Valget handler også om åndelighed versus egoisme

Danmarksbloggen kommer ikke til at beskæftige sig med folketingsvalget hver eneste dag i de næste tre uger – men omvendt vil det fylde en del.

For det er et vigtigt valg, der venter os danskere d. 18. juni. Et grundlæggende valg, der går på menneskesyn og samfundsopfattelse – og som går dybere end blå eller røde sympatier.

Vi lever nemlig i en tid, hvor stadig flere mennesker søger efter varige værdier og gerne vil leve bæredygtige og ansvarlige liv, ikke kun i forhold til økologi, miljø og jordens ressourcer. Men også i forhold til andre mennesker og livet som sådan. Der er altså en åndelig søgen – og åndelig bevidsthed – som aldrig før.

Omvendt er der også en bevægelse, der går den anden vej. En bevægelse, hvor mennesker klynger sig til mere til materielle goder end nogensinde før. Hvor det kun at tænke på sig selv ikke blot legitimeres, men ophøjes til noget godt.

Så der er altså en grundlæggende kamp, som går langt dybere end politik. En kamp, som de fleste mennesker registrerer og agerer på, når de siger, at det her valg er det vigtigste i mange-mange år.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Folketingsvalg 18. juni – og tillykke til Johanne

Så er det en realitet. Der skal afholdes folketingsvalg 18. juni.

Et valg, der som Danmarksbloggen tidligere i dag skrev er et valg imellem egoisme eller fællesskab, mellem mig-mig-mig-kulturen eller solidariteten.

Danmarksbloggen hepper (næppe overraskende) på rød blok – men vil dog gøre opmærksom på at skulle Thorning vinde, så ville det gavne Danmark og alle danskere at få en bedre og mere udbygget fordelingspolitik.

For nok oplever Danmark (igen) vækst – og den skal komme alle til gavn.

Og i øvrigt: Tillykke til Johanne Schmidt- Nielsen, for nu kan hun få fire år mere. Det er til gavn for Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mere velfærd eller ny smartphone?

Det kommende folketingsvalg bliver et valg mellem solidaritet eller egoisme. 

Thorning vil nemlig give mere velfærd – mens Løkke vil give skattelettelser, så valget er såre simpelt:

Hvad vil du helst have? Mere velfærd eller en ny smartphone?

Danmarksbloggen er ikke i tvivl. En ny smartphone eller andet forbrug finansieret af skattelettelser er kun en (lille) fordel for den enkelte, mens et samfund med mere velfærd som fx sundhed  – men også i det hele taget en stærkere social sektor er en kæmpe fordel for os alle sammen.

Så enkelt er det!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Krisen er forbi: Husk de svage

Meldingen kommer fra så forskellige kilder som regeringen og Danske Bank:

Danmark er ude af krisen.

Og det er jo helt fantastisk. Danmarksbloggen tænker derfor også:

Så er det bare med at komme i gang – og holde fast i opsvinget.

Noget, der gøres bedst ved ikke at give magten til de blå til det kommende folketingsvalg. For de vil – vanen tro – bare solde pengene væk i skattelettelser og til privathospitaler m.m.

Den nuværende regerings politik har altså virket – og nu er det på tide at holde fast, men også at give bedre levevilkår til dem, der blev tabt på vejen: De arbejdsløse, dem der mistede dagpengene, kontanthjælpsmodtagerne, pensionisterne, andre udsatte og svage – og selvfølgelig børn, gamle og syge.

Dét er en stor mundfuld. Men hvad er et opsving værd, hvis ikke det bruges til dem, der har hjælp behov?

De bugnende kister hos de rigeste danskere er nemlig kun blevet proppet endnu mere fulde – også under krisen. Så de har ikke brug for mere. Snarere tværtimod skal vi til at fordele goderne bedre – og dét gælder stadig, også selvom krisen tilsyneladende er ovre.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Pinse og nattergalesang

Pinse. Så er det ud i haven – eller i skoven. Til karneval eller måske maraton. Man kan også gå i kirke – endda udendørs. Eller grille. Eller … Der er så mange muligheder.

Man kan også vælge stilheden, som nogen gange høres bedst, når den akkompagneres af nattergalen, der synger ligenu.

Den lille fugl med de fortryllende triller synger i øvrigt døgnet rundt, men høres bedst ved solnedgang eller solopgang, når den som oftest synger i småkrat ved vandhuller ude i naturen.

Men som en person, jeg holder meget af, oplevede det, så synger nattergalen også i en baggård i den bruneste del af det bruneste København – og det er ganske vist.

For ja, sådan er nattergalene. De synger ligeså gerne for fattige fiskere som for magtfulde kejsere, og de bor ligeså gerne i baggårde som ved palæer …

Nattergale minder på den måde lidt om Helligånden, som kommer her ved pinsetide: Ånden, sangen, stemmen og kraften går igennem alt, bryder alle grænser, sprænger alle skel …

Og det er – også – ganske vist.

God pinse.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Grattis till Pippi

I dagens anledning – at det i dag er 70 år og én dag siden at Pippi Langstrømpe fyldte 70 år – er overskriften på svensk og betyder på dansk: Tillykke til Pippi.

For ja, grattis på svensk betyder tillykke på dansk. Ligesom at glass på svensk betyder is på dansk. Roligt på svensk er sjovt på dansk. Leende på svensk er smil på dansk. Osv – og det er altsammen meget hyggeligt og spøjst – og noget, som man kan grine af.

Hvad, der ikke er sjovt, er den politiske korrekthed og de måder at måle mennesker på, der spreder sig – ikke kun i Sverige, men også i Danmark.

En politisk korrekthed så meget værre end de fordomme, som Pippi kæmpede imod, når hun igen og igen måtte bevise både overfor politiet og den geskæftige fru Prysselius, at hun da skam sagtens kunne klare sig selv.

Og målemetoder, hvor man i vor tid måler og tester selv ganske små børn på måder, der er flere gange værre end den overhøring, som den lille bys børn skal til – og som de er så bange for.

Pippi arrangerer selvfølgelig ved siden af sin egen overhøring – og der får man ikke rødt, krasende undertøj, men bolsjer og guldmønter – og man skal kun svare på ét spørgsmål, og kan man ikke svaret, så hjælper Pippi ved at hviske det meget højt. Så ved Pippis overhøring er der ingen, der græder. Tværtimod er der stor glæde.

Vi kunne godt bruge nogle flere Pippi´er – og mange færre fru Prysselius ´er. 

Det mente Nordens bedste børnebogsforfatter Astrid Lindgren også – og hun havde ret.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Lige løn for lige arbejde – også når man er flygtning

Det er snart 40 år siden, at loven om lige løn for lige arbejde blev vedtaget i Danmark.

Filosofien bag er enkel: Yder man det samme, skal man selvfølgelig også betales det samme i løn. Enkelt og så indlysende, at det burde være logik for alle – især i et rigt land som Danmark.

Men nej, nu foreslår Dansk Flygtningehjælp, at flygtninge skal have en lavere startløn, så de lettere kan komme i arbejde. Læs mere her:

http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2015/05/19/074207.htm

Dét holder jo ikke en meter – og det er hverken fair overfor flygtningene eller overfor de (i forvejen job-svage) danskere, som nu ikke har en chance for at få de jobs, da arbejdsgiverne selvfølgelig vælger den løsning, hvor de skal betale mindst i løn. 

Arbejdsgiverne er så ikke tilfredse her – de vil have de små sociale ydelser og de lave lønninger endnu længere ned. Hvor grådig kan man lige blive,? spørger Danmarksbloggen og minder om, at det er til skade for et samfund, hvis der er stor ulighed …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kulden truer: El Nino og Løkke

Nok viser kalenderen maj, men kulden truer alligevel Danmark på flere planer.

Prognoserne for den kommende tid siger nemlig, 1) at vejrfænomenet El Nino slår til i den kommende vinter – og 2) at Løkke bliver den næste statsminister i Danmark.

Det er lige til at gyse af – især det med Løkke. For nok er det ikke rart med en kommende, kold vinter – og det risikerer vi med dén El Nino, der er på vej, da den vil kunne svække det islandske lavtryk, der normalt holder den russiske kulde væk fra Danmark. Resultatet bliver altså nemt en hvid jul 2015  – og en lang vinter.

Men selv den mest snefulde og frost-frysende vinter er dog slut om 10-11 måneder, når det bliver forår igen i 2016.

Løkkes regeringstid – hvis han vinder – vil derimod vare næsten en hel fimbulvinter. For den nordiske gudevinter var som bekendt på fem år – eller et år mere end der max skal være mellem folketingsvalgene i Danmark.

Heldigvis kan der gøres noget ved Løkke. Det kniber mere med El Nino – den må vi finde os i. Men den anden vinter – den medmenneskelige vinter – kan undgås, hvis krydset sættes på de varme, røde partier og ikke de kolde, blå partier.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Europæisk folkemøde på Bornholm?

Mere brænde bæres til det bål, der hedder: Balladen om hvem der må deltage i folkemødet på Bornholm.

Nu er det ikke kun den stærkt islamkritiske hollænder Geert Wilders, der skaber overskrifter med sin annoncerede ankomst til klippeøen.

Det er også Gyldent Daggry, der er et højreorienteret parti fra Grækenland, der ofte sammenlignes med nynazister, og som nu er inviteret af deres danske broderparti Danskernes Parti, der har holdninger, der kan få Dansk Folkeparti til at virke venstreorienterede og ansvarlige.

Nu mangler vi kun, at Europakommissionen også kommer. Nej, hov – vent – de har faktisk været med siden starten i 2012!!! Greenpeace, Amnesty og andre hæderkronede internationale organisationer har også deltaget i flere omgange – og kommer selvfølgelig igen i år.

Så nej, den der med at sige, at folkemødet på Bornholm kun er for danskere og danske organisationer – den du´r ikke rigtig, heller ikke når eksistenser som Geert Wilders og Gyldent Daggry kigger forbi.

Lige ret for Per og Poul, for kloge og for klovner. Sådan må det være i et demokrati. Man kan jo bare vælge at lade være med at give klovnene opmærksomhed.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Russiske ubåde i Storebælt

I går sejlede to russiske u-både helt åbenlyst – på vandoverfladen – gennem Storebælt.

Det foregik efter reglerne. Der er tale om internationalt farvand, og de to u-både blev eskorteret, som de skal det iflg. Forsvaret.

Læs evt. mere her: http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2015/05/13/160353.htm

Hvad der til gengæld ikke meldes noget om er, hvor de to russiske ubåde skulle hen – og hvor de kom fra?

To spørgsmål, som Danmarksbloggen godt kunne tænke sig besvaret – især set i lyset af den spændte situation mellem Vesten og Rusland.

Danmarksbloggen er heller ikke sikker på, at russiske – og andre – ubåde altid melder deres ankomst til Danmark. Tværtimod tyder meget på, at den undersøiske aktivitet under radaren er taget til i Østersø-området – jvf. jagten på ukendte ubåde i den stockholmske skærgård i efteråret.

I Danmark vil vi endda næppe opdage, at der overhovedet ER ubåde tilstede i vore farvande, medmindre de selv giver sig at kende. Vi kan heller ikke sende en ubåd ned og tjekke. For vi har simpelthen ikke længere ubåde i Danmark – til trods for at vi er omgivet af vand til alle sider – og at vi har et meget stort land, som ikke er medlem af NATO, liggende mod øst.

Et mærkeligt forhold, som Danmarksbloggen skrev om allerede for over et halvt år siden. Læs evt. mere her: http://danmarksbloggen.dk/?p=5671

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk