Historien om en moder: Irena Sendler reddede 2500 børn

Danmarksbloggen bragte også denne historie sidste år på mors dag – og normalt genbruger Danmarksbloggen ikke indlæg.Bloggens natur og formål er at være aktuel og ny. Men lige denne historie, historien om en moder, der reddede 2500 børn, er langt mere spændende og inspirerende end nogen blomster og nogen chokoladeæsker nogensinde kan blive det.Danmarksbloggen har derfor besluttet at fortælle denne historie hver eneste mors dag. For den er vigtig – også i nutiden og i fremtiden.

Historien, som er 100% autentisk, handler om en enkelt kvinde, en enkelt moders utrolige mod, udholdenhed og styrke. En kvinde, som mange ikke kender, og som endnu flere har glemt navnet på. En kvinde, som levede i en tid og under nogle vilkår, som så altfor let kan komme igen, hvis ikke vi husker.Så her kommer – som sidste år og som til næste år og året efter – historien om Irena Sendler:

Befrielsestiden var mange ting. En af dem var Folke Bernadotte og de hvide busser, der kom hjem med de overlevende fra kz-lejrenes rædsler.Senere hen hørte en overvældet verden om nogle af de helte, der med fare for eget liv havde arbejdet for og iblandt tyskerne for at redde jøder og andre, som var forfulgte. En af disse helte er Schindler og hans berømte liste, som Steven Spielberg lavede en film om.

Men der er en heltinde, som de fleste ikke kender, men hvis navn burde stå med flammeskrift:

Hendes navn er Irena Sendler

http://www.auschwitz.dk/sendler.htm

Hun døde i 2008.

Irena Sendler var småbørnsmor og kristen. Hun arbejdede i krigens første år som socialarbejder i Warzawas ghetto, hvor mere end 5000 jøder hver måned døde af sult eller/og sygdom. Dén gru og dén nød kunne Irena Sendler ikke bare stå og se på. Hun måtte gøre noget.

Så hver dag kørte hun ind i lejren i sin lille bil, hvor hendes hund altid var passagerer. Irena havde lært hunden at gø højt, når den så en tysk uniform, så hendes bil blev aldrig undersøgt. Der var ingen, der ønskede at komme i nærheden af den gale hund.

Det var smart. For i en sæk i hendes bil kunne der ligge et større barn eller to, mens Irena havde et mindre barn i hendes store, specialbyggede taske, der var lavet, så den passede lige til et lille barn. Så hver gang hun kørte ud, havde hun mindst to børn med sig – skilt fra deres forældre, men på vej ud i friheden og livet.

Og på den måde gik ugerne og månederne. Irena Sendler smuglede barn efter barn ud, men efterhånden fattede tyskerne mistanke til hende. Og i oktober 1943 slog de til og arresterede den unge mor, som blev sat i fængsel.

Her var hun i flere måneder, men til trods for at nazisterne brækkede hendes ben og fødder og lavede andet tortur på hende, sagde hun ikke en lyd. Fortalte ikke med en eneste stavelse, hvad der var sket med børnene. Nazisterne dømte hende derfor også til sidst til døden.

Men i sidste sekund lykkedes det den polske modstandsbevægelse at bestikke en tysk soldat, så Irena Sendler blot kom på listen over henrettede. Mens hun i virkeligeheden kom ud og levede skjult under resten af krigen, hvor hun dog stadig hjalp så mange jøder, som hun kunne.

Så da krigen sluttede, kunne Irena Sendler tage tilbage til naboens have og grave de syltetøjsglas op, som hun under krigen havde gravet ned. Syltetøjsglas med lister i, hvor hun omhyggeligt havde noteret hvert eneste barns jødiske navn og familie sammen med barnets nye kristne navn.

De efterfølgende måneder brugte hun så på at opsøge alle børnene og forene de familier, hvor forældrene stadig var i live. Det var ikke mange, og det smertede hende dybt.

Præcis som det havde været frygteligt at tage børnene fra deres forældre. For som Irena Sendler selv fortalte det: Jeg vil for altid høre skrigene og gråden, når jeg adskilte forældre og børn.

Men for alle børnene sørgede hun for en god opvækst hos kærlige familier eller på tilsvarende kærlige børnehjem og klostre. Jeg oplevede aldrig, at nogen sagde nej til mig, når jeg spurgte, om de kunne tage et barn, fortalte Irena Sendler, da hun som en ældre dame endelig fik verdensomspændende anerkendelse for hendes enesteående bedrift.

