Månedsarkiv: marts 2014

Ønsket om at gøre godt, sodavand og fattigdom

Udgivet den af
2

Har vi alle et ønske om at gøre godt?

Det kunne man let tro i går, når man læste historien om manden, der gav en fattig familie en god lørdag aften her for tre dage siden. På en tankstation mødte han moderen, der i skraldespandene ledte efter tomme flasker, så hun kunne opfylde sit løfte, som var at give sine børn en sodavand, når der var Melodi Grand Prix.

Men nu fik hun ikke blot nogle kroner, men en hel ramme sodavands-dåser, noget slik og nogle penge til at gå på grillen af den gavmilde mand, der hedder Jesper Steen Bertelsen.

Læs hans egen beskrivelse her: https://www.facebook.com/#!/jesper.s.bertelsen?fref=ts

Sidenhen har mennesker i massevis bestormet Jesper Steen Bertelsen, fordi de ønsker at hjælpe moderen og hendes børn.

Historien er nemlig en af den slags, der rører ved os. For tænk at der i Danmark findes mennesker, som er så fattige, at de ikke har råd til at købe en sodavand til deres børn, når der er Melodi Grand Prix!!!

Det synes danskerne er synd – og så iler vi til med hjælp. Og det er så smukt og medmenneskeligt.

Danmarksbloggen kunne dog godt håbe, at bare en snert af den samme medmenneskelighed og forståelse ville råde, når der tales om kontanthjælp og andre overførselsindkomster.

For der er dér, at det går galt. Her vi ikke vil dele, men istedet kun tænker på os selv. Resultatet giver sig selv: Et Danmark anno 2014, der aldrig har været rigere, men hvor andelen af fattige er voksende.

Det giver overhovedet ikke mening. Der er ingen grund til, at vi har fattige i Danmark.

Fattigdom er nemlig ikke – og har aldrig været – en naturlov. Fattigdom kan afskaffes, hvis vi vil det – og første skridt er at gøre noget ved de altfor lave overførselsindkomster, samt reglerne for at komme på dem.

For havde vi en menneskelig socialpolitik med dertilhørende overførselsindkomster af en størrelse, så de var til at leve på, så ville vi aldrig opleve en mor, der var nødt til at gå i skraldespandene for at kunne give sine børn en sodavand, når der var Melodi Grand Prix.

Så ville vi ikke have så store forskelle i levevilkår, som vi har i øjeblikket i Danmark. Så altfor store forskelle, så store at vi simpelthen som mennesker og som samfund ikke kan være det bekendt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 9: Valdemar Atterdag

Udgivet den af
Svar

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

VALDEMAR ATTERDAG

Lykkemanden og heltekongen Valdemar Sejr døde i 1241, og det blev startskuddet til 100 år med ufred, brodermord, kongemord og den kongeløse tid.

Valdemar Sejrs søn med danskernes elskede dronning Dagmar var allerede død af et vådeskud, og nu blev alle tre sønner med den forhadte efterfølger dronning Bengerd konge efter tur.

Det var ingen lykke for Danmark. Den første Erik Plovplenning blev myrdet i 1250 på ordre fra sin bror Abel, der blev den næste konge. Han faldt på slagmarken i 1252, og så var det Christoffer d. 1.´s tur. Han døde i 1259 og blev ifølge et rygte forgiftet, men det er dog aldrig blevet bevist.

Næst på tronen kom Christoffers søn Erik Klipping, der kun var 10 år gammel, da hans far døde. Så hans mor regerede i hans sted de første år. Hun hed Margrethe Sambiria og havde altså samme formynderrolle som hende vi idag kalder Margrethe d. 1 – men Margrethe Sprænghest, som hun blev kaldt, var meget upopulær, så hende har man helst ville glemme.

Det ville sønnen også, da han blev voksen. For der var nok at slås med udover en mor, der stadig mente, at hun vidste, hvad der var bedst for Danmark. Kirken var blevet stor og magtfuld, de tidligere stormænd var nu adel og sad på deres jorde og ville helst styre alting selv uden for meget indflydelse fra en konge, søfarten, handlen og landbruget var for nedadgående, og alt og alle blev fattigere.

Danmark var med andre ord i krise – og Erik Klipping indførte den primitive skat, der gav ham hans tilnavn. Han sørgede for, at der blev klippet et stykke af hver sølvmønt. Det brød man sig ikke om, og den stærke danske adel fik i 1282 på det årlige stormøde i Nyborg, det såkaldte Danehof, Erik Klipping til at skrive under på en håndfæstning, dvs en lov der begrænsede kongens ret til at handle og gøre, som han selv ønskede.

Kongen skrev under. Men Erik Klippings dage var alligevel talte. 22. november 1286 skete det berømte kongemord i Finderup Lade, hvor han blev stukket ihjel. Den dag idag ved ingen, hvem der gjorde det. Samtiden gav Marsk Stig og otte andre af rigets førende mænd skylden.

Den næste konge var endnu en drengekonge, Erik Klippings kun 12-årige søn Erik Menved, der var konge helt frem til 1319. Erik Menved havde store drømme om at gøre Danmark rigt og mægtigt igen.

Men næsten alt gik galt. Hansa´en, altså primært købmændene fra Lübeck, sad på det meste af handlen, så pengene gik mod syd, også mange af de enorme summer, der kom fra det store sildefiskeri i Øresund. Danmark var på ingen måde et rigt og blomstrende land, da Erik Klipping døde – og det blev kun fattigere i Erik Menveds regeringstid.

Men det skulle blive endnu værre. Erik Menveds bror Christoffer d. 2 blev den næste konge, og under ham blev Danmark direkte ruineret, pantsat og kom på randen af undergang. Retfærdigvis skal også siges, at han blev svigtet og forrådt af dem, der kunne have hjulpet ham. Men alligevel … da Christoffer d. 2 døde i 1332, blev der ikke valgt nogen ny konge.

Danmark var istedet pantsat til greverne Gert og Johann, der sammen med andre tyske adelige havde pant i hele Danmark, fordi de havde lånt de danske konger penge.

For mange – især østdanskere, der var styret af Johann, har det betydet intet eller meget lidt i deres hverdag, at den øverste magt var en anden. Alligevel ønskede man sig under en dansk konge igen – eller en svensk som i Skåne, der hellere ville være under den svenske konge end under en tysk greve.

Som tiden gik, blev de to grever dog uvenner, og især grev Gert, der bestemte vest for Storebælt, mens grev Johann bestemte øst for Storebælt, begyndte at fare hårdere frem, og man blev mere og mere utilfreds med ham, både fra den jyske adels side – og fra grev Johanns side, der derfor hjælp den sidste danske konge Christoffer d.2´s søn Valdemar frem.

Skillelinien faldt 1. april 1340, hvor Niels Ebbesøn dræbte grev Gert. Den sidste danske konges søn Valdemar Atterdag – for ham var det – var nu konge af Danmark, hvilket i starten ikke var meget. For stort set hele landet var stadig pantsat.

Valdemar Atterdag var på det tidspunkt 20 år gammel, og han gik straks igang med den blanding af politisk snilde, list og hensynsløshed, der er uden sidestykke i Danmarkshistorien og som gjorde, at han på under tre årtier kunne samle Danmark igen til ét rige og genskabe kongemagten som en stærk, samlende kraft.

Han lovede fx som regel alt og alle, hvad de gerne ville høre – og så gjorde han derefter, som det passede ham. Og hvis nogen brokkede sig over, at han svigtede en aftale, så gjorde han dem tavse – som regel blot med ord. Men historien fortæller også om tre jyske stormænd, der ville noget andet, men som døde ved stranden i Middelfart, dræbte af fiskere, som det hed. Valdemar svor, at han intet havde med det at gøre – og så var den sag ikke længere. Andre dele af landet købte Valdemar Atterdag fri bid for bid eller han fik det foræret – eller tog det i kamp. Og sådan gik det år efter år med lige dele forhandling og af og til mere direkte magt.

Valdemar Atterdag havde nemlig en evne for politisk strategi og taktik som ingen andre konger i Danmark – og allermest kunne han den kunst, som det er at vente til eksakt det rette øjeblik – og rette sted. Og kombineret med en 100% fokusering på målet og absolut 0% hensyn til andre og andet end målet, så gav indsatsen pote.

Hans energi skal have været overmenneskelig – og ingen turde gå ham imod, heller ikke adelen, da han i 1346 solgte Estland til Den Tyske Ridderorden. Samme år red han i øvrigt frem og tilbage til Jerusalem, hvor han blev slået til Ridder af Den Hellige Grav. Desværre findes der ingen beskrivelse af den rejse.

Få år efter i 1348 kom pesten, der var et ødelæggende slag for Europa – og for Danmark. Selv blev Valdemar ikke ramt, og som det politiske geni han var, skyndte han sig at tage al den jord, som nu ingen ejere havde og sige, at det var hermed kongens jord.

Adelens mænd blev sure, men det nyttede ingenting. Valdemar Atterdag var 100% ligeglad, og adelen måtte acceptere, at kongemagten igen var blevet stærk, og at de ikke længere kunne gøre, som de selv ville.

Og sådan fortsatte Valdermar Atterdag. Fx da han i 1360 fik Skåne tilbage – efter selvfølgelig at have lovet den svenske konge landsdelen. Men et løfte var som bekendt i Valdemars øjne kun et løfte, sålænge det gav mening for ham selv og hans mål.

I 1361 erobrede han Gotland – og det var en direkte erobring. Gotland havde aldrig været dansk før, men Estland var jo solgt, og Valdemar ville gerne have et sted, der var dansk i den indre Østersø. Så en erobring måtte der til.

Med sådan en fremfærd må man få fjender, og det fik Valdemar Atterdag også. Fra alle sider kom de: Tyskland, Sverige og sågar hans egen svigersøn Kong Håkon af Norge. Men det afskrækkede ikke Valdemar Atterdag, der er kendt for at at have Atter en Dag som sit valgsprog, eller som det hed dengang: Ter Tage, altså Sikke tider – og ikke hverken: Der kommer atter en dag i betydningen Du har altid muligheden for at nå dine mål, eller: Atter dag over Danmark. 

Så skete pludselig det uventede: Valdemar Atterdag rejste fra Danmark, og hans højre hånd Henning Podebusk overtog ledelsen. Eller sådan så det ud. For i virkeligheden virkede Valdemar Atterdag stadig bag linierne, hvor det lykkedes ham at splitte de fælles fjender, der ellers var gået i koalition mod Danmark.

Så når historikere hævder, at Valdemar Atterdag ene mand reddede Danmark, er der faktisk meget om sagen.

Som altid for de danske regenter skulle Sønderjylland blive det ømme punkt. Just som Valdemar Atterdag planlagde et felttog derned for en gang for alle at få orden på det sønderjyske spørgsmål, døde han på hans elskede Gurre Slot 24. oktober 1375 uden at efterlade sig sønner.

Men han havde en datter, ligeså klog, ja måske klogere end sin far, den mand der ene mand frelste et helt land. En bedrift, der ikke er overgået. Men det er datterens heller ikke. For hun samlede Norden. Vi kalder hende Margrethe d. 1, men hendes rette titel var frue og husbond og Rigets fuldmægtige formynder. Dronning var hun “kun” af Norge – og Sverige. Og hende skal vi høre om i næste uges Danmarkshistorie.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri og
konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kvindernes Internationale Kampdag & De Unge Piger

Udgivet den af
2

Kvindernes Internationale Kampdag er idag d. 8. marts.

Et klassisk spørgsmål er efterhånden – ihvertfald i den vestlige verden – om der overhovedet er brug for denne dag. Kvinderne er da forlængst ligeberettigede med mænd her i Vesten, lyder indvendingen.

Det er kvinder så bare ikke i praksis. Mænd tjener stadig markant mere for det samme arbejde og laver stadig en hel del mindre i hjemmet, tiltrods for at kvinderne i næsten ligeså høj grad som mændene har fuldtidsarbejde udenfor hjemmet.

Så der er stadig et stykke vej at gå. MEN – for der er et men. Ja, der er faktisk et par stykker.

Dels findes der også svage mænd, som der skal tages hånd om.

Og dels er andelen af unge piger, der har det dårligt med sig selv stigende.
Næsten hver femte unge pige i alderen 16 til 24 år mistrives og har det mere end skidt med sig selv.

Læs DR´s artikel om emnet her: http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2014/03/05/162045.htm

Dét er skræmmende læsning. De unge piger udvikler spiseforstyrrelser og skærer i sig selv, når de oplever, at livet gør ondt – og at de ikke er perfekte.

Psykolog og daglig leder af Girltalk.dk, der hver måned taler med tusindvis af unge piger, Anna Bjerre siger i artiklen fra DR: “For pigerne er en fejl ikke blot et bump på vejen, men en katastrofe. De skal score højt på mange parametre. Du skal være smuk, attraktiv, socialt kompetent, klog og have et spændende job. Det er en selviscenesættelse, som kører for fulde gardiner på Facebook og Instagram. Det handler ikke om at have det godt – de skal have det bedst.”

Citat slut.

Pigerne kan ikke perspektivere og reflektere ordentligt over deres liv – og de vil senere hen få store problemer med at håndtere den modgang og den smerte, som vi alle møder i livet, er konklusionen.

I Danmarksbloggens øjne er denne udvikling meget bekymrende.

Dels for den enkelte unge pige, hvor en så ensidig fokusering på eget liv (og i denne sammenhæng egne fejl) let kan betyde, at hun går en meget svær fremtid i møde.

Men også for samfundet som helhed er det et problem, at der kommer flere borgere, som ikke formår at forstå, at de er en del af et fællesskab – og at de skal bidrage hertil.

Det skaber med andre ord store problemer på alle planer, hvis man ikke lærer børn og unge om, hvordan livet og verden er – på godt og ondt. Men samtidig skal de også lære, at de både kan og skal gøre en forskel, også for andre end dem selv.

Så jo, der er stadig brug for en kampdag – på flere planer …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

SUPERT

Udgivet den af
4

Supert er et af tidens store mode-ord – og vi bruger det hele tiden.

Vil du have mælk i kaffen?
Ja, tak. Supert.

Jeg lægger møde-referaterne her.
Supert. Det er perfekt.

Vi skal på weekend til Rom.
Ai, supert. God tur.

Men har vi ikke glemt, hvad ordet egentlig handler om? Er der ikke gået lidt inflation i ordet supert?

For nej, det er ikke supert, når hende bag disken husker at spørge, om man vil have mælk i kaffen – det er service.
Det er heller ikke supert, når kollegaen lægger referaterne 10 cm længere til højre på skrivebordet. Det er hverdag.
Og det er heller ikke for alvor supert, når veninden mener, at det er supert at rejse på weekend til Rom. Flere tusind danskere rejser til Rom hvert år, og så langt er der heller ikke derned.

Supert kræver lidt mere. Ja, faktisk noget mere.

Fx at hende bag disken i cafeen som en anden Pippi Langstrømpe løftede en ko op i luften for at malke mælk direkte fra yver og ned i kaffekoppen. Dét ville være supert.
Eller at kollegaen kunne have referaterne klar, INDEN mødet startede. Det fortjente også et supert.
Samt at det for alvor ville være supert, hvis man var på vej til Rom for at møde paven eller måske deltage i en tidsrejse tilbage til dengang Colesseum var Colesseum for fuld udblæsning med kejsere, løver, gladiatorer og hele pivtøjet.

Det ville alt sammen være rigtig meget supert. Ja, måske endda supert med super på.

Super er i øvrigt latin og betyder over, opad, oppe over, oven, ovenover, ovenpå.
Så super er noget, der er over hverdagen og det velkendte. Noget der er større og mere.

Så ved vi det – og det er vel i grunden supert.

God weekend.
Håber den bliver super.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Førhen havde vi (måske) holdt med Rusland …

Udgivet den af
1

Ukraine og især halvøen Krim fylder meget i medierne og i det politiske liv i disse dage.
Situationen er formentlig også den mest alvorlige for Europa rent sikkerhedspolitisk siden tiden lige efter 11. september.

For Rusland vil med alle – også militære – midler have adgang til Sortehavet og Middelhavet. Ellers skal de ud gennem Østersøen – og dermed Danmark, hvis ikke de ligefrem skal tage turen hele vejen fra Arktis.

Danmarksbloggen tillader sig derfor det tankeeksperiment, at Danmark indtil ihvertfald 1864 og måske endnu længere formentlig havde holdt med Rusland i konflikten med Ukraine. Ukraines situation havde faktisk nok ikke interesseret os overhovedet, men det havde risikoen for at få russiske fartøjer gennem Storebælt og Øresund. Og vi havde på ingen måde ønsket at blive uvenner med Rusland.

Sådan er det ikke længere. I dag holder vi moralens og medmenneskelighedens fane højest. Eller gør vi? For nu er vi en del af et EU, der i tilfælde som det her snakker mere end organisationen handler. Der er også enorme økonomiske interesser på spil, og vi – både Danmark og EU – har langt mere i klemme i forhold til Rusland end i forhold til Ukraine.

Så der er måske – trods alt – ikke sket ret meget.

Nej, det er business as usual. For som altid drejer det sig om penge først, sidst og indimellem. Om hvordan nationer og organisationer udadtil får signaleret noget med holdninger og etik, men uden at det koster på bundlinien. For i 2014 er det vigtigt, at nationer har de rigtige medmenneskelige holdninger. Om de så reelt gør noget for at leve op til dem er en anden sag.

Sådan er spillets regler – også for Danmark, der ellers siden 2001 har droppet de neutralitetstanker og vi-bidrager-kun-humanitært-aktioner, som ellers siden 1864 var vores måde at håndtere potentielle trusler på.

Men når truslen ikke længere “blot” er Taleban-terrorister fra Afghanistan eller somaliske pirater, men istedet den store russiske bjørn, ja så træder vi varsomt, meget varsomt. For bjørnen er vågnet af sin vintersøvn … klar til igen at indtage det territorium, som den opfatter som sit eget.

Så nok skal vi ikke i 2014 frygte russiske fartøjer i danske farvande – eller en invasion fra Rusland, men vi går stadig (og formentlig med god grund) på listesko i forhold til Rusland …

For hvad er – når alt kommer til alt også i 2014 – en lille dansk ælling mod en stor russisk bjørn?

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Heltinden fra Krim: The Lady with the lamp

Udgivet den af
1

Krim i Sortehavet er på alles læber i disse dage. Situationen er truende, og det er ikke første gang, at det risikerer at ende galt på halvøen.

I 1850´erne fx rasede Krimkrigen mellem på den ene side Rusland og på den anden side Osmannerriget (Stor-Tyrkiet), England og Frankrig. Det var en frygtelig krig, hvor soldater i tusindvis døde som fluer, både fordi de blev slået ihjel på slagmarken, men også fordi forholdene på feltlazaretterne var forfærdelige med beskidt vand, syge og sårede der lå stuvet sammen i uhumske værelser og et personale, der end ikke gad vaske hænder.

Dengang var det i øvrigt normalt, at sygeplejen blev varetaget af drikfældige personer, der ikke kerede sig meget om dem, som de passede. At passe syge var nemlig kun en anelse bedre end at være prostitueret, og man anså ikke hverken renlighed, ro eller frisk luft som forudsætninger for at kunne blive rask.

Det er så her, at “The Lady with the lamp” kommer på banen. Hun var engelsk, og hendes navn var Florence Nightingale, og hun blev grundlæggeren af den moderne sygepleje, hvor renlighed, ro, næringsrig mad, frisk luft og i det hele taget ordnede forhold i et godt miljø opfattes som en vigtig del af helbredelsen.

Florence Nightingale kom nemlig til Scutari-sygehuset, der som alle de andre steder var en uhumsk bunke af beskidte tæpper, snavs overalt – ja sågar afføring, rotter og i alt det syge og sårede, der lå direkte på gulvet. Der var nok at tage fat på – men det lykkedes for Florence Nigthingale og hendes hjælpere efter flere måneders hårdt slid, selvom de også blev syge – og nogle af dem endda døde.

Allerede under Krimkrigen blev Florence Nigthingale en levende legende. Hjemvendte soldater fortalte henført om “the lady with the lamp”, der i de lange, mørke nætter med en enkelt lampe gik sine runder igennem de lange gange, hvor de syge og de sårede lå side om side i den trykkende hede og med alle mulige insekter flyvende rundt i luften.

Altid med et smil på læben og et trøstende ord kom Florence Nightingale. Og det må have været som at se en engel, en åbenbaring, når hun kom forbi ens sygeseng med sin lampe. Det siges også, at soldaterne kyssede hendes skygge, når den ramte dem, mens hun gik forbi med sin lampe – for derefter med et tilfreds suk at lægge sig ned mellem de rene lagener og sove en god, helbredende søvn.

Og ja, det lyder som en Hollywood-film, men det var virkeligheden midt i krigens helvede på Krim for mere end 150 år siden: At en engelsk kvinde med ideer om sygepleje revolutionerede ikke kun en hær eller et land – men en hel verden.

Allerede lang tid inden Krim havde Florence Nightingale i øvrigt tanker om, hvad ordentlig sygepleje kunne betyde, men på Krim fik hun mulighed for at afprøve ideerne i praksis. Resultatet var overvældende. Dødeligheden faldt fra 50% til 2%. Hendes teori om sygeplejens og det rene og gode miljøs betydning havde i dén grad holdt vand.

Tiden på Krim ødelagde imidlertid Florence Nightingales helbred, og hun kom til at sidde i rullestol og blev senere blind.

Men hjemkommet til England lagde Florence Nightingale sig ikke ned i sygesengen, men knoklede istedet på og lavede verdens første rigtige sygeplejerske-skole for midler samlet ind af hendes voksende fanskare hjemme i England, mens hun selv sled sig op på Krim. Det blev en skole, hvorfra viden og erfaringer hurtigt spredte sig. Og den dag i dag lever Florence Nightingales tanker – og visse af hendes metoder – stadig i mange landes sundhedsvæsen, også det danske.

Hun er – om nogen – heltinden fra Krim, også i 2014.

Læs evt. mere om hende her: http://www.bbc.co.uk/history/british/victorians/nightingale_01.shtml

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Asger Jorn 100 år og 1 dag

Udgivet den af
2

Nordens betydeligste maler siden Edvard Munch ville idag være fyldt 100 år og 1 dag. Det drejer sig – selvfølgelig – om Asger Jorn.

Nu er 100 år og 1 dag normalt ikke en dag, som man fejrer, men når det drejer sig om den abstrakte maler og politisk bevidste Asger Jorn giver det vel egentlig god mening.

Asger Jorn var nemlig både som kunstner og meningsdanner en mand, der ikke automatisk accepterede de præmisser, som andre havde lavet. Han vurderede rammerne – for derefter at skildre dem i farver og former – og dermed på hans eminente måde også skubbe til fastlåste præmisser og antagelser.

Asger Jorn eksperimenterede hele livet. For som han sagde: “Når man ikke søger mere, er man død som kunstner.”

Asger Jorn var nemlig på mange måder en mand, der både ville – og kunne – skabe noget nyt i kunsten og dermed også i samfundet. En ener i ordets bedste betydning.

Nutiden kan lære meget af ham.

At gennemgå alle Jorns meritter vil kræve en blog for sig selv, så derfor vil Danmarksbloggen nøjes med at fremhæve, at Jorn var med til at skabe Helhesten i Danmark samt den internationale kunstnersammenslutning COBRA, som han også blev en af hovedmændene for, at han både malede, skrev bøger, lavede keramik, skulpturer og mange andre kreative sager, og at han var bror til Jørgen Nash.

Læs mere om Asger Jorn her: http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Billedkunst/Danmark_1910-55/Asger_Jorn

Og her:
http://www.museumjorn.dk/da/asger_jorn.asp

Alternativt kan man også tage på Statens Museum for Kunst i København, hvor der lige er åbnet en stor Jorn-udstilling:

http://www.smk.dk/besoeg-museet/udstillinger/asger-jorn/

Eller til Museum Jorn i Silkeborg, der udover at besidde verdens største samling af Jorn-malerier og andet fra Jorns hånd, også er indehaver af hovedværket “Stalingrad”, der ligesom så mange andre af Jorns malerier ændrer sig i løbet af dagen og året i takt med at belysningen ændrer sig. Og som så mange andre Jorn-billeder selvfølgelig også rummer flere lag og flere motiver end beskueren kan se ved både første og tiende blik på maleriet.

http://www.museumjorn.dk/da/praktisk_info.asp

Og selvfølgelig har Jorn også sit eget rum på det verdensberømte museum for moderne kunst i Humlebæk Louisiana:

http://www.louisiana.dk/dk/Menu/Samlingen/Jorn-rummet/ASGER+JORN+RUMMET

Men også mange andre steder fejres Jorns 100 år. Se mere her:

http://jorn100.dk/

Og det er med god grund. For Asger Jorns værker er af den sjældne slags, som man aldrig bliver færdig med – og som hele tiden viser nye sider, nye facetter – præcis som livet og samfundet gør det.

Så et stort tillykke fra Danmarksbloggen til Asger Jorn på hans 100 år og 1 dags-fødselsdag.

Danmarksbloggen vil derfor også opfordre alle til at gå ind og se noget Jorn – og måske endda selv forsøge sig med lærred, pensel og farver …

For kunst er altid bedst, når den skabes eller opleves IRL … altså i virkelighedens verden, der er ligeså farverig og uforudsigelig som et af Asger Jorns stadig så sprælske og levende malerier.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 8: Den farverige middelalder

Udgivet den af
2

Det er mandag, og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

DEN FARVERIGE MIDDELALDER

Middelalderen varer i mere end 400 år. Fra vikingetiden slutter omkring 1100 til Reformationen i 1536, og nok er der store forskelle fra de vikingetids-inspirerede middelaldermennesker, der byggede stenkirker og stadig gik med Thorshammer over 1200-tallets middelalder med korstog, Valdemar Sejr og kaos, og 1300-tallets re-etablering af Danmark, sildemarkeder, pest og Kalmar-union til 1400-tallets dominans af Norden, begyndende utilfredshed med det danske styre og omlægningen fra korn- til kvægavl – og endelig til 1500-tallets nye tanker, stærkere kongemagt, borgerkrig og endelige opgør med den katolske kirke.

I sidste uge sluttede vi med Valdemar Sejrs død i 1241. Men inden vi i næste uge går videre med de overordnede politiske linier og de danske middelalder-konger med fokus på Valdemar Atterdag, skal vi bruge lidt tid på at forstå middelalderen som tidsepoke og især dens mennesker og deres livs- og verdenssyn, som var meget anderledes end det, som vi har i dag.

I dag centrerer vores liv sig om os selv. Er jeg lykkelig? Har jeg mon fået realiseret mig selv? Hvad skal der til, før det kan ske,? spørger nutidsmennesket næsten dagligt sig selv og laver gerne om på alt – og det endda flere gange – for at opnå det forjættede perfekte liv, om det så skal koste en skilsmisse, et jobskifte, en flytning eller ændring af andre store livs-vilkår. Det er ligemeget. JEG skal være lykkelig. Dét er min ret, er nutidens mantra sammen med en holdning til forandring som værende en evigt saliggørende udvikling.

Sådan var det ikke i middelalderen. Dengang var livet og verden statisk. Man blev født ind i en klasse, og man blev i dén klasse. Alting skete i cyklusser. Der var både årets cyklus og livets cyklus. Man vidste derfor også præcist, hvordan ens liv ville blive. Det ville nemlig blive en kopi af ens forældres liv stort set, og det var godt nok. Ja, i virkeligheden spillede det ikke nogen rolle, om man var lykkelig. Jeg´et, som vi måler alt udfra idag, fyldte meget lidt. Som menneske var man en del af en slægt istedet for at være et individ. Personlige ønsker og drømme havde ikke den store betydning, da alting var alligevel bestemt, uanset hvor man var i hierarkiet. Uanset om man var bonde, borger, præst eller adel, så havde alle deres faste roller og faste måder at gøre tingene på – og dét kunne ingen lave om på, var holdningen.

Verdenens orden var nemlig guddommelig bestemt – og også i denne anden guddommelige verden var der hierarkier og en fast orden. Det gjaldt også de forskellige steder, hvor man kunne havne efter døden. For middelaldermennesket drejede jordelivet sig nemlig om at gøre sig fortjent til frelsen og det evige livs salighed. Danmark var katolsk på det tidspunkt, og det var en katolicisme, hvor gerningsretfærdigheden fyldte godt.

Det gjaldt derfor om at huske sin rosenkrans, slå korsets tegn, bede mange bønner og gøre gode gerninger, hvis man ville undgå skærsilden, som var sådan et slags mellemtrin, inden man nåede Himlen. Et sted, hvor den sidste synd blev lutret ud af sjælen, så man kunne blive klar til at være sammen med englene, helgenerne, jomfru Maria, Gud og Jesus i Himlen. Alternativet Helvedet var der ikke mange, der så som slutdestinationen. Himlen, eventuelt med en omstigning via Skærsilden, blev anset som det mest sandsynlige mål.

Og var man i tvivl kunne man jo kigge på kirkevægge og -lofter, når man sad i kirken til de ugentlige messer, som foregik på latin. For kirken var blevet stor og mægtig nu, og blev kun større og rigere op igennem middelalderen – og kirkens sprog var latin. Et sprog kun de færreste forstod, men så talte kalkmalerierne af djævle, der med treforke pinte de ulykkelige i Helvedes ild og flammer så meget desto mere til kirkegængerne, der gyste og istedet så håbefuldt op på andre billeder af engle, den altid smilende jomfru Maria og hendes søn Jesusbarnet, der med åbne arme lovede Himlens glæder til både rig og fattig, når bare de huskede at holde sig på dydens smalle sti og ikke lave samfundet om.

Det var en direkte kristendom fuld af farverige billeder og med et persongalleri, hvor det vrimlede med helgener, engle og alle mulige andre væsner samt med Gud, Søn og Helligånd. De sidste tre var de eneste, der overlevede reformationen og levede videre i den protestantiske tradition, der stadig er i Folkekirken.

Billedet med de mange slags væsner i mange slags roller og i mange farver er typisk middelalder. For middelalderen var stik mod sit rygte på ingen måde en mørk tid. Det er noget, som renæssancen fandt på i bedste spindoktor-stil for at miskreditere middelalderen – og det er desværre lykkes altfor godt. Fx tror mange, at man brændte hekse på bålet i middelalderen. Men nej, det var i renæssancen, at de bål flammede – og den mest ivrige heksejæger i Danmark var mange nutidsdanskeres yndlingskonge Christian d. 4, der først blev konge 50 år efter, at middelalderen var forbi.

Men ja, der var overtro i middelalderen. MEGET overtro endda. Naturen var befolket med allehånde væsner som mosekonen, ellepiger, elverkonge og så videre – præcis som Himlen og Helvede myldrede med væsner og historier. Det var en meget farverig tid, hvor der var plads til fantasien.

Der var også plads til alle slags mennesker, som man så på de store middelaldermarkeder, som i vores dage forsøges genskabt ved gamle slotte og klostre af talrige danskere, der organiserer sig i grupper og i dagevis går klædt i middelaldertøj og lever mere eller mindre, som man gjorde dengang. Nogle af de største foregår på henholdsvis Spøttrup og Voergaard Slot i løbet af sommeren.

Klostre, ja. For er der noget, der også hører middelalderen til, er det netop munke og nonner, både dem der levede bag klosterets mure optaget af bøn og arbejde, og dem der arbejdede ude blandt de fattige i samfundet. Et af de mest kendte er Esrum Kloster. Munke og nonner stod også for sygevæsen og fattigpleje i en simpel form, men dog markant bedre end det ingenting, der opstod efter reformationen, hvor klostrene over hele landet blev lukket.

Det samme blev badstuerne … med den begrundelse, at der foregik for meget umoralsk levned i badstuerne, hvor mænd og kvinder var nøgne sammen, når de i timevis opholdt sig i badstuen, hvor der både var varme og kolde bade, dampbade og steder hvor man kunne spise og drikke – og være alene. Så ja, der skete et hel masse, men kirken kunne ikke få badstuerne lukket, hvor meget den end ville. Men så i slutningen af middelalderen omkring år 1500 kom syfilisen fra det nyopdagede Amerika, og det satte en skræk i de fleste, så badstuerne lukkede – og Danmark begyndte at stinke.

For i middelalderen besøgte de fleste badstuerne mindst en gang om ugen, og nok kan et ugentligt bad virke som meget lidt i vore dage, men efter middelalderen startede et par århundreder, hvor bad var noget, som man kun tog et par gange om året!!! Parfume, parykker og den slags klarede sagen, mente man derfor i 1600- og 1700-tallet altså renæssance og oplysningstid.

Men nej, middelalderen skal heller ikke idealiseres. Det var også en hård og brutal tid med stor børnedødelighed, megen sygdom, lav tolerance-tærskel og hårde straffe. Der var fx dødsstraf i Danmark – og man huggede gerne hånden af folk for tyveri og anden berigelseskriminalitet, der ofte blev straffet hårdere end voldskriminalitet.

Men middelalderen var også en farverig tid trods landets op- og nedture.

En af de største opture var i 1200-1300-tallet, der var storhedstiden for de sildemarkeder i Skanør og Falsterbo, der samlede handlede fra hele Nordeuropa, der hver sensommer kom for at købe sild til brug i fastetiden, hvor man jo ikke måtte spise kød. I netop de år kom silden i så store stimer, at man ifølge samtidige kilder nærmest kunne skovle dem op med hænderne fra Øresunds blå vande. Det er dog nok en overdrivelse, men sandt er det, at sildemarkederne i Skanør og Falsterbo, der ligger i Skåne, lavede et grundlag for rigdom i Øresundsregionen – og i København der i disse år voksede fra at være et lille ubetydeligt fiskerleje til at blive landets hovedstad, som snart lå i evig strid med Hansa´en, altså købmændene fra Lübeck, som kom med salt til sildene – og som betragtede sildemarkederne i Skåne som deres hjemmebane.

Den største nedtur var derimod Den Sorte Død, altså pesten, som ramte Danmark i 1348. Mere end en tredjedel af befolkningen døde i løbet af få år – og landet blev markant fattigere, og først flere århundreder senere var der ligeså mange danskere igen som før Den Sorte Død, der lagde hele landsbyer øde – og som betød at i flere generationer måtte ingen være enke eller enkemand. Skulle ens ægtefælle dø, SKULLE man gifte sig igen, så man kunne få flere børn. Landet havde brug for dem.

Andre opture var, at der nu blev skrevet og digtet i Danmark i form af Saxo´s Danmarkshistorie og de smukke ridderviser – og andre nedture var landbrugets problemer og landets økonomiske fallit i 1300-tallet.

Men især det sidste skal vi høre meget mere om i næste uge, hvor det skal handle om kongemord, den kongeløse tid og Danmarkshistoriens måske største politiske geni: Valdemar Atterdag, far til den eneste seriøse med-konkurrent til netop dén titel: Margrethe, der aldrig var Margrethe d. 1., men istedet frue og husbond og Rigets fuldmægtige formynder.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mørket er nøgleordet i Danmarks Oscar-chancer

Udgivet den af
2

Så er det i nat, at Oscar´erne skal uddeles.

Danmark har hele tre chancer for at få en af de tre gyldne statuetter. Alle med mørket som grundtone.

Mest opmærksomhed har der været omkring omkring Thomas Vinterbergs “Jagten”, der også var nomineret til Golden Globe uden dog at vinde dén. Filmen med dansk films mest strålende skuespiller Mads Mikkelsen i hovedrollen handler som de fleste nok ved om menneskejagt på en mand, der er uskyldig i den mistanke om pædofili, der kastes på ham.

Men også den danske dokumentarfilm “The Act of Killing” kan få en Oscar i kategorien bedste dokumentarfilm, og i kategorien bedste kortfilm er Anders Walters “Helium” nomineret.

I dokumentarfilmen “The Act of Killing” følger man en flok massemordere på øen Sumatra, hvor militæret i 1965 væltede den indonesiske regering og udryddede mere end en million mennesker. I filmen ser man mænd fra dødspatruljen filme og på skrømt genskabe nogle af de drab og voldshandlinger, som de selv deltog i dengang.

Kortfilmen “Helium” handler om drengen Alfred, der ligger dødeligt syg på hospitalet, hvor han bliver venner med den rengøringsmanden Enzo. Sammen skaber de to en magisk fantasiverden, Helium, som Alfred drømmer sig ind i.

Det er altså tre meget forskellige film, som danske filmskabere er nomineret for. Men alle handler de om livet, når det gør ondt … om livet, når mørket tager over eller truer med at gøre det.

Og det er også lige dér i mørket, at vores styrke ligger som danskere.

For uanset hvad vi siger og gør, så har vi mørket i os … også når det lyse forår som nu står udenfor vinduerne … for helt slipper vi aldrig det mørke og den melankoli, der ligger i den lange nordiske vinter.

Vi skal derfor lære at se mørket som en styrke, som noget vi tør være os bevidst, både i kunsten og i hverdagen. For kun sådan kan vi sikre os imod, at mørket får magten over os.

H. C. Andersen skrev om det i eventyret “Skyggen” – den til dato mest mesterlige fortællling om hvad der sker, når mørket får overtaget, fordi man ikke vil være sig det bevidst – eller bekendt.

For går man den anden vej og tør se sit eget mørke i øjnene, så opdager man, at mørket ikke har en chance mod kærlighedens lys og forårets varme. Så behøver man ikke en Oscar-statuettes guldskær for at se klart, omend Danmarksbloggen selvfølgelig hepper på flere gyldne statuetter til danske filmskabere.

For sikke en anerkendelse af os og vores dygtige filmskaberes evne til at fortælle vedkommende historier det er både at vinde, men også bare at være nomineret.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fastelavn er mit navn …

Udgivet den af
1

Fastelavnsboller, hvide tirsdag og fastelavnsris!
Hvad er hvad? Og hvad sker hvornår?

Læs undertegnedes artikel om emnet her: http://www.kristendom.dk/artikel/546717:Indfoering–De-10-vigtigste-ting-at-vide-om-fastelavn

Sikkert er det ihvertfald, at dén fastelavn, der idag er en sød og uskyldig børnefest, engang var en voksenfest, der var en nødvendig ventil i et statisk samfund, hvor alle havde deres faste plads, og hvor ingen turde gå udenfor stregerne.

Undtagen altså til fastelavn, som man også kaldte DEN GALE UGE, hvor bonden kunne dele bord – og sågar seng – med greven. Såvel alkohol i mængder som erotiske udskejelser i den store stil var nemlig en fast del af fastelavnen i Danmark indtil for cirka 150 år siden.

Det er det så stadig i Rio og andre mere eksotiske steder, kan man med god ret hævde …

Man kan også anføre, at vi stadig har brug for en fastelavn for voksne. Blot nogle dage, hvor vi voksne kan gå udenfor vores normale roller og for en tid være en anden … eller måske bare være en anden del af os selv.

Dét ville ihvertfald give de fleste en god og sund mental pause fra det præstationsræs, som mange danskere lever i til hverdag.

Danmarksbloggen er derfor fortaler for at indføre også en voksen fastelavn, en maskerade absolut og 100% uden børn, men med frihed til at folde sig ud blandt andre legende voksne …

Heldigvis tyder meget på, at de unge har fanget ideen og holder fastelavnsfester i netop denne weekend. Nu skal de yngre, middelaldrende og ældre danskere bare også med på vognen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk