Kategoriarkiv: Kunst & Kultur

Asger Jorn 100 år og 1 dag

Udgivet den af
2

Nordens betydeligste maler siden Edvard Munch ville idag være fyldt 100 år og 1 dag. Det drejer sig – selvfølgelig – om Asger Jorn.

Nu er 100 år og 1 dag normalt ikke en dag, som man fejrer, men når det drejer sig om den abstrakte maler og politisk bevidste Asger Jorn giver det vel egentlig god mening.

Asger Jorn var nemlig både som kunstner og meningsdanner en mand, der ikke automatisk accepterede de præmisser, som andre havde lavet. Han vurderede rammerne – for derefter at skildre dem i farver og former – og dermed på hans eminente måde også skubbe til fastlåste præmisser og antagelser.

Asger Jorn eksperimenterede hele livet. For som han sagde: “Når man ikke søger mere, er man død som kunstner.”

Asger Jorn var nemlig på mange måder en mand, der både ville – og kunne – skabe noget nyt i kunsten og dermed også i samfundet. En ener i ordets bedste betydning.

Nutiden kan lære meget af ham.

At gennemgå alle Jorns meritter vil kræve en blog for sig selv, så derfor vil Danmarksbloggen nøjes med at fremhæve, at Jorn var med til at skabe Helhesten i Danmark samt den internationale kunstnersammenslutning COBRA, som han også blev en af hovedmændene for, at han både malede, skrev bøger, lavede keramik, skulpturer og mange andre kreative sager, og at han var bror til Jørgen Nash.

Læs mere om Asger Jorn her: http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Billedkunst/Danmark_1910-55/Asger_Jorn

Og her:
http://www.museumjorn.dk/da/asger_jorn.asp

Alternativt kan man også tage på Statens Museum for Kunst i København, hvor der lige er åbnet en stor Jorn-udstilling:

http://www.smk.dk/besoeg-museet/udstillinger/asger-jorn/

Eller til Museum Jorn i Silkeborg, der udover at besidde verdens største samling af Jorn-malerier og andet fra Jorns hånd, også er indehaver af hovedværket “Stalingrad”, der ligesom så mange andre af Jorns malerier ændrer sig i løbet af dagen og året i takt med at belysningen ændrer sig. Og som så mange andre Jorn-billeder selvfølgelig også rummer flere lag og flere motiver end beskueren kan se ved både første og tiende blik på maleriet.

http://www.museumjorn.dk/da/praktisk_info.asp

Og selvfølgelig har Jorn også sit eget rum på det verdensberømte museum for moderne kunst i Humlebæk Louisiana:

http://www.louisiana.dk/dk/Menu/Samlingen/Jorn-rummet/ASGER+JORN+RUMMET

Men også mange andre steder fejres Jorns 100 år. Se mere her:

http://jorn100.dk/

Og det er med god grund. For Asger Jorns værker er af den sjældne slags, som man aldrig bliver færdig med – og som hele tiden viser nye sider, nye facetter – præcis som livet og samfundet gør det.

Så et stort tillykke fra Danmarksbloggen til Asger Jorn på hans 100 år og 1 dags-fødselsdag.

Danmarksbloggen vil derfor også opfordre alle til at gå ind og se noget Jorn – og måske endda selv forsøge sig med lærred, pensel og farver …

For kunst er altid bedst, når den skabes eller opleves IRL … altså i virkelighedens verden, der er ligeså farverig og uforudsigelig som et af Asger Jorns stadig så sprælske og levende malerier.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 8: Den farverige middelalder

Udgivet den af
2

Det er mandag, og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

DEN FARVERIGE MIDDELALDER

Middelalderen varer i mere end 400 år. Fra vikingetiden slutter omkring 1100 til Reformationen i 1536, og nok er der store forskelle fra de vikingetids-inspirerede middelaldermennesker, der byggede stenkirker og stadig gik med Thorshammer over 1200-tallets middelalder med korstog, Valdemar Sejr og kaos, og 1300-tallets re-etablering af Danmark, sildemarkeder, pest og Kalmar-union til 1400-tallets dominans af Norden, begyndende utilfredshed med det danske styre og omlægningen fra korn- til kvægavl – og endelig til 1500-tallets nye tanker, stærkere kongemagt, borgerkrig og endelige opgør med den katolske kirke.

I sidste uge sluttede vi med Valdemar Sejrs død i 1241. Men inden vi i næste uge går videre med de overordnede politiske linier og de danske middelalder-konger med fokus på Valdemar Atterdag, skal vi bruge lidt tid på at forstå middelalderen som tidsepoke og især dens mennesker og deres livs- og verdenssyn, som var meget anderledes end det, som vi har i dag.

I dag centrerer vores liv sig om os selv. Er jeg lykkelig? Har jeg mon fået realiseret mig selv? Hvad skal der til, før det kan ske,? spørger nutidsmennesket næsten dagligt sig selv og laver gerne om på alt – og det endda flere gange – for at opnå det forjættede perfekte liv, om det så skal koste en skilsmisse, et jobskifte, en flytning eller ændring af andre store livs-vilkår. Det er ligemeget. JEG skal være lykkelig. Dét er min ret, er nutidens mantra sammen med en holdning til forandring som værende en evigt saliggørende udvikling.

Sådan var det ikke i middelalderen. Dengang var livet og verden statisk. Man blev født ind i en klasse, og man blev i dén klasse. Alting skete i cyklusser. Der var både årets cyklus og livets cyklus. Man vidste derfor også præcist, hvordan ens liv ville blive. Det ville nemlig blive en kopi af ens forældres liv stort set, og det var godt nok. Ja, i virkeligheden spillede det ikke nogen rolle, om man var lykkelig. Jeg´et, som vi måler alt udfra idag, fyldte meget lidt. Som menneske var man en del af en slægt istedet for at være et individ. Personlige ønsker og drømme havde ikke den store betydning, da alting var alligevel bestemt, uanset hvor man var i hierarkiet. Uanset om man var bonde, borger, præst eller adel, så havde alle deres faste roller og faste måder at gøre tingene på – og dét kunne ingen lave om på, var holdningen.

Verdenens orden var nemlig guddommelig bestemt – og også i denne anden guddommelige verden var der hierarkier og en fast orden. Det gjaldt også de forskellige steder, hvor man kunne havne efter døden. For middelaldermennesket drejede jordelivet sig nemlig om at gøre sig fortjent til frelsen og det evige livs salighed. Danmark var katolsk på det tidspunkt, og det var en katolicisme, hvor gerningsretfærdigheden fyldte godt.

Det gjaldt derfor om at huske sin rosenkrans, slå korsets tegn, bede mange bønner og gøre gode gerninger, hvis man ville undgå skærsilden, som var sådan et slags mellemtrin, inden man nåede Himlen. Et sted, hvor den sidste synd blev lutret ud af sjælen, så man kunne blive klar til at være sammen med englene, helgenerne, jomfru Maria, Gud og Jesus i Himlen. Alternativet Helvedet var der ikke mange, der så som slutdestinationen. Himlen, eventuelt med en omstigning via Skærsilden, blev anset som det mest sandsynlige mål.

Og var man i tvivl kunne man jo kigge på kirkevægge og -lofter, når man sad i kirken til de ugentlige messer, som foregik på latin. For kirken var blevet stor og mægtig nu, og blev kun større og rigere op igennem middelalderen – og kirkens sprog var latin. Et sprog kun de færreste forstod, men så talte kalkmalerierne af djævle, der med treforke pinte de ulykkelige i Helvedes ild og flammer så meget desto mere til kirkegængerne, der gyste og istedet så håbefuldt op på andre billeder af engle, den altid smilende jomfru Maria og hendes søn Jesusbarnet, der med åbne arme lovede Himlens glæder til både rig og fattig, når bare de huskede at holde sig på dydens smalle sti og ikke lave samfundet om.

Det var en direkte kristendom fuld af farverige billeder og med et persongalleri, hvor det vrimlede med helgener, engle og alle mulige andre væsner samt med Gud, Søn og Helligånd. De sidste tre var de eneste, der overlevede reformationen og levede videre i den protestantiske tradition, der stadig er i Folkekirken.

Billedet med de mange slags væsner i mange slags roller og i mange farver er typisk middelalder. For middelalderen var stik mod sit rygte på ingen måde en mørk tid. Det er noget, som renæssancen fandt på i bedste spindoktor-stil for at miskreditere middelalderen – og det er desværre lykkes altfor godt. Fx tror mange, at man brændte hekse på bålet i middelalderen. Men nej, det var i renæssancen, at de bål flammede – og den mest ivrige heksejæger i Danmark var mange nutidsdanskeres yndlingskonge Christian d. 4, der først blev konge 50 år efter, at middelalderen var forbi.

Men ja, der var overtro i middelalderen. MEGET overtro endda. Naturen var befolket med allehånde væsner som mosekonen, ellepiger, elverkonge og så videre – præcis som Himlen og Helvede myldrede med væsner og historier. Det var en meget farverig tid, hvor der var plads til fantasien.

Der var også plads til alle slags mennesker, som man så på de store middelaldermarkeder, som i vores dage forsøges genskabt ved gamle slotte og klostre af talrige danskere, der organiserer sig i grupper og i dagevis går klædt i middelaldertøj og lever mere eller mindre, som man gjorde dengang. Nogle af de største foregår på henholdsvis Spøttrup og Voergaard Slot i løbet af sommeren.

Klostre, ja. For er der noget, der også hører middelalderen til, er det netop munke og nonner, både dem der levede bag klosterets mure optaget af bøn og arbejde, og dem der arbejdede ude blandt de fattige i samfundet. Et af de mest kendte er Esrum Kloster. Munke og nonner stod også for sygevæsen og fattigpleje i en simpel form, men dog markant bedre end det ingenting, der opstod efter reformationen, hvor klostrene over hele landet blev lukket.

Det samme blev badstuerne … med den begrundelse, at der foregik for meget umoralsk levned i badstuerne, hvor mænd og kvinder var nøgne sammen, når de i timevis opholdt sig i badstuen, hvor der både var varme og kolde bade, dampbade og steder hvor man kunne spise og drikke – og være alene. Så ja, der skete et hel masse, men kirken kunne ikke få badstuerne lukket, hvor meget den end ville. Men så i slutningen af middelalderen omkring år 1500 kom syfilisen fra det nyopdagede Amerika, og det satte en skræk i de fleste, så badstuerne lukkede – og Danmark begyndte at stinke.

For i middelalderen besøgte de fleste badstuerne mindst en gang om ugen, og nok kan et ugentligt bad virke som meget lidt i vore dage, men efter middelalderen startede et par århundreder, hvor bad var noget, som man kun tog et par gange om året!!! Parfume, parykker og den slags klarede sagen, mente man derfor i 1600- og 1700-tallet altså renæssance og oplysningstid.

Men nej, middelalderen skal heller ikke idealiseres. Det var også en hård og brutal tid med stor børnedødelighed, megen sygdom, lav tolerance-tærskel og hårde straffe. Der var fx dødsstraf i Danmark – og man huggede gerne hånden af folk for tyveri og anden berigelseskriminalitet, der ofte blev straffet hårdere end voldskriminalitet.

Men middelalderen var også en farverig tid trods landets op- og nedture.

En af de største opture var i 1200-1300-tallet, der var storhedstiden for de sildemarkeder i Skanør og Falsterbo, der samlede handlede fra hele Nordeuropa, der hver sensommer kom for at købe sild til brug i fastetiden, hvor man jo ikke måtte spise kød. I netop de år kom silden i så store stimer, at man ifølge samtidige kilder nærmest kunne skovle dem op med hænderne fra Øresunds blå vande. Det er dog nok en overdrivelse, men sandt er det, at sildemarkederne i Skanør og Falsterbo, der ligger i Skåne, lavede et grundlag for rigdom i Øresundsregionen – og i København der i disse år voksede fra at være et lille ubetydeligt fiskerleje til at blive landets hovedstad, som snart lå i evig strid med Hansa´en, altså købmændene fra Lübeck, som kom med salt til sildene – og som betragtede sildemarkederne i Skåne som deres hjemmebane.

Den største nedtur var derimod Den Sorte Død, altså pesten, som ramte Danmark i 1348. Mere end en tredjedel af befolkningen døde i løbet af få år – og landet blev markant fattigere, og først flere århundreder senere var der ligeså mange danskere igen som før Den Sorte Død, der lagde hele landsbyer øde – og som betød at i flere generationer måtte ingen være enke eller enkemand. Skulle ens ægtefælle dø, SKULLE man gifte sig igen, så man kunne få flere børn. Landet havde brug for dem.

Andre opture var, at der nu blev skrevet og digtet i Danmark i form af Saxo´s Danmarkshistorie og de smukke ridderviser – og andre nedture var landbrugets problemer og landets økonomiske fallit i 1300-tallet.

Men især det sidste skal vi høre meget mere om i næste uge, hvor det skal handle om kongemord, den kongeløse tid og Danmarkshistoriens måske største politiske geni: Valdemar Atterdag, far til den eneste seriøse med-konkurrent til netop dén titel: Margrethe, der aldrig var Margrethe d. 1., men istedet frue og husbond og Rigets fuldmægtige formynder.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mørket er nøgleordet i Danmarks Oscar-chancer

Udgivet den af
2

Så er det i nat, at Oscar´erne skal uddeles.

Danmark har hele tre chancer for at få en af de tre gyldne statuetter. Alle med mørket som grundtone.

Mest opmærksomhed har der været omkring omkring Thomas Vinterbergs “Jagten”, der også var nomineret til Golden Globe uden dog at vinde dén. Filmen med dansk films mest strålende skuespiller Mads Mikkelsen i hovedrollen handler som de fleste nok ved om menneskejagt på en mand, der er uskyldig i den mistanke om pædofili, der kastes på ham.

Men også den danske dokumentarfilm “The Act of Killing” kan få en Oscar i kategorien bedste dokumentarfilm, og i kategorien bedste kortfilm er Anders Walters “Helium” nomineret.

I dokumentarfilmen “The Act of Killing” følger man en flok massemordere på øen Sumatra, hvor militæret i 1965 væltede den indonesiske regering og udryddede mere end en million mennesker. I filmen ser man mænd fra dødspatruljen filme og på skrømt genskabe nogle af de drab og voldshandlinger, som de selv deltog i dengang.

Kortfilmen “Helium” handler om drengen Alfred, der ligger dødeligt syg på hospitalet, hvor han bliver venner med den rengøringsmanden Enzo. Sammen skaber de to en magisk fantasiverden, Helium, som Alfred drømmer sig ind i.

Det er altså tre meget forskellige film, som danske filmskabere er nomineret for. Men alle handler de om livet, når det gør ondt … om livet, når mørket tager over eller truer med at gøre det.

Og det er også lige dér i mørket, at vores styrke ligger som danskere.

For uanset hvad vi siger og gør, så har vi mørket i os … også når det lyse forår som nu står udenfor vinduerne … for helt slipper vi aldrig det mørke og den melankoli, der ligger i den lange nordiske vinter.

Vi skal derfor lære at se mørket som en styrke, som noget vi tør være os bevidst, både i kunsten og i hverdagen. For kun sådan kan vi sikre os imod, at mørket får magten over os.

H. C. Andersen skrev om det i eventyret “Skyggen” – den til dato mest mesterlige fortællling om hvad der sker, når mørket får overtaget, fordi man ikke vil være sig det bevidst – eller bekendt.

For går man den anden vej og tør se sit eget mørke i øjnene, så opdager man, at mørket ikke har en chance mod kærlighedens lys og forårets varme. Så behøver man ikke en Oscar-statuettes guldskær for at se klart, omend Danmarksbloggen selvfølgelig hepper på flere gyldne statuetter til danske filmskabere.

For sikke en anerkendelse af os og vores dygtige filmskaberes evne til at fortælle vedkommende historier det er både at vinde, men også bare at være nomineret.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fastelavn er mit navn …

Udgivet den af
1

Fastelavnsboller, hvide tirsdag og fastelavnsris!
Hvad er hvad? Og hvad sker hvornår?

Læs undertegnedes artikel om emnet her: http://www.kristendom.dk/artikel/546717:Indfoering–De-10-vigtigste-ting-at-vide-om-fastelavn

Sikkert er det ihvertfald, at dén fastelavn, der idag er en sød og uskyldig børnefest, engang var en voksenfest, der var en nødvendig ventil i et statisk samfund, hvor alle havde deres faste plads, og hvor ingen turde gå udenfor stregerne.

Undtagen altså til fastelavn, som man også kaldte DEN GALE UGE, hvor bonden kunne dele bord – og sågar seng – med greven. Såvel alkohol i mængder som erotiske udskejelser i den store stil var nemlig en fast del af fastelavnen i Danmark indtil for cirka 150 år siden.

Det er det så stadig i Rio og andre mere eksotiske steder, kan man med god ret hævde …

Man kan også anføre, at vi stadig har brug for en fastelavn for voksne. Blot nogle dage, hvor vi voksne kan gå udenfor vores normale roller og for en tid være en anden … eller måske bare være en anden del af os selv.

Dét ville ihvertfald give de fleste en god og sund mental pause fra det præstationsræs, som mange danskere lever i til hverdag.

Danmarksbloggen er derfor fortaler for at indføre også en voksen fastelavn, en maskerade absolut og 100% uden børn, men med frihed til at folde sig ud blandt andre legende voksne …

Heldigvis tyder meget på, at de unge har fanget ideen og holder fastelavnsfester i netop denne weekend. Nu skal de yngre, middelaldrende og ældre danskere bare også med på vognen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Den blaa Anemone blomstrer igen

Udgivet den af
2

Den første forårsdag, den første marts, er i Danmark for evigt forbundet med digterpræsten Kaj Munk og hans vidunderlige vise om “Den blaa Anemone”, som man skrev det dengang.

I år er det 70 år siden, at Kaj Munk blev likvideret på grund af sine holdninger – og især udtalelser imod Hitlers nazi-regime foretaget fra prædikestolen i Vedersø.

Det må derfor være på plads at gengive ikke kun den version af “Den blaa Anemone”, som vi stadig synger – men også den oprindelige, som altså blev ændret lidt her og der.

Vi starter med den originale version: DEN BLAA ANEMONE

Hvad var det dog, der skete? mit hjerte haardt og koldt som Kvarts maa smelte ved at se det den første Dag i Marts. Hvad gennembrød den sorte Jord og gav den med sit dybblaa Flor et Stænk af Himlens Tone den lille Anemone, jeg planted der i Fjor.

Paa Lolland jeg den hented, en Hilsen fra min Fødeø. Saa gik jeg her og vented og tænkte, den maa dø. Den savner jo sit Skovkvarter, sin lune Luft sit fede Ler i denne fjendske Zone forgaar min Anemone jeg ser den aldrig mer.

Nu staar den der og nikker med Smil i Jyllands skarpe Grus ukuelig og sikker trods Havets Storm og Gus som om Alverdens Modstand her har givet den et større Værd en lille Amazone og dog min Anemone; jomfruelig og skær.

Hvad var det dog, der skete Mit Hjerte koldt og haardt som Kvarts det smelter ved at se det den første Dag i Marts. Jeg mindes, under Vinters Had jeg intet mere Haab besad. Gør med sin vaarblaa Krone den lille Anemone igen mit Hjerte glad?

Ja, denne rene Farve den er mig som en Vaarens Daab der naadig la’r mig arve en Evighed af Haab. Saa bøjer jeg mig ned mod Jord og kysser ømt dit Silkeflor en Flig af Naadens Trone du lille Anemone, hvor er vor Skaber stor!

Og sådan kom den til at se ud i den trykte udgave: DEN BLAA ANEMONE

Hvad var det dog, der skete? Mit vinterfrosne Hjertes Kvarts maa smelte ved at se det den første Dag i Marts. Hvad gennembrød den sorte Jord og gav den med sit søblaa Flor et Stænk af Himlens Tone? Den lille Anemone, jeg planted der i Fjor.

Paa Lolland jeg den hented, et Kærtegn fra min Fødeø. Saa gik jeg her og vented og tænkte, den maa dø; den savner jo sit Skovkvarter, sin lune Luft, sit fede Ler; i denne fjendske Zone forgaar min Anemone; jeg ser den aldrig mer.

Nu staar den der og nikker saa sejersæl i Jyllands Grus ukuelig og sikker trods Ensomhed og Gus, som om Alverdens Modgang her har givet den et større Værd, en lille Amazone og dog min Anemone som Søens Bølge skær.

Hvad var det dog, der skete? Mit Hjerte koldt og haardt som Kvarts det smelter ved at se det den første Dag i Marts. Jeg tænkte: “Evigt skiltes ad min Sjæl og Glæden,” da jeg sad i Vintrens grumme Done. Nu gør min Anemone mig atter fri og glad.

For denne rene Farve den er mig som en Vaarens Daab, den la’r mig nyfødt arve en Evighed af Haab. Saa bøjer jeg mig da mod Jord og stryger ømt dit Silkeflor, en Flig af Naadens Trone. Du lille Anemone, hvor er vor Skaber stor!

—-
Der blomstrer iøvrigt stadig blå anemoner i skovene på Lolland – og også andre steder i Danmark efterhånden. Og så kan blå anemoner også købes i potter.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 7: Valdemar Sejr

Udgivet den af
Svar

Det er mandag, og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

VALDEMAR SEJR

Valdemar Sejr var søn af Valdemar den Store, der sammen med Absalon præsterede mesterstykket at få Danmark på fode igen som en stærk, samlet nation efter mange urolige år.

Valdemar den Store døde dog som kun 51-årig i 1182, og efter ham blev hans ældste søn Knud konge under navnet Knud den Sjette. Han var konge i 20 år af navn, men i gavn havde bisp Absalon, faderens gamle ven, stadig et meget stort ord at skulle have sagt, og mange af de ting, som skete i Knuds regeringstid bærer Absalons mærke. Knud fik aldrig børn og døde kun 39 år gammel, og efter ham kom hans bror Valdemar på tronen.

Valdemar – med tilnavnet Sejr – var af statur som sin far: En høj og statelig mand, der indgød respekt, hvor han kom frem. I Danmark blev Valdemar Sejr også betragtet som en lykkemand, som det skabte lykke at røre ved, hvis man var så heldig at komme ham nær. På hans rejser rundt i landet rakte mødrene derfor også deres små børn op til ham, så han kunne røre ved dem og dermed velsigne børnene og deres færd i livet.

I Valdemar Sejrs regeringstid, som varede i næsten 40 år fra 1202 til 1241, var Danmark ofte truet sydfra af tyske fyrster, der mente de havde rettigheder til Danmark og danske områder. I Valdemars første år som konge undlod han fx at blande sig i kejserstriden efter den tyske kejser Henrik den Sjettes død, men sørgede til gengæld via erobringer for at store dele af Nordtyskland blev dansk, blandt andet byerne Hamburg og Lübeck. Valdemar Sejr skabte sig med andre ord masser af fjender i det tyske, som senere hen skulle vide at hævne sig.

Men i første omgang tegnede alt godt for danskernes elskede kong Valdemar Sejr, der i 1205 giftede sig med Dagmar, som de fleste kender fra visen om “Dronning Dagmar ligger udi Ribe syg”, der er baseret på legenden om kongens vilde ridt fra hans hovedby Ringsted til netop Ribe for at nå at sige farvel til hans elskede Dagmar. Og sandt var det også, at den populære dronning døde kun syv år efter brylluppet, og at kongen få år efter giftede sig igen med Bengerd, som aldrig blev nær så populær som Dagmar, men som også døde efter kun syv års ægteskab.

Fremgangen for landets handel og skibsfart fortsatte dog uhindret, og Valdemar Sejr sørgede for at få sin søn med Dagmar Valdemar den Unge hyldet som konge og tronfølger. Landet var ellers stadig et valgkongedømme. Dog havde kirken fået indført, at den skulle kunne acceptere valget af konge.

Men altså alting fungerede i grunden ganske godt. Nu skulle en af de vigtigste sejlruter, den gennem Østersøen, sikres, og det krævede en god base i Estland, som på det tidspunkt blev regeret af de vilde estere, som man kaldte dem, da de stadig var hedninge. Så Valdemar Sejr tog på korstog.

Nede i Europa rejste store skarer af riddere, præster, pilgrimme og andre til Det Hellige Land for at kæmpe mod de såkaldte vantro og sikre Kristi Grav. Det var midt i korstogenes storhedstid, og selvfølgelig var der også danske riddere med dernede. Men det var næppe mange, dels var det en meget lang tur ned igennem Europa, og dels havde danskerne deres egne sager at tage sig af.

Men alligevel ville en middelalderkonge midt i korstogs-tiden gerne på korstog, og nu havde Valdemar Sejr chancen. Esterne var hedninge, så et raskt lille erobringstogt ovre østpå kunne sagtens dækkes ind under at være et korstog. Paven gav også sin velsignelse dertil, og i 1219 tog Valdemar afsted til det, som han troede ville blive en let kamp. Men det blev det langtfra.

Tværtimod kæmpede esterne bravt, men Danmark vandt alligevel tilsidst, fordi vi ifølge legenden fik hjælp fra oven, idet vores flag faldt ned fra Himlen midt under kampens tumult dér d. 15. juni 1219.

Dagen hedder også stadig Valdemarsdag i vores kalendere, fordi det var den dag, hvor vi fik Dannebrog, vores smukke flag, som måske oprindeligt var en pavelig korstogsfane …

Vel hjemme igen gik det galt. En af Valdemar Sejrs vasaller, altså stedfortrædende regenter, i det nordtyske Sorte grev Heinrich von Schwerin var blevet alvorlig vred på Valdemar Sejr på grund af en indviklet sag om arv, hvor han mente sig snydt af netop Valdemar Sejr, hvad greven måske også var.

Dramaet handlede om en søster, et barn udenfor ægteskab, to ejere af samme gods, en korstogsrejse til Det Hellige Land og ville – selv for en nutidig ret – være en meget indviklet arve-sag at finde ud af.

Under alle omstændigheder følte grev Heinrich sig snydt, så i forbindelse med en jagt på den sydfynske ø Lyø kidnappede han Valdemar Sejr og sønnen Valdemar den Unge og førte dem til Nordtyskland. Løsesummen var enorm: 8 tons sølv samt masser af guld og juveler. Men den blev betalt. Alle danskere gav, hvad de kunne – og 2½ år efter tilfangetagelsen kom Valdemar Sejr hjem igen.

Men han var ingen lykkemand mere. Tyskerne havde igen kontrollen med de nordtyske områder, de danske grænser var pånær Estland som før Valdemar Sejr kom på tronen, og få år efter hjemkomsten døde sønnen med Dagmar Valdemar den Unge. Valdemar Sejr delte så riget imellem hans tre sønner med Bengerd: Erik, Abel og Christoffer.

Og det var ingen succes. Tværtimod blev det startskuddet til 100 år med ufred, brodermord, kongemord og den kongeløse tid. Dét skal vi høre mere om næste mandag, hvor det også skal handle om middelalderens hverdagsliv, feudalsamfund, de store sildemarkeder, den katolske tro og Den Sorte Død.

Inden skal dog tilføjes, at Valdemar Sejr få dage før sin død i 1241 færdiggjorde arbejdet med Jyske Lov, der er Nordens Ældste Lovbog givet med kongelig stadfæstelse. Den er den, hvor der står: “Med Lov skal Land bygges”, som stadig er et grundprincip i dansk lovpraksis og juridisk forståelse.

Fortalens første sætning “METH LOGH SCAL LAND BYGGIES” står i øvrigt også skrevet over indgangen til folketingssalen.

Jyske Lov kom i øvrigt først hjem til Danmark igen i 2011 efter i mere end 300 år at have været i svensk besiddelse.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri og
konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Ungdomskrimigyseren ”Katrine” – en bog om ondskaben i et menneskehjerte

Udgivet den af
Svar

Steen Langstrup udgiver på torsdag d. 27. februar ungdomskrimigyseren ”Katrine”.

Han anbefaler selv, at man som læser skal være 14+. Og det giver god mening, at læseren skal være minimum 14-15 år for at gå ombord i bogens sorte og til tider erotiske univers. Til gengæld skal en alder på den anden side af ungdommens vår ikke forhindre i at læse bogen.

Snarere tværtimod anbefaler Danmarksbloggen ”Katrine” til både unge og voksne. For i sit budskab om at det onde er hér og dér og alle vegne – og måske allermest dér, hvor vi mindst venter at finde det – bliver bogen særdeles vedkommende for os alle sammen.

På overfladen handler bogen om den unge, jyske pige Katrine, der flytter til hovedstaden for at komme væk fra voldtægten og sladderen i den lille jyske by, hvor hun kommer fra. Hun skal studere videre og flytter ind på et københavnsk kollegium tæt ved Statens Museum for Kunst. Men er voldtægtsmanden fulgt med og optræder nu som stalker?!

Katrines voldtægtshistorie har også aflæggere, som kun langsomt afsløres – men som spiller en rolle for begivenhederne, der alle foregår i et nutidigt København blandt unge studerende.

Både bogens layout med skæve og store sidetal, korte kapitler, dens lette og nutidige sprog og en handling, der udvikler sig hurtigt og til tider meget uventet er med til at gøre, at man som læser hele tiden suges over på næste side, indtil bogen er læst færdig i ét eneste stræk.

Som læser af ”Katrine” suges man ikke kun hele tiden videre i bogen, men også hurtigt ind i en stemning af noget mørkt og sort, som man undervejs i læsningen mere og mere mener at kunne identificere ophavet til.

Nærmere beskrivelse skal ikke gives her, da det vil afsløre for meget af plottet, og det vil være en skam. For netop den snigende bevidsthed om, hvordan det hele MÅSKE hænger sammen, er en af bogens store forcer.

Man tror nemlig næsten ikke sin egen hjerne i løbet af læsningen … og måske skal man heller ikke stole for meget på sine egne ideer? Eller også skal man? Dét skal læseren selv have fornøjelsen at finde ud af.

Hvad man til gengæld kan stole på er, at ”Katrine” ikke rummer ret meget traditionel uhygge, hverken af overnaturlig eller kriminel karakter. Men alligevel skræmmes man langt ind i sjælen som læser, fordi bogen handler om det, som vi i virkeligheden skal være bange for.

Det, der for alvor giver søvnløse nætter. Det, som virkelig sker, og som gør ondt langt mere, end nogen moderne skræmmebilleder eller gamle spøgelser kan gøre det – langt mere end nogen kniv, noget skydevåben kan gøre det. For de er blot redskaber, der bruges, når det, som vi virkelig skal være bange for, er i spil:

Nemlig ondskaben i et menneskehjerte.

Et af bogens temaer er også FIGHT OR FLIGTH

Og her er det klokkeklare budskab, at hvis ikke du selv tager valget, så bliver valget taget for dig af andre og af livet selv. For du kan ikke flygte fra dig selv, men du kan vælge at kæmpe for dig selv. Man kan også spille død eller lyve istedet for at kæmpe.

Men uanset hvad, så drejer det sig også om at vælge, vælge hvad man vil, og hvem man vil stole på. Og i ”Katrine” er det – som i livet – valg, der er altafgørende. Valg, der i ”Katrine” bunder i og fører til gys og gru. Valg, der for en enkelt endda står mellem DRÆB ELLER DØ.

Mere skal ikke siges her, for så vil for meget blive afsløret. ”Katrine” er som allerede nævnt en af den slags bøger, hvor så lidt som muligt skal fortælles om handlingen i forvejen. Hvor handlingen folder sig ud undervejs – og giver os svar.

Dog skal slås fast, at bogen er skræmmende langt ind i sjælen. Fordi den tør beskæftige sig med ondskaben, egoismen, dette at søge sit eget. Så modsat kærligheden, der tror alt, håber alt, udholder alt.

I ”Katrine” møder man nemlig derimod den ondskab, der opgiver alt, skræmmer alt, forlader alt, angriber alt og dræber alt – for i den verden er det DRÆB ELLER DØ. Andet er der ikke plads til, når ondskaben lever i et menneskehjerte.

Men tror vi på det onde i mennesket her i 2014? Efter at have læst ”Katrine” er svaret et stort ja.

For man spindes i dén grad ind i Steen Langstrups velskrevne og letlæste bog, og man fryser over den mangel på reel medmenneskelig varme, som man fornemmer omkring tilflytteren Katrine. Det er alvor med det onde, men hvem er hendes fjende(r)?

Kollegiet i ”Katrine” findes i øvrigt i virkeligheden – og denne ydmyge anmelder har endda i sine unge studiedage i 90´erne siddet der mange gange til langt ud på natten og snakket og drukket te med diverse studiekammerater. Så det krøb ekstra i nakkehårene, da jeg læste ”Katrine”. For jeg har færdes på de gange, de værelser, de gader – og dér er præcist som beskrevet.

Jeg slap så heldigvis levende fra det. Det gjorde jeg også, da jeg læste ”Katrine”. Men uhyggen og angsten for det onde i et menneskehjerte, som bogen gav mig, fik det alligevel og får det stadig til at suge i min mave, når jeg tænker på Steen Langstrups formidable ungdomskrimigyser ”Katrine.”

Danmarksbloggen anbefaler derfor alle med hang til gysere og/eller interesse for psykologi og mellemmenneskelige relationer at læse ”Katrine”. Der er noget at komme efter – og gyse over.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Bogfakta om Katrine af Steen Langstrup:
150 sider
Udgiver: 2 Feet Entertainment
Pris ca. 249,-
Udkommer 27. februar 2014
Udgives samtidig på e-bog

Dansk Folkeparti: Viden er ikke vigtig

Udgivet den af
1

Dansk Folkeparti ønsker, at fremtidige gymnasieelever skal have minimum 7 i dansk og matematik for at blive optaget på gymnasiet.

Partiets kultur- og undervisningsordfører Alex Ahrendtsen medgiver, at det vil betyde et drastisk fald i antallet af gymnasieelever, faktisk op mod halvdelen af det nuværende antal.

Men det ser Dansk Folkeparti så heller ikke som noget problem, da de mener, at erhvervsuddannelserne er kernen – og fremtiden – i de danske uddannelser.

Det råber jo til Himlen om uvidenhed at komme med en sådan antagelse.

Ja, det er rigtigt, at for få vælger erhvervsuddannelserne. Det er også rigtigt, at ikke alle gymnasieelever burde have valgt gymnasiet. Men at kalde erhvervsuddannelserne for kernen og fremtiden indenfor danske uddannelser er så langt fra de faktiske forhold, som noget kan være.

Danmark er et land, der lever af viden og handel – og sådan har det været i generationer. Det giver derfor god mening at satse på gymnasielle og handelsgymnasielle uddannelser til den danske ungdom. For det er derfra, at vi skal hente vor fremtidige velstand – derfra vi skaber job og eksport af varer.

Den viden er abc-lærdom for alle, der har læst en bog eller to efter folkeskolen. Noget som Dansk Folkepartis kultur- og undervisningsordfører Alex Ahrendtsen ellers må formodes at have gjort med en uddannelse som cand.mag i dansk, litteratur, religion og oldgræsk i bagagen. Samt en fortid som forlægger.

Men han og Dansk Folkeparti mener åbenbart ikke, at viden gør noget godt for et samfund … Det er jo tankevækkende …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 6: Valdemar den Store og Absalon

Udgivet den af
Svar

Det er mandag, og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

VALDEMAR DEN STORE OG ABSALON

Valdemar den Stores vej til tronen var beklædt med blod. Først kom en mængde slægtsfejder mellem hans farbrødre og fætre, der efter hans fars (Knud Lavards) død i 1131 slog hinanden ihjel i et tempo, som man ellers kun møder i de islandske sagaer.

Enden på alle drabene blev, at Valdemar den Stores farbror Erik Emune blev konge – i tre år, inden han også blev dræbt af en stormand. Efter det kom endnu en Erik – Erik Lam – der langt ude var i familie med den danske helgenkonge Knud den Hellige, og som han endte også Erik Lam i Odense. Han frasagde sig frivilligt kronen i 1146 og gik i kloster – og døde næsten med det samme.

Danmark var så uden konge, og et mellemspil, der varede i mere end ti år, begyndte. Historien er en af de mest kendte i Danmarkshistorien.

Det er den om Svend, Knud og Valdemar (den Store). Svend var søn af Erik Emune, Knud var søn af Magnus, der var søn af kong Niels – og så Valdemar (den Store), der var søn af Knud Lavard, der blev myrdet af Magnus, altså Niels søn. De var altså alle tre i familie med hinanden, og alle havde gammelt had og blodhævn i forhold til hinanden.

Alligevel blev de på papiret – efter en masse stridigheder og interne kampe – enige om at dele Danmark imellem sig. Svend fik Skåne, Halland og Blekinge, Knud Sjælland og de sydlige øer og Valdemar (den Store) Jylland og Fyn.

Situationen var selvfølgelig uholdbar, men alligevel mødtes man i Roskilde til gilde. Det var Knud, der inviterede – for sidste gang. For midt under festen udbrød tumult, lyset blev slukket, og Knud fik banesår, som det hedder. Med andre ord: Knud døde. Det vides ikke med sikkerhed, hvem der dræbte ham – men meget tyder på Valdemar (den Store).

Saxo skriver det godtnok ikke i sin Danmarkshistorie, den første Danmarkshistorie. Men Saxo var skriver hos Hviderne, altså den slægt, hvorfra Absalon, Valdemar den Stores fostbroder, kommer, så Saxo har haft en klar interesse i at beskytte Valdemar den Stores rygte. Spindoktorer er som bekendt ikke noget nyt.

Sandt er det imidlertid, at Valdemar (den Store) tog til Jylland, hvor han var konge. I hælene på ham kom en rasende Svend, og  23. oktober 1157 stod slaget på Grathe Hede, hvor Svend døde – og Valdemar den Store nu stod alene tilbage som konge i Danmark. Og det var han i de næste 25 år.

Tiden var urolig, men landet blev ledet af Valdemar den Store og hans fostbroder Absalon, der hurtigt blev bisp i Roskilde og senere også Lund (noget der faktisk ikke skulle kunne lade sig gøre, men for den ærgerrige Absalon var alt muligt), så der kom hurtigt styr på sagerne.

Den vigtigste opgave var venderne, som var et folk, der boede på Rygen i det nordtyske, og som i årtier havde hærget de danske øer og kyster på vikingemanér med både plyndringer og bortførelser. Nu skulle det være slut.

Og det lykkedes. Med base i Vordingborg sejlede ledningsflåden ud år efter år allerede fra 1159, og i 1169 var man klar til at rette hovedstødet mod venderne. En kæmpeflåde med både Valdemar den Store og Absalon ombord stod ud. Målet var hovedbyen Arkona, som blev indtaget. Vendernes afgud Svantevit – en stor træ-figur – blev ødelagt, og de hedenske vendere blev døbt. Valdemar den Store havde sejret.

I det hele taget blev Danmark styrket i de år, hvor Valdemar den Store var konge. Over hele landet blev der bygget borge af både Valdemar den Store selv, men også af Absalon og hans bror Esben Snare.

Mest kendt er nok det lille fiskerleje Havn, som blev overtaget af Absalon, der i den lille by ved Sjællands kyst ud mod Amager byggede en borg, hvis ruiner stadig kan ses under Christiansborg. For Absalon grundlagde ikke København, men det var ham, der sørgede for at give byen de betingelser, der senere gjorde den til Danmarks hovedstad.

Men som sagt Valdemar den Store viste sig at være en klog konge, der udover krig også forstod sig på at forhandle med både kirke og andre landes fyrster som Henrik Løve af Sachsen og kejser Frederik Barbarossa. Valdemar den Store var en konge, der trods årelang strid med ærkebiskop Eskil forstod at komme i mål med både pavevalg, kongens rolle i forhold til kirken og at få sin far Knud Lavard helgenkåret.

Under det hele stod Absalon sin ven bi – sådan nogenlunde. For de var også konkurrenter til magten, de to, hvad man også så ved, at de byggede hver deres store kirke (Valdemar den Store Skt. Bendts kirke i Ringsted og Absalon Sorø Klosterkirke) – og Absalons magt var ligeså stor som han var en hård mand, der ikke uden grund kaldtes for krigerbispen.

Som gammel mand i Sorø elskede Absalon således også at have sine sværd og økser hos sig som kære minder om de gode gamle dage – og om Valdemar den Store, der døde mange år før Absalon.

Valdemar den Store blev nemlig kun 51 år – og det siges, at Absalon græd, da han læste messen over kongens lig.

Det er meget sandsynligt. For nok var begge mænd magtmennesker først og sidst, men sammen havde de præsteret ikke kun at samle Danmark, men også at gøre landet stærkere i en meget urolig tid med både ydre fjender og indre stridigheder.

Næste mandag skal det handle om Dannebrog, korstoge og Valdemar den Stores mest berømte søn Valdemar Sejr, der først slet ikke skulle have været konge, men som alligevel endte med at blive det.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri og
konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Valentinsdag og de “danske” skikke

Udgivet den af
1

Roser, chokoladeæsker og røde hjerter.

Valentinsdag er i dag d. 14. februar, men dagen er aldrig rigtig slået igennem her til lands. Heller ikke selvom de handlende, og især blomsterhandlerne, i årevis har prøvet at få forelskede med på bølgen.

Dagen er for kommerciel. Den er amerikansk, lyder kritikken.

Men at den er amerikansk er ikke et validt modargument. Ikke når vi glad og gerne har importeret såvel Halloween om efteråret som bryllupsskikke som det blå strømpebånd og den store bryllupskage.

For det at vi kun accepterer nogle skikke fra USA, men ikke andre, giver faktisk ligeså lidt mening som at sige, at vi kun vil holde fast i de skikke, der oprindeligt var danske. I så fald er der ikke ret mange tilbage året rundt.

Juletræet, julekalenderen og adventskransen kom fra Tyskland.
Fyrværkeriet fra Kina.
Påskeæggene fra den ortodokse kristendom, der oprindelig havde sæde i lande som Syrien og Palæstina – og senere Tyrkiet og Grækenland, hvor den er endnu.
Skt. Hans-bålet er fra Tyskland – eller måske Østrig.

Ja, faktisk er det kun hvedeknopperne til St. Bededag, som er ærkedanske – og så det at se solen danse til pinse. Det sidste skyldes så en fejl, da solen faktisk danser til påske af glæde over, at Jesus er opstanden, hvad man også er enige om i alle andre lande. Men i Danmark fik en eller anden den idé at lave det med den dansende sol om til pinse, for der er vejret bedre(!).

Går vi helt tilbage til vikingerne, var der også noget med at drikke jul … altså nedsvælge enorme mængder mjød ved juletid. Den tradition har vi stadigvæk ved juletid – og resten af året med, kan man hævde.

Så altså: Ærkedanske traditioner er noget med friskbagte hvedeboller om foråret og masser af alkohol året rundt. Og med det in mente kan man jo godt forstå, at det er besværligt at indføre noget med romantik, røde roser og hjerter lavet af chokolade.

Men sådan behøver det ikke at være. Mennesket kan godt lide traditioner – og at fejre vores kærlighed til hinanden er da både en smuk og livsbekræftende ting. Det er så op til den enkelte om det gøres med blomster, chokolade eller bamser – eller blot et kram og et kys.

Man kan også sætte ord på den kærlighed, som man føler ved at skrive et brev til sin elskede. Sådan startede traditionen helt tilbage i Rom i de første århundreder efter Kristi Fødsel, hvor den unge præst Valentin viede de unge mennesker til hinanden i en tid, hvor ægteskab var forbudt, da kejseren skulle bruge de unge mænd som soldater. Valentin blev selvfølgelig opdaget og anholdt – og mens han ventede på sin henrettelse, forelskede han sig i fangevogterens datter, som han skrev et smukt brev til på sin dødsdag d. 14. februar underskrevet Din Valentin

Så smukt startede Valentins-tradtionen. Det handler altsammen om kærlighed.

Glædelig Valentin …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk