Forfatterarkiv: admin

Anmeldelse: Askepot på Anemoneteatret: Livet, døden og kærligheden

Udgivet den af
1

Der er ikke noget publikum, der er sværere – og bedre – at spille for end børn. De sanser alt, og de reagerer prompte på det, som de hører og ser.

Det ved man på Anemoneteatret i København, der i går, lørdag d. 8. februar, havde re-premiere på Askepot. Og lad det være sagt med det samme: Forestillingen er substans, musik og eventyr hele vejen fra den første tone slås an til det hele ender lykkeligt en lille time senere.

Det er ægte og indfølt, og der spilles med stor humor og perfekt timing som altid på Anemoneteateret, der nu i mere end 25 år har spillet teater for børn – og dermed også for voksne med barnesindet og modet i behold.

Anemoneteatrets version af Askepot er tro mod eventyret i sin oprindelige form, som Brdr. Grimm nedskrev det, dengang de samlede eventyrerne. Det vil sige den udgave med kvisten, der plantes på moderens grav og de tre aftner med bal på slottet – og ikke Disney-versionen med musene og græskarret.

Og det er godt. For netop moderen og hendes grav spiller en afgørende rolle. Ja, uden moderens kærlighed – også fra den anden side af graven – var det slet ikke gået for Askepot, der føler sig ladt tilbage af moderen. Men som ikke skal dø endnu, men leve længe og lykkeligt, før hun skal møde moderen og Guds engle igen.

Og Anemoneteatret tør dvæle ved sorgen. På scenen står forestillingen igennem moderens grav, som vandes af Askepots tårer ved hendes talrige besøg. Den kristne tro vises også med korset, der plantes i moderens grav, da forestillingen starter – og som står som en reminder om, at døden altid er med os, også midt i livet. Og at det er sådan, at det skal være. For kun sammen giver døden og livet mening.

Og børnene – som så mange forældre mener skal skånes for de ting, der kan være svært eller gøre ondt: Hvordan reagerer børnene på en historie, der så direkte viser dem, at døden er et grundvilkår i livet? På en forestilling, der ikke kun antyder, men tør dvæle ved, at døden, sorgen og smerten hænger sammen med kærligheden – og at kærligheden mellem mennesker er det største, også på den anden side af døden.

Ja, de sidder helt stille, dybt grebne som vi voksne, og tager det helt ind i deres følsomme børnesind. Og det er slet ikke for meget for dem. Tværtimod i en tid, hvor så meget er plastic, overflade, X-factor-kendis-berømmelse og fokus på at have det sjovt, så længes børnene efter fordybelsen, ægtheden og voksne, der tør vise og fortælle dem om de store følelser og de grundlæggende ting i livet og dét at være menneske.

For kun ved at lære hele livet at kende, kan vi blive hele mennesker – og det ved børn instinktivt. Men børnene lærer det kun, hvis de voksne omkring dem har modet til at fortælle dem om døden, livet og kærligheden.

På Anemoneteatret har man det mod – og mere til. Det er også derfor, at man tør vise menneskene, når de er allermest sorte i sjælen og livet: Fra stedmoderens og stedsøstrenes ondskab, som får på alle tangenter over deres kræve-mentalitet og fokus på materielle goder til deres misundelse, da de ser, hvor fin Askepot bliver. Og uden at skulle røbe for meget kan siges, at hun bliver ligeså fin på ydersiden som hun er på indersiden.

Og indeni er Askepot en smuk, smuk blomst af både godhed og kærlighed, der trods alle de hårde ord og uretfærdigheder, som hun mødes med, bevarer sit varme hjerte og sin store ydmyghed.

Og det hele bliver gjort med humor, store dukker, masker og levende mennesker, med middelalder-inspireret musik, moderne rap og fængende leg med ord. Askepot, Aske-snot. Snaske-pot. Børnene fanger dem med samme og må begejstret sige dem højt. Det er nye, gode ord.

Ja, faktisk er det imponerende, hvad de fire mennesker på scenen kan gøre med de store dukker, de to stykker stof, der danner ligesom to forhæng, graven, korset, ravnen og de få andre rekvisitter, der er med. Så enkle ting – og så får de fire skuespillere alligevel fortalt historien med så mange facetter og nuancer. Det kaldes godt skuespil og samarbejde og at være der for hinanden.

Det er ovenikøbet så også en del af stykkets pointe, nemlig at vi når ingen vegne med at være egoistiske og selvtilstrækkelige.

Tværtimod så er det kun kærligheden, der kan få os til at vokse som netop den morbærkvist, som Askepot planter på moderens grav. Den kærlighed, der giver os alt. Men som også kræver mod. At være sød og god kæver styrke og mod, som det hedder. For ja, kærligheden kræver styrke.

Heldigvis har kærligheden i Anemoneteatrets Askepot også selskab af humoren og visdommen i form af den sorte ravn, der er så meget klogere end den selv forstår.

Du er aldrig alene, heller ikke selvom du tror du er alene, som ravnen siger uden at forstå det, men så pudsigt at alle griner. Det er selvfølgelig Gud, som der snakkes om. Den Gud, som altid er der – og som passer på os alle sammen. Dét er også klassisk Anemoneteater: Nemlig at troen og den dybeste alvor formidles med masser af humor og væsner af en anden verden. Og som altid så virker det.

Her leder det videre til Gudmor Morbærtræ, som der er så meget dybde og poesi i – og hjælp at hente hos for Askepot, der af Gudmor Morbærtræ får alle de gaver, som hun skal bruge for at kunne få opfyldt den drøm, der vokser gennem forestillingen. En drøm om bal på slottet, dans og at blive gift med prinsen.

Men også en drøm, der stik mod den normale version af eventyret, kun bliver virkelighed, fordi faderen siger til prinsen, at han har en datter mere, da de to stedsøstre sidder ømme i fødderne efter tre dages dans og en afhugget hæl og en afklippet tå.

Faderen tør altså noget i Anemoneteatrets version – og det samme gør Askepot. De er ikke bare ofre for omstændigheder. De tør tage initiativ. Igen modet til at turde, også når det er svært.

Danmarks store eventyrdigter H. C. Andersen sagde altid, at hans eventyr var fortalte for børn. På samme måde kan man sige, at Anemoneteatrets Askepot er et eventyr spillet for børn. Men ligesom at H.C. Andersens eventyr også var for voksne, så er denne version af Askepot det i høj grad også.

For det er eventyr i den store stil, ikke med magi og svingende tryllestave og bu-bi-du-ord og Disneysløjfer, men med troen, godheden – og med fastholdelsen af kærligheden som det, der betyder noget i livet som i døden.

Eventyret lever altså endnu. Det er ikke for sent. Vi kan endnu nå at leve lykkeligt til vores dages ende. Der er håb.

Bed og I skal få, som Askepot gør det til Gudmor Morbærtræ, der gavmildt giver Askepot, hvad hun har brug for, så hun kan sprede sin kærlighed endnu mere. For livets og himlens gave er kærlighed. Den kærlighed, som det hele drejer sig om her i verden, og som vokser og trives, når den gives bort.

Det ved man også på Anemoneteatret, hvor man med Askepot giver sit publikum endnu en eventyrlig stor bid af et brag af en forestilling. Danmarksbloggen anbefaler den på det varmeste.

Læs mere på www.anemoneteatret.dk

Askepot spiller til og med 9. marts.

Medvirkende: Lisbet Lipschitz, Lærke Schjærff Engelbrecht, Jens Tolsgaard og Andreas Berg Nielsen
Instruktion: Albert Nielsen
Instruktørassistent: Embla Egelund
Dramatisering:Bjarne Sloth Torup og Albert Nielsen
Scenografi: Niels Secher
Teknik, lys og værksted: Mikael Jørgensen og Christoffer D. Pihl
Musiker/ komponist: Jens Tolsgaard
Kostumer og dukker: Maria Inez Retmales og Isa Østerbye
Sangtekster: Gunvor Reynberg og Albert Nielsen

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk.

OL i regnbuens farver

Udgivet den af
1

Mens disse linier skrives, er åbningsceremonien ved OL i gang … En åbningsceremoni, der faktisk er lidt regnbuefarvet, når man ser på alle de forskellige landes farver i deres tøj og flag. Næppe noget, som Putin og venner er glade for.

“Det er en menneskeret at dyrke sport. Alle skal have mulighed for at dyrke sport uden diskrimination og i den olympiske ånd, som kræver fælles forståelse og en følelse af venskab, solidaritet og fair play,” som det hedder i Googles oversættelse fra Det Olympiske Charter. Et Google, der i dagens anledning kører et regnbuefarvet OL-tema.

Fair play, ja, det taler man meget om i sport – men ikke i politik. Sjovt nok hænger sport og politik ofte nøje sammen.

Og meget lidt i denne verden er mere politisk end et OL.

Heller ikke denne gang. Det nye er blot, at her er det ikke værtslandet, men os andre som har mest på dagsordenen: Nemlig at få markeret, at det er en menneskeret at have den seksualitet, som man nu engang har.

LOVE IS  A HUMAN RIGHT, som vi råbte det til “To Russia with Love”-demoen i august sidste år.

Dét gælder stadigvæk – desværre. For der skal åbenbart sendes helt abnorme mængder af kærlighed til Rusland for at få sneen og isen i deres hjerter til at smelte, så russerne kan forstå, at det drejer sig om kærlighed og medmenneskelighed – om at alle regnbuens farver skal stråle.

Gid sportsfolkene, der er med til OL, vil bakke op ved konstant og hele tiden at tale mangfoldighedens – regnbuens – sag, eller måske ligefrem springe ud af skabet, hvis de selv er homo-, bi- eller transseksuel.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

København har fået sin Regnbueplads

Udgivet den af
1

Så skete det.
København fik sin Regnbueplads.
Dét var godt.

http://www.homotropolis.com/2014/02/artikler/kobenhavn-far-regnbuepladsen/

Danmarksbloggen vil derfor også ønske et kæmpestort tilllykke af hele dens rød-hvide-regnbuefarvede hjerte.

At Danmark får en Regnbueplads lige nu er også et stærkt – og relevant – signal at sende her kort inden Vinter-OL starter i et Rusland, der er ved at gå til i had og forfølgelse af alle andre end lige heteroseksuelle.

For også i Moskva og i Skt. Petersborg er der brug for en Regnbueplads.

Det har nok desværre lange udsigter, men det har det ikke længere i København, som her d. 6. februar 2014 endelig fik sin Regnbueplads til glæde og stolthed for os allesammen, uanset om vi er homo-, bi-, trans-, hetero- eller alle mulige andre former for -seksuelle.

Ja, Danmarksbloggen er også sikker på, at Grundtvig (der jo ellers forbindes med pladsen på grund af Vartorv) nikker bifaldende fra sin himmel. Frisind og rummelighed var som bekendt hjertesager for dansk åndslivs kæmpe.

Tillykke til os.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Manden, der lever op til myten: Ole Sohn

Udgivet den af
Svar

Der er et gammelt ord, der siger, at hvis man ikke er socialist som ung, så har man ikke noget hjerte – og hvis man ikke er konservativ som gammel, så har man ikke nogen hjerne.

Det passer ikke på ret mange. Tværtimod har de fleste af os nogenlunde de samme holdninger gennem livet.

Men ikke Ole Sohn.

Ole Sohn er i høj grad manden, der lever op til myten om at være rød som ung og blå som gammel. Han startede som kommunist, blev så SF´er og er nu socialdemokrat ude på partiets alleryderste blå fløj.

Og Socialdemokratiets blå højrefløj er blå i disse år. Så blå at Venstre nogen gange nærmest virker som om partiet har nogen røde nuancer i det blå. Det har Venstre selvfølgelig ikke.

Men Ole Sohn sprænger skalaen med sit forslag om, at arbejderne skal love ikke at forlange nogen lønstigninger i ti år – samtidig med at virksomhederne ikke skal love noget til gengæld hverken overfor deres ansatte eller overfor samfundet.

Det giver ikke mening. Hvis vi som samfund skal til at yde mere – og det skal vi nok, når man ser på udviklingen overalt i verden – så gælder den øgede forpligtelse os alle sammen, også virksomhederne.

For i et samfund er man forpligtet på hinanden, svag og stærk, ung og gammel, rød og blå – også selvom en del helst vil glemme det.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ministerpost ønskes i barselsgave

Udgivet den af
1

Der er ønskebørn – og så er der ønskebørn, som i dén grad kommer på rette tid.

Et af disse ønskebørn bliver den søn eller datter, som Venstres nu tidligere spidskandidat til EU-parlamentet Ellen Trane Nørby skal føde til august.

Ellen Trane Nørby meddelte nemlig i går, at hun på grund af sin graviditet alligevel ikke opstiller til EU-parlamentsvalget til maj. Hun siger, at danskerne skal have en Venstre-spidskandidat, der kan bruge alle sine kræfter på EU og ikke også skal tænke på at være mor for et barn.

Gad vide om det betyder, at Ellen Trane Nørby også stopper i Folketinget? For man må formode, at dansk politik er ligeså vigtig for hende som EU-politik?!

Og antallet af timer, man er væk fra sit barn, er mindst ligeså mange på Christiansborg som de er i Bruxelles, hvis ikke der tilmed er tale om flere arbejdstimer på Christiansborg, hvad der ofte er for ledende medlemmer af Tinget som fx Ellen Trane Nørby.

Ellen Trane Nørby melder dog ikke noget om, hvorvidt hun går ud af dansk politik eller ej. Tværtimod går der et vedholdende rygte om, at hun mere eller mindre blev presset til at sige ja til at skulle til Bruxelles, dengang før hun blev gravid.

Man kunne derfor godt forestille sig, at Ellen Trane Nørby fortsætter på Christiansborg – og at det her slet ikke handler om arbejdstid i forhold til familietid, men om at Ellen Trane Nørby simpelthen hellere vil blive i dansk politik – og at hendes graviditet betyder, at hun nu har en undskyldning for at blive på Christiansborg og dermed bevare muligheden for at blive minister i en evt. kommende Venstre-regering.

En ministerpost efter et folketingsvalg, der kommer senest i efteråret 2015, er formentlig også dén barselsgave, som Ellen Trane Nørby ønsker sig allermest.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Duen i Roskilde Domkirke er et symbol på håb …

Udgivet den af
1

I en tid, hvor der trækker sorte skyer op fra både øst og vest, syd og nord – og hvor det danske samfund er ved at gå til i fremmedfjendskhed og egoisme, er det godt med lyspunkter, som den store due der ugen ud svæver i Roskilde Domkirke.

Med et vingefang på seks meter fylder duen godt i den store katedral, hvor den belyses på forskellig måde. Duen er skabt af billedkunstner Maria Lau Krogh sammen med Roskilde Stifts 2000 konfirmander, og man kan læse mere om duen i undertegnedes artikel her:

http://www.kristendom.dk/artikel/543946:Danmark–Due-skabt-af-2000-konfirmandboenner-svaever-i-Roskilde-Domkirke

Duen er et kristnet symbol, der ofte hænger over både døbefont og prædikestol. Der var også duer i centrale roller i både Gammelt og Nyt Testamente, næsten altid som budbringere af håb og tillid.

Og det er duen stadigvæk – også selvom man ikke er kristen eller religiøs i det hele taget. Duen er symbolet på fred og håb. Noget, som der desperat er brug for i øjeblikket.

I menneskets sind som i Danmark og i verden som helhed … Slip duerne fri og lad dem svæve som duen i Roskilde Domkírke  …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hvad har Michael Laudrup og Annette Wilhelmsen tilfælles?

Udgivet den af
1

Hvad har nu tidligere fodboldtræner for den engelske klub Swansea Michael Laudrup og SF´s afgående formand Annette Wilhelmsen tilfælles?

Jo, de er begge blevet vejet og fundet for lette efter kort tids indsats.

Nu kan man hævde, at det ikke er fair at sammenligne en fodboldtræner med en partiformand – og indrømmet, nej, det er det ikke. En fodboldtræner har kun ringe betydning for samfundet, mens en partiformand spiller en meget større rolle i fordelingen af goder og midler, hvad nok især Annette Wilhelmsen måtte sande efter balladen med millionen til Lisbeth Zornig.

Om det var rigtigt at fyre Michael Laudrup, eller om det var rigtigt at Annette Wilhelmsen gik – evt. blev presset til at gå – er noget, som kan diskuteres længe og indædt, og meningerne vil sikkert være ligeså delte, som de er stålsatte.

Danmarksbloggen vil derfor nøjes med at konstatere, at vi har et problem i samfundet, hvis vi skriger på en ny chef, hver gang der kommer problemer. For løsningen er ikke – for et parti, en virksomhed, et fodboldhold eller nogen anden – bare at skifte ud i toppen, når man ønsker, at tingene går anderledes.

Nogle gange ligger problemet et helt andet sted. Og andre gange skal det bare accepteres, at nederlag og modgang er en naturlig del af livet, som man ikke kan undgå ved at skifte chef 24-7. Det må accepteres, at det faktisk kan betale sig at give ledere lov til at begå fejl, at lade dem få tid og rum til at virke på den lange bane.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Er (dronning) Margrethe Vestager blå eller rød?

Udgivet den af
2

Dagen efter den nye regering blev præsenteret, trænger spørgsmålet sig på:
Er den radikale økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager – eller dronning Margrethe som Danmarksbloggen har erfaret, at hun kaldes internt på Borgen – rød eller blå?

Spørgsmålet er vigtigt, da Margrethe Vestager på papiret kun er vice-statsminister, men i realiteten er den, der holder nøglerne til magten i sin hule hånd som en anden regent.

Meget af den politik, som hun har fået gennemført i de seneste 2½ år, peger i den blå retning. Selv hævder Margrethe Vestager, at den enkeltes velfærd i form af job og skatte-indbetaling er en forudsætning for den fælles velfærd.

Og det har hun både ret – og ikke ret i. Ret i at samfundet er nødt til at tjene penge for at kunne bruge penge på velfærd. Men ikke ret i at den enkeltes velfærd kræver, at vedkommende har et job. For hvor stiller det den syge, den ældre, den unge, den arbejdsløse og alle de andre, der ikke har et job? Ja, netop udenfor samfundet.

Men der er ingen, der skal være udenfor samfundet, udenfor fællesskabet. Et menneskes værdi måles ikke i dets evne til at yde (på arbejdsmarkedet), men i at det er et menneske.

Så når Margrethe Vestager hævder, at et job er den eneste vej til velfærd for den enkelte, så har hun placeret sig i dén blå blok, som hun måske inderst inde drømmer om at danne regering sammen med.

Og gad vide, hvad Venstre vil sige til det? Er Det Radikale Venstre trods alt lettere at danse med end Dansk Folkeparti og Liberal Alliance? Eller er spørgsmålet snarere som så ofte før: Hvem vil de radikale danse med? Hvem finder nåde for (dronning) Margrethes Vestagers blik? Fremtiden vil vise det.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nye ministre, men det samme misk-mask

Udgivet den af
1

I torsdags var en dramatisk dag i dansk politik. SF gik ud af regeringen, og dramaet fortsatte de kommende dage – og fortsætter en måneds tid endnu for det vingeskudte parti. Og idag præsenteres de nye ministre i det, der er blevet til en SR-regering.

Ikke at det ændrer ret meget i den politik, som føres på Christiansborg. Ikke udover at nu behøver den nye SR-regering ikke længere at lade som om, at den skal tage hensyn til SF – og det gør jo hverdagen nemmere for Thorning og Vestager.

Nemt er det også for Enhedslisten og Dansk Folkeparti, der som de eneste står med en sejr og en klar profil ovenpå DONG-sagen. Noget, der vil give begge partier mange stemmer til det kommende valg.

SF og De Konservative har derimod spillet fallit. Begge hylder de en verden af i går, som ikke er mere. At det så ikke er den samme verden, som de længes tilbage til, betyder ingenting. Deres virkelighed er under alle omstændigheder væk.

Og de andre: Socialdemokraterne, De Radikale, Venstre samt Venstres ekstrem-liberale lillebror LA – ja, de snakker om Danmark som en forretning, der skal køres. Løkke udtalte endda i sidste uge, at han kunne tilbyde en mere professionel ledelse af Danmark end Thorning og Vestager.

Nu er det så bare ikke lige hvad Danmark har brug for. Danmark er ikke en virksomhed, der skal have størst muligt overskud på bundlinien. Men det tror man åbenbart hos de partier, der har støttet salget af DONG til Goldman Sachs. Og med en sådan holdning til Danmark, er det let at se, hvorfor det kunne gå så galt.

For Danmark er ikke hverken en vindmølle-producent eller en investeringsbank. Danmark er det land, hvor du og jeg og alle andre danskere bor – og hvor det er politikernes job at sørge for rammer og grundlag, så vi alle kan trives – uanset hvem vi er, og hvor meget vi kan yde.

Det har de bare glemt inde på Christiansborg – og derfor fristes man til at sige, at det er ligemeget, hvem der bliver ministre. For det bliver jo bare det samme misk-mask.

Danmarksbloggen holder dog fast i, at der må findes enkelte sjæle i dansk politik med visionerne og moralen i behold … og at det er dem, som vi skal stemme på.

Det spiller trods alt også en rolle, om støttepartiet hedder DF eller Enhedslisten. For de to partiers menneskesyn er så forskellige, som noget kan være. Fra DF´s menneskefjendske, angste og hadske holdning til Enhedslistens tolerance, rummelighed og fællesskabsorienterede tilgang til alle mennesker, uanset hvem de er.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 4: Vikingernes tro og de første konger

Udgivet den af
1

Det er mandag, og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

VIKINGERNES TRO OG DE FØRSTE DANSKE KONGER

Vikingetiden startede i 700-tallet og varede til ca. 1066.

Som danskere er mange stolte over vikingetiden til trods for – eller netop på grund af – historierne om de drabelige vikinger, der drog på vikingetogter og hentede rigdomme hjem, som var skaffet både via handel og via plyndring. Nogle af vikingerne blev også derude i det fremmede, hvor de ofte fik eller tog magten i deres nye hjem-områder.

For rigdomme og magt betød meget for vikingerne, der derfor også hyldede de guder, der var stærke, og som kunne hjælpe dem på deres færd.

Øverst blandt aserne, som de nordiske guder hed, var Odin, der var både en-øjet og vis, og som havde to ravne til at fortælle ham alt, hvad der gik for sig i både gudernes verden Asgård, jætternes verden Udgård og menneskenes verden Midgård. Andre kendte guder var den bomstærke Thor, der lavede tordenvejr, og som kunne kaste præcist med sin hammer Mjølner. Krigerguden Tyr, frugtbarhedsgudinen Freja, budbringeren og regnbuevogteren Heimdal, den smukke lysets gud Balder, dødens og underverdenens grumme gudinde Hel – og sidst men ikke mindst Loke, der var halvt jætte, og som derfor altid lavede ballade – og som til sidst skulle udløse det ragnarok, der ville få verden til at gå under. Men indtil da så sloges, elskede, drak, åd og snød guder og jætter hinanden, hvad man stadig den dag i dag kan læse i de overleverede – og herlige – historier fra den nordiske mytologi.

Det var en altså en flok meget menneskelige guder, som vikingerne troede på – officielt indtil midt i 900-tallet, men i realiteten noget længere. Guderne blev derfor hyldet ved store fester kaldet blóter – der især ved midvinter- og midsommertide markerede årets gang, hvor man ofrede dyr og drak deres blod og i det hele taget spiste og drak godt. At være viking var ikke for sarte sjæle.

Vikingelivet var også et hårdt – og til tider brutalt – liv med kampe og overlevelse både ude blandt fjender og hjemme med hårde vintre og regnfulde somre, hvor det derfor gav mening at have nogen guder, som kunne give styrke, både her og i det hinsides. Og som vikingerne gjorde det, så holdt deres guder også af gaver og fine ting.

Så når en vikingehøvding døde, var det kutyme at give ham en masse guld og sølv med i graven, både i form af figurer, smykker, sværd og skjolde, hvis man da ikke ligefrem lagde liget af den døde viking ud på hans vikingeskib og satte skibet i brand, mens det flød ud på fjorden.

I Danmark lagde vi også vikingehøvdingen ind i en gravhøj, hvad man fx mener skete for vores første navngivne konge Gorm den Gamle, der også opfattes som stamfader til det nuværende kongehus.

Der er forlydender om konger for ham, fx Rolf Krake, som der er digtet Bjarkemålet om. Men der er ikke fundet sikre vidnesbyrd på, at de har været det, som vi forstår ved konger, selvom der fx i Rolf Krakes hjemsted Lejre ved Roskilde har været en stor bebyggelse i vikingetiden. Der findes også en beskrivelse af et vikingeritual i Lejre, hvor vikingerne angiveligt skal have mødtes i januar måned hvert 9´ende år for at ofre 99 mennesker og 99 heste samt en del hunde, haner og andet.

Men det er og bliver gode historier præcis ligesom at Rolf Krake er en sagnfigur. Gorm den Gamle derimod ved man har eksisteret. Både fordi man formentlig har fundet hans jordiske rster. Men mest fordi det har hans søn, Harald Blåtand, selv skrevet på den ene af de to Jellingstene, hvor der med runer står skrevet: Harald lod gøre denne sten efter Gorm sin fader og Thyra sin moder, den Harald der vandt sig al Danamrk og Norge og gjorde Danerne kristne.

Stenen kaldes også Danmarks dåbsattest. Og på stenen ser man billedet af den sejrende Kristus med krone på. Nok er han korsfæstet, men han er ikke lidende. Skulle Hvide Krist, som Jesus dengang blev kaldt heroppe nordpå, have en chance mod de nordiske guder, var man simpelthen også nødt til at fremstille ham som en stærk gud, der både kunne klare smerte og død – og stadig se godt ud. Og det lykkes. Danerne blev kristne og med tiden kun kristne. I starten fungerede det kristne kors og Torshammeren dog fint side om side, også som sølvsmykker om halsen på vikingerne

At kristne de vilde vikinger, der ellers var meget glade for deres aser, var noget af en bedrift, og det var Harald Blåtand, der gjorde det.

Ikke alene samlede han Danmark og Norge i det, som blev starten til et egentligt kongerige og ikke blot som indtil midt i 900-tallet regionale høvdinges territoriale kampe mod hinanden, men han gjorde som sagt også danerne kristne.

Legenden fortæller, at munken Poppo prøvede at overbevise Harald om det geniale i kristendommen, men at Harald holdt på sine nordiske guder, lige indtil Poppo bar jernbyrd, altså glødede jern i sine hænder – og dét uden så meget som at få et lille brandmærke.

Det er formentlig en skrøne, men sandt var det, at Harald beordrede alle danskere døbte omkring år 965, at han gravede sine vikinge-forældre ud af deres gravhøje og gav dem en kristen begravelse i den daværende Jelling kirke, og at han selv flyttede landets centrum til Roskilde, hvor han byggede en kirke, der lå der, hvor den nuværende Roskilde Domkirke ligger.

Men så stoppede Harald Blåtands held også. Han kom mildest talt ikke godt ud af det med sin søn Svend Tveskæg, og til sidst døde Harald Blåtand vistnok af en pil affyret af en af Svend Tveskægs venner.

Svend Tveskæg var ikke ked af det. Tværtimod. Nu blev han konge, og kursen blev sat mod England, som han hurtigt erobrede i 1013.

Svend Tveskæg døde ret pludseligt (måske myrdet), og så blev hans søn Knud den Store konge. På det tidspunkt var Danmark endnu langt fra at være et arve-rige. Kongen blev derfor valgt, så der har været tale om en række af stærke mænd fra Gorm den Gamle til Knud den Store, selvom det selvfølgelig har lagt til i vægtskålen, når ens far var konge.

Knud den Store opholdte sig så meget i England, at han let kan opfattes som mere engelsk end dansk. Men alligevel regnedes han for dansk konge, og det var også under ham, at missionærer og præster for alvor blev sendt til Danmark for at kristne landet for alvor. Selv oplevede han i 1027 den sjældne ære for en dansk konge under en messe at kunne gå op af kirkegulvet i Peterskirken i Rom side om side med selveste Paven.

Efter Knud den Store var det store vikingeeventyr til gengæld slut. Der kom ikke flere store danske vikingekonger i England. Vikingerne rejste enten hjem eller blev derovre – og blev engelske for alvor.

Vikingetogterne ebbede også ud. Danmark var nu blevet kristent og var i de følgende årtier reageret af svage konger, men var samtidig også via den almindelige landbrugs- og samfundsudvikling – det vil her sige hjulploven og de første kirker – godt i gang med at gøre sig klar til den næste historiske periode: Middelalderen, som vi skal høre om næste mandag.

Læs tidligere afsnit her:
Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk