Andersen Samuelsen ønsker en omvendt Robin Hood

Anders Samuelsen fra Liberal Alliance har lige været i DR´s valgprogram, hvor han som ventet postulerede, at det danske samfund ville blive bedre, hvis der var en større forskel mellem rig og fattig. Altså den klassiske omvendte Robin Hood.

Overførselsindkomsterne skal ned under sulteniveau, det skal koste penge at gå til lægen, og så skal der fyres 92.000 offentlige ansatte. Til gengæld skal skatten ned.

Det danske samfund bliver altså – hvis Liberal Alliance får magt – et junglesamfund, hvor kun de allerstærkeste overlever – sålænge altså de ikke bliver gamle, syge, får børn eller på anden måde stopper med at være velsmurte produktions- og forbrugsmaskiner.

Det er mere end almindeligt umenneskeligt – men det er måske forståeligt, at unge, stærke mennesker kan føle sig fristet af jungle-filosofien. Når man er ung, er man som bekendt både uovervindelig og udødelig. Men det er rimeligt rystende, at voksne, modne mennesker kan have så lidt vidsyn og indsigt. Men det kan Anders Samuelsen og meningsfæller.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Høje medicinpriser beviser grådigheden

Medicinpriserne eksploderer – fordi medicinalvirksomhederne sidder med et monopol og presser priserne langt udover, hvad der er berettiget – også når man betænker, at det koster mange penge at udvikle et nyt lægemiddel.

I Norge er priserne på medicin fx 15% lavere end i Danmark, fordi man simpelthen har besluttet det fra politisk side. Det skal vi også gøre i Danmark. 15% lyder måske ikke af meget, men der er tale om mange millioner.

Det er galimatias, at private virksomheder og aktionærer skal tjene penge på, at sygehuse er nødt til at nedlægge sengepladser samt læge- og sygeplejerskestillinger for at få råd til den dyre medicin.

Og de høje – og stigende – medicinpriser beviser netop også, at grådigheden og ikke moralen er det styrende element, når vi taler private virksomheder. Derfor skal de også holdes i snor. Vi kan ikke bare give markedskræfterne frit løb.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: 10´erne

Sidste år var der Danmarksbloggens Danmarkshistorie hver mandag. Se link til sidste del her, hvor der er links til alle de øvrige dele af Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=5899

Og nu er vi så i gang med Kvindernes Danmarkshistorie. For som bekendt er det i år 100 år siden, at kvinderne i Danmark fik stemmeret. Så Danmarksbloggen vil hver mandag frem til Grundlovsdag d. 5. juni beskæftige sig med en eller flere kvinder, der har spillet en markant rolle i Danmarkshistorien. Ja, her den sidste uge endda hver dag.

I dag skal det handle om 10´erne og nogle af de kvinder, som gør sig særligt bemærkede i netop nutidens årti.

10´erne: Nutid – og fremtid

At skrive historie om nutiden er altid svært – hvis det overhovedet giver mening. Vi er stadig midt i det hele – og ingen har på samme måde overblikket over tiden og sammenhængene, som man kan skabe sig det over fortiden.

Men nogle ting kan dog slås fast her i 2015 – 100-året for stemme- og valgretten til de danske kvinder: Vi er ikke i mål endnu.

Der mangler stadig lige løn for lige arbejde – og dermed også lige muligheder ifht pension m.m – og dét er nok den største sten på vejen.

Men moralsk er vi heller ikke i mål endnu, når det – som her i foråret – var nødvendigt at køre en kampagne omkring, at voldtægt ikke skyldes en kvindes påklædning, men voldtægtsmandens adfærd. Så er der stadig et stykke vej at gå, før alle danskere opfatter mænd og kvinder som lige.

Magten og formuerne i Danmark ligger også primært i mændenes hænder – og det diskuteres ivrigt om kvoter i bestyrelser m.m. vil afhjælpe dét problem.

Så nej, vi er ikke i mål endnu, selvom vi er nået meget langt – og vi er nået endnu længere her i 10´erne, hvor Danmark fik sin første kvindelige statsminister i 2011, nemlig Helle Thorning, der pt. genopstiller til det kommende folketingsvalg, og som der også lægges mærke til i udlandet, hvor hun som den letteste sag af verden boltrer sig mellem stormagternes ledere som USA´s præsident og Englands premiereminister.

Så bliver danskerne stolte. For vi kommer fra et lille land – og benoves stadig af, når en dansker spiser kirsebær med de store.

Men også mange andre politiske partier har eller har haft kvindelige ledere her i 10´erne. De to mest markante – udover Thorning – er Johanne Schmidt-Nielsen fra Enhedslisten, der har fået det engang så lille parti til at blive en magtfaktor i dansk politik – samt den radikale Margrethe Vestager, der indtil hun kom ned i EU som kommissær i 2014, var noget af en sten i Helle Thornings sko, selvom de to sammen delte regeringsmagten.

Men også SF´s Pia Olsen Dyhr, Enhedslistens Pernille Skipper og den socialdemokratiske kronprinsesse Mette Frederiksen er værd at lægge mærke til – også fremover.

Skifte på broen – og til en kvinde – var der også i Danmarks mest kendte virksomhed A.P. Møller, da Mærsk Mckinney Møller døde i 2012 og hans datter Ane Uggla overtog. Hun gør ikke meget væsen af sig udadtil, men på de indre linier arbejder hun ihærdigt – også med at gøre (en af) hendes to sønner klar til at tage over. De bor også nu begge to i Danmark, selvom de er født og opvokset i Stockholm hos Ane Uggla og hendes svenske mand.

Andre erhvervskvinder som har markeret sig – indtil videre – er Stinne Bosse og Lisbeth Knudsen, som begge er netop kvinder med magt og power. Men der er flere – unge – på vej.

Men også på underholdningsfronten har nye kvinder slået igennem. Et af de stærkeste brands står stand-upperen Linda P. for, som i en ellers meget mandsdomineret stand-up-verden i dén grad har fået succes og skabt flere figurer, som hver gang hilses med latter og klapsalver, når de vakler ind på scenen i al deres komiske ubehjælpsomhed. Senest har Linda P. også haft sit eget show på TV Zulu, som var en sort blanding af komik, rollespil, quiz og meget andet – som ligesom hendes andet arbejde blev populært hos begge køn og alle aldre.

Satiren har nemlig kronede dage – også når den er politisk og tør noget. Og det måske bedste af den slags her i 10´erne er skabt af kvinder, nemlig de fire kvinder bag satireprogrammet ”Det slører stadig”, der tager ny- og gammeldanskere og deres fordomme om sig selv og hinanden under kærlig – og sjov – behandling. Det er Sara Al Naser, Ellie Jokar, Naghme Ashabi og Ajla Prohic, der står for løjerne.

Men også den klassiske morskabsscene er en ny stjerne på vej, nemlig Ditte Hansen, der snart er ligeså meget Cirkusrevy som Lisbeth Dahl og Ulf Pilgaard – og på scenen og film i det hele taget – også i udlandet – stråler Sidse Babett Knudsen, Trine Dyrholm og Sofie Gråbøl m.fl.

På en helt anden bane spiller Danmarks bedste kvindelige tennisspiller nogensinde, nemlig Caroline Wozniacki. Hun blev nr. 1 på verdensranglisten i 2010, men har – til sin egen og danskernes ærgrelse – ikke vundet nogen Grand Slam-titel endnu.

Om det lykkes vil tiden vise. Danske kvinder har nemlig endnu meget til gode.

Vi mangler fx også den første danske kvindelige nobelpristager – noget, som man kunne håbe en astrofysiker som Anja C. Andersen, der forsker i stjernestøv måske en dag kunne få. Hun og mange andre dygtige, danske kvinder inspirerer ihvertfald unge piger til at gå videnskabens vej og søge stjernerne via uddannelse.

Antallet af kvinder, der vil noget med deres liv og som er målrettede, stiger derfor også år for år, og det er mere end glædeligt.

Nu skal vi danske pige og kvinder så bare lære, at det er ok ikke at være perfekt. At der er noget, der hedder rigtigt godt med skønhedsfejl, og at det knækker man ikke på psykisk. Man bliver måske heller ikke kendt, men man bliver lykkelig. Det er nemlig vigtigere at have noget på hjerte end være kendt.

For nok er vor tid meget optaget af kendisser og reality-stjerner, men på den lange bane vil kvalitet og indhold altid vinde, også når vi taler om danske kvinder. Det er Danmarksbloggen sikker på.

Så skal vi bare lige have den med solidariteten ind igen – så er vi for alvor på sporet. Det skal nok komme.

Det var så den sidste omgang af Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.  Vi ses til markeringen af 100-års-dagen på fredag, Grundlovsdag d. 5. juni.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Thyra Dannebod: http://danmarksbloggen.dk/?p=6275
Dagmar og Bengerd: http://danmarksbloggen.dk/?p=6301
Margrethe Sambiria og
Margrethe Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=6329
Dyveke, Sigbritt og Elisabeth: http://danmarksbloggen.dk/?p=6389
Leonora Christine og Sophie Amalie: http://danmarksbloggen.dk/?p=6392
Marie Grubbe og Anna Sophie Reventlow: http://danmarksbloggen.dk/?p=6462
Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=6478
Guldalderkvinderne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6511
Grevinde Danner og Europas Svigermor: http://danmarksbloggen.dk/?p=6547
Skagenskvinderne – og et selvmord: http://danmarksbloggen.dk/?p=6582
Thit Jensen og Agnes Henningsen: http://danmarksbloggen.dk/?p=6624
1915: http://danmarksbloggen.dk/?p=6638
1920´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6656
1930´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6685
1940´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6716
1950´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6719
1960´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6786
1970´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6814
1980´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6840
1990´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6905
00´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6912

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Johanne Schmidt-Nielsen: Medmenneskeligheden i centrum

Johanne Schmidt-Nielsen har lige været i DR´s valgprogram, hvor hun – ikke overraskende – snakkede om medmenneskelighed og solidaritet, fx med dem, der arbejder alt for meget, de arbejdsløse eller dem, der er bange for at blive uden job som fx kuffertslæberne i Kastrup Lufthavn.

For arbejdsløsheden er en svøbe, og problemet løses ikke ved at tage pengene fra de arbejdsløse – men ved at skaffe jobs. For danskerne vil rigtig gerne arbejde. 

Johanne Schmidt-Nielsen kom derfor også ind på vigtigheden af mindre forskel på rig og fattig, idet en større lighed i samfundet skaber større tryghed, mindre kriminalitet og mere lykke. Desværre har samfundsudviklingen i de seneste år gået i retning af mere ulighed og dårligere forhold for de svagest stillede, mens de rige forlængst er stukket af – også under finanskrisen.

Samfundet og tiden skriger derfor på forandring – både økonomisk og miljømæssigt. Her har Enhedslisten så noget tilfælles med Alternativet, der også mener, at vi skal se på tingene på en helt ny – og mere holistisk – måde, hvis vi skal have en chance som samfund.

Danmarksbloggen har ikke så meget at tilføje … for det er det, som det hele handler om: Rummelighed, tolerance og fællesskab. Ingen kan klare sig selv livet igennem. Vi er alle forpligtede på hinanden som mennesker.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

“Papedreng ha´ folketingsmandat”

Søren Pape har lige været i DR´s valgprogram, hvor manden kæmpede en indædt kamp for at komme igennem skærmen og skaffe stemmer, ikke kun til sit parti, men også til sig selv.

Situationen er nemlig den, at det slet ikke er sikkert, at Pape – tiltrods for at han er formand – kommer i folketinget efter næste valg. Hans parti, Det Konservative Folkeparti, suser også ned mod spærregrænsen. Så der er meget at kæmpe for i det gamle parti, der engang var toneangivende i dansk politik.

Danmarksbloggen tror dog ikke, at den valgte strategi – papegøjestrategien – er den rigtige. Bare fordi en ting bliver gentaget igen og igen, bliver den hverken mere rigtig eller mere overbevisende. Og det var unægtelig den gamle plade med Gud, Konge og Fædreland – og flere penge til militæret samt mere lov og orden, men meget mindre skat – som Pape kørte af her i aften.

En plade, som ingen for alvor køber eller lytter til mere. Det eneste nye var faktisk, at Søren Pape ikke ville love at gå af som formand, hvis han ikke bliver valgt ind d. 18. juni.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Så gik der panorama i Løkke – igen

Det startede ellers så godt for både Thorning og Løkke i den direkte duel på TV2. En fordragelig, ja nærmest god tone …

Men så begyndte Løkke at fortælle anekdoter (igen). Der gik med andre ord – og som Thorning sagde det – panorama i Løkke. Han snakkede om tal her og såkaldte fakta dér.

Så nu er landets journalister (forhåbentlig) igen på overarbejde for at finde ud af, hvad der er rigtigt, og hvad der er Venstre-argumentation.

Løkke selv blev også mere og mere, som vi kender ham … mens Thorning stod sagligt og høstede troværdighed … uanset om hun talte om økonomi, fattige børn, sygehuse og meget andet.

Løkke forsøgte også at få liv i den gamle brudte-løfter-forestilling. Den gik heller ikke. Tæppet er forlængst faldet for den forestilling – som man kan håbe, at det også gør det for en bestemt mand, der på mærkværdig vis stadig er formand for Venstre, og som – vanen tro – har et spøjst forhold til penge.

Ikke nok mener Løkke, at man kan bruge på både gyngerne og karsusellen – men man kan også gøre det flere gange. Det er helt utroligt – men forventeligt fra en mand, der vil have et kasseeftersyn, hvis han bliver statsminister.

En mand, der selv efterlod Danmarks økonomi i så stort et rod, at det overskred EU´s regler, som vi selv har tilsluttet os. Et rod, som Thornings finansminister nu har ryddet så godt op i, at der i år ingen anmærkninger var ved eftersynet, som blev foretaget af EU-kommisionen. Se link her:

http://politik.tv2.dk/2015-05-31-loekke-varsler-kasseeftersyn-ved-valgsejr

Det var efter Danmarksbloggens mening en fantastisk debat, som forhåbentlig gør, at rød blok vinder endnu mere frem. Rød blok er ihvertfald det eneste sted, hvor man finder medmenneskelighed – og økonomisk ansvarlighed – og reel vilje til samarbejde over midten.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fadbamsen, Hjorten og Dansk Fremmedhaderparti

Politikerlede udspringer ikke kun af de folkevalgtes handlinger (eller fravær af samme), men er også medieskabt og et resultat af manglende respekt for de politikere vi (som folk) selv har valgt til at repræsentere os på tinge.

Ovenstående markerer i bund og grund et synspunkt, som jeg almindeligvis ville hylde, nemlig at man skal gribe i egen barm, starte kritikken med ”The Man (or Woman) in the Mirror” og gå efter den gensidige vilje til forståelse og de nuancerede billeders skønhed. Jeg er kort sagt tilhænger af en debatkultur, som tager udgangspunkt i aktiv lytten, seriøs kritik og viljen til at se egne holdninger og fordomme efter i sømmene, før man udstiller politiske modstandere som latterlige karikaturer på menneskelig eksistens. Og derfor burde jeg måske også gå i rette med mig selv, fordi jeg i en opdatering på et socialt medie tillod mig at tage afstand fra Lars Løkke, Claus Hjorth Frederiksen og Dansk Folkeparti med de let karikerede benævnelser, som fremgår af overskriften på dette indlæg.

MEN der er tidspunkter, hvor de noble principper må vige for en skarpere og mere kampberedt attitude – og sådan et tidspunkt er NU, hvor der skal afholdes valg til Folketinget d. 18. juni.

Vi står over for et VALG, som helt fundamentalt drejer sig om medmenneskelighed: Om hvorvidt man i bund og grund mener, at vores samfund skal være et sted, hvor de mest udsatte får den hjælp og støtte, som kan gøre det muligt for dem at leve et værdigt liv – eller få en værdig død, når den tid er kommet. Men også et sted, hvor vi ikke går efter at sikre vores egen velfærd og sikkerhed på bekostning af fattige og forfulgte medmennesker uden for Danmarks grænser.

Valget står derfor ikke bare mellem Løkke og Thorning som (ligegyldige) kransekagefigurer på toppen af en ny regering. Nej, det er på én gang mere komplekst og ganske simpelt: Det drejer sig om at FRAVÆLGE både Løkke og hans liberalistiske håndlangere og de nationalistiske velfærdsvogtere i DF. Det er ikke et værdigt modtræk mod liberalisternes massakre på den offentlige sektor at lukke øjne, ører og grænser for den nød og elendighed, der findes i verden omkring os. Det medmenneskelige valg er derfor at støtte et parti eller en kandidat, som står fast på et humansocialistisk (eller socialhumanistisk) grundlag, og er parat til at sætte sit politiske liv ind på at sikre et værdigt livsgrundlag for de mest udsatte medborgere.

Og nej, selvfølgelig kan vi ikke ”redde hele verden”, og selvfølgelig skal ressourcer ”prioriteres” – og der er ikke nogen lette løsninger. Men der er helt reel FORSKEL på med hvilket udgangspunkt man går ind i de politiske realitetsforhandlinger, og den forskel kan først og størst mærkes på samfundets bund blandt udstødte og udsatte medmennesker.

DERFOR vil jeg tillade mig at gentage: KOM NU DANMARK! – SIG NEJ TIL FADBAMSEN, HJORTEN, KUGLESTØDEREN og hele hærskaren af tryghedsretorikere fra DANSK FREMMEDHADERPARTI. Og find modet til at træffe det medmenneskelige valg.

Skrevet af: Lotte Broe, socialantropolog og lektor ved Pædagoguddannelsen (UCC)

Køb en Løkke-pose … hvis du tør

Det er lidt med Venstre som med de der omrejsende tivoli´er, hvor man kan købe en lykkepose for en 20´er eller en 50´er. En lykkepose, hvor man aldrig ved, hvad man får, men bare må betale ved kasse 1, inden man kan åbne sin pose.

Sådan er det også, hvis man stemmer på Venstre d. 18. juni. Så køber man også en lykkepose – eller rettere en Løkkepose.

Men uvisheden er den samme: For hvor stor bliver den skattelettelse til de lavest-lønnede, som der snakkes om fra Venstres side? Hvad skal kontanthjælpsloftet være på? Hvordan vil Venstre sikre en god velfærd og samtidig nulvækst i den offentlige sektor? Det og meget mere må danskere – hvis de vil stemme på Venstre – vente med at få at vide til efter valget.

Det er unfair af Venstre, at de ikke vil fortælle konkret om deres politik. Danskerne har som minimum ret til at vide, hvad partierne vil gøre efter valget. For hvordan kan vælgerne ellers beslutte sig?

Danmarksbloggen vil dog gøre opmærksom på, at de der poser – uanset om de hedder lykkeposer eller Løkkeposer – som regel indeholder noget værre skrammel, der ikke er hverken penge eller stemmer værd.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Bevis, tak

Danmarksbloggen siger ikke, at direktøren i Panorama taler usandt. Danmarksbloggen siger heller ikke, at bageren i Svinninge idag taler usandt.

Danmarksbloggen siger bare, at det er svært at forholde sig til noget, der – når alt kommer til alt – kun er en påstand. 

For hvem som helst, der har en virksomhed, kan stille sig op og sige, at vedkommende har mødt en person, der ikke ville arbejde dér med den begrundelse, at vedkommende hellere ville have kontanthjælp.

Men skal det bruges til noget, skal det verificeres af den pågældende. Der skal med andre ord bevis på bordet, tak. Og det er mediernes rolle at forlange dette af Venstre, når partiet bruger disse påstande som vigtige elementer i deres valgkamp.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tour de Valg og demokratiet

Valgkampen op til folketingsvalget 18. juni minder lidt om Tour de France og de andre store cykel-etapeløb.

Det varer cirka tre uger fra startskuddet lyder til en vinder kan hyldes og træde op på podiet – her ind i Statsministeriet.

Undervejs er der høje bjerge, der skal bestiges – i form af intensive debatter og lign.

Der er lange distancer, der skal køres – i form af lange arbejdsdage, men i Tour de Valg er der i modsætning til i cykelløbene ingen hviledage.

Der er til gengæld begge steder enkeltstarter – her i form af kampagner og valgplakater.

Der er også dage, hvor feltet kommer samlet i mål, og det på stregen afgøres, hvem der vinder, når der er partilederdebat.

Endelig er der sågar også dopingkontrol i Tour de Valg, når en partileder tages ud og fakta-tjekkes, som det skete for Løkke i går.

Ja, eneste forskel er faktisk, at man i et cykelløb ved, hvem der vinder, når vi når løbets sidste dag, og det som regel er ren paradekørsel mod mål. Det gør vi ikke i en Tour de Valg – heller ikke selvom der er et bredt udvalg af meningsmålinger at vælge imellem.

For meningsmålinger kan vise noget forskelligt og dermed være direkte misvisende – og det er en ting. En anden og mere alvorlig er, at meningsmålingerne faktisk kan påvirke udfaldet af valget, da alle gerne vil være på det vindende hold. Nogle af tvivlerne stemmer derfor på den førende blok – bare fordi den fører.

Dét er skidt for demokratiet. Man giver jo heller ikke den gule trøje en motor på cyklen, bare fordi den gule trøje fører.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk