Man skal aldrig sige nej til en fristelse, for man ved ikke, hvornår den kommer igen, lyder et gammelt ord.

Man skal heller ikke sige nej til muligheden for en speciel oplevelse, når man alligevel lige kommer forbi, som jeg gjorde det sådan cirka små ti minutter før Orientexpressen rullede ind på Hovedbanegården i formiddags.

Alle vegne på Tietgenbroen stod de der, togentusiasterne med kameraer og mobiler helt klare til at forevige øjeblikket, hvor det legendariske og historiske tog rullede ind på spor 8, inden rejsen skulle fortsætte til Venedig.

Selv havde jeg kun en våd badedragt, et håndklæde og lidt sæbe med i en pose. Så jeg kunne ikke tage billeder, blot nyde at se det flotte, gamle tog rulle ind, da det kom. Og det gjorde jeg, også selvom jeg ingenting ved om toge – og næppe nogensinde kommer til det.

Men jeg har læst Agatha Christies “Mordet i Orientexpressen” med Hercule Poirot. Og det er en af hendes bedste bøger, og Hercule Poirot er sammen med Miss Marple og Sherlock Holmes mine yndlingsdetektiver. Så jeg blev stående. Dét tog måtte jeg altså bare se, bestemte jeg mig til. Så kunne jeg godt vente ti minutter med at komme hjem.

Og måske var dét i virkeligheden min største oplevelse på Tietgenbroen i den kolde forårsformiddag: Nemlig erfaringen af at man aldrig må sige nej til muligheden for at få en unik oplevelse, heller ikke selvom emnet måske ikke ligger lige til højrebenet for ens interesser.

Det udvider måske heller ikke ens horisont, men at det er sjovt, anderledes eller pudsigt kan også være nok.

Og så var jeg vist i øvrigt den eneste, der stod og ventede på Orientexpressen på grund af Hercule Poirot 🙂

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk