Kategoriarkiv: Viden & Teknologi

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 4: Vikingernes tro og de første konger

Udgivet den af
1

Det er mandag, og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

VIKINGERNES TRO OG DE FØRSTE DANSKE KONGER

Vikingetiden startede i 700-tallet og varede til ca. 1066.

Som danskere er mange stolte over vikingetiden til trods for – eller netop på grund af – historierne om de drabelige vikinger, der drog på vikingetogter og hentede rigdomme hjem, som var skaffet både via handel og via plyndring. Nogle af vikingerne blev også derude i det fremmede, hvor de ofte fik eller tog magten i deres nye hjem-områder.

For rigdomme og magt betød meget for vikingerne, der derfor også hyldede de guder, der var stærke, og som kunne hjælpe dem på deres færd.

Øverst blandt aserne, som de nordiske guder hed, var Odin, der var både en-øjet og vis, og som havde to ravne til at fortælle ham alt, hvad der gik for sig i både gudernes verden Asgård, jætternes verden Udgård og menneskenes verden Midgård. Andre kendte guder var den bomstærke Thor, der lavede tordenvejr, og som kunne kaste præcist med sin hammer Mjølner. Krigerguden Tyr, frugtbarhedsgudinen Freja, budbringeren og regnbuevogteren Heimdal, den smukke lysets gud Balder, dødens og underverdenens grumme gudinde Hel – og sidst men ikke mindst Loke, der var halvt jætte, og som derfor altid lavede ballade – og som til sidst skulle udløse det ragnarok, der ville få verden til at gå under. Men indtil da så sloges, elskede, drak, åd og snød guder og jætter hinanden, hvad man stadig den dag i dag kan læse i de overleverede – og herlige – historier fra den nordiske mytologi.

Det var en altså en flok meget menneskelige guder, som vikingerne troede på – officielt indtil midt i 900-tallet, men i realiteten noget længere. Guderne blev derfor hyldet ved store fester kaldet blóter – der især ved midvinter- og midsommertide markerede årets gang, hvor man ofrede dyr og drak deres blod og i det hele taget spiste og drak godt. At være viking var ikke for sarte sjæle.

Vikingelivet var også et hårdt – og til tider brutalt – liv med kampe og overlevelse både ude blandt fjender og hjemme med hårde vintre og regnfulde somre, hvor det derfor gav mening at have nogen guder, som kunne give styrke, både her og i det hinsides. Og som vikingerne gjorde det, så holdt deres guder også af gaver og fine ting.

Så når en vikingehøvding døde, var det kutyme at give ham en masse guld og sølv med i graven, både i form af figurer, smykker, sværd og skjolde, hvis man da ikke ligefrem lagde liget af den døde viking ud på hans vikingeskib og satte skibet i brand, mens det flød ud på fjorden.

I Danmark lagde vi også vikingehøvdingen ind i en gravhøj, hvad man fx mener skete for vores første navngivne konge Gorm den Gamle, der også opfattes som stamfader til det nuværende kongehus.

Der er forlydender om konger for ham, fx Rolf Krake, som der er digtet Bjarkemålet om. Men der er ikke fundet sikre vidnesbyrd på, at de har været det, som vi forstår ved konger, selvom der fx i Rolf Krakes hjemsted Lejre ved Roskilde har været en stor bebyggelse i vikingetiden. Der findes også en beskrivelse af et vikingeritual i Lejre, hvor vikingerne angiveligt skal have mødtes i januar måned hvert 9´ende år for at ofre 99 mennesker og 99 heste samt en del hunde, haner og andet.

Men det er og bliver gode historier præcis ligesom at Rolf Krake er en sagnfigur. Gorm den Gamle derimod ved man har eksisteret. Både fordi man formentlig har fundet hans jordiske rster. Men mest fordi det har hans søn, Harald Blåtand, selv skrevet på den ene af de to Jellingstene, hvor der med runer står skrevet: Harald lod gøre denne sten efter Gorm sin fader og Thyra sin moder, den Harald der vandt sig al Danamrk og Norge og gjorde Danerne kristne.

Stenen kaldes også Danmarks dåbsattest. Og på stenen ser man billedet af den sejrende Kristus med krone på. Nok er han korsfæstet, men han er ikke lidende. Skulle Hvide Krist, som Jesus dengang blev kaldt heroppe nordpå, have en chance mod de nordiske guder, var man simpelthen også nødt til at fremstille ham som en stærk gud, der både kunne klare smerte og død – og stadig se godt ud. Og det lykkes. Danerne blev kristne og med tiden kun kristne. I starten fungerede det kristne kors og Torshammeren dog fint side om side, også som sølvsmykker om halsen på vikingerne

At kristne de vilde vikinger, der ellers var meget glade for deres aser, var noget af en bedrift, og det var Harald Blåtand, der gjorde det.

Ikke alene samlede han Danmark og Norge i det, som blev starten til et egentligt kongerige og ikke blot som indtil midt i 900-tallet regionale høvdinges territoriale kampe mod hinanden, men han gjorde som sagt også danerne kristne.

Legenden fortæller, at munken Poppo prøvede at overbevise Harald om det geniale i kristendommen, men at Harald holdt på sine nordiske guder, lige indtil Poppo bar jernbyrd, altså glødede jern i sine hænder – og dét uden så meget som at få et lille brandmærke.

Det er formentlig en skrøne, men sandt var det, at Harald beordrede alle danskere døbte omkring år 965, at han gravede sine vikinge-forældre ud af deres gravhøje og gav dem en kristen begravelse i den daværende Jelling kirke, og at han selv flyttede landets centrum til Roskilde, hvor han byggede en kirke, der lå der, hvor den nuværende Roskilde Domkirke ligger.

Men så stoppede Harald Blåtands held også. Han kom mildest talt ikke godt ud af det med sin søn Svend Tveskæg, og til sidst døde Harald Blåtand vistnok af en pil affyret af en af Svend Tveskægs venner.

Svend Tveskæg var ikke ked af det. Tværtimod. Nu blev han konge, og kursen blev sat mod England, som han hurtigt erobrede i 1013.

Svend Tveskæg døde ret pludseligt (måske myrdet), og så blev hans søn Knud den Store konge. På det tidspunkt var Danmark endnu langt fra at være et arve-rige. Kongen blev derfor valgt, så der har været tale om en række af stærke mænd fra Gorm den Gamle til Knud den Store, selvom det selvfølgelig har lagt til i vægtskålen, når ens far var konge.

Knud den Store opholdte sig så meget i England, at han let kan opfattes som mere engelsk end dansk. Men alligevel regnedes han for dansk konge, og det var også under ham, at missionærer og præster for alvor blev sendt til Danmark for at kristne landet for alvor. Selv oplevede han i 1027 den sjældne ære for en dansk konge under en messe at kunne gå op af kirkegulvet i Peterskirken i Rom side om side med selveste Paven.

Efter Knud den Store var det store vikingeeventyr til gengæld slut. Der kom ikke flere store danske vikingekonger i England. Vikingerne rejste enten hjem eller blev derovre – og blev engelske for alvor.

Vikingetogterne ebbede også ud. Danmark var nu blevet kristent og var i de følgende årtier reageret af svage konger, men var samtidig også via den almindelige landbrugs- og samfundsudvikling – det vil her sige hjulploven og de første kirker – godt i gang med at gøre sig klar til den næste historiske periode: Middelalderen, som vi skal høre om næste mandag.

Læs tidligere afsnit her:
Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Galopperende galimatias at undlade at flytte Vikingeskibsmuseet

Udgivet den af
1

Da stormen Bodil ramte i starten af december var de historiske vikingeskibe i Roskilde i reel fare. Kun en stor indsats fra mange mennesker og Vikingeskibsmuseet forhindrede ødelæggelsen af vores nationale arv.

Så langt, så godt.

Nu viser en undersøgelse fra COWI, at det ville give god mening at flytte museet til mere højereliggende lokaliteter (dog stadig med udsigt over fjorden) for at forhindre en tilsvarende situation en anden gang. Men det mener man på Vikingeskibsmuseet er en rigtig dårlig ide, da en sådan flytning vil ødelægge ideen med museet, som argumentet hedder.

http://www.bygningskultur.dk/Menu/Aktuelt/Nyheder/Skal-Vikingeskibsmuseet-flyttes

Tjah, måske. Men hvad er nemmest at genskabe? En ny ide, en ny måde at fortælle historien om vikingeskibene og vikingetiden på? Eller mere end 1000 år gamle vikingeskibe?

Da det sidste simpelthen IKKE KAN genskabes, giver svaret sig selv. De historiske vikingeskibe bør derfor flyttes så hurtigt som muligt, så de kan sikres for eftertiden.

For ja, det er flot med et museum, der ligger lige i vandkanten. Men vi lever i en tid, hvor det generelle vandstandsniveau forventes at stige med mindst en halv meter i løbet af de næste 10-15 år, og hvor der samtidig er forøget risiko for stadig voldsommere storme og deraf hyppigere og større stormfloder.

Det er derfor galopperende galimatias at holde fast i en ide om at beholde museet, hvor det er idag.

Og at bygge museet en meter højere som det foreslås, svarer til at tage et ekstra silketørklæde om halsen for at beskytte sig mod vinterstormen. Altså praktisk talt ingen effekt.

Få med andre ord de historiske vikingeskibe i sikkerhed. Men lad blot kopierne blive ved og i vandet i Roskilde Fjord. Kopi-skibene gør stor gavn og glæde dér, hvor vi kan sejle i dem.

Og så er kopi-skibene i øvrigt ligesom museumsfolkenes ideer: De kan altid genskabes, hvis det skulle være. Det kan originalerne IKKE.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 3: Vikingerne kommer

Udgivet den af
1

Det er mandag, og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

VIKINGERNE KOMMER

Vikingetiden startede i 700-tallet og varede til ca. 1066.

Det er en af de perioder i historien, som vi som danskere stadig er mest stolte over. Måske fordi vi i store dele af denne periode herskede over store landområder udenfor det, der er idag er kendt som Danmark.

At være viking var noget, som vi delte med svenskerne og nordmændene. Det var altså en fælles-nordisk sag at være viking, selvom vi populært sagt drog i hver sin retning: Svenskerne østpå af de russiske floder og helt ned til Byzans, nordmændene nordpå til Island, Grønland og sågar til Nordamerika, mens danskerne sejlede vestpå og tog sig af England og Frankrig.

Sydpå lå Tyskland, og det kunne vikingerne ikke få fat på. Omvendt sikrede Dannevirke også, at vi ikke blev erobret sydfra. Til gengæld sendte tyskerne kristne missionærer herop, blandt andet Ansgar, der senere blev Nordens Apostel. Han havde dog ikke meget held med sig dér midt i 700-tallet.

Mere held fik Poppo et par hundrede år senere, men det vender vi tilbage til næste mandag, hvor det skal handle om vikinger og deres tro, både asetroen og kristendommen – og dermed også runer, Jellingstene og starten på den danske kongerække: Gorm den Gamle, Harald Blåtand, Svend Tveskæg og Knud den Store.

Idag handler det om vikingernes hverdag og liv, både hjemme og ude.

Mest kendte og berygtede er vikingernes erobringer udenfor Danmark, hvor man siger, at vikingetiden for alvor starter med plyndringen og nedbrændingen af det engelske kloster Lindisfarne i 793.

I de kommende århundreder – og især i 800- og 900-tallet – løb de lange skibe gang på gang op på de engelske, skotske og franske kyster, hvor det har skabt skræk og rædsel blandt de indfødte, når vikingerne gik bersærk og plyndrede, voldtog, myrdede og bortførte. Netop bortførte, for salget af slaver eller trælle, som det hed på vikingsk, var der mange penge i.

Men vikingerne var også andet og mere end de rene barberer. Mange danske vikinger slog sig ned i England og blev integrerede så meget, at de kæmpede imod deres tidligere landsmænd. Et helt område i England hed således Danelagen, altså det område hvor Danernes Lov gjaldt. Vikingerne bragte nemlig også organisation med sig, når de bosætte sig i andre lande, hvad man også så i Normandiet i Frankrig, hvor den berømte Rollo (eller på dansk, for han var dansk: Rolf) skabte sit kongerige.

Vikingerne var også handelsfolk, der købte og solgte varer overalt, hvor de færdes, hvad enten det var i hjemlige handelsbyer som den navnkyndige Hedeby i Sønderjylland – eller det var i de europæiske byer, hvor vikingerne hjemmevant færdes og ikke lod sig snyde af de ellers noget mere kultiverede, men næppe mere berejste sydeuropæere.

Og imens sad vikingekvinderne derhjemme og tog sig af hele gården og landsbyen. For selvom der var penge – mange penge – i at være på vikingetogt, så overlevede man kun, hvis man også passede sit landbrug. Så det gjorde vikingernes hustruer sammen med børn og trælle – og de mænd, der ikke var i viking, som det hed, når man rejste ud. Vikingekvinden har derfor også været både selvstændig og stærk, når hun i måneder – nogle gange endda år – har skullet stå for det hele på hjemmefronten.

Læs tidligere afsnit her:
Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skal Danmark have penge af Grønland?

Udgivet den af
1

Kampen om Arktis er igang, og der er mange spillere på banen:

Rusland, Canada, USA – og så lille Danmark, der også mener at have ret til de enorme naturrigdomme, der ligger gemt under isen på klodens mest nordlige lokaliteter. En is, der formodes at være mere eller mindre væk om 20-30 år.

Ret beset er det vel Grønland, der har rettighederne – og dermed muligheden for at blive rige i en verden, der skriger på ressourcer. Men Grønland har i årtier været Danmarks stedbarn. Et stedbarn, som stadig er afhængig af hjælp hjemmefra, også selvom stedmor Danmark langtfra altid har behandlet Grønland godt.

Så nu er spørgsmålet bare: Hvor stor en del af den polare kage skal Danmark have? Skal vi overhovedet have penge af Grønland? Vi var og er jo en slags kolonimagt. Omvendt har vi også trods alt støttet Grønland. Så noget skal vi vel have? Vi er ihvertfald mere kvalificerede end Rusland, USA og Canada – eller hur?

Hvad synes du? Og kan lille Danmark blive en polar stormagt?

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 2: Sten-, bronze- og jernalder

Udgivet den af
1

Det er mandag, og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

STEN-, BRONZE- OG JERNALDER

Målt i år varer sten-, bronze- og jernalderen langt størstedelen af den tid, hvor der har levet mennesker i Danmark. Men vi ved ikke ret meget konkret om disse mennesker, men må basere meget af vor viden på fund af skeletter, tøjrester og genstande, som de har brugt.

Stenalder: Jægerfolket

Det hele startede omkring 11.000 f. Kr., hvor små flokke af jægere om sommeren strejfede ind i det område, der idag er Sønderjylland. Senere cirka 9.000 f. Kr. i Maglemosetiden har der – ihvertfald lejlighedsvis – boet folk i Danmark. Det ved man fra fx en boplads ved Sorø, hvor de gik på elg-jagt. Men det var ikke en permanent boplads. Den tids mennesker var jægere, der med deres våben lavet af flint vandrede med dyreflokkene rundt i de store og åbne skovområder, der dækkede landet. De fremstillede også små rav-skulpturer, der forestillede de dyr, som de spiste: Bjørn, elg, urokse og en masse fisk.

Senere omkring 7.500 f. Kr. var klimaet blevet meget mildt og varmt – også mere end idag, og landet ændrede sig. Bælterne opstod sammen de mange øer, der før var bakketoppe i fastlandet. Havet steg nemlig, og de store dyr flyttede nordpå sammen med den vegetation, som vi idag stadig kender fra de mere nordlige egne i Skandinavien, og ind kom i stedet træer som eg og lind, der skyggede ganske gevaldigt. Dyrene og dermed det “sorgløse” jægerliv, hvor en familie kunne leve længe af en enkelt flere hundrede kilo tung elg, forsvandt.

Det var Ertebølletid, og menneskene klumpede sig sammen ved kysterne, hvor de levede af de fisk, muslinger, østers og andre ting, som de kunne skaffe sig ved brug af den opfindsomhed, der altid har været menneskeracens særkende. Man ved også, at den tids mennesker har haft både ruser og simple tællelamper – og at de kunne lave lerkrukker. Så overgangen fra jæger- til bondestenalder var godt igang – midt i køkkenmøddingens stank.

Stenalder: Bønderne

Ingen ved, hvordan overgangen præcist forløb. Men omkring 4.000 f. Kr. begyndte man for alvor at rydde skov for at anlægge marker. De var små og udbyttet ringe. Men landbruget var i gang, og bopladsen blev permanent. Nu flyttede man kun, når det var absolut nødvendigt i forhold til at jorden var for udpint. Og så flyttede man aldrig langt væk, men holdt sig tæt på den jættestue eller stendysse, hvor man begravede sine døde.

Flinten, som jægerne havde lavet fx pilespidser af, blev nu centrum for en hel industri med flintminerne og flintsmeden i centrum. Flintdolke, flintøkser og så videre blev forarbejdet så fint, at de stadig imponerer.

Danmark var ret alene om at have flint i så anselige mængder, så der blev fabrikeret i den store stil og solgt til de andre skandinaviske lande, men også til steder så langt væk som de andre Østersø-lande var der bud efter de stadig mere forfinede flint-redskaber. Ja, de allerbedste flint-produkter kom faktisk lige før, at tiderne igen ændrede sig.

Bronzealder: Solvogn og lurblæsere

For det blev bronzealder. En tid med det mildeste klima, som vi har haft (endnu) på denne side af sidste istid. En tid, der varede fra cirka 1.800 f. Kr. til 500 f. Kr.

Bronzen kom til Danmark sydfra, men den fortrængte aldrig helt flinten. Det var den simpelthen for dyr til, også da vi selv begyndte at producere bronze. Derfor var bronzesværd, bronzespyd, bronzedolke, bronzesmykker og så videre også status-symboler i en bronzealder, hvor samfundet forlængst var blevet klasseopdelt i en lille overklasse, der havde magten og privilegierne, og en noget større underklasse, der havde markant mindre, men til gengæld måtte arbejde så meget desto mere.

Det ses også i gravene, hvor nogle få gram bronze = en fattig mand eller kvinde, mens flere kilo bronze = en rig mand eller kvinde. I bronzealderen begyndte man nemlig at gravlægge de døde hver for sig.

Men hvad den tids mennesker troede på, og hvordan deres religiøse ceremonier var, vides ikke udover at man i første del af bronzealderen lagde de døde i udhulede trækister, mens man i anden del brændte dem. Fundet af Solvognen og sol-tegn på flere genstande indikerer dog, at solen spillede en vigtig rolle. Det samme gjorde de hornbeklædte hjelme og lurer, som nutiden ellers forsyner vikingerne med.

Men det var bronzealder-menneskene, som brugte hjelme med horn, og som blæste på de underligt snoede horn, der kun er fundet i Danmark. At kultur, kunst og skønhed derfor spillede en stor rolle for bronzealderens mennesker er der meget, der tyder på, når man ser på de rige fund fra denne tidsalder.

Vi ved også, hvordan de gik klædt. Mest kendt er nok Egtved-pigen, der blev fundet ved Vejle i 1921. Hendes snoreskørt med det brede spænde formet som skive er endda meget lig det tøj, som nutidens unge piger bruger. Og hun var også kun en ung pige, da hun døde. Det var så ikke noget særsyn dengang, snarere tværtimod. Folk blev i reglen ikke gamle. Blev man over 30, var man nærmest en olding.

Jernalder: Keltiske periode

Levealderen var også kort i den næste tid, jernalderen, der deles op i keltisk og romersk jernalder. Jernalderen varede fra 500 f. Kr til cirka 700 e. Kr.

Klimaet ændrede sig til det værre. Det blev markant koldere og mere regnfuldt, så man var nødt til at iføre sig mere og varmere tøj og opholde sig mere indendøre. Husene blev også bygget mere tætte og solide, og bopladsene blev til landsbyer, der omkring Kristi fødsel fik navne. Det drejer sig typisk om byer, der ender på -um og -inge, som fx Virum og Buddinge.

Heldigvis fandt jernaldermenneskene også ud af at udvinde jern af det myremalm, som man kunne grave frem i myrene – eller mosen, som den hedder på nutids-dansk. Det udvundne smedejern kunne så blive udhamret til sværd, knive og andre redskaber, og det var et metal så godt, at det hurtigt slog både bronzen og flinten af banen. Jernet var simpelthen bare bedre og samtidig til at skaffe sig alle steder. Det skabte så også en vis social uro, da de bronze-rige familier pludselig ikke var så rige længere.

Mosen var i det hele taget i centrum i jernalderen. Det var nemlig også i mosen, at man ofrede til guderne flere gange om året, men især ved midsommer og midvinter, hvor både afgrøder, dyr og sågar mennesker – som regel trælle – måtte lade livet for at sikre fortsat liv og vækst for stammen. Det sure mosevand har bevaret både smykker og især mennesker så godt, at de stadig mange århundreder senere fortæller historien om en tid, hvor troen på naturguderne var den herskende. Tollund-manden er således det måske bedst bevarede lig fra fortiden i hele verden.

Strømningerne fra et Europa i vandringernes tegn nåede også indirekte Danmark. Kelterne trængte sig igennem Europa, og deres påvirkning var så stærk, at første del af jernalderen, som varede fra cirka 500 f. Kr. til omkring Kristi fødsel kaldes for keltisk jernalder. Kelternes gudebilleder og verdensopfattelse kan også ses på nogle af de ting, som jernaldermenneskene har efterladt sig som fx den store sølvkedel fra Gundestrup, der som så meget andet er fundet i mosen, hvor den må have været en offergave. Måske i forbindelse med de vandringerm der også var i Skandinavien, hvor forskellige folkeslag vandrede som Saxere og Anglere, der drog fra Jylland til England, mens Danerne kom fra Sverige til Danmark og så videre.

Jernalder: Romerske periode

Mest kendte er imidlertid de to guldhorn, som blev fundet i Gallehus i Sønderjylland i henholdsvis1639 og 1734, og som kan daters til 400 e. Kr., hvor man på det ene kan læse den første tekst nogensinde skrevet på dansk: “Jeg Lægæst Holtes søn gjorde hornet.” Kopier af de berømte og ialt næsten syv kilo tunge guldhorn kan ses på Nationalmuseet, hvor originalerne også var, indtil de i 1802 blev stjålet og smeltet om. Heldigvis var de aftegnet, så vi har billeder og tekst gengivet på kopierne. Og vi har en rest, nemlig de små ørenringe af det oprindelige guld. De kan også ses på Nationalmuseet.

Anden del af jernalderen fra Kristi fødsel til cirka 700 e. Kr. kaldes for den romerske jernalder, fordi nu kom inspirationen og påvirkningen fra det store romerske rige, som jernaldermenneskene også handlede ivrigt med – og gerne ville sammenlignes med.

Så overklassen købte glas, vin, vinkander og andre varer, der indikerede, at man var ligeså fin og kulturel som en romer, selvom nærmest alle danskere i det stadig meget primitive Danmark næppe har haft fantasi til at forestille sig livet i det civiliserede og udviklede Rom. Men man ville gerne være ligeså fin som en romer, så man lod sig begrave med både kander og drikkehorn af det fine glas, som man endnu ikke selv kunne genskabe.

Man blev også inspireret af den romerske gudeverden og skabte grundfigurerne i den senere asetro: Den vise og enøjede Odin, den stærke Thor, frugtbarhedsgudinden Freja og alle de andre, som ellers hører sammen med vikingetiden.

Det var i det hele taget en driftig tid, hvor der også blev fældet træer i den store stil, så byerne kunne vokse og velstanden øges. Det var især nogle få, der skummede fløden og blev rige stormænd, mens livet for de fleste var en kort affære fuld af hårdt arbejde med jord og dyr. Kun de få var som sagt krigere og jordbesiddere – og sådan fortsatte det også i den næste tid, som vi skal høre om næste mandag d. 27. januar: Nemlig vikingetiden.

Læs tidligere afsnit her:
Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 1: Danmark fødes

Udgivet den af
1

Så starter Danmarksbloggens Danmarkshistorie som lovet før nytår:

http://danmarksbloggen.dk/?p=2952

Det er Danmarksbloggens håb, at Danmarksbloggens Danmarkshistorie vil blive til både glæde, oplysning og fornøjelse for alle, der læser med hver mandag. I første omgang hver mandag frem til medio juni – og så igen fra medio august og indtil ultimo november.

Vel mødt – og NU starter historien:

DANMARK FØDES

Danmark anno 2014 udgøres af halvøen Jylland og 443 navngivne øer, hvoraf Sjælland og Fyn er de to største. Danmark er en af de ældste stater i Europa. Landet blev samlet til ét rige for mere end 1000 år siden og har stort set været at betragte som et selvstændigt land siden da – dog med store territoriale forskelle gennem årene.

De landområder, der altså i dag kendes som Danmark, er pånær Bornholm af såkaldt yngre geologisk alder. Det vil i geologiens verden sige under 150 millioner år.

Længere tid er det nemlig ikke siden, at dinosaurerne svømmede over den havbund, der senere hævede sig, og nu danner Jylland, Fyn, Sjælland og øvrige øer (minus altså Bornholm), hvis senere tidsaldres sedimenter og jordlag alle ligger på de kridtaflejringer, der blev skabt i kridttiden, der varede fra for 140 millioner til for 65 millioner år siden.

Bornholm, Danmarks eneste klippeø, består derimod i sit grundfjeld af bjergarterne granit og gnejs, der kan dateres helt tilbage til den geologiske tidsalder Prækambrium,  som i denne sammenhæng ligger svimlende 1,4 – 1,7 milliarder år tilbage i tiden.

Et grundfjeld, som stadig ses over hele øen. Ja, faktisk kan man finde spor af stort set alle geologiske tidsaldre på Bornholm, som oprindelig var en del af det store fælles kontinent Pangæa, der lå ved Ækvator. Et superkontinent, der for cirka 200 millioner år siden blev delt op i to, hvor Danmark tilhører den del, der flød nordpå – og endnu senere delte sig igen og blev til blandt andet Europa og Nordamerika.

Fra kridttiden – hvor alle andre dele af Danmark end altså Bornholm blev født – til såkaldt historisk tid, altså der hvor der er fundet rester af menneskelig aktivitet, gik der endnu mange millioner år.

Først fra omkring 100.000 år siden har man fundet mulige spor af mennesker i Danmark, mennesker som måske var neanderthalere, som intet har at gøre med vores forfædre, der ankom langt senere.

Her skal vi nemlig endnu længere frem i tiden til for cirka 10.000 år siden, hvor den (indtil videre) sidste istid sluttede, og nutidens Danmark begyndte at tage form. I starten med noget større landområder end idag. For så steg vandstanden, og Danmark fik det omrids, som landet nogenlunde har idag.

Netop nogenlunde. For de geologiske og  naturgeografiske processer foregår hele tiden. Mest iøjnefaldende er dem, som vandet skaber ved vores kyster, når vandet tager ler, grus og sand et sted for at transportere og aflejre det et andet sted. En anden er det faktum, at det sydlige Danmark stadig synker, og det nordlige fortsat hæver sig, sådan som det er sket i de sidste cirka 10.000 år.

Dertil kommer af vandstanden i verdenshavene må formodes at stige kraftigt i de kommende årtier – og at det vil have en stor effekt på Danmarks mere end 7.300 km lange kystlinie. Så som altid er naturens orden forandring – også i Danmark.

Læs videre på mandag d. 20. januar, hvor det skal handle om sten-, bronze- og jernalder i Danmark.

Kig endelig også forbi i løbet af ugens andre dage, hvor der som altid er indlæg om aktuelle emner.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nytårskur nr. 3.: Iværksætteri skal have bedre betingelser

Udgivet den af
Svar

Det er tid til nytårskure, således også på Danmarksbloggen, hvor tre danskere skriftligt har formuleret og begrundet et ønske for Danmark i 2014.

Danmarksbloggens digitale nytårskure slutter med selvstændig Allan Høiberg, der er indehaver af A.H. Computing, der skriver:

Jeg kunne godt ønske mig, at politikerne i det kommende år fik øjnene op for iværksætteriet i Danmark. At de besluttede sig for, at det var en vigtig del af landets fremtid at få bedre forhold for iværksættere.

Og her tænker jeg specifikt på de mange små enkeltmandsvirksomheder, der startes af mange forskellige årsager – men som i bund og grund i første omgang forsøger iværksætteren selv og måske familien med. Virksomheder, der i nogle tilfælde ender med at vokse sig store og skabe rigtig mange arbejdspladser, bidrage til handelsbalanceoverskud og så videre.

Det er ikke så længe siden, at “vækstiværksættere” en overgang var noget, der skulle op på en piedestal (og i enkelte tilfælde have en pengepræmie, hvis man havde bevist, at man var den bedste til at klare sig uden sådan én). Og alt det uagtet at de færreste store virksomheder i dag er startet med en udtrykkelig erklæring om at “jeg vil skabe en vækstvirksomhed”.

Mit ønske bunder i at der samtidig med politikernes ønske om mere iværksætteri stadig er et hav af forhindringer på vejen til at klare sig selv og måske skabe masser af arbejdspladser. Jeg har ikke færdige bud på at løse dem alle, men netop derfor er mit ønske for Danmark i 2014 at dem, der burde være i stand til at løse opgaven, bliver opmærksomme på situationen.

Misforstå mig ret: Man ved selvfølgelig godt fra starten, at man tager et spring væk fra det trygge ved at starte egen virksomhed – men på mange områder virker det nærmest, som om man bliver straffet. Alt, alt for mange områder af samfundet er indrettet for lønmodtagere og tilgodeser ikke iværksættere, tværtimod.

Man kan spare op med fradrag, hvis opsparingen øremærkes til at starte egen virksomhed – det var på et tidspunkt en “genial” ny politisk idé til at fremme iværksætteriet. Fint nok, hvis den banebrydende idé er “jeg vil åbne min egen frisørsalon om fem år”, men hvad hvis man har lige netop ideen til det næste store high-tech-produkt, der kan forandre verden? I så fald kan en iværksætteropsparing oversættes til “jeg venter lige til alle andre har fået samme idé”. Teknologisk iværksætteri handler i dén grad om timing.

Hvad nu hvis man kunne starte sin virksomhed, mens man var på dagpenge? Meget gerne under betingelser som at man modtog sparring til ideen og alt det dér, der skal sikre, at systemet ikke bliver misbrugt. Men drejet i retning af at iværksætteren faktisk bliver hjulpet i gang ad rette spor i stedet for, som det virker oplagt at frygte, at skulle kontrolleres i begge ender og lave endeløse formularudfyldelser og sideløbende jobsøgning for at dokumentere, at man har fokus på formalia i stedet for på at skabe arbejdspladser og blive selvforsørgende.

En anden ide tidligere politisk gik ud på at lave en søgbar database over rådgivning, man kan købe sig til. For mange år siden var det i stedet sådan, at man gratis kunne henvende sig i en offentlig organisation, hvor uvildige rådgivere i et vist antal timer kunne hjælpe én med de oplysninger, man knapt nok vidste, man havde brug for. Lur mig om det er lige så hjælpsomt, hvis rådgiverne skal købes til at fortælle én, hvad man har brug for?

Så er der det sociale system. Tag bare sygedagpengene som eksempel: Hvis man er lønmodtager og bliver syg, er det sjældent et problem. Hvis man er iværksætter og bliver syg, kan man få sygedagpenge i en vis periode med et vist beløb, hvis man betaler til ordningen. Det er for så vidt i orden – men satsen er beregnet til lønmodtagere.

For mit vedkommende – og det samme gælder rigtig mange iværksættere – er der en hel del udgifter forbundet med at være selvstændig. Det er der ikke noget problem for så vidt – medmindre man bliver syg. Hvis man er syg, man man som sagt få sygedagpenge (indenfor visse stramme begrænsninger) – men som iværksætter kan man ikke bare sætte de faste udgifter på hold imens. Der skal stadig betales kontorleje, renter på kassekreditten, afdrag på startlån, afbetaling på kontormaskiner, you name it. Ikke det man kan kalde “løn”, men udgifter der holder firmaet kørende.

Satsen for sygedagpenge i en uge dækker for mit vedkommende omtrent det, det koster at leje kontoret i en måned. Det er groft regnet halvdelen af de faste udgifter i firmaet – så allerede dér er der kun en halv dagpengesats før skat tilbage, hvis jeg skulle være syg i længere tid. Det er heldigvis ikke sket endnu, men…

Tag med i dén formel at med de nylige dagpengereformer risikerer jeg at skulle forsørge mig selv, min kone og to børn med dertil hørende hus- og billån. For en halv dagpengesats om måneden. Taaaak, samfund! 🙁

Barsel er et problem i samme bunke. Flere iværksættere har ikke råd til at holde barsel, alene fordi reglerne er så stramme, at man skulle tro, at de alene havde til formål at gøre iværksættere til lønmodtagere igen. Hvis jeg skulle gå på fuld barsel i to uger, skulle jeg i praksis lukke firmaet imens. LUKKE! Det ville være en overtrædelse af reglerne, hvis jeg tog min firmatelefon for at fortælle, at jeg ikke er tilbage før om to uger. Jeg må velsagtens i princippet heller ikke køre forbi kontoret for at tjekke, om der er regninger i posten, der skal betales, før jeg er tilbage. Fortsæt selv i dén retning. For mit vedkommende ville det betyde, at jeg kunne miste vigtige kunder ved at holde barsel i bare kortere tid.

Der er garanteret flere eksempler, men det er ikke så meget de konkrete problemer det handler om – det er tankesættet bag den måde, som systemet er på i forhold til iværksættere.

Hvis samfundet vil have flere iværksættere, ville et rigtig godt sted at starte være at skabe forhold, der gør, at man ikke tænker “jeg må hellere blive i mit lønjob – det er mere sikkert”. Iværksætteri er lige så vigtigt for økonomien som almindelige arbejdspladser. Så lad os gøre det lige så attraktivt at tage det “job”!

Historietimen starter i 2014

Udgivet den af
2

Danskerne er historieløse, mener de konservatives formand Lars Barfoed.
Læs hans kronik og Danmarksbloggens indlæg om emnet her:

http://danmarksbloggen.dk/?p=2961

Danmarksbloggen, der i øvrigt er enig med Lars Barfoed lige i denne sag, har derfor besluttet at gøre noget ved sagen.

Så i 2014 vil Danmarksbloggen starte ugen med om mandagen at indbyde alle og enhver til en gratis, indholdsrig og letforståelig historie-time.

For at give sammenhæng og mening gås der kronologisk frem. I første semester, som går fra medio januar til medio juni regner vi med at nå til Grundloven i 1849, mens andet semester fra medio august til ultimo november vil fokusere på tiden fra 1849 og frem til idag.

Vi starter mandag d. 13. januar med de to sidste istider og de første mennesker i den del af kloden, som i dag kendes som Danmark.

Vel mødt til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. Første gang om to uger qua næste uges digitale nytårskure.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mere Danmarkshistorie = Mere Solidaritet

Udgivet den af
1

I en kronik i Berlingske Tidende i går efterlyste formand for Det Konservative Folkeparti Lars Barfoed mere viden om Danmarkshistorien blandt danskerne:

http://www.b.dk/debat/barfoed-danskerne-skal-kende-historien

“Kulturpolitik handler både om at skabe rammerne for en fortsat udvikling af vores kultur og kunstneriske udtryk og samtidig bevare og forankre vores historiske og kulturelle værdier i den almindelige bevidsthed og dannelse,” skriver Lars Barfoed i kronikken, hvor der senere også står:

“Vi er vores historie. Hvad enten det gælder den nyere historie eller antikken, har historiske begivenheder og personer defineret rammerne for vores tilværelse og kulturelle ophav.”

Og endelig skriver Lars Barfoed tilsidst i kronikken: “Et fælles historisk anker er og bliver den væsentligste forudsætning for, at vores lille men seje nation kan stå stærkt og samlet i fremtiden.”.

Danmarksbloggen er 100% enig med Lars Barfoed. Vi er vores historie – på godt og ondt. Og det nytter ikke noget at tro, at man kan google sig til alt, som socialdemokraternes kulturordfører Mogens Jensen var ude og hævde det i diverse medier i går.

For det første er det en betingelse for at kunne google noget, at man ved, hvad man skal google. Og det ved man kun, hvis der er en lampe, der lyser, når man hører et navn, et årstal, et geografisk sted eller andet, som knytter sig til en historisk begivenhed.

Og for det andet – og vigtigste, så kan man ikke google sammenhænge. Dem forstår man kun, når man kender årstal, personer, steder og begivenheder hver for sig – og så efterfølgende kan flette dem sammen i meningsfulde konstellationer.

Det er også helt efter historiebogens lære om de klassiske parti-værdier, når en konservativ gerne vil have (mere) historisk viden blandt danskerne, mens en socialdemokrat er mere indifferent.

Men lige på det punkt har udviklingen betydet, at de to partiers klassiske holdninger til historisk viden og danskerne formentlig ikke gælder mere. For hvis danskerne lærte deres historie (bedre) at kende, især den fra slutningen af 1800-tallet og frem, ville de borgerlige partier formentlig være noget mere tilbageholdende med at øge kendskabet til Danmarkshistorien.

For dén historie er en lang fortælling om hvordan fagbevægelse, andelsbevægelse og et ungt Socialdemokrati lavede et klassedelt samfund med store skel mellem rig og fattig om til et samfund, hvor få havde for meget og færre for lidt.

Den udvikling går så – i vores historieløse tid – desværre den modsatte vej, således at skellene blandt danskere igen øges i disse år.

Men at kunne sin Danmarkshistorie er at vide, at Danmark er bedst, når vi lever efter devisen “Solidaritet og Sammenhold.”.

Så jo, lad os endelig få meget mere Danmarkshistorie på skemaet rundt om på skolerne  – og også alle mulige andre steder. Og lad det endelig blive Danmarkshistorie på en både spændende og humoristisk måde – sålænge det også er lødigt, substantielt og opfordrer til at tænke selv.

Danmarksbloggen bakker 100% op om mere Danmarkshistore. Jo mere, jo bedre.

For: Mere Danmarkshistorie = Mere Solidaritet.

Og det er dér hårdt brug for i Danmark i øjeblikket.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Albert Nielsen tænder adventskransens tredje lys

Udgivet den af
1

Medmenneskeligheden og fællesskabet i Danmark trues af mørket på en måde, som vi ikke har set det i mange årtier. Der er brug for at tænde lys. Danmarksbloggen beder derfor hver søndag i advent en person eller en organisation, der arbejder med og for andre mennesker om at tænde et lys og skrive et indlæg.

I dag er det leder af Anemone teatret og valgmenighedsformand Albert Nielsen, der med følgende ord tænder adventskransens tredje lys:

Meget tidligt i Anemone teatrets 30-årige historie blev Lisbet og jeg klare over, at vi havde en helt bestemt ide om, hvad vores teaterstykker skulle indeholde.

Det skulle naturligvis være en god, dramatisk historie, som kunne forstås på flere planer, og så skulle det bevæge/udfordre modtagerens indre væsen – uanset alder.

At spille teater for børn er et stort privilegium, men også et stort ansvar. Der findes ikke et bedre og mere seriøst publikum. De er åbne og tillidsfulde, og accepterer umiddelbart teatrets præmis. Selv større børn oplever en god ”forestilling” som virkelighed, fordi den foregår lige nu og her med rigtige mennesker og ægte følelser, og hvis forestillingen har noget på sinde, vil barnet tage budskabet til sig som en erfaring, der kan præge det resten af livet.

Vi har altid været bevidste om, at vi ikke ville lave socialrealistiske forestillinger med pædagogiske opskrifter på, hvordan man agerede i verden. Dét vi havde lyst til at dele med børnene, var vores egne spørgsmål om, hvordan man bliver et helt menneske, hvordan man navigerer mellem godt og ondt, og bibeholder troen på, at der er et lys for enden af tunnellen.

De ord, som definerer vores teaterstykker er: Tro, Håb og Kærlighed. Til sammen danner de tre ord en livseliksir – der også er grundbegreberne i Kristendommen.

Jeg er blevet bedt om at tænde et lys for nogen eller noget 3. advent, og det skal være for Kristendommen i Danmark, som jeg synes mistrives – også i den danske folkekirke. Jeg er opvokset i et hjem uden noget aktivt forhold til religion, så al min viden og forståelse af biblen fik jeg i folkeskolen. Jeg nåede at gå på fire af dem, og på alle samledes skolen ved skoledagens begyndelse til morgensang med efterfølgende Fadervor og dagens meddelelser. Vi havde kristendom som fag en gang om ugen, og kirkegang til jul.

Det gjorde, at vi fik et rimeligt kendskab til den religion, der gennem tusind år har formet Danmark, som i følge Grundloven er kristen. Mange af de værdier, vi værner om og videregiver til vores børn, er kristne: Individets ret til at tale frit, omsorg for de svage i samfundet, tilgivelse, tolerance, tro, håb og kærlighed.

Dyder, jeg naturligvis også lærte derhjemme, men ikke, at de kom fra biblen. Det er 40-50 år siden, og meget har ændret sig siden.

Jeg bliver så bedrøvet, når jeg hører om de mange tiltag, der bliver gjort i børneinstitutioner og skoler for at nedtone det kristne grundlag, som vores samfund bygger på. Kristne symboler skal fjernes, juleudflugten til kirken aflyses, kristendomsundervisningen og Fadervor afvikles. Alt sammen i misforstået respekt for andre religioner. Men hvordan skulle vi dog forstå dem, hvis vi hverken kender eller forstår vores egen?

Min egen snørklede vej til kristendommen og til troen på Jesus Kristus har åbnet mine øjne for, hvor mange fordomme jeg havde bygget op om kristendommen, hvor fattige vi som samfund og mennesker bliver uden en tro på noget højere end os selv, og uden en åndsverden som pejlemærke for formålet med vores liv.

I teksten til 3. søndag i advent skriver Paulus i sit andet brev til Korinterne, kap. 4, v. 6: Thi Gud, der sagde: »Af mørke skal lys skinne frem,« han har ladet det skinne i vore hjerter til oplysning og til kundskab om Guds herlighed på Jesu Kristi ansigt.

Lad os også tænde et lys for os selv og vores børn, så vi mindes om, hvor vi kommer fra og hvor vi skal hen.

Skrevet af Albert Nielsen er sammen med sin hustru, Lisbet Lipschitz, stifter og leder af Anemone teatret i København samt formand for Nordsjællands Valgmenighed, en lille menighed i Melby, som har eksisteret i 5½ år, og hører under den danske folkekirke. 

Se evt. mere på www.anemoneteatret.dk og www.nordsjaellandsvalgmenighed.dk.

Frem til d. 22. december opføres ”Når du ser et stjerneskud” på Anemone teatret. Det handler om julens budskab om, at kærligheden er kommet til verden i julen, og at den overvinder alt. Læs anmeldelsen her