For hun var en helt. En af de få. Men selv opfattede Irena Sendler sig ikke som helt:

“Jeg kunne have gjort mere, men jeg gjorde det ikke. Det fortryder jeg, og den fortrydelse vil følge mig til min dødsdag,” sagde kvinden, der reddede 2500 børn fra nazisternes umenneskelige djævelskab.

Kvinden, der udførte en bedrift, der er større end det kan siges med ord. Og så alligevel. For nobelprisvinderen og holocaust-overleveren Elie Wiesel skrev om dén tid og de få modige, der var:

“Dengang var der mørke alle steder. I himlen og på jorden. Alle åbninger ind til medfølelse så ud til at være lukkede. Dræberne dræbte, og jøderne døde – og den omkringliggende verden var enten ligeglade eller medskyldige. Kun få havde modet til at gøre noget.”

En af de få var Irena Sendler. Ære være hendes minde.

Ps. I 2007 var Irena Sendler indstillet til Nobels fredspris, men fik den ikke. Den gik i stedet til Al Gore og hans snak om klimaforandringer. Information, som alle vidste i forvejen contra at redde 2500 børns liv med fare for sit eget liv.

Dén lader vi lige stå et øjeblik!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggen tog fejl

Danmarksbloggen tog fejl. Læs mere her: http://danmarksbloggen.dk/?p=6760

For nej, der blev IKKE trykket på valgknappen i går. Så enkelt er dét. Danmarksbloggen lover derfor også fremover at afholde sig fra flere gætterier om valgdato´en.

Danmarksbloggen vil istedet fokusere på, hvad valget handler om. For der er tale om et valg. Et grundlæggende valg om holdningen til sine medmennesker.

Et valg mellem om man – som de blå – ser mennesket som et produktionsmiddel, der skal yde max? Eller om man – som de røde – ser mennesket som et levende væsen, der på sin vej fra vugge til grav har perioder, hvor man behøver hjælp – og andre perioder, hvor man selv kan hjælpe andre?.

For valget mellem blå og røde kan siges så kort:

Ser man mennesket som såkaldt “human kapital” – eller som et levende væsen, der har ret til et ordentligt liv, men også pligt til at yde?

Er man enig i det sidste, så skal man stemme på rød blok – når valget altså kommer :-).

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Trykker Thorning på valgknappen idag?

Danmarksbloggen spår yderst sjældent om politiske begivenheder.

Men ingen regel uden undtagelse. For Danmarksbloggen er overbevist om, at Thorning idag trykker på valgknappen. Alternativt i morgen, da dagen i dag er Danmarks officielle befrielsesdag, selvom de fleste fejrede den i går aftes – også statsministeren, der talte i Mindelunden.

For Thorning har vind i sejlene p.t. – både politisk og på det personlige plan. Som undertegnede fx hørte flere gange i går ude i Mindelunden: Hun har gjort det godt – uanset hvad de siger.

Så nu kommer valget. Thorning er på en bølge – og Løkke er et sted, hvor selv ikke hans egne bakker ham op – og så skal Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen også sikres endnu en periode – og Thorning Enhedslistens støtte.

Så nu er det trykke-og-valg-tid i Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

For 70 år siden: I dette Øjeblik …

For 70 år siden lød det pludselig – men ikke uventet – kl. 19.36 i den skrattende radioforbindelse fra London:

I dette Øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske Tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig. Her er London. Vi gentager: Montgomery har i dette Øjeblik meddelt, at de tyske Tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig.

Hør det evt. her: https://www.youtube.com/watch?v=78pDhZb8hZo

Dét var et øjeblik, som kun dem, der oplevede dét, helt kan forstå dybden og vidden af.

Men vi andre – os der ikke var født dengang – ved alligevel, at det var det største, det bedste, som der skete i mange af de menneskers liv. At dén aften fik de et land i gave. Ældre familiemedlemmer har måske fortalt os, hvordan de oplevede befrielsen, vi har også læst om det, og nærmest alle har ihvertfald set det i alletiders bedste danske tv-serie “Matador”.

Derfor ved vi også, at nok er det 70 år siden i aften – men at det på en måde alligevel er “I dette Øjeblik” – noget man især føler, når man står ude i Mindelunden i Ryvangen sådan en majaften og hører Prins Jørgens March og derpå Frihedsbudskabet blive læst højt. Så svinder 70 år ind til ét eneste øjeblik …

Vi er også i vor tid tættere på en gentagelse, end vi har været det før i de 70 år. Friheden er truet i Danmark – og i Europa af kræfter udefra som Islamisk Stat, men også af kræfter indefra – stærke, nationale højrekræfter, der ikke er andet end en samling bisser og bøller, når der kommer til stykket.

Dét er skræmmende – og det er derfor tid til at tænde forstandens og medmenneskelighedens klare lys. Så tænd lys – og sæt dem i vinduerne i aften – til minde om og ære for dem, der levede – og døde – dengang for 70 år siden, men også som et håb, der rækker fremad.

Og lyt til kirkeklokkerne, der mange steder vil ringe ekstraordinært for at markere de 70 år. Nogle steder sker det i aften – og andre steder i morgen, som er dagen for Danmarks officielle Befrielse.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Søren Gade´s comeback = Starten på Løkkes farvel

Af alle dage på året valgte Søren Gade i går – på 1. maj – at meddele, at han stiller op til Folketinget for Venstre – og at han gerne vil have en ministerpost.

Dén ministerpost kan let blive en statsministerpost én dag, hvis Løkke taber det folketingsvalg, der formentlig udskrives om få dage.

For Løkkes dage i Venstre er talte. Han har svindende opbakning fra sit eget bagland pga. sin moralske habitus – eller rettere manglen på samme.

For Venstrefolk er nok tilhængere af “enhver er sin egen lykkes smed”, men den grådighed, som Løkke udviser, plejer man at overlade til folk fra Liberal Alliance og tilsvarende.

Venstrefolk – og traditionelle konservative med – har også nogle moralske og menneskelige værdier, som idag mangler i de to partiers top: Værdier, der handler om dét menneskeværd, som netop Søren Gade også repræsenterer.

Læs her hvad Danmarksbloggen skrev om den sag i september:
http://danmarksbloggen.dk/?p=5533

Samt: http://danmarksbloggen.dk/?tag=soeren-gade

Vinder Løkke derimod valget, bliver han formentlig siddende som formand – lidt længere. Men ikke på den lange bane. Dét er helt sikkert – ellers havde Søren Gade ikke sagt ja til at gå ind i politik igen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

1. maj-ønske: Fordelingspolitikkens tilbagekomst

I år vil Danmarksbloggen ikke holde en 1. maj-tale, men derimod komme med et fromt 1. maj-ønske. Nemlig at fordelingspolitikken kan vende tilbage til dansk politik.

Thornings varslede dagpenge-ændringer falder på et tørt sted – og Danmarksbloggen vil hilse en kortere genoptjeningsperiode velkommen, hvis altså den kommer.

Alligevel: Uligheden er stigende i det danske samfund, og det i én grad og ét tempo, så Danmark risikerer at brække midt over og blive et samfund med så store forskelle mellem top og bund, at Danmark ikke længere er ét samlet samfund, men en række parallelsamfund.

Udover det åbenlyse uretfærdige i én så skæv fordeling af goder og muligheder, skaber det også vold og utryghed – og gavner ingen.

Danmarksbloggen appellerer derfor til politikkerne om at få fordelingspolitikken tilbage i dansk politik.

Læs evt. også her: http://danmarksbloggen.dk/?p=6295

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Varme hveder – og valgrygter

Så er det i aften, at der skal spises varme hveder. For i morgen er det St. Bededag – dagen, der oprindelig var bagernes eneste fridag. Det var også derfor, at bagerne bagte ekstra store hvedeboller – eller hvedeknopper som de hed – dagen før.

Men i år er det ikke kun hvedeknopperne, der er varme – det er valgrygterne også. Ja, faktisk er valgrygterne brand-, hed- og skoldvarme.

Socialdemokraterne står nemlig bedre i meningsmålingerne end nogensinde før i denne regeringsperiode – og derfor har alle med interesse i og for politik travlt med at spå om, hvornår valget kommer.

Allerede midt i april spåede bookmakerne, at valget ville finde sted omkring 9. juni – og blive udskrevet medio maj.

Vi får dog næppe svaret i morgen, 1. maj, som er Arbejdernes Internationale Kampdag. Men sikkert er det, at hvert et ord, som der i morgen siges fra talerstolene rundt om i landet, vil blive analyseret og vendt i den valg-gryde, der i forvejen koger på højeste blus.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Stop hjerteløsheden, stop blå blok

Ønsker de konservative ligefrem at nedlægge sig selv? Dét kunne man godt tro, når man ser de plakater, der plastres op alle steder med et billede af Søren Pape og teksten STOP HJERTELØSHEDEN.

Præcis, tænker man. Stop de konservative, stop blå blok i det hele taget. For dér finder man lige præcis hjerteløshed i betydningen manglende medfølelse og manglende empati med andre end sig selv.

På Søren Papes hjemmeside defineres hjerteløshed heller ikke med fraværet af empati, solidaritet og menneskelig varme. Se her: http://sorenpape.dk/

Nej, dér defineres hjerteløshed med regler og systemer, som kun er ude på at ødelægge det for den enkelte.

Og en ting er, at det er sprogligt forkert. Noget andet og vigtigere er, at det er hjerteskærende, at danskerne med deres på det tørre – som den konservative kernevælger  – kan have så meget omsorg over for sig selv og de andre velstillede – og så lidt til overs for de danskere, der mangler de mest basale ting.

Så ja, stop hjerteløsheden, stop konservative, stop blå blok.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Har Løkke et problem med demokratiet?

Lars Løkke skyr ingen midler for at blive statsminister igen. Han vil magten så meget og så gerne, at han er parat til at overtrumfe de andre folkevalgte på Christiansborg.

Iflg. en artikel i B.T. er Løkke således klar til at lade Pia Kjærsgaard blive formand for Folketinget, hvis det kan få kabalen efter næste folketingsvalg til at gå op. Læs mere her: http://www.bt.dk/nyheder/v-legende-kan-blive-vraget-pia-k.-i-spil-til-toppost-under-loekke

Dette til trods for at hendes navn IKKE figurer på den liste over de 19 folketingspolitikere, som er mest respektererede af deres kollegaer. Og en sådan respekt er vigtig, hvis man vil være Folketingets formand. Det er Ugebrevet A4, der har lavet listen. Læs mere her: http://www.ugebreveta4.dk/og-folketingets-mest-respekterede-medlem-er_20051.aspx

På førstepladsen på listen er i øvrigt Løkkes egen partikammerat Bertel Haarder, men ham er Løkke altså parat til at ofre, selvom Haarder nyder stor respekt fra alle sider af Tinget.

Dét siger alt om Løkkes (mangel på) moral, at han således er istand til at kaste en kapacitet som Haarder overbord til fordel for en populist som Pia Kjærsgaard, der ikke er bebyrdet med hverken en stor viden om love og regler – eller i Løkkes verden noget så besværligt som moral.

Danmarksbloggen kan nemlig ikke lade være med at tænke på, om det mon betyder noget, at Haarder er et vidende og dygtigt menneske – og at Løkke måske føler sig truet af dette forhold?!.

Det kunne give så god mening – også set i lyset af Løkke foretrækker Pia Kjærsgaard fremfor fx Søren Espersen, der ellers også er DF´er og nr. 7. på listen – og som derfor også kunne bringes i spil i en politisk kabale.

Men problemet er jo nok (set med Løkkes øjne), at Søren Espersen ligesom Haarder faktisk har noget viden og indsigt.

Og hvis man nu gerne vil være statsminister, men omvendt ikke have en formand i Folketinget, der kender love og regler for godt, så er begge d´herrer jo en udfordring, da de – trods politisk enighed med Løkke – vil kræve, at tingene skal gå rigtigt for sig ifht. demokratiets spilleregler.

Det kræver Danmarksbloggen også.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Er blå blok ligeglade med trafikdræbte?

Den konservative formand mener ikke, at det er “rigtigt politiarbejde”, når politiet sidder i en fotovogn og bruger tid på at få fat på fartsyndere.

Nej, fotovognene skal afskaffes, mener Søren Pape og er dermed tilsyneladende ligeglad med, at hver fjerde dødsfald i trafikken skyldes for høj fart. Læs mere her: http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2015/04/21/145131.htm

Hans meningsfæller i blå blok er enige.

Danmarksbloggen er rystet. For selvfølgelig er det rigtigt politiarbejde at redde liv på de danske landeveje. Ja, netop det at sikre danskernes liv og helbred og give tryghed er den fornemste opgave for det danske politi.

Men sådan ser man altså ikke på det i blå blok, hvor man ellers hævder at være glad for lov og orden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk