Køb en Løkke-pose … hvis du tør

Det er lidt med Venstre som med de der omrejsende tivoli´er, hvor man kan købe en lykkepose for en 20´er eller en 50´er. En lykkepose, hvor man aldrig ved, hvad man får, men bare må betale ved kasse 1, inden man kan åbne sin pose.

Sådan er det også, hvis man stemmer på Venstre d. 18. juni. Så køber man også en lykkepose – eller rettere en Løkkepose.

Men uvisheden er den samme: For hvor stor bliver den skattelettelse til de lavest-lønnede, som der snakkes om fra Venstres side? Hvad skal kontanthjælpsloftet være på? Hvordan vil Venstre sikre en god velfærd og samtidig nulvækst i den offentlige sektor? Det og meget mere må danskere – hvis de vil stemme på Venstre – vente med at få at vide til efter valget.

Det er unfair af Venstre, at de ikke vil fortælle konkret om deres politik. Danskerne har som minimum ret til at vide, hvad partierne vil gøre efter valget. For hvordan kan vælgerne ellers beslutte sig?

Danmarksbloggen vil dog gøre opmærksom på, at de der poser – uanset om de hedder lykkeposer eller Løkkeposer – som regel indeholder noget værre skrammel, der ikke er hverken penge eller stemmer værd.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Bevis, tak

Danmarksbloggen siger ikke, at direktøren i Panorama taler usandt. Danmarksbloggen siger heller ikke, at bageren i Svinninge idag taler usandt.

Danmarksbloggen siger bare, at det er svært at forholde sig til noget, der – når alt kommer til alt – kun er en påstand. 

For hvem som helst, der har en virksomhed, kan stille sig op og sige, at vedkommende har mødt en person, der ikke ville arbejde dér med den begrundelse, at vedkommende hellere ville have kontanthjælp.

Men skal det bruges til noget, skal det verificeres af den pågældende. Der skal med andre ord bevis på bordet, tak. Og det er mediernes rolle at forlange dette af Venstre, når partiet bruger disse påstande som vigtige elementer i deres valgkamp.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tour de Valg og demokratiet

Valgkampen op til folketingsvalget 18. juni minder lidt om Tour de France og de andre store cykel-etapeløb.

Det varer cirka tre uger fra startskuddet lyder til en vinder kan hyldes og træde op på podiet – her ind i Statsministeriet.

Undervejs er der høje bjerge, der skal bestiges – i form af intensive debatter og lign.

Der er lange distancer, der skal køres – i form af lange arbejdsdage, men i Tour de Valg er der i modsætning til i cykelløbene ingen hviledage.

Der er til gengæld begge steder enkeltstarter – her i form af kampagner og valgplakater.

Der er også dage, hvor feltet kommer samlet i mål, og det på stregen afgøres, hvem der vinder, når der er partilederdebat.

Endelig er der sågar også dopingkontrol i Tour de Valg, når en partileder tages ud og fakta-tjekkes, som det skete for Løkke i går.

Ja, eneste forskel er faktisk, at man i et cykelløb ved, hvem der vinder, når vi når løbets sidste dag, og det som regel er ren paradekørsel mod mål. Det gør vi ikke i en Tour de Valg – heller ikke selvom der er et bredt udvalg af meningsmålinger at vælge imellem.

For meningsmålinger kan vise noget forskelligt og dermed være direkte misvisende – og det er en ting. En anden og mere alvorlig er, at meningsmålingerne faktisk kan påvirke udfaldet af valget, da alle gerne vil være på det vindende hold. Nogle af tvivlerne stemmer derfor på den førende blok – bare fordi den fører.

Dét er skidt for demokratiet. Man giver jo heller ikke den gule trøje en motor på cyklen, bare fordi den gule trøje fører.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ønsker Kristendemokraterne at komme i Folketinget?

Ønsker Kristendemokraterne overhovedet at komme i Folketinget? Man kan godt tvivle, når man tænker på, at partiets to hovedsager er genindførelsen af lukkeloven og afskaffelsen af den frie abort.

For det er mere end svært at samle opbakning til de to sager blandt danskerne.

Læg dertil at Kristendemokraterne ikke ønsker, at homoseksuelle skal have børn, selvom partileder Stig Grenov på DR dog slog fast for lidt siden, at homoseksuelle ikke er onde mennesker (sic!).

Det er så absurd, at det ikke giver mening. Især fordi Stig Grenov – også – taler om næstekærlighedens store betydning.

Tilsammen gør det så også, at vi er nede i noget, der minder om promiller, der kan bakke op om partiet og deres mærkesager. Heldigvis.

Danmarksbloggen er nemlig – for at sige det ligeud – glad for, at Kristendemokraterne formentlig ikke kommer ind i Folketinget.

Samme skæbne kunne Danmarksbloggen så også godt ønske overgik et andet dansk parti, der desværre vokser ret meget, fordi det taler til den indre svinehund i mennesket – og som hver femte dansker forventes at sætte kryds ved.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Valget handler også om åndelighed versus egoisme

Danmarksbloggen kommer ikke til at beskæftige sig med folketingsvalget hver eneste dag i de næste tre uger – men omvendt vil det fylde en del.

For det er et vigtigt valg, der venter os danskere d. 18. juni. Et grundlæggende valg, der går på menneskesyn og samfundsopfattelse – og som går dybere end blå eller røde sympatier.

Vi lever nemlig i en tid, hvor stadig flere mennesker søger efter varige værdier og gerne vil leve bæredygtige og ansvarlige liv, ikke kun i forhold til økologi, miljø og jordens ressourcer. Men også i forhold til andre mennesker og livet som sådan. Der er altså en åndelig søgen – og åndelig bevidsthed – som aldrig før.

Omvendt er der også en bevægelse, der går den anden vej. En bevægelse, hvor mennesker klynger sig til mere til materielle goder end nogensinde før. Hvor det kun at tænke på sig selv ikke blot legitimeres, men ophøjes til noget godt.

Så der er altså en grundlæggende kamp, som går langt dybere end politik. En kamp, som de fleste mennesker registrerer og agerer på, når de siger, at det her valg er det vigtigste i mange-mange år.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Folketingsvalg 18. juni – og tillykke til Johanne

Så er det en realitet. Der skal afholdes folketingsvalg 18. juni.

Et valg, der som Danmarksbloggen tidligere i dag skrev er et valg imellem egoisme eller fællesskab, mellem mig-mig-mig-kulturen eller solidariteten.

Danmarksbloggen hepper (næppe overraskende) på rød blok – men vil dog gøre opmærksom på at skulle Thorning vinde, så ville det gavne Danmark og alle danskere at få en bedre og mere udbygget fordelingspolitik.

For nok oplever Danmark (igen) vækst – og den skal komme alle til gavn.

Og i øvrigt: Tillykke til Johanne Schmidt- Nielsen, for nu kan hun få fire år mere. Det er til gavn for Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mere velfærd eller ny smartphone?

Det kommende folketingsvalg bliver et valg mellem solidaritet eller egoisme. 

Thorning vil nemlig give mere velfærd – mens Løkke vil give skattelettelser, så valget er såre simpelt:

Hvad vil du helst have? Mere velfærd eller en ny smartphone?

Danmarksbloggen er ikke i tvivl. En ny smartphone eller andet forbrug finansieret af skattelettelser er kun en (lille) fordel for den enkelte, mens et samfund med mere velfærd som fx sundhed  – men også i det hele taget en stærkere social sektor er en kæmpe fordel for os alle sammen.

Så enkelt er det!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Krisen er forbi: Husk de svage

Meldingen kommer fra så forskellige kilder som regeringen og Danske Bank:

Danmark er ude af krisen.

Og det er jo helt fantastisk. Danmarksbloggen tænker derfor også:

Så er det bare med at komme i gang – og holde fast i opsvinget.

Noget, der gøres bedst ved ikke at give magten til de blå til det kommende folketingsvalg. For de vil – vanen tro – bare solde pengene væk i skattelettelser og til privathospitaler m.m.

Den nuværende regerings politik har altså virket – og nu er det på tide at holde fast, men også at give bedre levevilkår til dem, der blev tabt på vejen: De arbejdsløse, dem der mistede dagpengene, kontanthjælpsmodtagerne, pensionisterne, andre udsatte og svage – og selvfølgelig børn, gamle og syge.

Dét er en stor mundfuld. Men hvad er et opsving værd, hvis ikke det bruges til dem, der har hjælp behov?

De bugnende kister hos de rigeste danskere er nemlig kun blevet proppet endnu mere fulde – også under krisen. Så de har ikke brug for mere. Snarere tværtimod skal vi til at fordele goderne bedre – og dét gælder stadig, også selvom krisen tilsyneladende er ovre.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: 1980´erne

Sidste år var der Danmarksbloggens Danmarkshistorie hver mandag. Se link til sidste del her, hvor der er links til alle de øvrige dele af Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=5899

Og nu er vi så i gang med Kvindernes Danmarkshistorie. For som bekendt er det i år 100 år siden, at kvinderne i Danmark fik stemmeret. Så Danmarksbloggen vil hver mandag frem til Grundlovsdag d. 5. juni beskæftige sig med en eller flere kvinder, der har spillet en markant rolle i Danmarkshistorien.

I dag skal det handle om 1980´erne og nogle af de kvinder, som gjorde sig særligt bemærkede i netop dét årti.

