Karakterer? Nej

Karakterkravet til de gymnasielle uddannelser diskuteres heftigt. Skal det være på 2 – eller 4 – eller 7?

Danmarkbloggen vil foreslå helt at droppe karakterkravet. Ikke kun til de gymnasielle uddannelser, men også til de videregående uddannelser.

Istedet skal der indføres adgangsprøver lidt a la dem, som man havde på de videregående studier i gamle dage, hvor alle med en studentereksamen kunne melde sig ind på fx lægestudiet. Men for at få lov til at fortsætte, skulle man bestå en endelig adgangsprøve efter en tid.

Det var en genial metode, der sikrede, at kun dem, som reelt var interesseret i studiet – og som egnede sig til faget – fortsatte. For der er jo ingen, der kan bevise, at man bliver en god læge, bare fordi man er dygtig til matematik, fysik og kemi, vel?

Tværtimod kom nogle af de senere top-medicinere med en dårlig studentereksamen, men en glødende interesse for lægestudiet. Så nej, karakterer er langtfra alt. Interesse – og personlig dannelse – er også vigtig, ja vigtigere, når vi taler om at skabe hele mennesker og et godt samfund.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *