Statsministeren: På med mundbindet

Vi lever ikke i normale tider.

Det var mange ellers lige ved at tro, kan man godt tænke, når man ser på, hvor dårlige danskerne blev til at følge Corona-forholdsreglerne efterhånden som sommeren skred frem. Kram og knus sad løsere, og der blev slækket på det med afstanden.

Men nu er vi tilbage i Corona-virkeligheden igen, dog i en version 2.0. Coronaen er her nemlig i dén grad stadigvæk – og er slet-slet ikke forbi. Og ved det i skrivende stund stadig igangværende pressemøde med Mette Frederiksen, flere andre ministre, Søren Brostrøm og Tyra Grove Krause i Spejlsalen blev en stor pæl også hamret massivt ned igennem dét rygte.

Dansen med den lumske Corona-virus bliver derimod lang, sagde statsministeren – og nu skal der nye initiativer til.

Så fra om en uge, altså lørdag d. 22. august, skal der bruges mundbind i al offentlig transport på alle tider af døgnet. Kravet om brug af mundbind kan også meget nemt blive udvidet til også at omfatte supermarkeder, venteværelser hos læger og andre steder.

Mette Frederiksen understregede også, at supervåbnet stadig er afstand, hygiejne og rengøring – men nu skal dét suppleres med mundbind. Den nye styrelse for forsyningssikkerhed i Birkerød skal sørge for, at der er værnemidler nok til alle danskere.

I Corona-virkeligheden version 2.0. satser man på at undgå en total nedlukning af Danmark, men i stedet at kunne nøjes med lokale og regionale tiltag, som det blev gjort i Hjørring – og som man i øjeblikket gør i Ringsted og Aarhus – og som handler om test, opsporing og isolation.

Danmarksbloggen håber, at det virker. For vi skal – både afht. sundheden og økonomien – undgå en total nedlukning. BNP faldt i andet kvartal i år med 7.4%. Det er svimlende tre gange så meget som under det værste kvartal i finanskrisen.

Det er sikkert også derfor, at man tillader barer med mere at have åbent til kl. 2 – og at man vil åbne op for kultur- og nattelivet igen, bare på andre måder. Om lige det er klogt, tvivler Danmarksbloggen så på.

Men tilbage står: På med mundbindene – og hold afstand og husk håndspritten.

For så træder vi den her lede Corona-virus ned med stor, fed fod. Det er os, der har hjernerne – og som kan agere. Corona-virus kan ikke gøre andet end det, som den gør i øjeblikket. Vi kan derimod handle … og vise omsorg for hinanden ved at holde afstand og tænke os om.

Opdatering: Som det sidste kom et spørgsmål om, hvad man skal gøre, hvis man ikke er i et sterilt miljø. Det tog Søren Brostrøm – med remedier, hvor han demonstrerede brugen af mundbind – og samtidig kommenterede, at journalisten, der spurgte, ikke hostede korrekt efter Sundhedsstyrelsens anbefalinger. ‘

Det vakte grin blandt de fremmødte. For ja, vi må godt grine – også i en alvorlig situation som disse Corona-tider. Ja, vi er nødt til at grine – og at leve. 

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *