Sommerforelsket i de danske, røde jordbær

Jordbær. Bare navnet signalerer sommer og sol, og idylliske billeder kommer på nethinden:

Et træbord i en blomstrende, grøn sommerhave med glade, leende mennesker omkring det, der sidder og nyder hinandens selskab, mens de spiser jordbær af libitum fra den store skål, der står midt på bordet, så alle har let ved at nå.

En glad, lille gut eller gutinde, der trasker rundt på bare tæer i et solbeskinnet jordbærbed og er helt rød om munden af farve fra de gode bær.

Den rosa farve, som mælken/fløden får, når man spiser jordbær med mælk – eller måske fløde, hvis man foretrækker det 🙂

Alle danskere har et forhold til jordbær, især de danske jordbær – og for de flestes vedkommende er der tale om en akut sommerforelskelse, som rammer hver eneste sommer, når de danske jordbær kommer – og som vi nyder sålænge, at der er danske jordbær at få. For danske jordbær smager bare bedst – synes vi i Danmark.

Men hvor længe har jordbærret egentlig været i Danmark? Danmarksbloggen har fundet ud af det.

Jordbærret har såmænd ikke været her længere end små 300 år – og formentlig for alvor kun siden de danske jordbæravlere i 1800-tallet selv begyndte at udvikle nye jordbær-sorter. Der er altså tale om en relativ ny spise.

Men som med juletræet, der også kom i 1800-tallet, slog også jordbærret hurtigt an. Og i dag er det svært at forestille sig en dansk sommer uden masser af de røde, skønne jordbær.

Danske jordbæravlere producerer også 6.000 tons af røde, danske jordbær hver eneste sommer.

Så bare spis løs derude. For nu er det jordbærtid. Nu er det sommer. Den varme, velsignede sommer, som vores eventyrdigter H. C. Andersen skrev det i “Snedronningen”.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

1 thought on “Sommerforelsket i de danske, røde jordbær

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *