Sommeren går på hæld. Men inden efterårsmørket sætter ind, kan man lige nå en sommeraften i Botanisk Have i København i selskab med ”After Hours Theatre Company”, der igen i år spiller Shakespeare på græs-skråningen ned mod søen.

I år har selskabet kastet sig over Bardens kærligheds-komedie ”Much Ado About Nothing”, som naturligvis hverken er nothing eller bare something – men derimod everything. Både i den måde, som skuespillerne bruger omgivelserne på – for hvor bliver der løbet, gået, dasket til, danset og kravlet op og ned ad skråningen – og i den gejst, som lægges i forestillingen om en masse ballade, der ikke havde behøvet at blive til noget. Men som nu bliver til en hel masse fremført af mennesker, som kan lide at spille Shakespeare – og som kan finde ud af det.

De er også hjulpet på vej af sproget. For Shakespeare på engelsk er bare bedst – uanset om det er en længere dialog, en rammende oneliner eller en længere udredning om fx mænd og skæg, som den Beatrice kommer med. For der er noget substans i Shakespeare på engelsk. En intensitet, som gør, at det smælder og fænger dybt inde i sjælen.

Måske også fordi Shakespeares tekster har evigheden i sig – indimellem. For ikke alt, som Barden skrev, er dybsindigt og fantastisk, som vi også får det at vide, inden stykket går i gang.

Men meget er – og bare det, at vi sidder her på tæpperne 400 år senere, og begejstres over den samme historie, som de gjorde det i Londons ”The Globe Theater”, dengang blækket på manuskriptet knap var tørt, siger noget om langtidsholdbarheden – også i et stykke som dette, der ellers er let som den candyfloss, der også kan høre en sommeraften til.

Apropos ”The Globe”, så var undertegnede med samme ledsager som til denne forestilling derovre for et par uger siden, hvor vi så ”The Scottish Play”, og nej, jeg skriver ikke stykkets rigtige navn. For så går der bare ild i søen i Botanisk Have i aften. For hvem tør tage chancen og nævne et stykke ved navn, om hvem det siges, at uheld forfølger den, der siger navnet højt på en scene og i forbindelse med teater?!

Men hvor gad jeg godt se ”After Hours Theatre Company” turde at opsætte dét stykke. For der er noget i den måde, som de spiller ”Much Ado About Nothing” på, som minder mig om det, som de gør på selveste ”The Globe”: Respekten for Barden, men ikke ærefrygten i kombination med en masse påhit. Og har man det, så kan man være moderne og sikre, at Shakespeares almengyldige teaterstykker i endnu højere grad bliver noget, som vi kan spejle os i, grine af og blive grebet af.

Og det gælder også denne opførsel af ”Much Ado About Nothing”, som tro mod stykkets tekst er mere underholdende end dybsindig. På den anden side og apropos ”The Scottish Play”, så er de to stykker udtryk for samme ignorante holdning til livet – bare i hver sin aftapning. Her den lyse, der ender godt – og i det andet en noget mørkere tragik, når hovedpersonen i ”The Scottish Play” om livet siger, at: It is a tale. Told by an idiot, full of sound and fury. Signifying nothing.

En trist og vældig blodig candyfloss altså. Det er ”Much Ado About Nothing” ikke. Den er munter – og døden er kun noget, som vi leger.

Så vi bliver godt underholdt i Botanisk Have, mens forviklingerne tager til, og det hele truer med at ende i katastrofe, inden alt løser sig op til fortjente klapsalver for dette stykke komik, der også – især til sidst – alligevel ikke kan dy sig for at være klassisk Shakespeare-drama på fulde nagler.

Noget af komikken minder om Monty Python – og andet om Crazy Christmas Cabaret. Det sidste er naturligt, da flere af skuespillerne har været med i netop Crazy Christmas Cabaret. Andre har været med i andet som fx ”That Theatre Company”. For ja, britisk teater har godt fat i danskerne, både som skuespillere og som publikum.

Det giver også god mening. For kombinationen af sort humor og drama formidlet med et glimt af øjet, kan vi lide på begge siden af Nordsøen. Hos ”After Hours Theatre Company” får vi det i stimer. Ord som splendid, dazzling og excellent trænger sig på.

På scenen møder vi en perlerække af skuespillere: Jefferson Bond, Linda Elvira, Søren Højen, Alexandra Jespersen, Ian Burns, Rasmus Emil Mortensen, Thea Bell Schok, Benjamin Stender og Kevin Kiernan-Molloy.

Danmarksbloggen giver ”Much Ado About Nothing” fem ud af seks brudekjoler, som den lyse brudekjole, der i flere omgange er stykkets mest centrale rekvisit.

Det er Thomas Magnussen, der har instrueret – og Lars Mikkelsen har været artistisk konsulent.  

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk