I hans samtid var Frederik d. 8. klemt – og senere blev han glemt, så det er nærmest symbolsk tragikomisk, at den store bog om ham udkommer lige netop idag d. 12. marts – den første dag i den nye Corona-virkelighed i Danmark.

Men ikke desto mindre – sådan er virkeligheden:

Gyldendal udgiver i dag Poul Smidts´s bog ”Fredy. Klemt kronprins – glemt konge”, som handler om Fredy, bedre kendt som den danske konge Frederik d. 8., der regerede i perioden 1906-1912.

Bogen er et digert værk på 496 sider inkl. noter og litteraturliste, men det er ikke en eneste side for meget.

For nok fik Frederik d. 8 kun seks år som konge, men hans lange tid som kronprins er mindst lige så interessant – og også ganske relevant for samfundsudviklingen i Danmark i den periode, hvor parlamentarismen blev etableret trods faderens forkærlighed for den enevælde, som faderens forgænger Frederik d. 7. dog havde afskaffet med Grundloven i 1849.

Så nok havde vi altså fået demokrati, men næsten alle af demokratiets første usikre årtier falder sammen med Frederik d. 8´s mere end 42 år som kronprins – og faderens ditto som en konge, der holdt stejlt på regentens ret til at udnævne sine ministre.

Så også derfor er det godt, at den glemte og klemte konge får oprejsning i denne velresearchede og formidabelt velformulerede bog, som handler om hele Frederik d. 8.´s liv.

Et liv i en tid, hvor demokratiet langsomt og under modstand voksede frem i Danmark og fik den form, som vi kender i dag. Ikke at Frederik d. 8. var demokrat i ordets nutidige betydning. Forfatteren måtte således også droppe den første bogtitel, som ellers var tænkt som noget med ”den første demokrat på den danske trone”.

Men i modsætning til faderen den ellers så berømte Christian d. 9, kendt som Europas svigerfar, så forstod Frederik d. 8, at enevældens dage var forbi.

Ja, Frederik d. 8 forstod måske også demokratiet og dets væsen bedre end sønnen, Christian d. 10, som var lige ved at sætte monarkiet over styr med påskekrisen i 1920, men som qua genforeningen og især rideturene under 2. Verdenskrig har fået et godt ry i Danmarkshistorien.

Det har Frederik d. 8 ikke. Han er ofte glemt, medmindre man taler om mysteriet om hans død. For var det ikke Frederik d. 8., der døde på et bordel i Hamburg, spørger personen med den historiske hukommelse.

Svaret er: Jo, Frederik d. 8. døde rigtignok i Hamburg. I følge politirapporten i en af de gader, der grænsede lige op til bordel- og luderkvarteret. Så måske han besøgte en af de letlevende damer? Eller måske han bare gik en tur? Måske han var på vej hjem fra en af de mere almindelige natklubber, som også lå i området, og som han altid besøgte, når han var i Hamburg.

Ingen ved altså, hvor han var – og med hvem. Men den pikante historie er i grunden heller ikke vigtig for fortællingen om Frederik d. 8.´s liv og virke. Han var som bekendt heller ikke den første – eller for den sags skyld sidste – kronprins eller konge i Europa, som gik på natklub eller/og bordel.

Det gør nutidens konger og kronprinser også – i hvert fald natklub. Ja, vores nuværende kronprins, den kommende Frederik d. 10., mødte endda kronprinsesse Mary på en bar i Australien. I dag går kvinder af alle slags – selv prinsesser – også på bar. Sådan ændrer tiderne sig – heldigvis. Vi vælger selv, også de royale.

For Frederik d. 8. blev ægteskabet nemlig arrangeret, selvom der også var plads til, at de unge skulle kunne lide hinanden – hvis alliancen skulle blive til noget. Og det kunne de, den danske kronprins og hans svenske prinsesse Lovisa, som ligesom den senere Ingrid (også svensk prinsesse, gift med Frederik d. 9 og mor til Margrethe d. 2.) forblev Danmark tro – også selvom Lovisa gennem det meste af sin tid i Danmark mødte modstand fra både svigerforældrene og svigerinderne, den engelske dronning og den russiske zarina, som ofte opholdt sig i Danmark.

Ægteskabet mellem Frederik d. 8. og Lovisa var så relativt lykkeligt, og en del af den base, som gav Frederik d. 8. rygrad. Det havde kronprinsen også brug for, når han skulle kæmpe mod en far, der gjorde, hvad han kunne for at holde sønnen fra fadet.

For en ting er, at det generelt er en utaknemmelig opgave at være kronprins. Man skal træde i karakter og fylde, men ikke så meget at man tager opmærksomheden fra regenten. En anden er, at Christian d. 9. ifølge bogen mildest talt ikke behandlede sønnen godt, ja Christian d. 9. afskar Frederik d. 8. fra opgaver og netværk, så sønnen nærmest måtte uddanne sig selv. Christian d. 9. kunne derimod godt lide barnebarnet, den lige så konservative kong Christian d. 10., så han fik både taleret og opbakning – og blev meget hurtigt inddraget i de statssager, som Frederik d. 8. stort set ikke fik adgang til.

Den måske eneste gang, hvor Frederik d. 8. fik faderens ros, var, da han aktivt arbejdede imod det spirende Socialdemokrati og for fængslingen af Socialdemokratiets stiftere.

For så rakte Frederik d. 8.´s demokratiske forståelse nemlig ikke længere, og det er et vigtigt punkt, der viser, at nok kunne han i modsætning til faderen rumme både Venstre og Højre, nuværende Konservative – men altså ikke Socialdemokratiet, som Frederik d. 8. vel nærmest opfattede på niveau med bolsjevikker og andre kommunister – altså en direkte trussel mod kongehuset.

Men Frederik d. 8. var oprindelig interesseret i Danmarks ve og vel – og havde været det, siden han som ung officer havde været med i krigen i 1864, hvor han dog kun deltog i tilbagetoget op gennem Jylland. Det blev en nederlagets tur, som prægede ham – og som gav ham en nationalfølelse og nationalforståelse, som han bar med sig livet igennem – og som afspejlede sig i et kæmpe-engagement i det danske samfund.

Måske også for stort. For som oldebarnet dronning Margrethe d. 2. sagde det i år 2000: ”Frederik d. 8. havde en samfundsinteresse ud over det sædvanlige og ud over hvad der ville være passende i dag.”

Dengang, da parlamentarismen var under afvikling, skrev Politiken også, at selv en kronprins måtte have lov til at have en mening. Og det havde kronprinsen. Han skrev fx læserbreve under navnet ”Den agtede hånd”. De læserbreve blev som regel publiceret i Berlingeren.

Men Frederik d. 8. nøjedes ikke med at skrive. Han holdt også både møder og taler.

Daværende kronprins Frederik, og kommende konge Frederik d. 8. spillede blandt andet en aktiv rolle i at få konseilspræsident Estrup til at erkende, at spillet var ude. Ja, det var kronprinsen, som i 1894 holdt talen, der fik Estrup til at forstå, at det var på tide at sige stop.

Frederik d. 8. var også både som kronprins og som konge aktiv i at få et normaliseret forhold til Tyskland, til grænsespørgsmålet, de vestindiske øer og meget andet, der både lugtede af og var direkte indblanding i danske politiske forhold, både indenlands og udenlands.

Han vidste også meget, og ville gerne tale med andre om samfundet, også selvom hans stilling som kongelig i et demokrati gjorde det problematisk at agere, som han gjorde. Dog et sted kunne Frederik d. 8. være tryg og tale frit, og det var i Frimurerlogen, som han var medlem af hele sit voksne liv – og i mange år som stormester. Her fandt han ro og havde sit faste bagtæppe med mennesker, som han kunne stole på.

Dér og så i troen. For han levede med Gud og i den kristne tro på, at ikke en spurv falder til jorden. Han havde også et ønske om at være beredt, når han skulle herfra. For vores blivende sted er hos Gud, var holdningen hos manden, der fik 42 år som kronprins – og 6 år som konge – og som også havde den sorg at miste den ene datter, der døde som kun 31-årig.

Når man har læst bogen, sidder man med tanken: Frederik d. 8. er i dén grad et bekendtskab værd – og så meget mere end dén parentes i Danmarkshistorien, som mange historikere placerer ham i.

Danmarksbloggen giver ”Fredy. Klemt kronprins – glemt konge” seks ud af seks kongekroner. Bogen er et glimrende portræt af en overset, men vigtig konge og samtidig et vægtigt bidrag til historieskrivningen om demokratiets udvikling fra Grundlov til parlamentarisme i den tid, der dannede grundlaget for 1900-tallets eksplosive udvikling.

Det er Gyldendal, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk