Kategoriarkiv: Viden & Teknologi

SUPERT

Udgivet den af
4

Supert er et af tidens store mode-ord – og vi bruger det hele tiden.

Vil du have mælk i kaffen?
Ja, tak. Supert.

Jeg lægger møde-referaterne her.
Supert. Det er perfekt.

Vi skal på weekend til Rom.
Ai, supert. God tur.

Men har vi ikke glemt, hvad ordet egentlig handler om? Er der ikke gået lidt inflation i ordet supert?

For nej, det er ikke supert, når hende bag disken husker at spørge, om man vil have mælk i kaffen – det er service.
Det er heller ikke supert, når kollegaen lægger referaterne 10 cm længere til højre på skrivebordet. Det er hverdag.
Og det er heller ikke for alvor supert, når veninden mener, at det er supert at rejse på weekend til Rom. Flere tusind danskere rejser til Rom hvert år, og så langt er der heller ikke derned.

Supert kræver lidt mere. Ja, faktisk noget mere.

Fx at hende bag disken i cafeen som en anden Pippi Langstrømpe løftede en ko op i luften for at malke mælk direkte fra yver og ned i kaffekoppen. Dét ville være supert.
Eller at kollegaen kunne have referaterne klar, INDEN mødet startede. Det fortjente også et supert.
Samt at det for alvor ville være supert, hvis man var på vej til Rom for at møde paven eller måske deltage i en tidsrejse tilbage til dengang Colesseum var Colesseum for fuld udblæsning med kejsere, løver, gladiatorer og hele pivtøjet.

Det ville alt sammen være rigtig meget supert. Ja, måske endda supert med super på.

Super er i øvrigt latin og betyder over, opad, oppe over, oven, ovenover, ovenpå.
Så super er noget, der er over hverdagen og det velkendte. Noget der er større og mere.

Så ved vi det – og det er vel i grunden supert.

God weekend.
Håber den bliver super.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Heltinden fra Krim: The Lady with the lamp

Udgivet den af
1

Krim i Sortehavet er på alles læber i disse dage. Situationen er truende, og det er ikke første gang, at det risikerer at ende galt på halvøen.

I 1850´erne fx rasede Krimkrigen mellem på den ene side Rusland og på den anden side Osmannerriget (Stor-Tyrkiet), England og Frankrig. Det var en frygtelig krig, hvor soldater i tusindvis døde som fluer, både fordi de blev slået ihjel på slagmarken, men også fordi forholdene på feltlazaretterne var forfærdelige med beskidt vand, syge og sårede der lå stuvet sammen i uhumske værelser og et personale, der end ikke gad vaske hænder.

Dengang var det i øvrigt normalt, at sygeplejen blev varetaget af drikfældige personer, der ikke kerede sig meget om dem, som de passede. At passe syge var nemlig kun en anelse bedre end at være prostitueret, og man anså ikke hverken renlighed, ro eller frisk luft som forudsætninger for at kunne blive rask.

Det er så her, at “The Lady with the lamp” kommer på banen. Hun var engelsk, og hendes navn var Florence Nightingale, og hun blev grundlæggeren af den moderne sygepleje, hvor renlighed, ro, næringsrig mad, frisk luft og i det hele taget ordnede forhold i et godt miljø opfattes som en vigtig del af helbredelsen.

Florence Nightingale kom nemlig til Scutari-sygehuset, der som alle de andre steder var en uhumsk bunke af beskidte tæpper, snavs overalt – ja sågar afføring, rotter og i alt det syge og sårede, der lå direkte på gulvet. Der var nok at tage fat på – men det lykkedes for Florence Nigthingale og hendes hjælpere efter flere måneders hårdt slid, selvom de også blev syge – og nogle af dem endda døde.

Allerede under Krimkrigen blev Florence Nigthingale en levende legende. Hjemvendte soldater fortalte henført om “the lady with the lamp”, der i de lange, mørke nætter med en enkelt lampe gik sine runder igennem de lange gange, hvor de syge og de sårede lå side om side i den trykkende hede og med alle mulige insekter flyvende rundt i luften.

Altid med et smil på læben og et trøstende ord kom Florence Nightingale. Og det må have været som at se en engel, en åbenbaring, når hun kom forbi ens sygeseng med sin lampe. Det siges også, at soldaterne kyssede hendes skygge, når den ramte dem, mens hun gik forbi med sin lampe – for derefter med et tilfreds suk at lægge sig ned mellem de rene lagener og sove en god, helbredende søvn.

Og ja, det lyder som en Hollywood-film, men det var virkeligheden midt i krigens helvede på Krim for mere end 150 år siden: At en engelsk kvinde med ideer om sygepleje revolutionerede ikke kun en hær eller et land – men en hel verden.

Allerede lang tid inden Krim havde Florence Nightingale i øvrigt tanker om, hvad ordentlig sygepleje kunne betyde, men på Krim fik hun mulighed for at afprøve ideerne i praksis. Resultatet var overvældende. Dødeligheden faldt fra 50% til 2%. Hendes teori om sygeplejens og det rene og gode miljøs betydning havde i dén grad holdt vand.

Tiden på Krim ødelagde imidlertid Florence Nightingales helbred, og hun kom til at sidde i rullestol og blev senere blind.

Men hjemkommet til England lagde Florence Nightingale sig ikke ned i sygesengen, men knoklede istedet på og lavede verdens første rigtige sygeplejerske-skole for midler samlet ind af hendes voksende fanskare hjemme i England, mens hun selv sled sig op på Krim. Det blev en skole, hvorfra viden og erfaringer hurtigt spredte sig. Og den dag i dag lever Florence Nightingales tanker – og visse af hendes metoder – stadig i mange landes sundhedsvæsen, også det danske.

Hun er – om nogen – heltinden fra Krim, også i 2014.

Læs evt. mere om hende her: http://www.bbc.co.uk/history/british/victorians/nightingale_01.shtml

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 8: Den farverige middelalder

Udgivet den af
2

Det er mandag, og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

DEN FARVERIGE MIDDELALDER

Middelalderen varer i mere end 400 år. Fra vikingetiden slutter omkring 1100 til Reformationen i 1536, og nok er der store forskelle fra de vikingetids-inspirerede middelaldermennesker, der byggede stenkirker og stadig gik med Thorshammer over 1200-tallets middelalder med korstog, Valdemar Sejr og kaos, og 1300-tallets re-etablering af Danmark, sildemarkeder, pest og Kalmar-union til 1400-tallets dominans af Norden, begyndende utilfredshed med det danske styre og omlægningen fra korn- til kvægavl – og endelig til 1500-tallets nye tanker, stærkere kongemagt, borgerkrig og endelige opgør med den katolske kirke.

I sidste uge sluttede vi med Valdemar Sejrs død i 1241. Men inden vi i næste uge går videre med de overordnede politiske linier og de danske middelalder-konger med fokus på Valdemar Atterdag, skal vi bruge lidt tid på at forstå middelalderen som tidsepoke og især dens mennesker og deres livs- og verdenssyn, som var meget anderledes end det, som vi har i dag.

I dag centrerer vores liv sig om os selv. Er jeg lykkelig? Har jeg mon fået realiseret mig selv? Hvad skal der til, før det kan ske,? spørger nutidsmennesket næsten dagligt sig selv og laver gerne om på alt – og det endda flere gange – for at opnå det forjættede perfekte liv, om det så skal koste en skilsmisse, et jobskifte, en flytning eller ændring af andre store livs-vilkår. Det er ligemeget. JEG skal være lykkelig. Dét er min ret, er nutidens mantra sammen med en holdning til forandring som værende en evigt saliggørende udvikling.

Sådan var det ikke i middelalderen. Dengang var livet og verden statisk. Man blev født ind i en klasse, og man blev i dén klasse. Alting skete i cyklusser. Der var både årets cyklus og livets cyklus. Man vidste derfor også præcist, hvordan ens liv ville blive. Det ville nemlig blive en kopi af ens forældres liv stort set, og det var godt nok. Ja, i virkeligheden spillede det ikke nogen rolle, om man var lykkelig. Jeg´et, som vi måler alt udfra idag, fyldte meget lidt. Som menneske var man en del af en slægt istedet for at være et individ. Personlige ønsker og drømme havde ikke den store betydning, da alting var alligevel bestemt, uanset hvor man var i hierarkiet. Uanset om man var bonde, borger, præst eller adel, så havde alle deres faste roller og faste måder at gøre tingene på – og dét kunne ingen lave om på, var holdningen.

Verdenens orden var nemlig guddommelig bestemt – og også i denne anden guddommelige verden var der hierarkier og en fast orden. Det gjaldt også de forskellige steder, hvor man kunne havne efter døden. For middelaldermennesket drejede jordelivet sig nemlig om at gøre sig fortjent til frelsen og det evige livs salighed. Danmark var katolsk på det tidspunkt, og det var en katolicisme, hvor gerningsretfærdigheden fyldte godt.

Det gjaldt derfor om at huske sin rosenkrans, slå korsets tegn, bede mange bønner og gøre gode gerninger, hvis man ville undgå skærsilden, som var sådan et slags mellemtrin, inden man nåede Himlen. Et sted, hvor den sidste synd blev lutret ud af sjælen, så man kunne blive klar til at være sammen med englene, helgenerne, jomfru Maria, Gud og Jesus i Himlen. Alternativet Helvedet var der ikke mange, der så som slutdestinationen. Himlen, eventuelt med en omstigning via Skærsilden, blev anset som det mest sandsynlige mål.

Og var man i tvivl kunne man jo kigge på kirkevægge og -lofter, når man sad i kirken til de ugentlige messer, som foregik på latin. For kirken var blevet stor og mægtig nu, og blev kun større og rigere op igennem middelalderen – og kirkens sprog var latin. Et sprog kun de færreste forstod, men så talte kalkmalerierne af djævle, der med treforke pinte de ulykkelige i Helvedes ild og flammer så meget desto mere til kirkegængerne, der gyste og istedet så håbefuldt op på andre billeder af engle, den altid smilende jomfru Maria og hendes søn Jesusbarnet, der med åbne arme lovede Himlens glæder til både rig og fattig, når bare de huskede at holde sig på dydens smalle sti og ikke lave samfundet om.

Det var en direkte kristendom fuld af farverige billeder og med et persongalleri, hvor det vrimlede med helgener, engle og alle mulige andre væsner samt med Gud, Søn og Helligånd. De sidste tre var de eneste, der overlevede reformationen og levede videre i den protestantiske tradition, der stadig er i Folkekirken.

Billedet med de mange slags væsner i mange slags roller og i mange farver er typisk middelalder. For middelalderen var stik mod sit rygte på ingen måde en mørk tid. Det er noget, som renæssancen fandt på i bedste spindoktor-stil for at miskreditere middelalderen – og det er desværre lykkes altfor godt. Fx tror mange, at man brændte hekse på bålet i middelalderen. Men nej, det var i renæssancen, at de bål flammede – og den mest ivrige heksejæger i Danmark var mange nutidsdanskeres yndlingskonge Christian d. 4, der først blev konge 50 år efter, at middelalderen var forbi.

Men ja, der var overtro i middelalderen. MEGET overtro endda. Naturen var befolket med allehånde væsner som mosekonen, ellepiger, elverkonge og så videre – præcis som Himlen og Helvede myldrede med væsner og historier. Det var en meget farverig tid, hvor der var plads til fantasien.

Der var også plads til alle slags mennesker, som man så på de store middelaldermarkeder, som i vores dage forsøges genskabt ved gamle slotte og klostre af talrige danskere, der organiserer sig i grupper og i dagevis går klædt i middelaldertøj og lever mere eller mindre, som man gjorde dengang. Nogle af de største foregår på henholdsvis Spøttrup og Voergaard Slot i løbet af sommeren.

Klostre, ja. For er der noget, der også hører middelalderen til, er det netop munke og nonner, både dem der levede bag klosterets mure optaget af bøn og arbejde, og dem der arbejdede ude blandt de fattige i samfundet. Et af de mest kendte er Esrum Kloster. Munke og nonner stod også for sygevæsen og fattigpleje i en simpel form, men dog markant bedre end det ingenting, der opstod efter reformationen, hvor klostrene over hele landet blev lukket.

Det samme blev badstuerne … med den begrundelse, at der foregik for meget umoralsk levned i badstuerne, hvor mænd og kvinder var nøgne sammen, når de i timevis opholdt sig i badstuen, hvor der både var varme og kolde bade, dampbade og steder hvor man kunne spise og drikke – og være alene. Så ja, der skete et hel masse, men kirken kunne ikke få badstuerne lukket, hvor meget den end ville. Men så i slutningen af middelalderen omkring år 1500 kom syfilisen fra det nyopdagede Amerika, og det satte en skræk i de fleste, så badstuerne lukkede – og Danmark begyndte at stinke.

For i middelalderen besøgte de fleste badstuerne mindst en gang om ugen, og nok kan et ugentligt bad virke som meget lidt i vore dage, men efter middelalderen startede et par århundreder, hvor bad var noget, som man kun tog et par gange om året!!! Parfume, parykker og den slags klarede sagen, mente man derfor i 1600- og 1700-tallet altså renæssance og oplysningstid.

Men nej, middelalderen skal heller ikke idealiseres. Det var også en hård og brutal tid med stor børnedødelighed, megen sygdom, lav tolerance-tærskel og hårde straffe. Der var fx dødsstraf i Danmark – og man huggede gerne hånden af folk for tyveri og anden berigelseskriminalitet, der ofte blev straffet hårdere end voldskriminalitet.

Men middelalderen var også en farverig tid trods landets op- og nedture.

En af de største opture var i 1200-1300-tallet, der var storhedstiden for de sildemarkeder i Skanør og Falsterbo, der samlede handlede fra hele Nordeuropa, der hver sensommer kom for at købe sild til brug i fastetiden, hvor man jo ikke måtte spise kød. I netop de år kom silden i så store stimer, at man ifølge samtidige kilder nærmest kunne skovle dem op med hænderne fra Øresunds blå vande. Det er dog nok en overdrivelse, men sandt er det, at sildemarkederne i Skanør og Falsterbo, der ligger i Skåne, lavede et grundlag for rigdom i Øresundsregionen – og i København der i disse år voksede fra at være et lille ubetydeligt fiskerleje til at blive landets hovedstad, som snart lå i evig strid med Hansa´en, altså købmændene fra Lübeck, som kom med salt til sildene – og som betragtede sildemarkederne i Skåne som deres hjemmebane.

Den største nedtur var derimod Den Sorte Død, altså pesten, som ramte Danmark i 1348. Mere end en tredjedel af befolkningen døde i løbet af få år – og landet blev markant fattigere, og først flere århundreder senere var der ligeså mange danskere igen som før Den Sorte Død, der lagde hele landsbyer øde – og som betød at i flere generationer måtte ingen være enke eller enkemand. Skulle ens ægtefælle dø, SKULLE man gifte sig igen, så man kunne få flere børn. Landet havde brug for dem.

Andre opture var, at der nu blev skrevet og digtet i Danmark i form af Saxo´s Danmarkshistorie og de smukke ridderviser – og andre nedture var landbrugets problemer og landets økonomiske fallit i 1300-tallet.

Men især det sidste skal vi høre meget mere om i næste uge, hvor det skal handle om kongemord, den kongeløse tid og Danmarkshistoriens måske største politiske geni: Valdemar Atterdag, far til den eneste seriøse med-konkurrent til netop dén titel: Margrethe, der aldrig var Margrethe d. 1., men istedet frue og husbond og Rigets fuldmægtige formynder.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Her er McKinsey, også kaldet ”The Firm”

Udgivet den af
Svar

McKinsey er et verdensomspændende konsulent-firma, som rådgiver erhvervsledere og offentlige institutioner om, hvad de skal gøre. Firmaet findes også i Danmark, hvor det har kontor i det centrale København lige overfor Christiansborg.

McKinsey kaldes over hele kloden for ”The Firm”.

En betegnelse, der også var den amerikanske titel på den populære film fra 1993 ”Firmaets mand” med Tom Cruise i hovedrollen, hvor han spiller en advokat i et stort advokat-firma med forbindelser over hele kloden, et advokatfirma med magt og indflydelse overalt i samfundet. Et firma, som man som ansat er klar til at ofre sig for, fordi man er stolt over at være kommet igennem nåleøjet.

Nogenlunde sådan ser virkeligheden også ud hos McKinsey, der headhunter de dygtigste fra hver årgang på universiteterne for så at oplære dem i firmaets filosofi og arbejdsmetoder nærmest i døgndrift. Lære de nybagte kandidater ”The McKinsey-way” simpelthen. Lønnen er også stor, og firmaet tager sig gerne af både tøjvask, mad og andre daglige fornødenheder imens.

Arbejdet, diskretionen og de høje lønninger til konsulenterne er nemlig både hos det virkelige og det fiktive ”The Firm” i højsædet.

Sammenligningen mellem de to ligger derfor ligefor, bortset fra at McKinsey formentlig aldrig kunne finde på at gøre sig skyldige i noget så simpelt som at overfakturere kunderne, som det sker hos filmens fiktive advokatfirma.

Det behøver McKinsey så heller ikke. De tjener nemlig på helt lovlig vis enorme summer på deres rådgivning. I 2011 anslås det på Forbes liste, at McKinsey har tjent 7 milliarder dollars. Det er mere end svimlende 38 milliarder kroner.

Forfatteren Duff McDonald skrev sidste år bogen “The Firm – The story of McKinsey and Its Secret Influence on American Business”, hvor han beskriver, at kritikerne ser McKinsey som et firma, der ensporet fokuserer på effektivitet og rationalitet, mens brugerne (som fx Bjarne Corydon, red.) opfatter McKinsey som en hjælp og retningsviser.

Duff McDonald fortæller i den forbindelse, at man i Tyskland har noget, som man kalder ”Die McKinsey-Gesellschaft’. Med det menes et samfund, der bæres af effektivitet og rationalitet – og ikke andre, mere bløde og menneskelige værdier, men altså udelukkende denne nyttefilosofi, som Danmarksbloggen også skrev om igår:

http://danmarksbloggen.dk/?p=3729

Mange McKinsey-konsulenter forlader efter få år virksomheden for en toppost i det private erhvervsliv eller i offentlige institutioner, hvorfra de trænede i at agere ”The McKinsey-way” kan påvirke ikke kun deres arbejdsplads, men også hele samfundsudviklingen.

I Danmark drejer det sig fx om departementschef i Finansministeriet David Hellemann, administrerende direktør Henrik Poulsen fra Dong, administrerende direktør Tue Mantoni fra B&O, koncernchef Jørgen Vig Knudstorp fra Lego, koncernchef Niels B. Christiansen fra Danfoss og kommende topchef hos KMD, Eva Berneke, der netop er kåret som årets kvindelige bestyrelsesmedlem.

I artiklen http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2014/02/26/135536.htm?rss=true beskriver DR´s erhvervskorrespondent Nina Munch-Perrin også McKinsey som et meget lukket firma.

”De opererer i det skjulte. Det er hemmeligt, hvem der er kunder hos dem, og de er lige så hemmelighedsfulde som advokater. De taler slet ikke om, hvem de har som kunder. Det er en lukket verden,” siger hun i artiklen.

Citat slut.

Artiklen fra DR skriver også om insiderhandel og skandaler hos det meget lukkede konsulentfirma, der ikke vil sætte navn på deres kunder.

Læs mere her:

http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2014/02/26/135536.htm?rss=true

http://nymag.com/news/intelligencer/topic/58091/

http://www.business.dk/raadgivning/millioner-mystik-mckinsey

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 7: Valdemar Sejr

Udgivet den af
Svar

Det er mandag, og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

VALDEMAR SEJR

Valdemar Sejr var søn af Valdemar den Store, der sammen med Absalon præsterede mesterstykket at få Danmark på fode igen som en stærk, samlet nation efter mange urolige år.

Valdemar den Store døde dog som kun 51-årig i 1182, og efter ham blev hans ældste søn Knud konge under navnet Knud den Sjette. Han var konge i 20 år af navn, men i gavn havde bisp Absalon, faderens gamle ven, stadig et meget stort ord at skulle have sagt, og mange af de ting, som skete i Knuds regeringstid bærer Absalons mærke. Knud fik aldrig børn og døde kun 39 år gammel, og efter ham kom hans bror Valdemar på tronen.

Valdemar – med tilnavnet Sejr – var af statur som sin far: En høj og statelig mand, der indgød respekt, hvor han kom frem. I Danmark blev Valdemar Sejr også betragtet som en lykkemand, som det skabte lykke at røre ved, hvis man var så heldig at komme ham nær. På hans rejser rundt i landet rakte mødrene derfor også deres små børn op til ham, så han kunne røre ved dem og dermed velsigne børnene og deres færd i livet.

I Valdemar Sejrs regeringstid, som varede i næsten 40 år fra 1202 til 1241, var Danmark ofte truet sydfra af tyske fyrster, der mente de havde rettigheder til Danmark og danske områder. I Valdemars første år som konge undlod han fx at blande sig i kejserstriden efter den tyske kejser Henrik den Sjettes død, men sørgede til gengæld via erobringer for at store dele af Nordtyskland blev dansk, blandt andet byerne Hamburg og Lübeck. Valdemar Sejr skabte sig med andre ord masser af fjender i det tyske, som senere hen skulle vide at hævne sig.

Men i første omgang tegnede alt godt for danskernes elskede kong Valdemar Sejr, der i 1205 giftede sig med Dagmar, som de fleste kender fra visen om “Dronning Dagmar ligger udi Ribe syg”, der er baseret på legenden om kongens vilde ridt fra hans hovedby Ringsted til netop Ribe for at nå at sige farvel til hans elskede Dagmar. Og sandt var det også, at den populære dronning døde kun syv år efter brylluppet, og at kongen få år efter giftede sig igen med Bengerd, som aldrig blev nær så populær som Dagmar, men som også døde efter kun syv års ægteskab.

Fremgangen for landets handel og skibsfart fortsatte dog uhindret, og Valdemar Sejr sørgede for at få sin søn med Dagmar Valdemar den Unge hyldet som konge og tronfølger. Landet var ellers stadig et valgkongedømme. Dog havde kirken fået indført, at den skulle kunne acceptere valget af konge.

Men altså alting fungerede i grunden ganske godt. Nu skulle en af de vigtigste sejlruter, den gennem Østersøen, sikres, og det krævede en god base i Estland, som på det tidspunkt blev regeret af de vilde estere, som man kaldte dem, da de stadig var hedninge. Så Valdemar Sejr tog på korstog.

Nede i Europa rejste store skarer af riddere, præster, pilgrimme og andre til Det Hellige Land for at kæmpe mod de såkaldte vantro og sikre Kristi Grav. Det var midt i korstogenes storhedstid, og selvfølgelig var der også danske riddere med dernede. Men det var næppe mange, dels var det en meget lang tur ned igennem Europa, og dels havde danskerne deres egne sager at tage sig af.

Men alligevel ville en middelalderkonge midt i korstogs-tiden gerne på korstog, og nu havde Valdemar Sejr chancen. Esterne var hedninge, så et raskt lille erobringstogt ovre østpå kunne sagtens dækkes ind under at være et korstog. Paven gav også sin velsignelse dertil, og i 1219 tog Valdemar afsted til det, som han troede ville blive en let kamp. Men det blev det langtfra.

Tværtimod kæmpede esterne bravt, men Danmark vandt alligevel tilsidst, fordi vi ifølge legenden fik hjælp fra oven, idet vores flag faldt ned fra Himlen midt under kampens tumult dér d. 15. juni 1219.

Dagen hedder også stadig Valdemarsdag i vores kalendere, fordi det var den dag, hvor vi fik Dannebrog, vores smukke flag, som måske oprindeligt var en pavelig korstogsfane …

Vel hjemme igen gik det galt. En af Valdemar Sejrs vasaller, altså stedfortrædende regenter, i det nordtyske Sorte grev Heinrich von Schwerin var blevet alvorlig vred på Valdemar Sejr på grund af en indviklet sag om arv, hvor han mente sig snydt af netop Valdemar Sejr, hvad greven måske også var.

Dramaet handlede om en søster, et barn udenfor ægteskab, to ejere af samme gods, en korstogsrejse til Det Hellige Land og ville – selv for en nutidig ret – være en meget indviklet arve-sag at finde ud af.

Under alle omstændigheder følte grev Heinrich sig snydt, så i forbindelse med en jagt på den sydfynske ø Lyø kidnappede han Valdemar Sejr og sønnen Valdemar den Unge og førte dem til Nordtyskland. Løsesummen var enorm: 8 tons sølv samt masser af guld og juveler. Men den blev betalt. Alle danskere gav, hvad de kunne – og 2½ år efter tilfangetagelsen kom Valdemar Sejr hjem igen.

Men han var ingen lykkemand mere. Tyskerne havde igen kontrollen med de nordtyske områder, de danske grænser var pånær Estland som før Valdemar Sejr kom på tronen, og få år efter hjemkomsten døde sønnen med Dagmar Valdemar den Unge. Valdemar Sejr delte så riget imellem hans tre sønner med Bengerd: Erik, Abel og Christoffer.

Og det var ingen succes. Tværtimod blev det startskuddet til 100 år med ufred, brodermord, kongemord og den kongeløse tid. Dét skal vi høre mere om næste mandag, hvor det også skal handle om middelalderens hverdagsliv, feudalsamfund, de store sildemarkeder, den katolske tro og Den Sorte Død.

Inden skal dog tilføjes, at Valdemar Sejr få dage før sin død i 1241 færdiggjorde arbejdet med Jyske Lov, der er Nordens Ældste Lovbog givet med kongelig stadfæstelse. Den er den, hvor der står: “Med Lov skal Land bygges”, som stadig er et grundprincip i dansk lovpraksis og juridisk forståelse.

Fortalens første sætning “METH LOGH SCAL LAND BYGGIES” står i øvrigt også skrevet over indgangen til folketingssalen.

Jyske Lov kom i øvrigt først hjem til Danmark igen i 2011 efter i mere end 300 år at have været i svensk besiddelse.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri og
konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Ungdomskrimigyseren ”Katrine” – en bog om ondskaben i et menneskehjerte

Udgivet den af
Svar

Steen Langstrup udgiver på torsdag d. 27. februar ungdomskrimigyseren ”Katrine”.

Han anbefaler selv, at man som læser skal være 14+. Og det giver god mening, at læseren skal være minimum 14-15 år for at gå ombord i bogens sorte og til tider erotiske univers. Til gengæld skal en alder på den anden side af ungdommens vår ikke forhindre i at læse bogen.

Snarere tværtimod anbefaler Danmarksbloggen ”Katrine” til både unge og voksne. For i sit budskab om at det onde er hér og dér og alle vegne – og måske allermest dér, hvor vi mindst venter at finde det – bliver bogen særdeles vedkommende for os alle sammen.

På overfladen handler bogen om den unge, jyske pige Katrine, der flytter til hovedstaden for at komme væk fra voldtægten og sladderen i den lille jyske by, hvor hun kommer fra. Hun skal studere videre og flytter ind på et københavnsk kollegium tæt ved Statens Museum for Kunst. Men er voldtægtsmanden fulgt med og optræder nu som stalker?!

Katrines voldtægtshistorie har også aflæggere, som kun langsomt afsløres – men som spiller en rolle for begivenhederne, der alle foregår i et nutidigt København blandt unge studerende.

Både bogens layout med skæve og store sidetal, korte kapitler, dens lette og nutidige sprog og en handling, der udvikler sig hurtigt og til tider meget uventet er med til at gøre, at man som læser hele tiden suges over på næste side, indtil bogen er læst færdig i ét eneste stræk.

Som læser af ”Katrine” suges man ikke kun hele tiden videre i bogen, men også hurtigt ind i en stemning af noget mørkt og sort, som man undervejs i læsningen mere og mere mener at kunne identificere ophavet til.

Nærmere beskrivelse skal ikke gives her, da det vil afsløre for meget af plottet, og det vil være en skam. For netop den snigende bevidsthed om, hvordan det hele MÅSKE hænger sammen, er en af bogens store forcer.

Man tror nemlig næsten ikke sin egen hjerne i løbet af læsningen … og måske skal man heller ikke stole for meget på sine egne ideer? Eller også skal man? Dét skal læseren selv have fornøjelsen at finde ud af.

Hvad man til gengæld kan stole på er, at ”Katrine” ikke rummer ret meget traditionel uhygge, hverken af overnaturlig eller kriminel karakter. Men alligevel skræmmes man langt ind i sjælen som læser, fordi bogen handler om det, som vi i virkeligheden skal være bange for.

Det, der for alvor giver søvnløse nætter. Det, som virkelig sker, og som gør ondt langt mere, end nogen moderne skræmmebilleder eller gamle spøgelser kan gøre det – langt mere end nogen kniv, noget skydevåben kan gøre det. For de er blot redskaber, der bruges, når det, som vi virkelig skal være bange for, er i spil:

Nemlig ondskaben i et menneskehjerte.

Et af bogens temaer er også FIGHT OR FLIGTH

Og her er det klokkeklare budskab, at hvis ikke du selv tager valget, så bliver valget taget for dig af andre og af livet selv. For du kan ikke flygte fra dig selv, men du kan vælge at kæmpe for dig selv. Man kan også spille død eller lyve istedet for at kæmpe.

Men uanset hvad, så drejer det sig også om at vælge, vælge hvad man vil, og hvem man vil stole på. Og i ”Katrine” er det – som i livet – valg, der er altafgørende. Valg, der i ”Katrine” bunder i og fører til gys og gru. Valg, der for en enkelt endda står mellem DRÆB ELLER DØ.

Mere skal ikke siges her, for så vil for meget blive afsløret. ”Katrine” er som allerede nævnt en af den slags bøger, hvor så lidt som muligt skal fortælles om handlingen i forvejen. Hvor handlingen folder sig ud undervejs – og giver os svar.

Dog skal slås fast, at bogen er skræmmende langt ind i sjælen. Fordi den tør beskæftige sig med ondskaben, egoismen, dette at søge sit eget. Så modsat kærligheden, der tror alt, håber alt, udholder alt.

I ”Katrine” møder man nemlig derimod den ondskab, der opgiver alt, skræmmer alt, forlader alt, angriber alt og dræber alt – for i den verden er det DRÆB ELLER DØ. Andet er der ikke plads til, når ondskaben lever i et menneskehjerte.

Men tror vi på det onde i mennesket her i 2014? Efter at have læst ”Katrine” er svaret et stort ja.

For man spindes i dén grad ind i Steen Langstrups velskrevne og letlæste bog, og man fryser over den mangel på reel medmenneskelig varme, som man fornemmer omkring tilflytteren Katrine. Det er alvor med det onde, men hvem er hendes fjende(r)?

Kollegiet i ”Katrine” findes i øvrigt i virkeligheden – og denne ydmyge anmelder har endda i sine unge studiedage i 90´erne siddet der mange gange til langt ud på natten og snakket og drukket te med diverse studiekammerater. Så det krøb ekstra i nakkehårene, da jeg læste ”Katrine”. For jeg har færdes på de gange, de værelser, de gader – og dér er præcist som beskrevet.

Jeg slap så heldigvis levende fra det. Det gjorde jeg også, da jeg læste ”Katrine”. Men uhyggen og angsten for det onde i et menneskehjerte, som bogen gav mig, fik det alligevel og får det stadig til at suge i min mave, når jeg tænker på Steen Langstrups formidable ungdomskrimigyser ”Katrine.”

Danmarksbloggen anbefaler derfor alle med hang til gysere og/eller interesse for psykologi og mellemmenneskelige relationer at læse ”Katrine”. Der er noget at komme efter – og gyse over.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Bogfakta om Katrine af Steen Langstrup:
150 sider
Udgiver: 2 Feet Entertainment
Pris ca. 249,-
Udkommer 27. februar 2014
Udgives samtidig på e-bog

Dansk Folkeparti: Viden er ikke vigtig

Udgivet den af
1

Dansk Folkeparti ønsker, at fremtidige gymnasieelever skal have minimum 7 i dansk og matematik for at blive optaget på gymnasiet.

Partiets kultur- og undervisningsordfører Alex Ahrendtsen medgiver, at det vil betyde et drastisk fald i antallet af gymnasieelever, faktisk op mod halvdelen af det nuværende antal.

Men det ser Dansk Folkeparti så heller ikke som noget problem, da de mener, at erhvervsuddannelserne er kernen – og fremtiden – i de danske uddannelser.

Det råber jo til Himlen om uvidenhed at komme med en sådan antagelse.

Ja, det er rigtigt, at for få vælger erhvervsuddannelserne. Det er også rigtigt, at ikke alle gymnasieelever burde have valgt gymnasiet. Men at kalde erhvervsuddannelserne for kernen og fremtiden indenfor danske uddannelser er så langt fra de faktiske forhold, som noget kan være.

Danmark er et land, der lever af viden og handel – og sådan har det været i generationer. Det giver derfor god mening at satse på gymnasielle og handelsgymnasielle uddannelser til den danske ungdom. For det er derfra, at vi skal hente vor fremtidige velstand – derfra vi skaber job og eksport af varer.

Den viden er abc-lærdom for alle, der har læst en bog eller to efter folkeskolen. Noget som Dansk Folkepartis kultur- og undervisningsordfører Alex Ahrendtsen ellers må formodes at have gjort med en uddannelse som cand.mag i dansk, litteratur, religion og oldgræsk i bagagen. Samt en fortid som forlægger.

Men han og Dansk Folkeparti mener åbenbart ikke, at viden gør noget godt for et samfund … Det er jo tankevækkende …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 6: Valdemar den Store og Absalon

Udgivet den af
Svar

Det er mandag, og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

VALDEMAR DEN STORE OG ABSALON

Valdemar den Stores vej til tronen var beklædt med blod. Først kom en mængde slægtsfejder mellem hans farbrødre og fætre, der efter hans fars (Knud Lavards) død i 1131 slog hinanden ihjel i et tempo, som man ellers kun møder i de islandske sagaer.

Enden på alle drabene blev, at Valdemar den Stores farbror Erik Emune blev konge – i tre år, inden han også blev dræbt af en stormand. Efter det kom endnu en Erik – Erik Lam – der langt ude var i familie med den danske helgenkonge Knud den Hellige, og som han endte også Erik Lam i Odense. Han frasagde sig frivilligt kronen i 1146 og gik i kloster – og døde næsten med det samme.

Danmark var så uden konge, og et mellemspil, der varede i mere end ti år, begyndte. Historien er en af de mest kendte i Danmarkshistorien.

Det er den om Svend, Knud og Valdemar (den Store). Svend var søn af Erik Emune, Knud var søn af Magnus, der var søn af kong Niels – og så Valdemar (den Store), der var søn af Knud Lavard, der blev myrdet af Magnus, altså Niels søn. De var altså alle tre i familie med hinanden, og alle havde gammelt had og blodhævn i forhold til hinanden.

Alligevel blev de på papiret – efter en masse stridigheder og interne kampe – enige om at dele Danmark imellem sig. Svend fik Skåne, Halland og Blekinge, Knud Sjælland og de sydlige øer og Valdemar (den Store) Jylland og Fyn.

Situationen var selvfølgelig uholdbar, men alligevel mødtes man i Roskilde til gilde. Det var Knud, der inviterede – for sidste gang. For midt under festen udbrød tumult, lyset blev slukket, og Knud fik banesår, som det hedder. Med andre ord: Knud døde. Det vides ikke med sikkerhed, hvem der dræbte ham – men meget tyder på Valdemar (den Store).

Saxo skriver det godtnok ikke i sin Danmarkshistorie, den første Danmarkshistorie. Men Saxo var skriver hos Hviderne, altså den slægt, hvorfra Absalon, Valdemar den Stores fostbroder, kommer, så Saxo har haft en klar interesse i at beskytte Valdemar den Stores rygte. Spindoktorer er som bekendt ikke noget nyt.

Sandt er det imidlertid, at Valdemar (den Store) tog til Jylland, hvor han var konge. I hælene på ham kom en rasende Svend, og  23. oktober 1157 stod slaget på Grathe Hede, hvor Svend døde – og Valdemar den Store nu stod alene tilbage som konge i Danmark. Og det var han i de næste 25 år.

Tiden var urolig, men landet blev ledet af Valdemar den Store og hans fostbroder Absalon, der hurtigt blev bisp i Roskilde og senere også Lund (noget der faktisk ikke skulle kunne lade sig gøre, men for den ærgerrige Absalon var alt muligt), så der kom hurtigt styr på sagerne.

Den vigtigste opgave var venderne, som var et folk, der boede på Rygen i det nordtyske, og som i årtier havde hærget de danske øer og kyster på vikingemanér med både plyndringer og bortførelser. Nu skulle det være slut.

Og det lykkedes. Med base i Vordingborg sejlede ledningsflåden ud år efter år allerede fra 1159, og i 1169 var man klar til at rette hovedstødet mod venderne. En kæmpeflåde med både Valdemar den Store og Absalon ombord stod ud. Målet var hovedbyen Arkona, som blev indtaget. Vendernes afgud Svantevit – en stor træ-figur – blev ødelagt, og de hedenske vendere blev døbt. Valdemar den Store havde sejret.

I det hele taget blev Danmark styrket i de år, hvor Valdemar den Store var konge. Over hele landet blev der bygget borge af både Valdemar den Store selv, men også af Absalon og hans bror Esben Snare.

Mest kendt er nok det lille fiskerleje Havn, som blev overtaget af Absalon, der i den lille by ved Sjællands kyst ud mod Amager byggede en borg, hvis ruiner stadig kan ses under Christiansborg. For Absalon grundlagde ikke København, men det var ham, der sørgede for at give byen de betingelser, der senere gjorde den til Danmarks hovedstad.

Men som sagt Valdemar den Store viste sig at være en klog konge, der udover krig også forstod sig på at forhandle med både kirke og andre landes fyrster som Henrik Løve af Sachsen og kejser Frederik Barbarossa. Valdemar den Store var en konge, der trods årelang strid med ærkebiskop Eskil forstod at komme i mål med både pavevalg, kongens rolle i forhold til kirken og at få sin far Knud Lavard helgenkåret.

Under det hele stod Absalon sin ven bi – sådan nogenlunde. For de var også konkurrenter til magten, de to, hvad man også så ved, at de byggede hver deres store kirke (Valdemar den Store Skt. Bendts kirke i Ringsted og Absalon Sorø Klosterkirke) – og Absalons magt var ligeså stor som han var en hård mand, der ikke uden grund kaldtes for krigerbispen.

Som gammel mand i Sorø elskede Absalon således også at have sine sværd og økser hos sig som kære minder om de gode gamle dage – og om Valdemar den Store, der døde mange år før Absalon.

Valdemar den Store blev nemlig kun 51 år – og det siges, at Absalon græd, da han læste messen over kongens lig.

Det er meget sandsynligt. For nok var begge mænd magtmennesker først og sidst, men sammen havde de præsteret ikke kun at samle Danmark, men også at gøre landet stærkere i en meget urolig tid med både ydre fjender og indre stridigheder.

Næste mandag skal det handle om Dannebrog, korstoge og Valdemar den Stores mest berømte søn Valdemar Sejr, der først slet ikke skulle have været konge, men som alligevel endte med at blive det.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri og
konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 5: Tidlig middelalder, kirkebyggeri og konger i massevis

Udgivet den af
1

Det er mandag, og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

TIDLIG MIDDELALDER, KIRKEBYGGERI OG KONGER I MASSEVIS

Vikingetiden sluttede op mod 1100-tallets begyndelse, og en ny tid startede i Danmark: Middelalderen, som i høj grad var præget af det religiøse liv, som på den tid var den katolske kristendom.

Anden kristendom fandtes ikke i Danmark, og danskerne var gode katolikker, som op igennem den tidlige middelalder i 1100-tallet byggede kirker i en grad som ingen andre lande. Simpelthen fordi de ikke kunne lade være – eller?

Nej, det med at danskerne smed ploven for i deres ansigts sved at bygge kirkerne med de bare hænder er et smukt billede, der ikke holder.

Omvendt er det rigtigt, at der i 1100-tallet blev bygget omkring 2000 stenkirker i Danmark som erstatning for trækirkerne. Men det var udenlandske håndværkere, der primært stod for det praktiske – og det var stormændene, som betalte for opførelsen, præcis som de førhen havde stået for de hedenske steder at hylde de nordiske guder.

Men ja, kirkebyggeriet i den tidlige middelalder i Danmark er enestående i europæisk historie. Og danskerne var blevet kristne … så godt som. For det var dog ikke mere end at Danmarks eneste rigtige helgen kong Knud den Hellige (1080-1086) blev myrdet foran alteret i Skt. Albans Kirke i Odense af danske storbønder, der ikke ville finde sig i at blive flået til skindet i skat.

Det var i det hele taget urolige tider efter Svend Estridsens død i 1074, og Knud den Hellige var kun en af mange konger, der fik få, urolige år på tronen i en tid med store samfundsændringer, hvor byerne og handlen voksede, hjulploven indførtes, og der generelt kom mere system og organisation i landet, selvom de fleste regioner i praksis har været meget selvstyrende det meste af tiden.

Kongen skulle også vælges, og han boede ikke et bestemt sted, men var konstant på rejse rundt i sit rige for at holde sammen på landet – og holde styr på de stormænd, der var på vej til at blive adel. Samtidig med adelens fremkomst og kongens rejseri og stigende kontrol over landet, voksede også kirkens magt – og især biskopperne fik indflydelse på meget, også udenfor traditionelle kirkeanliggender.

Den feudale stat var ved at blive født. Og konge, adel og kirke skulle i de næste århundreder slås om magten i Danmark.

En undtagelse fra de korte regeringsperioder var de 30 år, hvor den rolige og kloge kong Niels (1104-1134) sad på tronen og skabte en velstand, der i høj grad lå til grund for at kunne realisere det store kirkebyggeri.

Han blev så også truet sydfra af de tyske fyrster, så stillingen som jarl dernede i grænselandet var rigets næstvigtigste embede. Og her lavede kong Niels en alvorlig fejl. Han lod nemlig sin nevø, Knud Lavard, få jobbet i 1115. Knud Lavard, som elskede alt tysk og foragtede alt dansk, fordi han var vokset op i et af de tyske fyrstendømmer som fostersøn til en tysk fyrste.

Det måtte ende galt, og tre år før kong Niels blev dræbt i 1134, skete der også noget. Nemlig et drab ved Helligtrekongerstide i Haraldsted ved Ringsted. Knud Lavard blev dræbt af kong Niels´ søn Magnus, hans egen fætter, og med det startede – indirekte – endnu en omgang uro og drab, der skulle ende ud i en af de mest glorværdige perioder i Danmarkshistorien.

Næste mandag skal det derfor handle om et af de stærkeste parløb i Danmarkshistorien: Kong Valdemar den Store og biskop Absalon og deres bedrifter, både herhjemme og mod venderne – samt om Saxo, der skrev det hele ned i den første Danmarkshistorie.

Læs tidligere afsnit her:
Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

København har fået sin Regnbueplads

Udgivet den af
1

Så skete det.
København fik sin Regnbueplads.
Dét var godt.

http://www.homotropolis.com/2014/02/artikler/kobenhavn-far-regnbuepladsen/

Danmarksbloggen vil derfor også ønske et kæmpestort tilllykke af hele dens rød-hvide-regnbuefarvede hjerte.

At Danmark får en Regnbueplads lige nu er også et stærkt – og relevant – signal at sende her kort inden Vinter-OL starter i et Rusland, der er ved at gå til i had og forfølgelse af alle andre end lige heteroseksuelle.

For også i Moskva og i Skt. Petersborg er der brug for en Regnbueplads.

Det har nok desværre lange udsigter, men det har det ikke længere i København, som her d. 6. februar 2014 endelig fik sin Regnbueplads til glæde og stolthed for os allesammen, uanset om vi er homo-, bi-, trans-, hetero- eller alle mulige andre former for -seksuelle.

Ja, Danmarksbloggen er også sikker på, at Grundtvig (der jo ellers forbindes med pladsen på grund af Vartorv) nikker bifaldende fra sin himmel. Frisind og rummelighed var som bekendt hjertesager for dansk åndslivs kæmpe.

Tillykke til os.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk