Venstre og Dansk Folkeparti kappes på umenneskeligheden

Et grimt kapløb er i disse dage igang mellem Venstre og Dansk Folkeparti, der indædt kappes om, hvem der kan være mest umenneskelig.

Dansk Folkeparti gør og siger ikke noget, som de ikke har gjort eller sagt før. Det er 100% intolerance og manglende rummelighed, som det plejer at være.

Men hos Venstre er retorikken skærpet betydeligt med opfordringerne om forskelsbehandling.

Venstres politiske ordfører Inger Støjberg startede kapløbet med at hævde, at viljen til at integrere sig hos muslimske indvandrere ofte ikke var tilstede, og derfor skulle Danmark stille større krav til netop muslimske indvandrere. De truer nemlig sammenhængskraften i det danske samfund, var meldingen fra Støjberg. (At Venstres egen asociale politik overfor de svage grupper i samfundet truer sammenhængskraften meget mere, nævnte Støjberg selvfølgelig intet om.)

Og i går fulgte Venstres retsordfører Carsten Lauritzen så op med, at der også skal forskelsbehandles i danske fængsler, således så udlændinge får markant dårligere forhold i fængslerne. For diverse udlændinge, fx fra Østeuropa, kommer jo nærmest kun til Danmark for at komme i fængsel, var holdningen fra Lauritzen.

Retfærdigvis skal også siges, at der findes Venstre-folk, som ønsker, at alle behandles lige. Men de sidder bare ikke ved magten i Venstre – det gør derimod de DF-inspirerede typer.

Hvem vinderen i umenneskelighed bliver, kan først aflæses ved næste folketingsvalg.

Hvem taberen bliver – hvis ikke danskerne gennemskuer umenneskeligheden og uhyrligheden – er derimod sikkert: Nemlig det danske samfund i dets gode version.

Det er Danmark i dén version med respekt for menneskerettighederne, med fællesskab, solidaritet, rummelighed og forståelsen af at Danmark er et lille land, der kun kan gro og trives, både menneskeligt og økonomisk, når vi lukker op for omverdenen, for mennesker, ideer og inspiration fra resten af kloden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Danske perler: Nyborg og Nyborg Slot

Danmarksbloggen slutter idag serien om fem – ikke så kendte – steder i Danmark, der er de rene perler.

I dag skal det handle om:

NYBORG OG NYBORG SLOT

For mange danskere er Nyborg en by, som man hurtigt kører forbi – enten når Storebælt lige er blevet krydset – eller når Storebælt skal passeres.

Mange tænker også på Nyborg Strand, som er navnet på det velrenommerede hotel i udkanten af Nyborg, der ofte danner rammen om store konferencer, partikongresser m.m.

Men Nyborg er andet og mere end et kendt hotel og Storebælt, selvom placeringen ved netop Storebælt altid har været noget centralt for og ved Nyborg.

For det var op gennem Storebælt, at såvel ledingsflåderne i vikingetiden som middelalderens krigsskibe samt senere tiders flåder stod, både vores egne og de fjendtlige skibe. Og her tænkes primært på venderne, som især op gennem middelalderen fra tid til anden hærgede de syddanske kyster. Man byggede derfor også vagttårne – og borge mange steder i Syddanmark – og således opstod det første Nyborg Slot allerede på vej fra vikingetid til middelalder, selvom det egentlig slet ikke hed Nyborg Slot til at starte med og ikke var ret meget andet end en fæstning.

Op gennem middelalderen blev Nyborg Slot først en borg og senere et slot. Og flere gange blev Nyborg Slot bygget både større og bedre – til gavn for såvel slottet som for byen, der oplevede vækst og velstand med et for hele Danmark så essentielt et slot i sin bymidte.

For der foregik vigtige ting på slottet kulminerende med, at man engang i 1200-tallet begyndte at holde Danehof på Nyborg Slot. Danehof var et møde mellem kongen og rigets førende mænd, der helst skulle finde sted minimum en gang om året. Og disse Danehoffer, også dem hvor kongen underskrev sin håndfæstning, som var en slags konge-kontrakt, foregik i reglen ved midsommertide på Nyborg Slot frem til engang i 1400-tallet, hvorefter Nyborgs betydning som by blev markant mindre.

Omkring 1520 var der dog snak om at gøre Nyborg til kongelig residensstad – og der blev foretaget massive arbejder på slottet. Men det blev aldrig til noget med at få kongen tilbage til byen. Kongens residens lå nu i København.

Og da svenskerne kom og hærgede hele Danmark – og også Nyborg – midt i 1600-tallet, og enten stjal eller brændte alt inventaret på Nyborg Slot – så var løbet endelig kørt. I de næste århundreder blev Nyborg Slot brugt til adskillige ting, blandt andet kornmagasin og tøjhus. Sten fra slottet blev også anvendt som byggemateriale andre vegne, blandt andet til huse i Nyborg efter den store by-brand i 1797.

Til sidst havde garnisonen det meste af slottet, men endelig i 1913 forlod militæret slottet, og Nationalmuseet overtog. Slottets kulturhistoriske værdi stod alle klart, og arkitekt Mogens Clemmensen restaurerede det, så vi i dag kan aflæse ikke kun middelalderen, men en stor del af slottets bygningshistorie, når vi går rundt i den historiske bygning.

For at besøge Nyborg Slot for bagefter at gå på de omkringliggende volde og i de små gader ved slottet og omkring den lille sø er derfor i dén grad at føle historiens vingesus – hele Danmarkshistorien.

Og med sin bekvemme placering midt i landet kan et tur til Nyborg både være et udflugtsmål i sig selv og en hyggelig pause på turen tværs over Danmark. Læs tidligere indlæg i serien om de danske perler her:

Læs tidligere indlæg i serien om de danske perler her:
Mors, Fur og moleret: http://danmarksbloggen.dk/?p=4769
Køge ås, Grundtvigs grav og Malerklemmen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4771 Ribe, domkirken, marsken og Vadehavet: http://danmarksbloggen.dk/?p=4807
Smålandsøerne:http://danmarksbloggen.dk/?p=4818

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Blå logik: Flere fattige vil kunne fjerne fattigdommen i Danmark

Dét kunne lyde som et hedeslag her i varmen, men desværre er det noget, som de blå mener i ramme alvor: Nemlig at vi skal have flere fattige i dette land, hvis fattigdommen skal bekæmpes og fjernes i Danmark.

Dét giver på ingen måde mening, men det er ikke desto mindre, hvad de blå hævder, når de igen-igen bruger en påstået manglende lyst til at arbejde som argument.

Folk skal have et incitament til at ville arbejde, hedder mantraet nemlig fra mange borgerlige politikere i disse sidste hedevarme julidage.

Men når man skal arbejde, så er det logik for alle (pånær de blå), at første krav er, at der er jobs at få. Og her er det arbejdsgiverne, som i kraft af at de ejer produktionsmidlerne, der skal tilbyde jobs til arbejdstagerne, som nærmest alle per automatik ønsker at gøre en forskel og yde noget.

For sådan er mennesket indrettet.

Mennesket er så også – for en god dels og ihvertfald for de blå og borgerliges vedkommende – særdeles grådige, når de således uden blusel er klar til at kaste endnu flere mennesker ned i fattigdommens svøbe, blot for at de selv kan få et par flasker rødvin mere – af den bedste kvalitet selvfølgelig …

Så nej, det handler ikke om incitamentet til at arbejde hos dem, der er afhængige af, at andre giver dem et job.

Det handler istedet om egoisme og grådighed hos de blå, som repræsenterer dem, der har magten til at skabe, nedlægge eller flytte arbejdspladser efter forgodtbefindende.

Som journalist Georg Metz så mesterligt beskriver det i flg. kronik fra Information:

http://www.information.dk/504655

“Fattigdom har satan skabt, som andre systemsammenbrud i artens gang på jorden, borgerkrig og krig. Følgerne af fattigdom – også den relative – sætter sig varige spor i menneskene for ikke at tale om menneskenes børn inklusive de godt nulevende 50.000 danske børn af fattige forældre. Det er disse medborgeres vilkår, de borgerlige politikere vil have forringet til det incitament, som de hævder vil afhjælpe den mangel på den nødvendige fattigdom, de gerne ser opretholdt og forværret for incitamentets skyld! Det er logikken. Man kan i den forbindelse fristes til at operere med uvidenskabelige begreber som råhed, ondskab, dumhed eller uvidenhed. Man kan også forestille sig, at kravet om mere og varig fattigdom i riget er en blanding parret med den velbjærgede forkæledes naturlige grådighed i et brændende behov for at slippe få hundrede kroner billigere i skat.”

Citat slut.

Det er rystende, men virkelighed i dagens Danmark – og kommer de blå til magten efter næste folketingsvalg, vil det moralske forfald her i landet blive endnu større, og endnu flere danskere vil komme til at leve i fattigdom, mens en stadig mindre privilegeret (blå) gruppe vil skumme fløden.

Det hverken kan eller skal vi tillade ske.

Danmarksbloggen blæser derfor til kamp mod grådighed og egoisme – og til kamp for fællesskab og solidaritet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Starter muslimske kvinder en vestlig islam i hedebølgen?

At der er behov for en vestlig – og dermed mere sekulær – islam giver god mening, når man tænker på, hvordan linien mellem såkaldte muslimske værdier og vestlige værdier trækkes op i disse år, så det altfor ofte ender i uenighed og konfrontation.

Men måske er den vestlige version af islam allerede på vej, ihvertfald i det skjulte og ganske autonomt.

Ramadanen, der synger på allersidste vers, har nemlig været særdeles varm i år. Og det må være hårdt at skulle undvære mad og især væske i de mange lyse timer, hvor muslimer iflg. forskrifterne skal faste under den månedlange Ramadan, der startede d. 28. juni og slutter i morgen søndag d. 27. juli.

Det har en del af landets muslimer så – heldigvis for deres sundhed – ikke valgt at gøre denne sommer. De er i stedet søgt ud i skyggen for at spise og drikke i løbet af de mange varme og lyse timer.

Danmarksbloggen har således ved flere lejligheder observeret muslimske børn og kvinder i alle aldre ved de danske strande, der glad og gerne har drukket vand og andre former for væske samt spist udskåret frugt.

Det giver rigtig god mening. For dels er det direkte sundhedsfarligt ikke at indtage væske, når det er så varmt, som det for øjeblikket er i Danmark. Og dels kan man sagtens holde Ramadan, selvom man måske kun faster 1-2 timer om dagen – og resten af dagen holder sig til vand og frugt, inden det bliver mørkt – og mere solid mad kan indtages.

For en ordens skyld skal lige siges, at børn, ældre, gravide, syge og andre svagelige ikke forventes at faste under Ramadanen. Det er raske voksne, som skal faste, og det gør en del af dem også.

Men nogle af dem – primært kvinder – vælger også at drikke og spise og er dermed helt stille i gang med at skabe en ny form for islam, en mere vestlig og sekulær islam, hvor de lader det menneskelige komme før det religiøse. Dét giver god mening.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Den gyldne sommer og at bruge tiden

Astrid Lindgren skriver i bogen “Kalle Blomkvist lever farligt”: Hvem var det, der sagde, at en sommerferie var lang? Det er helt forkert! En sommerferie er så sørgelig, ubarmhjertelig kort, at man kunne græde. De gyldne dage rinder bort, den ene efter den anden. Det gælder om at udnytte hvert sekund.

Hun har ret. Især når man husker også at lave ingenting indimellem, både i sommerferien og ellers. For nogle gange bruges tiden bedst, når den bruges til ingenting udover bare at være …

Jeg nægter ihvertfald at stresse over konstant at skulle have det bedste afkast af tiden, som var den en anden bank-konto. For så bliver tiden, både den i sommerferien og ellers, da i sandhed kort og uden nu, glæde og dybde.

Men alligevel har hun ret, Astrid Lindgren. De gyldne sommer(ferie)dage skal nydes i fulde drag. De skal suges ind, svømmes, duftes, spises og drikkes … De skal føles, leves, drømmes og sanses udover alle grænser.

For som der står i visen “Når egene knoppes”: Men bedst som du kommer, du favre skærsommer, så hastigt du flyr som en drømmerig blund …

Så med andre ord: NYD SOMMEREN, saml alt hvad du kan af lys og varme. Der bliver brug for det i dén vinter som kommer, en vinter med tid til fordybelse og drømme om næste gang natten igen bliver lys, og luften igen mild og fuld af blomsterdufte og fuglesang. Næste gang det bliver sommer(ferie) …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Kristne grave i Ribe som propaganda for Dansk Folkeparti???

Det bliver spændende at følge med i, om Dansk Folkeparti bruger et nyligt arkæologisk fund i Ribe som propaganda for deres holdninger til indvandrere af muslimsk herkomst.

Sagen er nemlig den, at man i nærheden af Ribe Domkirke har fundet beviser på, at omkring 2-3000 kristne er blevet begravet dér i løbet af 800-tallet – eller omkring 100 år før Harald Blåtand gjorde danskerne kristne i årene efter 965.

Læs mere her: http://nyhederne.tv2.dk/2014-07-24-danskere-var-kristne-l%C3%A6nge-f%C3%B8r-harald-bl%C3%A5tand

Sådan et fund er selvfølgelig smadderspændende historisk set. For nej, danskerne som helhed var absolut ikke kristne i 800-tallet, men vi tillod åbenbart kristne at bo og virke i Danmark alligevel, ihvertfald i Ribe, hvor Nordens apostel, den første kristne missionær Ansgar skal have bygget den første kirke nogenlunde dér, hvor Ribe Domkirke ligger idag.

Læs mere om Ribe her: http://danmarksbloggen.dk/?p=4807

Læs mere om Harald Blåtand og de første kristne her i Danmarksbloggens Danmarkshistorie del 3 og del 4:
http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
http://danmarksbloggen.dk/?p=3389

De asatro vikinger var altså tilsyneladende både rummelige og tolerante, når det drejede sig om tro – og også mere end Dansk Folkeparti og mange danskere er det idag.

Danmarksbloggen kunne derfor godt forestille sig, at Dansk Folkeparti kunne finde på at bruge historien fra Ribe til at hævde: SE VI HAR RET. Vi skal passe på med, hvem vi lukker ind i landet.

Danmarksbloggen kan høre – ikke Thuelsen Dahl eller andre prominente DF´ere – men nogle lidt længere nede i rækkerne sige følgende: Danskerne har siden vikingetiden været altfor godtroende. Dengang lukkede vi en lille gruppe kristne ind, og se hvad der skete? Vores gamle asatro forsvandt, og de kristne overtog hele landet. Det er så også ok – det var trods alt en dansk konge, der gennemførte kristningen. Men ligenu er vi i samme farlige situation med muslimerne. Dem har vi også selv lukket ind, og hvis ikke vi passer på (læs: får dem smidt ud), så ender det med, at de (muslimerne, red.) overtager Danmark, der så bliver et muslimsk land med sharialov, minareter, burkaer og hele pivtøjet. Ja, det har formentlig hele tiden været deres plan.

Danmarksbloggen er ikke enig. Danmarksbloggen tror ikke på, at muslimerne pønser på en magtovertagelse i Danmark. Danmarksbloggen mener heller ikke, at det er et problem at lukke andre grupper ind i Danmark.

Tværtimod så mener Danmarksbloggen, at vi beriges af forskellighed og nye input – men selvfølgelig at vi også skal værne om de gode frihedsrettigheder som demokrati og menings-, tros- og ytringsfrihed. Dét siger sig selv. Men det kan vi netop bedst, hvis vi åbner op og lukker ind – og selv går forrest med et godt eksempel.

Så er det også lettere at forlange respekt og tolerance af andre. For nej, vi må heller ikke være naive. Dér findes bindegale fundamentalister som imamen fra Aarhus, der mener, at jøderne skal dø. Folk som ham skal vi selvsagt ikke acceptere, men han er ikke alle muslimer. Heldigvis.

Det gælder om at bevare fornuften og evnen til at skelne … og dét kunne de gamle vikinger i Ribe for over 1000 år siden. Lad os være ligeså gode og kloge som dem.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danske Perler: Smålandsøerne

Danmarksbloggen fortsætter serien om fem – ikke så kendte – steder i Danmark, der er de rene perler.

Læs derfor med hver tirsdag i juli måned, således også i dag, hvor det skal handle om:

SMÅLANDSØERNE

Smålandsøerne eller Sydhavsøerne, som de også kaldes, er tre små øer, der ligger nord for Lolland.

Den største er Fejø, og derefter kommer Femø og Askø-Lilleø. Tre øer med samme af Østersøen begunstigede milde klima. Men også tre øer som har hver sin helt specielle identitet.

Fejø er især kendt for sine æbler og pærer, der sælges året rundt – og som om efteråret sejles til Nyhavn af de navnkyndige pæreskuder, hvor københavnerne står på nakken af hinanden for at købe noget af Danmarks allerbedste frugt. Æbler og pærer, som ikke kun smager godt, men som også hvert forår gør Fejø til et skønt skue indhyllet i en fantastisk duft, når de mange frugttræer blomstrer i maj måned.

Men øen, der kun har 500 faste indbyggere, har mere end æbler og pærer at byde på.

Fejø er også hjemstedet for de såkaldte drivkvaser, en slags både med indbygget dam pga hullerne i bunden, hvor fiskene kan svømme rundt og dermed være levende, indtil de landes, når båden kommer i havn. Et besøg på Fejø om sommeren er altså lig med friske fisk og masser af frugt og grønt.

Femø forbindes for mange med kvindelejr, frigørelse og bare bryster – eller med andre ord: Alle myterne om 70´erne. Og kvindelejren – der er verdens ældste af sin slags – findes også stadig på Femø, hvor alle slags kvinder mødes fra juni til august for at være sammen og deltage i diverse samtaler, workshops m.m.

Men Femø er også kendt for jazzfestivalen, der hver sommer samler flere og flere gode artister – og hvor unge, håbefulde jazzmusikere også kan gå i masterclass præcis som i jazz´ens hjemby New Orleans.

Femø er også kendt for sit sindrige system af stier på kryds og tværs af øen, hvor man hverken kan køre eller cykle, men blot gå og dermed komme helt ned i gear og få sjælen med.

Den sidste ø er Askø-Lilleø, der også er den mindste af øerne, hvilket betyder, at havet er endnu mere lige i nærheden, uanset hvor man er på øen.

Askø-Lilleø har derfor et lys, som er helt specielt – og som får mange kunstinteresserede til at finde papir, tegne- og malergrejet frem.

Andre foretrækker fiskestangen, bogen eller andre livs- og energigivende sysler.

Heldigvis er det ikke noget krav, at man skal vælge imellem de tre smålandsøer, hvis turen går sydpå. Båden sejler flere gange om dagen til dem alle tre, så det er bare at tage på øhop i Smålandshavet og smage æbler og pærer, lytte til jazz, fiske og måske male eller fotografere det fantastiske lys.

Læs tidligere indlæg i serien om de danske perler her:
Mors, Fur og moleret: http://danmarksbloggen.dk/?p=4769
Køge ås, Grundtvigs grav og Malerklemmen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4771
Ribe, domkirken, marsken og Vadehavet: http://danmarksbloggen.dk/?p=4807

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Uge 30: Næstekærlighedens Uge

Vi er lige gået ud af uge 29, den famøse uge, hvor landets overklasse og dem, der gerne vil være overklasse, fester i Skagen – eller i nyere tid også i Tisvilde. Uge 29, der handler om at vise sig selv og sine rigdomme frem, der handler om tøjlesløst overforbrug og frådseri.

Dén uge er Danmarksbloggen ikke tilhænger af.

Danmarksbloggen vil derimod indføre uge 30: Næstekærlighedens Uge.

Uge 30 skal nemlig ikke handle om smarte biler, dyre vine, fancy mærketøj og vilde fester.

Nej, uge 30 skal dreje sig om at give til dem, der har mindre end en selv. Handle om at give de mere end 50.000 fattige danske børn en god sommeruge, hvor de får nogle oplevelser ude i sommerlandet, så de også har noget at fortælle, når skolen starter igen i august.

Uge 30 skal simpelthen være ugen, hvor alle – både børn, pensionister, arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagere og alle andre der har for lidt – også får nogle gode sommeroplevelser – og allerhelst kommer på en decideret sommerferie.

Uge 30 skal handle om næstekærlighed, fællesskab, gavmildhed og hjælpsomhed, om at være der for hinanden og de svage i vores samfund.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Is-vitaminer – en vigtig del af sommeren

Is-vitaminerne er ikke så kendte. Men de er meget dejlige og velsmagende. Og det kan anbefales at få sine is-vitaminer hver dag hele sommeren igennem.

Is-vitaminer gør nemlig sommeren så meget bedre!!! Og både sjæl og krop har rigtig godt af dem!!!

Akut is-vitamin-mangel er derfor heller ikke sundt – for sindet.

For hånden på hjertet, så er det nok sindet, som vi taler om her. Is-vitaminer optræder ihvertfald ikke i nogen madpyramider eller anbefales i noget træningsprogram.

Omvendt behøver selv den mest trænede krop et sundt sind.

Og i Danamrk er vi gode til at træne kroppen, men dårlige til at træne sindet til at være fuld af kærlighed og varme

Det gør sommeren med al dens sol og lys noget ved. Sommer stemmer sindet til glæde og varme.Til at være favnende og kærlig.

Og intet hjælper denne kærlighedsevne bedre på vej end de daglige is-vitaminer i form af vanillieis, karamelis, chokoladeis, sorbetis – ja, lige den is, som man foretrækker.

For i Danmark skal der være plads til os alle sammen, uanset farve og smag.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danske perler: Ribe, domkirken, marsken og Vadehavet

Danmarksbloggen fortsætter serien om fem – ikke så kendte – steder i Danmark, der er de rene perler.

Læs derfor med hver tirsdag i juli måned, således også i dag, hvor det skal handle om:

RIBE, DOMKIRKEN, MARSKEN OG VADEHAVET

Ribe er blevet kåret som Danmarks smukkeste by. Noget, der giver god mening, når man kommer kørende og ser domkirken tårne sig op i marsken og over den gamle by.

Ribe er således den eneste domkirkeby i hele Danmark, hvor den nutidsbesøgende får samme oplevelse af byen som den rejsende fik for 500 år siden – eller som i Ribes tilfælde 1000 år siden. For så gammel er Ribe. Det er ganske enestående, og det spænder forventningen højt til, hvad der møder en, når man kommer ind i byen.

Der bliver man så ikke snydt … for nu at sige det mildt og på jysk. Tværtimod så er det ren idyl, der møder den besøgende. Gamle, krogede gader med små huse, en å der slynger sig, små vandmøller og et hyggeligt, myldrende købstadsliv finder man overalt i det centrale Ribe, hvor så mange store kulturpersonligheder har boet.

Så meget tros- og åndsliv i mere end 1000 år på ét og samme sted – det kan mærkes, også fysisk.

Luften er nærmest mættet af viden, digte, salmer, musik, historier og hvad der ellers er blevet bidraget med fra biskop og salmedigter H.A. Brorson og reformatoren Hans Tausen over komponist Oluf Ring og dramatiker Kjeld Abell og til skaberen af Verdensuret Jens Olesen og mange flere endnu – også Danmarks mest berømte heks Maren Splids.

Midt i byen står selvfølgelig Ribe Domkirke – Vor Frue Kirke – bygget i lidt forskellige stilarter fra forskellige perioder og karakteristisk med sin spirløse firkantede tårn.

De forskellige stilarter fortsætter, når man kommer ind i kirken, hvor især Carl Henning Pedersens kalkmalerier, mosaikker og glasmalerier i apsis skiller sig ud som værende meget moderne i den gamle kirke. Lige siden kunstværkerne blev skabt i perioden 1983-88, har de også været meget omdiskuterede. For hører de overhovedet til i den gamle domkirke?

Meningerne er delte, men et besøg værd – dét er Ribe Domkirke, hvor man også kan gå op i tårnet og se udover Danmarks ældste by og den flade marsk.

Kunstværker af høj – og ældre – klasse finder man også på Ribe Kunstmuseum, som af mange regnes for Danmarks bedste kunstmuseum lige efter de to sværvægtere Statens Museum for Kunst i København og Aros i Aarhus. Museet har også en imponerende samling af dansk kunst, som bestemt er en rejse værd.

Der er med andre ord meget at komme efter i Ribe – også selvom dronning Dagmar ikke ligger begravet dér, selvom hun døde i Ribe, som det synges i folkevisen ”Dronning Dagmar ligger udi Ribe syg”, der dagligt afspilles fra domkirkens klokketårn. Men hendes mand, Valdemar Sejr, bragte Danmarks elskede dronning til Ringsted, hvor hun nu ligger begravet i Sct. Bendts Kirke.

Når man er i nærheden af Ribe, er der ikke langt til Vadehavet. At køre derud selv kan dog være lidt besværligt, men så kan man parkere bilen og tage traktoren.

Det er der mange, der gør, især forår og efterår, når fænomenet sort sol optræder i området. Sort sol er de kæmpestore stæreflokke, der to gange om året flyder som mægtige skyer over det flade marskland og Vadehavet.

Men også om sommeren er Vadehavet et besøg værd. At iagttage vandets kræfter ved ebbe og flod er altid fascinerende, uanset om man vil tage fotos, samle muslinger eller bare nyde scenariet.

Læs tidligere indlæg i serien om de danske perler her::
Mors, Fur og moleret: http://danmarksbloggen.dk/?p=4769
Køge ås, Grundtvigs grav og Malerklemmen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4771

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk