Tal dansk, din hund – eller engelsk

Udgivet den 4. juni 2015 af admin

Svar

Dansk Folkeparti ønsker, at virksomheder og institutioner, der bruger engelsk i deres kommunikation og reklamer til danskerne, skal betale en punktafgift.

Dansk er nemlig ved at blive et andenrangs-sprog hos visse klasser i Danmark som fx den kreative klasse, er holdningen hos DF, der vil fremme det danske sprog – og dermed den danske kultur.

Danmarksbloggen er enig i, at det danske sprog er smukt – og skal bevares – og bruges til både hverdag og fest. Men hverken det danske sprog eller den danske kultur er udviklet af det bare ingenting i den danske muld.

Meget af det, vi idag kalder dansk, er inspireret af udlandet – og andre sprog og andre landes kultur. De fleste af vores traditioner omkring højtider kommer fx fra udlandet – især Tyskland. Vores sprog er også påvirket af tysk – og fransk – og engelsk. Holberg (som egentlig er norsk), og som levede i et meget europæisk århundrede, skrev sine komedier under kraftig inspiration fra franske Moliére. Osv.

Dertil kommer, at vi er et lille land, og skal vi fungere i udlandet, så skal vi tale engelsk og godt engelsk.

At danskerne taler flere sprog er desuden ikke noget nyt. Går man tilbage i historien til mere europæiske og mindre nationale århundreder som fx middelalderen og 1700-tallet, finder man ud af, at såvel tysk som fransk var meget brugt af alle handlende og alle håndværkere, mens alle på universiteter og i kirken også talte latin.

Såvel kirkens som universitets officielle sprog over hele Europa var nemlig simpelthen latin, så nutidens norm med at gøre engelsk til fællessprog er bare fortsættelse af en gammel praksis.

Men den del af vores historie kender Dansk Folkeparti – der ellers siger, at de går meget op i de historiske rødder – åbenbart ikke.

TILFØJELSE kl. 13.15: Danmarksbloggen erfarer, at forslaget er trukket tilbage. Det skal Dansk Folkeparti have ros for. For nok er Danmarksbloggen ikke ret meget enig med DF, men er ros berettiget, så skal man også roses.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Andersen Samuelsen ønsker en omvendt Robin Hood

Udgivet den 3. juni 2015 af admin

Svar

Anders Samuelsen fra Liberal Alliance har lige været i DR´s valgprogram, hvor han som ventet postulerede, at det danske samfund ville blive bedre, hvis der var en større forskel mellem rig og fattig. Altså den klassiske omvendte Robin Hood.

Overførselsindkomsterne skal ned under sulteniveau, det skal koste penge at gå til lægen, og så skal der fyres 92.000 offentlige ansatte. Til gengæld skal skatten ned.

Det danske samfund bliver altså – hvis Liberal Alliance får magt – et junglesamfund, hvor kun de allerstærkeste overlever – sålænge altså de ikke bliver gamle, syge, får børn eller på anden måde stopper med at være velsmurte produktions- og forbrugsmaskiner.

Det er mere end almindeligt umenneskeligt – men det er måske forståeligt, at unge, stærke mennesker kan føle sig fristet af jungle-filosofien. Når man er ung, er man som bekendt både uovervindelig og udødelig. Men det er rimeligt rystende, at voksne, modne mennesker kan have så lidt vidsyn og indsigt. Men det kan Anders Samuelsen og meningsfæller.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Høje medicinpriser beviser grådigheden

Udgivet den 3. juni 2015 af admin

Svar

Medicinpriserne eksploderer – fordi medicinalvirksomhederne sidder med et monopol og presser priserne langt udover, hvad der er berettiget – også når man betænker, at det koster mange penge at udvikle et nyt lægemiddel.

I Norge er priserne på medicin fx 15% lavere end i Danmark, fordi man simpelthen har besluttet det fra politisk side. Det skal vi også gøre i Danmark. 15% lyder måske ikke af meget, men der er tale om mange millioner.

Det er galimatias, at private virksomheder og aktionærer skal tjene penge på, at sygehuse er nødt til at nedlægge sengepladser samt læge- og sygeplejerskestillinger for at få råd til den dyre medicin.

Og de høje – og stigende – medicinpriser beviser netop også, at grådigheden og ikke moralen er det styrende element, når vi taler private virksomheder. Derfor skal de også holdes i snor. Vi kan ikke bare give markedskræfterne frit løb.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: 10´erne

Udgivet den 3. juni 2015 af admin

Svar

Sidste år var der Danmarksbloggens Danmarkshistorie hver mandag. Se link til sidste del her, hvor der er links til alle de øvrige dele af Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=5899

Og nu er vi så i gang med Kvindernes Danmarkshistorie. For som bekendt er det i år 100 år siden, at kvinderne i Danmark fik stemmeret. Så Danmarksbloggen vil hver mandag frem til Grundlovsdag d. 5. juni beskæftige sig med en eller flere kvinder, der har spillet en markant rolle i Danmarkshistorien. Ja, her den sidste uge endda hver dag.

I dag skal det handle om 10´erne og nogle af de kvinder, som gør sig særligt bemærkede i netop nutidens årti.

10´erne: Nutid – og fremtid

At skrive historie om nutiden er altid svært – hvis det overhovedet giver mening. Vi er stadig midt i det hele – og ingen har på samme måde overblikket over tiden og sammenhængene, som man kan skabe sig det over fortiden.

Men nogle ting kan dog slås fast her i 2015 – 100-året for stemme- og valgretten til de danske kvinder: Vi er ikke i mål endnu.

Der mangler stadig lige løn for lige arbejde – og dermed også lige muligheder ifht pension m.m – og dét er nok den største sten på vejen.

Men moralsk er vi heller ikke i mål endnu, når det – som her i foråret – var nødvendigt at køre en kampagne omkring, at voldtægt ikke skyldes en kvindes påklædning, men voldtægtsmandens adfærd. Så er der stadig et stykke vej at gå, før alle danskere opfatter mænd og kvinder som lige.

Magten og formuerne i Danmark ligger også primært i mændenes hænder – og det diskuteres ivrigt om kvoter i bestyrelser m.m. vil afhjælpe dét problem.

Så nej, vi er ikke i mål endnu, selvom vi er nået meget langt – og vi er nået endnu længere her i 10´erne, hvor Danmark fik sin første kvindelige statsminister i 2011, nemlig Helle Thorning, der pt. genopstiller til det kommende folketingsvalg, og som der også lægges mærke til i udlandet, hvor hun som den letteste sag af verden boltrer sig mellem stormagternes ledere som USA´s præsident og Englands premiereminister.

Så bliver danskerne stolte. For vi kommer fra et lille land – og benoves stadig af, når en dansker spiser kirsebær med de store.

Men også mange andre politiske partier har eller har haft kvindelige ledere her i 10´erne. De to mest markante – udover Thorning – er Johanne Schmidt-Nielsen fra Enhedslisten, der har fået det engang så lille parti til at blive en magtfaktor i dansk politik – samt den radikale Margrethe Vestager, der indtil hun kom ned i EU som kommissær i 2014, var noget af en sten i Helle Thornings sko, selvom de to sammen delte regeringsmagten.

Men også SF´s Pia Olsen Dyhr, Enhedslistens Pernille Skipper og den socialdemokratiske kronprinsesse Mette Frederiksen er værd at lægge mærke til – også fremover.

Skifte på broen – og til en kvinde – var der også i Danmarks mest kendte virksomhed A.P. Møller, da Mærsk Mckinney Møller døde i 2012 og hans datter Ane Uggla overtog. Hun gør ikke meget væsen af sig udadtil, men på de indre linier arbejder hun ihærdigt – også med at gøre (en af) hendes to sønner klar til at tage over. De bor også nu begge to i Danmark, selvom de er født og opvokset i Stockholm hos Ane Uggla og hendes svenske mand.

Andre erhvervskvinder som har markeret sig – indtil videre – er Stinne Bosse og Lisbeth Knudsen, som begge er netop kvinder med magt og power. Men der er flere – unge – på vej.

Men også på underholdningsfronten har nye kvinder slået igennem. Et af de stærkeste brands står stand-upperen Linda P. for, som i en ellers meget mandsdomineret stand-up-verden i dén grad har fået succes og skabt flere figurer, som hver gang hilses med latter og klapsalver, når de vakler ind på scenen i al deres komiske ubehjælpsomhed. Senest har Linda P. også haft sit eget show på TV Zulu, som var en sort blanding af komik, rollespil, quiz og meget andet – som ligesom hendes andet arbejde blev populært hos begge køn og alle aldre.

Satiren har nemlig kronede dage – også når den er politisk og tør noget. Og det måske bedste af den slags her i 10´erne er skabt af kvinder, nemlig de fire kvinder bag satireprogrammet ”Det slører stadig”, der tager ny- og gammeldanskere og deres fordomme om sig selv og hinanden under kærlig – og sjov – behandling. Det er Sara Al Naser, Ellie Jokar, Naghme Ashabi og Ajla Prohic, der står for løjerne.

Men også den klassiske morskabsscene er en ny stjerne på vej, nemlig Ditte Hansen, der snart er ligeså meget Cirkusrevy som Lisbeth Dahl og Ulf Pilgaard – og på scenen og film i det hele taget – også i udlandet – stråler Sidse Babett Knudsen, Trine Dyrholm og Sofie Gråbøl m.fl.

På en helt anden bane spiller Danmarks bedste kvindelige tennisspiller nogensinde, nemlig Caroline Wozniacki. Hun blev nr. 1 på verdensranglisten i 2010, men har – til sin egen og danskernes ærgrelse – ikke vundet nogen Grand Slam-titel endnu.

Om det lykkes vil tiden vise. Danske kvinder har nemlig endnu meget til gode.

Vi mangler fx også den første danske kvindelige nobelpristager – noget, som man kunne håbe en astrofysiker som Anja C. Andersen, der forsker i stjernestøv måske en dag kunne få. Hun og mange andre dygtige, danske kvinder inspirerer ihvertfald unge piger til at gå videnskabens vej og søge stjernerne via uddannelse.

Antallet af kvinder, der vil noget med deres liv og som er målrettede, stiger derfor også år for år, og det er mere end glædeligt.

Nu skal vi danske pige og kvinder så bare lære, at det er ok ikke at være perfekt. At der er noget, der hedder rigtigt godt med skønhedsfejl, og at det knækker man ikke på psykisk. Man bliver måske heller ikke kendt, men man bliver lykkelig. Det er nemlig vigtigere at have noget på hjerte end være kendt.

For nok er vor tid meget optaget af kendisser og reality-stjerner, men på den lange bane vil kvalitet og indhold altid vinde, også når vi taler om danske kvinder. Det er Danmarksbloggen sikker på.

Så skal vi bare lige have den med solidariteten ind igen – så er vi for alvor på sporet. Det skal nok komme.

Det var så den sidste omgang af Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder. Vi ses til markeringen af 100-års-dagen på fredag, Grundlovsdag d. 5. juni.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Johanne Schmidt-Nielsen: Medmenneskeligheden i centrum

Udgivet den 2. juni 2015 af admin

Johanne Schmidt-Nielsen har lige været i DR´s valgprogram, hvor hun – ikke overraskende – snakkede om medmenneskelighed og solidaritet, fx med dem, der arbejder alt for meget, de arbejdsløse eller dem, der er bange for at blive uden job som fx kuffertslæberne i Kastrup Lufthavn.

For arbejdsløsheden er en svøbe, og problemet løses ikke ved at tage pengene fra de arbejdsløse – men ved at skaffe jobs. For danskerne vil rigtig gerne arbejde.

Johanne Schmidt-Nielsen kom derfor også ind på vigtigheden af mindre forskel på rig og fattig, idet en større lighed i samfundet skaber større tryghed, mindre kriminalitet og mere lykke. Desværre har samfundsudviklingen i de seneste år gået i retning af mere ulighed og dårligere forhold for de svagest stillede, mens de rige forlængst er stukket af – også under finanskrisen.

Samfundet og tiden skriger derfor på forandring – både økonomisk og miljømæssigt. Her har Enhedslisten så noget tilfælles med Alternativet, der også mener, at vi skal se på tingene på en helt ny – og mere holistisk – måde, hvis vi skal have en chance som samfund.

Danmarksbloggen har ikke så meget at tilføje … for det er det, som det hele handler om: Rummelighed, tolerance og fællesskab. Ingen kan klare sig selv livet igennem. Vi er alle forpligtede på hinanden som mennesker.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: 00´erne

Udgivet den 2. juni 2015 af admin

I dag skal det handle om 00´erne og nogle af de kvinder, som gjorde sig særligt bemærkede i netop dét årti.

00´erne: Terror, angst, krise og klima-topmøde

Den sorgløse tid efter Berlinmurens fald sluttede brat d. 11.september 2001. Den dag i dag kan alle voksne stadig huske, hvad vi lavede, da vi hørte om – eller så – flyene flyve ind i tvillingetårnene i New York. En chokeret verden fulgte derpå med via tv-skærmen, mens røgen bølgede ud, indtil tårnene brasede sammen. Det ene efter det andet. Samtidig erfarede vi, at et tredje fly var fløjet ind i Pentagon – og et fjerde fly havde kurs mod Washington D.C., men at heroiske passagerer tvang det til at forulykke på en mark.

Verden var blevet en anden. Mere mørk, mere truende – og måske kom noget af dét også fra vores eget sind, fra angsten for det ukendte og dem, som vi ikke kender. Fjenden var pludselig alle steder, og en stor utryghed kom ind i vores liv og verden.

Den nye dagsorden betød også, at én kvinde i dansk politik kom til at spille en hovedrolle, selvom hverken hun eller hendes parti sad med i den borgerlige VK-regering, der stort set styrede Danmark gennem 00´erne. Der er tale om den daværende leder af Dansk Folkeparti Pia Kjærsgaard, som med stor politisk snilde og perfekt timet retorik talte lige ind til den frygt for alt ukendt, som havde grebet mange danskere – og som gjorde (og stadig gør), at mange danskere stemmer på Dansk Folkeparti.

Stemmer, som blev brugt til den ene udlændigestramning efter den anden. VK-regeringen sagde ja, så længe at Dansk Folkeparti stemte for endnu en nedskæring på det sociale område kombineret med endnu en skattelettelse (ofte til de rigeste). Og sådan gik 00´erne.

Ovre på den anden side af det politiske spektrum talte man derfor også om den indre svinehund – og den laveste fællesnævner, og i slutningen af årtiet kom en ny, ung kvinde ind i dansk politik, nemlig Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen, der med ligeså stor snilde og retorisk dygtighed som Pia Kjærsgaard forstod at tale sin sag, der værdimæssigt set derimod er det modsatte af Pia Kjærsgaard.

Men endnu i 00´erne var Johanne Schmidt-Nielsen ung og grøn. Det samme var socialdemokraternes nye og første kvindelige formand Helle Thorning. Fremtiden skulle dog vise sig at tilhøre netop disse to – men mere om det i morgen, når vi skal høre om 10´erne.

Endnu er vi i 00´erne. Et årti, der levede op til sit navn, med krise på krise, og især finanskrisen fra 2008, som gjorde mange – især kvinder – arbejdsløse. Og i VK-regeringens tid var det særlig skidt, da såvel dagpengesystem som andre sociale ydelser blev kraftigt beskåret.

Læg dertil at der stadig i 2000 var en forskel på mænd og kvinders gennemsnitsløn på 12-19 procent i mændenes favør. Samt at mændenes gennemsnitlige pensionsformue var cirka 30 procent større end kvindernes.

Et ”Videnscenter for Ligestilling”, som afløste Ligestillingsrådet, og som blev etableret af den socialdemokratiske regering i 2000, blev også nedlagt i 2002 af VK-regeringen. Den slags ”smagsdommeri” skulle der nemlig spares på, var holdningen hos den borgerlige regering, der ellers havde markante kvinder som ministre, fx Lene Espersen og Inger Støjberg. Men ingen af dem anfægtede dette angreb på ligestillingen.

Man kan altså sige, at det gik den gale vej – også når man betænker, at efter kommunalreformen var 91 ud af 98 borgmestre i Danmark i 2005 mænd. Altså det år, hvor vi kunne fejre 90-året for kvindernes stemmeret.

Nogle kvinder havde dog succes med at positionere sig politisk. Mest nok den konservative Connie Hedegaard, der først var minister, blandt andet klimaminister og siden EU-kommisær for klima – og måske Danmarks dygtigste i Bruxelles nogensinde. Ved klimatopmødet i København i 2009 var det i hvert fald tydeligt, at der stod respekt om hende og hendes evner fra hele verdens ledere – og resultatet var formentlig blevet både anderledes og bedre, hvis hun havde ledet det vigtige topmøde fremfor Lars Løkke. Connie Hedegaard var fx formentlig ikke faldet i søvn undervejs!!!

Der kom også to nye markante kvinder til Danmark udefra – selvom reglerne for ægteskab med folk fra andre lande strammedes voldsomt. Det gjaldt dog ikke disse to, nemlig kronprinsesse Mary, der er skotsk født, men opvokset i Tasmanien og Australien, og som i 2004 giftede sig med kronprins Frederik. Samt franskfødte prinsesse Marie, der i 2008 giftede sig med prins Joachim, der i 2004 blev skilt fra grevinde Alexandra.

Udenfor landets grænser virkede også danske kvinder som fx skuespilleren Connie Nielsen, der boede i USA og havde store filmroller i 00´erne, men som i Danmark var ligeså kendt for sit daværende ægteskab med Metallica-stjernen Lars Ullrich.

Svømmepigerne var også populære – og i modsætning til 1930´ernes danske svømmepiger var der ingen af dem, der opførte sig politisk. Det drejede sig om at vinde guld for Lotte Friis, Jeanette Ottesen, Rikke Møller Pedersen og mange flere. Og det gjorde de. De vandt både guld og andre medaljer – og slog rekorder. Og også stadig her i 10´erne, hvor især en Mie Ø. Nielsen svømmer igennem som en af de nye stjerner fra næste generation af dygtige, danske svømmepiger.

Guld i form af en guldplade – og en platinplade – vandt rapperen Natasja også – men først efter hendes tragiske død i en trafikulykke på Jamaica i 2007. En hel generation unge kvinder – og mænd – havde ellers sat deres lid til hende som fortolker af deres tanker og drømme om et andet, mere rummeligt og mangfoldigt Danmark – og den dag i dag spilles hendes ”Gi´ mig Danmark tilbage” flittigt. Budskabet er også stadig aktuelt.

Endelig oplevede to erfarne nyhedskvinder, Ulla Therkelsen og Mette Fugl, også at blive feteret gennem 00´erne. De havde ellers været fremme i mediebilledet med reportager og interviews i en årrække, men blev nu nærmest kult – især Ulla Therkelsen, som fik en café opkaldt efter sig.

Mange af disse kvinder er stadig med til at tegne billedet i Danmark. Et billede, der ændrer sig i 10´erne – og som stadig udvikler sig. Det skal vi høre om i morgen i den sidste Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

“Papedreng ha´ folketingsmandat”

Udgivet den 1. juni 2015 af admin

Søren Pape har lige været i DR´s valgprogram, hvor manden kæmpede en indædt kamp for at komme igennem skærmen og skaffe stemmer, ikke kun til sit parti, men også til sig selv.

Situationen er nemlig den, at det slet ikke er sikkert, at Pape – tiltrods for at han er formand – kommer i folketinget efter næste valg. Hans parti, Det Konservative Folkeparti, suser også ned mod spærregrænsen. Så der er meget at kæmpe for i det gamle parti, der engang var toneangivende i dansk politik.

Danmarksbloggen tror dog ikke, at den valgte strategi – papegøjestrategien – er den rigtige. Bare fordi en ting bliver gentaget igen og igen, bliver den hverken mere rigtig eller mere overbevisende. Og det var unægtelig den gamle plade med Gud, Konge og Fædreland – og flere penge til militæret samt mere lov og orden, men meget mindre skat – som Pape kørte af her i aften.

En plade, som ingen for alvor køber eller lytter til mere. Det eneste nye var faktisk, at Søren Pape ikke ville love at gå af som formand, hvis han ikke bliver valgt ind d. 18. juni.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: 1990´erne

Udgivet den 1. juni 2015 af admin

I dag skal det handle om 1900´erne og nogle af de kvinder, som gjorde sig særligt bemærkede i netop dét årti.

1990´erne: Guldpigerne

Berlinmuren faldt i 1989 og med det indvarsledes en ny tid, der kun varede i små 12 år til den skæbnessvangre septemberdag i 2001, hvor verdenen ændrede sig totalt, og dagsordenen blev den, som vi stadig lever med.

Ligestillingen var stadig et emne, som fyldte i 1990´erne, hvor der blev fejret fine triumfer. Og især 1995 var et stort år, hvor Bodil Nyboe Andersen blev den første kvindelige nationalbankdirektør, Lise-Lotte Rebel den første kvindelige biskop, Nina Smith den første kvindelige økonomiske vismand og Hanne Bech Hansen den første kvindelige politidirektør. To år forinden var den radikale – og nuværende kulturminister – Marianne Jelved blevet Danmarks første kvindelige økonomi-minister.

Kvinderne satte sig altså på tunge – og guldrandede – økonomiske og juridiske positioner i det danske samfund.

Men også på sportsfronten tog pigerne guldmedaljen. Tre gange i træk – til OL i 1996, i 2000 og i 2004 vandt Danmarks håndboldpiger – de jernhårde ladies – guldmedaljer. Læg dertil en VM- og en EM-titel samt diverse sølv- og bronzemedaljer. Elleve medaljer i alt igennem de gyldne år. Mændene kan til sammenligning fremvise 2 EM-titler i det hele taget gennem alle tider – og ikke en eneste OL-medalje.

Så bemærkningen: ”Livet er for kort til kvindefodbold” kunne passende modsvares med … og for kort til mandehåndbold. Dén lukkede i hvert fald af og til munden på mændene i 1990´erne, når de begyndte på at sige, at kvinder og sport ikke hang sammen.

Men ikke alt var bolde i luften og stor alvor. Der var også plads til latter og grin i 1990´erne.

Det sørgede de to damer Anne Marie Helger og Lisbeth Dahl for på hver deres måde. Anne-Marie Helger iført farverige gevandter i sine politiske shows, hvor hun talte magten og kapitalen midt imod – og Lisbeth Dahl på scenen mange steder, men især i Cirkusrevyen på Bakken, hvor hun stadig regerer som dansk revys´s ukronede dronning.

For Lisbeth Dahl er den eneste, der kan sammenlignes med Liva Weel, og som vel også overgår fru Weel, da Lisbeth Dahl ikke kun kan stå på scenen, men også kan både instruere, stå med ansvaret og spille mange andre slags roller – også på tv – når hun får lov.

På litteraturfronten var især Hanne-Vibeke Holst og Jane Aamund populære. Hanne-Vibeke Holst var og er meget optaget af kvinder og de valg, som kvinder står overfor i deres liv. Valg, som er fulde af modsætninger, konflikter og omkostninger – og som mange kvinder kan identificere sig med, når de læser hendes bøger. Men også det storpolitiske spil og hendes egen baggrund skriver Hanne-Vibeke Holst om. Jane Aamund tager også ofte udgangspunkt i egen familie – og går tit langt tilbage i slægten og til andre verdensdele. Men også hendes eget liv tages under behandling og beskrives meget åbent.

Det nære, det hjemlige var nemlig på mode – og de fleste danske kvinder var ikke særligt politisk interesserede i 1990´erne.

En undtagelse var dog Kylle, Pylle og Rylle, som de blev kaldt med henvisning til Andersines niecer fra Andeby. De kom fra blå lejr og var alle kønne, unge og veluddannede. Sociale problemer interesserede nemlig ikke Henriette Kjær, Lene Espersen og Gitte Seeberg, der kom i Folketinget for Det Konservative Folkeparti i 1994, og som alle klarede sig vældig godt. I dag laver de dog alle tre noget andet. Henriette Kjær arbejder som rådgiver og lobbyist på Christiansborg, Lene Espersen er administrerende direktør for Danske Arkitektvirksomheder, og Gitte Seeberg er generalsekretær for WWF Verdensnaturfonden. Noget, de hver for sig er godt tilfredse med.

For det handlede – også i 1990´erne – om den enkelte og vedkommendes egne mål, også selvom der ikke var ligeløn. Men i en opgangstid som 1990´erne betød det mindre for langt de fleste kvinder, der oplevede, at de havde rigeligt med midler til at få opfyldt deres drømme og realisere sig selv, både herhjemme og på den obligatoriske dannelsesrejse til fjerne destinationer.

Mændene var også med på dén trend, blandt andet prins Joachim, der i 1995 giftede sig med den nuværende grevinde Alexandra, som han havde mødt, mens han boede og arbejdede for A.P. Møller i Hong Kong. Ægteskabet med den østrigsk-kinesisk-engelske kvinde holdt ikke, men det var et typisk eksempel på de internationale bånd, som der blev knyttet mange af i 1990´erne.

Verden var nemlig mere åben i 1990´erne end den nogensinde har været før – og siden. Det var en tid, hvor alle – stort set – kunne rejse frit rundt i hele verden uden at risikere noget.

Det kunne man ikke i 00´erne. Tværtimod blev verden mindre og langt mere angst og lukket, også og måske især for kvinderne. Det skal vi høre om i morgen i Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Så gik der panorama i Løkke – igen

Udgivet den 31. maj 2015 af admin

Det startede ellers så godt for både Thorning og Løkke i den direkte duel på TV2. En fordragelig, ja nærmest god tone …

Men så begyndte Løkke at fortælle anekdoter (igen). Der gik med andre ord – og som Thorning sagde det – panorama i Løkke. Han snakkede om tal her og såkaldte fakta dér.

Så nu er landets journalister (forhåbentlig) igen på overarbejde for at finde ud af, hvad der er rigtigt, og hvad der er Venstre-argumentation.

Løkke selv blev også mere og mere, som vi kender ham … mens Thorning stod sagligt og høstede troværdighed … uanset om hun talte om økonomi, fattige børn, sygehuse og meget andet.

Løkke forsøgte også at få liv i den gamle brudte-løfter-forestilling. Den gik heller ikke. Tæppet er forlængst faldet for den forestilling – som man kan håbe, at det også gør det for en bestemt mand, der på mærkværdig vis stadig er formand for Venstre, og som – vanen tro – har et spøjst forhold til penge.

Ikke nok mener Løkke, at man kan bruge på både gyngerne og karsusellen – men man kan også gøre det flere gange. Det er helt utroligt – men forventeligt fra en mand, der vil have et kasseeftersyn, hvis han bliver statsminister.

En mand, der selv efterlod Danmarks økonomi i så stort et rod, at det overskred EU´s regler, som vi selv har tilsluttet os. Et rod, som Thornings finansminister nu har ryddet så godt op i, at der i år ingen anmærkninger var ved eftersynet, som blev foretaget af EU-kommisionen. Se link her:

http://politik.tv2.dk/2015-05-31-loekke-varsler-kasseeftersyn-ved-valgsejr

Det var efter Danmarksbloggens mening en fantastisk debat, som forhåbentlig gør, at rød blok vinder endnu mere frem. Rød blok er ihvertfald det eneste sted, hvor man finder medmenneskelighed – og økonomisk ansvarlighed – og reel vilje til samarbejde over midten.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fadbamsen, Hjorten og Dansk Fremmedhaderparti

Udgivet den 31. maj 2015 af admin

Politikerlede udspringer ikke kun af de folkevalgtes handlinger (eller fravær af samme), men er også medieskabt og et resultat af manglende respekt for de politikere vi (som folk) selv har valgt til at repræsentere os på tinge.

Ovenstående markerer i bund og grund et synspunkt, som jeg almindeligvis ville hylde, nemlig at man skal gribe i egen barm, starte kritikken med ”The Man (or Woman) in the Mirror” og gå efter den gensidige vilje til forståelse og de nuancerede billeders skønhed. Jeg er kort sagt tilhænger af en debatkultur, som tager udgangspunkt i aktiv lytten, seriøs kritik og viljen til at se egne holdninger og fordomme efter i sømmene, før man udstiller politiske modstandere som latterlige karikaturer på menneskelig eksistens. Og derfor burde jeg måske også gå i rette med mig selv, fordi jeg i en opdatering på et socialt medie tillod mig at tage afstand fra Lars Løkke, Claus Hjorth Frederiksen og Dansk Folkeparti med de let karikerede benævnelser, som fremgår af overskriften på dette indlæg.

MEN der er tidspunkter, hvor de noble principper må vige for en skarpere og mere kampberedt attitude – og sådan et tidspunkt er NU, hvor der skal afholdes valg til Folketinget d. 18. juni.

Vi står over for et VALG, som helt fundamentalt drejer sig om medmenneskelighed: Om hvorvidt man i bund og grund mener, at vores samfund skal være et sted, hvor de mest udsatte får den hjælp og støtte, som kan gøre det muligt for dem at leve et værdigt liv – eller få en værdig død, når den tid er kommet. Men også et sted, hvor vi ikke går efter at sikre vores egen velfærd og sikkerhed på bekostning af fattige og forfulgte medmennesker uden for Danmarks grænser.

Valget står derfor ikke bare mellem Løkke og Thorning som (ligegyldige) kransekagefigurer på toppen af en ny regering. Nej, det er på én gang mere komplekst og ganske simpelt: Det drejer sig om at FRAVÆLGE både Løkke og hans liberalistiske håndlangere og de nationalistiske velfærdsvogtere i DF. Det er ikke et værdigt modtræk mod liberalisternes massakre på den offentlige sektor at lukke øjne, ører og grænser for den nød og elendighed, der findes i verden omkring os. Det medmenneskelige valg er derfor at støtte et parti eller en kandidat, som står fast på et humansocialistisk (eller socialhumanistisk) grundlag, og er parat til at sætte sit politiske liv ind på at sikre et værdigt livsgrundlag for de mest udsatte medborgere.

Og nej, selvfølgelig kan vi ikke ”redde hele verden”, og selvfølgelig skal ressourcer ”prioriteres” – og der er ikke nogen lette løsninger. Men der er helt reel FORSKEL på med hvilket udgangspunkt man går ind i de politiske realitetsforhandlinger, og den forskel kan først og størst mærkes på samfundets bund blandt udstødte og udsatte medmennesker.

DERFOR vil jeg tillade mig at gentage: KOM NU DANMARK! – SIG NEJ TIL FADBAMSEN, HJORTEN, KUGLESTØDEREN og hele hærskaren af tryghedsretorikere fra DANSK FREMMEDHADERPARTI. Og find modet til at træffe det medmenneskelige valg.

Skrevet af: Lotte Broe, socialantropolog og lektor ved Pædagoguddannelsen (UCC)

DANMARKSBLOGGEN

Bloggen om Danmark, Danskerne og Danskheden

Forfatterarkiv: admin

Tal dansk, din hund – eller engelsk

Andersen Samuelsen ønsker en omvendt Robin Hood

Høje medicinpriser beviser grådigheden

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: 10´erne

Johanne Schmidt-Nielsen: Medmenneskeligheden i centrum

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: 00´erne

“Papedreng ha´ folketingsmandat”

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: 1990´erne

Så gik der panorama i Løkke – igen

Fadbamsen, Hjorten og Dansk Fremmedhaderparti