Kategoriarkiv: Tro & Højtider

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: Marie Grubbe og Anna Sophie Reventlow

Udgivet den af
Svar

Sidste år var der Danmarksbloggens Danmarkshistorie hver mandag. Se link til sidste del her, hvor der er links til alle de øvrige dele af Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=5899

Og nu er vi så i gang med Kvindernes Danmarkshistorie. For som bekendt er det i år 100 år siden, at kvinderne i Danmark fik stemmeret. Så Danmarksbloggen vil hver mandag frem til Grundlovsdag d. 5. juni beskæftige sig med en eller flere kvinder, der har spillet en markant rolle i Danmarkshistorien.

I dag skal det handle om to kvinder, der begge prøvede faldet fra tinderne:

Marie Grubbe og Anna Sophie Reventlow

Renæssancen var forbi. Barokken og enevælden blomstrede. Forholdene for Danmarks kvinder var dog ikke væsentligt ændrede siden middelalderen. De var stadig underlagt mændene i stort set alt.

Dog var der noget i gang, men endnu førte det ikke andet med sig end ulykke for de to kvinder, der – med meget forskellige bevæggrunde – udfordrede et statisk og mandsdomineret samfund. Den ene gjorde det bevidst – og den anden fordi hun forelskede sig i en konge.

Vi starter med hende, der gjorde det bevidst. Hun hed Marie Grubbe og levede fra 1643 til 1718 – og hendes skæbne har fascineret forfattere gennem alle tider: Ludvig Holberg er interesseret i det moralske og omtaler hende i ”Epistel 89”, Steen Steensen Blicher har hende som kvindelig hovedskikkelse i hans berømte novelle ”Af en Landsbydegns Dagbog”, hos I. P. Jacobsen er hun hovedpersonen i hans store roman ”Marie Grube”, H. C. Andersen tegner hende i det ret ukendte eventyr ”Hønsegrethes familie” – og i nyere tid har Juliane Preisler skrevet om hende i ”Kysse Marie” og Lone Hørslev i ”Dyrets år”.

Marie Grubbe var datter af Erik Grubbe til Tjele, en adelsmand, der led hårdt under svenskekrigene midt i 1600-tallet, men som alligevel formåede at have en fin position ved hoffet og få sine døtre godt gift, og bedst Marie Grubbe, der i 1660 blev gift med ingen ringere end Ulrich Frederik Gyldenløve, der som efternavnet indikerede det var en uægte søn af kongen, her Frederik d. 3.

Ægteskabet varede i 10 år – og var en total fiasko. Ingen af de unge havde ønsket hinanden. Det var udelukkende en aftale mellem fædrene. Marie Grubbe hævnede sig ved nærmest med det samme at gå i seng med mandens sekretær Joachim Lambert og en franskmand ved navn Blanquefort.

Dengang var der ellers ikke tradition for, at kvinder var så oprørske. Det var mere stilen, at kvinderne fandt sig i tingene, led i stilhed og græd i smug, men altså ikke Marie Grubbe.

Da skilsmissen endelig var en realitet, tog Marie Grubbe også medgiften, som hun fik tilbage og stak af til udlandet, hvor hun brændte det, der svarer til mindst to millioner kroner i nutidsmønt, af på kun to år, inden hun fattig og helt til rotterne vendte hjem til faderen.

Faderen fik hende gift igen i 1673, denne gang med adelsmanden Palle Dyre til Sindinggård. Det endte også galt. Palle Dyre kunne ikke styre Marie Grubbe, der hurtigt fik kontrollen over pengene og satte det hele over styr, så hun og manden måtte flytte hjem til hendes far Erik Grubbe. Hjemme igen på Tjele fortsatte Marie Grubbe den diktatoriske adfærd, også overfor den gamle far, som hun behandlede som en hund, som det er beskrevet af flere kilder.

Faderen skrev til kongen om ikke han ville sætte Marie i fængsel for hendes forargelige levned. Dengang kunne mænd nemlig få sat både kvinder og børn i fængsel for meget lidt.

I fængsel kom hun dog ikke. Til gengæld fik Palle Dyre sin skilsmisse, faderen slap af med datteren – og Marie Grubbe? Ja, hun havde i mellemtiden forelsket sig i kusken Søren Møller på Tjele, og 48 år gammel vandrede hun så sammen med ham ud af porten på Tjele.

I de første mange år spillede parret formentlig til markeder og andet for at overleve, men i 1706 havnede de i Borrehuset ved Grønsund på Falster. Her holdt de færgekro og stod for færgefarten over Grønsund. De havde det ikke elendigt, men alligevel niveauer under Maries normale levestandard.

Alligevel kan man sige, at der til sidst kom der lidt stabilitet i historien om Marie Grubbe, adelsfrøkenen, der blev gift med en kongesøn, men som endte som færgekone sammen med en kusk, som hun vistnok elskede som den første af sine mænd.  

En historie, som især tidligere tider selvfølgelig elskede at svælge i for dens mange moralske pointer.

Den anden kvinde, der udfordrede normerne, var som sagt styret af kærligheden. Hun hed Anna Sophie Reventlow og levede fra 1693 til 1743. Hendes far var kong Frederik d. 4´s storkansler, der oprindelig stammede fra Clausholm slot i Jylland. Og det var også til et maskebal i Jylland i 1711, at den purunge Anna Sophie og den yngre Frederik d. 4 mødte – og forelskede sig – i hinanden.

Kongen var gift og havde børn – og nok havde konger friller, som man kaldte elskerinderne dengang, men det var en ting. Noget andet var, hvis man ville gifte sig til venstre hånd, som det hed, når man tog sig kone nr. 2. Noget, der for alle andre kongen var det samme som en dødsstraf. Men kongen var jo enevældig og dermed lige under Gud, så kongen kunne godt.

Frederik d. 4. havde også allerede gjort det en gang tidligere, men frøken von Vieregg, som dog døde i barselsseng. Og nu var han altså forelsket i Anna Sophie og hun i ham. Moderen sagde dog nej og holdt dem fra hinanden. Men som altid fandt kærligheden en vej, og en mørk nat i 1712 bortførte kongen – med Anna Sophies velsignelse – hende fra Clausholm, og de blev gift ved en hemmelig ceremoni i Skanderborg.

Kongens kone til højre hånd og landets dronning tog det selvfølgelig ilde op, og hun fortalte sine børn, og især sønnen, den senere Kong Christian d. 6 om faderens nye kone, som han kaldte både en tøjte og en hore. Drengens sind mod Anna Sophie blev selvfølgelig ikke mildere stemt, hvilket hun fik at føle senere.

Men i første omgang gik årene for kongen og Anna Sophie, der elskede hinanden hele vejen – dog ikke kun lykkeligt. Alle Anna Sophies og Frederiks otte børn døde som spæde – noget, som hun især tolkede som Guds straf over det, som de havde gjort ved at gifte sig, imens dronningen stadig levede.

Helt galt gik det dog, da dronningen døde i 1721. Hun blev bisat i Roskilde d. 3. april. Dagen efter d. 4. april var der om formiddagen sørgefest – og om eftermiddagen blev kongen og Anna Sophie gift – og hun blev kronet som dronning. Dét vakte forargelse langt udover landets grænser. Alligevel elskede hun og kongen hinanden hele livet, og han prøvede at sikre hende.

Men forgæves. Da Frederik d. 4 døde, kunne sønnen med den første dronning endelig få sin hævn. Og det fik han ved at forvise Anna Sophie til Clausholm og tage store værdier fra hende. Det var småligt, men måske også psykologisk forståeligt.

Paradoksalt nok blev både den nye konge og Anna Sophie begge dybt grebne af pietismen, der fejrede triumfer landet over i de år, og som var en meget følelsesladet og inderlig kristendom, hvor mange af dens tilhængere især fokuserede på det syndige, som de selv og andre havde gjort. Livet var en jammerdal, mennesket var syndigt og kun troen på Jesus kunne frelse én, var holdningen hos de pietistiske.

Det var altsammen vældig trist, også for Danmark og danskerne, der oplevede, at Christian d. 6 lukkede teatre og dansesteder og forbød kortspil og druk. Danskerne kunne først trække vejret igen, da den næste konge, altså Frederik d. 5 kom på tronen sammen med sin kone dronning Louise, som danskerne elskede for hendes milde og muntre væsen. Tragedien lurede dog lige om hjørnet for dette populære kongepars barn – og især svigerbarn.

For den måske mest triste, mest tragiske skæbne i Danmarkshistorien ventede en anden kvinde, en engelsk-født prinsesse, der som dansk dronning oplevede at få sine børn taget fra sig, inden hun selv blev deporteret til udlandet, hvor hun døde helt alene og ganske ung.

Denne markante kvinde skal vi høre mere om i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Thyra Dannebod: http://danmarksbloggen.dk/?p=6275
Dagmar og Bengerd: http://danmarksbloggen.dk/?p=6301
Margrethe Sambiria og
Margrethe Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=6329
Dyveke, Sigbritt og Elisabeth: http://danmarksbloggen.dk/?p=6389
Leonora Christine og Sophie Amalie: http://danmarksbloggen.dk/?p=6392

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Misforstået humanisme

Udgivet den af
Svar

Danskerne er et spøjst folkefærd – og det går mange år tilbage.

Vi kan lide at se os selv som humane – og som nogen, der er istand til at rumme og forstå alle sider af en sag, alle involverede i en sag.

Og det er – normalt – alt ære og respekt værd.

Men indimellem er vi på et sted i historien, hvor der trækkes én streg, og hvor både de andre lande og vor eftertid vil vide at dømme os på de valg, som vi tog eller ikke tog. 

En af de tider er nu.

I ingen andre lande ramt af terror – USA, England, Spanien eller Frankrig – har man lagt blomster, der hvor terroristerne døde. Men i Danmark har man – i en slags misforstået humanisme baseret på holdninger som “han var også nogens søn” og “nogen holdt sikkert af ham.”

Men nej, både som morder – og som terrorist – passerede Omar  El-Hussein med de to nedskydninger en grænse, hvor det at lægge blomster ikke længere gav mening.

Men i Danmark har nogle danskere – traditionen tro – altså twistet begivenheden hen i en retning, hvor humanismen i bedste fald kan kaldes naiv.

Det er ikke noget nyt. Det skete fx også op til 2. verdenskrig, hvor en del danskere mente, at man kunne tale fornuft med Hitler – og det skete efter Besættelsen, hvor man mente, at det gav bedst mening at samarbejde med Nazi-Tyskland – og at tyskerne også var en slags mennesker.

Og ja, det var de, men de var også nazister, og det var det, der betød noget. Præcis som at det betød noget her, var at Omar El-Hussein skød og dræbte to mennesker. 

Så det er langtfra første gang i Danmarkshistorien, at den danske humanisme forvrænges og – ufrivilligt – bliver til noget, der istedet angriber netop humanismen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kinesisk nytår i Danmark

Udgivet den af
Svar

Man kan spørge, hvad kinesisk nytår har med Danmarksbloggen at gøre?

Umiddelbart ikke meget – og så måske en del alligevel. For Danmark er en lille, åben økonomi, der kun har en chance, når vi handler og interagerer med det store udland, og det er i disse år blandt andet Kina, hvor væksten stadig boomer, dog mindre end tidligere, men stadig dog.

Og idag er det altså kinesisk nytår. Kineserne er nu på vej ind i Fårets år – og det gør dem ikke særlig glade for nu at sige det med kinesisk – og jysk – underdrivelse.

Ud af 12 forskellige år er Fårets år nemlig det mest uheldssvangre. Fåret bliver ellers set som empatisk, gavmildt og følsomt, men også pessimistisk, dovent og uansvarligt. Og det du´r ikke i en filosofi som den kinesiske, hvor det drejer sig om at bestille noget – og at ofre sig for helheden uden at være for følelsesladet undervejs.

Det er nemlig ikke uden grund, at kineserne har dragen som symbol. Hovedet bestemmer – og den lange krop følger med pr. automatik. Noget, som vi her i Vesten, hvor individet er i centrum, har så svært ved at forstå, at andre kan leve med.

Men i Kina og i store dele af verden betyder den enkeltes lykke og muligheder intet i forhold til hvad der gavner samfundet bedst – og det har man det fint med. Og det gør vi her i Vesten klogt i at tage bestik af, når vi vil forstå, tale med og handle med netop lande som Kina.

Og nu er det altså Fårets år. Så lige i år er der formentlig ikke ligeså meget glæde som normalt i Kina i forbindelse med nytåret. Det bliver derfor nok også bedre næste gang, når vi går ind i Abens år. For Aber er med deres intelligens, vid og innovationsevne meget populære, og det anses for godt at være født i Abens år.

Læs mere om kinesisk nytårsfejring i Danmark: 
https://www.facebook.com/DanskKinesiskForening

http://kulturogfritid.kk.dk/verdenskulturcentret/aktiviteter/det-kinesiske-nyt%C3%A5r

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ytringsfrihed og hensyns-syge

Udgivet den af
Svar

Hensyns-sygen skal stoppes, inden den får fat i danskerne … 

Nej, det der kan du da ikke sige/skrive/tegne. Det kan jo være, at der sidder nogen og bliver lidt kede af det, siger den konfliktsky og rynker på næsen.

Men jo. Det er lige netop de ting, som vi kan og skal sige/skrive/tegne. Især fordi der findes fundamentalister, som føler sig trådt på og provokeret, så snart andre ikke er 100% enige med dem.

Og at tage hensyn til dem, er det samme som selvcensur i udstrakt grad, og det du´r ikke.

Vi er nødt til at holde fast i, at retten til at ytre sig frit, også er retten til at provokere og håne og nedgøre. Ikke pligten, men retten. Ytringsfriheden.

Vi har også en lovgivning, som går ind og siger stop, og som kan idømme straffe, når folk alligevel går over stregen.

Så der er taget hånd om de ting, som der skal tages hånd om i dén sammenhæng.

Alternativet: At acceptere at der er noget, som man ikke må sige/skrive/tegne, er det samme som at bukke nakken og akut pådrage sig hensyns-sygen, og så er første skridt i selvcensurens grimme navn taget.

Og dét skridt skal aldrig tages. Ikke hvis vi vil beholde vores frie og demokratiske samfund.

Og det vil vi. Og nej, selv den mest provokerende tegning eller de mest hånende ord kan ALDRIG legitimere vold og drab. ALDRIG.

For uanset hvor provokerende en tegning eller et skrift er, så er det aldrig en legitim grund til at gribe et gevær og skyde to mennesker.

Desuden bliver de fundamentalistiske aldrig tilfredse. De vil hele tiden skære mere og mere af frihedsrettighederne, hele tiden gøre det rum, hvor vi kan sige og skrive og tegne mindre og mindre.

Og hvad var i øvrigt årsagen til, at Dan Uzan og Finn Nørgaard blev dræbt? Tjah, den første var jøde – og den anden deltog i et debatmøde. Det var alt. 

Ikke mere. Ikke andet. 

Det siger vist alt om, hvor ultra-småt et rum, som de fundamentalistiske opererer med.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Blomster til en morder? ALDRIG

Udgivet den af
Svar

I går blev der lagt blomster der, hvor politiet skød manden bag de to terrorangreb i weekenden. Blomster, som senere blev fjernet af hans venner og meningsfæller med henvisning til, at det ikke er en muslimsk tradition.

Siden har debatten raset. Nogle mener, at det er kristen næstekærlighed også at lægge blomster dér ligesom det bliver gjort ved Krudttønden og i Krystalgade, hvor blomsterhavet bare vokser og vokser.

For Danmarksbloggen er sagen klar. Det drejer sig i bund og grund ikke om hverken ytringsfrihed eller om religion. Det drejer sig om mord på to uskyldige medborgere.

Og man ærer ikke en morder, og det var, hvad Omar El-Hussein var. En ussel og simpel dobbeltmorder, der brugte religionen som påskud for med fuldt overlæg at fratage Finn Nørgaard og Dan Uzan livet. Og sådan en mand giver man ikke blomster. Så enkelt er det.

Danmarksbloggen respekterer selvfølgelig retten til at sørge. Den gælder for alle. Det siger sig selv. Men når man lægger blomster, så ærer man – og vi skal ALDRIG ære en morder. ALDRIG.

Vi kan ikke – og vi skal ikke – sidestille de tre mænd. De to af dem er døde, fordi den tredje skød dem med fuldt overlæg, mens de var 100% forsvarsløse.  Den tredje derimod er død, fordi han skød på politifolk i tjeneste. Så enkelt er det.

Ja, at sidestille terroristen med de to ofre ved at give ham blomster er faktisk mangel på empati med de to ofre og deres familier.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Stilhedens og de dæmpede vanters mindehøjtidelighed

Udgivet den af
1

Fysisk var vi omkring 30.000 mennesker af alle nationaliteter og alle religioner på Østerbro i aften, der stod dér ved Krudttønden i kulden og mørket med fakler i hænderne og tårer i øjnene.

Men mentalt var vi millioner, der bakkede op om denne smukke og værdige mindehøjtidelighed for de to døde og de fem sårede ved weekendens to terrorangreb i København.

Det blev stilhedens og de dæmpede vanters mindehøjtidelighed.

Stilheden, da mindehøjtideligheden startede – og vi alle som med ét trylleslag blev helt tavse.

Og så stilheden igen, da vi holdt et minuts stilhed for ofrene.

Aldrig har en stilhed råbt så højt om frihed og demokrati og menneskeret som i den kolde aften ude på Østerbro for et par timer siden. Det var et råb, der rungede hele vejen ind til Krystalgade, som også var blevet besøgt inden højtideligheden ved Krudttønden.

Og mange gange aftenen igennem de dæmpede vanter, som man kunne høre styre klapsalverne, der trods den tykke vinterbeklædning alligevel viste, hvad vi står for her til lands.

Dét var en aften af dem, som jeg og alle andre i Danmark aldrig glemmer – og som nu afspejles i de to lys, som står i mit vindue til minde om Finn Nørgaard og Dan Uzan.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Guds fred med vore døde i Danmarks rosengård

Udgivet den af
1

I dag flager Danmark på halv. To af landets sønner er døde. De kommer ikke til at opleve foråret, når det om kort tid kommer til landet.

Deres liv blev taget fra dem af en tredje mand, der fejt skød dem, fordi de ikke var som ham, mente som ham, tænkte som ham og troede som ham.

Den første, Finn Nørgaard, var filmmand og troede på ytringsfrihed og integration.
Den anden, Dan Uzan, var jøde og passede på 80 andre jøder til en fest i synagogen.

De to mænd var ikke farlige. Det var deres morder derimod. Men ikke fordi han var muslim.

For der findes ingen tro, ingen religion, ingen ideologi, der er farlig. Det er mennesker, der er farlige – og især når mennesker mangler evnen til at se udover sig selv og får et våben i hænderne bliver de dødens farlige.

I dag sørger vi, i dag mindes vi med Grundtvigs ord:  

Guds fred med vore døde i Danmarks rosengård!
Guds fred med dem, som bløde af dybe hjertesår.

Ære være Finn Nørgaards og Dan Uzans minde.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vigtigheden af at passe på jøderne

Udgivet den af
Svar

På de fleste skoler har man en anti-mobbe-politik.

Det skal vi også have som samfund. For også her har vi en gruppe, som udsættes for ikke kun mobning, men også decideret chikane og nu terror. Nemlig jøderne.

Danmark anno 2015 er desværre et land, hvor det er svært at være jøde – både til hverdag og når terroren rammer. Hvor jøder rådes til ikke at gå med kalot og Davidsstjerne på Nørrebro fx. Hvor jøder rådes til at passe på med at sige at de er jøder, fordi det kan ophidse i en diskussion om palæstinenserne.

Men jøder er ligeså meget danskere som alle mulige andre. Jøder har de samme rettigheder som alle andre. Jøder skal derfor – uhindret og uden problemer – kunne gå med kalot og Davidsstjerne og på anden måde vise, at de er jøder. De skal kunne sige og skrive, hvad de har lyst til. Ytringsfriheden gælder også jøder.

Gårsdagens terror ramte nemlig ikke kun ytringsfriheden på Østerbro. I anden omgang ramte den det jødiske samfund, da en jøde blev skudt og dræbt, mens han passede på 80 andre jøder, der holdt konfirmationsfest ved synagogen i Krystalgade.

Et samfund er aldrig stærkere end dets svageste led … og skal Danmark være det åbne og frie samfund, som vi så gerne vil være, så skal vi passe godt på jøderne.

Vi er alle mennesker først, sidst og indimellem – og det gælder alle, både kristne, muslimer, jøder, buddhister, ateister og alle andre. Vi skal alle være her – i fredelig og dejlig sameksistens.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mindehøjtidelighed og mangfoldighed

Udgivet den af
Svar

I morgen mandag finder der to vigtige begivenheder sted.

Den første er endnu en demonstration for mangfoldighed. 
Læs mere her: https://www.facebook.com/pages/K%C3%B8benhavn-for-Mangfoldighed/1567110516861570?fref=nf

Og den anden er mindehøjtideligheden for dem, der blev dræbt og såret ved gårsdagens terrorangreb i København.
Læs mere her: https://www.facebook.com/events/641479642646189/?sid_reminder=2163964975113043968

At Danmarksbloggen deltager, siger sig selv. Danmarksbloggen vil også opfordre alle andre til at møde op. Det er vigtigt. Det er nu medmenneskelighedens lys skal skinne i mørket.

Vores svar skal med Norges tidligere statsminister Stoltenbergs ord være mere demokrati, mere åbenhed og mere mangfoldighed.

For vi er alle mennesker først, sidst og indimellem.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Så kom det tæt på …

Udgivet den af
1

Så kom det tæt på …

Eftermiddagens skyderi på Østerbro, der har kostet én person livet og såret tre andre, kan desværre ikke undre nogen. Det var ventet, at noget sådant måtte ske … og nu skete det så til dette ytringsfriheds-arrangement med Lars Vilks som hovednavn.

Desværre er det nok heller ikke det sidste, at vi kan forvente af den slags, hvad enten vi kalder det terror, attentat eller noget helt tredje.

Der er derfor kun én ting at sige – og gøre: At fortsætte med at skrive, sige og tegne lige, hvad vi har lyst til … 

Vi må ikke lade os kue. Men vi må heller ikke lade mørket besejre os, så vi opdeler mennesker i dem og os, i religioner og ideologier.

For vi er og bliver alle mennesker først, sidst og indimellem.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk