Kategoriarkiv: Dagens dagsorden

Melodi Grand Prix og respekt til ABBA

Udgivet den af
1

I år er det 40 år siden, at ABBA vandt det internationale Melodi Grand Prix med “Waterloo”. En melodi, der stadig holder, stadig er svimlende god, præcis som deres reserve-melodi til lejligheden “Hasta manana” er det. Ja, visse vil endda hævde, at ABBA er det eneste gode, der nogensinde er kommet ud af MGP.

Det er nok lige at trække den for langt. Men at der er langt mellem snapsene, når man tænker på langtidsholdbare MGP-melodier, er til gengæld sandt nok.

Og nu skal hele dette store show så holdes i Danmark, ovenikøbet på Eurovision Island, som Refshaleøen i København er omdøbt til lejligheden. Fordi Emmelie sidste forår vandt i ABBA´s hjemland Sverige med netop en af de melodier, der nok fængede dengang, men som må henregnes mere til døgnflue-afdelingen end til evergreensdepartementet, hvor ABBA har deres helt egen – meget store – afdeling.

For ABBA er – uden sammenligning – ikke kun det største, der er kommet ud af MGP. De er også uden sidestykke det største band, som Skandinavien har fostret. Deres musik er intet mindre end enestående.

Selvom det er over 30 år siden, at ABBA stoppede, holder mange af deres melodier endnu. De bliver spillet, lyttet til og danset til, og de vækker stadig masser af følelser og stemninger, som vi allesammen kan genkende – og måske endda fælde en tåre til.

Danmarksbloggen håber derfor, at ABBA blive behørigt hyldet hele ugen og især i finalen på lørdag. De fire svenskere fortjener dét. For ABBA er milevidt over alt og alle, der nogensinde har stået på en scene til et Melodi Grand Prix, ja måske endda stået på en popmusikalsk scene i det hele taget.

Thank you for the music …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

For 69 år siden … Danmark atter frit

Udgivet den af
1

69 år er der gået, siden Danmark atter blev frit efter den tyske besættelse under 2. Verdenskrig. 69 år er lang tid, og langt de fleste nulevende danskere er også født EFTER befrielsen.

Alligevel spiller den tid stadig en rolle. Ikke kun fordi vi alle har en personlig relation eller måske flere ifbm besættelsestiden som fx undertegnedes morfar, der hjalp modstandsbevægelsen med at gemme våben fra nedkastningerne – men også fordi de ting, der skete dengang stadig definerer Danmark – og resten af verdenen.

Uden 2. Verdenskrig var der nemlig aldrig kommet en kold krig og et jerntæppe ned igennem Europa. Et jerntæppe, der her 25 år efter Murens fald i Berlin stadig deler Europa op i en fattig og en rig del – selvom vi nu (næsten) alle sammen er forenet i EU.

Og det er altsammen vigtigt at vide – og forstå – her få uger før Europa-parlamentsvalget 25. maj.

At vide, at når vi er bundet sammen i Europa, så går vi ikke i krig mod hinanden. Det var også en af grundene til, at Kul-og-Stålunionen, som EU dengang hed, blev skabt i 1951.

ALDRIG MERE KRIG I EUROPA.

Sporene fra 2. Verdenskrigs rædsler og 1. Verdenskrigs skyttegrave kastede nemlig lange skygger, som først nu små syv årtier senere er ved at blive glemt.

Og netop derfor er det farligere at være europæer i dag, end det har været i snart 70 år. For nu er vi ude af 2. Verdenskrigs skygge – og desværre er samtidig meget af det, der skete og gik forud for 1939-45, glemt – og netop derfor kan det hele ske igen.

Det er allerede på vej. Vi ser det især i den nationalisme, der i disse år går sejrsgang gennem Europa som et sort og hadefuldt spøgelse fuld af angst og talen til den indre svinehund.

Men den er så sindssyg farlig, den nationalisme … for det var den, der i 1930´erne lagde grund til det, der skete i 1940´erne …

I Danmark stemmer næsten hver 4. dansker på dén nationalisme.

Danmark anno 2014, 69 år efter befrielsen, har altså aldrig været tættere på en ny besættelse, men denne gang lavet ikke af en ydre fjende, men af folk indefra. Folk, som mener, at de har patent på at være dansk, ja, de kalder sig ovenikøbet Dansk Folkeparti.

Der er derfor kun ét at gøre: AT GÅ TIL MODSTAND mod dén umenneskelighed, som dén nationalisme repræsenterer. For dén modstand er nemlig ægte dansk. Som man sang i “Danmarks Frihedssang”:

Gå til modstand, alle danske, alle mand som én, og gør Danmark frit

Derfor: Stem til EU-parlamentsvalget og tænk over, hvor du sætter din stemme. Tænk over, hvilket Europa, hvilket Danmark, som du, dine børn og børnebørn skal leve i.

For vi har – præcis som de havde dengang – valget imellem, om vi vil støtte den sorte, hadefulde og angste side eller den lyse, solidariske, fællesskabsorienterede – ja kærlighedsfulde side.

Eftertiden vil vide at dømme os.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Islandske sagaer versus Se & Hør

Udgivet den af
2

Nogenlunde samtidig med at skandalen på Se & Hør begyndte at rulle, blev de islandske sagaer udgivet i en nyoversættelse, hvor det er første gang, at samtlige sagaer er oversat – her til dansk, svensk og norsk.

Læs mere om det her: http://island.um.dk/da/om-os/nyheder/newsdisplaypage/?newsID=4F5A97EA-9B3A-4F90-BFFF-B544A66C1DAB

De islandske sagaer blev til i en tid uden overvågning, en tid hvor mellemværender blev afgjort hurtigt og i reglen meget konsekvent. Man kunne godt forestille sig, at nogle af de kendte kunne drømme sig tilbage til den tid, når de tænker på Se & Hør.

Det kunne Danmarksbloggen også – men ikke pga muligheden for blodhævn og andre brutale og primitive metoder, men pga det æreskodeks, som saga-tiden også – ihvertfald i nutiden – er et udtryk for.

Et æreskodeks, hvor man behandler mennesker ordentligt og med respekt.

For den kynisme, hvormed Se & Hør har behandlet mennesker, er bare ikke i orden. En ting er, at den er ulovlig – og det må retsinstanserne tage sig af. Men den er også uetisk og forkert og er med til at skubbe samfundet i en forkert og mere rå og umenneskelig retning.

Se & Hør er så ikke alene om at trække på den hammel, hvor fællesskabet og solidariteten latterliggøres. Den indre svinehund har desværre gode betingelser i disse år, hvor den bliver fodret af både medierne (også andre end Se & Hør) og visse politikere.

Men det er ikke vejen frem for nogen af os – eller for Danmark. Vejen frem er snarere det mod og den styrke, som man også kan læse om i de islandske sagaer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens 1. maj-skriv 2014

Udgivet den af
2

1. maj.
Det er forår i Danmark. Det er også forår i dansk erhvervsliv.

Overskuddene buldrer ind på kontoen hos de danske virksomheder – og hvor er det bare godt. Og så mangler der alligevel noget, nemlig flere danske arbejdspladser.

For de store overskud bruges ikke til at give noget tilbage til det samfund, der servicerer virksomhederne, når danskerne får uddannelse, sygepleje, børnepasning og pension.

Nej, virksomhederne er blevet grådige – og taler endda om, at lønningerne er for høje, og at deres rekordstore overskud er for små.

Men det du ´r ikke. Hvis Danmark – og her tænkes på hele Danmark, både befolkning og virksomheder – skal trives, så skal vi alle bidrage til fællesskabet, også virksomhederne, som kan og skal give danskerne de jobs, der betyder selvværd og glæde for den enkelte og en økonomisk gevinst for samfundet – og for virksomheden.

For det betyder ikke noget for den enkelte virksomhed om overskuddet er stort eller større – men det gør alverden for ham eller hende, der mangler et job – og for resten af samfundet.

Læs også indlægget om hvordan det at have evnen (til at hjælpe) også er lig med at have pligten dertil: http://danmarksbloggen.dk/?p=4050

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Valborgaften: Livet pulserer i mig

Udgivet den af
1

Livet pulserer i mig, siger drankeren og døgenigten hr. Nilsson i Astrid Lindgrens bøger om Grynet, en på alle måder sød pige på 7-8 år, der vokser op i en lille svensk provinsby, og som så gerne vil gøre en masse godt, men som ofte kommer galt afsted – og som en anden Emil også så let kommer til at lave unoder.

Hr. Nilsson bor i nabohuset sammen med fru Nilsson og sønnen Anders, der er 14-15 år, og som Grynet er gode venner med. Hr. Nilsson er rigtig god til at være på kroen og mindre god til at hjælpe konen og sønnen med at bage og sælge de sukkerkringler, som familien lever af.

Der er heller ikke særligt pænt inde hos Nilssons, synes Grynet, som selv kommer fra det velstillede borgerskab med en far, der er redaktør på byens avis og en mor, der går hjemme sammen med Grynet, lillesøsteren Lisbeth og husets unge pige Alva.

Der er altså tale om to meget forskellige miljøer, der ligger dér side og side nede ved den lille bys å. Men stik mod hvad mange gør idag, så færdes Grynet hjemmevant begge steder. Moderen er ikke altid glad for det, men faderen siger, at Grynet har godt af at se, hvordan andre folk lever.

Selv tænker Grynet ikke så meget over det – og slet ikke når hun er inde hos Nilssons, hvor hun nok synes, at der ikke er så pænt som inde hos hende selv, men hvor der alligevel er rigtigt hyggeligt, når hun sidder og snakker med Anders, der står og bager sukkerkringler, mens fru Nilsson læser avisen højt for dem, og hr. Nielsson lægger på sin slagbænk og spekulerer over livet – og fortæller de andre om hans tanker. Dét er han nemlig også rigtig god til.

Men lige når kalenderen viser 30. april, og det er Valborgaften i Sverige, så føler han som regel livet pulsere i sig, så føler han sig fuld af virketrang og lyst til at ændre sig og gøre en forskel for ikke kun sig selv. Men også for hans kone og søn, som han faktisk holder rigtig meget af og kun ønsker det bedste for. Hvis jeg havde nogen kontanter, så skulle I sørme få både det ene og det andet, som han siger. Og det er jo altsammen så såre menneskeligt.

Vi kender vist alle til at drømme og fantasere – og til at blive grebet af den der pulseren og lyst til at gøre noget ved tingene!!! En følelse der måske kommer allermest, når vi er i stemning, og det bliver men let en 30. april i Sverige, hvor man stadig fejrer Valborgaften.

Valborgaften er nemlig den gamle nordiske bålaften, hvor man ærer foråret med store bål á la de nutidige danske Skt. Hans-bål, som i Danmark forlængst har fortrængt Valborgs-bålene. Men i Sverige blusser de endnu i den ofte lidt kølige forårsaften, som de også gjorde det for lidt over 100 år siden, hvor historierne om Grynet foregår.

Forskellene i samfundet findes også endnu, men idag blander vi os desværre ikke længere i hinandens liv. Vi er end ikke en del af hinandens liv. Nej, vi lever i ghettoer, hvad Danmarksbloggen tidligere på foråret også skrev om:

http://danmarksbloggen.dk/?p=3969

Den gode nyhed er heldigvis, at der kan gøres noget ved det. Så lad os lytte til Grynets kloge far, der selv kæmper en brav kamp på flere planer bøgerne igennem for at gøre noget ved den sociale ulighed.

For vi skal som Grynet se, hvordan andre folk lever. De er sundt for os.

For det vi ser, har vi lettere ved at forholde os til. Sådan er det, og det er også såre menneskeligt. Og har man først set nok og oplevet nok, så kan man også finde på at gøre noget ved det.

Så kan man ikke længere nøjes med at føle livet pulsere i sig, så må man ud at gøre noget.

Danmarksbloggen vil opfordre til at læse bøgerne og til bagefter at gå ud i foråret, livet og samfundet og gøre noget ved det.

Så føler man – for alvor – livet pulsere i sig

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Prinsesse Benedikte og bomberne i H.C. Ørstedsparken

Udgivet den af
1

Prinsesse Benedikte fylder 70 år idag.

Hun er altså født 29. april 1944 – eller midt i besættelsens hårdeste tid, hvor der hverken var dansk politi eller dansk militær. Kongesaluten, som lyder ved kongelige børns fødsel, kunne derfor heller ikke afskydes.

Det vil sige: Det blev den så bare alligevel. For modstandsgruppen Holger Danske bestemte sig til at affyre de 27 skud. De havde så ikke kanoner, men bomber. Men de kunne også bruges, mente de unge mennesker i Holger Danske, der oprindeligt havde udset sig Sct. Jørgens Sø i København som lokaliteten. Men der lå en fødeklinik, så istedet valgte de H.C. Ørstedsparken.

De kunne så ikke gennemføre på dagen, da det vrimlede med tyskere og tyske vogne i København d. 29. april 1944 – men dagen efter d. 30. april var kysten klar, og de placerede sig i H. C. Ørstedsparken. Dog var antallet af bomber svundnet ind til 21, da en gruppe med fem bomber var blevet taget – og endelig var den sjette ikke-tilstedeværende bombe blevet konfiskeret af provsten på Regensen, hvor en af de unge modstandsfolk boede.

Men altså der lå de unge mennesker med bomber. Det var dejligt vejr, og folk var ude, men det lykkedes at få dem ud af parken. Og så sprang bomberne, og det viste sig at være noget mere voldsomt, end modstandsfolkene havde regnet med. Glasskårene regnede ned fra husene. Der var ikke mange huse ud mod H.C. Ørstedsparken og de nærliggende gader, der ikke fik knust en rude eller flere.

Det gjorde dog ingenting. Det illegale blad “Danske Tidende” skrev begejstret – og til danskernes store fryd:

“Kongesaluten har lydt. Kredsen omkring Danske Tidende forener sig i dag med alle danske om hjertelig hyldest og lykønskning til det danske kronprinspar. Vor gode ønsker og forhåbninger gælder også vort land. Lad dagens glædelige begivenhed blive et tegn for os – et forårstegn om lysere tider, om frihed for land og folk, om arbejde og fred for alle. Større forhåbninger er aldrig stillet ved et lille barns vugge. De danske kanoner kunne ikke idag, som det ellers ville være sket, melde nyheden med kongesalutens 27 skud. Men fra det underjordiske Danmark lød saluten, så snart den glædelige nyhed kunne forkyndes. De skud, der hørtes over København og bragte bud om fødslen på Amalienborg, var en hilsen fra dem, der i disse år fører den skjulte kamp mod undertrykkerne. Kongesaluten har lydt trods undertrykkelse og gangstervælde.”

For visse dele af modstandsbevægelsen (BOPA og andre med kommunistiske sympatier) virkede det omsonst at bruge krudt på en kongesalut. Men det gav god mening. En del danskere troede nemlig, at alle modstandsfolk var en slags kommunistiske fortropper, der ville revolution i Danmark. Det fik happeningen i H.C. Ørstedsparken også lavet om på.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danske Symboler: Basims Danskhed

Udgivet den af
1

Danmarksbloggen lovede i marts en serie om symboler på den lyse, glade og nutidige danskhed: http://danmarksbloggen.dk/?p=4052

Og hvad er vel mere naturligt end her få dage for Det Internationale Melodi Grand Prix løber af stablen i København at slutte med Basim og hans danskhed?

Da Basim i den danske finale lod et kæmpestort Dannebrog dale ned på scenen, kunne man høre jublen blandt publikum. Se det og hør sangen her:

http://www.youtube.com/watch?v=KRHKkYrXSjM

Bagefter var mørkemændene og -konerne selvfølgelig på barrikaderne. Dét der kunne Basim ikke tillade sig, mente de.

Men jo, det kunne – og kan – Basim godt. For Basim er ligeså dansk som Dannebrog selv. Han er født og opvokset her i landet, og så er den ikke længere. Punktum.

For hvad vil det sige at være dansk? Ja, i Danmarksbloggens øjne handler det at være dansk om respekt og rummelighed, om tolerance og en viden om at forskellighed beriger og styrker, om frisind og frihed både for sjæl og legeme – og om solidaritet, fællesskab og sammenhængskraft.

Læs også Danmarksbloggens indlæg om emnet her: http://danmarksbloggen.dk/?p=4086

Danmarksbloggen bifalder derfor også DR´s reklame for Basims MGP-sang, hvor han går forbi en skole og et stort Dannebrog folder sig ud. For at være dansk i 2014 er – eller burde være – en stor og meget bred vifte af alle mulige farver og former.

Og så held og lykke til Basim – og Danmark – i den internationale MGP-finale.

Læs også tidligere indlæg om symbolerne på den lyse og glade danskhed: Kongehuset, Tivoli, Dannebrog
og Den Lille Havfrue: http://danmarksbloggen.dk/?p=4299
Den lyse, glade kristendom
og Grundtvigs påskeblomst: http://danmarksbloggen.dk/?p=4336
Niels Hausgaard´s humor og lune: http://danmarksbloggen.dk/?p=4340
Det Frivillige Danmark: http://danmarksbloggen.dk/?p=4402
Christiania og det levede frisind: http://danmarksbloggen.dk/?p=4390
Kim Larsen og hans sange: http://danmarksbloggen.dk/?p=4420

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

NOMA – verdens bedste restuarant

Udgivet den af
2

NOMA er igen blevet verdens bedste restaurant …

Efter et år som verdens anden-bedste restaurant blev NOMA for få minutter siden kåret som verdens restaurant nummer eet i 2014.

Dét er flot, og det er imponerende – og bliv endelig ved med at være nummer et. Dét er godt for NOMA, godt for mad-industrien og godt for Danmark at have en organisation, der på den måde giver middelmådigheden og den danske jantelov én lige i smasken.

Men det er endnu bedre, når chefkok René Redezepi i sin takketale siger, at målet endnu ikke er nået, at der stadig er visioner og horisonter derude.

Og bedst var da, da han sagde: “Når folk spørger mig, hvordan jeg gør det, så svarer jeg altid: Det er ikke mig. Det er os. Der er tale om en fælles indsats. En hold-indsats.”

For sådan er det. Vi når mest, når vi løfter i flok – når vi arbejder i fællesskab mod samme mål – og det gælder både hos NOMA og i samfundet.

NOMA er (igen) verdens bedste restaurant – pga en holdindsats.
Danmark var engang verdens bedste samfund – pga en holdindsats.

Det med holdindsatsen og fællesskabet har vi så desværre smidt over bord i samfundet. Men det kan og skal vi finde frem igen. For så kan vi – også som samfund – igen blive verdens bedste.

Tillykke til NOMA fra Danmarksbloggen – og god arbejdslyst til NOMA og Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Bella Sky-sagen

Udgivet den af
1

Så er afgørelsen kommet på Bella Sky-sagen, den om kvindernes egen etage ude på hotellet på Amager. Afgørelsen gik Bella Sky imod, da hotellet ikke længere må have en etage udelukkende til kvinder.

Danmarksbloggen er helt enig i afgørelsen.

Ikke fordi Danmarksbloggen ikke under kvinder – og andre med glæde for fodbade og lyserøde blomster – en hotel-etage fyldt med dameblade, cremer og den slags.

Det er skam helt fint med et sådant koncept. Men det skal være for alle. For hvem siger, at det kun er kvinder, der kan lide den slags? Eller at alle kvinder kan lide den slags?

Mennesker er forskellige, og der er ingen grund til at sætte nogen i bås pga køn, alder, race, tro eller seksualitet.

Vi er alle mere og anderledes end det, der forbindes med at være hvad vi nu er.

Men lav endelig masser af den slags tema-hotelværelser. Lav derfor også gerne nogle med bord-fodbold, en mini-bar størrelse XXXL med masser af øl og en storskærm. Eller hvad med en hotel-etage med eget bibliotek? Eller en hotel-etage med billedværksted? Eller hvad med en med egen kirke – eller moske?

Lav glad og gerne alle mulige forskellige slags hotel-etager, men lad være at holde nogen udenfor pga deres køn, farve, race eller seksualitet.

Udelukkelse og ekskludering hører ikke hjemme i et moderne, demokratisk samfund – eller på et hotel.

Vi skal være her allesammen – også når vi rejser og bor på hotel.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Påskens hvem-hvad-hvornår

Udgivet den af
1

Hvad sker der i påsken? Det har danskerne det med at glemme. Danmarksbloggen bringer her en kort oversigt.

Palmesøndag: Påsken startede i søndags, palmesøndag, hvor Jesus på et æsel rider ind i Jerusalem, mens han modtages som en anden superstar af de begejstrede folkemængder, der vifter med palmegrene.

Skærtorsdag: Dagen, hvor Judas sælger Jesus for 30 sølvpenge, hvor Jesus vasker disciplenes fødder, hvor Jesus spiser det sidste måltid med sine disciple og indstifter nadveren – og hvor han beder så brændende i Getsemane Have, inden han pågribes af de romerske soldater – og fornægtes af Peter.

Langfredag: Dagen, hvor Jesus piskes og dømmes til døden, hvor han vandrer ad Via Dolorosa til Golgata, hvor Jesus korsfæstes, lider og dør – efter at have tvivlet og råbt: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?!. Ja, selv Guds egen søn tvivlede i sit livs mørkeste stund på Guds eksistens.

Påskedag: Dagen, hvor kvinderne efter sabbaten kommer ud til graven og ser, at graven er tom pånær en engel, der siger: Ham, I søger, er ikke her. Han er genopstanden og er gået forud for jer til Galilæa. Kvinderne er lykkelige og skynder sig at fortælle det til nogle af disciplene, som ikke vil tro på det. Men så kommer Jesus selv, den genopstandne Jesus – og så tror alle, selv den vantro Thomas, der dog lige må tjekke først, inden han kan tro.

Anden påskedag: Et par af disciplene er – kede af det – på vej til Emmaus, og en mand slår følge med dem. De kender ham ikke, men det er Jesus, som får dem til at fortælle hele historien om Jesus. Om aftenen spiser de sammen, og da de sidder der og deler brødet – som de sidst gjorde det ved nadveren skærtorsdag – så genkender de Jesus, og glæden er grænseløs og nok til at starte en hel verdensreligion på.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk