret – eller det digt eller den passage, der blev læst op. For mange litterære og kunstneriske ideer og værker er blevet født – og slebet til – i hendes saloner.

Kamma var gift med forfatteren Knud Lyhne Rahbek, og de boede lidt udenfor voldene, ude på landet på Frederiksberg. I dag kan man stadig se deres hus, der allerede dengang hed Bakkehuset. Nu tæt omgivet af andre huse lige i nærheden af Søndermarken – men dengang var det langt væk fra byen og voldene. Kamma havde derfor også en stor have, som hun holdt meget af, og som gik helt ned til den nuværende Vesterbrogade.

Så her mellem stokroser og bøger levede Kamma Rahbek og hendes mand – og hertil kom de alle sammen, alle forfatterne, digterne, videnskabsmændene, teaterfolkene og flere endnu for at sidde og snakke og diskutere, især med Kamma, som er berømt for sine i hundredvis af breve – og for kun at ville skrive med ravnefjer.

Kamma lavede også æsker, som man stadig kan se. Men det vigtigste var og blev samtalerne med tidens store ånder, som alle kom derude – nogle gange til middag, men altid til the.

En af dem var H.C. Andersen, som godt kunne være både selvhøjtidelig og selvoptaget. Så historien går, at de af og til – Kamma og de andre digtere osv – godt kunne finde på at slukke lyset og lade som om der ikke var nogen hjemme, hvis de nåede at se, at eventyrdigteren var på vej over markerne inde fra Vesterport.

Næste aften bød de ham så velkommen igen – og alt var som det skulle være i Bakkehuset, der også var bolig for Johan Ludvig Heiberg en tid. Men mere om den del senere.

Magien slukkes, da Kamma døde af sygdom kun 53 år gammel. Hendes mand kunne slet ikke skabe samme atmosfære – og så savnede han Kamma. Han døde året efter hende.

En anden guldalderkvinde er Johanne Luise Heiberg, en af dansk teaters største skuespillerinder nogensinde, hvis ikke den største. Hun levede fra 1812 til 1890 og var halvt jøde – noget som påvirkede hende i en tid, hvor der også i Danmark var jødeforfølgelser. Dog noget mindre end i resten af Europa, blandt andet pga kong Frederik d. 6, der sørgede for, at jøderne både juridisk og på alle andre områder blev ligeværdige borgere i Danmark.

Johanne Luise kom fra fattige kår og startede som balletbarn – og med at danse på bordene på moderens beværtninger. Dansen blev dog snart afløst af skuespillet. Hendes talent var åbenbart, og Johan Ludvig Heiberg skrev på stedet vaudevillen ”Aprilsnarrene” til hende. Det er også ham, der har skrevet vores nationalskuespil ”Eleverhøi”. Og i 1831 blev de to gift. Mange havde været forelsket i Johanne Luise, men det var den næsten 20 år ældre Johan Ludvig Heiberg, der løb med hende – godt hjulpet på vej af hans dominerende mor Thomasine, som vi skal høre mere om senere i dag.

Og så startede en lang og glorværdig teaterkarriere, hvor Johanne Luise Heiberg var den absolutte primadonna, men hvor det ikke altid har været let, da hendes mand sørgede for, at hun skulle tituleres FRU Heiberg og ikke madam Heiberg, som det ellers var norm, at man gjorde med gifte koner. De ugifte kaldte man jomfru – uanset hvad de var. At denne forskelsbehandling har stillet hende dårligt overfor kollegaerne, tænkte hendes mand ikke på.

Johanne Luise fandt sig i det – og i at mandens søn med en anden kvinde delvist voksede op hos dem – og i at have svigermor boende i 25 år. Hun må have været et meget rummeligt menneske, selvom hun også kunne gå i stå, som da den verdenskendte svenske sangerinde Jenny Lind kom til København, og Johanne Luise næsten ikke kunne få sig selv til at hilse på den ellers meget venlige superstjerne, da de mødtes på Christianshavn, hvor Heiberg-parret boede i en årrække. Dér blev det for meget.

Hun sørgede også livet igennem over de børn, som hun ikke fik – og som hun købte sølvskeer til og gemte i skufferne.

Heldigvis kan vi læse om det hele selv i hendes erindringer ”Et liv genoplevet i erindringen”, som sammen med Leonora Christines ”Jammersminde” står som det bedste og det stærkeste erindringsværk skrevet af en dansk kvinde.

Johanne Luises svigermor Thomasine Gyllembourg skal sammen med Charlotte Dorothea Biehl også nævnes. Især den sidste er lidt for tidlig til at kunne kaldes en decideret guldalder-kvinde. Men uden de to kvinder her ingen kvindelig guldalder i Danmark. De banede simpelthen vejen for de andre kvinder ved at skrive i en tid, hvor borgerskabets kvinder ellers kun broderede og sang og så yndige ud på portrætter og til selskabelighed.

Charlotte Dorothea Biehl levede fra 1732 til 1788 og var blandt andet var gode venner med en af Fredrik d. 6´s betroede mænd, som var venner med siden hun lærte ham at kende på sine daglige spadsereture i Kgs. Have. Kærester var de ikke, men rigtig gode venner.

Charlotte Dorothea vidste tidligt, at hun gerne ville lære alt, som hun selv sagde det. Hun havde også en fantastisk morfar, der lærte hende at læse, og som opfordrede hende til at søge viden og dygtiggøre sig.

Det var hendes far mildt sagt ikke glad for, så da morfaderen døde, mens Charlotte Dorothea endnu var et lille barn, måtte hun læse og skrive i smug.

Det gjorde hun så meget og så godt, at hun som voksen oversatte fx teaterstykker og også selv skrev komedier. Mest kendt er hun dog nok for at have oversat Cervantes satiriske ridderroman ”Don Quixote”.

Thomasine Gyllembourg, der levede fra 1773 til 1856, var først gift med P.A. Heiberg, manden der blev landsforvist for at have skrevet ”ordner, bånd og stjerner hænger man på idioter”, og fordi han efterfølgende ikke ville sige undskyld til kongen.

P.A. Heiberg var nemlig oplysningsmand og en ivrig fortaler for ytringsfriheden, og ingen ved rigtig, hvorfor denne intellektuelle og meget akademiske mand i en alder af 32 giftede sig med et romantisk pigebarn på 17 år. Men sådan var situationen, og ægteskabet havde næppe holdt – uanset hvad. Thomasine havde også for længst forelsket sig i den jævnaldrende og langt mere dramatiske svenske adelsmand Carl Frederik Gyllemborug-Ehrensvärd, der i øvrigt kom hjemme hos dem, endnu mens P.A. Heibeg boede i Danmark.

Men nu gik forholdet fra platonisk til erotisk – og parret Heiberg blev skilt, og sønnen Johan Ludvig sat i pleje hos Rahbekkerne i Bakkehuset. Thomasine måtte nemlig ikke have sin søn boende hos sig, lød dommen ved skilsmissen. Men drengen skulle altså heller ikke sendes til Paris, hvor faderen boede. Så Johan Ludvig voksede op hos vennerne i Bakkehuset. Senere kom han som bekendt til at leve under tag med moderen, nemlig da hun blev gammel og flyttede ind hos ham og hans kone Johanne Luise Heiberg.

På det tidspunkt var hun for længst begyndt at skrive som fx romanen ”En hverdagshistorie”, og nok er hendes romaner i dag forældede og læses meget lidt. Men dengang roste Søren Kierkegaard hendes værker – og samtiden kaldte hendes roman ”Slægtskab og Djævelskab” for den mest betydelige nutidsroman i nordisk litteratur. I mange år var hun dog anonym – også fordi hun udviste et for tiden meget usædvanligt frisind, når det kom til kærlighed.

Endelig er der også baronesse Christine Stampe, der levede fra 1797 til 1868. Allerede som 15-årig kom Christine fra Fredericia til Italien, hvor hun skulle bo hos sine brødre, da forældrene var døde. Her mødte hun de danske guldalder-ånder, som tog til Italien på lange dannelsesrejser. Og det gjorde de stort set alle sammen fra H. C. Andersen over Eckersberg til især Bertel Thorvaldsen, som i mange år boede og arbejdede i Rom.

En af de mere ukendte Italiensfarere var baron Henrik Stampe, som Christine blev gift med. Han var venlig, men ikke helt rigtig i hovedet. Så det blev hurtigt Christine, der styrede godset Nysø ved Præstø, hvor folk som Grundtvig, Ingemann, Marstrand, Ørsted, H. C. Andersen, Oehlenschlæger og flere endnu kom forbi og boede og diskuterede – meget á la den måde, som det foregik på i Bakkehuset hos Kamma Rahbek. Bortset fra at på Nysø blev man boende i dage, ja nogle gange ligefrem i uger. Det lå jo langt fra København …

Men Christines største bedrift handler om Thorvaldsen, Danmarks største billedhugger nogensinde. Han havde i mange år boet i Rom, men nu skulle han hjem. Udover på alle måder at støtte etableringen af Thorvaldsens Museum hjalp Christine Stampe også den store billedhugger med alt det praktiske fra at få pakket nede i Rom og sendt statuer m.m. til at lave et hjem for ham på Charlottenborg.

Endelig gav Christine også Thorvaldsen et atelier på Nysø, og hun sørgede for, at han bestilte noget. Han kaldte også hende for Mutter og hun ham den store dreng, og bortset fra dåbsattesterne har det også passet meget godt på deres indbyrdes forhold.

Udviklingen var altså i gang. Kvinderne markerede sig både som forfattere, mæcener og kunstnere – samt på de royale gulve, der også bød på flere markante kvindeskikkelser med dansk blod i årene i 1800-tallet. Den mest spændende af dem endda født uden én eneste dråbe blåt blod i årene.

Disse markante kvinder skal vi høre mere om i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

DANMARKSBLOGGEN

Bloggen om Danmark, Danskerne og Danskheden

Kategoriarkiv: Viden & Teknologi

Aldrig mere en 9. april

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: 1915

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: Skagenskvinderne – og et selvmord

Solformørkelsen blev en skyformørkelse – og det var ikk´ så ringe endda

Solformørkelsen er – desværre – ikke et tegn

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: Grevinde Danner og Europas Svigermor

Venstre og Radikale Venstre gambler med trafikanters liv

Beskyt digerne – på marken

Vigtigheden af at kunne svømme

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: Guldalderkvinderne