1980´erne: Skulderpuder og magt

Kvinderne havde fået mere ligestilling op igennem 1960´erne og 1970´erne end nogensinde før – i hvert fald på papiret. For ude i den enkelte familie var det stadig i 1980´erne moderen, der primært stod for rengøring, indkøb, tøjvask og børn – selvom hun for næsten alle vedkommendes også havde et fuldtidsjob.

Og i den sammenhæng hjalp det kun lidt, at barselsorloven i 1980 blev øget til fire uger inden og 14 uger efter fødslen – og til hele 24 uger efter i 1985. Samt at der ved kommunalvalget i 1981 for første gang blev stemmer kvinder ind i SAMTLIGE kommunalbestyrelser og byråd.

Kampen stod nu ude i den enkelte familie – og var den enkelte kvindes egen kamp, en kamp som mange kvinder dog tog støttet af deres veninder og af en samfundsånd, der også var på kvindernes side. Alligevel var det tit svært for den enkelte kvinde, der kunne føle sig splittet mellem det, som hun var blevet opdraget til – og den ligeret, som tiden og især de mere frigjorte og moderne kvinder praktiserede med største selvfølge. For slet ikke at tale om de kampe og diskussioner om emnet, som der var alle vegne i 1980´erne.

Undertegnede, der blev student i 1988, husker i hvert fald tydeligt de diskussioner, som vi havde på gymnasiet, hvor en af de ældre mandlige lærere kaldte mig en vaskeægte rødstrømpe (og det var ikke ment som en ros), mens min kvindelige dansklærer – en ældre dame, der havde måttet slås med sin familie og især sin far for at få lov til at blive først student og siden universitetsuddannet – i 3. g. sagde, at hun og jeg var to alen ud af ét stykke. Et af mit livs fineste komplimenter.

Komplimenter fik mange af de kvinder, som især gjorde sig bemærket i 1980´erne også – både de virkelige og de fiktive.

En af årtiets mest markante kvinder var nemlig hverken dansk eller virkelig – men amerikansk og en af hovedpersonerne i sæbe-operaen Dynasty, der på dansk kom til at hedde Dollars. Vi taler selvfølgelig om Alexis, spillet af den engelske skuespillerinde Joan Collins, der blændende smuk og intrigant var udset en skurkerolle i serien som den evige opponent til den blide og moderlige Krystle. Vi var dog nok en del kvinder, der også – og måske bedre – kunne lide Alexis´ benhårde målsætning, handlekraft og åbenlyse appetit på livets goder.

Andre fiktive – men slet ikke intrigante – figurer var dukkerne Anna og Lotte fra DR´s børnetv, der som nogen af de første på tv viste danskerne, at piger også bliver beskidte, bander og alt muligt andet ligeså meget og ligeså godt som drenge – og at det er okay. Noget, som i dag er en selvfølge – men tilbage i 1980´erne forventede mange stadig, at piger fra naturens side opførte sig bedre end drenge. Dét billede fik Anna og Lotte heldigvis ændret på, selvom der stadig er rester af dén fejlopfattelse tilbage.

En person, der også ændrede på det, var engelske Margaret Thatcher, der dygtigt og med stor politisk snilde viste en hel verden, at kvinder godt kan finde ud af at håndtere kombinationen højt hår, skulderpuder – og magt. Vi skal helt op til nutidens tyske kansler Angela Merkel for at finde en tilsvarende kvindelig politisk lederfigur i et stort europæisk land. At de to kvinder så politisk set er meget forskellige, kommer ikke dette indlæg ved.

Men ikke alt var skulderpuder og magt. Der var også stadig sociale problemer – og kvinder, som havde det dårligt – og især de unge havde det svært i 1980´erne, hvor kartoffelkure og andre økonomiske stramninger gjorde, at det blev meget sværere at få sig en uddannelse og et job, end det havde været i 1960´erne og 1970´erne.

Heldigvis havde de unge – også de unge mænd – i Tine Bryld, 1939-2011, en stor stemme til at kæmpe for sig. Hun var uddannet socialrådgiver og havde arbejdet for både Christiania og Mødrehjælpen, da hun etablerede radioprogrammet ”Tværs”, som blev en kæmpesucces, som også voksne lyttede med på, når hun igennem flere årtier rådgav unge om stort og småt. Derudover skrev Tine Bryld bøger og var politisk aktiv på venstrefløjen.

En anden kvinde, som markerede sig politisk i 1980´erne, var Mimi Jakobsen, født 1948, der blev minister i først Schlüters firkløverregering og senere i Nyrups socialdemokratiske regering. Hun gik i sin fars fodspor og blev leder af Centrumdemokratrene, som faderen havde grundlagt, da han forlod Socialdemokratiet. Partiet findes ikke mere – og Mimi Jakobsen er i dag en meget synlig og skattet generalsekretær for Red Barnet. Siden 2006 har hun desuden været medlem af Socialdemokratiet – altså det parti, som faderen forlod.

Mest kendte fra 1980´erne er dog nok sangerinderne Anne Linnet, Sanne Salomonsen og Lis Sørensen, der oprindelig startede sammen i gruppen Shit & Chanel i 1970´erne, men som i 1980´erne gik solo – alle med succes.

Mest succes fik – og har – Anne Linnet, født 1953, der med udgivelser som ”Barndommens Gade”, ”Jeg er jo lige her” og ”Hvid magi” for længst har sikret sig en plads blandt de allerstørste i dansk musikliv. Sangene ”Jeg er din barndoms gade”, ”Venus”, ”En forårsdag” og måske især ”Tusind stykker” er kendte og elskede af alle danskere. Sidstnævnte er desuden lavet i en svensk version ”Tusind bitar”, som synges meget smukt af afdøde Björn Afzelius.

Anne Linnet har også samarbejdet med præst og debattør Johannes Møllehave og skrevet musik til hans julesang ”Lille Messias” og flere andre. Hun har skrevet en selvbiografisk bog om sit liv som biseksuel, de danske tekster til ABBA-musicalen ”Mamma mia” og meget mere.

Anne Linnet bor dag på Holmen i København og er stadig i fuld gang med karrieren.

Sanne Salomonsen, født 1955, bor også i København og havde tilbage i 1980´erne stor succes med gruppen Sneakers og hits som ”Voodoo”, ”Det er ikke det du siger” og ”Kærligheden kalder”. Sanne Salomonsen er en institution i dansk musikliv og kaldes derfor ikke uden grund for hele Danmarks rockmama.

Men Sanne Salomensen spillede også sammen med flere andre, også de gamle veninder fra Shit & Chanel. Derudover lavede hun både film, teater og musical i ind- og udland. Det var også hende, der sammen med Anne Linnet, Thomas Helmig og Søs Fenger stod for AIDS-støttesangen ”Den, jeg elsker”, som blev et megahit i hele Norden i 1988.

I 2006 fik hun en blodprop i hjernen, men har siden både optrådt, indspillet musik og deltaget i det svenske Melodi Grand Prix.

Lis Sørensen, født 1955, er i dag ligeså kendt som solist som for sit samarbejde med Sebastian, der har skrevet flere store sange direkte til hende, blandt balladen ”Stille før storm”.

Ligesom Anne Linnet og Sanne Salomonsen har Lis Sørensen, der i øvrigt er uddannet musikpædagog, også spillet i mange forskellige konstellationer gennem årene – både med og uden de gamle Shit & Chanel –veninder.

Lis Sørensen har også skrevet flere musikteaterstykker.

Musik var der også i 1990´erne – sammen med alt muligt andet. Det skal vi høre om i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Thyra Dannebod: http://danmarksbloggen.dk/?p=6275
Dagmar og Bengerd: http://danmarksbloggen.dk/?p=6301
Margrethe Sambiria og
Margrethe Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=6329
Dyveke, Sigbritt og Elisabeth: http://danmarksbloggen.dk/?p=6389
Leonora Christine og Sophie Amalie: http://danmarksbloggen.dk/?p=6392
Marie Grubbe og Anna Sophie Reventlow: http://danmarksbloggen.dk/?p=6462
Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=6478
Guldalderkvinderne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6511
Grevinde Danner og Europas Svigermor: http://danmarksbloggen.dk/?p=6547
Skagenskvinderne – og et selvmord: http://danmarksbloggen.dk/?p=6582
Thit Jensen og Agnes Henningsen: http://danmarksbloggen.dk/?p=6624
1915: http://danmarksbloggen.dk/?p=6638
1920´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6656
1930´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6685
1940´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6716
1950´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6719
1960´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6786
1970´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6814

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Pinse og nattergalesang

Pinse. Så er det ud i haven – eller i skoven. Til karneval eller måske maraton. Man kan også gå i kirke – endda udendørs. Eller grille. Eller … Der er så mange muligheder.

Man kan også vælge stilheden, som nogen gange høres bedst, når den akkompagneres af nattergalen, der synger ligenu.

Den lille fugl med de fortryllende triller synger i øvrigt døgnet rundt, men høres bedst ved solnedgang eller solopgang, når den som oftest synger i småkrat ved vandhuller ude i naturen.

Men som en person, jeg holder meget af, oplevede det, så synger nattergalen også i en baggård i den bruneste del af det bruneste København – og det er ganske vist.

For ja, sådan er nattergalene. De synger ligeså gerne for fattige fiskere som for magtfulde kejsere, og de bor ligeså gerne i baggårde som ved palæer …

Nattergale minder på den måde lidt om Helligånden, som kommer her ved pinsetide: Ånden, sangen, stemmen og kraften går igennem alt, bryder alle grænser, sprænger alle skel …

Og det er – også – ganske vist.

God pinse.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk