Demokratiet er aldrig ulejligt

Mette Bock fra LA vil helst ikke ulejlige danskerne med valg, sagde hun til DR2 her for lidt siden.

Ulejlige??? Der er noget, som hun helt har misforstået. Demokratiet er aldrig ulejligt. Tværtimod. Et levende demokrati er højrøstet, forstyrrende og ganske vidunderligt.

Og lige netop det, som sker nu, er demokratiet for fuld udblæsning: Et parti, der nok støtter regeringen, men som ikke har tillid til en minister, der helt åbenlyst blæser på de fakta, som alle eksperter er enige om. En statsminister, der prøver at tryne. Nogle partier, der bakker op – og andre, der sender et mistillidsvotum til Eva Kjer og  håber, at det her ender med, at Løkke er nødt til at udskrive valg.

Og det er egentlig dejligt, at dét emne, som udløste det hele, er miljøet og naturen. For det viser, at vi danskere stadig har forståelsen for, at uden et sundt miljø og en sund natur er alt andet ligegyldigt.

Nu skal vi så blot lige have en ny regering, der kan redde miljøet – igen. Hvis Venstre – og Eva Kjer – havde nogen anstændighed og respekt for demokratiet, ville hun ikke være minister mere. Men ok – nu kan det ende med valg, og det vil være meget bedre for ikke kun miljø og natur, men også for Danmark som helhed.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tiden er til ansvarlighed

Landbrugsminister, undskyld miljøminister Eva Kjer Hansen skal i åbent samråd idag pga. den horrible landbrugsplan, der vil gavne nogle få landmænds bank-konti, men skade en hel natur.

Samtidig åbnede Danmarks første butik med overskudsmad WeFood i går – og blev straks en dundrende succes med stort set alt udsolgt. Danskerne er også i stigende grad optaget af økologi, grøn energi og i det hele taget at behandle vores jord og vores ressourcer på en ansvarlig og bæredygtig måde.

Tiden er altså med andre ord til ansvarlighed – og ikke til de kortsigtede økonomiske gevinster, som Venstre står for. For at det for alvor skal batte noget, mangler vi dog, at ansvarligheden også anerkendes på Christiansborg – og især af den siddende regering og deres støttepartier i blå blok, som åbenbart tror, at man kan spise penge.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Venstre bløder som giftstofferne i vores vandløb

Landbruget er et trængt erhverv – og samtidig Venstres store støtte sådan historisk set, så Eva Kjer Hansen er en rigtig flink Venstre-pige, når hun således kommer bønderne til undsætning med en landbrugsplan, som alle – som i ALLE – siger skader miljøet.

Det er dog ikke noget, der påvirker hverken Eva Kjer Hansen – eller for den sags skyld Lars Løkke, som nu er ude og forsvare sin minister og en landbrugsplan, der ødelægger den danske natur – og også landbruget.

Fakta er ikke noget, som V-regeringen kan bruge til noget. Hvis ikke det var så sørgeligt, ville det være grinagtigt.

Nedenunder handler det selvfølgelig også om overlevelse hos Venstre, der rask ryger nedad i samtlige meningsmålinger. Deres kernevælgere – bønderne – bliver færre og færre. De nyliberale i byerne stemmer ikke længere på Venstre, men på Liberal Alliance. Og mange lønmodtagere, som tidligere stemte på Venstre, er gået til Dansk Folkeparti.

Så Venstre bløder ligeså stærkt som de giftstoffer de uden problemer vil hælde ud i vores åer og vandløb.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Slå ring om de danske kyster IDAG

De danske kyster er unikke i deres skønhed og uberørthed, men nu trues de af den pengegriske og kortsigtede politik, som føres af V-regeringen, som vil bygge hoteller og andet miljøskadeligt på vores skønne strande.

Det skal stoppes – og derfor er der også i dag arrangeret fakkeloptog og bål overalt på kyster og strande i Danmark – og med overalt menes OVERALT.

Se mere her og find et arrangement i nærheden af dig, så også du og din familie og dine venner kan møde op og tænde en fakkel for vores kyster, for vores unikke danske natur.

http://tur.dn.dk/ture/

For mørket skal ikke få bugt med os og med naturen … vi skal slå ring om vores kyster.

Skriv også under her. Det har mere end 135.000 danskere allerede gjort:

http://300meter.dk/

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Frikadellespisning er værre end tyrefægtning

Kan man sige, at frikadellespisning er værre end at være til tyrefægtning? Danmarksbloggen har undersøgt sagen – og svaret er, at det kan man godt. Grise i Danmark lider både længere og mere end nogen spansk tyr.

For nok er tyrefægtning bestialsk og modbydeligt – men inden tyrens frygtelige endeligt i arenaen, så har tyren haft fem gode år, hvor den har gået og hygget sig med masser af plads, frisk luft og sunde råvarer.

Læs mere her: http://denstoredanske.dk/Livsstil,_sport_og_fritid/Underholdning_og_spil/Forestillinger_og_forlystelser/tyref%C3%A6gtning

Det kan man ikke sige om den konventionelle danske gris, som lever i cirka 5-6 måneder – alle indenfor i båse og stalde, hvor den er klumpet sammen med andre grise, der også skal ende som frikadeller og bacon. Altså ingen frisk luft, mudderbade og andre herlige ting til den konventionelle danske gris, som er dem, der er flest af. Men derimod altfor mange grise på altfor lidt plads, inden de stuves endnu mere sammen og transporteres over altfor lange afstande til det billigste slagteri.

Økogrise – og især frilandsgrise lever dog liv, der er bedre, og som blandt andet indebærer, at de kommer ud i den friske luft.

Læs mere her: http://www.lf.dk/lf/Viden%20om/Landbrugsproduktion/Husdyr/Svin

Så ja, det ender tragisk for den spanske tyr. Men måden, som vi behandler vores konventionelle og til dels også de økologiske grise på, er endnu mere bestialsk og modbydeligt. For her er det ikke kun de sidste minutter, men hele grisens liv, der er frygteligt og kun til for vores fornøjelse.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Venstre siger nej til økonomiske gevinster

Man skulle tro, at det var løgn. Men den er god nok. Pengeglade Venstre siger nej til endog store økonomiske gevinster, hvis partiet vælger at gennemføre de bebudede besparelser på forskningen i grøn energi.

Alle tal viser nemlig, at én krone investeret i grøn energi giver mindst 2,5 krone igen – for slet ikke at tale om arbejdspladser og skattekroner og afledt viden til nye produkter og virksomheder.

Læs mere her i klima-, miljø- og naturordfører for Alternativet Christan Poll´s indlæg i Information: http://www.information.dk/549786

Grøn energi er nemlig en guldgrube, og der er  – såvel økonomisk som miljømæssigt – alle mulige grunde til at satse på forskning i grøn energi. Noget, som alle, pånær Venstre – og Dansk Folkeparti – kan se.

Det er skræmmende, at man kan være så magtbegærlig – som Venstre må være det, når partiet ikke vil fortsætte forskningen i grøn energi. På den anden side er partiet jo et gammelt bondeparti, der stadig tror på, at det kan betale sig at give svinene antibiotika og markerne masser af kunstgødning. Men nej, det gamle system har spillet fallit, og det må Venstre lære at sande.

Ligesom at Dansk Folkeparti må til at se i øjnene, at vi ikke lever i en Morten Korch-virkelighed, hvor Karl Stegger og Arthur Jensen kommer kørende med deres benzin-bil gennem blomstrende kornmarker – men at der skal stå vindmøller på de marker.

Skal verden og kommende generationer have en chance for at klare sig, er grøn energi den eneste mulighed. Og Danmark kan tilmed beholde sin velfærd, hvis vi forsker i den grønne energi – og får skabt de virksomheder og arbejdspladser, som vi kan udfra netop de forskningsresultater.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danske bær: Brombær

Danmarksbloggen slutter i dag sin anden sommerserie, som har løbet i syv uger, og som handler om bær. Serien er bygget op omkring, hvornår bærrene er i sæson. Derfor slutter vi i dag med brombærret.

Brombær

Brombær er sorte bær, der minder om hindbær i udseendet. Der er masser af brombær i Danmark, som vokser på buske – og som findes i både vild og kultiveret form. Vær obs på at brombærrene skal være helt sorte, når de plukkes – ellers er de sure. Men når de er sorte, er de modne, søde og dejlige.

Brombær kan spises bare som de er – og er på den måde med til at forsøde sensommeren og efteråret. De varsler også vinterens komme og opfattes derfor af mange som en sidste hilsen fra den lyse tid.

Men brombær anvendes også i stor stil i kager, desserter, brød m.m.

Vær opmærksom på, at brombærgrenene er filtret ind i hinanden, og at der er mange torne på. Så skal man plukke brombær anbefales det at have lange ærmer, bukser og måske handsker på. Der findes dog i dag arter uden torne, men kun i kultiveret form.

Over hele den tempererede del af den nordlige halvkugle anslås der at være flere hundrede forskellige arter af brombær – og i Danmark 90.

Brombærsæsonen løber medio august – medio oktober.

Sorterer man de typiske brombærsorter i Danmark efter hvornår de kommer i løbet af sæsonen, ser det således ud:

Tidlig: Loch Ness og Black Satin
Middel: Douglas (tornfri) og Thornless Evergreen
Sen: Thornfree

Spis, spis, spis …

Læs tidligere indlæg her:

Jordbær: http://danmarksbloggen.dk/?p=7072
Stikkelsbær: http://danmarksbloggen.dk/?p=7076
Hindbær: http://danmarksbloggen.dk/?p=7080
Solbær: http://danmarksbloggen.dk/?p=7085
Ribs: http://danmarksbloggen.dk/?p=7087
Blåbær: http://danmarksbloggen.dk/?p=7090

Ps. Og til dem, der har savnet kirsebærrene, kan jeg fortælle, at der næste sommer kommer en serie om nogle af de sommerspiser, der gror på træerne: Kirsebær, blommer, mirabeller, æbler og pærer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Gamle danske sange: Den danske sang – mere end en sang om sangen

Danmarksbloggen slutter i dag årets første sommerserie. Nemlig den om:

GAMLE DANSKE SANGE

Hver tirsdag i syv uger har Danmarksbloggen publiceret og fortalt om en af de gamle danske sange.

I dag – sidste gang – skal det handle om:

Den danske sang – mere end en sang om sangen

Som så mange af de andre danske sange er også ”Den danske sang” en lejlighedssang, denne gang til et stort korstævne i 1924 i København, hvor i alt ca. 25 kor fra hele landet i flere dage sang sammen og optrådte i Tivoli og på Det Kgl. Teater.

Og hvad var vel mere passende end en sang om sangen? Den blev i hvert fald et stort hit – og er det stadig. ”Den danske sang” har fx altid været fællessang ved Den Kgl. Opera´s åbne og gratis sommerkoncerter.

Forfatteren til teksten Kai Hoffmann er ikke ret kendt i dag, men dengang og i årene omkring 2. Verdenskrig var han ret kendt for hans nationale digte og sange. Han var i øvrigt uddannet jurist, så han var en meget atypisk digter.

Manden bag melodien kender alle derimod. Det er Danmarks formentlig bedste komponist nogen sinde Carl Nielsen, der fik teksten sendt fra Hoffmann selv, som mente, at der kunne blive en sang ud af digtet. Carl Nielsen var enig og skrev nærmet øjeblikkeligt en af sine bedste melodier.

Under 2. Verdenskrigs alsangsstævner fik sangen så en ekstra betydning med sin betoning af det danske sprog og den danske ukuelighed hyldet i og med netop den danske sang, som går helt tilbage til hedenold og altså de stolte vikinger.

Læs her hele sangen:

DEN DANSKE SANG

Den danske sang er en ung blond pige
hun går og nynner i Danmarks hus,
hun er et barn af det havblå rige
hvor bøge lytter til bølgers brus.
Den danske sang når den dybest klinger,
har klang af klokke, af sværd og skjold.
I mod os bruser på brede vinger
en saga tone fra hedenold.

Al Sjællands ynde og Jyllands vælde,
de tvende klange af blidt og hårdt,
skal sangen rumme for ret at melde
om, hvad der inderst er os og vort.
Og tider skifter, og sæder mildnes,
men kunst og kamp kræver stadig stål,
det alterbål, hvor vor sjæl skal ildnes
det flammer hedest i Bjarkemål.

Så syng da, Danmark, lad hjertet tale,
thi hjertesproget er vers og sang,
og lære kan vi af nattergalen,
af lærken over den grønne vang.
Og blæsten suser sin vilde vise,
og stranden drøner sit højtidskvad,
fra hedens lyng som fra stadens flise
skal sangen løfte sig ung og glad.

Syng endelig med … i dag og alle andre dage.

Læs tidligere indlæg her:

Midsommervisen: http://danmarksbloggen.dk/?p=6857
Danmark, nu blunder den lyse nat: http://danmarksbloggen.dk/?p=6860
I Danmark er jeg født: http://danmarksbloggen.dk/?p=7165
Hvor smiler fager den danske kyst: http://danmarksbloggen.dk/?p=7171
Som en rejselysten flåde: http://danmarksbloggen.dk/?p=7175
Du danske sommer: http://danmarksbloggen.dk/?p=7181

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danske bær: Blåbær

Danmarksbloggen fortsætter i dag sin anden sommerserie, som løber i syv uger, og som handler om bær. Serien er bygget op omkring, hvornår bærrene er i sæson. Derfor fortsætter vi i dag med blåbærret.

Blåbær

Blåbær vokser på små buske – og findes i både vild og kultiveret form. De er blålige i tonen, runde, små og velsmagende og kan anvendes i is, kager, desserter eller bare spises som de er.

Blåbær er kendt som et såkaldt superbær, hvilket er ret misvisende. Alle bær er nemlig propfulde af vitaminer og andre gode sager, og ligesom med grøntsager og frugt giver det bedst mening at spise varieret – også når det kommer til bær.

Men myter har det med at hænge på blåbærret, der fx under Anden Verdenskrig havde ry for at forbedre nattesynet hos soldaterne.

Men der er forskel på blåbær. Eller rettere: Der er to slags bær, der sælges under navnet blåbær:

1) De rigtige blåbær, der er blå hele vejen igennem bærret – og som giver en blå tunge. De er ret svære at få fat på – og sælges stort set kun frosne i Danmark. Man kan også være heldig og finde dem i naturen.

2) De såkaldt amerikanske blåbær eller mosebøllebær, som de også hedder. De er ikke blå hele vejen igennem bærret, men hvide indenunder den blå overflade – og er altså ikke ægte blåbær, selvom de smager godt.

Så det er altså kun den førstnævnte gruppe, der er blåbær i den nordiske forståelse.

Blåbærsæsonen løber august-september.

Sorterer man de typiske blåbærsorter i Danmark efter hvornår de kommer i løbet af sæsonen, ser det således ud:

Tidlig: Reka, Patriot, North Sky, North Country, Yersey, Heerma, Hardy Blue, Duke, Dennise Blue og Blue Ray
Middel: Blue Crop, Puru, Teddy, Putte og Plys
Sen: Berkeley og Goldtraube

Spis, spis, spis …

Læs tidligere indlæg her:

Jordbær: http://danmarksbloggen.dk/?p=7072
Stikkelsbær: http://danmarksbloggen.dk/?p=7076
Hindbær: http://danmarksbloggen.dk/?p=7080
Solbær: http://danmarksbloggen.dk/?p=7085
Ribs: http://danmarksbloggen.dk/?p=7087

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Gamle danske sange: Du danske sommer – natur, poesi og erotik

Danmarksbloggen fortsætter i dag årets første sommerserie. Nemlig den om:

GAMLE DANSKE SANGE

Hver tirsdag i syv uger vil Danmarksbloggen publicere og fortælle om en af de gamle danske sange.

I dag handler det om:

Du danske sommer – natur, poesi og erotik

Det er Thøger Larsen, der har skrevet teksten til ”Du danske sommer” – ligesom han også har skrevet ordene til ”Danmark, nu blunder den lyse nat”, som Danmarksbloggen skrev om tidligere i denne serie. Læs mere her:

Og ”Du danske sommer” er da også fuld af natur og poesi præcis som ”Danmark, nu blunder den lyse nat”. Men den rummer så også erotik, dramatik og en accept af modsætningerne mellem det kolde og det varme, mellem lyset og mørket, som man ikke ser hos forgængeren. Noget, der også understreges i Otto Mortensens melodi.

Der er også næsten ti år imellem de to danske sange, idet ”Danmark, nu blunder den lyse nat” er fa 1914, mens ”Du danske sommer” er fra 1923. Til at starte med hed den i øvrigt ”Sommervise”.

Men det blev hurtigt ændret til det mere fængende ”Du danske sommer”, der er en hyldest til sanserne – og til den vildskab og livskraft, som der også er i den danske sommer, når det lyner og tordner. Både i naturen og i mødet mellem mennesker, der lever deres drømme – også de erotiske – ud.

Og netop hyldesten af sanserne, erotikken og sommeren er ikke hverdagskost i de gamle, danske sange. Men den findes altså her – som den findes i malerierne af nøgne, glade mennesker i sommersolen ved de danske strande, som Krøyer, Syberg og Willumsen fx har malet det.

Ren livsglæde i ord og billeder – i den lyse dag, men også i den lyse nat, når erotikken får frit spil i den fortryllende nat.

Læs her hele sangen:

DU DANSKE SOMMER

Du danske sommer, jeg elsker dig,
skønt du så ofte har sveget mig.
Snart kolde farver i sky og vand,
snart nøgne piger ved hver en strand.
Mer, mer, mer
jeg dog dig elsker, hver gang du ler.

Du er i sindet jo lunefuld,
dog hjertet inderst er pure guld,
et eventyr er dit glade navn,
og blomster lyser ud af din favn.
Kom, kom, kom
i drømme gror under månens horn.

Når dine bølger mod bredden gik,
beruset blå som gudinders blik,
en ungdomjubled’ din lovsang ud,
hun klædt i solskin og brunet hud.
Ned, ned, ned
til dåb i glemsel og evighed!

Og når du strakte med åbent sind
de lyse nætter i himlen ind,
imens det dufted’ af hyld og hø,
vi bad: lad drømmen dog aldrig dø!
Ak, ak, ak!
Vort hjerte svulmed’ af tro og tak.

Og stundom ud af din fulde glød
sprang lyn fra skyen i jordens skød,
og tordenlatter og tordenregn
din troldom spændte fra egn til egn.
Vild, vild, vild
er, skønne sommer, din kraft og ild.

Du danske sommer, min hilsen tag,
du lyse nat og du lyse dag!
Går tit du kold over landet hen,
jeg ved, du kommer dog hed igen!
Ja, ja, ja,
jeg ved, dit hjerte er guld endda.

Syng endelig med … i dag og alle andre dage.

Læs tidligere indlæg her:

Midsommervisen: http://danmarksbloggen.dk/?p=6857
Danmark, nu blunder den lyse nat: http://danmarksbloggen.dk/?p=6860
I Danmark er jeg født: http://danmarksbloggen.dk/?p=7165
Hvor smiler fager den danske kyst: http://danmarksbloggen.dk/?p=7171
Som en rejselysten flåde: http://danmarksbloggen.dk/?p=7175

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk