Retsforbehold: Ja eller nej?

Et varmt efterår venter ….

Ikke alene er der en finanslovforhandling, men nu også en afstemning d. 3. december om det danske retsforbehold og den fortsatte tilknytning til det retspolitiske samarbejde i Europa.

Danmarksbloggen ønsker bestemt Danmark som en del af Europol og lignende. For ellers kan vi ikke sammen i Europa bekæmpe den grænseoverskridende kriminalitet. Men en dansk tilknytning skal ske på måder, så vi også bevarer så meget selvbestemmelse som muligt.

Og der er dér nogle dunkle punkter, som skal belyses, inden Danmarksbloggen kan anbefale et ja eller nej.

Politisk interessant er også, at de tre partier, som IKKE var med til at anbefale et ja, var: Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.

Altså de samme tre partier, som trak mange stemmer ved folketingsvalget. Kan de også trække nej-stemmer d. 3. december? Det bliver – også – spændende.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dronningen eller aftenskole?

Kan du huske, hvilke byer som Dronning Margrethe og Prins Henrik har besøgt i løbet af sommeren på deres sommertogter? Nej, vel?

Man ser blot fra tid til anden i aviser og på nettet billederne af et smilende regentpar, der vinker, bysbørn med flag og blomster, en borgmester med borgmesterkæde og en rød løber – og så er det ellers kun, hvis man er fra byen eller eventuelt kender byen, at man registrerer hvilken dansk købstad, som nu lægger kulisse til mødet mellem det danske kongehus og danskerne.

Ikke desto mindre er den påståede PR-værdi for området årsagen til, at Syddjurs kommune gerne bruger de 800.000 kroner, som det koster at få Dronningen og Prinsgemalen på besøg d. 1. september. Penge, som skal tages fra kulturområdet, hvor der i forvejen skal spares 1,5 millioner kroner.

Det kongelige besøg kan derfor ende med at blive den direkte årsag til, at ældre skal betale en større del af deres aftenskole – samt en masse andre tiltag, der kan gøre ondt i pengepungen hos de mennesker, der ikke har en apanage at bruge løs af. Derfor giver det også god mening at boykotte besøget, når nu det ikke kan aflyses.

Læs mere her: http://www.dr.dk/nyheder/regionale/oestjylland/byraadsmedlemmer-boykotter-dronningebesoeg-det-er-dyrt

Danmarksbloggen synes, at det er helt fint, at de kongelige rejser rundt og hilser på danskerne – men ikke hvis det betyder, at danskerne ikke har råd til at gå på aftenskole eller gå til andre fritidsaktiviteter. For når vinteren kommer, så er det meget sjovere at gå til aftenskolens foredrag om tirsdagen end at kigge på billederne fra dengang Dronningen var i byen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

De glemte helte: Statsrevisorerne

Der er en gruppe mennesker i dette land, som de fleste end ikke kender eksistensen af – og som mange af resten finder meget kedelige. Men de er faktisk nogle af vor tids største – og måske eneste – helte. Vi taler om: STATSREVISORERNE.

Statsrevisorerne overvåger, at skatteborgernes penge bruges, som Folketinget har besluttet, og at forvaltningen er så effektiv som muligt.

Læs mere om dem her: http://www.ft.dk/Statsrevisorerne.aspx

Gennem årene har statsrevisorerne afsløret mange – også store og bevidste – fejl og lovbrud i de danske ministerier m.m.

Senest kommer det forhold, at der – stik mod dansk lovgivning – er en praksis, især i Social- og Kulturministeriet, om, at kun udvalgte personer og organisationer får at vide, hvilke puljer, som de kan søge.

Og det er ikke småpenge, som det drejer sig om. Næsten 6 milliarder kroner fordeles om året til dem, der søger – hvis de altså ved, hvor de skal søge. Læs mere her: http://www.dr.dk/nyheder/politik/flere-milliarder-gemt-i-hemmelige-puljer

Danmarksbloggen vil gerne hylde statsrevisorerne og håber, at de får lov til at fortsætte deres arbejde. De er et af de få bolværk, der er tilbage i et dansk samfund, der langsomt men sikkert ellers nærmer sig noget mørkt og totalitært, hvor magten er fuldkommen – jvf. offentlighedsloven.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Socialt flertal – hvis altså DF og S vil

Der findes i det nuværende folketing – og udenom den nuværende Venstre-regering – et socialt flertal, der kan bestemme kursen, når det kommer til dagpenge, velfærd, sundhed og kampen mod social dumping.

Det sociale flertal består af Enhedslisten, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, SF og Alternativet – og de fem partier kan sammen sørge for, at fattigdommen ikke øges, at arbejdsløse, udsatte, indvandrere, flygtninge, syge og andre pressede mennesker i Danmark får et menneskeværdigt liv.

I et interview til Ritzau siger Enhedslistens politiske ordfører Johanne Schmidt-Nielsen: “Et flertal af danskerne stemte på partier, som under folketingsvalget meldte ud, at de ønsker flere penge til velfærd gennem vækst i det offentlige forbrug. Og det klare signal fra vælgerne skal selvfølgelig efterkommes.” 

Samme sted gør hun opmærksom på, at såvel Socialdemokraterne som Dansk Folkeparti i valgkampen forsikrede, at de ville arbejde for et trygt dagpengesystem og en hård indsats mod social dumping.

Læs hele artiklen her: http://www.dr.dk/nyheder/politik/enhedslisten-til-s-og-df-lad-os-sammen-presse-loekke

Danmarksbloggen giver Enhedslisten og Johanne Schmidt-Nielsen ret. Det sociale flertal findes – på papiret. For Danmarksbloggen må også og med stor beklagelse erkende, at især Dansk Folkeparti, men også Socialdemokraterne løber fra deres gyldne valgløfter.

Begge partier har nemlig stemt for stramninger over sommeren.

Det er umenneskeligt – men det er også i strid med det, som de danske vælgere stemte – og dermed ganske udemokratisk. Danskerne talte med deres kryds d. 18. juni – og vi valgte medmenneskelighedens vej, men fik det stik modsatte på flere planer. Det er helt urimeligt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Men værst er dog ligegyldigheden

Søndagens angreb på Islamisk Trossamfund, hvor politiet i gåt arresterede en mand, der er mistænkt for at have startet branden (selvom der i lokalerne i København befandt sig en del mennesker, deriblandt børn) var et sygt, stygt og umenneskeligt angeb – præcis som angrebene på Krudttønden og synagogen var det tilbage i februar.

Men værst er dog ligegyldigheden fra store dele af de danske medier og det danske samfund, også og måske især det officielle Danmark som regering og kongehus.

For nok skete der heldigvis ingenting i denne omgang.

Men hvor er den fordømmelse af volden og hadet, som vi plejer at høre fra især de blås side, når det drejer sig om kristne og jøder? Hvorfor råber de ikke ligeså højt nu, hvor det er muslimerne, der er under angreb?

For vi er og bliver alle mennesker – og en påsat brand med det formål at skade, ja måske ligefrem dræbe mennesker er og bliver en forbrydelse, der skal fordømmes – uanset hvem angrebet rettes mod.

Så enkelt er det!!!!!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Regnbuetiden er over os

Regnbuetiden – også kaldet Copenhagen Pride – er i fuld gang, og har været det siden i tirsdags.

Danmarksbloggen holder meget af Copenhagen Pride, fordi den handler om livsudfoldelse, mangfoldighed, glæde og accept som fx i går, hvor mennesker i alle aldre og alle størrelser lærte at danse både cha-cha-cha, vals og flere andre danse på Pride Square på Rådhuspladsen, inden det var tid til det store drag show.

Og idag kommer så paraden, og den er både flot og imponerende – og et optog i glæden ved mangfoldighed – og kom endelig ud og se den. Men overvej også at blive deltager – og ikke kun tilskuer.

For det er nu altid sjovere, når man selv danser med – både i de her varme augustdage og resten af året.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dagpenge: Løftebrud

Løkke lovede højtideligt i valgkampen IKKE at skære i dagpengene, men nu vil Venstre alligevel ikke udelukke en reduktion. Ja, faktisk indeholder alle tre dagpenge-modeller en reduktion af dagpengene.

Angiveligt for at “fremtidssikre” dagpengesystemet, hvad Venstre så mener med det. Der er vel ingen grund til at fremtidssikre noget, der placerer landets dagpengemodtagere på sultegrænsen. Men det mener man åbenbart i regeringen, hvis medlemmer glad og gerne selv modtager dobbeltløn i grådighedens navn.

Læs mere her: http://www.dr.dk/nyheder/politik/venstre-forsikrer-loekkes-dagpengeloefte-staar-stadig-ved-magt

Danmarksbloggen er ikke overrasket over Løkkes og regeringens løftebrud – faktisk tværtimod desværre. Danmarksbloggen håber blot, at danskerne kan gennemskue, hvad der sker i øjeblikket, hvor de rige bliver rigere – og de fattige fattigere.

Og nej, vejen frem er ikke Dansk Folkeparti. De bruger blot økonomien – og dermed også dagpengene – som madding for at få stemmer til deres eneste sag: At få indvandrere og flygtninge ud af Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Flygtninge og fakta

Det er noget af et paradoks:

Venstrekvinden og integrationsminister Inger Støjberg – der ellers bekender sig til liberale værdier og private midler – bruger offentlige skattekroner på at indrykke annoncer, der fortæller, at Danmark har fået en ny og meget mere fremmedfjendtlig regering. Okay, det er ikke lige de ord, som hun bruger – men budskabet er klart nok: Hold jer væk.

Samtidig i den anden ende – og med en mere medmenneskelig holdning – indsamles der private midler til at indrykke annoncer, der byder flygtninge velkommen og fortæller, at der er et andet Danmark end Støjbergs og Dansk Folkepartis.

Men fælles for begge er, at de repræsenterer en holdning – og at der mangler fakta i den offentlige debat om flygtninge.

Fakta, som man kan læse her – og som punkterer myten om, at Danmark er et af de lande, der tager flest flygtninge. For nej, det er vi ikke. http://www.e-pages.dk/notat/129/7

Danmark er endda langt nede på listen – både i sammenligning med vores europæiske naboer og måske især med mere fattige nabolande til de berørte områder. Og det gælder både når man måler i antal og i forhold til indbyggernes velstand.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Gamle danske sange: Den danske sang – mere end en sang om sangen

Danmarksbloggen slutter i dag årets første sommerserie. Nemlig den om:

GAMLE DANSKE SANGE

Hver tirsdag i syv uger har Danmarksbloggen publiceret og fortalt om en af de gamle danske sange.

I dag – sidste gang – skal det handle om:

Den danske sang – mere end en sang om sangen

Som så mange af de andre danske sange er også ”Den danske sang” en lejlighedssang, denne gang til et stort korstævne i 1924 i København, hvor i alt ca. 25 kor fra hele landet i flere dage sang sammen og optrådte i Tivoli og på Det Kgl. Teater.

Og hvad var vel mere passende end en sang om sangen? Den blev i hvert fald et stort hit – og er det stadig. ”Den danske sang” har fx altid været fællessang ved Den Kgl. Opera´s åbne og gratis sommerkoncerter.

Forfatteren til teksten Kai Hoffmann er ikke ret kendt i dag, men dengang og i årene omkring 2. Verdenskrig var han ret kendt for hans nationale digte og sange. Han var i øvrigt uddannet jurist, så han var en meget atypisk digter.

Manden bag melodien kender alle derimod. Det er Danmarks formentlig bedste komponist nogen sinde Carl Nielsen, der fik teksten sendt fra Hoffmann selv, som mente, at der kunne blive en sang ud af digtet. Carl Nielsen var enig og skrev nærmet øjeblikkeligt en af sine bedste melodier.

Under 2. Verdenskrigs alsangsstævner fik sangen så en ekstra betydning med sin betoning af det danske sprog og den danske ukuelighed hyldet i og med netop den danske sang, som går helt tilbage til hedenold og altså de stolte vikinger.

Læs her hele sangen:

DEN DANSKE SANG

Den danske sang er en ung blond pige
hun går og nynner i Danmarks hus,
hun er et barn af det havblå rige
hvor bøge lytter til bølgers brus.
Den danske sang når den dybest klinger,
har klang af klokke, af sværd og skjold.
I mod os bruser på brede vinger
en saga tone fra hedenold.

Al Sjællands ynde og Jyllands vælde,
de tvende klange af blidt og hårdt,
skal sangen rumme for ret at melde
om, hvad der inderst er os og vort.
Og tider skifter, og sæder mildnes,
men kunst og kamp kræver stadig stål,
det alterbål, hvor vor sjæl skal ildnes
det flammer hedest i Bjarkemål.

Så syng da, Danmark, lad hjertet tale,
thi hjertesproget er vers og sang,
og lære kan vi af nattergalen,
af lærken over den grønne vang.
Og blæsten suser sin vilde vise,
og stranden drøner sit højtidskvad,
fra hedens lyng som fra stadens flise
skal sangen løfte sig ung og glad.

Syng endelig med … i dag og alle andre dage.

Læs tidligere indlæg her:

Midsommervisen: http://danmarksbloggen.dk/?p=6857
Danmark, nu blunder den lyse nat: http://danmarksbloggen.dk/?p=6860
I Danmark er jeg født: http://danmarksbloggen.dk/?p=7165
Hvor smiler fager den danske kyst: http://danmarksbloggen.dk/?p=7171
Som en rejselysten flåde: http://danmarksbloggen.dk/?p=7175
Du danske sommer: http://danmarksbloggen.dk/?p=7181

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nødvendigheden af en bro

Danmark er delt i to fronter, der står på hver sin side af en afgrund, som bare vokser og vokser.

På den ene side står dem, der mener, at vi har masser af plads og penge til at hjælpe mennesker i nød – og på den anden side står dem, der mener, at det har vi ikke.

Begge parter kaster fakta og overtro i hovedet på hinanden og beskylder hverandre for henholdsvis manglende medmenneskelighed og manglende realitetssans.

Dét er ikke godt – og denne store uenighed gavner ingen, og allermest de mennesker, som er mest pressede: Nemlig flygtningene, der forlader alt de kender i håbet om et liv i fred og i frihed.

For Danmarksbloggen er det derfor indlysende, at vi behøver en bro mellem mennesker. Ja, at det er en simpel nødvendighed at skabe denne bro af dialog. For kun ved at tale sammen kan vi forstå hinanden. 

For nej, de flygtninge-kritiske er ikke onde mennesker, men mennesker der ofte føler sig truet i en verden og en tid, hvor alt ændrer sig – og nej, de flygtninge-venlige er ikke naive mennesker, men mennesker med overskud, der føler en forpligtelse til at deles om goderne.

Men de to grupper skal og må altså til at tale sammen – hvis vi skal nå nogen vegne. En bro må derfor etableres.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk