Månedsarkiv: marts 2015

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: Guldalderkvinderne

Udgivet den af
Svar

Sidste år var der Danmarksbloggens Danmarkshistorie hver mandag. Se link til sidste del her, hvor der er links til alle de øvrige dele af Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=5899

Og nu er vi så i gang med Kvindernes Danmarkshistorie. For som bekendt er det i år 100 år siden, at kvinderne i Danmark fik stemmeret. Så Danmarksbloggen vil hver mandag frem til Grundlovsdag d. 5. juni beskæftige sig med en eller flere kvinder, der har spillet en markant rolle i Danmarkshistorien.

I dag skal det handle om de første almindelige kvinder, der blev berømte for deres kunnen, især på det kunstneriske område:

Guldalderkvinderne

Den danske guldalder er en samlet betegnelse for de årtier i 1800-tallet, hvor Danmark i højere grad end nogensinde før – og senere – var beriget med store ånder. Nogle af dem var kvinder, selvom de ofte levede i skyggen af deres berømte mænd.

Ude i Danmark skete der også noget. Skoleloven kom i 1814, og den betød, at alle – også pigerne – skulle i skole. I løbet af århundredet blev det også muligt for kvinder selv at eje fx en butik eller en beværtning.

Men det hele startede i 1784 – 12 år efter Struenses henrettelse og Caroline Mathildes forvisning til Celle i Tyskland.

Hendes søn med Christian d. 7 var efterhånden blevet 16 år og er en kvik ung mand, der ønskede reformer og fremgang i Danmark, som blev styret benhårdt og reaktionært af stedmoderen Juliane Marie, hendes søn og Guldberg . På papiret var faderen – Christian d. 7. – stadig konge, men kun på papiret.

Men nu skulle det ændres – og den kommende Frederik d. 6. handlede lynhurtigt. Foran sin far – kongen – lagde han et papir, der afskedigede den gamle regering, altså stedmoderen og de andre, og i stedet gjorde ham og hans værger til en ny regering. Kuppet lykkedes på et hængende hår – og hermed var vejen banet for Frederik d. 6., der først blev konge af navn flere år senere.  Men som af gavn var konge meget tidligt og med en stor ansvarsfølelse, der aldrig forlod ham, og som gjorde, at man sagde, at kongen sov med nøglerne til byens volde på sit natbord.

Det har han selvfølgelig ikke gjort. Men Frederik d. 6 var en arbejdsom mand, der ville sit folk det godt. Og i dette lilleput-København, stadig omgivet og defineret af Christian d. 4´s gamle volde, levede og virkede så de fleste af den danske guldalders store ånder, hvoraf mange var mænd.

Men der var i høj grad også kvinder.

En af de mest lysende guldalderkvinder er Kamma Rahbek, der egentlig hed Karen Margrethe, men som aldrig blev kaldt andet end Kamma. Hun levede fra 1775 til 1829 og var det måske største centrum i den danske guldalder.

Hun var levende, interesseret i det meste og havde altid en både kvik og tankevækkende bemærkning til det emne, som der blev diskuteret – eller det digt eller den passage, der blev læst op. For mange litterære og kunstneriske ideer og værker er blevet født – og slebet til – i hendes saloner.

Kamma var gift med forfatteren Knud Lyhne Rahbek, og de boede lidt udenfor voldene, ude på landet på Frederiksberg. I dag kan man stadig se deres hus, der allerede dengang hed Bakkehuset. Nu tæt omgivet af andre huse lige i nærheden af Søndermarken – men dengang var det langt væk fra byen og voldene. Kamma havde derfor også en stor have, som hun holdt meget af, og som gik helt ned til den nuværende Vesterbrogade.

Så her mellem stokroser og bøger levede Kamma Rahbek og hendes mand – og hertil kom de alle sammen, alle forfatterne, digterne, videnskabsmændene, teaterfolkene og flere endnu for at sidde og snakke og diskutere, især med Kamma, som er berømt for sine i hundredvis af breve – og for kun at ville skrive med ravnefjer.

Kamma lavede også æsker, som man stadig kan se. Men det vigtigste var og blev samtalerne med tidens store ånder, som alle kom derude – nogle gange til middag, men altid til the.

En af dem var H.C. Andersen, som godt kunne være både selvhøjtidelig og selvoptaget. Så historien går, at de af og til – Kamma og de andre digtere osv – godt kunne finde på at slukke lyset og lade som om der ikke var nogen hjemme, hvis de nåede at se, at eventyrdigteren var på vej over markerne inde fra Vesterport.

Næste aften bød de ham så velkommen igen – og alt var som det skulle være i Bakkehuset, der også var bolig for Johan Ludvig Heiberg en tid. Men mere om den del senere.

Magien slukkes, da Kamma døde af sygdom kun 53 år gammel. Hendes mand kunne slet ikke skabe samme atmosfære – og så savnede han Kamma. Han døde året efter hende.

En anden guldalderkvinde er Johanne Luise Heiberg, en af dansk teaters største skuespillerinder nogensinde, hvis ikke den største. Hun levede fra 1812 til 1890 og var halvt jøde – noget som påvirkede hende i en tid, hvor der også i Danmark var jødeforfølgelser. Dog noget mindre end i resten af Europa, blandt andet pga kong Frederik d. 6, der sørgede for, at jøderne både juridisk og på alle andre områder blev ligeværdige borgere i Danmark.

Johanne Luise kom fra fattige kår og startede som balletbarn – og med at danse på bordene på moderens beværtninger. Dansen blev dog snart afløst af skuespillet. Hendes talent var åbenbart, og Johan Ludvig Heiberg skrev på stedet vaudevillen ”Aprilsnarrene” til hende. Det er også ham, der har skrevet vores nationalskuespil ”Eleverhøi”. Og i 1831 blev de to gift. Mange havde været forelsket i Johanne Luise, men det var den næsten 20 år ældre Johan Ludvig Heiberg, der løb med hende – godt hjulpet på vej af hans dominerende mor Thomasine, som vi skal høre mere om senere i dag.

Og så startede en lang og glorværdig teaterkarriere, hvor Johanne Luise Heiberg var den absolutte primadonna, men hvor det ikke altid har været let, da hendes mand sørgede for, at hun skulle tituleres FRU Heiberg og ikke madam Heiberg, som det ellers var norm, at man gjorde med gifte koner. De ugifte kaldte man jomfru – uanset hvad de var. At denne forskelsbehandling har stillet hende dårligt overfor kollegaerne, tænkte hendes mand ikke på.

Johanne Luise fandt sig i det – og i at mandens søn med en anden kvinde delvist voksede op hos dem – og i at have svigermor boende i 25 år. Hun må have været et meget rummeligt menneske, selvom hun også kunne gå i stå, som da den verdenskendte svenske sangerinde Jenny Lind kom til København, og Johanne Luise næsten ikke kunne få sig selv til at hilse på den ellers meget venlige superstjerne, da de mødtes på Christianshavn, hvor Heiberg-parret boede i en årrække. Dér blev det for meget.

Hun sørgede også livet igennem over de børn, som hun ikke fik – og som hun købte sølvskeer til og gemte i skufferne.

Heldigvis kan vi læse om det hele selv i hendes erindringer ”Et liv genoplevet i erindringen”, som sammen med Leonora Christines ”Jammersminde” står som det bedste og det stærkeste erindringsværk skrevet af en dansk kvinde.

Johanne Luises svigermor Thomasine Gyllembourg skal sammen med Charlotte Dorothea Biehl også nævnes. Især den sidste er lidt for tidlig til at kunne kaldes en decideret guldalder-kvinde. Men uden de to kvinder her ingen kvindelig guldalder i Danmark. De banede simpelthen vejen for de andre kvinder ved at skrive i en tid, hvor borgerskabets kvinder ellers kun broderede og sang og så yndige ud på portrætter og til selskabelighed.

Charlotte Dorothea Biehl levede fra 1732 til 1788 og var blandt andet var gode venner med en af Fredrik d. 6´s betroede mænd, som var venner med siden hun lærte ham at kende på sine daglige spadsereture i Kgs. Have. Kærester var de ikke, men rigtig gode venner.

Charlotte Dorothea vidste tidligt, at hun gerne ville lære alt, som hun selv sagde det. Hun havde også en fantastisk morfar, der lærte hende at læse, og som opfordrede hende til at søge viden og dygtiggøre sig.

Det var hendes far mildt sagt ikke glad for, så da morfaderen døde, mens Charlotte Dorothea endnu var et lille barn, måtte hun læse og skrive i smug.

Det gjorde hun så meget og så godt, at hun som voksen oversatte fx teaterstykker og også selv skrev komedier. Mest kendt er hun dog nok for at have oversat Cervantes satiriske ridderroman ”Don Quixote”.

Thomasine Gyllembourg, der levede fra 1773 til 1856, var først gift med P.A. Heiberg, manden der blev landsforvist for at have skrevet ”ordner, bånd og stjerner hænger man på idioter”, og fordi han efterfølgende ikke ville sige undskyld til kongen.

P.A. Heiberg var nemlig oplysningsmand og en ivrig fortaler for ytringsfriheden, og ingen ved rigtig, hvorfor denne intellektuelle og meget akademiske mand i en alder af 32 giftede sig med et romantisk pigebarn på 17 år. Men sådan var situationen, og ægteskabet havde næppe holdt – uanset hvad. Thomasine havde også for længst forelsket sig i den jævnaldrende og langt mere dramatiske svenske adelsmand Carl Frederik Gyllemborug-Ehrensvärd, der i øvrigt kom hjemme hos dem, endnu mens P.A. Heibeg boede i Danmark.

Men nu gik forholdet fra platonisk til erotisk – og parret Heiberg blev skilt, og sønnen Johan Ludvig sat i pleje hos Rahbekkerne i Bakkehuset. Thomasine måtte nemlig ikke have sin søn boende hos sig, lød dommen ved skilsmissen. Men drengen skulle altså heller ikke sendes til Paris, hvor faderen boede. Så Johan Ludvig voksede op hos vennerne i Bakkehuset. Senere kom han som bekendt til at leve under tag med moderen, nemlig da hun blev gammel og flyttede ind hos ham og hans kone Johanne Luise Heiberg.

På det tidspunkt var hun for længst begyndt at skrive som fx romanen ”En hverdagshistorie”, og nok er hendes romaner i dag forældede og læses meget lidt. Men dengang roste Søren Kierkegaard hendes værker – og samtiden kaldte hendes roman ”Slægtskab og Djævelskab” for den mest betydelige nutidsroman i nordisk litteratur. I mange år var hun dog anonym – også fordi hun udviste et for tiden meget usædvanligt frisind, når det kom til kærlighed.

Endelig er der også baronesse Christine Stampe, der levede fra 1797 til 1868. Allerede som 15-årig kom Christine fra Fredericia til Italien, hvor hun skulle bo hos sine brødre, da forældrene var døde. Her mødte hun de danske guldalder-ånder, som tog til Italien på lange dannelsesrejser. Og det gjorde de stort set alle sammen fra H. C. Andersen over Eckersberg til især Bertel Thorvaldsen, som i mange år boede og arbejdede i Rom.

En af de mere ukendte Italiensfarere var baron Henrik Stampe, som Christine blev gift med. Han var venlig, men ikke helt rigtig i hovedet. Så det blev hurtigt Christine, der styrede godset Nysø ved Præstø, hvor folk som Grundtvig, Ingemann, Marstrand, Ørsted, H. C. Andersen, Oehlenschlæger og flere endnu kom forbi og boede og diskuterede – meget á la den måde, som det foregik på i Bakkehuset hos Kamma Rahbek. Bortset fra at på Nysø blev man boende i dage, ja nogle gange ligefrem i uger. Det lå jo langt fra København …

Men Christines største bedrift handler om Thorvaldsen, Danmarks største billedhugger nogensinde. Han havde i mange år boet i Rom, men nu skulle han hjem. Udover på alle måder at støtte etableringen af Thorvaldsens Museum hjalp Christine Stampe også den store billedhugger med alt det praktiske fra at få pakket nede i Rom og sendt statuer m.m. til at lave et hjem for ham på Charlottenborg.

Endelig gav Christine også Thorvaldsen et atelier på Nysø, og hun sørgede for, at han bestilte noget. Han kaldte også hende for Mutter og hun ham den store dreng, og bortset fra dåbsattesterne har det også passet meget godt på deres indbyrdes forhold.

Udviklingen var altså i gang. Kvinderne markerede sig både som forfattere, mæcener og kunstnere – samt på de royale gulve, der også bød på flere markante kvindeskikkelser med dansk blod i årene i 1800-tallet. Den mest spændende af dem endda født uden én eneste dråbe blåt blod i årene.

Disse markante kvinder skal vi høre mere om i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Thyra Dannebod: http://danmarksbloggen.dk/?p=6275
Dagmar og Bengerd: http://danmarksbloggen.dk/?p=6301
Margrethe Sambiria og
Margrethe Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=6329
Dyveke, Sigbritt og Elisabeth: http://danmarksbloggen.dk/?p=6389
Leonora Christine og Sophie Amalie: http://danmarksbloggen.dk/?p=6392
Marie Grubbe og Anna Sophie Reventlow: http://danmarksbloggen.dk/?p=6462
Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=6478

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Den perfekte krumme og søstersolidariteten

Udgivet den af
Svar

Hurra. Så lykkes det. Jeg har bagt et brød med den perfekte krumme, skriver overskudskvinden på Facebook kl. 11 en søndag formiddag som fx i dag, d. 8. marts, Kvindernes Internationale Kampdag.

To timer efter er hun dér med endnu en status – og endnu et foto: Denne gang en nøje tilrettelagt “tilfældig” placering af en bog (en af dem, som er in i øjeblikket – naturligvis), et tæppe og en kop dampende the – begge selvfølgelig af de “rigtige” mærker, de dyre og trendy.

Og sådan fortsætter hun, dag efter dag, med fotos og statusser, der fortæller, hvor perfekt hun og hendes liv er. 

At det hele så er iscenesat og også har sine skyggesider, har de fleste af hendes 467 “venner” forlængst gennemskuet. Men alligevel bliver mange, især kvinder, påvirkede af denne “superkvinde”, der for at booste sit eget vaklende selvværd konstant må fodre sit netværk med disse billeder af sin “perfekte” virkelighed.

Denne kvinde er nemlig så indfældet i sin egen virkelighed, at hun ikke kan rumme, at der findes andre virkeligheder end 1) den hjemmelavede rullepølse i hendes rustikke landkøkken samt 2) hun og hendes veninders åh så personligt udfordrende jobs i de kreative erhverv.

Men det er andre virkeligheder – også i Danmark.

Virkeligheder, hvor mange danske kvinders problemer ikke er hverken den perfekte krumme, eller om de skal læse denne eller en anden bog.

Kvinder, der derimod lægger søvnløse, mens de tænker på, hvordan de skal få pengene til at slå til resten af måneden. Og hvad nu – hvis børnene bliver syge? For medicin er der ikke råd til på en kontanthjælp. Men måske bliver jobbet i Netto også til noget? Det håber en af disse kvinder, også selvom hun ikke ved, hvem der skal passe børnene, når institutionen er lukket? Og vil ryggen overhovedet kunne holde til det?

Det er i dag Kvindernes Internationale Kampdag, og ja, der er stadig meget at kæmpe for, mine damer – også i Danmark.

Allermest solidaritet mellem danske kvinder – og gerne af den slags, hvor ressourcestærke kvinder som hende med den perfekte krumme kan løsrive sig fra sig selv og eget liv og i stedet føle et ansvar overfor de kvinder, der ikke er ligeså heldige som hende selv som fx hende, der ikke ved, hvordan hun skal få det hele til at hænge sammen.

Et ansvar som ikke skal udmøntes i nedladende velgørenhed, men i politisk og arbejdsmæssig kamp for 1) mere social lighed samt 2) lige løn for lige arbejde.

For det er kvinder som hende, der har tiden, overskuddet og netværket, der kan gøre en afgørende forskel.

Så lad os nu droppe krummerne – og tænke på brødene i stedet. Lad os se at komme i gang med at sikre alle kvinder – og mænd også for den sags skyld – gode levevilkår her i Danmark. Dét skylder vi hinanden.

Når vi så er i mål, kan dem, der har lyst, jo kaste sig over den perfekte krumme. Vi andre vil være godt tilfredse med at have sikret det daglige brød for os alle sammen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Korstog og Hizb ut-Tahrir

Udgivet den af
Svar

Islamisk Stat har meddelt, at de vil sende i tusinder af bådflygtninge mod Sydeuropa og især Italien. Det sker dels for at skabe ustabilitet og dels for sørge for, at der kommer nogle af deres egne folk med ombord, som efterfølgende kan tage til Rom – og dér ødelægge så meget som muligt af de kristne skatte, som findes i denne en af kristendommens vigtigste byer.

Læs mere her: http://nyhederne.tv2.dk/udland/2015-03-05-rom-frygter-is-angreb-paa-kristendommens-epicenter

Det er jo nærmest korstogene om igen – nu bare med omvendt fortegn. Og hvorfor er det så interessant for en blog, der beskæftiger sig med Danmark?

Det er dét, fordi Danmark er en del af Europa, og hvad der sker i Europa, har også effekt i Danmark – og over hele Europa oplever vi øjeblikket ekstreme og fundamentalistiske muslimer, der udnytter netop de samme vestlige værdier, som de selv ringeagter og vil afskaffe.

I Sydeuropa handler det om medmenneskeligheden og det at komme andre mennesker i nød – og i Danmark handler det om Hizb ut-Tahrir – og beboerdemokratiet i en boligforening i Nivå, som nu på demokratisk vis har fået en ikke-demokratisk formand, der netop er medlem af Hizb ut-Tahrir.

En organisation, som i modsætning til mange andre fundamentalistiske foreninger appellerer til veltalende og tilsyneladende velintegrerede muslimer, hvor det så ofte viser sig, at disse dygtige unge mænd i virkeligheden har holdninger meget tæt på dem, som findes hos Islamisk Stat.

Nu kan man selvfølgelig ikke – menneskeligt – sammenligne bådflygtninge med beboerdemokratiet i en dansk boligforening. Det siger sig selv.

Men hvad man kan sammenligne, er dette at teste og udnytte de frihedsrettigheder og den medmenneskelighed, som kendetegner de vestlige lande. 

Og dét, mine damer og herrer, skal de fundamentalistiske kræfter ikke have lov til at slippe af sted med.

Vi må simpelthen finde ud af – også for at hjælpe det store flertal af fredelige muslimer – hvordan vi uden at gå på kompromis med vore rettigheder og frihed alligevel kan få organisationer som Hizb ut-Tahrir forbudt og samtidig finde ud af, hvad vi gør med bådflygtningene i Italien.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Magtkampen i Venstre i lys lue

Udgivet den af
Svar

Venstres næstformand Kristian Jensen fik i sommers tilbudt nøglerne til magten i Venstre – uden at tage dem. Tværtimod forhandlede han og Løkke en form for forlig på plads, som gjorde, at Løkke fortsatte som formand og Kristian Jensen som næstformand – bare i nye roller, ihvertfald på papiret.

For i virkeligheden skete der ingenting. Det er også en kendt sag, at samarbejdet mellem de to aldrig har været en kærlighedsaffære.

Men man nåede til en slags forståelse, ihvertfald udadtil og ihvertfald indtil idag. For nu står magtkampen i Venstre i lys lue. I en kronik i denne uges udgave af Søndagsavisen tager Kristian Jensen nemlig – indirekte – kraftig afstand til Dansk Folkeparti samt til Inger Støjberg og andre Løkke-støtter i Venstre, der er kendte for det, som de selv kalder en kritisk holdning til indvandrere.

Kristian Jensen starter således med at skrive i kronikken: “Kære Jai-Li, Muhammed, Sergio og Latifah! Tak fordi I er kommet til Danmark og tager fat, hvor danskerne ikke kan eller vil. Tak fordi I er med til at gøre Danmark til et rigere sted.For uden jer ville Danmark anno 2015 ikke hænge helt så godt sammen.”

Og senere skriver han: “Vi har altså al mulig grund til at ændre det sortsyn og fokus på negative historier, som stadig dominerer samfundsdebatten i Danmark.”

Læs hele kronikken her: http://sondagsavisen.dk/forsiden/2015-03-05-kristian-jensen-danmark-er-for-dem-der-kan-og-vil/

Altså helt nye toner fra en ledende Venstre-politiker – nogle, der handler om respekt for mennesket og forståelsen af mangfoldigheden.

Udover at det er spændende i sig selv, er Kristian Jensens kronik også og især et angreb på Løkke og hans støtter og deres tætte parløb med Dansk Folkeparti. Et angreb, det er sat ind på det helt rigtige tidspunkt, nu hvor Løkke er svækket qua flysagen og interviewet om hans plettede renommé.

Danmarksbloggen følger spændt udviklingen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ejer de blå overhovedet empati?

Udgivet den af
1

Spørgsmålet er desværre ikke kun retorisk, men derimod helt reelt. Ikke kun når man ser på de seneste dages kampagne og debat om kontanthjælpen, men også når man ser på de blås gøren og laden generelt.

For det burde nemlig være umuligt for ethvert normalt menneske ikke at have empati med mennesker, der har det dårligere end en selv. Men sådan er virkeligheden ikke.

Tværtimod lever partier som Venstre – og Liberal Alliance – på og af ikke at føle empati med nogen andre end dem selv.

Og til trods for de seneste dages debat tyder alt alligevel og desværre på, at et stigende antal danskere stemmer på dem, der ligesom dem selv, er uden empati med de dårligt stillede. Ja, for nogles vedkommende virker det endda, som om de trives med at nedgøre andre.

Det er meget grimt, og der kan sikkert spekuleres meget i psykologiske årsager til at mennesker som Lars Løkke, Inger Støjberg, Karsten Lauritzen, Joachim B. Olsen, Anders Samuelsen og flere endnu mener sig i deres gode ret til at jorde danske medborgere og gøre deres liv til et spørgsmål om overlevelse.

Danmarksbloggen vil dog nøjes med at konkludere, at de blå mangler empati i så stor stil, at det truer hele stabiliteten og sammenhængskraften i det danske samfund.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Højt at flyve, dybt at falde – også for Løkke

Udgivet den af
2

Højt at flyve, dybt at falde, hedder et gammelt ordsprog, som i sin grundform handler om de græske begreber hybris og nemesis, altså dette at tro, at man er uovervindelig, inden skæbnen indhenter én, og man mødes af nederlag og fiasko.

Om Lars Løkke kender til græsk filosofi og tankegang, skal Danmarksbloggen ikke kunne udtale sig om. Men at den tidligere V-statsminister, der så gerne vil være statsminister igen, anser sig selv for usårlig, uovervindelig og nærmest udødelig er givet.

For hvordan kan Løkke ellers tro, at han kan slippe afsted med den ene sag efter den anden om misbrug af offentlige midler, bilag, alkohol, rejser etc, etc.

Og nu er den altså gal igen – og netop med fly og alkohol involveret. Ekstrabladet kunne i går afsløre, at der er blevet drukket uforholdsmæssigt meget på Løkkes embedsrejser. Læs mere her: http://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/danskpolitik/nye-loekke-bilag-flydruk-i-arbejdstiden/5465323

Danmarksbloggen er ikke overrasket, når man tager Løkkes moralske habitus og forhold til alkohol i betragtning. Ja, Danmarksbloggen afventer blot de næste afsløringer. For når det kommer til Løkke, er der åbenbart altid én skandale, én ulovlig eller umoralsk handling mere, som man kan finde.

Gad vide, hvor længe Venstre i grunden kan holde til at have en sådan formand?

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: Caroline Mathilde

Udgivet den af
Svar

Sidste år var der Danmarksbloggens Danmarkshistorie hver mandag. Se link til sidste del her, hvor der er links til alle de øvrige dele af Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=5899

Og nu er vi så i gang med Kvindernes Danmarkshistorie. For som bekendt er det i år 100 år siden, at kvinderne i Danmark fik stemmeret. Så Danmarksbloggen vil hver mandag frem til Grundlovsdag d. 5. juni beskæftige sig med en eller flere kvinder, der har spillet en markant rolle i Danmarkshistorien.

I dag skal det handle om en kvinde, der er vidt berømt i Danmark for sin dramatiske og tragiske skæbne:

Caroline Mathilde

Oplysningstidens 1700-tal var godt i gang. Der blev sat spørgsmålstegn ved alt, både religion og samfundsorden – og for de mest frisindede også kvindens rolle i samfundet. Så ja, spirerne til kvindernes frigørelse kunne så småt anes, i hvert fald ude i Europa. I Danmark gik det lidt langsommere.

Vi var også midt i den florissante tid. En tid med handel, velstand og fremgang, primært pga kolonierne og den begyndende industri . Men også videnskabens indtog gjorde meget. I Danmark havde vi i 1700-tallet såkaldt oplyst enevælde, hvilket betyder, at kongen bestemte alt – på papiret.

For i virkeligheden var administrationen af landet for længst blevet så kompleks, at ingen mand længere kunne overkomme det hele, hvorfor embedsmændene også fik mere og mere magt. Dog havde kongen det sidste ord, og det fordrede selvfølgelig en mand, der var i stand til at bevare overblikket og tænke klart. Noget, som man ved enevældens indførelse midt i 1600-tallet, anså for en selvfølgelighed, at kongen kunne.

Men sådan skulle det ikke gå, da Christian d. 7. kom på tronen i 1766 som kun 17-årig.

Hans far var levemanden og drukkenbolten Frederik d. 5, der døde midt i livet – og hans mor den elskelige dronning Louise, der kom fra England og medbragte en arvelig sindslidelse, hvad man ikke vidste, men som fik afgørende indflydelse på Danmarkshistorien. Hun døde endnu, mens Christian var en lille dreng, og hans far giftede sig igen, denne gang med Juliane Marie, der også fik en søn. Hun blev Christian d. 7´s onde ånd.

Christian d. 7. var nemlig et meget følsomt og skrøbeligt barn, og i stedet for at støtte og hjælpe ham, mente man, at han skulle hærdes. Resultatet var selvfølgelig, at Christian d. 7. blev et frygtsomt og usikkert menneske, som af samtiden blev anset for sindssyg, fordi han kunne sige og reagere højst mærkværdigt i stort set alle situationer. Det blev heller ikke bedre af, at omgivelserne – fra stedmoderen til kammertjeneren – behandlede ham såre dårligt, og som om han ikke var rigtig klog.

Og ja, der var noget galt med ham, men havde han fået den rigtige hjælp og støtte, kunne meget sikkert være blevet anderledes. Men altså nu rendte den danske konge rundt i natskjorte og råbte og skreg på gader og stræder sammen med sine drukbrødre og den horde af prostituerede, som altid var sammen med dem.

Til dette kongehus kom så den purunge engelske prinsesse Caroline Mathilde i 1766 og skulle være dansk dronning.

Hun var født i 1751 – og hun døde i 1775.

Det kan ikke have været let for hende at skulle rejse hjemmefra og over Nordsøen til dette cirkus. Alligevel er der meget, der tyder på, at hun og kongen i starten prøvede at nærme sig hinanden – og at det måske kunne være lykkedes. Men de var begge unge og usikre mennesker, så det var svært.

Og helt ødelagt blev det, da den ledende hofdame Louise von Plessen opfordrede Caroline Mathilde til at lukke sovekammerdøren for kongen og kun lade ham komme ind ved særlige lejligheder. Det blev nemlig anset for fint dengang, at kvinder ikke interesserede sig for eller viste interesse for erotik, og desværre lyttede den ellers ret varmblodige Caroline Mathilde til sin ældre hofdame. Resultatet var selvfølgelig, at kongeparret gled totalt fra hinanden.

I Arcels film ”En kongelig affære” er von Plessen skildre som heltinden, men i virkelighedens verden var det hende, der ødelagde det spirende kærlighedsforhold mellem Christian d. 7 og Caroline Mathilde – og som dermed lagde grunden for den tragedie, der fulgte.

For Christian d. 7 tog på rejse i Europa i 1768, hvor alle spændt ventede på at møde den sindssyge danske konge. Men fra alle hoffer indløb rapporter om en kultiveret og dannet mand, der var behagelig at være sammen med. Noget, der bestyrker tanken om, at han ikke var sindssyg – blot mobbet udi det ekstreme her i Danmark. For i udlandet blev kongen behandlet med respekt – og så blomstrede han op.

På denne rejse mødte han også Struense, den unge læge, der var optaget af oplysningstiden og dens tanker om frihed og rettigheder. En mand, som kongen fik så stor tillid til, at Struense hurtigt blev hans nærmeste rådgiver – og herfra er historien velkendt.

Kongen og Struense kom hjem, og Struense blev reel regent i Danmark og satte gang i en lavine af reformer. Det alene var nok til at gøre ham upopulær, og allermest hos enkedronningen og hendes søn, der gerne ville være konge i stedet for Christian d. 7.

Og helt slemt blev det, da Struense og Caroline Mathilde forelskede sig i hinanden og indledte et forhold. Kærligheden mellem den unge læge og den danske dronning var så også modpartens våben, især fordi de to turtelduer var meget uforsigtige og åbenlyst løb ind og ud af hinandens værelser på slottet. For nok var det ikke noget særsyn, at en dronning havde en elsker, men det skulle ske diskret.

For Caroline Mathilde må det have været fantastisk – efter års ensomhed – endelig at få en at tale og være sammen med, som hun kunne stole på. Men lykken varede kort.

Enkedronningen slog til i 1772. Struense og hans ven Brandt blev henrettet. Dronningen og kongen skilt – og Caroline Mathilde blev sejlet til byen Celle i Tyskland.

Det siges, at kongen ikke vidste, hvad der skete – og at han slet ikke ønskede hverken Struense henrettet eller Caroline Mathilde sendt væk. Det skal nok passe. Christian d. 7. var alle dage let at skræmme, let at få til at makke ret.

Og så sad den danske konge ellers i saksen hos fjenden i de næste 12 år, inden hans søn – den kommende Frederik d. 6. – nåede til skelsår og alder.

Så lang tid fik Caroline Mathilde ikke. Kun få år efter hun blev sendt bort, døde hun – helt alene – nede i Celle i Tyskland, hvor hun stadig ligger begravet.

Men fremskridtet kunne ikke holdes tilbage. Et statskup var under opsejling – og med det indvarsles den danske guldalder og en perlerække af markante danske kvindeskikkelser indenfor kunst og kultur.

Disse markante kvinder skal vi høre mere om i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Thyra Dannebod: http://danmarksbloggen.dk/?p=6275
Dagmar og Bengerd: http://danmarksbloggen.dk/?p=6301
Margrethe Sambiria og
Margrethe Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=6329
Dyveke, Sigbritt og Elisabeth: http://danmarksbloggen.dk/?p=6389
Leonora Christine og Sophie Amalie: http://danmarksbloggen.dk/?p=6392
Marie Grubbe og Anna Sophie Reventlow: http://danmarksbloggen.dk/?p=6462

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk