Men værst er dog ligegyldigheden

Søndagens angreb på Islamisk Trossamfund, hvor politiet i gåt arresterede en mand, der er mistænkt for at have startet branden (selvom der i lokalerne i København befandt sig en del mennesker, deriblandt børn) var et sygt, stygt og umenneskeligt angeb – præcis som angrebene på Krudttønden og synagogen var det tilbage i februar.

Men værst er dog ligegyldigheden fra store dele af de danske medier og det danske samfund, også og måske især det officielle Danmark som regering og kongehus.

For nok skete der heldigvis ingenting i denne omgang.

Men hvor er den fordømmelse af volden og hadet, som vi plejer at høre fra især de blås side, når det drejer sig om kristne og jøder? Hvorfor råber de ikke ligeså højt nu, hvor det er muslimerne, der er under angreb?

For vi er og bliver alle mennesker – og en påsat brand med det formål at skade, ja måske ligefrem dræbe mennesker er og bliver en forbrydelse, der skal fordømmes – uanset hvem angrebet rettes mod.

Så enkelt er det!!!!!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Halfdan. Livet er en morgengave”

Poetisk, musisk, indfølende og med stor sans for det hele menneske – så kort og dækkende kan man beskrive Teatret OPtimis´ voksen-cabaret ”Halfdan. Livet er en morgengave” om Halfdan Rasmussen og hans liv.

For når Allan Høier og Erik Axel Wessberg fortolker Halfdan Rasmussens tekster og bruger dem til at fortælle om den store digters liv fra den fattige start på Christianshavn over tosserierne, både på papiret og i privatlivet, og til det hele slutter en forårsdag i 2002, så får vi det hele med – og ikke kun vrøvleversene og børnesangene, som de fleste danskere forbinder med Halfdan Rasmussens navn.

Men Halfdan Rasmussen var mere end det – også selvom han beskrev sig selv som en 14-årig sjæl, uanset hvad alder og form, kroppen var i.

Halfdan Rasmussen så og skrev nemlig med helt skarpe øjne om sig selv – og om den evige kamp mellem lyset og mørket, som han kæmpede med – og som fik ham til at prøve at begå selvmord, men også til året efter (i 1967) at skrive den ABC, der i dag står som et hovedværk i dansk børnelitteratur.

Det er selvfølgelig også med i voksen-cabareten sammen med brylluppet med kollegaen Esther Nagel og de to troldeunger, som de får sammen – men vi hører også historien om det tredje barn udenfor ægteskabet, kvinderne og alt det andet. Og det synges og fortælles endda på en meget Halfdansk måde uden føleri – og uden pædagogiske og moralske pegefingre, men i stedet med dét glimt og dén timing fra scenen, som man også møder i Halfdans Rasmussens egne rim og remser.

For de er trods alt det, der i dag definerer Halfdan Rasmussen, selvom han oprindeligt startede med at skrive dem for at tjene penge. Hans hu stod nemlig i de unge år til kronikkerne og de mere dybe digte, som dem, der kom fra vennen og digterkollegaen Morten Nielsen, der blev skudt af tyskerne under besættelsen. En tid, der satte sig dybe spor i Halfdan Rasmussen, der også selv var aktiv modstandsmand.

For Halfdan Rasmussens rim og remser, børnesange og fjollerier blev til på en baggrund af humanisme, alvor og samfundsengagement – og så en stor legelyst og nysgerrighed, som man også fornemmer hos Allan Høier og Erik Axel Wessberg, når de – selv på en brandvarm sommersøndag – folder sig ud i PH-cafeen på Vesterbro.

For let, legende og flydende som livet og poesien selv glider vi igennem et helt liv på 2 x 40 meget musikalske minutter. For Allan Høier kan synge og gestalte – og Erik Axel Wessberg kan spille, og sammen danner de to et makkerpar, der får Halfdan Rasmussens ord ud og ind i sjælen på os, som sidder og lytter – og som mener, at vi kender Halfdan Rasmussen.

Og det gør vi også – og så ikke alligevel – og noget har vi også glemt. Nå, ja – det var jo også ham, der skrev dén sang, siger en dame ved siden af mig, mens jeg selv tænker: Nå, ja – hans elskede Signe var oprindeligt gift med Benny Andersen. Nå, ja – og sådan fortsætter det med jobbene som svajer og arbejdsløsheden til mandens store sanselighed og evne til at nyde livet og livets goder.

For ja, livet er en morgengave, og Halfdan Rasmussen vidste, at der ikke er nogen bytteret – men derimod en udvidet brugepligt til at få max ud af livet – og dét levede han op til i hele hans liv og virke. Fra de små kår på Christianshavn og til han sidder i huset i Saunte ved Hornbæk og er kommet på finansloven og i Den Blå Bog.

Det hele rulles op og ud hos Teatret OPtimis, og man føler, at man lærer denne store dansker lidt bedre at kende, selvom han også hele tiden smutter fra én. For som Allan Høier siger det: Måske bruges rimene og alt det sjove også til at skjule en stor blufærdighed?

For ja, Halfdan Rasmussen turde nok tage en paraply i hånden og kaste sig ud fra et vindue i troen på at kunne flyve, både bogstaveligt som 12-årig dreng og senere i livet på mere spidsfindige måder. Men han var også en mand, der om sig selv sagde: Jeg skiver både sjove og triste digte – mine venner vil helst læse de første, jeg vil helst læse de sidste.

Alligevel – eller måske netop derfor – var Halfdan Rasmussen en solens og en livets mand – og som sådan bliver han her i året for hans 100-årsdag hyldet på scenen – og senere af os alle sammen, da vi ligesom børnene gjorde det, da hans kiste blev båret ud af kirken, sang Mariehønen Evighed.

En sang om livet og hverdagen, og det altid at være på vej og om mødet med alle de andre. En sang, som alle danskere kender og elsker – og som i denne forestilling får en ekstra dybde, når vi synger den alle sammen til sidst – nogle af os med en klump i halsen og et par tårer i øjnene.  For nok er det en glad børnesang, men med digterens liv just fortolket så formidabelt som Allan Høier og Erik Axel Wessberg gør det, så får den en dybere – og mere alvorlig – tone, som gør, at den OGSÅ er en voksensang.

Danmarksbloggen giver fem store mariehøner ud af seks mulige.

”Halfdan. Livet er en morgengave” er en ud af mange cabaret´er, som i snart 25 år har været opført af Teatret OPtimis. På scenen ses Allan Høier som fortæller og sanger, mens Erik Axel Wessberg står for musikledsagelsen. Voksen-cabareten er instrueret af Bo Skødebjerg og spiller i de kommende sensommersøndage på PH-cafeen i København, men også andre steder. Så læs mere på www.optimis.dk

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Regnbuetiden er over os

Regnbuetiden – også kaldet Copenhagen Pride – er i fuld gang, og har været det siden i tirsdags.

Danmarksbloggen holder meget af Copenhagen Pride, fordi den handler om livsudfoldelse, mangfoldighed, glæde og accept som fx i går, hvor mennesker i alle aldre og alle størrelser lærte at danse både cha-cha-cha, vals og flere andre danse på Pride Square på Rådhuspladsen, inden det var tid til det store drag show.

Og idag kommer så paraden, og den er både flot og imponerende – og et optog i glæden ved mangfoldighed – og kom endelig ud og se den. Men overvej også at blive deltager – og ikke kun tilskuer.

For det er nu altid sjovere, når man selv danser med – både i de her varme augustdage og resten af året.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danske bær: Brombær

Danmarksbloggen slutter i dag sin anden sommerserie, som har løbet i syv uger, og som handler om bær. Serien er bygget op omkring, hvornår bærrene er i sæson. Derfor slutter vi i dag med brombærret.

Brombær

Brombær er sorte bær, der minder om hindbær i udseendet. Der er masser af brombær i Danmark, som vokser på buske – og som findes i både vild og kultiveret form. Vær obs på at brombærrene skal være helt sorte, når de plukkes – ellers er de sure. Men når de er sorte, er de modne, søde og dejlige.

Brombær kan spises bare som de er – og er på den måde med til at forsøde sensommeren og efteråret. De varsler også vinterens komme og opfattes derfor af mange som en sidste hilsen fra den lyse tid.

Men brombær anvendes også i stor stil i kager, desserter, brød m.m.

Vær opmærksom på, at brombærgrenene er filtret ind i hinanden, og at der er mange torne på. Så skal man plukke brombær anbefales det at have lange ærmer, bukser og måske handsker på. Der findes dog i dag arter uden torne, men kun i kultiveret form.

Over hele den tempererede del af den nordlige halvkugle anslås der at være flere hundrede forskellige arter af brombær – og i Danmark 90.

Brombærsæsonen løber medio august – medio oktober.

Sorterer man de typiske brombærsorter i Danmark efter hvornår de kommer i løbet af sæsonen, ser det således ud:

Tidlig: Loch Ness og Black Satin
Middel: Douglas (tornfri) og Thornless Evergreen
Sen: Thornfree

Spis, spis, spis …

Læs tidligere indlæg her:

Jordbær: http://danmarksbloggen.dk/?p=7072
Stikkelsbær: http://danmarksbloggen.dk/?p=7076
Hindbær: http://danmarksbloggen.dk/?p=7080
Solbær: http://danmarksbloggen.dk/?p=7085
Ribs: http://danmarksbloggen.dk/?p=7087
Blåbær: http://danmarksbloggen.dk/?p=7090

Ps. Og til dem, der har savnet kirsebærrene, kan jeg fortælle, at der næste sommer kommer en serie om nogle af de sommerspiser, der gror på træerne: Kirsebær, blommer, mirabeller, æbler og pærer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Inklusion på arbejdsmarkedet, tak

Tænk hvis vi stillede samme krav til arbejdsmarkedet om inklusion, som vi gør det til skolerne? Så ville virksomhederne være tvunget til at ansætte alle – og ikke kun de toptunede og højeffektive.

Danmarksbloggen kunne godt drømme om, at man gjorde eksperimentet. Og nej, argumentet om økonomisk rentabilitet holder ikke.

For hvis økonomien var det afgørende – ihvertfald på den lange bane – så ville man satse meget mere på både skoler og sygehuse og børnehaver etc.

For en arbejdsstyrke er som bekendt ikke stærkere end dens muligheder for at blive uddannet og holdt rask.

Og et samfund er ikke stærkere eller bedre end den måde, som det behandler sine svageste på … Derfor er Danmark heller ikke særlig stærkt i øjeblikket – desværre.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nødvendigheden af en bro

Danmark er delt i to fronter, der står på hver sin side af en afgrund, som bare vokser og vokser.

På den ene side står dem, der mener, at vi har masser af plads og penge til at hjælpe mennesker i nød – og på den anden side står dem, der mener, at det har vi ikke.

Begge parter kaster fakta og overtro i hovedet på hinanden og beskylder hverandre for henholdsvis manglende medmenneskelighed og manglende realitetssans.

Dét er ikke godt – og denne store uenighed gavner ingen, og allermest de mennesker, som er mest pressede: Nemlig flygtningene, der forlader alt de kender i håbet om et liv i fred og i frihed.

For Danmarksbloggen er det derfor indlysende, at vi behøver en bro mellem mennesker. Ja, at det er en simpel nødvendighed at skabe denne bro af dialog. For kun ved at tale sammen kan vi forstå hinanden. 

For nej, de flygtninge-kritiske er ikke onde mennesker, men mennesker der ofte føler sig truet i en verden og en tid, hvor alt ændrer sig – og nej, de flygtninge-venlige er ikke naive mennesker, men mennesker med overskud, der føler en forpligtelse til at deles om goderne.

Men de to grupper skal og må altså til at tale sammen – hvis vi skal nå nogen vegne. En bro må derfor etableres.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danske bær: Blåbær

Danmarksbloggen fortsætter i dag sin anden sommerserie, som løber i syv uger, og som handler om bær. Serien er bygget op omkring, hvornår bærrene er i sæson. Derfor fortsætter vi i dag med blåbærret.

Blåbær

Blåbær vokser på små buske – og findes i både vild og kultiveret form. De er blålige i tonen, runde, små og velsmagende og kan anvendes i is, kager, desserter eller bare spises som de er.

Blåbær er kendt som et såkaldt superbær, hvilket er ret misvisende. Alle bær er nemlig propfulde af vitaminer og andre gode sager, og ligesom med grøntsager og frugt giver det bedst mening at spise varieret – også når det kommer til bær.

Men myter har det med at hænge på blåbærret, der fx under Anden Verdenskrig havde ry for at forbedre nattesynet hos soldaterne.

Men der er forskel på blåbær. Eller rettere: Der er to slags bær, der sælges under navnet blåbær:

1) De rigtige blåbær, der er blå hele vejen igennem bærret – og som giver en blå tunge. De er ret svære at få fat på – og sælges stort set kun frosne i Danmark. Man kan også være heldig og finde dem i naturen.

2) De såkaldt amerikanske blåbær eller mosebøllebær, som de også hedder. De er ikke blå hele vejen igennem bærret, men hvide indenunder den blå overflade – og er altså ikke ægte blåbær, selvom de smager godt.

Så det er altså kun den førstnævnte gruppe, der er blåbær i den nordiske forståelse.

Blåbærsæsonen løber august-september.

Sorterer man de typiske blåbærsorter i Danmark efter hvornår de kommer i løbet af sæsonen, ser det således ud:

Tidlig: Reka, Patriot, North Sky, North Country, Yersey, Heerma, Hardy Blue, Duke, Dennise Blue og Blue Ray
Middel: Blue Crop, Puru, Teddy, Putte og Plys
Sen: Berkeley og Goldtraube

Spis, spis, spis …

Læs tidligere indlæg her:

Jordbær: http://danmarksbloggen.dk/?p=7072
Stikkelsbær: http://danmarksbloggen.dk/?p=7076
Hindbær: http://danmarksbloggen.dk/?p=7080
Solbær: http://danmarksbloggen.dk/?p=7085
Ribs: http://danmarksbloggen.dk/?p=7087

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Interview med “Velkommen til flygtninge”

I morgendagens udgave af Politiken kan man læse en stor annonce, hvor danskere i hundredvis byder flygtninge velkommen til Danmark.

Initiativtager til den store annonce er dog en mindre FB-gruppe på omkring syv mennesker, der siden i søndags har arbejdet hårdt. Sliddet har også båret frugt. Der er i skrivende stund samlet mere end 100.000 kroner ind – og FB-siden har mere end 10.000 likes.

Talskvinde for gruppen Marianne Rosenkvist siger til Danmarksbloggen: ”Det her viser, at der findes et andet Danmark end Støjbergs og Dansk Folkepartis. At vi gerne vil fortælle danskerne, men også alle andre, at vi er mange her i landet, der er uenige i regeringens flygtningepolitik, og at vi istedet ønsker, at Danmark tager sit humanistiske ansvar på sig.”

Gruppen bag initiativet planlægger derfor også om nogle dage at købe en annonce i den engelske avis “The Guardian”.

Men om det så sker mere, vides ikke.

“Initiativet har fra starten af gået på de to annoncer her – og ikke mere, og folk skal vide, hvad de forpligter sig til,” siger Marianne Rosenkvist og slår fast, at det handler om at få opmærksomheden drejet hen på den umenneskelige måde, som flygtninge mødes på og behandles på i Danmark.

“For vi lever i en tid, hvor flygtninge bruges som både afledning og syndebukke. Men det gavner ingen. Tværtimod vil vi alle vinde ved at droppe dem-og-os-retorikken og istedet se hinanden som de mennesker, vi alle er. For når det kommer til alle de vigtige ting i livet, så er vi – uanset hvor vi kommer fra – ens som mennesker med de samme ønsker, behov, glæder og sorger,” slutter hun.

Læs mere – og støt initiativet her: https://www.facebook.com/pages/Velkommen-til-flygtninge-Nej-til-St%C3%B8jbergs-skr%C3%A6mmekampagne/1004040489619586?fref=ts

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Historien om Henning – en mand på gaden

På gaden ligger en mand og sover. Vi er jævnaldrende. Han har været en flot mand. Men nu mangler han flere tænder, har store sår på sine hævede ben, og reagerer vredt på forsøg på kontakt. Han er skæv på metadon og den guldøl, der står ved hans taske. Hans vejrtrækningen er normal, fortæller jeg i telefonen.

Falck-redderen er ung og ser på manden, der hedder Henning, med en vis ømhed. Han fortæller mig, at de har ledt efter Henning, og at han er mere syg end han ser ud til. Falck-redderen fortæller mig, at Henning desværre er igang med “… at bruge den frihed, vi alle har til at ødelægge sig selv” – og han kan godt forstå, at jeg synes, det er trist.

Han fortæller mig også, at på en god dag kan de få Henning lempet ind i bilen og tilse hans sår. I dag er det ikke en god dag, og vi må nøjes med at få skubbet Henning i læ med et tæppe. Henning sover stadig, men vi holder øje med ham – Falck-redderen og jeg.

Historien her har ingen slutning. Jeg bliver trist af at tænke på den… og så uendelig taknemmelig. For alt.

Skrevet af: Katrine Louise Paludan Kristensen, skolelærer 

Støjberg og DF svigter medmenneskeligheden

“Jeg afviser ikke nogen krav om stramninger,” siger integrations- og udlændingeminister Inger Støjberg i går i en artikel i Politiko, hvor det også fremgår, at Dansk Folkeparti presser regeringen til yderligere stramninger på flygtningeområdet. Læs her:

http://www.politiko.dk/nyheder/jeg-afviser-ikke-nogen-form-for-stramninger

Dertil er der kun to ting at sige:

1) Dansk Folkeparti kan tilsyneladende kun formå at bruge sin (store) politiske størrelse på at sparke til mennesker på flugt fra død og krig. Men intet andet – hvilket er en både politisk og medmenneskelig falliterklæring, der siger alt om, at partiet stadig er både racistisk og ikke-stuerent.

2) Det er mere end let at “presse” Venstre til samme umenneskelighed, da alle de toneangivende i Venstre er på samme rekordlave medmenneskelige niveau som DF.

Og meget apropos så handler søndagens prædiken i de danske folkekirker – og altså i dén kristendom som Dansk Folkeparti og Venstre bekender sig til – om at “på jeres frugter skal I kendes”. Læs den her:

http://www.folkekirken.dk/gudstjeneste/soendagens-tekst

Ja, for DF´s  og Venstres vedkommende er det de hårde stenfrugter, dem uden næring, dem uden medmenneskelighed – det er ørkenens og ormeynglets frugter så langt væk fra den kristne medmenneskelighed, som man kan forestille sig.

Danmarksbloggen synes dog ikke, at regeringen skal kastes i ilden bogstaveligt, men symbolsk i form af nyvalg og en anden – mere medmenneskelig – regering, ja, tak.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk