Kategoriarkiv: Tro & Højtider

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 6: Valdemar den Store og Absalon

Udgivet den af
Svar

Det er mandag, og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

VALDEMAR DEN STORE OG ABSALON

Valdemar den Stores vej til tronen var beklædt med blod. Først kom en mængde slægtsfejder mellem hans farbrødre og fætre, der efter hans fars (Knud Lavards) død i 1131 slog hinanden ihjel i et tempo, som man ellers kun møder i de islandske sagaer.

Enden på alle drabene blev, at Valdemar den Stores farbror Erik Emune blev konge – i tre år, inden han også blev dræbt af en stormand. Efter det kom endnu en Erik – Erik Lam – der langt ude var i familie med den danske helgenkonge Knud den Hellige, og som han endte også Erik Lam i Odense. Han frasagde sig frivilligt kronen i 1146 og gik i kloster – og døde næsten med det samme.

Danmark var så uden konge, og et mellemspil, der varede i mere end ti år, begyndte. Historien er en af de mest kendte i Danmarkshistorien.

Det er den om Svend, Knud og Valdemar (den Store). Svend var søn af Erik Emune, Knud var søn af Magnus, der var søn af kong Niels – og så Valdemar (den Store), der var søn af Knud Lavard, der blev myrdet af Magnus, altså Niels søn. De var altså alle tre i familie med hinanden, og alle havde gammelt had og blodhævn i forhold til hinanden.

Alligevel blev de på papiret – efter en masse stridigheder og interne kampe – enige om at dele Danmark imellem sig. Svend fik Skåne, Halland og Blekinge, Knud Sjælland og de sydlige øer og Valdemar (den Store) Jylland og Fyn.

Situationen var selvfølgelig uholdbar, men alligevel mødtes man i Roskilde til gilde. Det var Knud, der inviterede – for sidste gang. For midt under festen udbrød tumult, lyset blev slukket, og Knud fik banesår, som det hedder. Med andre ord: Knud døde. Det vides ikke med sikkerhed, hvem der dræbte ham – men meget tyder på Valdemar (den Store).

Saxo skriver det godtnok ikke i sin Danmarkshistorie, den første Danmarkshistorie. Men Saxo var skriver hos Hviderne, altså den slægt, hvorfra Absalon, Valdemar den Stores fostbroder, kommer, så Saxo har haft en klar interesse i at beskytte Valdemar den Stores rygte. Spindoktorer er som bekendt ikke noget nyt.

Sandt er det imidlertid, at Valdemar (den Store) tog til Jylland, hvor han var konge. I hælene på ham kom en rasende Svend, og  23. oktober 1157 stod slaget på Grathe Hede, hvor Svend døde – og Valdemar den Store nu stod alene tilbage som konge i Danmark. Og det var han i de næste 25 år.

Tiden var urolig, men landet blev ledet af Valdemar den Store og hans fostbroder Absalon, der hurtigt blev bisp i Roskilde og senere også Lund (noget der faktisk ikke skulle kunne lade sig gøre, men for den ærgerrige Absalon var alt muligt), så der kom hurtigt styr på sagerne.

Den vigtigste opgave var venderne, som var et folk, der boede på Rygen i det nordtyske, og som i årtier havde hærget de danske øer og kyster på vikingemanér med både plyndringer og bortførelser. Nu skulle det være slut.

Og det lykkedes. Med base i Vordingborg sejlede ledningsflåden ud år efter år allerede fra 1159, og i 1169 var man klar til at rette hovedstødet mod venderne. En kæmpeflåde med både Valdemar den Store og Absalon ombord stod ud. Målet var hovedbyen Arkona, som blev indtaget. Vendernes afgud Svantevit – en stor træ-figur – blev ødelagt, og de hedenske vendere blev døbt. Valdemar den Store havde sejret.

I det hele taget blev Danmark styrket i de år, hvor Valdemar den Store var konge. Over hele landet blev der bygget borge af både Valdemar den Store selv, men også af Absalon og hans bror Esben Snare.

Mest kendt er nok det lille fiskerleje Havn, som blev overtaget af Absalon, der i den lille by ved Sjællands kyst ud mod Amager byggede en borg, hvis ruiner stadig kan ses under Christiansborg. For Absalon grundlagde ikke København, men det var ham, der sørgede for at give byen de betingelser, der senere gjorde den til Danmarks hovedstad.

Men som sagt Valdemar den Store viste sig at være en klog konge, der udover krig også forstod sig på at forhandle med både kirke og andre landes fyrster som Henrik Løve af Sachsen og kejser Frederik Barbarossa. Valdemar den Store var en konge, der trods årelang strid med ærkebiskop Eskil forstod at komme i mål med både pavevalg, kongens rolle i forhold til kirken og at få sin far Knud Lavard helgenkåret.

Under det hele stod Absalon sin ven bi – sådan nogenlunde. For de var også konkurrenter til magten, de to, hvad man også så ved, at de byggede hver deres store kirke (Valdemar den Store Skt. Bendts kirke i Ringsted og Absalon Sorø Klosterkirke) – og Absalons magt var ligeså stor som han var en hård mand, der ikke uden grund kaldtes for krigerbispen.

Som gammel mand i Sorø elskede Absalon således også at have sine sværd og økser hos sig som kære minder om de gode gamle dage – og om Valdemar den Store, der døde mange år før Absalon.

Valdemar den Store blev nemlig kun 51 år – og det siges, at Absalon græd, da han læste messen over kongens lig.

Det er meget sandsynligt. For nok var begge mænd magtmennesker først og sidst, men sammen havde de præsteret ikke kun at samle Danmark, men også at gøre landet stærkere i en meget urolig tid med både ydre fjender og indre stridigheder.

Næste mandag skal det handle om Dannebrog, korstoge og Valdemar den Stores mest berømte søn Valdemar Sejr, der først slet ikke skulle have været konge, men som alligevel endte med at blive det.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri og
konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Valentinsdag og de “danske” skikke

Udgivet den af
1

Roser, chokoladeæsker og røde hjerter.

Valentinsdag er i dag d. 14. februar, men dagen er aldrig rigtig slået igennem her til lands. Heller ikke selvom de handlende, og især blomsterhandlerne, i årevis har prøvet at få forelskede med på bølgen.

Dagen er for kommerciel. Den er amerikansk, lyder kritikken.

Men at den er amerikansk er ikke et validt modargument. Ikke når vi glad og gerne har importeret såvel Halloween om efteråret som bryllupsskikke som det blå strømpebånd og den store bryllupskage.

For det at vi kun accepterer nogle skikke fra USA, men ikke andre, giver faktisk ligeså lidt mening som at sige, at vi kun vil holde fast i de skikke, der oprindeligt var danske. I så fald er der ikke ret mange tilbage året rundt.

Juletræet, julekalenderen og adventskransen kom fra Tyskland.
Fyrværkeriet fra Kina.
Påskeæggene fra den ortodokse kristendom, der oprindelig havde sæde i lande som Syrien og Palæstina – og senere Tyrkiet og Grækenland, hvor den er endnu.
Skt. Hans-bålet er fra Tyskland – eller måske Østrig.

Ja, faktisk er det kun hvedeknopperne til St. Bededag, som er ærkedanske – og så det at se solen danse til pinse. Det sidste skyldes så en fejl, da solen faktisk danser til påske af glæde over, at Jesus er opstanden, hvad man også er enige om i alle andre lande. Men i Danmark fik en eller anden den idé at lave det med den dansende sol om til pinse, for der er vejret bedre(!).

Går vi helt tilbage til vikingerne, var der også noget med at drikke jul … altså nedsvælge enorme mængder mjød ved juletid. Den tradition har vi stadigvæk ved juletid – og resten af året med, kan man hævde.

Så altså: Ærkedanske traditioner er noget med friskbagte hvedeboller om foråret og masser af alkohol året rundt. Og med det in mente kan man jo godt forstå, at det er besværligt at indføre noget med romantik, røde roser og hjerter lavet af chokolade.

Men sådan behøver det ikke at være. Mennesket kan godt lide traditioner – og at fejre vores kærlighed til hinanden er da både en smuk og livsbekræftende ting. Det er så op til den enkelte om det gøres med blomster, chokolade eller bamser – eller blot et kram og et kys.

Man kan også sætte ord på den kærlighed, som man føler ved at skrive et brev til sin elskede. Sådan startede traditionen helt tilbage i Rom i de første århundreder efter Kristi Fødsel, hvor den unge præst Valentin viede de unge mennesker til hinanden i en tid, hvor ægteskab var forbudt, da kejseren skulle bruge de unge mænd som soldater. Valentin blev selvfølgelig opdaget og anholdt – og mens han ventede på sin henrettelse, forelskede han sig i fangevogterens datter, som han skrev et smukt brev til på sin dødsdag d. 14. februar underskrevet Din Valentin

Så smukt startede Valentins-tradtionen. Det handler altsammen om kærlighed.

Glædelig Valentin …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 5: Tidlig middelalder, kirkebyggeri og konger i massevis

Udgivet den af
1

Det er mandag, og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

TIDLIG MIDDELALDER, KIRKEBYGGERI OG KONGER I MASSEVIS

Vikingetiden sluttede op mod 1100-tallets begyndelse, og en ny tid startede i Danmark: Middelalderen, som i høj grad var præget af det religiøse liv, som på den tid var den katolske kristendom.

Anden kristendom fandtes ikke i Danmark, og danskerne var gode katolikker, som op igennem den tidlige middelalder i 1100-tallet byggede kirker i en grad som ingen andre lande. Simpelthen fordi de ikke kunne lade være – eller?

Nej, det med at danskerne smed ploven for i deres ansigts sved at bygge kirkerne med de bare hænder er et smukt billede, der ikke holder.

Omvendt er det rigtigt, at der i 1100-tallet blev bygget omkring 2000 stenkirker i Danmark som erstatning for trækirkerne. Men det var udenlandske håndværkere, der primært stod for det praktiske – og det var stormændene, som betalte for opførelsen, præcis som de førhen havde stået for de hedenske steder at hylde de nordiske guder.

Men ja, kirkebyggeriet i den tidlige middelalder i Danmark er enestående i europæisk historie. Og danskerne var blevet kristne … så godt som. For det var dog ikke mere end at Danmarks eneste rigtige helgen kong Knud den Hellige (1080-1086) blev myrdet foran alteret i Skt. Albans Kirke i Odense af danske storbønder, der ikke ville finde sig i at blive flået til skindet i skat.

Det var i det hele taget urolige tider efter Svend Estridsens død i 1074, og Knud den Hellige var kun en af mange konger, der fik få, urolige år på tronen i en tid med store samfundsændringer, hvor byerne og handlen voksede, hjulploven indførtes, og der generelt kom mere system og organisation i landet, selvom de fleste regioner i praksis har været meget selvstyrende det meste af tiden.

Kongen skulle også vælges, og han boede ikke et bestemt sted, men var konstant på rejse rundt i sit rige for at holde sammen på landet – og holde styr på de stormænd, der var på vej til at blive adel. Samtidig med adelens fremkomst og kongens rejseri og stigende kontrol over landet, voksede også kirkens magt – og især biskopperne fik indflydelse på meget, også udenfor traditionelle kirkeanliggender.

Den feudale stat var ved at blive født. Og konge, adel og kirke skulle i de næste århundreder slås om magten i Danmark.

En undtagelse fra de korte regeringsperioder var de 30 år, hvor den rolige og kloge kong Niels (1104-1134) sad på tronen og skabte en velstand, der i høj grad lå til grund for at kunne realisere det store kirkebyggeri.

Han blev så også truet sydfra af de tyske fyrster, så stillingen som jarl dernede i grænselandet var rigets næstvigtigste embede. Og her lavede kong Niels en alvorlig fejl. Han lod nemlig sin nevø, Knud Lavard, få jobbet i 1115. Knud Lavard, som elskede alt tysk og foragtede alt dansk, fordi han var vokset op i et af de tyske fyrstendømmer som fostersøn til en tysk fyrste.

Det måtte ende galt, og tre år før kong Niels blev dræbt i 1134, skete der også noget. Nemlig et drab ved Helligtrekongerstide i Haraldsted ved Ringsted. Knud Lavard blev dræbt af kong Niels´ søn Magnus, hans egen fætter, og med det startede – indirekte – endnu en omgang uro og drab, der skulle ende ud i en af de mest glorværdige perioder i Danmarkshistorien.

Næste mandag skal det derfor handle om et af de stærkeste parløb i Danmarkshistorien: Kong Valdemar den Store og biskop Absalon og deres bedrifter, både herhjemme og mod venderne – samt om Saxo, der skrev det hele ned i den første Danmarkshistorie.

Læs tidligere afsnit her:
Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 4: Vikingernes tro og de første konger

Udgivet den af
1

Det er mandag, og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

VIKINGERNES TRO OG DE FØRSTE DANSKE KONGER

Vikingetiden startede i 700-tallet og varede til ca. 1066.

Som danskere er mange stolte over vikingetiden til trods for – eller netop på grund af – historierne om de drabelige vikinger, der drog på vikingetogter og hentede rigdomme hjem, som var skaffet både via handel og via plyndring. Nogle af vikingerne blev også derude i det fremmede, hvor de ofte fik eller tog magten i deres nye hjem-områder.

For rigdomme og magt betød meget for vikingerne, der derfor også hyldede de guder, der var stærke, og som kunne hjælpe dem på deres færd.

Øverst blandt aserne, som de nordiske guder hed, var Odin, der var både en-øjet og vis, og som havde to ravne til at fortælle ham alt, hvad der gik for sig i både gudernes verden Asgård, jætternes verden Udgård og menneskenes verden Midgård. Andre kendte guder var den bomstærke Thor, der lavede tordenvejr, og som kunne kaste præcist med sin hammer Mjølner. Krigerguden Tyr, frugtbarhedsgudinen Freja, budbringeren og regnbuevogteren Heimdal, den smukke lysets gud Balder, dødens og underverdenens grumme gudinde Hel – og sidst men ikke mindst Loke, der var halvt jætte, og som derfor altid lavede ballade – og som til sidst skulle udløse det ragnarok, der ville få verden til at gå under. Men indtil da så sloges, elskede, drak, åd og snød guder og jætter hinanden, hvad man stadig den dag i dag kan læse i de overleverede – og herlige – historier fra den nordiske mytologi.

Det var en altså en flok meget menneskelige guder, som vikingerne troede på – officielt indtil midt i 900-tallet, men i realiteten noget længere. Guderne blev derfor hyldet ved store fester kaldet blóter – der især ved midvinter- og midsommertide markerede årets gang, hvor man ofrede dyr og drak deres blod og i det hele taget spiste og drak godt. At være viking var ikke for sarte sjæle.

Vikingelivet var også et hårdt – og til tider brutalt – liv med kampe og overlevelse både ude blandt fjender og hjemme med hårde vintre og regnfulde somre, hvor det derfor gav mening at have nogen guder, som kunne give styrke, både her og i det hinsides. Og som vikingerne gjorde det, så holdt deres guder også af gaver og fine ting.

Så når en vikingehøvding døde, var det kutyme at give ham en masse guld og sølv med i graven, både i form af figurer, smykker, sværd og skjolde, hvis man da ikke ligefrem lagde liget af den døde viking ud på hans vikingeskib og satte skibet i brand, mens det flød ud på fjorden.

I Danmark lagde vi også vikingehøvdingen ind i en gravhøj, hvad man fx mener skete for vores første navngivne konge Gorm den Gamle, der også opfattes som stamfader til det nuværende kongehus.

Der er forlydender om konger for ham, fx Rolf Krake, som der er digtet Bjarkemålet om. Men der er ikke fundet sikre vidnesbyrd på, at de har været det, som vi forstår ved konger, selvom der fx i Rolf Krakes hjemsted Lejre ved Roskilde har været en stor bebyggelse i vikingetiden. Der findes også en beskrivelse af et vikingeritual i Lejre, hvor vikingerne angiveligt skal have mødtes i januar måned hvert 9´ende år for at ofre 99 mennesker og 99 heste samt en del hunde, haner og andet.

Men det er og bliver gode historier præcis ligesom at Rolf Krake er en sagnfigur. Gorm den Gamle derimod ved man har eksisteret. Både fordi man formentlig har fundet hans jordiske rster. Men mest fordi det har hans søn, Harald Blåtand, selv skrevet på den ene af de to Jellingstene, hvor der med runer står skrevet: Harald lod gøre denne sten efter Gorm sin fader og Thyra sin moder, den Harald der vandt sig al Danamrk og Norge og gjorde Danerne kristne.

Stenen kaldes også Danmarks dåbsattest. Og på stenen ser man billedet af den sejrende Kristus med krone på. Nok er han korsfæstet, men han er ikke lidende. Skulle Hvide Krist, som Jesus dengang blev kaldt heroppe nordpå, have en chance mod de nordiske guder, var man simpelthen også nødt til at fremstille ham som en stærk gud, der både kunne klare smerte og død – og stadig se godt ud. Og det lykkes. Danerne blev kristne og med tiden kun kristne. I starten fungerede det kristne kors og Torshammeren dog fint side om side, også som sølvsmykker om halsen på vikingerne

At kristne de vilde vikinger, der ellers var meget glade for deres aser, var noget af en bedrift, og det var Harald Blåtand, der gjorde det.

Ikke alene samlede han Danmark og Norge i det, som blev starten til et egentligt kongerige og ikke blot som indtil midt i 900-tallet regionale høvdinges territoriale kampe mod hinanden, men han gjorde som sagt også danerne kristne.

Legenden fortæller, at munken Poppo prøvede at overbevise Harald om det geniale i kristendommen, men at Harald holdt på sine nordiske guder, lige indtil Poppo bar jernbyrd, altså glødede jern i sine hænder – og dét uden så meget som at få et lille brandmærke.

Det er formentlig en skrøne, men sandt var det, at Harald beordrede alle danskere døbte omkring år 965, at han gravede sine vikinge-forældre ud af deres gravhøje og gav dem en kristen begravelse i den daværende Jelling kirke, og at han selv flyttede landets centrum til Roskilde, hvor han byggede en kirke, der lå der, hvor den nuværende Roskilde Domkirke ligger.

Men så stoppede Harald Blåtands held også. Han kom mildest talt ikke godt ud af det med sin søn Svend Tveskæg, og til sidst døde Harald Blåtand vistnok af en pil affyret af en af Svend Tveskægs venner.

Svend Tveskæg var ikke ked af det. Tværtimod. Nu blev han konge, og kursen blev sat mod England, som han hurtigt erobrede i 1013.

Svend Tveskæg døde ret pludseligt (måske myrdet), og så blev hans søn Knud den Store konge. På det tidspunkt var Danmark endnu langt fra at være et arve-rige. Kongen blev derfor valgt, så der har været tale om en række af stærke mænd fra Gorm den Gamle til Knud den Store, selvom det selvfølgelig har lagt til i vægtskålen, når ens far var konge.

Knud den Store opholdte sig så meget i England, at han let kan opfattes som mere engelsk end dansk. Men alligevel regnedes han for dansk konge, og det var også under ham, at missionærer og præster for alvor blev sendt til Danmark for at kristne landet for alvor. Selv oplevede han i 1027 den sjældne ære for en dansk konge under en messe at kunne gå op af kirkegulvet i Peterskirken i Rom side om side med selveste Paven.

Efter Knud den Store var det store vikingeeventyr til gengæld slut. Der kom ikke flere store danske vikingekonger i England. Vikingerne rejste enten hjem eller blev derovre – og blev engelske for alvor.

Vikingetogterne ebbede også ud. Danmark var nu blevet kristent og var i de følgende årtier reageret af svage konger, men var samtidig også via den almindelige landbrugs- og samfundsudvikling – det vil her sige hjulploven og de første kirker – godt i gang med at gøre sig klar til den næste historiske periode: Middelalderen, som vi skal høre om næste mandag.

Læs tidligere afsnit her:
Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nytårskur nr. 3.: Iværksætteri skal have bedre betingelser

Udgivet den af
Svar

Det er tid til nytårskure, således også på Danmarksbloggen, hvor tre danskere skriftligt har formuleret og begrundet et ønske for Danmark i 2014.

Danmarksbloggens digitale nytårskure slutter med selvstændig Allan Høiberg, der er indehaver af A.H. Computing, der skriver:

Jeg kunne godt ønske mig, at politikerne i det kommende år fik øjnene op for iværksætteriet i Danmark. At de besluttede sig for, at det var en vigtig del af landets fremtid at få bedre forhold for iværksættere.

Og her tænker jeg specifikt på de mange små enkeltmandsvirksomheder, der startes af mange forskellige årsager – men som i bund og grund i første omgang forsøger iværksætteren selv og måske familien med. Virksomheder, der i nogle tilfælde ender med at vokse sig store og skabe rigtig mange arbejdspladser, bidrage til handelsbalanceoverskud og så videre.

Det er ikke så længe siden, at “vækstiværksættere” en overgang var noget, der skulle op på en piedestal (og i enkelte tilfælde have en pengepræmie, hvis man havde bevist, at man var den bedste til at klare sig uden sådan én). Og alt det uagtet at de færreste store virksomheder i dag er startet med en udtrykkelig erklæring om at “jeg vil skabe en vækstvirksomhed”.

Mit ønske bunder i at der samtidig med politikernes ønske om mere iværksætteri stadig er et hav af forhindringer på vejen til at klare sig selv og måske skabe masser af arbejdspladser. Jeg har ikke færdige bud på at løse dem alle, men netop derfor er mit ønske for Danmark i 2014 at dem, der burde være i stand til at løse opgaven, bliver opmærksomme på situationen.

Misforstå mig ret: Man ved selvfølgelig godt fra starten, at man tager et spring væk fra det trygge ved at starte egen virksomhed – men på mange områder virker det nærmest, som om man bliver straffet. Alt, alt for mange områder af samfundet er indrettet for lønmodtagere og tilgodeser ikke iværksættere, tværtimod.

Man kan spare op med fradrag, hvis opsparingen øremærkes til at starte egen virksomhed – det var på et tidspunkt en “genial” ny politisk idé til at fremme iværksætteriet. Fint nok, hvis den banebrydende idé er “jeg vil åbne min egen frisørsalon om fem år”, men hvad hvis man har lige netop ideen til det næste store high-tech-produkt, der kan forandre verden? I så fald kan en iværksætteropsparing oversættes til “jeg venter lige til alle andre har fået samme idé”. Teknologisk iværksætteri handler i dén grad om timing.

Hvad nu hvis man kunne starte sin virksomhed, mens man var på dagpenge? Meget gerne under betingelser som at man modtog sparring til ideen og alt det dér, der skal sikre, at systemet ikke bliver misbrugt. Men drejet i retning af at iværksætteren faktisk bliver hjulpet i gang ad rette spor i stedet for, som det virker oplagt at frygte, at skulle kontrolleres i begge ender og lave endeløse formularudfyldelser og sideløbende jobsøgning for at dokumentere, at man har fokus på formalia i stedet for på at skabe arbejdspladser og blive selvforsørgende.

En anden ide tidligere politisk gik ud på at lave en søgbar database over rådgivning, man kan købe sig til. For mange år siden var det i stedet sådan, at man gratis kunne henvende sig i en offentlig organisation, hvor uvildige rådgivere i et vist antal timer kunne hjælpe én med de oplysninger, man knapt nok vidste, man havde brug for. Lur mig om det er lige så hjælpsomt, hvis rådgiverne skal købes til at fortælle én, hvad man har brug for?

Så er der det sociale system. Tag bare sygedagpengene som eksempel: Hvis man er lønmodtager og bliver syg, er det sjældent et problem. Hvis man er iværksætter og bliver syg, kan man få sygedagpenge i en vis periode med et vist beløb, hvis man betaler til ordningen. Det er for så vidt i orden – men satsen er beregnet til lønmodtagere.

For mit vedkommende – og det samme gælder rigtig mange iværksættere – er der en hel del udgifter forbundet med at være selvstændig. Det er der ikke noget problem for så vidt – medmindre man bliver syg. Hvis man er syg, man man som sagt få sygedagpenge (indenfor visse stramme begrænsninger) – men som iværksætter kan man ikke bare sætte de faste udgifter på hold imens. Der skal stadig betales kontorleje, renter på kassekreditten, afdrag på startlån, afbetaling på kontormaskiner, you name it. Ikke det man kan kalde “løn”, men udgifter der holder firmaet kørende.

Satsen for sygedagpenge i en uge dækker for mit vedkommende omtrent det, det koster at leje kontoret i en måned. Det er groft regnet halvdelen af de faste udgifter i firmaet – så allerede dér er der kun en halv dagpengesats før skat tilbage, hvis jeg skulle være syg i længere tid. Det er heldigvis ikke sket endnu, men…

Tag med i dén formel at med de nylige dagpengereformer risikerer jeg at skulle forsørge mig selv, min kone og to børn med dertil hørende hus- og billån. For en halv dagpengesats om måneden. Taaaak, samfund! 🙁

Barsel er et problem i samme bunke. Flere iværksættere har ikke råd til at holde barsel, alene fordi reglerne er så stramme, at man skulle tro, at de alene havde til formål at gøre iværksættere til lønmodtagere igen. Hvis jeg skulle gå på fuld barsel i to uger, skulle jeg i praksis lukke firmaet imens. LUKKE! Det ville være en overtrædelse af reglerne, hvis jeg tog min firmatelefon for at fortælle, at jeg ikke er tilbage før om to uger. Jeg må velsagtens i princippet heller ikke køre forbi kontoret for at tjekke, om der er regninger i posten, der skal betales, før jeg er tilbage. Fortsæt selv i dén retning. For mit vedkommende ville det betyde, at jeg kunne miste vigtige kunder ved at holde barsel i bare kortere tid.

Der er garanteret flere eksempler, men det er ikke så meget de konkrete problemer det handler om – det er tankesættet bag den måde, som systemet er på i forhold til iværksættere.

Hvis samfundet vil have flere iværksættere, ville et rigtig godt sted at starte være at skabe forhold, der gør, at man ikke tænker “jeg må hellere blive i mit lønjob – det er mere sikkert”. Iværksætteri er lige så vigtigt for økonomien som almindelige arbejdspladser. Så lad os gøre det lige så attraktivt at tage det “job”!

Nytårskur nr. 2.: Det endelige opgør med mobningen – i den helt store sammenhæng

Udgivet den af
Svar

Det er tid til nytårskure, således også på Danmarksbloggen, hvor tre danskere skriftligt har formuleret og begrundet et ønske for Danmark i 2014.

Danmarksbloggens digitale nytårskure fortsætter med sinolog, skribent og kommentator Sune Nielsen, der skriver:

Når jeg tænker på ønsker for 2014, så tænker jeg i problemstillinger, som jeg synes mangler at blive italesat, set i et nyt lys eller bragt op på et helt nyt niveau. Et problem, som jeg tænker særligt på, er et problem, som ikke mangler omtale. Det er også blevet anskuet fra mange vinkler gennem en del år, men jeg synes, at det bør bringes til et andet niveau.

Det er et problem, som findes over hele kloden, men som samfund betragtet, tror jeg Danmark kan være et af de mere udsatte. Det tror jeg fordi, at Danmark er et forholdsvis homogent samfund, og fænomenet, som jeg tænker på, er en gammel form for konfliktløsning, der skaber harmoni og samhørighed for en gruppe af mennesker eller et helt samfund, som føler, at homogeniteten er truet.

Problemet er, at det ikke er gratis at løse konflikter på denne måde, og i virkeligheden er det en illusion, at det løser noget som helst. Men når kriser truer, som nu den allestedsnærværende finanskrise, så ligger det fristende nær for et samfund.

Jeg tænker på mobning. Jeg bryder mig egentlig ikke meget om ordet, fordi jeg synes, at det er lidt for indsnævrende og giver folk for snævre associationer. Her tænker jeg meget bredt, og jeg mener ikke, at det udvander min betragtning, at fænomenet er ganske enkelt og genkendeligt i mange sammenhænge. Tværtom synes jeg, at det gør det så meget desto større og påtrængende.

For nylig har der været en del historier fremme om børnefødselsdage, hvor ingen af fødselarens klassekammerater troppede op til fødselsdagsfesten. Det fik mig til at tænke på, at mobning ikke bare er en grim ting mellem børn i en klasse, men selv voksne forældre til børn i en skoleklasse bidrager til udelukkelsen af en kammerat. Ikke så underligt at børn kan opføre sig grimt, når de ligefrem bliver inspireret af forældrene. Det er skræmmende at tænke på, at forældre synes, at det er en naturlig og ok ting at bidrage til.

Mobning er selvfølgelig alle steder – blandt børn – blandt voksne. Det er kedeligt, at det er en selvfølge, men når man tænker over det, så er det jo samme fænomen, der gør sig gældende lige fra oldtidens moselig til udryddelsen af jøderne.. og til skoleklassen, der ikke tropper op til en børnefødselsdag.

Det er den metode, som mennesker løser konflikter på, nemlig ved at kaste al skyld på et enkelt individ eller en gruppe individer for derefter at udelukke eller slå vedkommende ihjel. Det er nemt og virker øjensynligt. Alle mennesker uden undtagelse har erfaring med fænomenet enten som mobber, offer, begge dele eller betragter.

Der behøves såmænd ikke engang være en udtalt konflikt. Det kan være konfliktforebyggende bare at have et offer, som det er bekvemt at skyde på, en afspændingsmekanisme om du vil. Jeg vil sige, at mobning er naturligt forekommende og indgroet i mennesker.

Men i stedet for at løse problemerne har fænomenet ført krige med sig, som har udryddet millioner af mennesker. Det er en illusion, at det virker. Det er en kortsigtet tankegang. Hvis vi ikke gør noget ved det, hvis det får lov til at udvikle sige, gro og vokse, så ender det med at udrydde os.

Kirken burde kende sin besøgelsestid. Den burde i den grad engagere sig i netop dette problem. Det synes jeg som et kristent menneske, at jeg mangler at se. Essensen af Jesu gang på jord vil jeg påstå er opgøret med dette fænomen.

Antropologen James Frazer genkendte i sin tid historien om Jesus som en myte i lighed med oldtidens myter. Hvad Frazer ikke så var, at Jesus i modsætning til ofrene i oldtidens myter var uskyldig. Han er ikke som Ødipus, som alle personer, der omgav ham, var enige om var skyldig og derfor måtte dø. Ødipus følger mytens logik. Jesus gør op med den mytiske logik, fortællingen om, at der er et offer, som kan pålægges al skyld. I Jesus udlever Gud offerets rolle i den menneskelige mobbemekanisme for at destruere den.

Menneskeheden har ikke været den samme siden.

Mobningens logik, mytens logik er ødelagt. Jesus er det uskyldige lam i Johannesevangeliet og ikke den grimme syndebuk, der er et udslag af menneskelig fantasi om at forenes på en bekvem måde og se bort fra kærlighed og medmenneskelighed.

Jeg synes, at et af de største mirakler, som er sket i menneskehedens historie er kvindefrigørelsen. Det er utroligt på mange måder. På samme måde, som menneskene har gjort sig fri af, eller rettere, stadig arbejder på at gøre sig fri af undertrykkelsen af kvinderne, og for den sags skyld gøre sig fri af undertrykkelsen af racer, gøre sig fri af undertrykkelsen af homoseksuelle …

På samme måde må menneskeheden også gøre sig fri af mobningen, der egentlig er et samlet udtryk for de forskellige former for undertrykkelse. Vi har gjort op med køn og racer som mobbeofrer. Vi ser det måske ikke som mobning, fordi det var så omfangsrigt og varede så længe. Men det er den samme mekanisme, som lå bag. Vi er kommet en del af vejen.

Menneskeheden må nu gøre sig fri af undertrykkelse, udelukkelse og benægtelse af mennesker som sådan. Noget, der i bund og grund er vores urmekanisme for løsning af konflikter.

Jeg vil ønske, at 2014 vil blive et år, hvor mobning kommer yderligere i fokus i Danmark, og hvor det vil blive set på med den alvor som kræves og på det niveau, hvor det hører hjemme.

Nytårskur nr. 1.: Humanitet og mangfoldighed

Udgivet den af
1

Det er tid til nytårskure, således også på Danmarksbloggen, hvor tre danskere skriftligt har formuleret og begrundet et ønske for Danmark i 2014.

Danmarksbloggens digitale nytårskure starter med lektor Lotte Broe, der skriver:

Et nyt år ligger fint og ubrugt foran os, og den blanke kalender, som netop har fundet sin plads på væggen, dufter af håb og forventninger. Måske er det et aldringstegn, men det forekommer mig oplagt at tage udgangspunkt i det forgangne, når jeg skal formulere mit inderligste ønske for Danmark og danskerne i det nye år.

Det ligger så lige for, at tænke tilbage på én af de begivenheder i 2013, som fyldte mig med både sorg, glæde og stor taknemmelighed, nemlig den endelige afsked med Nelson Mandela mod årets slutning.

Mandelas person – hans livshistorie og livsførelse – inkarnerer for mig alt det mod og den vilje til medmenneskelighed, som gør, at jeg tør ønske og håbe, at vi også her i vores lillebitte land kan løfte blikket og åbne vores sind og hjerter for menneskelig mangfoldighed.

Lad 2014 blive året, hvor vi siger farvel til den småtskårne mistænkeliggørelse af de ”fremmede”, de ”fattige”, de ”forkrøblede” – og alle de andre mennesker, som ikke liiiige passer ind i vores veletablerede forståelser af, hvordan en rigtig, ordentlig og produktiv dansker skal se ud.

Lad os i stedet beriges ved oplevelser af, hvor mangfoldigt ”Danmark” og ”danskhed” kan fortolkes og leves. Og lad os glædes over at vi lever i et samfund, hvor vi har alle muligheder for at tilbyde anstændige livsbetingelser til alle – og ingen grund til at fornedre dem, som i forvejen lever i armod!

”Sydafrika tilhører alle, som lever i landet uanset om de er sorte eller hvide” – således står der (frit oversat) i indledningen til det Freedom Charter, som blev vedtaget af Congress of the People i 1955.

Mit nytårsønske er, at vi i Danmark vil efterleve ånden i dette dokument og hædre Nelson Mandelas livsværk ved at geninvestere i humanitet og mangfoldighed. Hvis det forgangne år har budt på skuffelser og fortrædeligheder, er det nu tid til at lægge disse bag sig, rette blikket fremad og gå all in i satsningen på at gøre 2014 til et år, som vi vil huske med glæde og taknemmelighed.

Godt Nytår!

Kærlig hilsen
Lotte

Danmarksbloggen tænder Hellig Tre Kongers-lyset

Udgivet den af
1

I aften er det Hellig Tre Kongers aften. Og faktisk er det dermed først i morgen d. 6. januar, Hellig Tre Kongers dag, at julen slutter. Ihvertfald i den oprindelige forståelse af julens længde.

Læs evt mere om det i undertegnedes artikel på Kristendom.dk:

http://www.kristendom.dk/artikel/266969:Helligtrekonger–Helligtrekonger-markerer-julens-afslutning

En af de smukkeste skikke ved Hellig Tre Kongers-tide er den idag næsten glemte med det specielle Hellig Tre Kongers-lys, som er et i reglen hvidt stearinlys, der består af tre arme, der mødes og danner et samlet lys – altså et lys meget analogt til en tre-armet lysestage.

Se link her: http://www.museumsbutikken.dk/productinfo/230207

Førhen var Hellig Tre Kongers-lyset forsynet med en smule krudt, der hvor de tre stearin-arme mødes. Når de tre væger nåede derned, gav det et lille knald, og så var julen ovre.

I dag kan man igen købe det specielle Hellig Tre Kongers-lys enkelte steder, dog er nutidens version uden krudt.

Det giver selvfølgelig ikke helt samme virkning, men Hellig Tre Kongers-lyset er stadig smukt, når det skinner i den mørke vinteraften og giver den allersidste julestemning.

Danmarksbloggen vil derfor også i dag tænde et Hellig Tre Kongers-lys, som jo netop på en og samme tid er både eet og tre lys. Eller mere korrekt: Et lys bestående af tre lys-arme.

Den ene lys-arm tændes for alle dem, som er udenfor i det danske samfund: De hjemløse, de ensomme, de arbejdsløse og alle de andre, som ikke må være med i arbejds- og forbrugsfællesskabet, fordi flertallet af de stærke ikke synes, at de er gode nok.

Og den anden lys-arm tændes for netop dem, som synes, at det er i orden at holde andre udenfor. Deres sind og sjæle er så knugede af angst, grådighed og formørkelse, at de i den grad har brug for lys, så de kan se, at vi kommer meget længere med fællesskab og solidaritet.

Og endelig tændes det tredje lys for os alle sammen, alle os der bor her i Danmark, alle os der føler os danske, uanset hvor vi lever og har vores hverdag. For uanset hudfarve, tro, seksuel orientering, politisk holdning og alt det andet der er forskellige, så deler vi dette skønne land.

Og Danmark er som bekendt bedst, når det at være dansk handler om fællesskab og frisind, om solidaritet og sammenhængskraft, om respekt og rummelighed. Når landet stråler i alle regnbuens farver, og mangfoldigheden ses som en styrke. Når alle lys får lov til at skinne klart.

God Hellig Tre Konger.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggen anmelder Dronningens nytårstale

Udgivet den af
2

Traditionen tro holdt Hendes Majestæt Dronning Margrethe d. 2. af Danmark sin årlige nytårstale til nationen kl. 18 nytårsaften.

En nytårstale, der fra flere sider er blevet rost som et stykke godt retorisk håndværk til trods for, at Dronningen flere gange snublede i både enkelte ord og sætninger. En nytårstale, der af de samme kommentatorer er blevet kaldt en af Majestætens sædvanlige kærlige små opsange til den danske befolkning.

Danmarksbloggen er et langt stykkke hen af vejen enig, selvom ord som fællesskab, solidaritet og sammenhængskraft var savnede. Danmarksbloggen vil dog fremhæve perler fra Amalienborg som:

“Nok er Danmark et lille land, men vi skal passe på, at vi ikke bliver et småligt land. Og hvis vi husker på det, vil vi også forstå, at vi skal løse vore problemer ved at bøje os mod hinanden. Hvis det kun er den ene gren, der skal bøje sig, så risikerer den at knække.”

Og:

“Vi skal ikke lægge låg på diskussioner. Vi skal turde tage de debatter, der skal tages. Det kan være på arbejdspladsen, på skolen eller dér, hvor vi bor. Det er en god begyndelse. Næste skridt er, at vi også hører efter, hvad andre siger. Så får vi den diskussion, vi kan blive klogere af. Det kræver mod at gå ind i en debat – men også at vise storsind.”

Samt:

“Vi bekymrer os om problemer på den anden side af jorden, og det er selvfølgelig vigtigt. Men har vi også overskud til at hjælpe den familie, der bor lige ved siden af, selvom vi ved, de har brug for det?”

Og endelig og allerbedst:

“Danskerne er også i dag forskellige. Vi har ikke alle rod i den samme religion eller kultur, men lige så lidt som for 70 år siden (referance til dengang danskerne hjalp jøderne, red) må forskelligheden stå i vejen for, at vi hjælper vore naboer og landsmænd – menneske til menneske.”

Dronningen mener altså, at det drejer sig om tolerance, vidsyn og rummelighed. Om debat og værdier, der bunder i respekt for den enkelte og forskelligheden. Om medmenneskelighed og hjælpsomhed.

Dronningen mener altså, at Danmark er bedst, når danskrne er frie, åbne og glade – og lever sammen i et forpligtende fællesskab.

Danmarksbloggen er helt enig. Læs Danmarksbloggens nytårstale:

http://danmarksbloggen.dk/?p=2949

Godt nytår.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Nytårstale 2013

Udgivet den af
2

Nytåret er den eneste højtid, der fejres verden rundt – også i lande og kulturer, der har en anden tidsregning end den gregorianske, og som også har andre nytår, der falder på andre tider af året – som fx det kinesiske nytår og det jødiske nytår.

Men den version af nytåret, som falder i dag, har vi til fælles – allesammen over hele jorden.

For skellet mellem d. 31. december og d. 1. januar fejres kloden rundt – og endda på nogenlunde samme måde med en kombination af god mad og drikke, nedtælling til det magiske tidspunkt kl. 24, fyrværkeri og håb om at det nye år bringer alt det, som vi alle drømmer om.

Det er dét begyndelser kan mere end noget andet. De giver håb og næring til forventninger og drømme, og netop derfor samler den universelle nytårsfejring en hel verdens befolkning.

“For måske bliver det nye år netop det år, hvor alt vil lykkes for os,” tænker vi håbefuldt, mens raketterne oplyser den mørke nattehimmel.

Det er så smukt og så såre menneskeligt at kunne drømme og tro på dén måde. Og vi har det som sagt tilfælles allesammen, uanset hvor vi er født, hvad vi tror på … eller ikke tror på.

Ja, vi har i det hele taget langt mere der samler os end der skiller os – både i dag og alle andre dage – og uanset hvor vi er født.

Det er derfor også Danmarksbloggens håb, at 2014 bliver året, hvor danskerne finder hjem igen til de værdier, som engang var – og igen skal blive – kendetegnende for vores skønne land: Tolerancen, vidsynet og omsorgen for de svage og udsatte.

For Danmark er bedst, når det at være dansk handler om fællesskab og frisind, om solidaritet og sammenhængskraft, om respekt og rummelighed.

Så lad os sammen i 2014 skabe dét Danmark, hvor der er højt til loftet og plads til mangfoldighed og debat. Danmarksbloggen er igang – og byder alle velkommen til at være med.

Et godt og velsignet nytår ønsker Danmarksbloggen derfor alle på kloden, men især os, der føler os danske – uanset hvor vi kommer fra, og uanset hvor vi bor idag.

For at være dansk er ikke et spørgsmål om hudfarve, tro, seksuel orientering eller andre kendetegn, som bruges til at lave skel mellem mennesker. At være dansk er et spørgmål om sindelag. Og nok er vores flag rødt og hvidt, men vores sindelag er regnbuefarvet.

Godt nytår.

Venlig hilsen
Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk