Ugens mesterkok laver ikke smørrebrød til de ældre

Madprogrammer er populære som aldrig før: Den store bagedyst, MasterChef og cirka 117 andre programmer, hvor mere eller mindre kendte personer jonglerer med hummere, marcipan og andre – ofte ret dyre – madvarer.

I mellemtiden spiser vi vores ældre af med ugegammelt smørrebrød og frosne middagsretter – og vores børn med pastaskruer og tomatsovs eller de hjemlige madpakker.

Socialt udsatte og folk på overførselsindkomster har også svært ved at købe de gode råvarer, som mesterkokkene ellers roser til skysovsen og ihvertfald er det eneste, som de vil sætte tænderne i.

Det giver bare ikke mening.

Ja, faktisk så er det så himmelråbende skævt, at Danmarksbloggen for en gangs skyld har det, som sidder der et hold-kæft-bolsje i munden (og tasterne), så intet andet kan skrives end dette:

Det må konkluderes, at ugens mesterkok ikke laver smørrebrød til de ældre.

Nok snarere tværtimod. Desværre.

Men det du´r ikke. Vi skal have vitaminerne tilbage i samfundet og i alle samfundets medlemmer – i bogstaveligste forstand.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *