Kategoriarkiv: Kunst & Kultur

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 3: Vikingerne kommer

Udgivet den af
1

Det er mandag, og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

VIKINGERNE KOMMER

Vikingetiden startede i 700-tallet og varede til ca. 1066.

Det er en af de perioder i historien, som vi som danskere stadig er mest stolte over. Måske fordi vi i store dele af denne periode herskede over store landområder udenfor det, der er idag er kendt som Danmark.

At være viking var noget, som vi delte med svenskerne og nordmændene. Det var altså en fælles-nordisk sag at være viking, selvom vi populært sagt drog i hver sin retning: Svenskerne østpå af de russiske floder og helt ned til Byzans, nordmændene nordpå til Island, Grønland og sågar til Nordamerika, mens danskerne sejlede vestpå og tog sig af England og Frankrig.

Sydpå lå Tyskland, og det kunne vikingerne ikke få fat på. Omvendt sikrede Dannevirke også, at vi ikke blev erobret sydfra. Til gengæld sendte tyskerne kristne missionærer herop, blandt andet Ansgar, der senere blev Nordens Apostel. Han havde dog ikke meget held med sig dér midt i 700-tallet.

Mere held fik Poppo et par hundrede år senere, men det vender vi tilbage til næste mandag, hvor det skal handle om vikinger og deres tro, både asetroen og kristendommen – og dermed også runer, Jellingstene og starten på den danske kongerække: Gorm den Gamle, Harald Blåtand, Svend Tveskæg og Knud den Store.

Idag handler det om vikingernes hverdag og liv, både hjemme og ude.

Mest kendte og berygtede er vikingernes erobringer udenfor Danmark, hvor man siger, at vikingetiden for alvor starter med plyndringen og nedbrændingen af det engelske kloster Lindisfarne i 793.

I de kommende århundreder – og især i 800- og 900-tallet – løb de lange skibe gang på gang op på de engelske, skotske og franske kyster, hvor det har skabt skræk og rædsel blandt de indfødte, når vikingerne gik bersærk og plyndrede, voldtog, myrdede og bortførte. Netop bortførte, for salget af slaver eller trælle, som det hed på vikingsk, var der mange penge i.

Men vikingerne var også andet og mere end de rene barberer. Mange danske vikinger slog sig ned i England og blev integrerede så meget, at de kæmpede imod deres tidligere landsmænd. Et helt område i England hed således Danelagen, altså det område hvor Danernes Lov gjaldt. Vikingerne bragte nemlig også organisation med sig, når de bosætte sig i andre lande, hvad man også så i Normandiet i Frankrig, hvor den berømte Rollo (eller på dansk, for han var dansk: Rolf) skabte sit kongerige.

Vikingerne var også handelsfolk, der købte og solgte varer overalt, hvor de færdes, hvad enten det var i hjemlige handelsbyer som den navnkyndige Hedeby i Sønderjylland – eller det var i de europæiske byer, hvor vikingerne hjemmevant færdes og ikke lod sig snyde af de ellers noget mere kultiverede, men næppe mere berejste sydeuropæere.

Og imens sad vikingekvinderne derhjemme og tog sig af hele gården og landsbyen. For selvom der var penge – mange penge – i at være på vikingetogt, så overlevede man kun, hvis man også passede sit landbrug. Så det gjorde vikingernes hustruer sammen med børn og trælle – og de mænd, der ikke var i viking, som det hed, når man rejste ud. Vikingekvinden har derfor også været både selvstændig og stærk, når hun i måneder – nogle gange endda år – har skullet stå for det hele på hjemmefronten.

Læs tidligere afsnit her:
Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Håndbold-finale: Guld eller sølv, men aldrig regnbuen

Udgivet den af
1

Så er det i eftermiddag, at Danmarks nye sports-darlings: Håndbold-herrerne skal spille EM-finale i Boxen i Herning mod Frankrig.

Der er helt sikkert, at Boxen vil koge – og at danskere overalt i landet vil sidde foran tv-skærmen for at følge med, når Hansen, Søndergaard, Eggert, Landin og alle de andre gør, hvad de kan for at vinde guldet.

Men uanset om de vinder eller taber guldet – for i en EM-finale vinder man aldrig sølvet – så er det Danmarksbloggens inderligste håb, at man brugte denne begivenhed til at gøre det nemmere for de homo-, bi- og transseksuelle sportsfolk at stå frem.

Lige inden EM i håndbold startede for lidt over to uger siden, trådte en tysk landsholds-fodboldspiller frem og fortalte, at han var homoseksuel, som også Danmarksbloggen skrev om det:

http://danmarksbloggen.dk/?p=3076

Desværre udløste hans modige handling ingen folkevandring ud af skabene i sportens verden. Og det gør en guldmedalje i dag nok heller ikke. Desværre.

For sportens verden ville være så meget bedre og sjovere, hvis det ikke kun drejede sig om guld, sølv og bronze – men om hele regnbuen. For så kunne alle sportsfolk åbent være dem, som de var.

De kommende Vinter-Olympiske Lege i Sotchi i et Rusland, der diskriminerer og forfølger homo-, bi- og transseksuelle, gør det endnu mere relevant at få regnbuen ind i sportens verden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hvem sidder i Tivolis ledelse? Og hvad har de gjort?

Udgivet den af
2

Danmarksbloggen skrev i går om, hvordan Tivoli systematisk ødelægges af Tivolis egen ledelse:

http://danmarksbloggen.dk/?p=3241

Men hvem er det egentlig, der sidder i Tivolis ledelse?

Allerførst er det Lars Liebst, der siden 1996 har været administrerende direktør for Haven. Han sidder også i TV2´s bestyrelse. Om det så hænger sammen med, at TV2 året igennem kan sende morgen og aften fra de permanente bygninger, der spærrer for udsigten til den smukke Koncertsal, skal Danmarksbloggen ikke kunne vurdere. Men det er måske værd at skænke en tanke.

Under Lars Liebst er der en del underdirektører, hvad man kan se her: http://www.tivoli.dk/da/om/virksomheden/organisation/direktion/

Fælles for dem alle er, at de er udnævnt indenfor de seneste år, og at forretning – og ikke kultur – er det, som de har erfaring med.

I Tivolis bestyrelse er det også de forretningsmæssige kompetancer – og ikke de kulturelle, der springer i øjnene. Se listen her:

http://www.tivoli.dk/da/om/virksomheden/organisation/bestyrelse/

Derudover spiller flg. to mænd en stor rolle for udviklingen i Tivoli:

Balletchef Peter Bo Bendixen, der kom til Tivoli i 2005, hvor han blandt andet står for Pantomimeteatret. Før hans tid var der ikke noget, der hed balletchef i Tivoli. Men nu er der både en balletskole i Tivoli, foruden at de deciderede balletforestillinger har fået meget mere scene-tid på det gamle teaters skrå brædder end de havde før. Peter Bo Bendixen sættes også i forbindelse med Valmue Teatrets nedlæggelse uden at Danmarksbloggen dog har kunnet finde dokumentation for den påstand.

Musikchef Henrik Engelbrecht, der kom til Tivoli i 2010. Siden er Promenadeorkestret og Big Bandet blevet reduceret til en parantes, og i går kom så fyringen af Tivoli Gardens leder gennem 40 år.

Danmarksbloggen håber med dette indlæg at kaste lidt lys over, hvem der sidder ved bordet i Tivoli.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tivolis ledelse kører Tivoli helt i sænk

Udgivet den af
8

Med dagens fyring af Tivoligardens leder har Tivolis ledelse taget endnu et skridt henimod den totale ødelæggelse af vores nationale klenodie

Nedturen startede for nogle år siden med nedlæggelsen af Valmue-teatret, det lille Teater, der spillede H. C. Andersen-eventyr for børn tre gange dagligt, og som for både store og små var en oplevelse, hvor eventyrene tro mod både indhold og nutid foldede sig ud som en sart blomst af fantasi, humor og substans.

Så fulgte slagtningen af Big Bandet og Promenade-orkestret. Sidstnævnte var en dobbelt tragedie, da det både ramte de daglige koncerter samt den levende musik fra Pantomime-teatret, når Harlekin, Columbine og Pjerrot er på scenen.

Og nu er det så Tivoli-gardens tur … De mister et mangeårigt fyrtårn, der fyres to år før hans pensionering.

Det er Danmarksbloggen ubegribeligt at forstå, hvad det er, at Tivolis ledelse vil med det her. For det giver ikke flere penge på bundlinien. Snarere tværtimod.

Tivolis ledelse er derimod godt i gang med at køre Tivoli helt i sænk med den systematiske ødelæggelse af Tivolis egenart, kultur og ånd.

Danmarksbloggen håber på et oprør imod ødelæggelsen af Tivoli, som i sin rigtige form er et vigtigt stykke kultur for hele Danmark, et nationalt klenodie på niveau med Den Lille Havfrue.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 2: Sten-, bronze- og jernalder

Udgivet den af
1

Det er mandag, og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

STEN-, BRONZE- OG JERNALDER

Målt i år varer sten-, bronze- og jernalderen langt størstedelen af den tid, hvor der har levet mennesker i Danmark. Men vi ved ikke ret meget konkret om disse mennesker, men må basere meget af vor viden på fund af skeletter, tøjrester og genstande, som de har brugt.

Stenalder: Jægerfolket

Det hele startede omkring 11.000 f. Kr., hvor små flokke af jægere om sommeren strejfede ind i det område, der idag er Sønderjylland. Senere cirka 9.000 f. Kr. i Maglemosetiden har der – ihvertfald lejlighedsvis – boet folk i Danmark. Det ved man fra fx en boplads ved Sorø, hvor de gik på elg-jagt. Men det var ikke en permanent boplads. Den tids mennesker var jægere, der med deres våben lavet af flint vandrede med dyreflokkene rundt i de store og åbne skovområder, der dækkede landet. De fremstillede også små rav-skulpturer, der forestillede de dyr, som de spiste: Bjørn, elg, urokse og en masse fisk.

Senere omkring 7.500 f. Kr. var klimaet blevet meget mildt og varmt – også mere end idag, og landet ændrede sig. Bælterne opstod sammen de mange øer, der før var bakketoppe i fastlandet. Havet steg nemlig, og de store dyr flyttede nordpå sammen med den vegetation, som vi idag stadig kender fra de mere nordlige egne i Skandinavien, og ind kom i stedet træer som eg og lind, der skyggede ganske gevaldigt. Dyrene og dermed det “sorgløse” jægerliv, hvor en familie kunne leve længe af en enkelt flere hundrede kilo tung elg, forsvandt.

Det var Ertebølletid, og menneskene klumpede sig sammen ved kysterne, hvor de levede af de fisk, muslinger, østers og andre ting, som de kunne skaffe sig ved brug af den opfindsomhed, der altid har været menneskeracens særkende. Man ved også, at den tids mennesker har haft både ruser og simple tællelamper – og at de kunne lave lerkrukker. Så overgangen fra jæger- til bondestenalder var godt igang – midt i køkkenmøddingens stank.

Stenalder: Bønderne

Ingen ved, hvordan overgangen præcist forløb. Men omkring 4.000 f. Kr. begyndte man for alvor at rydde skov for at anlægge marker. De var små og udbyttet ringe. Men landbruget var i gang, og bopladsen blev permanent. Nu flyttede man kun, når det var absolut nødvendigt i forhold til at jorden var for udpint. Og så flyttede man aldrig langt væk, men holdt sig tæt på den jættestue eller stendysse, hvor man begravede sine døde.

Flinten, som jægerne havde lavet fx pilespidser af, blev nu centrum for en hel industri med flintminerne og flintsmeden i centrum. Flintdolke, flintøkser og så videre blev forarbejdet så fint, at de stadig imponerer.

Danmark var ret alene om at have flint i så anselige mængder, så der blev fabrikeret i den store stil og solgt til de andre skandinaviske lande, men også til steder så langt væk som de andre Østersø-lande var der bud efter de stadig mere forfinede flint-redskaber. Ja, de allerbedste flint-produkter kom faktisk lige før, at tiderne igen ændrede sig.

Bronzealder: Solvogn og lurblæsere

For det blev bronzealder. En tid med det mildeste klima, som vi har haft (endnu) på denne side af sidste istid. En tid, der varede fra cirka 1.800 f. Kr. til 500 f. Kr.

Bronzen kom til Danmark sydfra, men den fortrængte aldrig helt flinten. Det var den simpelthen for dyr til, også da vi selv begyndte at producere bronze. Derfor var bronzesværd, bronzespyd, bronzedolke, bronzesmykker og så videre også status-symboler i en bronzealder, hvor samfundet forlængst var blevet klasseopdelt i en lille overklasse, der havde magten og privilegierne, og en noget større underklasse, der havde markant mindre, men til gengæld måtte arbejde så meget desto mere.

Det ses også i gravene, hvor nogle få gram bronze = en fattig mand eller kvinde, mens flere kilo bronze = en rig mand eller kvinde. I bronzealderen begyndte man nemlig at gravlægge de døde hver for sig.

Men hvad den tids mennesker troede på, og hvordan deres religiøse ceremonier var, vides ikke udover at man i første del af bronzealderen lagde de døde i udhulede trækister, mens man i anden del brændte dem. Fundet af Solvognen og sol-tegn på flere genstande indikerer dog, at solen spillede en vigtig rolle. Det samme gjorde de hornbeklædte hjelme og lurer, som nutiden ellers forsyner vikingerne med.

Men det var bronzealder-menneskene, som brugte hjelme med horn, og som blæste på de underligt snoede horn, der kun er fundet i Danmark. At kultur, kunst og skønhed derfor spillede en stor rolle for bronzealderens mennesker er der meget, der tyder på, når man ser på de rige fund fra denne tidsalder.

Vi ved også, hvordan de gik klædt. Mest kendt er nok Egtved-pigen, der blev fundet ved Vejle i 1921. Hendes snoreskørt med det brede spænde formet som skive er endda meget lig det tøj, som nutidens unge piger bruger. Og hun var også kun en ung pige, da hun døde. Det var så ikke noget særsyn dengang, snarere tværtimod. Folk blev i reglen ikke gamle. Blev man over 30, var man nærmest en olding.

Jernalder: Keltiske periode

Levealderen var også kort i den næste tid, jernalderen, der deles op i keltisk og romersk jernalder. Jernalderen varede fra 500 f. Kr til cirka 700 e. Kr.

Klimaet ændrede sig til det værre. Det blev markant koldere og mere regnfuldt, så man var nødt til at iføre sig mere og varmere tøj og opholde sig mere indendøre. Husene blev også bygget mere tætte og solide, og bopladsene blev til landsbyer, der omkring Kristi fødsel fik navne. Det drejer sig typisk om byer, der ender på -um og -inge, som fx Virum og Buddinge.

Heldigvis fandt jernaldermenneskene også ud af at udvinde jern af det myremalm, som man kunne grave frem i myrene – eller mosen, som den hedder på nutids-dansk. Det udvundne smedejern kunne så blive udhamret til sværd, knive og andre redskaber, og det var et metal så godt, at det hurtigt slog både bronzen og flinten af banen. Jernet var simpelthen bare bedre og samtidig til at skaffe sig alle steder. Det skabte så også en vis social uro, da de bronze-rige familier pludselig ikke var så rige længere.

Mosen var i det hele taget i centrum i jernalderen. Det var nemlig også i mosen, at man ofrede til guderne flere gange om året, men især ved midsommer og midvinter, hvor både afgrøder, dyr og sågar mennesker – som regel trælle – måtte lade livet for at sikre fortsat liv og vækst for stammen. Det sure mosevand har bevaret både smykker og især mennesker så godt, at de stadig mange århundreder senere fortæller historien om en tid, hvor troen på naturguderne var den herskende. Tollund-manden er således det måske bedst bevarede lig fra fortiden i hele verden.

Strømningerne fra et Europa i vandringernes tegn nåede også indirekte Danmark. Kelterne trængte sig igennem Europa, og deres påvirkning var så stærk, at første del af jernalderen, som varede fra cirka 500 f. Kr. til omkring Kristi fødsel kaldes for keltisk jernalder. Kelternes gudebilleder og verdensopfattelse kan også ses på nogle af de ting, som jernaldermenneskene har efterladt sig som fx den store sølvkedel fra Gundestrup, der som så meget andet er fundet i mosen, hvor den må have været en offergave. Måske i forbindelse med de vandringerm der også var i Skandinavien, hvor forskellige folkeslag vandrede som Saxere og Anglere, der drog fra Jylland til England, mens Danerne kom fra Sverige til Danmark og så videre.

Jernalder: Romerske periode

Mest kendte er imidlertid de to guldhorn, som blev fundet i Gallehus i Sønderjylland i henholdsvis1639 og 1734, og som kan daters til 400 e. Kr., hvor man på det ene kan læse den første tekst nogensinde skrevet på dansk: “Jeg Lægæst Holtes søn gjorde hornet.” Kopier af de berømte og ialt næsten syv kilo tunge guldhorn kan ses på Nationalmuseet, hvor originalerne også var, indtil de i 1802 blev stjålet og smeltet om. Heldigvis var de aftegnet, så vi har billeder og tekst gengivet på kopierne. Og vi har en rest, nemlig de små ørenringe af det oprindelige guld. De kan også ses på Nationalmuseet.

Anden del af jernalderen fra Kristi fødsel til cirka 700 e. Kr. kaldes for den romerske jernalder, fordi nu kom inspirationen og påvirkningen fra det store romerske rige, som jernaldermenneskene også handlede ivrigt med – og gerne ville sammenlignes med.

Så overklassen købte glas, vin, vinkander og andre varer, der indikerede, at man var ligeså fin og kulturel som en romer, selvom nærmest alle danskere i det stadig meget primitive Danmark næppe har haft fantasi til at forestille sig livet i det civiliserede og udviklede Rom. Men man ville gerne være ligeså fin som en romer, så man lod sig begrave med både kander og drikkehorn af det fine glas, som man endnu ikke selv kunne genskabe.

Man blev også inspireret af den romerske gudeverden og skabte grundfigurerne i den senere asetro: Den vise og enøjede Odin, den stærke Thor, frugtbarhedsgudinden Freja og alle de andre, som ellers hører sammen med vikingetiden.

Det var i det hele taget en driftig tid, hvor der også blev fældet træer i den store stil, så byerne kunne vokse og velstanden øges. Det var især nogle få, der skummede fløden og blev rige stormænd, mens livet for de fleste var en kort affære fuld af hårdt arbejde med jord og dyr. Kun de få var som sagt krigere og jordbesiddere – og sådan fortsatte det også i den næste tid, som vi skal høre om næste mandag d. 27. januar: Nemlig vikingetiden.

Læs tidligere afsnit her:
Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mere Danmarkshistorie = Mere Solidaritet

Udgivet den af
1

I en kronik i Berlingske Tidende i går efterlyste formand for Det Konservative Folkeparti Lars Barfoed mere viden om Danmarkshistorien blandt danskerne:

http://www.b.dk/debat/barfoed-danskerne-skal-kende-historien

“Kulturpolitik handler både om at skabe rammerne for en fortsat udvikling af vores kultur og kunstneriske udtryk og samtidig bevare og forankre vores historiske og kulturelle værdier i den almindelige bevidsthed og dannelse,” skriver Lars Barfoed i kronikken, hvor der senere også står:

“Vi er vores historie. Hvad enten det gælder den nyere historie eller antikken, har historiske begivenheder og personer defineret rammerne for vores tilværelse og kulturelle ophav.”

Og endelig skriver Lars Barfoed tilsidst i kronikken: “Et fælles historisk anker er og bliver den væsentligste forudsætning for, at vores lille men seje nation kan stå stærkt og samlet i fremtiden.”.

Danmarksbloggen er 100% enig med Lars Barfoed. Vi er vores historie – på godt og ondt. Og det nytter ikke noget at tro, at man kan google sig til alt, som socialdemokraternes kulturordfører Mogens Jensen var ude og hævde det i diverse medier i går.

For det første er det en betingelse for at kunne google noget, at man ved, hvad man skal google. Og det ved man kun, hvis der er en lampe, der lyser, når man hører et navn, et årstal, et geografisk sted eller andet, som knytter sig til en historisk begivenhed.

Og for det andet – og vigtigste, så kan man ikke google sammenhænge. Dem forstår man kun, når man kender årstal, personer, steder og begivenheder hver for sig – og så efterfølgende kan flette dem sammen i meningsfulde konstellationer.

Det er også helt efter historiebogens lære om de klassiske parti-værdier, når en konservativ gerne vil have (mere) historisk viden blandt danskerne, mens en socialdemokrat er mere indifferent.

Men lige på det punkt har udviklingen betydet, at de to partiers klassiske holdninger til historisk viden og danskerne formentlig ikke gælder mere. For hvis danskerne lærte deres historie (bedre) at kende, især den fra slutningen af 1800-tallet og frem, ville de borgerlige partier formentlig være noget mere tilbageholdende med at øge kendskabet til Danmarkshistorien.

For dén historie er en lang fortælling om hvordan fagbevægelse, andelsbevægelse og et ungt Socialdemokrati lavede et klassedelt samfund med store skel mellem rig og fattig om til et samfund, hvor få havde for meget og færre for lidt.

Den udvikling går så – i vores historieløse tid – desværre den modsatte vej, således at skellene blandt danskere igen øges i disse år.

Men at kunne sin Danmarkshistorie er at vide, at Danmark er bedst, når vi lever efter devisen “Solidaritet og Sammenhold.”.

Så jo, lad os endelig få meget mere Danmarkshistorie på skemaet rundt om på skolerne  – og også alle mulige andre steder. Og lad det endelig blive Danmarkshistorie på en både spændende og humoristisk måde – sålænge det også er lødigt, substantielt og opfordrer til at tænke selv.

Danmarksbloggen bakker 100% op om mere Danmarkshistore. Jo mere, jo bedre.

For: Mere Danmarkshistorie = Mere Solidaritet.

Og det er dér hårdt brug for i Danmark i øjeblikket.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

De tyske indvandrere i den danske jul

Udgivet den af
2

Hvad er vel mere dansk og julet end juletræet, adventskransen og julekalenderen? Tjah, julemærket og kravlenissen, som begge er danske opfindelser skabt af henholdsvis postmester Einar Holbøll i 1903 og tegner Flemming Bramming i 1947.

For de tre andre er nemlig tyske indvandrere til den danske jul. Tyskland var også i århundreder det sted, hvorfra vi hentede mest kultur og inspiration, også når det drejede sig om højtiderne. Og her har julen altid været konge i Danmark – selvom påsken teologisk set er større.

Men altså både juletræ, adventskrans og julekalender kom fra Tyskland.

Juletræet for lidt over 200 år siden. Man mener, at det første juletræ i Danmark stod på det sydsjællandske gods Holsteinsborg i 1808. Men det var først, da familien Lehmann i København i 1811 anskaffede sig et juletræ, at det vakte national opsigt – og derfra gik det stærkt med at få udbredt traditionen.

Adventskransen kom til Danmark med Christian d. 10´s tyskfødte dronning Alexandrine og alle de ved genforeningen i 1920 hjemvendte sønderjyder. Men også her var det først senere, nemlig under de mørke år i besættelsen 1940-45, at skikken for alvor blev landskendt.

Julekalenderen blev skabt af den tyske forlægger Gerhard Lang i starten af 1900-tallet og kom til Danmark i 1932. De første julekalendere i Tyskland var ikke med låger, men bestod af to stykker papir. Et med billeder og et andet med vers. Så kunne man klippe billederne ud og klistre på arket på vers. Ideen holdt ikke rigtigt, men så fandt Gerhard Lang på det med lågerne – og succesen var hjemme, også i Danmark.

Og hvad kan man så lære af alt dette? Jo, at indvandrere og indvandring i reglen altid skaber noget godt – og at ingenting er statisk, men at alt derimod er levende og konstant i forandring.

På samme måde har især også Brammings kravlenisser forlængst kravlet udover landets grænser, så man også i andre lande end Danmark bruger kravlenisser.

Kultur, ideer, traditioner og skikke er nemlig ligesom viden ment til at spredes og deles.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Julefred, juleøl og jule-navnet

Udgivet den af
2

Julen nærmer sig med stormskridt – og julefreden er ved at sænke sig over det ganske land.

Danmarksbloggen holder også julefri i juledagene, men indtil da vil vi skrive om juletid, juletraditioner samt selvfølgelig tænde det sidste lys i adventskransen.

For nu er adventstiden – endelig – ved at blive til juletid.

Den tid på året, hvor vi – ihvertfald officielt fejrer – at Jesus blev født. Men hvor vi – lang tid inden kristendommen nåede herop nordpå – fejrede, at lyset nu vender tilbage.

Men hvorfor hedder det egentlig jul?

Ja, man mener, at ordet jul stammer fra vikingerne, som kaldte midvinter-højtiden for yule eller jól, og som talte om at drikke jul.

Som der står i kvadet om Harald Hårfager:

Ude vil han drikke jul,
den højtstræbende fyrste,
om han skal kunne ene herske,
ude vil han øve Frejs leg.

Vikingerne tog nemlig ud på havet for dér i deres vikingeskibe på de tilisede fjorde (og langt væk fra kvindfolkets varme stuer og dunfyldte vanter) at drikke mjød i så store mængder, at det skabte grundlag for den drikke-kultur, som vi stadig har i Danmark.

En alkohol-kultur, som trækker en lige linie fra vikingernes umådeholdende jule-drikkeri til nutidens ligeså våde og alkoholrige J-dag og julefrokoster.

Forskellen er imidlertid til at få øje på. Vikingerne holdt nemlig fred – julefred, når de drak jul. Det gør en del af deres efterkommere desværre ikke. Slåskampe på barer og gader, og endnu værre: Uro og problemer i familierne er idag en fast julegæst i mange hjem, og altid med børnene som de store tabere.

Den kristne kirke brød sig i øvrigt ikke om hverken juledrikkeriet eller ordet jul, så den forsøgte i dens tidlige tid i Danmark at indføre ordet kristmesse istedet for jul. Det var jo gået så godt i England, hvor jul hedder Christmas. Men i Danmark var der ingen, der syntes, at det var en god idé.

Rør blot ikke ved min gamle jul, som vi stadig synger det i “Sikken voldsom trængsel og alarm”. Det gælder juleøllet, og det gælder jule-navnet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Albert Nielsen tænder adventskransens tredje lys

Udgivet den af
1

Medmenneskeligheden og fællesskabet i Danmark trues af mørket på en måde, som vi ikke har set det i mange årtier. Der er brug for at tænde lys. Danmarksbloggen beder derfor hver søndag i advent en person eller en organisation, der arbejder med og for andre mennesker om at tænde et lys og skrive et indlæg.

I dag er det leder af Anemone teatret og valgmenighedsformand Albert Nielsen, der med følgende ord tænder adventskransens tredje lys:

Meget tidligt i Anemone teatrets 30-årige historie blev Lisbet og jeg klare over, at vi havde en helt bestemt ide om, hvad vores teaterstykker skulle indeholde.

Det skulle naturligvis være en god, dramatisk historie, som kunne forstås på flere planer, og så skulle det bevæge/udfordre modtagerens indre væsen – uanset alder.

At spille teater for børn er et stort privilegium, men også et stort ansvar. Der findes ikke et bedre og mere seriøst publikum. De er åbne og tillidsfulde, og accepterer umiddelbart teatrets præmis. Selv større børn oplever en god ”forestilling” som virkelighed, fordi den foregår lige nu og her med rigtige mennesker og ægte følelser, og hvis forestillingen har noget på sinde, vil barnet tage budskabet til sig som en erfaring, der kan præge det resten af livet.

Vi har altid været bevidste om, at vi ikke ville lave socialrealistiske forestillinger med pædagogiske opskrifter på, hvordan man agerede i verden. Dét vi havde lyst til at dele med børnene, var vores egne spørgsmål om, hvordan man bliver et helt menneske, hvordan man navigerer mellem godt og ondt, og bibeholder troen på, at der er et lys for enden af tunnellen.

De ord, som definerer vores teaterstykker er: Tro, Håb og Kærlighed. Til sammen danner de tre ord en livseliksir – der også er grundbegreberne i Kristendommen.

Jeg er blevet bedt om at tænde et lys for nogen eller noget 3. advent, og det skal være for Kristendommen i Danmark, som jeg synes mistrives – også i den danske folkekirke. Jeg er opvokset i et hjem uden noget aktivt forhold til religion, så al min viden og forståelse af biblen fik jeg i folkeskolen. Jeg nåede at gå på fire af dem, og på alle samledes skolen ved skoledagens begyndelse til morgensang med efterfølgende Fadervor og dagens meddelelser. Vi havde kristendom som fag en gang om ugen, og kirkegang til jul.

Det gjorde, at vi fik et rimeligt kendskab til den religion, der gennem tusind år har formet Danmark, som i følge Grundloven er kristen. Mange af de værdier, vi værner om og videregiver til vores børn, er kristne: Individets ret til at tale frit, omsorg for de svage i samfundet, tilgivelse, tolerance, tro, håb og kærlighed.

Dyder, jeg naturligvis også lærte derhjemme, men ikke, at de kom fra biblen. Det er 40-50 år siden, og meget har ændret sig siden.

Jeg bliver så bedrøvet, når jeg hører om de mange tiltag, der bliver gjort i børneinstitutioner og skoler for at nedtone det kristne grundlag, som vores samfund bygger på. Kristne symboler skal fjernes, juleudflugten til kirken aflyses, kristendomsundervisningen og Fadervor afvikles. Alt sammen i misforstået respekt for andre religioner. Men hvordan skulle vi dog forstå dem, hvis vi hverken kender eller forstår vores egen?

Min egen snørklede vej til kristendommen og til troen på Jesus Kristus har åbnet mine øjne for, hvor mange fordomme jeg havde bygget op om kristendommen, hvor fattige vi som samfund og mennesker bliver uden en tro på noget højere end os selv, og uden en åndsverden som pejlemærke for formålet med vores liv.

I teksten til 3. søndag i advent skriver Paulus i sit andet brev til Korinterne, kap. 4, v. 6: Thi Gud, der sagde: »Af mørke skal lys skinne frem,« han har ladet det skinne i vore hjerter til oplysning og til kundskab om Guds herlighed på Jesu Kristi ansigt.

Lad os også tænde et lys for os selv og vores børn, så vi mindes om, hvor vi kommer fra og hvor vi skal hen.

Skrevet af Albert Nielsen er sammen med sin hustru, Lisbet Lipschitz, stifter og leder af Anemone teatret i København samt formand for Nordsjællands Valgmenighed, en lille menighed i Melby, som har eksisteret i 5½ år, og hører under den danske folkekirke. 

Se evt. mere på www.anemoneteatret.dk og www.nordsjaellandsvalgmenighed.dk.

Frem til d. 22. december opføres ”Når du ser et stjerneskud” på Anemone teatret. Det handler om julens budskab om, at kærligheden er kommet til verden i julen, og at den overvinder alt. Læs anmeldelsen her

Kristendommen mangler i årets tv-julekalendre

Udgivet den af
3

Uden kristendommen ville der ikke være nogen jul.

Så man kan mene, at kristendommen ville være tilstede i årets tv-julekalendre på en eller anden måde. Men hvor er kristendommen? Den er mere eller mindre støvsuget væk – eller lavet om til noget, som har meget lidt med kristendom at gøre.

I DR´s “Pagten”, der er en genudsendelse fra 2009, lægges der ellers i de første afsnit op til, at Grundtvig og hans tanker skal spille en stor rolle i handlingen. Men i realiteten er det kun et enkelt digt af dansk åndslivs kæmpe, der får betydning. Og det er synd, for der var mange veje, som man kunne have gået med Grundtvigs mange ord. Men istedet bliver “Pagten” en klassisk historie om den onde heks, de gode nisser og de forvirrede mennesker i den store kamp mellem gode og onde.

Årets TV2´s julekalender “Tvillingerne og Julemanden” er også en klassisk det-gode-mod-det-onde-historie med et par modige børn, en godmodig julemand, fortravlede forældre og lidt ung kærlighed krydret med gåder og humor.

Så langt business as usual.

For “Tvillingerne og Julemanden” har også et andet aspekt, nemlig de grønklædte vogtere, der tilbeder og hylder julens ånd symboliseret ved en sten og et juletræ – og senere ved også at hylde Nicholas i Lars Hjortshøjs skikkelse som julens helgen.

Og der er intet af dét, som giver ingen mening. Dels har kristne (og man må formode vogterne er kristne, selvom det ikke siges) aldrig tilbedt et træ, heller ikke det juletræ, som slet ikke fandtes i den middelalder, hvor vogterne hævdes at komme fra. Dels er Nicholas IKKE julens helgen. Begivenheder og helligdage har ikke helgener. Den historiske Nicolaus, som han staves, er derimod helgen for børn, købmænd, sømænd og tyve, som man dengang mente var fire sider af samme uansvarlige sag.

Den juleånd, som vogterne hylder, når de danser om juletræet (som var det en afgud) er nemlig i stedet den moderne jul, hvor det netop drejer sig om hygge, gaver og god mad uden nogen dybere referancer.

Men den honningkage-søde juleånd, som de grønne vogtere tilbeder på nærmest hedensk manér, er meget langt fra den bibelske juleånd, der handler om en fødsel i en stald, besøget af hyrder og stjernetydere – og endelig barnemordet i Betlehem og flugten til Egypten.

Den kristne julehistorie er nemlig en historie, der vil mere end blot skabe en hyggelig og behagelig juleånd. Den vil fortælle, at således elskede Gud verden, at han gav den sin søn. Og det er en fortælling, der handler om ydmyghed, tro og mirakler i en hård verden. En fortælling, der ikke kan fortælles for tit.

Et sted, hvor man fortæller den på en anden måde – men stadig for børn (og voksne), er på Anemoneteatret i København, hvis juleforestilling “Når du ser et stjerneskud” er som en moderne version af jule-evangeliet og en fast del af mange børnefamiliers december.

Læs undertegnedes anmeldelse til Kristendom.dk her: http://www.kristendom.dk/artikel/305518:Anmeldelser–Stjerneskuddene-flyver-paa-Anemoneteatret

I morgen er det tredje søndag i advent – og der tænder stifter og leder af Anemoneteatret samt formand for bestyrelsen/menighedsrådet i Nordsjællands Valgmenighed Albert Nielsen det tredje lys i Danmarksbloggens adventskrans. Læs endelig med.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk